75 år med kvindelige præster i Folkekirken

Den 28. april 1948 blev de tre første kvindelige teologer i Danmark præsteviet. Det foregik i Odense Domkirke, hvor ca. 2000 mennesker og de fleste danske medier overværede biskop Hans Øllgaards ordination af Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen.

Jeg har været præst i Sømandskirken i 15 år. Det er min første præstestilling og den der gjorde mig til præst. Ind imellem strejfer det mig, at kvindelige præster ikke altid er normen, som når folk der besøger kirken og automatisk tror, at det er min mand som er præsten, men langt det største del af tiden tænker jeg ikke over, at jeg er kvindelig præst, til trods for, at det selvfølgelig har indflydelse på mit virke som præst, at jeg er kvinde.

Ligesom i alle andre stillinger bringer man hele sin person med ind i sit præsteembede. Ens teologiske og pastorale uddannelse, ens tro og ens teologiske ståsted er fundamenter for præstegerningen sammenkoblet med alle de livserfaringer man har hvad enten man er mand eller kvinde. Det er umuligt at alene at være professionel, for en præst er ligesom alle andre mennesker sat lige midt i livet med alle de erfaringer og op- og nedture, der præger et menneskeliv. Præster er borgere i samfund, som vi bliver påvirkede a, hvilket selvfølgelig smitter af, når vi holder prædikener, skriver kirkebladsartikler, planlægger aktiviteter eller taler med menigheden.

For eksempel startede jeg Sømandskirkens mødregruppe i 2012. Jeg havde selv prøvet at flytte til Paris med min mand og 5 uger gamle søn i 2003 og kunne tydeligt huske fornemmelsen af at være nybagt mor på barsel, som tussede rundt alene med barnevognen, mens min

Julie Sløk

mand arbejdede fuld tid. Det var en befrielse at møde andre nybagte mødre til croissanter og café crèmes i den mødregruppe vi fik stablet på benene i Paris. Den oplevelse gjorde, at det var oplagt at lave en mødregruppe i Sømandskirken, da jeg blev præst her.

Men nok om mig for her kommer historien om, hvor lang vejen faktisk var for kvindelige præster:

Bibelen

Omkring år 30, lige efter korsfæstelsen og opstandelse, men inden Kristi himmelfart, mødte den opstandne Jesus disciplene for at fortælle dem hvad der nu skulle ske. Disciplene fik at vide, at de skulle gå ud og fortælle alle verdens folk om Kristus og døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det blev begyndelsen på kirken og hurtigt spredte kristendommen sig i middelhavsområdet med menigheder i det nuværende Grækenland og Italien. Menighederne skrev breve i stor stil til hinanden og fortalte om stridigheder, både teologiske som om kristne skulle følge Moseloven, men også om uro og manglende vilje til at hjælpe hinanden økonomisk. Den mest kendte brevskriver er nok Apostlen Paulus som på sine store missionsrejser rundt i middelhavsregionen forsøgte at få at klarhed over, hvad kristustro er. Alle hans breve er skrevet til menigheder og Paulus forholdt sig i sine breve ofte til specifikke problemer i de forskellige menigheder.

Det betyder, at han ikke altid var en stringent teolog, men også en praktiker, som skulle få kirkerne til at fungere, derfor kunne han ind imellem modsige sig selv. Dertil kommer at Paulus, som alle andre mennesker, var et produkt af sin tid og derfor selvfølgelig har haft et syn på mænd og kvinder, som afspejlede det klassiske antikke, nemlig at manden var mere værd end kvinden.

Et af de skriftsteder som modstanderne mod kvindelige præster i dag som igennem historien ofte benytter er fra Paulus’ første brev til Timotheus i Det Nye Testamente, hvori han blandt andet skriver ”En kvinde skal underordne sig og forholde sig i ro, når hun får undervisning. Jeg tillader ikke, at en kvinde underviser eller bestemmer over en mand. Hun skal tie stille.” 1. Tim 2,12.

Men som modsvar er Paulus’ brev til menigheden i Galatien, hvor der er en konflikt mellem to grupper kristne. På den ene side, de der er vokset op som jøder og er blevet kristne, og på den anden side, de der er vokset op som hedninge og er blevet kristne. De jødiske kristne mente, at alle kristne skulle overholde moseloven og blive omskåret, mens Paulus insisterer på at alene troen på Kristus tæller for en kristen. Derfor skriver han i sit brev: ”Alle, der er døbt til at tilhøre

Kristus, er nemlig blevet ligesom ham. Der er ikke forskel på jøder og ikkejøder, slaver og frie, mænd og kvinder; fordi I hører til hos Kristus, er I en enhed.” Gal 3,27-28 Det skriftsted er blevet et vigtigt udgangspunkt mod diskrimination af mindretal i kirken.

Og samtidig afslutter Paulus selv i sit store teologiske brev til menigheden i Rom med at skrive: ”Jeg vil gerne give vores søster Føbe min varmeste anbefaling. Hun er med til at lede menigheden i Kenkreæ. I skal tage imod hende, som om hun var en af jeres egne – det hører sig til blandt kristne. Hjælp hende med alt, hvad hun har brug for hos jer. Hun har selv hjulpet mange, også mig.” Rom 16,1-2

Andre modstandere af kvindelige præster fokuserer på, at Jesus selv alene udpegede mandlige disciple, mens fortalere for kvindelige præster argumenterer, at det var kvinder, der var de første opstandelsesvidner. Det var kvinder, der fandt graven tom påskemorgen og kvinder, der løb hen og fortalte disciplene om den tomme grav.

Nyere tid

I USA begyndte forskellige kirkesamfund at ordinere kvinder allerede i 1800-tallet. I 1815 blev Clarissa Danforth ordineret i den baptistiske Kirke, siden fulgte flere kvinder i forskellige kirkesamfund, bl.a. Anna Howard Shaw som i 1880 blev ordineret præst i The Methodist Protestant Church. I Danmark skulle der gå næsten et halvt århundrede inden kvinders ordination kom på dagsordenen. (Kilde: National Women’s Hall of Fame)

I 1921 fik kvinder ved en lovændring adgang til alle offentlige embeder i Danmark. Da statsminister Zahle i 1919 fremsatte "Forslag til Lov om Kvinders Ad- gang til Tjenestestillinger og Hverv” i Rigsdagen, var det lige præcis kvinders adgang til præstestillinger, der blev hele omdrejningspunktet for den offentlige debat. Modstanderne mente, at det var Folkekirken selv, der skulle afgøre, om den ville have kvindelige præster eller ej, mens tilhængerne så det som et statsligt anliggende. Og da modstanden inden for Folkekirken var stor, både blandt de ansatte og i menighedsrådene, blev loven vedtaget men undtaget var dog visse stillinger i kirken og militæret. For de danske kvindeorganisationer Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalraad betød denne undtagelse næsten tre årtiers ihærdigt lobbyarbejde for at få ligestilling i den danske folkekirke, fordi skiftende regeringer frem til 1947 igen og igen tøvede med at ændre loven.

Men en konkret henvendelse i 1947 til kirkeministeren fra valgmenigheden i Nørre Ørslev på Falster blev den direkte anledning til, at loven af 1921 endelig blev ændret. Valgmenigheden ønskede at ansætte teolog Johanne Andersen som præst og bad om at få det godkendt af ministeriet. Og da ønsket nu kom fra kirken selv, besluttede man i Rigsdagen at ændre lovens ordlyd fra ”mænd” til ”personer” i afsnittet om, hvem der havde adgang til embeder i Folkekirken. Herefter var det alene op til det enkelte menighedsråd, om de ville ansætte en mandlig eller kvindelig præst. (Kilde: Det Kongelige Bibliotek. 2023. Kampen om de kvindelige præster).

En årelang kamp for formel ligestilling i folkekirken var slut, men det var modstanden mod kvindelige præster ikke.

Så sent som i august 2022 var der atter diskussion omkring menighedernes ret til at fravælge en præst blot fordi hun er kvinde. Et medlem af Evangelisk Luthersk Missionsforening lod sig interviewe og sagde: ”Vi mener, at Biblen forsvarer, at en præst skal være en mand. Det handler ikke om, at vi ser ned på damer, og at vi synes, de er dårlige. De har nogle andre roller, for eksempel er de i vores menighedsråd, og vi lytter til dem.” (Interview med DR 29. august 2022). Han mente at afvisningen af kvindelige præster i folkekirken kunne retfærdiggøres ud fra Paulus’ breve. Men trods alt er det et fåtal af menighedsråd, som i dag er imod kvindelige præster.

I 1948 ville ingen andre biskopper end Hans Øllgaard ordinere kvinder. Hans ordination af Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen sikrede ham en plads i historiebøgerne. De tre kvindelige præster blev de første af mange. I dag er flertallet (60%) af præster i folkekirken kvinder. I 1995 blev den første kvindelige biskop Lise-Lotte Rebel valgt, og i dag er 5 af Folkekirkens 11 biskopper kvinder.

Jeg tror ikke, man kan forestille sig folkekirken uden kvindelige præster. Kirken har brug for kvinders udlægning af biblen, der er brug for undervisere og forkyndere, som bringer kvinders tro, erfaringer og levet liv med. I Sømandskirken fejrer vi 75 året for ordinationen af kvindelige præster søndag den 23. april ved højmessen kl. 11.

Det er en velsignelse at være kvindelig præst!