“Vi som sundhedsfagligt personale er vokset op med, at vi jo for alt i verden skal fremme sundhed, og vi skal tilstræbe at gøre folk raske. Og aller helst sende dem hjem fra sygehuset som raske. Igennem vores uddannelse er vi undervist i at vi skal helbrede og gøre raske. Når jeg tænker på, hvor meget døden og palliation fik fokus igennem min uddannelse, så var det meget, meget lidt, hvor imod dét at være i praktik på en fødeafdeling, var et helt uddannelsesmodul for sig, hvor vi måske havde en dag omkring død. Vi er vandt til at behandle, behandle, behandle. Hvis man som læge siger til en patient, at nu giver det ikke mening med mere behandling, og der så kommer en lægekollega og siger, at vi lige kan prøve en anden behandling, så kan man måske godt få en følelse af, at jeg ikke gjort mit job godt nok. Jeg har ikke været nysgerrig nok, for mit mantra er jo, at jeg skal helbrede. Hvert år samler vi ind til kræftens bekæmpelse, og hvert år skal vi gerne overgå sidste år. Det er penge, vi bruger på forskning i helbredelse og udryddelse af cancer. Vi har i Danmark ikke den store tradition for at skyde penge efter forskning i palliation, hvilket er forståeligt nok. Men en værdig død, er for mig ligeså vigtig en del af livet, som dét at blive født.”
Charlotte Pugh, hospicechef på Sct. Maria Hospice, Vejle.
Vi lever i dag i et samfund, hvor rigtig meget kan lade sig gøre. Vores sygehusvæsen er efterhånden blevet så godt, og vores muligheder for at behandle synes næsten at være uden grænser. Vi er blevet optagede at vores egen krop, vi spiser rigtig, motionerer og gør, hvad vi kan, for at leve så længe som muligt, og når vi er syge, griber velfærdssamfundet om os og yder dets bedste for at helbrede os og forlænge vores liv så meget som muligt. Vi ser ikke uhelbredelig sygdom som en mulighed. Og da slet ikke døden. Vi konfronteres ikke længere med sygdom eller død. Før i tiden var det naturligt og alment at syge og døende mennesker stadig var en del af samfundet. De var ikke “gemt væk” i store hvide bygninger. Folk så dem, mærkede dem og forholdte sig til dem. De var stadig en del af samfundet. En undersøgelser viser, at 55% af danskerne ønsker at dø hjemme, men det gør kun 21,6%. 5% ønsker at dø på sygehuset, men her dør 48,5% af alle danskere. Er samfundet og sundhedssystemet blevet så effektivt, at vi behandler og behandler uden at tænke over patientens livskvalitet? Tænker patienter og de pårørende selv over den? Er vi blevet så tunnelsynede at vi kun tænker på behandling? Kun ser patienter som en diagnose, der skal behandles og glemmer vi mennesket bag?
“Jeg hader at være indlagt. Jeg føler mig som et nummer. Jeg mister min identitet. Jeg ved næsten ikke, hvor flink jeg skal gøre mig, hvis jeg skal bede om hjælp til noget. Jeg gør mig så flink som overhovedet muligt, men jeg synes ikke, jeg bliver hørt. Jeg kan se det på dem. De lytter ikke. De er i deres egen verden. Der er ingen relation mellem mig som patient og lægerne og sygeplejerskerne. Der kan opstå en relation på fem minutter, hvis man ønsker det, men det gør der ikke. De har alt for travlt. Man lærer ikke hinanden at kende, men vi skal være så tætte på hinanden. Hun skal måske stå og give mig en indsprøjtning eller hjælpe mig med noget andet, men vi har ikke engang brugt to minutter på at introducere sig. Det, synes jeg, er noget mærkeligt noget. Så er man da ingenting længere. Når jeg kommer på sygehuset, er jeg ikke længere menneske. Jeg er patient.”
