NYT fra Danske Sømands- og Udlandskirker

Page 36

Vi sk al hjem t i l D a n ma rk Tekst | Pastor Simon Kangas Larsen, præst ved Den Danske Kirke i Toronto Foto | Lars Salomonsen

J

eg har hørt den sætning mange gange her i Toronto: ”Vi skal hjem til Danmark”. Det er danskerne, der bor her i Toronto, der siger det, når de skal til Danmark på ferie, for at fejre jul, eller for at arbejde. Det er både danske expats og mange af de danske immigranter, der har boet i Canada i 50 og 60 år, som siger ”Vi skal hjem til Danmark”. Jeg har spurgt danskerne om, hvorfor de siger ”hjem til Danmark”, når de nu bor i Canada. De smiler og svarer oftest, at det har de ikke tænkt over. De siger det bare. ”Og når vi så er i Danmark, siger vi, at vi skal hjem til Canada”.

På gaderne i Toronto er der, som i alle andre store byer, hjemløse. De får varmen på subway’ens riste rundt i byen og søger ly under broer og ved foden af de høje skyskrabere. En hjemløs er et menneske med mange brudte relationer.

Finurligt er det, især for mig og min familie, der er nye i Canada og har boet i det store land i et år. Vi har rykket teltpælene op fra Aarhus, for at jeg kunne arbejde som præst ved Den Danske Kirke i Toronto, og nu forsøger vi at skabe et hjem i den millionstore by.

Vi kan også føle os hjemløse i vores eget liv og hjem, når vi oplever vores relationer bliver brudt: Når en, man elsker, dør, kærligheden hører op og en familie brydes eller ens eget liv bliver ramt af meningsløshed, brud, stress eller angst. En følelse, der kan vare i kort eller lang tid. For nogen forsvinder den aldrig.

Og hvad er det egentlig, der skal til, for at et hjem er et hjem? Jeg tænker, det har noget med rammer at gøre, de ting vi omgiver os med, og de traditioner vi er en del af. Men mest af alt handler det om de mennesker, vi deler vores liv med og er forbundet med. Sammen med dem kan vi skabe et hjem, og jeg tror mange vil føle sig hjemme de fleste steder, når blot de mennesker og måske kæledyr og særligt betydningsfulde ting er i nærheden. Hjem handler med andre ord om relationer.

Når en dør, taler vi om, at han eller hun tog hjem til Gud. I Ny Testamente siger Jesus: ”I min fars hus er der mange boliger”. Hos Gud kan vi have hjemme. Guds hjem er i Himlen; men Guds hjem er også på jorden blandt os mennesker, der lever her lige nu. Hver dag. I Guds hus kan vi føle os hjemme og have hjem, også hvis og når vores eget liv ramler, for hjem handler om relationer - både til Gud og til de mennesker, vi er forbundet med.

Vi siger, at kirken er Guds hus på jorden; en kirke, der er global og tilstede over alt på jorden. I Toronto er der nærmest kirker på hvert et gadehjørne. En af dem er dansk og med rødder i den folkekirkelige, lutherske tradition. De øvrige kirker er med rødder i alverdens andre lande og kirkelige traditioner, for Guds hus har virkeligt mange former og farver. Men at danskere kan have hjemme i en dansk kirke i udlandet, har en stor værdi. At vi holder gudstjeneste på dansk, beder fadervor på dansk, synger danske salmer og hører bibelens tekster på dansk – i Canada – gør, at man som dansker føler sig mere hjemme; også når man føler sig hjemløs i sit liv.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.