Fejring af 400-året for jødernes ankomst side

Fejring af 400-året for jødernes ankomst til Danmark

Dansk-Jødisk Venskab markerer jubilæet med en artikel skrevet af Edith Theiss Nielsen, cand. polit. pensioneret statistiker.

I 2022 markerer Det Jødiske samfund i Danmark 400året for ankomsten af jøder til landet. Fejringen begyndte med Jødisk Kulturfestival i juni 2022. Og det fortsætter, for sammen med det genåbnede jødiske museum fejres det i synagogen d. 15. november 2022. Året er besluttet ud fra, at Christian 4. d. 22. november 1622 sendte en ”invitation til jøder af den portugisiske nation” som det hedder sig. Det markeres på flere måder, især med en række udgivelser og en vandreudstilling.

Kongen inviterer jøderne til Danmark Invitationen fra Christian 4. til de portugisiske jøder om at komme til Glückstadt i Syd Slesvig, som dengang hørte til det danske Rige (Danmark, Norge og hertugdømmerne), skyldtes, at kongen havde brug for hjælp til finanserne, så det blev begyndelsen. Siden kom jøderne i flere ”bølger” til Danmark. Først til hertugdømmerne Slesvig og Holsten, siden til Fredericia, en fristad dengang, og flere andre byer samt København. De portugisiske jøder var oprindeligt fra Spanien; nogle kom via Holland, andre via Tyskland og hørte til den sefardiske tradition. Kongen så en fordel i at invitere jøderne, så de kunne bidrage til at fremme erhvervslivet i Glückstadt, nordvest for Elben, og blive en konkurrent til Hamborg. Men han havde også brug for at låne penge, datidens statslån!

Et eksempel på de portugisiske jøder er vekselererfamilien Henriques, som bidrog væsentligt til dansk samfundsøkonomi. Familien flygtede fra Spanien og Portugal til Amsterdam, Hamborg, Altona, Glückstadt og Nakskov. De kom i 1725 til København og grundlagde i 1801 vekselererfirma, som de drev i fem generationer.

Foto: Edith Theiss-Nielsen

Jødisk madmarked foran synagogen i anledning af Copenhagen Cooking Festival, august 2022

Foto: Edith Theiss-Nielsen

Fiskekutteren Elisabeth i Dragør havn, der blev brugt til redningen af jøder til Sverige under 2. Verdenskrig

Stor diversitet blandt jøderne Siden kom de tyske jøder dvs. ashkenaziske i perioden 1600 til slutningen af 1800-tallet, det er de ”gamle” jøder. Så kom de polske og russiske i kølvandet på forfølgelser i Østeuropa og Rusland 1904-1920. I 1930érne kom flere jøder fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet på flugt fra nazismen, og i 1969-1970 kom en ny gruppe polske jøder.

Blandt de jøder, som kom til Danmark, var der store forskelle i national oprindelse, politiske holdninger og socioøkonomisk status. Det er bemærkelsesværdigt og statistisk dokumenteret, at den sociale mobilitet var ganske stor, så over få generationer steg flere jøder op ad den sociale stige. Men ellers var der indbyrdes store forskelle økonomisk, for nogle var i starten mindrebemidlede, mens andre – især de etablerede jøder – var velstillede. Det måtte uvægerligt føre til spændinger internt, hvilket også gjaldt politiske holdninger og siden forskelle i religiøs holdning med hensyn til, hvordan man ønskede at praktisere jødedom – om overhovedet eller vælge at lade sig assimilere til enten kristendom eller en sekulær livsstil.

Jødisk Informationscenter, Jødisk Informationscenter (joediskinfo.dk) har mere information om fx de ”portugisiske jøder”.

Svær start med religionsfrihed I den første tid med jøderne havde Danmark ikke religiøs frihed, så der var også spændinger med det etablerede danske samfund i forhold til dåb og konfirmation. Først i 1849 med grundloven fik jøderne officielt fuld frihed til at praktisere egen religion. Inden da fik nogle jøder erhvervsbevillinger uden pålæg om tvangsdåb, da Kongeloven af 14. november 1665 havde en kætterparagraf, der handlede om at have den rene og uforfalskede kristne tro i tusind led jf. den augsburgske bekendelse af 1530 og om fornødent at gennemtvinge

Foto: Josefine Amalie

Dansk Jødisk Museum i København med det karakteristiske interiør tegnet af arkitekt Daniel Libeskind

dette. Der blev dog gradvist lempet på kætterparagraffen. Det skete med særlige privilegier og asylret. Jøderne var dengang udelukket af mange erhverv – også i Danmark – mens pengehandel var tilladt. Jøderne fik især adgang til nyere erhverv, som endnu ikke var monopoliserede og underlagt lavene fx tobaksindustrien. Det var også nødvendigt at have en såkaldt bosætter-tilladelse og opfylde en række andre betingelser for deres ophold i Danmark. Fredericia var først med religionsfrihed – også for jøder – i 1682, og andre jødiske grupper fik efterhånden synagogetilladelse. Synagogen i Krystalgade, København, åbnede i 1833 og ca. 20 små synagoger kom under den.

En berigelse for Danmark Efterhånden opstod jødiske skoler og adgang til undervisning inkl. på universitetsniveau, men det skete gradvist, og det er først efter 1814, at det tog fart. Det jødiske samfund voksede fra 1857 i året 1787 til 4080 i 1890 og 5164 i 1911. Nu regnes der med ca. 6000 i 2022.

Helt afgørende var loven foranstaltet af Kong Frederik 6. af 29. marts 1814, ”Anordning angaaende Bekendere af den mosaiske Religion i Kongeriget Danmark”. Også kaldet det jødiske frihedsbrev. Det betød at jøderne blev ligestillede, men ikke uden at det gav anledning til uro (Jødefejden). Alligevel betød 1814-loven et nybrud for jøderne, som udviklede sig til at blive en berigelse for det danske samfund på en lang række områder. Regering, kirke og universiteter var med til at fremme jødernes integration i perioden efter 1814.

I det hele taget har jøderne bidraget væsentligt til det danske samfund og fostret store personligheder.

Foto: Edith Theiss-Nielsen

Edith på Victor Borges Plads i København