Third term Fall 2020 - exhibition catalogue

Udstillingskatalog

Emnedokumentar 2020

3. Semester fotojournalister Emnedokumentarer 2020

Indholdsfortegnelse Anna Cathrine Leth Christiansen

4

Anne-Dorthe Søgaard

10

Jonathan Damslund

14

Katrine Noer

20

Liv Møller Kastrup

28

Magnus Hove Johansson

34

Mathias Eis Schultz

42

Nina Pilgaard

46

Rikke Kjær Poulsen

52

Stefan-Alexander Jagd Aarøe

60

Tilde Døssing Tornbjerg & Marcus Christensen

70

4

Mellem to diagnoser Efter mange år med et omfattende stofmisbrug bliver Marie-Louise Lyngskov Kristensen udredet for ADD i 2008. Derved har hun det man kalder en dobbeltdiagnose, men vejen til at komme på rette spor, og få den hjælp hun har brug for, har været lang tid undervejs.

af Anna Cathrine Leth Christiansen Benene er krydset, og hænderne samlet foran kroppen. Venstre hånd knuger blusen mellem to fingre. Det ene ben ryster op og ned i hurtige bevægelser. Kalenderen ligger på sofabordet. Det gør den i øvrigt altid. Blomsterne er friske, og LED stearinlysene er tændt. Gardinerne er trukket for. ”Det er 11 dage siden sidst, og det sidder stadig i kroppen. Jeg tog 130 piller,” siger Marie-Louise Lyngskov Kristensen på 35 år, som er i et misbrug, der i dag primært består af rivotril, også kaldet benzo. Et medikament man normalt kun kan få på recept, og som bliver brugt til at forebygge epileptiske anfald. I Marie-Louises tilfælde hjælper det hende med at slappe af og slippe for det tankemylder, som hurtigt kan opstå i hendes hoved. Hun har det, man kalder en dobbeltdiagnose, da hun er i et aktivt misbrug og har psykiske lidelser som ADD, angst og depression. Et misbrug hun har kæmpet med siden hun var 13-15 år, og de psykiske lidelser har udviklet sig i takt med de oplevelser hun har med sig fra sin barndom og traumer senere i livet. I dag bor hun i et hus, som er indrettet i to lejligheder sammen Jakob Bjerregård, som også har en dobbeltdiagnose. Huset ejes af Jelling Have, som er et bo- og behandlingstilbud for voksne psykiske sårbare mennesker, heriblandt er der en afdeling for dem, som har en dobbeltdiagnose. Jelling Have er et af de få steder i landet, som har kompetence og ressourcer til at behandle mennesker med dobbeltdiagnose.

Marie-Louise er vokset op i en lille by lidt uden for Herning. Hun er den yngste i en søskendeflok på fem. Lidt af en efternøler egentlig. Hun voksede op med forældre, som havde hver deres afhængighed, hvilket gjorde at Marie-Louise ikke fik den omsorg, hun som et barn havde brug for. Hun var ofte overladt til sig selv, og i skolen hændte det ofte, at hun ikke kunne koncentrere sig om nogle få ting ad gangen. Allerede som fire årig prøvede hun at sniffe neglelak og benzin, men det var først for alvor i hendes tidligere teenager år, at hun prøvede stoffer.

5

Det begyndte med hash, fordi nogle fra skolen røg det, men det gik hurtigt videre til amfetamin og ecstasy. Da Marie-Louise var i 20’erne, var hendes misbrug allerværst. Hun kom meget langt ud, og prøvede stort set alt inden for euforiserende stoffer. Hun blev blandt andet afhængig af heroin, som hun injicerede. Hun havde ikke mange kilo på kroppen, og led samtidig af trikotillomani. En lidelse, som gør, at man ikke kan modstå trangen til at plukke sine hår ud med fingrene. For Marie-Louise var det især øjenvipper, øjenbryn og nakkehårene, som hun rev ud. Flere nævnte for hende i den periode, at de synes hun lignede et lig. ”Det var en meget hård periode. Jeg følte ikke, jeg kunne nogle ting. Jeg lå bare, og havde det dårligt indvendigt. Jeg kunne slet ikke tage vare på mig selv.”

At falde ned mellem to stole Marie-Louise er en ud af ca. 40.000 mennesker, som har en dobbeltdiagnose. Man formoder, at der er et stort mørketal. En ofte brugt metafor for dem, som har en dobbeltdiagnose er, at de falder ned mellem to stole. Der er ikke nogen fælles nationale retningslinjer. Derved ser man ofte at psykiatrien, som hører under regionerne, ikke kan hjælpe med de psykiske problemer på grund af det aktive misbrug. Et misbrugsbehandlingssted, som hører under kommunerne, kan ofte ikke tage imod patienten pga. diagnosen, da det er svært for et misbrugsbehandlingssted at konkludere, om det er selvmedicinering, der er tale om. Det er selvom flere kommer ud i misbrug netop på grund af de psykiske problemer og vice versa.

På grund af bristen i samarbejde mellem kommuner og regioner har Jelling Have beboere fra hele landet for netop at undgå, at mennesker skal gå tabt i systemet.

For Marie-Louise har det betydet, at hun har været i behandling flere forskellige steder.

Både i psykiatrien og på misbrugsbehandlingssteder. Men hun har ikke følt, at der er blevet taget hånd om hele hendes problematik. Der har enten været fokus på misbrug eller fokus på de psykiske lidelser. ”Det har været helt vildt frustrerende, at der for eksempel på misbrugshjemmet ikke var nok fokus på, hvordan jeg havde det indvendigt,” får hun sagt med en lettelse over, at hun nu er et sted, hvor der er hjælp og fagligt personale til begge områder. ”Jeg er blevet ærlig om mit misbrug her. Jeg fortæller min kontaktperson, når jeg har taget noget, jeg ikke skulle,” siger hun og fortæller videre om, hvor rart det er ikke at skjule det længere, og frygten for at blive smidt ud er fjernet fra hendes skuldre. Hun er faldet til et sted, hvor hun stoler på hendes kontaktperson og det øvrige personale. Tilliden er utrolig vigtig for hende ellers vil hun ikke åbne sig op for dem. ”Det er en kamp hver dag, men hvis jeg ikke havde det forhold med personalet, som jeg har, var jeg nok ikke kommet så langt, som jeg er.”

6

Kampen er ikke slut endnu I oktober 2016 flytter Marie-Louise ind på Jelling Have. Det er i en periode, hvor hun igen er ude i et stort misbrug efter at have været clean i en længere periode med hjælp fra et misbrugsbehandlingssted. I takt med at hun falder til på Jelling Have, bliver hendes misbrug mindre og mindre. Det er ved hjælp af flere forskellige terapi former og et personale, som er fagligt bredt uddannet indenfor områderne misbrug og psykiatri. Hun får styr på hendes hverdag, men et meget omfattende stofmisbrug har også haft sine konsekvenser. Hun har i dag svært ved at huske, derfor er det vigtigt for hende, at hun får skrevet alt ned i sin kalender. Hun bliver hurtigere træt på en måde, så hele kroppen giver efter, og hun skal koncentrere sig om at holde et overblik. ”Det er ekstremt vigtigt for mig, at der er orden og styr på tingene omkring mig, ellers får jeg for meget rod i mit hoved,” nævner hun, imens hun folder vasketøjet sirligt og pænt sammen. Det bliver fordelt, så bluser, bukser og strømper er for sig. I klædeskabet bliver det lagt på hver sin hylde og gerne sådan, at det ikke ligger for tæt op ad hinanden.

Endnu et aftryk efter misbruget kan fornemmes i hendes sprog. Det er blevet indskrænket en del. Det med at få sagt højt, hvad man egentligt føler, er svært. Hun oplever ofte, hvordan ordene bare ikke er der mere. ”Det er så svært at føle en masse ting, men ikke have et ordforråd for, hvordan det hele føles inde i kroppen. Det er som om, det sidder fast,” siger hun med en hurtig indikation, at hun godt kan huske, at det ikke altid har været sådan, og at frustrationen er til at mærke på.

Marie-Louise drømmer om at rejse, komme i praktik eller få et flexjob. Men mest af alt drømmer hun om at få en hverdag som alle andre. Mange år er gået, og før hun fik set sig om, var hun 35 år. ”Jeg har hverken hus, mand, bil eller børn. Det har mine jævnaldrende veninder,” fortæller hun om de veninder, hun havde i folkeskolen, før livet tog sin drejning, og som hun nu har fået kontakten til igen. Hendes vennekreds fra misbrugsmiljøet har hun fuldstændig sløjfet, og er nu ved at opbygge et forhold til sin familie. ”Jeg vil ikke være hende, der er misbruger mere. Det er nu livet skal begynde.”

Hun arbejder på at få en hverdag til at hænge sammen, hvor hun selv kan lave sin mad, selv kan klare indkøb, regninger og rengøring, og hvor tankemylderet ikke tager overhånd. Hendes kamp for at komme ud af misbruget og stå på egne ben, er ikke slut endnu. Men hun er tættere på målet nu, end hun har været de sidste 20 år med misbrug og psykiske lidelser.

7

Marie-Louise bruger blandt andet tankefeltterapi til at få styr på sit misbrug. Når trangen til at tage flere rivotril piller kommer, stimulerer hun ved hjælp af en let banken fra sine fingre forskellige områder på hendes overkrop i samarbejde med terapeuten.

Marie-Louise har en latter, som gør at sidemanden ikke kan undgå at trække på smilebåndet. Hun spiser ofte aftensmad sammen med Jakob (tv), som hun deler hus med, og på det seneste kigger Steffen (th) forbi nogle gange i ugen.

Marie-Louise mødte ham tilfældigt på Jelling St, og de har snakket godt sammen siden.

Marie-Louise Lyngskov Kristensen, 35 år.

Ofte har Marie-Louise ikke ro, når hun sover. Hun snakker og går ofte i søvne. Hun bruger derfor en kædedyne, som hjælper med at stimulere og give tryghed.

Huset, som Marie-Louise og Jakob deler.

Tatoveringen på Marie-Louises arm fik hun lavet for at trodse sin mor, men den er også til for at dække for de ar, hun har fået efter at have cuttet i sig selv nogle gange.

Marie-Louise hjælper ofte en af de andre beboere med at gå tur med hendes hund, Tyson. Gåturen bruger Marie-Louise til at finde ro.

8

Make-up er noget Marie-Louise i bund og grund bruger til at sætte en facade op. Hun vil helst ikke have, at man kommer for tæt ind på hende.

Hver mandag er det fast i Marie-Louises skema, at hun skal til massage. Hun booker selv tiden, så hun ved, at hun kan begynde på en ny uge med ro. ”Jeg, Marie-Louise, vil reducere mit misbrug,” siger hun, hvorefter tankefeltterapeuten, Tina, trykker på Marie-Louises håndryg. Tankefeltterapi er en god måde at lære at fortælle om følelser, og det kan hjælpe med at få Marie-Louises personlighed tilbage efter stoffernes indvirkning på hendes hjerne.

9

10

Chicks with decks Fire piger og en fyr står samlet på en asfaltvej i Aarhus. Det er eftermiddag og efterårssol. De smiler, hujer og giver high-fives til hinanden. Det er første gang hun prøver at stå på skateboard, og har lige lavet sit første trick. af Anne-Dorthe Søgaard Siden det første surfboard blev hevet op på land og fik hjul på tilbage i start 1950’erne i Amerika har kvinder begivet sig ud på det. Det er et få vi har set og hørt om, men de har været der. Henover landet bevæger sig en bølge af kvinder på Skateboard. Anna Thestrup Andersen, 25 år, og Eva Sahlholdt Hansen, 21 år, er to af dem. Sammen bryder de stereotype kønsopfattelser, udfordrer sig selv og prøver grænser af i et mandsdomineret skatemiljø. På to-fire år har de slidt sig igennem 14,5 par skatesko, ejet ni skateboards og poppet utallige cavaflasker til fester med pigerne i Skateducate, en skateforening for piger/kvinder/non-binære i Aarhus. De ser ingen grund til at piger ikke kan stå på skateboard.

Frihed til at fejle Eva fortæller, at første gang hun stillede sig op på et skateboard, troede hun ikke, at det ville blive muligt at lære. Da hun senere stod første gang på kanten af en rampe og skulle køre ned, var hun dødsangst. ”At stå på skateboard er en kamp mod sig selv. En kamp mod sin frygt”, siger Eva. ”Det drejer sig om følelsen i kroppen, når man gør noget grænseoverskridelse”, siger hun. ”Musklerne spænder op, og man skal give slip. Forløse spændingen.

Det kilder lidt. Sitre lidt” Skateboardet giver plads og frihed til at lege, til at eksperimentere, til at prøve sig selv af. Til at fejle og til at falde. Til at rejse sig på ny, og have det sjovt imens.

Derfor kan pigerne godt lide at stå på skateboard. ”Man lærer at turde lave fejl generelt, og at man ikke dør af det”, siger Anna.

Tidligere har Anna dyrket atletik på eliteplan og har været en del af et miljø, hvor kulturen er præget af høj disciplin, konkurrence og præstation i kontrast til skatemiljøets uforpligtende, legende og lystbaseret tilgang.

Hun fortæller, at stå på skateboard for hende også er en måde at komme lidt væk fra præstationspræget sport.

11

Sammenhold Det var tilfældigheder som gjorde, at pigerne startede med at stå på skateboard.

Eva startede for to år siden og Anna for tre, men sammenholdet med de andre piger har haft en afgørende betydning. Især i starten havde det stor betydning for Anna, at der var andre piger på skatebanen. ”Det gjorde mig tryg i, at det var intimiderende med de mange fyre omkring os”, siger hun. ”Vi har et unik fællesskab”. ”Jeg føler, jeg kan være mig selv her”, fortæller hun.

Man kunne måske tro, at de få kvinder på skateboard, havde noget at gøre med, at fyrene måske er mindre inkluderende på skatebanen. Men sådan er det slet ikke, fortæller Anna. ”Det synes jeg ikke”, svarer hun promte. Overhovedet ikke”. Det var måske noget, jeg troede inden, og som jeg måske tror, nogle piger kan tro og blive lidt skræmt af, men jeg synes overhovedet ikke at fyre er mindre inkluderende”.

På Instagram sagde en fyr: ”Jeg tror, skateboardet er ret ligeglad med, om du er en dreng eller pige eller de 3, 4, 5 andre dele, man nu kan være. Der er det jo bare et stykke træ med hjul og noget metal under”. ”Jeg tænker ikke, at der er nogen grunde til at piger ikke kan skate, siger Anna. ”Dem som tænker, at piger ikke kan skate, tror jeg, er fordi de ikke har set piger stå på skateboard”.

Eva træder op på skatebanen. Eftermiddagsolens bløde lys omslutter hende og de 10-15 fyrer på skatearealet på Godsbanen i Aarhus. I stedet for at give highfives for at vise sin anderkendelse, banker hun stille og takfuldt sit skateboard i underlaget, da fyren på asfaltbanen foran lander et imponerende trick. Hun siger ikke noget. Ingen siger rigtigt noget. Alle står mere eller mindre tavse og kigger på fyren, som er i gang med sit run. Skateboardet kører fra ham, og folk kaster lidt afvejende blikke rundt til hinanden. Der er fortsat tavshed. Hvem skal være den næste til at køre? Alle står afventede. Inklusiv Eva. I stilhed træder hun et skridt frem. Placerer boardet på kanten og træder op på det. Løfter sit blik fra fødderne på boardet, tager en dyb indånding og læner sig ud i vægtløsheden.

12

Eva Sahlholdt Hansen har stået på skateboard i 2 år. Hun står på rampekanten af skatebanen på Godsbanen i Århus.

Anna Thestrup Andersen, 25 år, (tv) og Eva Sahlholdt Hansen, 21 år, (Th). Anna har stået på skateboard i 3 år. De mødte hinanden igennem et skateboard-crew og -forening for piger i Aarhus, der hedder Skateducate.

Det er sen eftermiddag i slut juli på skatebanen på Godsbanen i Aarhus. Nogle af skatepigerne er mødtes tidligere på dagen for stå på skateboard. De har været igang intenst i 2-3 timer. Nu holder flere af dem en pause.

Anna øver sig i at lave et trick. Hun skal sende boardet op i luften imens det roterer 360 grader horisontalt om sig selv, hvorefter hun skal lande på boardet igen. Det kræver balance, mod og koncentration at takle sin frygt for at falde og slå sig.

Flere og flere piger kaster sig ud i at stå på skateboard, selvom de er en minoritet i det danske skatemiljø.

Anna, tv, gør sig klar til at skal køre i den store bowle foran dem. Hun er sammen med seks af de andre piger fra Skateducate.

Anna og Eva er mødtes kl. 8.30 tirsdag morgen i slut september 2020 for at holde en tidlig skatesession inden dagen for alvor starter med studier. Eva læser Cognitive Science på Aarhus Universitet og Anna læser uddannelsesvidenskab.

På skatebanen kører alle sammen uanset køn.

13

14

Det Vilde Østen Siden sammenbruddet af det kommunistiske regime i 1989 har Bulgarien oplevet det mest ekstreme befolkningsfald i verden. Lav fødselsrate, høje dødstal og store bølger af udvandring har skubbet mange landsbyer hen imod randen af udryddelse.

Nu søger middelklasseborgere ud i de fattige områder af Bulgarien, for at leve det søde liv. af Jonathan Damslund Godt og vel 100 km nordvest for Bulgariens hovedstad, Sofia, ved foden af Balkanbjergene, ligger landsbyen Kostentsi. Med en blændende udsigt til de smukke Balkanbjerge, varmt sommervejr og frisk, ren luft, virker det som et ferieparadis.

Men langs de hullede veje, der skriger efter vedligeholdelse, står tomme huse i forfald. Kostentsi er en af de 700 landsbyer i Bulgarien med under 60 indbyggere.

Gennemsnitsalderen blandt indbyggerne er 75 år, og i mange af byerne, er der flere gravpladser på kirkegårdene, end indbyggere i byerne.

Mange ældre har høns og en smule land hvor de kan dyrke grøntsager, mens de må klare sig med en ydmyg pension på omkring 200 Bulgarske lev, svarende til 750 kr. om måneden.

Der er altså ikke meget at komme efter i landsbyerne, som inden kommunismens fald var fulde af liv og velstand. Butikker, skoler og arbejdspladser lukker på stribe, og selv rådhusene står i mange byer tomme. Cirka 35% af Bulgariens befolkning lever i fattigdom, og det er blevet anslået, at der ikke vil være flere landsbyer tilbage i år 2060.

Et svigt af fremtiden Foran kiosken i Kostentsi, hvis lager består af et skrabet udvalg af de mest nødvendige dagligvarer, står Angel Popov og ryger en cigaret. Det er ham der står for kiosken, som får varer fra en nærtliggende by en gang om måneden. ”Ikke alle har mulighed for at tage ind til de større byer. Der går ikke busser længere, og de færreste har råd til en bil.”

Bybilledet prydes af kommunismens falske løfter om arbejdspladser og vækst.

Mellem husene står tomme bygninger, opført til at huse virksomheder, men som aldrig er blevet bygget færdige. Andre bygninger er forhenværende restauranter eller arbejdspladser, som har været nødsaget til at dreje nøglen om.

15

Beboerne benytter de tomme bygninger til opbevaring af forskellige ressourcer som hø, korn og arbejdsredskaber, men de kedelige betonklodser står mest af alt, som en påmindelse om den fremtid de aldrig fik.

Ud med de gamle, ind med det nye Imens de ældre lider og de unge tager væk i jagten på flere muligheder og et bedre liv, strømmer dele af middelklassesamfundet til de små byer, i jagten på det samme.

Anatoliy Georgiev på 64, købte i 2014 et faldefærdigt hus I Vratsa distriktet, lidt uden for Kostentsi, og forvandlede det til en stor villa. Han har arbejdet som politibetjent i Sofia hele sit voksenliv, og har nu slået sig ned i de smukke og rolige omgivelser i bjerglandsbyen. ”Luften er meget renere, her er stille, og jeg kan se bjergene fra min balkon.”

Selvom lønsedlerne er større nu, end de var under kommunismen, er alting samtidig blevet dyrere. Og efter som de færreste har mulighed for at arbejde, giver regnestykket sig selv. Prisstigningerne rammer derimod ikke tilflytterne, der nyder godt af de lave økonomiske omkostninger ved at bo på landet, hvor en villa koster omtrent det samme som et lille værelse i Sofia.

Man får med andre ord meget for pengene, hvis man har dem, og det benytter flere og flere sig af.

31-årige Emil Dimitrov kalder det for ’en af Bulgariens bedst gemte hemmeligheder’. Han bor for enden af den delvist brostensbelagte hovedgade, i byen Hayredin, med sin familie. Efter at have boet en årrække i Norge, besluttede han sig for 13 år siden at flytte tilbage til Bulgarien, og slå sig ned med sin kæreste.

Emil er opvokset i Hayredin, og selvom hans forældre er flyttet væk, har han stadig en onkel tilbage, som er politikommissær i kommunen. Emil har det godt i Hayredin. Han ejer et biludlejningsfirma, der har kontorer i to af landets største byer, Sofia og Burgas, og er i færd med at få bygget et autoværksted i forlængelse af sit hjem. Med et indbyggertal på 7199 i år 2000, er Hayredin 20 år efter, nede på omkring 4000 beboere, men det er ikke en udvikling der bekymrer Emil, der planlægger at købe endnu en grund i byen. ”Her er smukt, det er langt væk fra alt og så kender alle hinanden. Man kan gøre hvad man vil og det koster næsten ingenting.”

Flere steder i Bulgariens landsbyer begynder dyre hoteller og resorter at blande sig i det øde bybillede. De dukker op i små byer der oftest ikke har mere end 100 indbyggere, og folk kommer fra nær og fjern for at nyde af intetheden og de smukke omgivelser. Da stederne typisk er familieejede, skaber de ikke som sådan arbejdspladser til landsbyerne. Og da langt den største del af beboerne på landet ikke snakker engelsk, skaber det problemer.

16

Jeg har alt, jeg skal bruge her Omkring 100km vest for det populære feriemål, Sunny Beach, ligger den lille by Asenovo. I 2019 blev byen anslået til at huse 32 indbyggere, men i 2020, fik Asenovo en ny beboer.

Annick Bleyen på 51, flyttede fra sit hjemland, Belgien, for at opfylde sin trang til at leve i fred og ro, afkoblet fra det moderne samfund. ”Da det gik op for mig, at jeg var en slave af systemet, vidste jeg, at jeg måtte væk.”

For Annick, er mængden af livskvalitet langt større i Asenovo, end i Belgien, som hun mener er et korrupt land med for høje skatter. Hun arbejder som onlinekonsulent i et Belgisk firma, og arbejder nu hjemme fra sit toetagers hus i den lille landsby. Asenovo ligger ligesom Konstentsi for enden af en vej, og har dermed ingen gennemgående trafik, og ingen udefrakommende besøgende.

Annick har købt en bil, så hun let kan komme ind til byerne, og har gode muligheder for at komme lidt væk, hvis hun vil rejse. ”Sortehavet er tæt på, og jeg kan køre til Tyrkiet eller Grækenland på 45 minutter. Jeg har alt, jeg skal bruge her.”

En bedre fremtid, men for hvem?

Det står klart for enhver, at ubalancen raser i Bulgarien. Byerne skrumper fortsat og mange af de mennesker der kommer til, kommer af selv samme grund.

Staten har vist interesse i at række ud til kommunerne, og hjælpe med at finansiere strukturelle forbedringer i byerne, som veje, kloaksystemer, elmaster og andre renoveringsprojekter. Men pengene er små og det er en udfordring at tiltrække investorer til ambitiøse, langsigtede projekter, da det svindende befolkningstal betyder, at der ikke er nogen garanti for en god investering. Kan det være, at bulgarerne ikke indser, hvad de har? Den smukke natur og rene luft, uspoleret af industri er på sin vis et resultat, af et land der har været frosset i tid siden kommunismen, og måske det kan udnyttes i fremtiden.

Der er i hvert fald begyndt at være en interesse i at redde de små byer, men det er usandsynligt at de kommer til at stråle som Angel Popov husker dem, og slet ikke i hans levetid.

Han må nøjes med at huske tilbage på de gode gamle dage, hvor byer som Kostentsi var sprudlende med mennesker og arbejdspladser, mens tilflytterne lever det søde liv, i de selv samme byer.

17

Torvet foran det forhenværende rådhus i Kostentsi.

Isuse på 13 foran sin skole i Hayredin, der er i fare for nedlukning.

Angel Popov har boet i Kostentsi hele sit liv, og vil blive til han dør.

Dødsannoncer hænger overalt i landsbyerne.

Her på kioskfacaden i Kostentsi.

Antallet af tomme bygninger stiger, og bliver hverken renoveret eller solgt.

Anatoliy Georgiev ved sin villa i Kostentsi.

Emil Dimitrov viser sin nye BMW i8 frem.

Emil Dimitrovs søn kigger til, mens det nye autoværksted bliver finpudset.

18

Hovedgaden i Hayredin. ’Wine and art’ ved et 3-stjernet hotel i Karpachevo. En by med omtrent 110 indbyggere.

Et vandland i færd med at blive bygget l idt uden for Asenovo.

Annick Bleyen nyder stilheden i sin have.

Den tætteste nabo er en mark med et æsel omkring 100 meter væk.

Annick med sine to hunde, foran sit nye hjem i Asenovo.

Udsigt til Balkanbjergene fra Kostentsi.

Bulgarien er det land i Europa med flest arbejdsløse, og lønninger er i gennemsnit fem gange lavere end i Vesteuropa.

19

20

”De siger, vi ikke er mennesker” Her kan det være farligt at holde i hånden som nyforelskede. Farligt at gå klædt som man vil og sikrest at passe ind i mængden. Her bliver man fortalt, at man ikke hører til. Her bliver man fortalt, at man ikke er et menneske. LGBT+ personer oplever stigende diskrimination i Polen. Nogle flytter for et bedre liv, og andre kæmper en kamp, der kan synes uovervindelig. af Katrine Noer Bilerne holder hornet i bund i krydset ved Plac Trzech Kryzy i Warszawa. Patrycja Litwin danser til techno som en del af en bil-blokade i krydset. Demonstrationer har stået på i fire dage, efter en ny abortlovgivning er trådt i kraft. Men demonstrationerne handler ikke længere kun om abortlovningen, men også LGBTQ+, kvinders rettigheder og regeringens håndtering af corona-krisen. Alt. Folk er rasende og vil have, regeringen går af, fortæller Patrycja. Hun har et regnbueflag bundet om halsen som en kappe, og den svinger i takt med musikken med den store dansegruppe bag hende. Efter dansen står Patrycja lidt væk fra protesten, da en gruppe unge fyre kommer imod hende. En af dem råber, at hun skal tage flaget af.

Patrycja råber tilbage, at det har hun ikke tænkt sig. En af dem prøver at sætte ild til flaget med en lighter, men hun sparker ham væk. En anden sprayer peberspray i øjnene på hende. Hun fortsætter med at råbe ad dem og mærker først ikke smerten.

Gruppen bevæger sig væk og råber til hende, at hun burde skamme sig over sig selv. Hun tager sig til øjnene i smerte.

Det værste land for LGBT+ personer i Europa I maj 2020 blev Polen rangeret som det værste land i Europa for LGBT+ personer at leve i. I 2018 talte Jaroslaw Kaczynski, formanden for det regerende parti PiS (Lov og Retfærdighed), imod homoseksuelle ægteskaber, og siden har flere højtstående personer i polsk politik ligeledes kommet med andre homofobiske udtalelser. Emnet blev for alvor bragt på tale under præsident, Andrzej Dadus valgkampagne i foråret 2020, hvor han udtalte, at ’LGBT er ikke mennesker, men en ideologi’. Siden har LGBT+ været et af de mest polariserende emner, og det er begyndt at fylde mere og mere i gadebilledet og i medierne.

21

Hvis man færdes i Warszawas gader, kan det ske, at man ser organisationen ’Fundacja Pro’ køre rundt i en varevogn med plakater på siden, der viser et regnbueflag med et kryds sat over, hvor derovenover står ’stop pædofili’. Disse busser bliver omtalt som ’homofo-busser’ i folkemunde, og ofte vil aktivister skabe en blokade foran bussen, indtil politiet kommer og fjerner aktivisterne fysisk, så ’Fundacja Pro’ kan køre videre. Flere religiøse organisationer sætter lighedstegn mellem at være LGBT+ person og at være pædofil, hvilket bidrager til at skabe misinformation i samfundet.

I marts 2019 blev den første LGBT-fri zone i Polen registret. En LGBT-fri zone betyder, at den pågældende kommune har skrevet under på at være fri for “LGBT-ideologien”, og i dag dækker zonerne en tredjedel af Polen. Europa-Parlamentet har i sommers afvist at støtte seks af disse kommuner økonomisk. Regeringen i Polen afviser at have LGBT+-frie zoner i landet, og at der ikke er plads til diskrimination i landet. Dog oplever flere LGBT+-personer at være depressive på grund af diskriminationen af deres identitet. Et stigende antal vælger at flytte ud af Polen for at leve i mere tolerante lande. ”Vi bevæger os ikke frem, men tilbage” Bag baren i klubben, Beauty, hænger et regnbueflag, der markerer, at det er sikkert for LGBT+-personer at være. På scenen i kælderen står to drag queens og underholder publikum med sjove kommentarer og taler ind over Madonna-sangen ’vogue’.

Andrzej Kolodziejski stiger ud af taxaen, der holder uden for klubben. Et par ældre mænd udenfor stirrer på Andrzej, der er iført stiletter og en kort kjole. Uden at ænse dem åbner han døren til Beauty, mens den lange mørkhårede paryk svinger efter ham. Andrzej er homoseksuel og klæder sig ud i drag i weekenderne og fester på Beauty. Her kan Andrzej se ud og opføre sig, som han vil, uden andre blander sig, men når han skal hjem, bliver han nødt til at tage en taxi. Vejen hjem i drag kostume er farlig, selv i den liberale hovedstad Warszawa. Andrzej har flere gange hørt om personer, der er blevet slået ned ved bare at have holdt i hånd med en af samme køn, og han kunne slet ikke forestille sig at kysse en fyr i offentligheden.

At gå gennem Warszawas gader iført drag kostume ville være at udfordre skæbnen, mener Andrzej. ”Det sikreste er ikke at skille sig ud,” fortæller Andrzej, der føler, at usikkerheden for LGBT+ personer er steget de seneste par år. ”Vi er i 2020, men på mange måder er det som om, at Polen stadig befinder sig i middelalderen – vi bevæger os ikke frem, men tilbage,” siger Andrzej.

22

Andrzej drømmer at flytte til England eller Danmark, hvor han ville kunne klæde sig som han vil, eller gå hånd i hånd med en fremtidig kæreste, uden at være bange.

Religion er en del af forklaringen Næsten 90 % af befolkningen på 38 millioner i Polen beskriver dem selv som katolikker, hvilket gør Polen til Europas mest religionshomogene land. En stor del af forklaringen på den konservative bevægelse er at finde her. Staten og kirken er formelt adskilte, men har mange af de samme værdier som forbud mod abort og homoseksuelle vielser. Sammen kan de skaffe støtte, der sikrer de to instanser magten i landet. Religionen fylder også en del i skolerne, hvor der ofte hænger et kors over tavlen, og familieværdier og tradition er typisk en del af skemaet. På gadehjørner hænger religiøse skilte og bannere, der nogle gange har homofobiske fortolkninger af biblen noteret.

Manglende uddannelse Kacper Potepski er 23 år og er biologisk født kvinde. Da han var 18 år, fik han kendskab til det at være transkønnet. Han havde aldrig hørt om begrebet før, da man kun har begrænset seksualundervisning i de polske skoler. Han førhen havde opfattet sig selv som en maskulin lesbisk kvinde, men da han opdager begrebet transkønnet, fik han sin daværende kæreste til at tiltale ham med mandelige pronominer, og der gik det op for ham, at han aldrig har været kvinde. Han hedder i dag Kacper, og har netop fået foretaget en operationen, hvor han har fået fjernet sine bryster. I Polen skal transkønnede juridisk sagsøge deres forældre for at skifte køn. Dette er uanset alder, og forældrene skal give samtykke i retten til, at deres barn ikke er det køn, de fik tildelt ved fødslen. Dette er en lang og kompliceret proces, og for Kacper, der ikke har kontakt til sin far, strækker den sig over endnu længere tid. Når Kacper skal vise sit ID, som når han skal med bussen eller hente post, står han i en situation, hvor han skal forklare, hvorfor hans navn og køn på ID’et ikke stemmer overens med, hvordan han ser ud. Kacper bliver udmattet og irriteret, når han står i denne situation, og det er næsten hver dag, at han skal forklare sit køn til fremmede. Nogle gange lyver han og siger, at han bare er en kvinde med skæg. Så må de være forvirrede, fortæller han. En stor del af problemet for de mennesker, jeg møder er ganske enkelt; at de ikke har nok viden om LGBT+-personer. ”Tit kommer de med kommentarer, der ikke er ondt ment, men det rammer alligevel,” fortæller Kacper, og forbinder det med den manglende seksualundervisning i skolerne, der gjorde, at han heller ikke vidste meget om emnet selv.

23

LGBT-frie zoner Kielce ligger en køretur på to timer væk fra Warszawa og er placeret i en LGBTfri zone. Her bor Wiktoria Piotrowska på 17 år. Hun er på vej op til udkigspunktet Kadzielnia. Det var på dette udkigspunkt, at Wiktoria og hendes kæreste Julia aftalte at være et par. De gik ned sammen og tog hinanden i hånden, og allerede på vejen hjem oplevede de, at folk råbte eller dyttede ad dem. Lige siden har det været uden undtagelse, at de bliver råbt ad eller stirret på, hvis de har holdt i hånd i offentligheden. ”Der er ikke direkte forbudt at vise, at man er homoseksuel i zonerne, men Kielce er markeret som en LGBT-fri zone, og derfor kan folk føle sig mere berettiget til at påtale, at vi gør noget, der i deres øjne er ’forkert’,” fortæller Wiktoria.

Wiktoria har sin regnbuetaske over skulderen. Regnbueflaget er et symbol for, at man støtter LGBT+-miljøet og ses ofte i det polske gadebillede – enten i form af tasker, mundbind eller hængende ud af vinduerne. Wiktorias far er bekymret, når Wiktoria bærer sin taske, da han ved, at man kan blive slået ned eller chikaneret ved blot at bære flaget. Wiktoria kan bedre leve med at de ældre kommer med diskriminerende kommentarer, da de er vokset op med strikse normer, men hun bliver ked af det, når det er unge mennesker, der chikanerer hende. Så bliver hun modløs på Polens fremtid. ”Hvis selv de unge ikke vil tolerere LGBT+ så er jeg bange for, at situationen ikke bliver bedre i fremtiden for os,” fortælle hun. Det værste er, at regeringen åbenlyst diskriminerer, og det spreder sig i hele samfundet, fortæller hun. ”De siger, vi ikke er mennesker.”

Engang i mellem sker det dog, at andre LGBT+-personer bliver taknemmelige for, at Wiktoria og Julia går hånd i hånd på gaden. Det giver dem mod til at turde stå frem som LGBT+-personer. Og så er det hele besværet værd, fortæller hun.

24

En skræmmende tid Patrycja sidder på hjørnet ved af gaden ved Plac Konstytucji og ryger en cigaret, mens hun stirrer ud i luften. Hun har netop blokeret for Fundacja Pro’s varevogn, hvor politiet måtte skubbe hende og de andre aktivister væk for at få køretøjet fri.

Denne gang havde vognen anti-abort plakater på siden, og da LGBT+-gruppen sendte live på de sociale medier fra blokaden, skyndte Patrycja sig at hoppe på den nærmeste metro for at støtte dem. Forinden sagde hun til sin kæreste, at hvis hun ikke skrev indenfor et par timer, kunne det være, at hun var blevet anholdt, hvilket ikke ville være usædvanligt, fortæller hun. ”Jeg er ikke bange for at lægge min krop til i kampen for vores rettigheder, for det, der sker i vores land, er meget mere skræmmende,” fortæller hun.

Hun vil gerne blive boende i Polen for at kæmpe for en bedre fremtid for kvinder og LGBT+ personer, og sammenligner den nuværende situation med at være fanget i en dystopisk film. Hun ville ønske, at hun kunne gøre mere end bare at tage del i protesterne.

25

Kacper Potepski (23 år). Kacper har en Instagram med flere tusind følgere, hvor han hjælper andre polske transkønnede i processen med at skifte køn.

Jesus-figuren ser man ofte i Polen på plakater, flyers eller hængende på væggene i private hjem. Verdens største Jesus-statue finder man i byen, Swiebodzin, i det vestlige Polen.

Emilia Kotek bor i den nordlige by Szczecin, der grænser op til Tyskland. Ved fødslen blev hun tildelt kønnet mand, men beskriver sig selv som non-binær med en stærk feminin side.

Hun ved, at hun ikke kan tage på KFC om søndagen, da der vil være nogle fyre, der råber efter hende, og hun har besluttet, at hvis Polen fortsat bevæger sig i en mere konservativ retning, vil hun flytte ud af Polen.

Politiet skaber en blokade for demonstranter ved Helligkorskirken i Warszawa. Som en del af demonstrationerne, der startede d. 22. oktober, havde aktivister planlagt demonstrationer under søndagsmessen i landets kirker.

Patrycja Litwin identificerer sig med at være non- binær, hvilket betyder, at man ikke identificerer sig med at være de to køn, mand eller kvinde, som man i samfundet ofte skelner i mellem.

På klubben, Beauty, er det sikkert at være for LGBT+ personer at danse med hinanden. Men hvis man bru- ger Tinder, som rejsende i Polen, vil appen advare om, at det kan være farligt for LGBT+-personer at date i landet.

26

Ula og Andrzej gør klar til at tage på Beauty. Her drikker de helst vodka shots og danser gerne til langt ud på natten. De er begge med i et talent-show, hvor de optræder med andre queer-personer.

Andrzej Kolodziejski (24) arbejder som frisør, men vil gerne skabe en karriere som model, hvor han kan rejse rundt i verden eller bo i et mere tolerant land, hvor han leve, som han vil.

Den 17. oktober 2017 satte Piotr Szczezny ild til sig selv og døde ti dage efter på hospitalet. Inden hændelsen spred- te han et manifest rundt om sig, hvor han protesterer mod regeringen PiS. Et af punkterne lød, ”Jeg protesterer mod diskrimination af minoriteter, kvinder, LGBT, muslimer og andre.

Wiktoria Piotrowska (17) har flere gange været på ferie i Danmark, hvor hun har set homoseksuelle par holde i hånd i offentligheden, uden at opleve onde blikke og tilråb. Det var forinden et næsten utænkeligt scenarie for Wiktoria. Hun prøver at være ligeglad med andres tilråb og hun håber, at folk en dag vil acceptere hendes kærlighed til Julia.

Til demonstrationen ved Helligkorskirken d. 25. oktober flagede aktivisterne med regnbueflaget, indtil det blev taget af de moddemonstranter, der havde skabt en blokade foran kirken.

27

28

Hvileløs Natten kan føles lang, når vi ikke kan sove. Tiden står stille, og mørket bliver hængende. Fem unge som alle kæmper med søvnløshed er på den måde med til at tegne et billede, som også en ny undersøgelse viser. Nemlig at hver fjerde unge har søvnproblemer hyppigt. af Liv Møller Kastrup Kl. 23:16...

Julie, 21 år Studerer journalistik ”Jeg mangler evnen til at slukke, når jeg skal sove”.

Julies far er alvorligt syg, og bevidstheden om at alt kan falde sammen på et øjeblik, gør det svært at slippe kontrollen og give sig hen til søvnen. ”Når jeg ikke kan sove, er det ofte fordi et tankemylder starter. Det er ligesom at have 10 larmende radioer stående tændt omkring én på samme tid”.

Når Julie lukker øjnene, føler hun sig overdraget til hendes tankers varetægt. Som et fængsel. Og ofte kan tankerne blive så konkrete, at hun kan se en krisesituation tydeligt udspille sig, mens hun forsøger at tage del i den. Foran hende, kan hendes hænder være i færd med at give hjertemassage.

I forsøget på at hjælpe søvnen på vej, har Julie forsøgt meget forskelligt. Derfor har hun også en pakke stærk sovemedicin liggende. ”Bare det at pillerne ligger på bordet giver mig bevidstheden om, at jeg har trygheden lige ved hånden, hvis natten bliver for lang”.

Kl. 23:58...

Statens Institut for Folkesundhed har samlet data fra 25.000 unge mellem 15-25 år, som viser at 28 procent af pigerne og 21 procent af drengene har søvnproblemer mere end én gang om ugen.

29

Kl. 00:34...

Albert, 23 år Arbejder på cafe ”Det kan tage mig hele natten at falde i søvn”.

Besværet med at sove kommer i perioder for Albert. Værst var det for år tilbage, da han gik i gymnasiet. Han sov ikke om natten, og var så udkørt om dagen, at han ikke kunne følge med i skolen. Derfor var han til sidst nød til at droppe ud i begyndelsen af 3.G. ”Jeg skal holde op med at tænke på, at jeg SKAL sove, for så bliver det først rigtig svært”.

Albert har i længere perioder taget søvnhormonet Melatonin, men lige som så meget andet så svinder effekten ind, i takt med at kroppen vender sig til det. Det hjælper ikke på alle, men virker for ham. ”Nogle gange vender jeg mig om i sengen, lægger fødderne på hovedpuden. Det hjælper. Men det er et trick man skal gemme til de dage, hvor det er værst. Ligesom Melatoninen”.

Kl. 01:46 ...

En lysende skærm og en telefon som vibrer. Bekymringer om skole eller personlige problemer presser sig på. Udover tændte skærme er dårlig trivsel en af de forklaringer, rapporten peger på som en af årsagen til unges søvnbesvær.

Undersøgelsen har dog svært ved at konkludere, hvorvidt det er søvnproblemerne, der fører til dårlig trivsel, eller om det er dårlig trivsel, der fører til søvnproblemer.

Kl. 01:47...

Mikkel, 22 år Butiksassistent i en elektronikafdeling ”Jeg sov ikke fire dag i streg. Op til en eksamen.” For Mikkel er søvnen svær af flere årsager.

30

”De fleste mænd i min familie lever med mylderhjerne. Hovedet er fyldt med tanker, logiske og problemløsende. Såvel som ubrugelige og tidsopslugende. Det kan jeg godt relatere til, især når jeg ligger der i min seng og skal sove. Så kan jeg ikke stoppe mit hoved”.

Mikkel fik sin første computer i 10 års alderen. Omkring samme tidspunkt startede hans problemer med at falde i søvn. Flere gange har Mikkel søgt hjælp til at sove hos lægen.

Her mener de, at kombinationen af en ”hyperaktiv” hjerne, et kompetitivt sind og de adrenalinsrige computerspil har skadet, om end ikke ødelagt, hans hjernes forståelse for, hvornår den skal sove.

Nogle nætter må Mikkel acceptere, at han ikke får sovet. Til lyden af indspillet hypnosesektioner eller tordenvejr kan han i stedet ligge mange timer med lukket øjne. Han sover ikke, men han slapper af. ”Søvnløse nætter er følelsen af at være i to stadier - for træt til at vågen, men for vågen til at sove”.

Kl. 02:08...

Forskere bliver hele tiden klogere på søvnen, og på hvor stor en betydning den har for vores psykiske såvel som fysiske sundhed og udvikling. Men også hvad mangel på det sammen, gør ved os.

Ingen tvivl om at nattesøvn er uundgåelig og livsnødvendig. Listen over konsekvenserne ved manglende søvn er lang. Ikke nok med nedsat koncentration og døsighed, så bliver man også langsommere og får sværere ved at udføre selv simple opgaver. Men det er ikke kun hovedet som påvirkes af søvnmangel. Det samme gør hele kroppen, immunsystemet og psyken.

Så hvis man så hurtigt som muligt vil føle sig uenergiske, ulykkelige og usunde, så kan man starte med at skære ned på sin søvn.

Det er altså helt essentiel, at vi sover om natten. Og de fleste kender til, hvordan bare én enkelt nat med forringet søvn kan sætte sig som en næsten udholdelig tilstand dagen efter.

31

Kl. 03:31...

Cecilie, 29 år Ledig efter lang sygemelding ”Jeg er nok ikke så god til at gå i seng”.

Cecilie har altid været lidt af et nattedyr, og ser sig selv som udpræget B-menneske. Efter en gymnastikulykke blev hun sygmeldt fra universitet. Derefter blev nætterne oftere endnu længe, når ikke hun skulle tvinge sig selv op i skole.

Hun føler sig ikke træt om natten, og mærker først trætheden, når solen igen står op. ”Udover at der er en forventningen til, at man sover om natten, så er der ikke noget andet, jeg skal. Jeg kan gøre lige det, jeg har lyst til. Også glemmer jeg bare ofte at få sovet”.

Kl. 04:12...

De fleste søvnforskere er enige om at unge mellem 15-25 år har brug for mellem syv og ti timers søvn hver nat.

Kl. 04:14...

Melatonin, er et søvnhormon som produceres naturligt i hjernen. Men det udskrives også af lægen, ofte i første medicinske forsøg på at afhjælpe søvnløshed.

Både Julie, Albert, Mikkel og Sandra har alle fået udskrevet Melatonin på et tidspunkt. Tal fra 2017 til 2018 viser da også en stødt stigning i antallet af børn og unge som får udskrevet Melatonin som sovemedicinen mod søvnløshed.

Kl. 04:31...

Sandra, 22 år Studerer folkesundsvidenskab ”Jeg kan ikke længere huske sidst, jeg sov rigtig igennem”.

Sidste efterår slog Sandra hovedet. Hun fik en nedfaldene loftsplade i hovedet som slog hul på hendes kranie. Siden da har hun haft svært ved at sove om natten. Ikke et problem hun havde før.

32

Det kan være hovedpine som holder hende vågen. Eller uro og tanker som vækker hende om natten. ”Fuck hvor er jeg alene lige nu, sådan kan jeg ligge og tænke længe”.

Når hovedet ikke vil falde til ro, står hun op. Bare for at gøre et eller andet. Det at hente et glas vand, hjælper en smule på uroen. ”Jeg elskede, at man planlægge min tid og lave planer. Men nu fungere det bedre at være spontan, for har jeg ikke sovet, så fungere jeg bare ikke til noget”. ”Jeg håber sådan det kun er en periode. At det går over igen. For det er så svært at stille noget op”.

Gentager hun flere gange.

Kl. 04:49... Kl. 05:03... Kl. 05:22...

33

34

Håb under støvet

4. August 2020 sprang 2750 tons amnoniumnitrat i luften på havnen i Beirut.

Den tredjestørste eksplosion i verdenshistorien efterlod hundredetusinder uden hjem, dræbte 200 og sårede over 6000. Trykbølgen, der kunne måles hele vejen til Cypern, pulveriserede vinduer flere kilometer væk, flåede døre af deres hængsler og væltede vægge i huse der nu står tilbage som ruiner. Men Libaneserne er mere hårdføre end de fleste, og samme aften, så snart de havde sikret sig at deres kære var i god behold, var folk i gang med at rydde op i gaderne. af Magnus Hove Johansson 3 måneder senere er oprydningsarbejdet stadig i gang. I Karantina, der ligger i forlængelse af havnen, slæbes der fortsat murbrokker ud af folks køkkener.

Her bor Ali, hans kone Rawsha og deres tre børn Aya, Zain og Fran i første række ned til havnen. Her har Ali boet i 20 år. Inden eksplosionen kørte Ali taxa. Men familiens eneste indtægtskilde, en gammel Mercedes Benz, blev praktisk talt krøllet sammen af eksplosionen. Hvilket betyder at Ali ikke længere kan brødføde sin familie. Han forsøger at sælge gamle paller, men de indbringer ham kun en tiendedel af den i forvejen beskedne løn han tjente som taxachauffør.

Bilen som Ali kørte taxa i er totalsmadret og det kan i øvrigt ikke betale sig at få den repareret da den sluger for meget benzin. Derfor vil han sælge den gamle Mercedes som skrot. Som skrot kan han få 2.000.000 lbp. En ny men brugt bil vil koste 20.000.000 lbp. Den slags penge har Ali ikke, så han håber at staten vil gøre noget, men det har lange udsigter. Libanon er det tredje mest forgældede land i verden og hvor Corona epidemien har været hård for de fleste landes økonomier, har det for Libanon været tæt på at være dødsstødet. Og så kom eksplosionen.

Som et monument over katastrofen tårner den enorme silo sig op over havnen i Beirut. Før 4. august var siloen fyldt med korn. Korn som nu ligger spredt ud over havnen, som salt i såret i et land, hvor mange ikke har råd til brød. For mange er den en daglig påmindelse om en regering og en politisk elite, som ikke har været deres ansvar voksent.

Et par gader længere inde i Karantina bor Clair og Yasser med deres to børn Brahim og Carlos.

35

I dagene efter eksplosionen var der intet lys. Familien havde en generator kørende så de kunne have to elpærer tændt. Folk gik rundt til de forladte huse og stjal hvad de kunne få fingrene i. Brahim, Carlos og naboens søn sad vagt på gadehjørnerne omkring huset, og alarmerede hinanden over WhatsApp, hvis de så nogen de ikke kendte. Det var som en spøgelsesby. ”Det føltes som at leve i en anden verden.”

Fortæller Clair. Der var ingen strøm. Ingen vand. Ingen supermarkeder. Det var et problem bare at skaffe mad og drikkevand.

Clair husker lyden af fly lige inden eksplosionen vendte op og ned på hendes verden. Yasser og Brahim var gået op på taget for at se ildebranden nede på havnen. Carlos var inde hos overboens datter for at se deres nye hundehvalp. På taget havde Clair og Yasser den frodigste have, med auberginer og tomater. Tidligere på året havde de fejret Carlos’ fødselsdag på taget. Yasser havde lavet et kagebord der ville gøre en sønderjyde forlegen og de havde danset under vinrankerne til den lyse morgen. Men den eftermiddag i august blev haven flået i stykker.

Yasser og Brahim var lige nået i dækning i trappeopgangen da taget kollapsede ned over dem.

Clair løber op til taget og får hjulpet dem fri af murbrokkerne. På vej ned møder de Clairs bror, som bor i samme opgang. Hans datter har et stort sår i hovedet og blodet løber ned over hendes ansigt og ned på hendes t-shirt. Nede på gaden er dækkene på bilen eksploderede og den holder på hjulkapslerne. Sæderne er dækket af glasskår. Ingen har set Carlos. Clair løber op igen for at se om hun har overset ham. Hun finder ham ikke og tænker at han måske er blevet kastet ud over kanten, men hun tør ikke gå ud og kigge, så hun løber ned igen og checker rundt om huset.

Men ingen spor af Carlos. Panikslagen løber hun op og ned ad trapperne og kigger ud ad vinduet på hver sal for måske at kunne se ham nedenfor.

Det er Brahim, Carlos’ storebror, der først får øje på hånden. Under fire døre, som er blevet revet af deres hængsler og nu ligger i en bunke i trappeopgangen, ligger Carlos. Dørene dækker gangen sådan at familien har været nødt til at løbe over dem for at komme op og ned ad trapperne. Clairs skrig gennemborer alt. Familiens yngste medlem, Carlos på 13 år, er blå og trækker ikke vejret da de får ham fri.

Yasser og Clairs bror er kommet til og sammen har de fået løftet de tunge døre.

Clair sidder med Carlos i sit skød. ”Kan du høre mig? Kan du mærke mig? Tag fat om min finger!” Græder hun mens hun løfter hans hånd og lader den falde livløst mod jorden.

Yasser prøver at bære Carlos ned af trapperne, men kollapser under vægten fra den livløse krop. Heldigvis kommer nogle mænd op fra gaden og hjælper med at bære.

36

De får Carlos ind i brorens bil og kører mod hospitalet, men Clair må blive tilbage da der ikke er plads i bilen.

På det første hospital er der ikke plads. På det næste er ødelæggelserne så slemme at lægerne og sygeplejerskerne er rykket ud og opererer og syr folk på parkeringspladsen.

Tilbage i Karantina siger folk på gaden at flyene vil komme tilbage og bombe igen. Man er stadig overbevist om at det må være et luftangreb. Clair og Brahim begynder at gå mod det nærmeste hospital. Da de træder ind ad døren på Daoura Hospital bliver de mødt af kroppe der ligger overalt på gulvet. Kroppe uden arme, kroppe uden ben. Blod overalt. Men særligt et billede sidder fast i Clairs hukommelse. En ung kvinde, omkring 19-20 år gammel. Hun holder om sin mave. Hun er i live og går rundt. Men hendes indvolde er ikke længere indeni hende. Hun går rundt på skadestuen med sine indvolde i hænderne og leder efter en læge. ”Det glemmer jeg aldrig!” Siger Clair. Da lægerne får øje på hende, er de ved at sy en 16-årig drengs ansigt sammen. De stopper, for at hjælpe den unge kvinde, men hun beder dem om at fortsætte og siger stille og roligt ”Jeg kan godt vente.”

De finder ikke Carlos på Daoura hospitalet og begiver sig tilbage mod Karantina.

Timerne går og Clair er ved at falde fuldstændig fra hinanden. Hendes søn er død og hun ved ikke hvor han er. Hun begynder at spørge sig selv “Hvorfor skulle det ske for Carlos? Hvorfor skulle han dø? Hvorfor har de forladt mig?” Clair græder nu mens hun fortæller.

Kl. 01:30 ringer telefonen. Det er broren som tog med Carlos på hospitalet. ”De har genoplivet Carlos!” Han har været død i fem en halv time, men efter mund til mund, hjertemassage og elektrochok har lægerne fået ham bragt tilbage til livet.

Med den melding var det som om at Clair også kom tilbage til verden. Pludselig lagde hun mærke til ødelæggelserne omkring hende.

Det var et rædselskabinet. Der stank af blod. Trapperne og væggene var smurt ind i blod. Og da rørene og toiletterne var sprunget lå der vand i hele lejligheden.

Vandvarmerne på badeværelset og i køkkenet var også sprunget og sprøjtede vand ud over det hele. Garderobeskabet og sofaen lå ude på gaden, alle børnenes ting lå ude på gaden. Alting var smadret. Væggen ind til naboen var fuldstændig styrtet sammen.

Nede på gaden mødte Clair en bekendt. En etiopisk kvinde, som arbejdede som husholderske for en rig familie i området. Hun tilbød at hjælpe Clair med at rydde 37

op i huset, og de begyndte at feje murbrokker ud af lejligheden. klokken 04:00 havde de fået ryddet gulvet nogenlunde og hentet sofaen op fra gaden så de kunne sidde ned.

Hendes bror ringede og sagde at han havde skaffet et hotelværelse til hele familien udenfor byen. Så de besluttede at tage derop for at få noget søvn og se på tilstanden morgenen efter. Da de kom til hotellet, var klokken allerede 05:30 og hun prøvede at sove, men hun kunne ikke lukke et øje. De havde endnu ikke spist. Broren skaffede noget mad og drikke. Men ingen havde nogen appetit, udover den etiopiske dame som havde hjulpet Clair. De tog et bad. De var indtil nu stadig dækket i støv og blod. Klokken 09:00 næste morgen var de tilbage i huset i Karantina.

Da de kom tilbage, faldt Carlos og Brahim i søvn i forældrenes seng og den søde etiopiske kvinde crashede på sofaen. Clair kunne stadig ikke lukke et øje så hun gik frem og tilbage mellem soveværelset og stuen. Sad lidt ved sine børn, aede dem og kiggede på dem mens de sov. Tilbage til stuen og sidde lidt for sig selv på en stol og så tilbage og checke til sine drenge. Efter lidt tid gik Clair og Yasser i gang med at samle træstumper op og sortere hvad der kunne fixes og hvad der Skulle smides ud. Inden Carlos og Brahim kom tilbage til huset om morgenen havde Clair vasket hele trappeopgangen fri for blod så hendes børn ikke skulle komme hjem og se deres hjem smurt ind i blod.

I tiden efter ulykken plejede Carlos at bede sin mor om vand, og hun ville give ham en flaske vand i hånden, men uden at kunne kontrollere det ville hans hånd krampe sammen og knuse flasken og spilde vandet. Han ville sige: “Mor, jeg vil virkelig gerne drikke vand, men jeg kan ikke holde normalt om flasken.”

Carlos har ikke været til frisøren i tre måneder fordi han de første 10 dage efter eksplosionen vaskede glasskår ud af håret.

I begyndelsen havde Carlos meget slemme mareridt og familien blev vækket af hans skrig hver nat ”Gå væk fra mig!” skreg han. Mareridtene og skrigene har fortaget sig, men han er begyndt at tale i søvne. Det plejede han ikke.

Efter eksplosionen har Clair mærket at hendes krop har svært ved at regulere sin egen temperatur. Enten fryser hun eller også har hun det alt for varmt. Hun har været til lægen med det. De har taget blodprøver og hvis ikke de viser noget er det højst sandsynligt et psykologisk problem. Hun plejede at være meget følsom og reagere på ting som skældsord og skænderier ved at græde. Men efter eksplosionen skal der meget til at få tårerne frem.

38

Clair reagerer på flyene der flyver over huset. Der flyver fly over huset hver dag, op til seks gange om dagen.

Mange NGO’er har været forbi og kommer stadig forbi og siger at de gerne vil hjælpe og tager bestik af skaderne, tager mål af det ene og det andet, så går de og kommer aldrig tilbage. Det meste har de fixet selv. Væggen som var styrtet sammen, har Yasser selv bygget op igen med gipsvægge. Familien har været vandt til at bygge ting selv. Yasser har hænderne skruet godt på. Loftet på drengenes værelse er malet babyblå med lammeskyer. Så da det gik op for dem at de fleste NGO’er aldrig kom igen, gik de selv i gang.

Så de byggede huset op igen, med deres egne hænder og deres egne penge. Offrejoire som arbejder i området og er der hver dag, reparerede vinduerne og de tykke grønne skodder som er så karakteristisk for Beirut. En dame fra en ngo der hedder Nawrash sendte tømrere som kom og hjalp dem med at få bygget sengene og skabene. Hun skaffede dem også en vaskemaskine, da den gamle blev ødelagt i eksplosionen. Selvom det var en brugt vaskemaskine, er Clair meget taknemmelig fordi det faktisk er en rigtig god vaskemaskine. Clair og Yassers lejlighed er ikke stor, men der er altid en håndfuld mennesker der og plads til en mere. Der er stadig håndværkere og tømrere der går og arbejder og hver dag til frokost laver Clair den mad hun har i køkkenet, eller bestiller mad udefra til dem.

Yasser kommer ind med hjemmebagt drømmekage.

“Før havde min mand kun to grå hår i hver side, men efter eksplosionen er det fifty fifty” griner Clair I dag er deres bryllupsdag, de har været gift i 18 år.

Men eksplosionen har gjort dem 100 år ældre og sendt dem 100 skridt tilbage siger Clair.

Shana Farjallah er 20 år gammel og læser på universitetet. Hun er også en af de frivillige der hver dag kommer til Karantina for at rydde op og bygge op. Hendes families lejlighed der ligger på den anden side af motorvejen blev også totalsmadret. Men de har midlerne til at få den bygget op igen og imens bor de i en anden lejlighed. Hun siger at frivilligarbejdet er blevet hendes liv. Det er det der holder hende fra at blive sindssyg. ”Det er faktisk her jeg slapper af mentalt, nogle tager i spa, jeg tager herned og så glemmer jeg alt hvad der måtte være galt i mit eget liv. Det hjælper at gøre noget fysisk og kunne se fremskridt.” For Shana og mange af de frivillige er Karantina så meget mere end en byggeplads. ”Folk kommer sammen på tværs af religioner, sekter og politiske tilhørsforhold og skaber ægte fremskridt. Det er den fremtid vi ønsker for Libanon.” Det er også grunden til at Shana ikke har planer om at forlade Libanon som så mange af hendes jævnaldrende. ”Hvis ikke jeg skubber for forandring, hvem skal så gøre det?”

39

40

41

42

Er vi der snart? af Mathias Eis Schultz Langs de danske veje reklameres der med blå skilte for rastepladser. Gemt væk fra resten af samfundet er de små øer tænkt som et tiltrængt pusterum på vejen mod den endelige destination. Men de asfalterede oaser har også deres eget liv, selvom næsten ingen bliver mere end 10 minutter.

I Danmark finder man 148 rastepladser med åbne toiletter, der tilses af Vejdirektoratet. De større motorvejsstop er ofte overtaget af tankstations- og restaurationskæder. Uafhængige cafeterier, der traditionen tro serverer klassiske danske retter på turen, findes stadig i landskabet. Adgangskortet til det der synes at virke som ingen¬mandsland, er bilen, der fører en fra a til b. Stoppene langs vejen byder på muligheden for anonymitet og det simple liv, hvor basale behov tilfredsstilles, og mødet forbliver formelt.

De opstillede infotavler indikerer ofte seværdigheder i nærheden, hvor udsigten er flot¬tere end den beplantede kønsløse væg af træer, der skærmer for markerne i baggrunden. For nogen er rastepladsen mere end et stop på vejen – det er målet for selve turen.

43

Skærup Vest.

Hylkedal Øst. Efter en tur til Frankrig, hvor Majbritt Lausten deltog til VM i military, får hestene lov til at få lidt luft. Hun endte på en 18. plads.

Cafeteria Kroen. Rute 13 der starter lidt uden for Vejle og strækker sig gennem det midtjyske til Aalborg, vidner om et populært alternativ til den øst- og nordjyske motorvej. I det aflange, flade, røde træhus serveres der klassisk dansk, mad hvor stegt flæsk ad libitum om onsdagen, tiltrækker lastbilchaufførerne, når tankstationsmaden bliver ensformigt. Uffe Sørensen er tidligere forpagter af cafeteriet, men efter 20 år har sønnen overtaget familieforetagendet.

Bjøvlund Nord. Morten Haa stoppede altid ved samme rasteplads når han var på arbejde som lastbilchauffør. På tankstationen arbejdede Sabrina Kyed Andersen der en dag fik en papirlap med Mortens telefonnummer stukket i hånden. Efter lange sms-samtaler aftalte de at mødes og er nu flyttet sammen som kærester.

44

Frøslev Øst.

Middelfart. Kondom indpakninger revet over og servietter fylder skovbunden idet der fungerer som et mødested for dem der har rastepladsen som destination. Stedet er populært for udøvelse af ’dogging’ blandt homoseksuelle mænd i alle aldre der ønsker seksuelt samvær i al hemmelighed for omverden.

Frøslev Vest. Sidste stop inden grænsen til Tyskland spilles der polsk rockmusik fra en lastbil med åbne døre, imens chaufføren pudser sine træsko med foden øverst på fælgen. Et par chauffører kommer over og tilbyder en fyraftensøl, inden grænsen krydses dagen efter. For lastbilchaufførerne synes rastepladserne som deres andet hjem, selvom tiden ofte tilbringes i kabinen med gardinerne trukket for og udsigten til kvinden der venter derhjemme.

Skærup Vest

45

46

Hvor ting tager tid Søren Næsborg er dansk landmand i Norduganda. Her skal to verdener forenes med danske maskiner og afrikansk jord, men at få et landbrug til at fungere på et helt andet kontinent kræver flere krumspring, end man lige regner med. Her skal tages højde for uskrevne regler, der skal følges, og vigtige personer, man skal kende. I sidste ende er drømmen en landbrugsskole, der skal være med til at ændre livet for lokale i Norduganda. af Nina Pilgaard “Mzungo! Mzungo!” råber de, da Søren kommer kørende ud fra tankstationen.

Han er midt mellem hovedstaden Kampala og storbyen Gulu, i det nordlige Uganda. Han vinker til børnene på den anden side af vejen. Søren er en mzungo her i landet, hvor ordet bruges om rige, hvide mennesker. Men han er ikke en mzungo i ordets traditionelt underforståede forstand. Søren Næsborg er nemlig i Uganda for at starte en landbrugsskole, og med en drøm om at ændre livet for de lokale.

NUAC I 2010 overtog Søren Næsborg driften af Northern Uganda Agricultural Centre, eller NUAC Farm, som landbruget kaldes i daglig tale. I dag er han direktør for landbruget, som til dagligt driver over 1200 hektar jord, og Søren har store planer for den voksende farm. Søren Næsborg er nemlig ikke kun i Uganda for at drive landbrug, men også for at starte en uddannelse, som skal undervise lokale bønder i de mest basale teknikker indenfor landbrug. Her skal vi helt tilbage til rødderne, for som Søren siger, ”så skal de lære at kravle, før de kan gå,” og den teknologi, vi bruger i dansk landbrug, er der endnu ikke ressourcer for at mestre i Uganda. Her lærer man først og fremmest at føre en traktor og hvordan en mejetærsker virker, for at få en forståelse for, hvordan man får mad fra jord til bord.

Men det kræver mange krumspring at forene to verdener i et landbrug. Søren driver også landbrug i Illerup nord for Skanderborg, og det er nogle andre udfordringer, han møder i Norduganda. Her skal han sno sig uden om korruption og bestikkelse.

Køreturen til NUAC fra Kampala tager mellem seks og ni timer, alt efter vej og vejr. De sidste 38 km foregår nemlig på jordvej, og her kan en nat med næsten fem cm regn gøre køreturen tæt på umulig. Langs vejen, bag det høje græs, fornemmer man lerhytterne, hvor de lokale bønder bor. Det er dem Søren håber, han kan hjælpe på vej med en landbrugsskole.

47

En god mulighed Dagen starter klokken 7 med morgenmøde på kontoret. I et lille lokale er 20 mænd stuvet tæt sammen. Selvom medarbejderne har badefaciliteter, hænger der en tung lugt af sved i rummet. Der bliver lavet opdateringer på markerne, og lagt en plan for dagens gøremål. I dag bliver der også diskuteret restriktioner i forbindelse med Covid-19.

Det er godt at være medarbejder på NUAC. Her er blevet anlagt et medarbejderområde, hvor små hytter ligger spredt. Her bor medarbejderne og deres familier, de har fået lov til at tage med. Her er toilet- og badefaciliteter og en fælleshytte, som om søndagen fungerer som kirke.

Medarbejderne får kost og logi på NUAC, udover deres løn. Maden laves i fælleskøkkenet, som består af en lille hytte der, udover et brændekomfur, ellers er tomt. Væggene er afsvedet, og på komfuret står to store gryder; den ene med majsgrød eller ris, den anden typisk med bønner eller grøntsager. Det lyder ikke af meget, men medarbejderne på NUAC har en langt højere levestandard end man ellers ser i lokalsamfundet.

Regnen siler ned, og medarbejderområdet dufter af våd jord sammen med den søde duft af majsgrød, som stadig hænger i luften fra frokosten. I en af hytterne bor Latif med hans kone Sylvia og deres yngste søn Hamza. Deres hytte er indrettet med en seng, et bord, tre stole og et skab. Latif har arbejdet på farmen i seks år, og arbejdet på NUAC har ændret Latif og hans families liv. Latif har mulighed for at give sine børn en god skolegang, fordi hans lønninger fra NUAC er højere, end hvad man normalt tjener som bonde i Uganda. Derudover har han mulighed for at lære ting, han ellers ville skulle betale sig fra, og han håber, han i fremtiden kan gå på pension med ro i sindet.

En kringlet vej At Latif kan lære noget gennem arbejdet på NUAC, betyder meget for Søre, som drømmer om at skabe en landbrugsskole på farmen. Men det er svært at få støtte til sådan et projekt i Uganda. NGO’er vil som oftest gerne støtte, men problemet med NGO’er er, at pengene på et tidspunkt løber op, ifølge Søren. Selv er hans egen investering i projektet siden 2010 vokset fra en minimal aktie til en indskud på over 20 mio. kroner. ”Når man selv har penge i et projekt, lader man det ikke gå,” fortæller han. ”Det er problemet med projekter, folk ikke har deres egne penge i.

Folk mister interessen på et tidspunkt, og det løber ud i sandet. Jeg har ikke råd til at give op.”

48

Drømmen om en landbrugsskole er ikke kortsigtet, og derfor skal den ugandiske regering inddrages. De skal overbevises om, at skolen er en god idé på længere sigt, fordi lokalsamfundet i Norduganda kan få noget ud af alt det, de unge kan lære her og fordi, de i sidste ende kan brødføde deres familier bedre end en lokal bonde med kun få hektar kan gøre ved hjælp af håndkraft.

Men vejen til den ugandiske regering er kringlet, og kræver mange bekendtskaber.

Uganda er en republik med et autoritært regime og særligt Norduganda har en forhistorie mærket af krig. Krigen har efterladt sine spor og det er mere end normalt at tilbyde penge under bordet, eller bukke under for presset af folk med autoritet og status.

Søren må holde tungen lige i munden, for at undgå at blive snydt. Bestikkelse er noget Søren tager stor afstand fra, men man kan ikke undgå, at rygterne om en dansk farm med mange penge i ryggen spreder sig, og ligegyldigt hvor hårdhændet man er i sin forretningsmetoder, er man også nødt til at følge strømmen, og undgå at skabe fjender. Traktorer bliver lånt ud, ris og majs bliver aldrig betalt for, og byttehandler om land som betaling er bare nogle af de udfordringer, som gør, at Søren er blevet klar over, at helt basale ting, man tager for givet som landmand i Danmark, ikke kan tages for givet i Uganda.

Hver ting til sin tid ”Welcome to Uganda,” griner folk og trækker på skuldrene. Vil man drive et landbrug her i landet, må man lære at gøre det samme. Søren har rejst frem og tilbage mellem Danmark og Uganda i ti år og han har set store ændringer på NUAC. Men der er lang vej endnu, før de står klar med en færdig landbrugsskole. Uddannelsen skal være gratis for de lokale bønder, men det kræver penge, penge kræver møder og møder i Uganda kræver tålmodighed. Planen er, at skolen står klar indenfor fire år, og Søren er optimistisk overfor den plan.

49

Ojok Churchills farm er blandt 15 lokale farmere, som får udleveret en traktor, og tilbudt at sende to medarbejdere til undervisning på NUAC-farmen. Han har kun haft en traktor i to år, og medarbejderne på hans farm er vante til, at alt arbejde foregår ved håndkraft.

Dagen starter med morgenmøde klokken 07 hver dag. Her gennemgås dagens gøremål, og opgaver uddelegeres blandt medarbejderne. Her har hver medarbejder også tid til at sige, hvis de har noget på hjerte. I denne tid er bange bekymrede for corona-siuationen verden over.

Med 38 km til nærmeste by, er det kun de yngste børn, som bor med deres forældre i medarbejderområdet. Forældre til ældre børn lader ofte børnene bo hos familie eller venner, så de har mulighed for at gå i skole.

En tredjedel af NUAC’s samlede lønninger går til sikkerhed.

Alt skal tjekkes; om det er benzin- og olieholdningen på en traktor inden den forlader farmen, eller reservedele, som alle skal noteres, når de kommer ind.

Latif Alinanye har arbejdet på farmen i seks år. Hans kone og barn er flyttet med og bruger dagene i medarbejderområdet.

Mange af medarbejderne får lov til at tage ægtefæller og børn med, men NUAC sætter grænsen ved kærester, da de ikke har nok hytter og de mandlige medarbejdere ofte har mere end én kæreste ad gangen.

De 38 km fra landsbyen Purongo til farmen foregår på jordvej.

Alle farmene i området går sammen om at holde vejen ved lige, men nogle er bedre til det end andre. Efter store regnskyl kan det tage over to timer at køre de 38 km.

50

En stor del af Sørens arbejde går ud på at tage ud og forhandle med lokale farmere, som har lånt maskiner af NUAC. Her ses Søren med den lokale farmer Ajok Ojok i en forhandling om en ødelagt traktor, som byttes for et stykke land.

Grundet vejret i Uganda kan der høstes to gange på et år. Det slider på maskinerne, derfor er værkstedet i gang året rundt.

Alle maskiner skal tjekkes og repareres inden de kan sendes i marken eller lånes ud til lokale farmere i området.

I medarbejderområdet har hver familie eller arbejder en privat hytte. Derudover er der toilet- og badefaciliteter, et køkken og en større fælleshytte med TV. Når vejret tillader det, mødes man ved fodboldbanen, men i regnsæsonen bliver der set mere fodbold på TV end der bliver spillet i marken.

Concy arbejder i hovedhuset, hvor Søren, Peter og gæster bor.

Her gør Concy rent og laver mad syv dage om ugen, og det har hun gjort de sidste seks år.

Hver søndag bruges fælleshytten som kirke. Præsten er en af vagterne, og her bliver spillet musik, danset og sunget i flere timer. For tiden bliver der bedt mange bønner for folks ve og vel i forbindelse med Covid-19, og for de mange lokale som rammes af Malaria.

NUAC hjælper mere end 25 lokale ugandere. Ved hjælp af arbejdet på NUAC kan de brødføde deres familier og har råd til at sende deres børn i skole. Arbejdet er langt fra slut endnu, og drømmen om at starte en landbrugsskole er først lige begyndt.

51

52

Guds mirakel på fjerde sal På Cypern venter Stella på afgørelse af sin asylansøgning. En lejlighed bliver symbolet på genfunden selvstændighed, men i limbolivet er lykken desværre kort og ventetiden lang. af Rikke Kjær Poulsen To hårde bank får Stella til at bremse den sang hun gik og nynnede for sig selv.

Det er torsdag morgen, og hun venter ikke nogen.

Døren til hendes hjem gennem knap to måneder åbner, og afslører den uventede gæst. Hendes udlejer står i gangen. Han ser noget brysk ud med sit viltre hår og øjenbryn, der stritter tilfældigt ud fra hans solbrune ansigt. Sammen med ham er en cypriotisk dame. ”Hun skal se lejligheden,” siger han afstumpet.

Stella har det som om hun har fået en mavepuster. På et kort sekund smuldrer hele verden for hende, eller i hvert fald lykken over de hvide vægge i lejligheden, der kun ved Guds mirakel blev til hendes hjem. Indtil nu.

Pludselig på flugt Stella er et dæknavn for den 32-årige kristne kvinde, der ankom fra det franske Cameroun til Cypern i 2018. Hun bor i en lejlighed i Larnaka, hvor hun venter på at modtage en afgørelse på sin asylansøgning. Stellas rigtige navn tør hun ikke stå frem med af frygt for, hvad der vil ske, hvis hun bliver fundet.

I Cameroun raser en borgerkrig mellem de fransktalende regioner og den engelsktalende minoritet. Stellas mand er i det franske militær, og efter et særligt voldsomt møde med engelske oprørere modtager han og hans nærmeste dødstrusler.

Hendes mand kan ikke forlade militæret, men Stella må flygte igennem krigszonen til lufthavnen i Douala. En tårevædet flyvetur senere lander hun på den nordlige del af Cypern, men flugten er ikke færdig.

53

Gennem bagdøren Den sandfarvede ferieø Cypern ligger i middelhavets nordøstlige hjørne, godt 100 km under Tyrkiet. Et lille land, der altid har måttet kæmpe for sig selv. Et græsk kup og en tyrkisk besættelse i 1974 deler landet og befolkning. Den uofficielle grænse adskiller den græske del og EU i syd fra den tyrkiske besættelse i nord.

Indrejsemulighederne til EU er blevet begrænset siden flygtningekrisen toppede, og er man på flugt bliver Cyperns todeling derfor en bagdør ind til EU. Bagvejen går igennem et ufremkommeligt terræn i bufferzonen mellem nord og syd. For Stella, der inden hun rejste blev bildt ind, at hun ville blive kørt over grænsen, foregår denne natvandring i et par små røde ballerinasko. Ruten efterlader ikke tid til hvil eller unødig bagage, da enhver forsinkende faktor øger risikoen for at blive stoppet, anholdt og deporteret. Mange besværlige skridt senere med skoløse, blødende fødder, flængede jeans og kræfterne opbrugt, når Stella og resten af gruppen til en mur. De skal klatre over den.

Mens de andre kæmper videre og når EU, giver Stella op. Hun kan ikke komme over den, og lægger sig grædende og bedende på den hårde jord. Mindet om en dør, der åbner sig og lukker hende ind i sikkerhed, er sløret, men hun hæfter sig ved, at det er et af Guds mange mirakler. De flygtninge, der sammen kom over tidligere på natten er væk, sammen med den bil, der skulle have hjulpet hende videre.

Uden andet et gøre sidder hun på en tilfældig stol og hulker tidligt om morgenen i hovedstaden Nicosia. Som byen vågner, passerer mennesker hende med rynkede pander. Hun ser for medtaget ud til at nogen vil tæt på, da en bil stopper op. Manden indeni spørger til hendes situation.

Med bevidstheden om, hvilke forfærdelige skæbner kvindelige flygtninge kan lide, stiger hun ind i den fremmede cypriots bil. For forladt og magtesløs til at kunne gøre andet. Få timer senere stiger hun ud af et immigrationskontor med underskrift på, at hun er asylansøger. Med papiret i hånden, på vej til en flygtningelejr, kan hun så medregne sig selv i Cyperns regnestykke over nye asylansøgere, afventende sager, godkendelser og afslag.

Ansøgninger og ventetid Køen er lang, og den vokser. Siden 2017 er antallet af nye asylansøgere på Cypern vokset til det tredobbelte i 2019. Det betyder at Cypern er det land i EU, der modtager flest flygtninge pr. indbygger.

Første skridt er et interview, og dét venter Stella stadig på efter mere end to år.

54

Sådan ser det også ud for mange andre flygtninge, for selvom cypriotisk lov har bestemt en tidsfrist på seks måneder for afgørelse, er realiteten en anden. Det er den, fordi systemet ikke har tilstrækkelig kapacitet til at behandle de 19.576 afventende sager.

Virkeligheden betyder, at man kan risikere at blive syltet i flere år, fanget i limbo på en ø, hvor turisterne kommer og går frit som de vil, for i sidste ende at få et nej. En risiko Stella løber, for ifølge AIDA modtager 6 ud af 10 camerounere afslag. Chancerne ser dystre ud.

Guds mirakel Fransk lovssang spiller fra den lille røde højtaler på køkkenbordet, mens Stella forbereder frokost. Det er mandag og hun er netop hjemvendt fra sit arbejde i organisationen Oasis. Her er hun frivillig næsten alle ugens hverdage, hvor hun hjælper med at dele tøj og mad ud til flygtninge. Det er vigtigt at holde sig selv i gang, i stedet for at sidde derhjemme og være ulykkelig over at vente, for så tænker man bare, og tænker i ring. ”Jeg tænder lige fjernsynet, ellers føler jeg bare jeg er i fængsel,” siger hun og presser den røde knap i bund.

Græsk og fransk blander sig til baggrundsstøj, mens hele lejlighedens gulv får en tur med gulvkluden. Alt skal helst være skinnende rent og ryddeligt.

Det var det her, hun drømte om, mens hun var i flygtningelejren. For Stella var tiden der et mareridt, hvor hun konstant var syg i krop og sjæl. Igennem sit frivillige arbejde møder hun et ældre amerikansk ægtepar, der inviterer hende til at bo hos sig, mens hun leder efter et sted til sig selv. ”Lejligheden er Guds mirakel. Intet mindre,” siger hun fra sin favoritplads i sofahjørnet. Det er som om, hun bliver fem centimeter højere, når hun nævner sit hjem.

Ifølge hende var både hendes status som asylansøger og hendes mørke hudfarve en bidragende faktor til at det tog hende otte måneder at finde et. Det lykkedes kun ved Guds indgriben og lidt pres fra det amerikanske ægtepar.

Det kan virke fjollet, at fire vægge betyder så meget, men det gør den. Lejligheden er et fysisk bevis på, at hun har et hjem, også selvom møblerne ikke er hendes egne.

55

Menneskelig reduktion Stella er ikke fri til at bevæge sig, og gøre som hun vil, før hun anerkendes som flygtning. ”Jeg føler mig reduceret,” siger hun, om sin oplevelse af sig selv som kvinde igennem de to år, der er gået på Cypern.

Asylansøgere har en række rettigheder, men også begrænsninger, mens de venter på afgørelse. Havde behandlingstiden været seks måneder, havde det været lettere at lære at leve med. Men den årelange ventetid og usikkerheden er hård. ”Alle mine tanker stopper ved den mur Cypern har skabt imellem min nuværende situation og et liv, hvor jeg kan klare mig selv,” siger Stella.

Hun har en bachelor i marketing, og er i øvrigt vant til at klare sig selv. I maj 2019 åbnede man op for, at asylansøgere kan arbejde. I visse sektorer og særligt fysisk og manuelt arbejde. Det er jobs som natarbejde hos en bager eller bilvasker på en tankstation. Stella arbejder ikke. Pengene hun modtager af den Cypriotiske stat, får hun i stedet til at strække så langt som muligt.

Tænker man kun på begrænsningerne kan man ende med at miste momentum i livet, gå i stå og blive syg om hjertet. Det værste hun kan gøre for sig selv, er at sidde og tænke. ”Jeg forsvinder ind i mig selv. Det er som om, jeg går i stå,” siger hun.

Afstanden til den familie hun elsker, de hårde odds og hendes økonomiske kvaler sluger livsglæden, hvis de får lov. Derfor hæfter hun sig ved de små sejre og hverdagsvelsignelser. Som uventede venskaber, man kan dele en is og tanker med på stranden.

Tre dage inden udlejeren banker på hendes dør, slentrer hun arm i arm med to veninder langs strandpromenaden i Larnaka. Søstrene fra Kurdistan er fra et muslimsk hjem, og når de får lov at gå ud med Stella, er det som at slippe to børn, der har skullet opføre sig pænt for længe, løs i en legetøjsbutik. Humøret går højt, kun for at falde dybt.

Mens de griner af den lyserøde, prinsesse drikkedunk en af pigerne har med, køber Stella en is til dem hver, og så sætter de sig nede på de tomme solsenge ved vandet. Fjanteriet erstattes af tårer over tunge hjertesorger, for på den anden side af det vand de sidder ved, er det liv pigerne forlod.

56

De er veninder, på tværs af religion, samlet fordi de er flygtet.

I fællesskab vender de alle de følelser der flyder over på den lille time, de har fået tilladelse til at gå for sig selv.

På vejen hjem høster de tre kvinder en række rynkede bryn fra tilfældige forbipasserende. ”De bryder sig ikke om os,” siger Stella og fortsætter, ”for vi er anderledes, vi er fremmede.”

Hun vil ikke komme med en generel udtalelse om fremmedhad, men for hende er der ingen tvivl om, at de i de fleste cyprioters øjne er en byrde, snarere end mennesker i nød.

Mennesker på tværs af Guds mirakel Uden notits af den 1-årige kontrakt med to måneders opsigelse, rykker udlejeren hende uden varsel fra den ene lejlighed over til en anden. Der er ikke tale om en opgradering, tværtimod. Stella forhandler sig til først at flytte dagen efter, fredag.

Det får hun modvilligt tilladelse til.

Trods uretfærdigheden og frustrationen er der ikke noget at gøre. Han er cypriot, hun er asylansøger. Borgerrangen er ikke til at tage fejl af. Han er øverst, hun er nederst i samfundshierarkiet, og derfor skal hun ikke forvente at få hjælp af myndighederne. Men så længe hun ikke skal tilbage til flygtningelejren, er der håb.

Samme aften sidder hun for sidste gang i den karamelfarvede veloursofa med påsyede plastikdiamanter. Favoritpladsen. ”Fortsæt, fortsæt, fortsæt,” hvisker hun ud i luften med sine våde kinder hvilende i hænderne.

Et mantra, eller rettere en opsendt bøn, for at holde hovedet højt. Hun siger det, hver gang en ny, tung sten bliver lagt på den mur, der rager op og skiller hende fra den fremtid og det liv, hun skulle have haft. ”Guds mirakler er ikke forbi,” siger hun.

Mest af alt til sig selv, for alt imens hun bliver ved med at vente, ved med at håbe og ved med at tro, lægger hun alt i hænderne på den højere magt, hun stoler på.

57

Stella flygtede fra borgerkrigen i Cameroun til middelhavsøen Cypern i 2018. I to tumulte år har hun ventet på at blive anerkendt som flygtning, så hendes liv kan starte igen. Stella er ikke hendes rigtige navn.

Forbindelsen til Stellas hjemby er så dårlig, at hun må nøjes med talebeskeder. Moderens skrattende fransk blander sig med det græske talkshow, der kører på fjernsynet. Det står altid tændt, for ellers larmer stilheden.

På altanen siger Stella et sidste farvel til den lejlighed, der i to måneder var hendes hjem. Hendes Gudsmirakel. I morgen skal hun være ude.

Siden hun var 2 har Stella fået lavet sit hår. Det er ikke kun en praktisk ting, for det er også en måde at udtrykke sig på. Denne gang er fletningerne mørke, ligesom hendes naturlige afro. Til vinter må der farver til. Helst pink, måske blå.

“Jeg er glad for du er her. Jeg værdsætter dig.” Alle kvinderne bytter partner og gentager ordene til den næste, indtil alle har været igennem alle. Stella er til sit ugentlige flygtningeprogram, hvor både motion og håndarbejde er på dagsordenen.

En ven har inviteret på barbecue. Stella deler hvidvinen til 3€, der glider ned sammen med de mange kødretter. De lærte hinanden at kende i flygtningelejren, mens de alle var på deres værste.

58

De to kurdiske søstre har fået tilladelse af deres far til at gå en aftentur på strandpromenaden med Stella. Hun er tætte med dem. Det er hun ikke med mange, for dem hun kendte, har efterhånden fået svar på asylansøgningen, og er rejst videre ind i EU.

Frivilligt arbejde er hjørnestenen i Stellas hverdag. Hos organisationen Oasis er hun med til at dele mad og tøj ud til flygtninge. Hun lægger også ører til, når nogen har brug for det, men det koster kræfter at bære på andres byrder.

En bibel, en sangbog og en bønnebog. To kjoler og hendes vaccinationskort. Det er det eneste hun har tilbage, af det hun flygtede med. Kjolen på bøjlen var ny, og turkis ynglingsfarven.

Byen larmer uberørt under hende. Udsigten fra den nye lejlighed er næsten den samme, men for Stella føles den fremmed. Om lidt skal hun til græsk undervisning, for livet går videre, og der er ikke tid til selvmedlidenhed.

Når solens varme aftager og turisterne går hjem, lister Stella til stranden. Mens himmel og hav går i ét, letter vandet hendes tunge sind.

59

60

18 måneder for Gud Emilie Rosenkilde er blandt de mere end 65.000 unge mormoner, som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige hvert år sender ud i verden for i knap to år at missionere for deres tro. En tid, hvor piger bliver til kvinder og drenge bliver til mænd. Og hvor Emilie Rosenkilde bliver til Søster Rosenkilde.

Af Stefan-Alexander Jagd Aarøe To unge kvinder i lange vinterjakker forlader opgangen på et hjørne af Kongens Gate med hver deres paraply rytmisk svingende fra side til side. De går hurtigere end de fleste fodgængere på hovedvejen i Trondheim. De krydser vejen mellem bilerne i morgentrafikken. ”Det må være det her tempo, de kalder for The Missionary-Walk,” siger den ene unge kvinde, søster Rosenkilde, konstaterende til den anden, mens de går over broen med syv kilometer i timen i silende regnvejr, over til kirken på den anden side af Nidelven-åen. The Missionary Walk skulle ifølge Emilie være en hurtig gågang, så de kan nå alle de mange planer, de har på en dag. Denne morgen har de travlt. De er ved at komme for sent til det store missionærmøde i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

23-årige Emilie Rosenkilde og hendes jævnaldrende medmissionær Kaylee Isaksen når videomødet lige i tide. Da de sætter sig ned i lædersofaen i kirkens mødelokale, kigger de begge to undrende på hinanden, mens mødets ordfører har rejst sig op på TV-skærmen. Pigernes underen blev til lettelse, da drengene, Ældsterne, træder indad døren. Drengene var ved at komme for sent til mødet.

Nu sidder Trondheims missionærer klar i blomstrede kjoler og sirligt knappede skjorter, klar til det månedlige møde med missionspræsidenten.

Emilie Rosenkilde er en ud af godt 100 danske unge mormoner, der er sendt på mission. Født ind i en mormonfamilie, stillede hun aldrig spørgsmål ved sin tro.

Hun har været aktiv i kirken fra barnsben og blev døbt som 8-årig – den tidligste alder, som en mormon kan blive døbt. Som regel skal børn, der er født ind i en mormon-familie, selv have muligheden for at vælge sin tro. Men alligevel blev Emilie i sine teenageår i tvivl om sin tro, og pludselig var hun også i tvivl om, hvad meningen med hendes liv var. Hun besluttede sig på, at hun ikke skulle på mission.

61

»Jeg mistede hele mit fundament, da jeg begyndte at tvivle,« fortæller Emilie, »Om Joseph Smith, mormoners leder, var en sand profet. Om der virkelig var en Gud. Om det nu også var den religion, jeg troede på. Siden jeg var barn, har jeg haft et vidnesbyrd om Gud og Jesus Kristus. Det var mærkeligt at tvivle på det.« De mange spørgsmål sendte Emilie ud i flere års underen. Hun læste Bibelen og Mormons Bog, læste historien om religionen og prøvede at finde svar. For 15 måneder siden boede hun i Odense og studerede medievidenskab og havde et lige så normalt liv, som alle andre unge studerende. Men bønnerne til Gud har altid været der. »Det er en måde, hvor jeg kan få vejledning og tale med min himmelske far, som jeg ved elsker mig og alle omkring mig.« En aften på værelset i Odense knælede Emilie på gulvet, foldede hænderne og lukkede øjnene. Hun havde følelsen af, at der var noget, hun skulle finde ud af.

Hun spurgte Gud om hun skulle tage på mission.

En varm følelse bredte sig i Emilies bryst, og det var næsten følelsen af, at få et kram. Pludselig stod tingene lysende klart for Emilie, at religionen var hendes liv.

Hun sadlede om og forlod Odense uden at kigge sig tilbage over skulderen.

Tiden var inde til at tage på mission i 18 måneder for Gud. En del af dealen Som missionær har man ikke mulighed for at besøge sin familie i den tid, man missionerer. For Emilie er det 18 måneder, hvor hun ikke kan se sin familie fysisk. »Det er hårdt. Du savner dem. Alle dem, du er sammen med her, bliver på en eller anden måde ens familie,« pointerer Emilie, »Selvom jeg savner min familie, har jeg så meget lyst til at være sammen med mine medmissionærer.« Emilie frygter den dag, når hun skal hjem, at hun kommer til at savne dem alle.

De fleste af hendes medmissionærer kommer fra den anden side af jorden, og sandsynligheden for at de ser hinanden igen, er tæt på aldrig. For Emilie er hendes omgivelser, og menneskerne omkring hende, en stor del af hendes fokus. »Jeg er fyldt med kærlighed for alle omkring mig. Jeg har lyst til at være sammen med dem. Og det er okay. Det har ikke været super svært at være væk fra familien.

Selvfølgelig har jeg da haft enkelte dage, hvor jeg har haft stor hjemve.« Emilie mener, at hendes venner og familie er en stor gave fra Gud. For hende, er Gud både hendes og alles himmelske fader, »Vi er alle Guds børn, alle elsket af ham. Han er også min familie. Jeg har mange venner, som er uenig med mig i min tro, men det betyder ikke at vi stadig ikke kan være venner.« Mens gennemsnitsalderen for en missionær er omkring 20 år, er Emilie en af de ældste missionærer og en af de få, der har boet hjemmefra før hun blev missionær.

62

Nu har hun kun fire måneder tilbage af missionen, før hun drager tilbage til Danmark til sit civile liv. »Jeg har ikke lyst til at skulle hjem. Jeg har det bare godt her, og det vil jeg nyde, mens jeg kan.« »One Direction er i højttaleren!« udbryder Kaylee, mens hun begejstret dasker til Emilies skulder. Kaylees øjne synes større og ørerne spidsere end normalt, »Jeg har ikke hørt almindelig musik siden jeg tog på mission.« Emilie nikker forstående, mens hun stikker gaflen i frokosten, »Det har jeg heller ikke. Det tror jeg er noget af det, jeg savner mest.« I en frokostpause har søster Rosenkilde og Søster Isaksen sat sig ind på en café i Trondheim midtby. Caféens ceriserøde vægge giver stedet et ungdommeligt udtryk, og caféens navn, Jordbærpikene, undertegner udtrykket. Missionssøstrene har været i gang i mange timer, og allerede været i mange forskellige dele i byen, og den ene times frokost er også deres ene times pusterum.

De kan begge bekræfte, at det ér One Direction, der strømmer ud af højttalerne.

Og det minder dem begge om årene på teenageværelserne. Som en del af missionen må søstrene ikke lytte til almindelig musik eller se almindelige film. »Det er en del af dealen. I bund og grund er det fordi, at vi ikke må miste fokus på det, som vi er her for,« forklarer Emilie og trækker på skuldrene, »og film har du alligevel ikke tid til at se, når du er på mission.« Emilie trækker mobiltelefonen op og åbner musikbiblioteket. Hun scroller igennem listen af musik, der byder på et par enkelte numre af Josh Groban, The Tabernacle Choir og det, som ellers kan kategoriseres som »opløftende musik«.

Når det kommer til film, skal disse film have et »formål«.

»Det er ikke Animal Planet, selvom de film også har et formål; at gøre seerne klogere på vilde dyr. Med formål, i religiøs forstand, så mener de film, som har det formål, at oplyse om Gud og religion,« fortæller Søster Isaksen. Hun har flere gange sukket højlydt over al den nye musik og de nye film, hun går glip af.

Emilie har vænnet sig til det. Alligevel glæder hun sig til at kunne se hvilken som helst film, når hun kryber under dynen om aftenen. Pigerne bliver enige om at de begge har en masse film og musik, der må indhentes, når missionen er overstået.

Weekend om tirsdagen På P-day, eller »Preperation day«, har missionærerne i Trondheim fri. Hos dem er det om tirsdagen. Dagen er sat af til de unge, der kan gøre alt det, som alle

63

andre unge gør; spise på restaurant, shoppe, gå på museum eller vandre i naturen.

Mulighederne er uendelige. Samtidig er dørene åbne for resten af verden, når missionærerne på denne dag har mulighed for at skrive og ringe hjem til venner og familie. Dette er den ene dag, hvor de ikke er bundet af tid og sted. Tirsdag er som weekend for Emilie, og hun glæder sig altid til denne dag. Ældsterne har foreslået en grilltur på havnen i Trondheim. I to graders frost.

Menuen står på nogle alternative hotdogs – eller det, der ligner hotdogs. I dagens anledning er der fløjet fire andre missionærer ind fra andre steder i Norge, og sammen skal gruppen af missionærer tilbringe tiden sammen.

Trondheimsfjorden er badet i solstråler, hvor nogle af de høje bjerge kaster skygger henover Trondheim by, der ligger som en gryde i bugten. Emilie har skiftet de blomstrede kjoler ud med et par træningsbukser og mudret vandresko, ligesom resten af gruppen, der er iklædt gummisko, hættetrøjer og sweatre. I deres sædvanlige »Missionary Walk«, syv kilometer i timen, går de samlet til havnen. Vinteren ankom hurtigt til Trondheim i oktober måned, og bådene er stavlet op side om side i havnen. Ingen mennesker. Selvom temperaturen siger to graders frost, føles det nærmere som ti graders frost. Det hindrer alligevel ikke de unge mennesker i at grille.

Blandt Rema1000-poser og pakkede rygsække skutter Emilie i kulden med en grillpølse rullet ind i falaffelbrød. Hun griner højlydt sammen med sine venner, mens hun sender en drilsk bemærkning på vejen, og trods kulden er der en munter stemning i gruppen. »Folk betyder rigtig meget for mig - meget hurtigt,« Emilie smasker de sidste krummer af hotdoggen, »det har nogle gange været lidt et problem, for jeg bliver så ked af det, når missionærer hver sjette uge flytter til et nyt område. Det er mine venner, der flytter. Jeg ved ikke hvornår - eller om - jeg ser dem igen.« Kaylee nikker genkendende til Emilie og kigger rundt på gruppen af missionærer, »Vi har det rigtig sjovt sammen. Emilie og jeg er sammen døgnet rundt. Uden undtagelse. Vi er kun alene, når en af os skal på toilettet.« Hele gruppen griner, mens der bliver nikket anerkendende rundt omkring. Alle ser ud til at kende til lige præcis dét, som søstrene snakker om. »Du lærer folk at kende på en helt anden måde. Man kommer til at elske dem på en helt anden måde.« En søster tager afsked Emilie sidder inde i kirken, let foroverbøjet over orglet. Det er søndag aften, og

64

først nu er roen faldet på efter en lang dag med gudstjeneste, undervisning og nye bekendtskaber. Hun misser søvnigt med øjnene og indrømmer, at hun er træt. »Søndag er altid den travleste dag på ugen. Du har så meget, du skal nå. Det er sjældent at du kommer hjem før kl. 21.« Kaylee sidder ved klaveret overfor Emilie og nipper lidt til tangenterne. Hele dagen har de begge stået ret, og nu kan de så småt begynde at sænke skuldrene.

Emilie føler alligevel et overskud til at åbne op om de dybere ting. »Mit største forbillede er min mor,« Emilie nikker bekræftende, »Hun er den eneste i hendes side af familie, der er medlem af kirken. Hun var den, der trådte ud.« Emilie fortsætter glædeligt med historien om hendes mor, der fandt meningen med livet, og fandt svarene på sine spørgsmål, gennem troen. Hun trådte ud af alt det, som hendes familie troede på. »Hun har haft modet, selvom ingen af hendes forældre havde den samme tro. Jeg er vokset op med mine forældre, der begge er medlem af kirken. Det har været anderledes for mig.« Emilie giver herefter udtryk for, at hendes mors stærke tro er noget af det, der inspirerer hende. Morens kærlighed og respekt, omsorg og støtte for andre mennesker. Selv efter at hun har hjulpet andre, havde hun stadig mand og fire børn, som også havde brug for hendes tid. »For mig er det et kæmpe eksempel på vores tro og den måde, som vi burde være som mennesker,« siger Emilie. Hun rejser sig op fra orglet, kigger på Kaylee og sender hende et lille nik. Det er på tide for søstrene at vende hjem til lejligheden på Kongens Gate. Kaylee rejser sig op, og side og side forlader de alteret og går ned ad kirkegulvet.

Emilie kigger sig over skulderen, scanner kirken en enkelt gang og slukker lyset.

Denne gang virker søstrenes skridt tungere og længere end hvad de ellers plejer, »Engang imellem har du virkelig lyst til bare at at sove,« siger Emilie, hvorefter Kaylee fniser af bemærkningen, »det bliver ofte lange dage, det kan jeg ikke løbe fra. Men jeg elsker det. Og jeg gør det med glæde hver dag. Når man er træt, så må man huske på, hvorfor man egentlig er her.« Til februar 2021 har Emilie gennemført sin mission, og pludselig venter der sig et normalt liv tilbage i Danmark. 18 måneder for Gud er næsten overstået. Emilie har netop modtaget alle de papirer, der skal underskrives som en fast del ved afgang.

Hun har planer om at fortsætte sine studier på medievidenskab. »Mange ville mene, at det må være noget særligt, når man, så ung som jeg er,

65

vælger at dyrke min tro og vige min tid til det. Men det er ikke meget mere anderledes end når man tager på højskole med nichefag. Det er et valg, som de fleste respekterer. Man kan sagtens være gode venner, selvom man er uenige om religion og tro,« pointerer Emilie tilbage i kirkens mødelokale, hvor de kommer mindst én gang om dagen. Ofte flere gange om dagen.

Hun lyner op i sin postkasserøde jakke og pakker sig ind i halstørklædet, hvorefter hun lyner rygsækken. Kaylee slukker for TV-skærmen og tager en sidste tår af sin drikkedunk. »At være missionær er hårdt, ja. Det kræver disciplin. Og man skal tåle afvisning, for det vil du opleve. Det er det lille navneskilt, vi bærer, som de afviser. Ikke os som personer. Men folk glemmer nogle gange, at vi bare er mennesker, der er her af en grund,« lyder det fra Emilie, der kigger sig i spejlet ude i gangen. Søstrene har netop forladt mødelokalet, hvor lyset er slukket og døren lukket.

Emilie og Kaylee kigger på hinanden i spejlet, da Kaylee knytter en kommentar til sin makker, »Vi er her jo, fordi vi brænder for vores tro. Vi vil gerne gøre verden til et bedre sted. Give folk en grund til at smile.« De træder ud i den kolde aften i Trondheim, hvor trafikken efterhånden er stilnet af, hvorefter de låser døren. De går ned af trappen og over fodgængerfeltet, hvorefter Emilie vender sig om og kigger på den lille røde, murstensbelagte kirke. »Jeg glæder mig skam til at komme hjem igen. Jeg fortryder intet af det her, for det har gjort mig til en stærkere Emilie. Helt ærligt, så kræver Gud ikke meget af dig. Mens du er her, kan du kun gøre dit bedste.« Amen.

66

67

18 måneder for Gud 18 måneder for Gud 18 måneder for Gud 18 måneder for

Normalt har missionærer ikke muligheden for at kontakte familie og venner på daglig basis. Det må de kun om tirsdagen på »Preperation day«, deres fridag. Men Emilie Rosenkilde har særlig tilladelse om onsdagen til at lave et videoopkald til Gudfået sine forældre, der har sølvbryllup.

18 måneder for Gud

Missionærernes dag slutter kl. 22.30, og ofte er de ude af huset til kl. 21. De når mange steder på én dag, hvilket betyder, at de også må gå hurtigt. Det gør de i form af det, de selv kalder for »The Missionary Walk«, som er hurtigere end de fleste fodgængere.

Hver tirsdag aften er der korøvning i kirken for alle dets medlemmer. Det er Emilie og Kaylee en fast del af.

»Det har været en lang dag, og den er ikke slut endnu, så jeg ser nok en smule træt ud,« siger Emilie, der sammen med Kaylee er på vej over for at se en lejlighed, som de snart skal overtage.

Preperation Day er missionærernes ene fridag, hvor de kan gøre, hvad de lyster. Emilie og Kaylee er taget på shoppingtur i byen. »Den kjole kan du tage på, når du kommer hjem fra missionen,« lyder det fra Kaylee, da Emilie drømmer sig væk i sommerkjolen i spejlet.

68

Jesus Kristus af Sidste Dages Helliges kirke i Trondheim har lidt over 40 medlemmer i menigheden.

På Preperationday, P-day, er alle missionærerne samlet for at grille på havnen i Trondheim.

Trondheim ligger nede i en gryde i en Fjord, hvor efteråret med hurtige skridt blev til vinter. Fra det højeste punkt ses Trondheims største varetegn, Nidaros Domkirke.

»Vores bønder er ikke repetition af ”Fader Vor”. De handler mere om at kommunikere til en anden person – til Gud. Måske fortæller du om, hvordan du har det. Takker for de gode oplevelser, du har haft. Måske beder du om hjælp til at have lidt mere tålmodighed med alting,« fortæller Emilie, »Det gør jeg engang imellem, det indrømmer jeg - det skader aldrig at have mere tålmodighed.« En gang om ugen er missionærsøstrene ude at lave ”Heartattack”. Det er en gestus af kærlighed, hvor de laver små hilsener på papirshjerter og klistrer dem på dørene hos folk, der har brug for ekstra kærlighed og støtte i en svær tid.

69

70

Looking for Love Gemma, Gene og Prima boede hundredvis af kilometer væk fra hinanden på Filippinerne. Nu lever de livet få kilometer væk fra hinanden på Færøerne. Den lille øgruppe med lidt over 50.000 indbyggere rummer ikke mange minoriteter, men rundt omkring dukker flere og flere filippinske ansigter op. Den lange vej fra Filippinerne til Færøerne har de rejst i håbet om tosomhed. Men hvorfor ikke finde kærligheden i vante rammer? Og hvorfor søger de Færøske mænd kærligheden fra de filippinske kvinder?

Af Tilde Døssing Tornbjerg og Marcus Emil Christensen ”Selvom jeg kun har boet her i snart to år, føles det som om, at jeg har boet her i halvdelen af mit liv.”

Gemma Johannsson står på scenen i en lille evangelistisk kirke i Runavik. Børn render ind og ud af lokalet, der mest af alt minder om et konferencerum med klapstole. Selvom gud fylder meget i rummet, er det mere hjemligt end højtideligt - kun afbrudt af et fælles ’halleluja’ i ny og næ. Det er ikke første gang, Gemma holder tale her, men stemmen ryster en smule - det er vigtigt for hende at gøre det godt. Kirken er blevet et frirum, hvor hun tør bruge hendes stemme. Her skal hun ikke tænke over, at hun endnu ikke har lært det færøske sprog. Imens hun taler ud i rummet, står en tolk og oversætter hendes engelske tekst direkte. Gemma er taknemmelig over at være havnet lige netop her. Det er der ingen tvivl om.

De ensomme mænd På Færøerne er der flere får, end der er mennesker. Naturen dominerer over de små landsbyer, og vejret er evigt omskifteligt. Og så er der flere mænd end kvinder. Man kunne fristes til, at sige historien begynder her - ved de enlige mænd.

De færøske kvinder rejser ofte væk i forbindelse med uddannelse, og kommer de hjem igen, er det mere reglen end undtagelsen, at de har stiftet familie. Mellem fiskefabrikkerne og tunnellerne, der forbinder de små øer, står de færøske mænd tilbage uden nogen at holde i hånd med. Og hvor finder man så en kone, når man er isoleret midt ude i Atlanterhavet?

Rige hvide mænd tager til Asien for at købe sig en kone. De tager dem med hjem.

Får dem til at lave mad. Deler seng. Køber kjoler til dem. Køber sig til kærlighed.

Den historie findes.

71

Og så findes der historier som Gemma, Gene og Primas. De historier, hvor der er ligevægt, selvom der ikke er økonomisk ligestilling. Der hvor livet leves med en fælles indstilling til ægteskabet. Hvad end det er en chance til, familiestiftelse eller tryghed det handler om.

At have frihed til at vælge en partner baseret på romantiske behov er et privilegie, mange mennesker i verden ikke har. Socialt hierarki, økonomisk tryghed og status fylder meget i forhold til den gnist og forelskelse, vi i vesten opfatter som det rigtige udgangspunkt for kærlighed. Tilbage står spørgsmålet, er kærlighed kun ægte, hvis den opstår i fuldstændig harmoni?

En chance til Søndag eftermiddag, der indtil nu har stået på gudstjeneste, står Gemma og venter på hendes mand Hendrik, der står og diskuterer fodbold med de andre mænd fra menigheden. Det er ugens eneste fridag for hende, men der er stadig plads til tålmodighed. Hendes tre voksne sønner, fra et tidligere ægteskab, står med mobilerne i hænderne og er dybt opslugt af videoopkald til deres familier hjemme på Filippinerne. Lyden af børnene, der suser gennem kirkens forskellige lokaler forsvinder lige så langsomt. Efter 20 minutter spørger Gemma Hendrik, om han snart er færdig. Han kigger kærligt på hende.

Gemma Johansson på 51 blev gift med 56-årige Hendrik på Filippinerne i 2017.

De havde skrevet sammen i et halvt års tid, før Hendrik i 2016 tog den lange rejse hen over Atlanten for at møde hende. Efter en måned var de forlovet, og næste gang de mødtes i virkeligheden, var formålet deres bryllup. Med palmer i baggrunden og en glitrende kjole var det en noget mere eksotisk oplevelse end hjemme på Færøerne.

Søndag eftermiddag har den lille familie atter bevæget sig tilbage i kælderlejligheden. Pladsen er trang, og sønnerne søger hurtigt ind på deres værelser. Tilbage står Gemma og Hendrik i crocs og klipklapper, mens de ivrigt fodrer hunden Mimay.

“Det er vores fælles barn.”

Gemma griner lidt af sine ord.

“Vi prioriterer den næsten højere end hinanden.”

Duften af sydende kylling fra ovnen begynder langsomt at sprede sig i den lille

72

kælderlejlighed. Kartoflerne hopper nænsomt rundt i gryden, mens riskogeren bobler på det smalle køkkenbord. Gemma og hendes sønner foretrækker stadigvæk ris, og Hendrik kartofler, derfor laver de for det meste begge ting.

De kulturelle forskelle er der nok af, og selvom mange ville mene, at der ikke er langt fra kartofler til ris, er der langt fra fermenteret fårekød til kylling i kokosmælk. Kulden er slående i det barske landskab, hvor træer synes at være umulige at finde.

Men så er der alligevel også lighederne. Værdierne, der synes at være vigtigere end kontrasterne i landskabet, ses i dyrkelsen af religion og tætte familiebånd.

Færøerne rummer mange former for kristendom, og i hver en lille bygd ses en kirke. Selvom den yngre del af befolkningen bliver mere og mere kulturkristne, er de fleste vokset op med søndagskirken, der er et samlingspunkt for familien, præcis som det er for Gemma og hendes sønner - nu sammen med Hendrik.

En symfoni af fisk Den første filippiner ankom til Færøerne i 1979, siden da har kurven været stille opadgående. Med kun 1763 udlændinge, ud af en befolkning på 52.124 personer, er der ikke mange minoriteter at finde i det lille ø-rige. Den største gruppe er filippinerne med 252 registrerede personer. Hvor ægteskab førhen var den primære grund til tilflytningen, er der i dag også en stor gruppe, der kommer for at arbejde.

Hverdagen på Bakkafrost giver kvinderne en mulighed, de ikke har haft før. De er blevet økonomisk uafhængige og kan forsørge sig selv, hvilket gør dem i stand til at sende penge hjem til familierne på Filippinerne. Håbet om et bedre liv har stået højt på ønskesedlen i lang tid.

Hjemme har deres liv alle været præget af fattigdom og utrygge rammer. Uddannelse koster mange penge og stiller en stor del af befolkningen med valget om at kunne forsørge sig selv og sin familie eller gå efter det professionelle liv. Men intet menneske overlever uden mad.

“Da mine børn var små, lod jeg dem altid spise først, så de kunne blive mætte. Når jeg havde lagt dem i seng, spiste jeg, hvad der var tilbage på deres tallerkener,” fortæller Gemma.

Hendes nu voksne sønner stod uden job på Filippinerne, da COVID-19 ramte verden. Af samme grund fik Gemma bragt dem til Færøerne, så de havde mulighed for at forsørge deres familier. Bakkafrost er blevet et lille familieforetagende for dem, men selvom lønnen er betydeligt højere end hjemme, er det en høj pris at skulle betale for at være væk fra børn og børnebørn.

73

Gemma, Gene og Prima arbejder alle på fiskefabrikken Bakkafrost. På en dag tjener de, hvad de kunne tjene derhjemme på en halv måned.

“Mit liv har indtil nu handlet om at forsørge mine børn - de er altid kommet i første række. Det er først efter, at jeg kommet til Færøerne, at jeg har haft mulighed for at finde mig selv igen og tænke på mig selv, før jeg tænker på andre,” siger Gemma.

Det gør en verden til forskel, at hun nu har mulighed for at have en opsparing samtidigt med, at hun kan sende penge hjem til hendes mor og børnebørn. Penge er en stor faktor for tryghed og for at søge væk, men ideen om den asiatiske købekone ligger langt fra Gemma og Hendriks virkelighed. Det er ikke nemt med de fordomme, der eksisterer, og Færøerne er lige pludseligt et mikrosamfund i forhold til Filippinerne. Her hviskes der i krogene, og alle kender til hinanden.

Os og dem De filippinske kvinder er bosat rundt omkring på øerne, hvor de har forskellige klynger, der blandt andet sørger for, at nye filippinske tilflyttere bliver budt velkommen. Prima Højgaard var tidligere forkvinde for klyngen i Runavik, hvor Gemma nu har overtaget posten, hvor hun blandt andet også har sørget for, at Gene Einarsson er blevet en del af gruppen.

De føler, at de bliver mødt med et smil på gaden, men er ikke sikre på, hvad snakken lyder på i krogene.

“Der vil altid være nogen, der er skeptiske. Det kan vi ikke ændre på. Det, du kan ændre, er din indstilling. Jeg vælger at se det positive, det er min virkelighed.”

Ordene kommer fra Prima, mens hun sidder og giver flaske til sønnen Frits på seks måneder.

Hendes mand Kajsten har travlt med at holde styr på datteren Angela på tre år, der løber rundt i huset, der mest af alt minder om en stor legeplads, imens han indskyder: “Men folk snakker, selvfølgelig gør de det. De siger det bare ikke til vores ansigter. Jeg havde en ven vis første bemærkning til, at jeg skulle giftes med en filippinsk kvinde var, at jeg skulle passe på mine penge. Det er den eneste gang, jeg har fået noget direkte at vide.”

74

Kærlighed over en skærm Selvom det i dag ikke er atypisk at finde kærligheden online, er det for de fleste ikke ønskescenariet på starten af en romantisk historie. Den globaliserede verden giver mulighed for at række ud og komme tættere på hinanden verden over, men måske har netop dette skabt afstand til at komme tæt på der, hvor vi er. Hvorfor er det i det hele taget blevet så besværligt at finde den eneste ene ansigt til ansigt?

Gemma, Gene og Prima har alle haft profiler på datingsider med det tilfælles, at der lå et kristent motiv bag dem - det var sådan, de skulle finde Hendrik, Einar og Kajsten.

Filippinerne er overvejende tilhørere af den katolske kirke, men også andre afarter af kristendom dyrkes i landet med over 100 millioner indbyggere. Datingsider er der mange af, og specifikke forummer for religion er blevet et godt udgangspunkt for at opbygge en kærlighedsrelation.

“Det betyder meget for mig, at vi har de samme værdier. Vi har så vidt forskellige baggrunde, men er jo ikke det, der er afgørende for vores ægteskab. Det vigtige er, at vi deler samme livssyn,” fortæller Gemma om hende og Hendriks forhold.

Men det er svært at se sig fri for stigmatiseringen om en uligevægtig relation.

Det antages ofte, at ægteskab er en konstellation af kærlighed og penge, men kan man leve harmonisk uden at være ligestillede økonomisk? Selvom de filippinske kvinder oplever, at færingerne tager godt imod dem, sker det, som så mange andre steder i verden, at tilflyttere oplever et “os og dem”. Sproget er svært at lære og tryghed findes nemmere i det, de kender hjemmefra.

Venskab før kærlighed “Jeg tror Kajsten var forelsket i mig, før vi mødtes. Det var jeg ikke.”

Prima Højgaard griner en anelse nervøst over sin udmelding, men Kajsten griner heldigvis. De nyder et øjebliks stilhed i stuen, hvor Angela endelig er faldet til ro foran fjernsynet, mens Frits kravler rundt på gulvet. Gardinerne er fyldt med pyntesten og bryder stemningen i den ellers monotone stue.

“Jeg måtte hente dem hjem. Man kan slet ikke få noget, der er så farverigt her.”

Parret begyndte at skrive sammen i 2013, og efter længere tids skriverier blev de gift i 2015.

75

I dag er Kajsten 49 år og Prima 36. De har to små børn, og for Primas vedkommende minder dagene en anelse om fabrikslivet på Bakkafrost, hvor samlebåndene med laks kører i døgndrift. Laksen er nu skiftet ud med børnene, da hun er på barsel med Frits.

Børnene lærer at snakke færøsk og engelsk og bliver en del af en generation på Færøerne, der er halvt filippinske.

“Børnene har en tryg opvækst her. Vi kan gå uden at låse døren, og når de bliver ældre, kan de selv gå udenfor og lege. Der, hvor jeg kommer fra, bliver børn kidnappet, hvis de ikke er under opsyn.”

Primas positive syn på livet kommer fra den kultur, hun er opvokset i. Der er en vis taknemmelighed over hende. Selvom hun savner Filippinerne og varmen, er hun ikke i tvivl om, at det her er det bedste, hun kan give sine børn.

Omvendte roller Anderledes ser livet ud for Gene Einarsson på 46 og 70-årige Einar. Siden Einar var 15 år, har han sagt til sig selv, at han aldrig skulle giftes. I en alder af 68 år, kom der alligevel en følelse af, at der manglede noget. En at holde om og holde af.

Derfor begyndte han jagten på en at dele livet med - i dag har han og Gene været gift i halvandet år.

Vejen dertil var ikke uden bump. Einar har brugt 50 år til søs og har ikke andet end et niende klasses afgangsbevis, han har derfor aldrig lært at tale engelsk.

Kærligheden til Gene skulle oversættes gennem Google Translate, før de havde mulighed for at kommunikere, men allerede tre måneder efter deres første møde på Filippinerne blev de gift hjemme på Færøerne.

“Hun var lidt som en engel sendt fra himlen.”

Einar sender kærlige øjne i retning af Gene, der står og laver mad i køkkenet.

Efterhånden som Gene lærer at snakke færøsk, er det blevet nemmere for dem at leve sammen.

“Det var ikke kærlighed ved første blik, men jeg tror, at vi begge havde modet til at arbejde for det,” siger Gene, imens hun forbereder frokost til Einar.

Hendes arbejdsuger skifter fra uge til uge på Bakkafrost, og denne uge står på nattevagt hver dag.

76

“Jeg kan faktisk bedst lide at arbejde de sene vagter. Så har jeg mere tid med Einar om dagen.”

Einar blev pensioneret for tre år siden, men selvom han bruger størstedelen af tiden hjemme, er det alligevel Gene, der sørger for alle døgnets måltider. Møder hun ind om morgenen, står hun gerne op kl. 5.00 for at forberede hans måltider.

Deres kærlighed til hinanden er på mange måder atypisk fra det gængse syn på de filippinske kvinder, der kommer til Færøerne for at blive gift. Selvom Einar får pension, er det Gene, der tjener pengene. Einar har aldrig fået børn - Gene har en søn, der lever på Filippinerne og udover ham, er der ikke andre at forsørge.

Gene har arbejdet i 20 år på en golfbane, hvor hun servicerede rige turister, for selv at tage hjem i fattigdom. Hun har aldrig haft råd til en uddannelse. Og så har ikke fundet en mand før nu. Hun kan godt lide kulden på Færøerne og sover med åbent vindue. Hende og Einar lever en simpel tilværelse. Kærligheden er måske ikke en brusende forelskelse, men der er tryghed, omsorg og en at holde om.

Følelsen af hjem Gemma og Hendrik når kun lige at træde indenfor, da de bliver mødt af deres opmærksomhedsøgende hund, Mimay. Skoene når kun lige at blive taget af, før de igen ryger på og sender Gemma og Hendrik ud ad døren - denne gang ledsaget af hvad de betragter som deres fælles barn.

De har begge været gift før, og behovet for en chance til har været en fælles drivkraft. Med voksne børn, forskellige baggrunde og karrierer, har de allerede mange oplevelser i bagagen. Ved første øjekast giver det måske ikke mening, at netop de to skulle finde sammen. Kærligheden tog tid for dem, for hvordan lærer man hinanden at kende, når man bor på to forskellige kontinenter? Kan man overhovedet blive forelsket over en skærm?

“Vi havde brug for at mærke hinanden i virkeligheden, så selvfølgelig var det ikke besluttet på forhånd, at vi skulle gifte os. Men tanken var der,” fortæller Gemma.

Vinden rusker i håret, mens hun læner sig op ad Hendrik. Dagens sidste solstråler bliver nydt i baghaven, der mest af alt ligner et postkort. De filippinske palmer er blevet erstattet med kolde klipper, men for Gemma overskygger følelsen af hjem hendes trang til varmere himmelstrøg. Et hjem hun nu kan kalde Færøerne.

77

I flere måneder troede Kajsten, at Primas profil på en datinghjemmeside var en robot - hun var for smuk til at være ægte.

Han tjekkede hendes profil dagligt i fire måneder, før han tog kontakt til hende.

Gemma, Gene og Prima arbejder alle på Bakkafrost, der er den største laksefabrik på Færøerne. På en dag ryger der mellem 100-140 ton laks gennem samlebåndene.

Gene og Einar Einarsson blev gift tre måneder efter deres første møde. Dengang foregik kommunikationen over Google Translate - i dag har Gene lært at snakke færøsk.

Gemma Johansson har altid tænkt på sine børn før sig selv. Det er først efter at hun blev gift med Hendrik, at hun har fundet sig selv igen.

Treårige Angela bliver en del af en generation på Færøerne, hvor flere og flere er halvt filippinske. Kajsten og Prima vil gerne have at datteren har kendskab til sit ophav, men det er primært engelsk og færøsk, der bliver snakket i hjemmet i Runavik.

78

Søndag formiddag bliver brugt på gudstjeneste, og efter halvanden time er Gemmas sønner hurtige til at finde mobilerne frem igen. De er taget til Færøerne for at arbejde, men deres koner og børn bor stadig på Filippinerne, hvilket efterlader dem med et afsavn, der bliver erstattet af videoopkald.

Filippinere udgør den største minoritet på Færøerne med 252 registrerede personer. Omkring 50 af dem arbejder på fiskefabrikken Bakkafrost.

Lakseindustrien fylder meget i det færøske landskab. Rundt om øerne dukker ringe op i det omkringliggende hav. Hver ring indeholder, hvad der svarer til 80 millioner kroner laks.

Den filippinske specialitet Suman, der består af risbudding og chokolade bundet ind i bananblade, er et sjældent syn på Færøerne, da der kun findes en enkelt butik, der sælger asiatiske specialiteter.

79

Stor tak til Søren Boe Pagter og Hanne Mølby Henriksen for vejledning Tak til Benjamin Nørskov for hjælp med print af udstillingen

80