2 minute read

De ansatte i veterinærbranchen mangler tid i hverdagen

Fagmagasinet Dyrlægen gennemførte i slutningen af 2020 en undersøgelse, der satte fokus på udfordringerne i veterinærbranchen. Undersøgelsen viser, at den største udfordring er mangel på tid.

Advertisement

Da 2020 nærmede sig sin afslutning, besluttede vi her på fagmagasinet Dyrlægen, at vi ville kigge nærmere på, hvad det er for udfordringer, der fylder mest i hverdagen ude i branchen. Derfor udfærdigede vi en survey med 15 spørgsmål omkring alt fra brugen af sociale medier til, hvad man ude på klinikkerne oplever, at der mangler hjælp til. Surveyen havde arbejdstitlen ’Hvad mangler I mest – varme hænder eller digitale nørder?’, og konklusionen, ud fra de mange svar vi fik, er, at det er begge dele – der mangler overordnet tid til de mange opgaver i veterinærbranchen.

Travlhed og mangel på personale

Hvis vi kigger lidt nærmere på nogle af resultaterne i surveyen, er der en mindre overrepræsentation af veterinærsygeplejersker, der har besvaret spørgsmålene. Ud fra svarene er det tydeligt, at der generelt mangler varme hænder ude i klinikkerne og på hospitalerne. Knap 32 procent af respondenterne svarer, at der ofte er meget travlt, og at der mangler personale. Knap 11 procent siger, at de har for mange patienter i forhold til antallet af ansatte, og det går ud over behandlingen. Det vil altså sige, at mere end en ud af ti føler, at travlheden er skyld i, at de ikke kan udføre deres arbejde tilfredsstillende for patienterne. 90 procent af de adspurgte oplever desuden, at de i varierende grad har en travl hverdag, hvor der ikke mangler patienter.

Af de typer af opgaver flest peger på, som områder hvor der er behov for hjælp, er der både opgaver af lavpraktisk karakter og opgaver af lidt mere teknisk karakter. Flest savner hjælp til at tage telefoner i det daglige, men herefter er det hjælp til regnskab og administration, samt hjælp til håndtering af hjemmeside og SoMe-kanaler.

Opgaverne med håndtering af hjemmeside og sociale mediekanaler ligger nogenlunde ligeligt fordelt mellem klinikejere og VSP’er. Knap 32 procent meddeler, at deres hjemmeside ikke er opdateret med nyt indhold inden for de sidste seks måneder, hvilket tyder på, at det er et område, der nedprioriteres i en meget travl hverdag.

Undersøgelsen tilkendegiver altså, at netop mangel på tid er et stort problem, og en løsning kunne være at ansætte flere medarbejdere. Problemet bliver dog ikke mindre af, at der i branchen er en oplevelse af, at der er mangel på veterinærersygeplejersker. Der mangler helt overordnet tid for både veterinærsygeplejersker og dyrlæger til at klare de opgaver, som ikke har med håndtering og behandling af patienter at gøre.

Vi graver spadestikket dybere

Denne konklusion danner fundamentet for en artikelrække her i Dyrlægen, hvor vi i den nærmeste fremtid vil sætte lidt mere fokus på denne problematik. Problematikken skal belyses nærmere fra både veterinærsygeplejersker, dyrlæger og klinkejeres synsvinkel. Så I vil kunne se frem til en række interessante interviews med en række relevante personer, som vil komme med deres syn på udfordringerne og løsningerne i veterinærbranchen. Første artikel er med Annette Bernth, der er administrerende direktør i Vetfamily, som består af 170 klinikker rundt omkring i landet. 

This article is from: