DSUK folder 2022

Page 1

Langt væk, men ikke alene

Det vi arbejder for

250.000 danskere opholder sig ifølge Danmarks Statistik løbende i udlandet. Disse danskere rejser, arbejder, bor og opholder sig rundt om i hele verden af forskellige årsager. Det er fx udstationerede familier, udvekslingsstuderende, au pairs, backpackere, søfarende, ferierende, emigranter og det danske mindretal i Sydslesvig.

Det er spændende at rejse ud, men udfordringer kan ofte blive sværere at tackle, når vi er langt væk hjemmefra. Nogen oplever dødsfald på rejsen, ulykker eller terror. Andre rammes af ensomhed, hjemve og savn til det kendte, fx ved højtider.

Kirkerne i udlandet fungerer som kirkelige, kulturelle og sociale fællesskaber. Her kan danskere i alle aldre samles om dansk sprog, traditioner og tro.

Mange danske børn vokser op uden for Danmark. For dem og deres forældre er det vigtigt at bibeholde både sprog og traditioner. Det gør de i de danske kirker i udlandet. Når de vender hjem til Danmark, er tærsklen til deres danske sognekirke ofte lavere. Hvert enkelt sted i verden fordrer en særlig indsats. Flere kirker er derfor både “sognekirke” og sømandskirke, andre steder har man ingen bygning, men rejser rundt. Vores sømandspræster og assistenter besøger hvert år ca. 1500 danskflagede skibe, der anløber de store verdenshavne.

Om DSUK

Danske Sømands- og Udlandskirker fundraiser over 65 % af sine midler, dels i Danmark, dels i kirkerne udenlands. Organisationen bliver støttet af fonde, Det Blå Danmark samt private.

En bevilling på finansloven sikrer tilskud af en størrelsesorden, som dækker en betragtelig del af lønudgifterne til de udsendte medarbejdere. Det betyder, at hver kirke er juridisk og økonomisk selvstændig, og at danskerne i udlandet selv bærer den væsentligste del af kirkens økonomi. Nogle steder, hvor der er et særligt udtalt behov for omsorg over for udsatte danskere, kan indsatsen ikke løftes af en lokal dansk menighed, men kræver separat finansiering.

Danske sognes samt en række organisationers medlemskab udgør vores demokratiske grundlag. DSUK ledes af en bestyrelse. Fra sekretariatet på Frederiksberg varetager ni medarbejdere opgaver inden for HR, administration, økonomi, fundraising, kommunikation mv., ledet af udlandsprovst og generalsekretær Selma Ravn. Sekretariatet samarbejder også med Udenrigsministeriets borgerservice.

KIRKE Hver kirke har en dansk præst ansat til at sikre kirkelig betjening af danskere uden for landets grænser – fra dåb, konfirmation, vielse/velsignelse og bisættelse til gudstjenester og markering af højtider. Vores præster er til for at hjælpe i alt det svære og for at skabe rammen for danske netværk, så man ikke er alene.

KULTUR

Kulturarv og traditioner lever i os. Når vi er langt væk, i uvante omgivelser, bliver savnet til den danske kultur, fædrelandet og vores ophav ofte større. Danskere i udlandet mødes i kirken til fastelavnsfejring, til landskamp og valgaften, og der hentes styrke i de danske fællesskaber, hvor man kan samtale på sit modersmål.

FÆLLESSKAB

Fællesskabet er udlandskirkernes livsnerve. Kirkerne arrangerer og huser mange tilbud og arrangementer og er naturlige samlingssteder for fx au pairs, mødregrupper, danskundervisning og støttegrupper for ældre danskere. Hertil kommer fejring af alle danske højtider og kirkelige handlinger fra vugge til grav.

BEREDSKAB

I små og store kriser træder præsterne i udlandet til og assisterer danskere i svære situationer. Ved dødsfald og ulykker, hospitalsindlæggelser og fængslinger, ved naturkatastrofer, terror og uroligheder rykker præsterne ud og indgår i stærke alliancer med konsulater og ambassader.

SØFART

Ca. 6.500 danske søfolk sejler på verdenshavene i lange stræk. Sømandspræster og assistenter yder skibsbesøg på de danskflagede skibe fra pt. syv store verdenshavne og medbringer savnede fornødenheder og danske aviser ombord. De tilbyder samtaler og nærvær på en travl arbejdsplads, hvor ensomhed og afsavn er udtalt.

UNGE

I kirkerne mødes danske unge, som studerer, arbejder eller er på gennemrejse. De finder fællesskab og tryghed i kirkerne verden over, hvad end det er nye venskaber eller en hjælpende hånd, de søger. Til byer med mange danske unge udsendes også ungdomsrådgivere, og der arrangeres ”ungeaftener”, som understøtter nye netværk.

Hvem er vi?

Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) er en privat, kirkelig organisation, dannet d. 1. januar 2004 som følge af en fusion mellem Dansk Sømandskirke i fremmede Havne og Dansk Kirke i Udlandet.

Vi er der for danskere i udlandet. Danske Sømands- og Udlandskirker har udsendt medarbejdere til 48 steder spredt ud over hele verden i storbyer med mange danskere bosat, i havnebyer med stort dansk skibsanløb samt i Sydslesvig. Herfra arbejder de som Danmarks og folkekirkens forlængede arm. Vi understøtter danskerne og deres liv, uden for Danmark og på søen, med fællesskab og beredskab. Yderligere 50 steder i verden afholdes der dåb, konfirmation og højtidsgudstjenester.

Vi har et tæt samarbejde til folkekirken i Danmark. Alle præster er underlagt tilsyn af en dansk biskop iht. kongelig resolution, og mere end 1.000 danske menighedsråd er medlem af DSUK.

DSUKs protektor er Dronning Margrethe II af Danmark.

Danske Sømands- og Udlandskirker Smallegade 47 2000 Frederiksberg Tlf. +45 7026 1828 E-mail kontor@dsuk.dk www.dsuk.dk

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
DSUK folder 2022 by Anne Meldgaard - Issuu