At være på vej

Af Kirstine Rasmussen, præst ved Den Danske Kirke i Toronto

Jeg følte mig fortabt. Lige der midt i en ny by. I et nyt land. I en ny rolle som mor. Helt fortabt eller måske nærmere bare fortvivlet over, hvilken vej jeg skulle gå: skrøbelig og på ukendt grund. Min mand og jeg var netop flyttet til Sverige med vores lille nyfødte datter. Jeg husker, hvordan jeg trillede med barnevognen på de ensomme fantasiforladte villaveje i vores nye kvarter. Tankerne vandrede ofte, når jeg travede rundt, og af den grund glemte jeg måske nok at orientere mig, mens fødderne tog mig videre. Og lige pludselig var jeg lige så meget faret vild i de svenske gader, som jeg var i min identitet. Hvad skulle jeg navigere efter? Hvad skulle være mit kompas? Hvad kunne jeg pejle efter?

I vores liv står vi ofte over for spørgsmål om vores retning: Om vi er på rette vej eller på vildspor, om vi farer vild eller nærmer os vores mål. Denne tvivl kan være en dyb kilde til angst og usikkerhed, men det kan også være en invitation til at udforske og forstå vores eget indre landskab og vores forbindelse med verden omkring os.

På samme måde gjaldt det, da jeg stod der med uro i mit bryst. Hvad hvis barnet vågnede og skulle ammes? Hvad hvis jeg måtte gå rundt her i timer?

Telefonen med gps var for længst løbet tør for strøm, og ikke et menneske var på gaden sådan en hverdagsformiddag. Fyldt af følelsen af ensomhed og sårbarhed stod jeg der. Hvad skulle jeg stille op? Fortsætte med at gå og på den måde måske komme endnu længere væk fra mit nye ”hjem” (og mig selv). Helt tydeligt for mig var det, at passivitet jo i hvert fald ikke ville gavne mig noget. Det var simpelthen ikke et valg.

Jeg fortsatte med at gå, i håbet om at finde et velkendt træk eller et pejlemærke, der kunne lede mig tilbage på rette spor. Pludselig som ud af det blå, stod hun der – en ældre kvinde, som ventede på en bus. Som sendt fra himlen! I mine erindringer brød solen frem og skinnede direkte på hende (dette er nok ikke helt sandt), men sådan husker jeg det. Mit svenske var det på tidspunkt ikke helt godt, men jeg fik alligevel fremtvunget ordene om hjælp til Plantskolvägen. Hun smilede et bredt smil og forklarede mig vejen hjem. Derefter sagde hun ordene: ”Kære ven, du skal nok finde vejen.” Og lige der faldt noget på plads. Eller i hvert fald vidste jeg, at det nok skulle gå.

Når jeg i dag taler med dåbsfamilier, så fortæller jeg dem ofte, at vi i dåben hører ordene om, at vi sendes ud i livet, at Gud velsigner din udgang og indgang. Han sender os så at sige ud i livet på en vandring, så vi en dag kan vende hjem til Ham.

På den vandring vil vi fare vild. Det er et vilkår, at vores veje ikke altid er lige stier, men kringlede og besværlige, og i det kan vi ikke lade være med at lade os lede på afveje.

Så er det godt at have et kompas. Næsten som det kors, der også tegnes for dåbsbarnets pande og bryst, der som en art usynlig tatovering bæres med i det levede liv. Det er som et mærke, der fortæller den døbte, at Gud er med dig.

Birgitta af Vadstena, som grundlagde Birgittinerordenen, efterlod sig en enkel bøn, alle burde kende. Den lyder:

“Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.”

Den bøn er helt vidunderlig at kende. Selvom den kan handle om den fysiske vej, peger den dybere på forskellen mellem den vej, Gud viser, og den vej, mennesket selv ønsker at følge. Birgittas bøn er som en pejling. Den fortæller os, at vi ikke skal vælge egoets vej, fordi den bliver overfladisk og måske ligegyldig. Hvis vi derimod vælger at lytte til Guds stemme, så går vi livets, kærlighedens, fredens, lysets, håbets og forsoningens vej.

Guds vej er ikke nødvendigvis hverken behagelig eller let. Men den fører til det sande sted, hvor tjeneste og fællesskab bliver centralt. Og på den vej er vi aldrig alene, vi ledsages af Gud. Så er det næsten som nogen, der siger til dig: ”Kære ven, du skal nok finde vejen.”