2 minute read

Indledning ................................................................................................................. s

Indledning

”Alt hvad vi kom for at give og få: dele og elske og slås. Blev på et år, det vi levede på, fællesskab fødes når JEG bli’r til OS! Og vi vandrer med Helios”

Advertisement

Kære læsere

Året er ved at rinde ud. Kalenderåret - heldigvis ikke efterskoleåret. Det er mørkt, og vi har tændt julelysene for at få liv og glæde. Den 21/12 kl. 16.59 kan vi glæde os over vintersolhverv, og at vi går mod lysere tider, og ikke så mange dage efter kan vi fejre jul med alle de traditioner, der hører med til det. Vi er en mangfoldig efterskole, så det er ikke alle vores elever som fejrer jul, men under alle omstændigheder er juletiden en god pause med familien.

Sangen ”Gi’ os lyset tilbage”, som er en af de sange, vi synger her på skolen, handler blandt andet om, at vi har brug for lyset, brug for hinanden og at vi i fællesskab kan blive til et OS. Den folder også ud, at vi skal give og få, dele og elske og slås. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, og vi er alle ansvarlige for at hjælpe hinanden med at opbygge et godt og trygt fælleskab. Det kan vi blandt andet gøre ved at være taknemmelige, og netop den indgang til livet kan blive en gave til både den enkelte og fællesskabet.

Når vi hver dag færdes blandt vores skønne elever årgang 21/22, fyldes vi af taknemmelighed, for det er ganske enkelt en gave, og når vi ser på, hvad vi sammen har opnået og oplevet i løbet af det første halve år på efterskole, er det med stor glæde, at vi både ser tilbage men også frem mod det næste halve år.

BGI Magasinet er tænkt til elever, forældre, tidligere elever, samarbejdspartnere og venner af huset, og vi håber, at I alle finder glæde ved at læse vores artikler og se billeder af netop årgang 21/22 og deres oplevelser det første halve år på efterskole.

Når vi nu de næste dage tilbringer tid sammen i familierne, er der mange forskellige traditioner med pakkelege, julefrokoster, gå-ture og meget mere. Vores ældste datter introducerede for nogle år siden en taknemmelighedsrunde, hvor vi alle ved dagens udgang skulle nævne 3 ting, vi var taknemmelige for. Det kom der mange gode refleksioner over, og ideen er hermed givet videre.

I ønskes alle en god juletid og en godt nytår!

Helle Vestergaard Troels Ross Petersen

This article is from: