Undersøgelse af tilrettelæggeres arbejde med sårbare medvirkende

Undersøgelse af tilrettelæggeres arbejde med sårbare medvirkende en interviewundersøgelse Karen Løth Sass, journalist og adjunkt, DMJX

Indholdsfortegnelse PROBLEMFELT OG PROBLEMFORMULERING ............................................................................................................................... 1 DEFINITION OG AFGRÆNSNING ..................................................................................................................................................... 2 METODE ............................................................................................................................................................................................ 2 KORT SAMMENFATNING ................................................................................................................................................................. 3 DEN TÆTTE PROFESSIONELLE RELATION ................................................................................................................................... 4 OMSORGEN FOR PROGRAMMET OG DEN MEDVIRKENDE .......................................................................................................... 5 KRAVENE TIL TILRETTELÆGGEREN ............................................................................................................................................. 7 OPLEVELSEN AF BRANCHENS KULTUR OG VÆRDIER ................................................................................................................. 7

Problemfelt og problemformulering En tv-tilrettelægger/VJ’s arbejde indebærer kontakt, tillidsarbejde og omsorg med medvirkende. Det vil ofte være en tilrettelægger, der forestår den første kontakt og castingsamtale med en medvirkende. Når der er tilsagn fra den medvirkende, bliver castet lukket og kontrakten skrevet under. Herfra overdrages ansvaret for en medvirkende typisk til den tilrettelægger/VJ, der har castet eller måske en helt anden tilrettelægger på produktionen.

Uanset er det herfra tilrettelæggerens ansvar at holde sin medvirkende tryg og tillidsfuld i optagefasen, have daglig/ugentlig kontakt, håndtere evt. tvivl og kriser undervejs. Samtidig skal der inden for produktionens tidsramme leveres gode brugbare scener/optagelser til programmet. Det er krævende, og der er meget, der skal lykkes.

Når det handler om sårbare medvirkende er der endnu mere på spil. En medvirkende, der er castet på grund af en livskrise er ofte mere krævende for tilrettelæggeren. Ansvaret føles tungere og tilrettelæggeren skal være mere til stede og bliver ofte følelsesmæssigt

påvirket og involeret undervejs i processen. Det kan man blandt andet læse i de praktikrapporter, som de TVM-studerende skriver, når de kommer tilbage til uddannelsen efter endt praktik. Her beskriver de, hvordan de medvirkende kan opfatte relationen som et venskab, at de ofte ringer/skriver uden for arbejdstid og ønsker Facebook-venskab og kontakt, også når produktionen er endt. Her kan man også læse om medvirkende, der står i virkeligt svære livssituationer, følelsesmæssige, økonomiske eller sociale kriser. Kriser som tilrettelæggeren også skal forholde sig til undervejs. De beskriver opgaven som grænseoverskridende svær med et stort ansvar og mange beslutninger, der skal tages på egen hånd i situationen og ud fra egen mavefornemmelse.

TV-markedet efterspørger programmmer, hvor vi kommer tættere på sårbare kilder. Det er en stor del af tilrettelæggernes hverdag, og denne undersøgelse forsøger at afdække: • Hvordan oplever tilrettelæggeren processen og arbejdet med sårbare medvirkende?

• Hvad og hvem er bestemmende for hvordan arbejdet udføres?

• Hvilke udfordringer er der i processen?

Definition og afgrænsning Tilrettelæggere er i denne sammenhæng både dimmiterede og praktikanter. Alle de interviewede er med en enkelt undtagelse uddannet fra tv-medietilrettelæggeruddannelsen på DMJX i Emdrup – den ene undvigelse er en journalist uddannet fra Center på Journalistik, SDU, men siden ansat i et tv-tilrettelægger/VJ-job.

Begrebet sårbare medvirkende forstås her som medvirkende, der alene opsøges og castes, fordi de er i en eller anden form for personlig livskrise. De ville således ikke være medvirkende, hvis de ikke var i krise. Af hensyn til den enkelte tilrettelæggers anonymitet nævnes programmerne ikke specifikt her i rapporten.

Metode Jeg har valgt at lave otte kvalitative interviews a to timer med tilrettelæggere, der alle arbejder med arbejder med programmer hvor sårbare medvirkende (ift. rapportens definition) medvirker.

Om de interviewede: - to af dem er praktikanter - seks er færdiguddannede - alle har erfaringer fra det private produktionsmiljø - tre har erfaringer fra både DR og det private miljø Interviewets spørgeramme er inddelt i tre procesfaser – før, under og efter. Det vil sige: - før den medvirkende kontaktes/den redaktionelle proces - under optagelsen, altså når optagelserne er i gang

- efter optagelserne slutter/i posten/klipningen af programmerne Jeg har inden interviewet opfordret interviewpersonerne til være helt personlige i deres svar. De er opfordret til at svare ud fra egen synsvinkel og oplevelse. Ikke ud fra en overordnet branchemæssig synsvinkel eller almen moral eller sandhed for faget.

Interviewpersonerne er ofte tidsbegrænset ansat, og er således meget påpasselige og opmærksomme på deres markedsværdi og ry i branchen. Og da spørgsmål/svar ofte berører etiske og moralske problemstillinger og relationer til nuværende og kommende ledelse, så er de alle tilbudt anonymitet i undersøgelsen. Det vil således ikke fremgå, hvilket program de har arbejdet på eller hvor de er/har været ansat.

Kort sammenfatning Undersøgelsen bekræfter, at arbejdet med sårbare medvirkende er meget krævende. Det kræver stor indlevelse og empati at opnå den nære relation, der giver adgang til de gode scener og det nærværende TV. Ikke mindst, når tilrettelæggeren omgås medvirkende, der er i krise. Det kaster tilrettelæggeren ud i mange etiske overvejelser og svære valg undervejs. Der opstår hos tilrettelæggeren et behov for at at kunne ventilere frustrationer, tvivl og problemer undervejs. Både hos de erfarne tilrettelæggere og hos de praktikanter, der har med denne type medvirkende at gøre.

Når vi taler selvforståelse og forståelse af ens egen etik og arbejdsmetode, så viser en undersøgelse (Roger Buch, 2006) at næst efter egen etikopfattelse, der formes af egne oplevelser eller fejl og refleksion over disse, så formes journalisters etik derefter fortrinsvis af de samtaler/diskussioner de har med deres kolleger på redaktionen. Det fremmer så at sige en fælles forståelse af, hvordan “vi bør gøre tingene” på denne redaktion eller arbejdsplads. Syv ud af otte tilrettelæggere fremhæver, at det har stor værdi for deres udførsel og kvalitet af deres arbejde at være i et redaktionelt miljø med tillid. Hvor der er tillid mellem kolleger og åbenhed over for at kunne drøfte faglige problemstillinger eller dilemmaer i arbejdstiden.

Svarene i undersøgelsen beskriver en arbejdsproces, der ikke altid opleves sådan. Den kan tværtimod opleves som ensom. Man arbejder alene i mange timer om dagen som eneste VJ på opgaven og har ingen sparring med kolleger. Og i kollegiale sammenhænge er det langt fra en selvfølge at han eller hun deler en bekymring med de andre. Kulturen på arbejdspladsen kan opleves så konkurrencepræget, at man ikke deler noget problematisk af frygt for at virke svag og usikker. Men ønsket om at kunne dele med kolleger på arbejdspladsen er til stede og efterlyses af alle adspurgte.

Undersøgelsen indikerer, at branchestruktur, ledelsesstil og redaktionel kultur opleves som af stor betydning for hvor meget processen i arbejdet med de sårbare medvirkende diskuteres og deles med hinanden.

I forhold til gældende pressetiske regler kræves en særlig bevågenhed omkring etik og arbejdsmetode i forhold til særligt sårbare kilder. (http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-

regler/Regler-for-god-presseskik) I den redaktionelle proces vil den bevågenhed vil typisk kunne udfolde sig i en dialog eller en skriftlighed mellem de ansvarlige parter – her tilrettelægger, producent og broadcaster/bestiller. Er den dialog og skriftlighed begrænset eller fraværende kan det have konsekvenser: • • • •

Fælles værdier og beslutninger bliver ikke formuleret, diskuteret og implementeret Vigtige erfaringer og viden overleveres ikke Problemer/bekymringer adresseres ikke En grundig evaluering eller mulighed for justeringer undervejs bliver vanskeligere

Den tætte professionelle relation En vellykket tillidsrelation mellem tilrettelægger og medvirkende kan på mange måder minde om et krævende venskab. Hvis man beder de adspurgte tv-tilrettelæggere karakterisere de særligt sårbare medvirkende lyder karakterista: Kontaktsøgende Grænsesøgende Grænseoverskridende Stort behov for at blive hørt Lille netværk Ensomme viljestærke Skrøbelige Tilrettelæggeren vil ofte opleve at blive den primære person i den medvirkendes liv. En person, der altid lytter og er tilgængelig. En af tilrettelæggerne siger om relationen: ….“ligesom om en socialrågiver, jeg tager bare altid telefonen.”

Alle de adspurgte beskriver, at de opfatter det som vigtigt at definere deres personlige grænser og gøre dem tydelige i relationen til den medvirkende. Det lykkes i forskellig grad.

Fem af de adspurgte oplever at personlige grænser bliver overskredet.

Enkelte tilrettelæggere arbejder med kontrakter, som eksplicit beskriver relationen mellem den medvirkende og dem selv. Det oplever de som en god hjælp. Gennemgangen af kontrakten med den medvirkende er en god anledning til at minde om rollefordeling og relationens begrænsninger.

Det er i undersøgelsen tydeligt, at de mest erfarne og rutinerede også er de mest tilbøjelige til at lægge relationens begrænsninger tydeligt frem ved f.eks. at sige: “vi to skal ikke være venner og du bliver nok også træt af mig ind i mellem.”

På samme måde er de mest erfarne også mere trygge ved at adressere og tale om en evt. tvivl eller usikkerhed hos den medvirkende.

“Hvis jeg ser et rødt flag eller fornemmer et problem, så tager jeg den op med det samme. Hvis man er for pleasende i starten, så ender det måske med at de springer fra to måneder inde” De mindre erfarne udtrykker, at de kan være mere bange for at påpege begrænsningerne i relationen eller det vanskelige/anstrengende ved at være medvirkende af frygt for at den medvirkende skal springe fra.

Alle adspurgte tilrettelæggere bruger deres egen telefon, to af dem ville egentlig gerne have en arbejdstelefon for at kunne holde helt fri en gang i mellem, men flertallet ser konstant tilgængelighed som et nødvendigt vilkår, når man arbejder med denne type medvirkende.

Det er usagt, men opleves som en forventet fra ledelsen, at tilrettelæggeren er tilgængelig for den medvirkende på sin egen telefon. Det kan betyde, at det er svært at holde helt fri og koble af fra de medvirkende. En enkelt har insisteret på en anden telefon, fordi der var tale om kriminelle kilder. En anden har også oplevet at få tilsendt et brev på privatadressen fra en kriminel kilde.

Alle adspurgte gør sig også overvejelser om facebookvenskaber, der på den ene side kan styrke den medvirkendes fornemmelse af et venskab og tillid, men på den anden side også kan opleves som grænseoverskridende og en invasion af privatsfæren. Alle adspurgte oplever det som noget den enkelte selv må finde sin grænse med.

Omsorgen for både programmet og den medvirkende Samtlige tilrettelæggere beskriver det som en balance både at tilfredsstille deadlines og kravene på redaktionen samtidig med, at man gerne vil passe på, tage hensyn og give tid og plads til tvivl og tænkepauser for den sårbare medvirkende. Den tætte relation kræver tid, som er ikke altid er meget af i en stram produktionplan.

Fælles for de adspurgte er oplevelsen af, at man i programmets tjeneste kan en fremgangsmåde, hvor man går længere end det man normalt definerer som gængs og god presseetik og journalistisk metode. Man overtaler og presser mere på hos en sårbar medvirkende, fordi deadline kræver, at castet kan lukkes. Eller man må holde dele af den fulde sandhed om programmets præmis skjult for den medvirkende. Ting, der står i modsætning den praksis, man er undervist i og har læst om, men samtidig et vilkår, når man laver formateret og konceptualiseret fakta.

I beskrivelsen af castingprocessen bruger over halvdelen ordet kynisk eller beskriver overtalelsen/argumentationen overfor den medvirkende som en: “…..jada-jada-jada-tale, den sædvanlige smøre med de sædvanlige argumenter om at en medvirken vil kunne hjælpe andre…blablabla”.

En af dem siger:

“jeg brækker mig altid lidt i munden, når jeg skal overtale… det er en branche, ….”som man godt kan få lidt ondt i maven af – vi bruger og smider væk”….

Beder man om en uddybning af de udsagn og deres opfattelse af dem selv som kyniske sætter de deres handlemåde i forhold til den gængse opfattelse af god presseskik og det de har lært på uddannelsen.

De beskriver det som noget de selv må slås med – det er deres opgave at balancere hensynet til programmet med en fremgangsmåde, som de selv kan leve med. citat De interviewede er alle opmærksomme på den tomhed, der kan opstå for den medvirkende, når optagelserne slutter og den daglige/ugentlige opmærksomhed er væk.

Alle adspurgte forsøger at forberede den medvirkende på det, men flere af tilrettelæggerne anfører, det er noget de først ret sent i processen vælger at bringe på bane. Helst efter castet er lukket. Og nogle gange vælger de først at italesætte det ved sidste optagelse eller ved et gennemsyn.

En af dem beskriver efterfasen som svær, fordi man som VJ måske allerede er videre til næste projekt. Der således ikke afsat arbejdstid til at følge op på den medvirkende. Det er noget man må gøre på egen tid, siger de. En praktikant beskriver det svære i at slippe en medvirkende, som vedkommende var særligt bekymret for.

Der er stor grad af overlevering i tilrettelæggerfaget. Flere af dem udtrykker bekymring for at slippe materialet og overlevere det til folk, der ikke kender den medvirkende. At der i posten ville blive strammet for meget. To har haft oplevelsen af, at deres materiale blev brugt på en måde, som de frygtede ville give en negativ reaktion hos den medvirkende.

Det var ikke nødvendigvis resultatet, men noget som har bekymret dem og ligget dem på sinde.

“Jeg synes, det er svært i forhold til det der med, at jeg godt ved, at det jeg har filmet bliver virkelig strammet op i scener. Det prøver jeg også at sige til de medvirkende, men det hører de ikke…..”

“…Jeg har haft en gang, hvor jeg synes, der var skruet lige friskt nok i klippen, og det er også derfor jeg godt kan lide at være i posten selv.”

“Man har en anden aktie i det, fordi man har haft en anden kontakt til de medvirkende end de andre.”

“Jeg har det bedst med selv at klippe ned i mit materiale og være den, der overleverer til klipperen”.

Omsorgen for tilrettelæggeren Der er hos alle adspurgte tilrettelægger en meget klar bevidsthed om, hvad der kræves af en tilrettelægger. Der skal skaffes medvirkende, der skal optages scener og produktionsplanen skal helst overholdes. Det er krav som den enkelte hele tiden gerne vil honorere. Både for at sætte sit personlige aftryk på et program, men også for at oppe ens egen markedsværdi og komme i betragtning til det næste job.

(75 procent af de ansatte i de private produktionsselskaber er ansat på tidsbegrænsede kontrakter - 13 procent i DR – kilde: Journalisten, DJ)

Bekymring for den fremtidige jobsituation smitter af på de interne relationer på redaktionerne. Tre af de adspurgte nævner konkurrence-elementet som kulturdefinerende på redaktionen. En af dem bruger udtrykket “…at have mange medvirkende under bæltet”. En anden beskriver fryden ved at kunne levere et såkaldt “what the fuckmoment”.

Den enkelte tilrettelægger er således optaget af at præstere de bedste scener. Det pres forplanter sig ud i marken og kan påvirke tilgangen til de medvirkende.

En praktikant beskriver følgende overvejelse i en castingproces, hvor en tvivlende medvirkende skulle overtales: …”man vil jo gerne sætte sit aftryk på programmet …..og så er det man tænker, hvad er det egentlig ok at skubbe folk ud i, der må man lige stoppe op og lige respektere et nej”.

Oplevelsen af branchens kultur og værdier En virksomhed eller branche måde at tale om sig selv på har en stor betydning i socialiseringen af nye medarbejdere. Den anvendte diskurs er afgørende for, hvordan nye medarbejdere socialiserer og indpasser sig på en arbejdsplads. (Memorable Messages and Newcomer Socialization/Barge &Schlueter 2004)

I undersøgelsen er jeg stødt på udtryk, der bliver gentaget og brugt som fælles tilrettelægger-sandheder. De bliver typisk brugt som argumentation/forsvar/forklaringer for handlemåder eller branchevilkår.

– – – – – –

learning by doing man lærer af sine fejl det vil jo altid i sidste ende handle om ens egen mavefornemmelse det er jo svært at give generelle guidelines alle situationer/kilder er jo forskellige man må bare finde sin egen vej

Alle ovenstående udsagn fra undersøgelsen kan ses som tilrettelæggernes opfattelse eller oplevelse af den virkelighed, som arbejdet skal udføres i.

I undersøgelsen er udsagnene typisk registreret som svar eller forklaring på en fraværet af eksempelvis skriftlighed, metodisk eller struktureret afsæt og og introduktion til et nyt koncept, program eller opgave.

Men det er også vigtigt at nævne, at man hos tilrettelæggerne ikke nødvendigvis oplever at udsagnene altid bliver sagt i stor frustration eller resignation.

Det er en fælles sandhed eller et fælles vilkår blandt de interviewede at man selv skal finde ud af det, man kigger og lytter til erfarne kolleger, men man modtager ikke nødvendigvis og efterlyser ikke en gennemgang eller instruktion, for “vi gør det jo alligevel allesammen på vores egen måde”.

De fleste af dem beskriver det dog også som hårde erfaringer, der kan skabe bekymring eller gøre lidt ondt. En af dem siger:“jeg har da brændt nallerne et par gange” Samstemmende fortæller de adspurgte tilrettelæggere at de først og fremmest har fået en rutine og arbejdsmetode ved at fejle og derefter lære af det. De beskriver deres egen læring som learning by doing. Det accepterer de som et vilkår og med en bevidsthed om, at man finder sin egen vej med nogle knubs undervejs.

Mindre erfarne og praktikanters læring kan beskrives som en iagttagelse og efterligning af erfarne kollegers rutiner og metoder i en tilpasningsorienteret læring (Ellström 1996).

Når det gælder praktikophold bør det dog efter en tid bevæge sig mod en udviklingsorienteret læring. (Ellström 1996) Det kræver ro og rum for refleksion over den praksis, man har udført og haft erfaring med. Og det refleksive rum er ikke altid at finde på arbejdspladsen, man gør som de andre eller som man bliver bedt om, selv om det kan være svært. Og ofte taler man ikke om det svære i at udføre arbejdet. Som en af praktikanterne i undersøgelsen formulerer det: …“ Hvis jeg bliver bedt om noget jeg ikke selv ville gøre, så må jeg gøre det, så jeg selv kan leve med det.”

En mere erfaren tilrettelægger beskriver, hvad der sker, når det refleksive rum ikke er til stede på arbejdspladsen: ...“Så bruger man i stedet venner, kæresten og familien og så går det ud over dem.

Det bliver frustrerende, og man bliver sådan en, der render rundt med en knude i maven og ikke har lyst til at komme på arbejde”.

Tilrettelæggeren anfører, at det kræver mod og erfaring at insistere på retten til at vende de tvivls- og følelsesmæssige bekymringer på arbejdspladsen. …“Det første sted jeg var, så var jeg for ny til at vide, hvad jeg skulle kræve i virkeligheden. Så der kræver man ikke noget.” …“Et sted bad jeg om det og fik ligesom hele tiden “jamen, selvfølgelig”. Der skete

bare ikke noget. For der var ikke tid til det” Når vi taler selvforståelse og forståelse af ens egen etik og arbejdsmetode, så viser en undersøgelse (Roger Buch, 2006) at næst efter egen etikopfattelse, der formes af egne oplevelser eller fejl og refleksion over disse, så formes journalisters etik derefter fortrinsvis af de samtaler/diskussioner, de har med deres kolleger på redaktionen. De presseetiske regler er nok til stede i den journalistiske bevidsthed, men ikke som noget der dagligt definerer etikken i ens arbejdsmetode.

På samme måde fremhæver de syv ud af otte tilrettelæggere, at et redaktionelt miljø med tillid til kolleger og åbenhed over for at drøfte faglige problemstillinger eller dilemmaer på fællesmøder eller mellem kolleger har stor værdi.

Et andet rum for det refleksive er den telefonsamtale som VJ’s typisk foretager, når dagens optagelser er overstået og man er på vej hjem efter en lang dag i marken alene.

Det er en samtale som samtlige interviewede tillægger stor værdi. Her kan man melde af, ventilere og diskutere dagens oplevelser. Flere af de interviewede beskriver, hvordan den samtale bliver bedre, hvis den ikke kun forholder sig til mængden/kvaliteten af optagelser, men også til tilrettelæggerens velbefindende.

“Præcis når det handlede om sårbare mennesker, syntes jeg det havde været rart, hvis nogen havde spurgt ind til, hvordan det kører…”

Betydningen af et fælles afsæt Det kan give en utryghed i processen, hvis der ikke er en fælles forståelsesramme af, hvad der er godt/skidt/tilladt/ikke tilladt omkring sårbare kilder. Ikke mindst, når det optagne materiale skal videre i hænderne på kolleger, der ikke har haft den tætte relation til den medvirkende. En af de adspurgte siger: “Jeg har haft det bedst på de produktioner, hvor alle er med på hvad det er vi laver – også dem, der sidder i posten”. (klipning og efterbearbejdelse) I det udsagn ligger også oplevelsen af, at det fælles afsæt værdisæt ikke altid er en selvfølge. Og spørger man til igangsætning/introduktion af af projekter og programmer får man svar, der peger på stor variation og et stort fravær af skriftlighed, faste aftaler og fast struktur.

Seks ud af otte tilrettelæggere kan ikke genkalde sig eller beskrive en egentlig stringent og struktureret metode eller gennemgang af koncept eller opgave fra gang til gang.

De beskriver et fravær af skriftlighed i opstarten af et projekt, ingen fælles konceptgennemgang eller udlevering af materiale. Man går bare i gang eller kommer senere ind i projektet, for eksempel efter castingperioden.

“Altså det er meget forskelligt. Det kommer an på, hvor meget tid man har. Nogle produktioner er jeg startet på som VJ og er blevet kastet ind og nærmest fået et

telefonnummer i hånden. Værsgo, det er din case!”

“Det går hurtigt ude i produktionsmiljøet og hvis man har noget vildt fedt….og kanalen siger go…. så går man bare i gang.”

Dog beskriver tre af de mere erfarne tilrettelæggere, hvordan de oplever en mere struktureret og mere metodisk tilgang på DR-redaktioner i forhold til det private produktionsmiljø.

“På DR var der meget klare regler om, at den (kontakten) skulle man sørge for at holde, altså både før og efter udsendelsen”….

“Jeg følte, at der var en redaktør der var OBS på det og som spurgte om man havde gjort det….”

En anden beskriver det som noget nyt for eksempel at have et etikmøde hos broadcaster: “Det handler om hvordan vi behandler de medvirkende, hvordan vi klipper, hvilke signaler vi sender, men det er meget overordnet, vil jeg sige. Det handler ikke om VJ og relationen, det snakker vi ikke med broadcaster om.”

Adspurgt svarer næsten alle, at de opfatter ledelsen/redaktøren og dennes metode og og sprog som meget afgørende for, hvordan kulturen for erfaringsdeling opleves. De beskriver redaktøren/reaktionslederens adfærd og sprog på møder eller i samtaler med den enkelte som afgørende. Hvis redaktionslederen ikke opfordrer eller giver plads til det på fællesmøder, mest spørger til det konkret produktionelle, så holder man sig tilbage .

“Det var sådan meget effektivt i starten med redaktionsmøder og bang, bang, bang.

Nyt fra VJ’s, så fik man lov til at at sige en ting og så nyt fra redaktionen og så videre. Og så var man ligesom ikke rigtig…fordi man lige havde haft to uger med sin case, som var rigtig hård, så havde man bare brug for at snakke om det i plenum….”

Er der ikke en åben kultur på redaktionen beskriver den enkelte tilrettelægger hvordan man så er nødt til at tage den snak et andet sted udenfor arbejdspladsen. Den havner i netværket af kærester, venner osv. Og når behovet for den snak ikke bliver mødt på arbejdspladsen mister man lysten til at være der. ….”Man vil faktisk helst bare være på optagelse hele tiden, fordi…..det der med at komme tilbage på kontoret og skulle sidde og ikke rigtig snakke med nogen om det, altså andet end selve programmet, hvor det kun handler om: Nå, gik det godt?”….

Flere understreger det store behov for fokus og omsorg for tilrettelæggeren/VJ’en der løfter et stort ansvar for produktionen - ofte på egen hånd.

“Der er ikke rigtig respekt for, hvor meget man står med derude. Man står med ansvaret for historien, den medvirkende, produktionelle ting, at filme, lyd og komme hjem i god behold. Og at den medvirkende er glad.”

“Jeg synes, jeg har været heldig at have nogle gode oplevelser med redaktionschefer, der altid tager mit parti. Og det er også det, de skal gøre. De skal fandme tage vores….Det er os, der står derude og oplever tingene.”

Opsamling og perspektiv Undersøgelsen tegner et billede af tilrettelæggerne som dygtige, samvittigsfulde og omsorgsfulde fagpersoner. De befinder sig i en hverdag, der er presset på tid og penge.

De arbejder med formater, der går til kanten. Der forlanges meget af dem, også af de mest uerfarne.

Der bliver i undersøgelsen også spurgt, hvor de ser mulighed for at blive bedre i arbejdet med sårbare kilder. De peger selv på følgende forbedringer: •

Der bør i uddannelsen og på arbejdspladserne være mere fokus på det psykologiske aspekt i arbejdet som tilrettelægger.

•

Der bør på flere af programmerne være tilknyttet en psykolog. Ikke kun for de medvirkende, men også som supervision og debrief for tilrettelæggerne.

•

Der kan med fordel arbejdes på en bedre planlægning og struktur på redaktionerne. Opstartsmøder, midtvejs- og slut evalueringer.

•

Mere skriftlighed, måske især som forberedelse til de mere uerfarne tilrettelæggere, der ikke har haft med denne type medvirkende at gøre.

•

Ledelsen bør have opmærksomhed på, at tilliden til kolleger og den åbne dialog på redaktionen er til stede. Desuden bør trivslen for tilrettelæggerne prioriteres.