Birthe Kidholm
Jeg har talt med mennesker. Jeg har ikke talt med beboerne eller patienterne, men med mennesker. Mennesker fra alle lag i samfundet, men med det til fælles, at de enten er gamle mennesker på plejehjem eller døende mennesker på hospice eller hjemme. Hvad tænker man på, når livets afslutning nærmer sig? Hvilke tanker, erfaringer og minder står klarest? Der er i samfundet en forventning om, at når man er færdig med folkeskolen og en videregående uddannelse, skal vi have et godt betalt job, gøre karriere, have en stor ny bil og et nybygget hus med genvex, centralstøvsuger og designermøbler. Det er bare sådan vi gør. Vi betaler gerne med vores penge, men glemmer vi, at pengene er betalt med vores tid? Hvad tænker de tilbage på med glæde og hvor har de levet. Ikke boet eller arbejdet - men hvor har man levet. I denne bog vil jeg vise mennesket. Jeg vil fokusere på mennesket bag patienten. Det menneske vi ofte kun møder som tal i statistikken.
Litta Hansen Født d. 16. maj 1942 I 1959 tog en 17-årig Litta Hansen til Tyskland for at tjene hos en familie i München. Hun skulle passe børnene og hjælpe til med husholdningen. Hun ville have eventyr, opleve noget og lære mennesker og andre kulturer at kende. “Man lærer ikke et folk at kende ved at besøge et sted en uge eller fjorten dage. Skal man forstå andre kulturer, skal man bo der”. Og det var præcis, hvad Litta gjorde i lidt over fem og et halvt år kun afbrudt af seks måneder på højskole i Humlebæk, mens hun ventede på visum til USA. Først et år i Tyskland, siden et år i Frankrig og derefter tre og et halvt år i USA. Også her var hun barnepige i New York og på Long Island, hvorefter hun drog tværs gennem USA og fik job som kosmetiksælger i Seattle. Hun har gjort, hvad hun ville. Efter eventyret rejste Litta tilbage til Danmark, giftede sig med en landmand og blev hjemmegående husmor de næste 30 år på Tvedsgård lidt uden for Lunderskov. Ikke fordi hun ikke gad arbejde, for det var der nok af på gården, men fordi hun ville være der for sine børn. “Der er kun én mig. Jeg er den eneste mor, mine børn har. Jeg har jo fået børn, fordi jeg gerne vil have mine børn og være sammen med dem. Ikke for at sende dem væk, så andre kan opdrage dem.” Litta er aldrig gået efter guldet, men hele tiden fuldt sit hjerte.
Litta valgte at blive hjemmegüende husmor for at vÌre der for sine børn.
Tvedsgård. Gården hvor Litta var husmor i 30 år, og stedet hvor hendes børn voksede op.
Birthe Kidholm Født d. 31. oktober 1949 Som helt ung, havde Birthes forældre en god bekendt, som arbejde på forsorgscentret i Brejning. Et center for udviklingshæmmede. Det var et sted, der altid havde fascineret Birthe. “Så spurgte jeg hende en dag, om jeg ikke måtte komme med hende på arbejde. Det måtte jeg gerne, hvis jeg cyklede derud. Det sagde jeg ja til. Søndagen efter cyklede jeg så gennem skoven til Brejning. Der var langt, men det gjorde jeg gerne. Da vi kom ind af hovedindgangen, gik vi hen af en lang gang. På begge sider var der værelser. Alle med udviklingshæmmede børn. For enden af gangen skulle vi op ad trappen og op på loftet. De kaldte det Solværelset. Der var fyldt med små børn med down syndrom. De var så åbne og søde. Der var da ikke nogen, der skreg, fordi jeg kom og hjalp dem. Jeg havde set dem før, når jeg var med mine forældre i Brejning. Ikke børnene, men voksne med downsyndrom. Man kunne altid kende dem. De kom gående hånd i hånd gennem gaden. Altid i ens kedeldragter og altid to og to med hinanden i hånden. Efter den dag tog jeg tit derud og hjalp til. Næsten hver weekend. Jeg var helt bidt af det. Jeg kan stadig se det for mig. Der var små toiletpotter i træ og så sad de der på rad og række. Det var helt fantastisk.” Efter oplevelserne i Brejning vidste Birthe, at det var det, hun skulle bruge sit liv på. Hun ville hjælpe dem. Gøre tingene bedre. Hun trodsede sin far, som allerede havde snakket med banken om en elevplads til Birthe, og som mente, at det der i Brejning var noget pjat. Birthe blev uddannet omsorgsassistent og blev afdelingsleder i Brejning som 21-årig. Siden er hun blevet headhuntet til adskillige lederstillinger og arbejdet for udviklingshæmmedes vilkår indtil hun blev pensioneret for et par år siden.
Forsorgscenteret i Brejning. Her bĂĽde startede og sluttede Birthes mange ĂĽr som fortaler for de udviklingshĂŚmmede.
Der var langt fra Vejle til Brejning. Men Birthe cyklede gerne gennem skoven hver weekend for at hjĂŚlpe til med at passe og pleje de udviklingshĂŚmmede i Brejning som ung pige.
Peter Grill Født d. 16. maj 1941 En lørdag aften for mange år siden havde kriminalbetjenten Peter og konen Ulla et vennepar på besøg i “Pandekagehuset” ved siden af skoven og kun et stenkast fra Vejle Fjord. Det hus, der har været Peters hjem i 41 år. De var inviteret til middag. Peters og Ullas dør stod altid åben, hvilket naboer, venner og bekendte nød stor glæde af. De kaldte det “happy hour”, når det lille køkken med jerngryderne på væggen blev invaderet af gode venner og bekendte. “Hun var bankkvinde og han var typograf. Vi satte os til bordet, men så dukkede en af mine bekendte op. Han ville ikke forstyrre og ville gå, men vi inviterede ham selvfølgelig ind og gav ham en stol og en tallerken, og han slog sig ned. Bankkvinden spurgte høfligt, hvad han så lavede, hvortil han svarede kvinden, at de jo sådan set var en slags kollegaer - idet han var tidligere bankrøver.” Der blev stille. Men Peter og Ulla fik nænsomt drejet samtalen i en anden retning. Det lille hus med de sjove “pandekager” på den lille grusvej har de sidste 41 år været en banegård. En masse folk er kommet og gået. Nogle for en hyggesnak, nogle med ægteskabelige problemer og sågar gamle kriminelle fik en snak eller gode Råd. Peter kunne godt finde ud af, at lade politibetjenten ligge på arbejde, men kunne lade mennesket, Peter, ligge derhjemme. “Hvis de kunne opføre sig ordentligt, var alle velkomne.”
Peters og hans kones dør var altid åben. De kaldte de “happy hour”, når køkkenet lige pludselig var fyldt med venner og bekendte.
Peter elskede sit “pandekagehus”. Det hed Pandekagehuset, fordi der var “pandekager” på muren.
Anna Nielsen Født d. 20. juni 1913 “Jeg husker tydeligt, da de kom kørende i deres lastbiler. Den ene efter den anden på lange rækker. De hang med hovederne og så noget så forhutlede ud. Jeg havde ærligt talt noget ondt af dem. Tænk, hvad de skulle komme hjem til. Det må ikke have været sjovt”. Selvom hukommelsen nogle gange svigter, husker Anna klart, hvordan det var den dag i 1945, hvor tyskerne forlod Danmark. Hun så det hele fra den tobaksbutik hende og hendes mand havde på Nørregade i Vejle i 35 år. “Det var hårde tider under krigen. Engang måtte vi lukke butikken en hel måned, fordi vi ikke kunne få vare. Det var ikke sjovt. Og når luftalarmen lød måtte vi skynde os ned i kælderen.” Men de tog det, som det kom. Det var nu heller ikke skidt alt sammen. “Vi havde et sammenhold, man slet ikke kender til idag,” siger hun og fortsætter. “Vi kom hinanden ved på en helt anden måde. Vi hjalp hinanden, talte med hinanden. Alle forretningsfolkene i gaden mødtes tit og talte om tingene. Manglede nogen noget, var der altid andre, der kunne hjælpe. Det var dejligt. Man bekymrede sig om sine medmennesker.” Selvom Anna hadede krigen, og var mere end glad, da tyskerne tog hjem igen, kunne hun ikke lade være med at have ondt af dem, som de stod der på lastbilerne. Nedslåede og forhutlede.
Mindegade 16, Vejle. Anna stod i gürden, da de tyske flyvere kom i 1940, og herfra sü hun, hvordan de bombede i Nørreskoven.
Nørretorv, Vejle. Fra Annas tobakstutik så hun tyskerne komme kørene i lange rækker, da krigen sluttede.
Inge Kristensen Født 22. februar 1930 Inge har altid arbejdet. Sådan rigtigt arbejdet. Lige som sine søskende er hun født på forældrenes gård i Søndermosen ved Flensborg. De var en del af det danske mindretal, som boede syd for grænsen. På gården havde de kreaturer og grise. Tiderne var hårde og børnene måtte ofte hjælpe til med det hårde arbejde. “Min mor græd i vinduet, når jeg og min søster gik afsted mod mosen hånd i hånd. Vi skulle ned og vende tørv. Jeg har ikke været mere end 5 år og min søster 6 år. Vi skulle i hvert fald vende 2-3000 tørv, så de kunne tørre. Det var vi nød til. Mine forældre kunne ikke selv nå det hele.” Efter krigen mødte Inge sin mand. Han kom fra Assendrup ved Vejle, hvor han havde et gartneri. De blev hurtigt gift og Inge flyttede op til ham på gartneriet. Det hårde arbejde har altid forfulgt Inge - ikke at hun havde noget imod det. Det var jo bare sådan, det var. Imens de havde gartneriet gjorde hun rent fire formiddage om ugen i en pragtvilla der tilhørte en tandlæge. Både før og efter arbejdede hun i gartneriet. “Jeg stod op kl. 5 om morgenen - på nær om vinteren, hvor der ikke var så meget at lave. Jeg arbejdede i gartneriet, indtil jeg skulle ud og gøre rent, derefter tilbage til gartneriet. Ofte var vi ikke færdige før klokken 23 om aftenen.” Inge flyttede op til sin mand ved gartneriet i 1951. Begge hendes børn er født der - i soveværelset med vinduet ud mod vejen. Hun plukkede jordbær 15 timer om dagen lige indtil et par dage inden, hun skulle føde sit første barn en dag i august måned i 1962 og igen en uge bagefter. Det var hendes liv, hendes passion og alt sammen hele tiden omgivet af sin familie.
Inge fik fire børn. Alle født i den lange gule hus ud til vejen, der dengang var hvidt.
Engang lå Inges gartneri på marken. Der er længe siden, det blev revet ned. Nu tilhører marken den gamle genbo, som stadig bor på den anden side af vejen.
Jens Christian Mikkelsen Født 20. september 1930 Ejner Mikkelsen, Jens Christians far var murermester og arkitekt, og selvfølgeling gik Jens Chr. samme vej. Det gjorde man jo bare dengang. Ejner havde selv bygget huset på Strandvejen i Vejle, hvor Jens Chr. blev født. Efter 4 år på Bredballe skole kom Jens Chr. på Seligmann skole, en privatskole midt i byen. Siden blev han tømmerlærling som sin far og blev som 19-årig færdiguddannet tømrer. Jens Chr. var nysgerrig. Nysgerrig på livet, verden og menneskene omkring ham. Efter han var blevet svend, rejste han til Grønland. Han tog til Sukkertoppen, eller Maniitsoq som det hedder på grønlandsk. Han havde ikke fast arbejde, men skaffede hurtigt lidt arbejde som murer her og der. Han tjente godt og havde ikke de store udgifter. Maniitsoq var en lille fangerby med ikke flere end et par hundrede indbyggere. Jens Chr. ringede hjem i ny og næ. “Da jeg havde været der i lidt over et år, ringede jeg hjem til min far. Han sagde, at nu havde jeg hele det første år sendt penge hjem til Danmark hver måned, men det gjorde jeg ikke mere. Så spurgte han mig, hvad jeg brugte dem på? På smøger? På sprut? På damer? Jeg sagde, nej, og svarede ham, at jeg brugte dem på grønlændere.” De var fattige og havde det ikke nemt. Jeg fortalte mange, at hvis de manglede noget - hvad som helst skulle de bare sige til, så ville jeg hjælpe dem og købe det til dem. Jens Chr. elskede havet. Både i Grønland og i Danmark. Da han efter to år i Grønland flyttede tilbage til Danmark, skulle det selvfølgelig være i Vejle og selvfølgelig med udsigt til Vejle Fjord, hvor han havde boet som barn og hvor han havde brugt utallige timer på at svømme og dykke. Kun her var han rigtig hjemme.
Jens Christians far var både murer og arkitekt. Han byggede selv huset på Strandvejen, hvor Jens Christian er født. Da Jens Christian kom hjem fra Grønland, byggede han hus i baghven.
Vejle Fjord hvor Jens Christian svømmede og dykkede som barn.
Jonna Bojsen Født d. 23. august 1961 “Lige der vidste jeg, at jeg ikke skulle sejle mere. Jeg havde været væk længe nok. Jeg var gået glip af for mange fødselsdage og familiefester. Jeg ville være der for mine nevøer og niecer.” Jonna er født i Gravens mellem Vejle og Kolding. Efter folkeskolen skulle hun væk. Hun gad i hvert fald ikke gå i skole længere. Efter nogle år hvor hun lavede mad og serverede forskellige steder drog hun til søs. Først på færgen til England og sidenhen på Oslobåden. I syv og et halvt år var Jonna oldfrue, som det hed. Hun sørgede for at alle havde det godt og gjorde en dyd ud af, at udføre sit arbejde ordentligt. Men en dag vidste hun, at det var slut. “Jeg var god til mit arbejde og gik meget højt op i det, men det var aldrig godt nok. En dag kom cheferne igen og brokkede sig. Det skulle være bedre. Men det var umuligt. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne gøre mere. Lidt tid inden var min brors kone død. De havde fire børn. Da vendte mit liv. Næste gang færgen var i havn gik jeg i land. Jeg ville hjem. Jeg flyttede ind i det lille anneks i forbindelse med min brors hus. Jeg ville være der for børnene; og min bror selvfølgelig. Vi har ikke sammen hver dag, men min dør stod altid åben, og børnene kom tit forbi. Nogle gange for at snakke og andre gange, når de kunne lugte, jeg lavede frikadeller”.
Efter Jonnas brors kone døde flyttede Jonna ind i det lille anex ved siden af broderens hus.
Jonnas dør var altid üben, og nevøer og niecer kom tit forbi.
Else Irene Jensen Født d. 19. september 1954 Else blev født på landet d. 19/9 1954 i forældrenes hus i Søndersø på fyn ligesom hendes storesøster. Der var endnu ingen by, så dengang var det et hus på landet. Langt ude på landet, hvor naboerne ikke lå lige ved siden af. I skoleårene blev Else hurtigt gode veninder med den tre år yngre Lillian. Hun havde ikke mange venner, men Lillian og hende var meget tætte og havde ikke brug for andre. Begge voksede de op i nærheden af Dallund Slot og skoven omkring slottet var deres paradis. Her skyndte de sig ned efter skole for at lege, bygge huler og gemme sig. Det var deres sted. “Nogle gange legede vi fine damer. Vi havde nogle klipklappere i træ, som vi bankede et søm igennem og legede, vi var fine damer. Det gik sjældent særligt godt. Nogle gange flækkede træskoene, eller sømmene faldt ud og vi væltede rundt. Men det var sjovt”.
Det er mange 책r siden, men Else husker tydeligt Skovene ved Dallund Slot , som hun elskerde som barn.
Sammen med Lillian legede Else i skoven. Det var deres paradis.