2 minute read

DJV markerer to historiske begivenheder – kom og deltag!

I Dansk-Jødisk Venskab vil vi gerne være med til at højtideligholde, at det i år er 80-året for de danske jøders redning i oktober 1943 fra nazisternes massemord på Europas jøder, og at det er 75-året for staten Israels genoprettelse i 1948. Mange arrangementer både nationalt og internationalt fokuserer i år på disse to begivenheder, som har en helt speciel klangbund hos både jøder og kristne. Se DJV’s program på dette blads bagside.

Den 8. september: Sabbatsfejring med markering af oktober 1943

Med en festlig sabbatsmiddag den 8. september som ramme, vil vi samle os om specielt at mindes og reflektere over det der skete i vores land i oktoberdagene 1943. For herudfra går der et meget vigtigt budskab: på den ene side den afgrundsdybe fare ved antisemitisme og totalitære ideologier, og på den anden side det stærke vidnesbyrd om en befolkning, som stod sammen om at redde jødiske medborgere fra nazisternes masseudryddelse. For det er et historisk faktum, at tusindvis af almindelige danske borgere kom deres jødiske medborgere til undsætning, da tyskernes razzia mod jøderne blev iværksat natten mellem den 1. og 2. oktober 1943.

Vi er glade for at kunne annoncere aftenens to gæstetalere: Ole Konstantyner og Silja Vainer. Begge er fra den jødiske menighed i København, og begge har hver deres vidnesbyrd om, hvordan det nazistiske styres jødeforfølgelser ramte deres familier. Ole er halvt dansk, halvt fransk, og hans fransk-jødiske familie blev udslettet af nazisterne med undtagelse af hans far, der som 10årig kom i pleje hos en dansk familie og undgik derved deportation. Ole blev født 19 år efter og er i dag projektleder i organisationen Den Danske Israelindsamling, Keren Hayesod, der bidrager væsentligt til den moderne stat Israels sikkerhed og udvikling.

Silja Vainer er en af de over 150 dansk-jødiske børn, som blev gemt hos venner, bekendte eller helt fremmede mennesker for at undgå deportation til KZ-lejre. Børnenes forældre flygtede til Sverige, men tog samtidig den smertelige beslutning, at flugten var for risikabel for deres børn, hvoraf hovedparten var under fem år. Silja var 2½ år. Forældrenes frygtelige dilemma resulterede i en dyb tragisk adskillelse af børn og forældre med store følelsesmæssige konsekvenser.

Den 4. november: Fejring af 75-året for genoprettelsen af Israel

Den 4. november samles vi igen. Denne gang drejer det sig om Dansk-Jødisk Venskabs fejring af en anden skelsættende historisk begivenhed: Israels genoprettelse. Jeg skriver bevidst genoprettelse og ikke ’bare’ oprettelse. For jødisk historie og Israels eksistens begyndte ikke i 1948, men går tusinder af år tilbage. Det er en sandhed, som ikke er vellidt alle steder, men det er ikke desto mindre et historisk faktum. Det er der mange vidnesbyrd om, bl.a. fra arkæologien. Professor i Gammel Testamente på Dansk Bibel-Institut, Jens Bruun Kofoed, vil fremlægge den viden, der er om de arkæologiske fund, der belyser Bibelen og bevidner, at Bibelen er sand og pålidelig. De arkæologiske fund peger tilsammen på, at der er klare tegn på en jødisk statsdannelse helt tilbage til det 12. årh. f. Kr. Jens Bruun Kofoed vil give et spændende og oplysende foredrag om konkrete, historiske fund, der understøtter den bibelske fortælling om Israel og det jødiske folk.

Projektleder Ole Konstantyner fra Den Danske Israelindsamling (DDI) vil den 4. november tale om emnet: Det moderne Israel – succeser og udfordringer. DDI, som er den danske afdeling af den israelske organisation Keren Hayesod, har mange interessante projekter i Israel, der er med til at styrke og støtte landet og folket Israel, og de giver os et godt indtryk af landets succeser men også udfordringer.

Vi slutter fejringen af Israels 75-års jubilæum af med en lovsangskoncert under ledelse af Helga Björk Oskarsdottir m. fl.

Vi glæder os til at byde alle bladets læsere velkommen til disse to historiske markeringer, som vi højtideligholder sammen med vores jødiske venner.

This article is from: