
1 minute read
Anbefaling 12: Åbn for andre fællesskaber
Anbefaling
Åbn for andre fællesskaber
Anbefaling
Der er en stigende efterspørgsel efter individuelle og fleksible muligheder for at dyrke interesser og aktiviteter. Derfor anbefaler Handletanken for Lokalt Demokrati, at byrådet sammen med foreningslivet åbner sig mod andre former for fællesskaber end de traditionelle foreningsfællesskaber.
Vi foreslår, at Aarhus Kommune og foreningslivet etablerer kontakt til relevante uorganiserede fællesskaber, såsom netværk, hverdagsaktivister og lignende, med henblik på at udvikle nye samarbejder med værdi for alle parter.
Vi foreslår, at Aarhus Kommune og det folkeoplysende område samarbejder om at skabe mere fleksible muligheder for at dyrke sine interesser og aktiviteter i foreningerne.
Motivation
Det er en generel samfundsmæssig tendens, at mange i højere grad deltager i aktiviteter, der er mere individuelle og mindre forpligtende.
Danskernes motions- og sportsvaner er gennem årene flere gange blevet kortlagt af Idrættens Analyseinstitut. Den seneste undersøgelse er fra marts 2021, og det fremgår af undersøgelsen, at flere organiserer deres aktiviteter på egen hånd, og at der har været et fald i foreningsdeltagelsen.
Det fremgår af undersøgelsen, at den dominerende tendens blandt børn er at kombinere forskellige organiseringsformer – hvor organisering i foreningsregi kombineret med selvorganisering er den klart største kategori. Blandt voksne organiserer de fleste enten udelukkende deres aktiviteter i en selvorganiseret sammenhæng eller i kombination med aktiviteter i forening eller privat regi.
Handletankens undersøgelse af det lokale demokrati i Aarhus Kommune fra 2020 viser desuden, at der er større villighed til at deltage i mere afgrænsede deltagelsesformer, f.eks. ved at deltage i en borgergruppe, end mere forpligtende deltagelsesformer som f.eks. at opstille til byråd eller fællesråd. Samtidig oplyser 41 pct. af de adspurgte, at mangel på tid er den vigtigste grund til, at de ikke er mere aktive i det lokale og kommunale demokrati, end de er i dag.
Der er desuden efterspørgsel fra foreningernes medlemmer på muligheden for at kunne dyrke sine aktiviteter mere fleksibelt. Undersøgelsen Foreningsliv i Aarhus Kommune fra marts 2021 peger på, at det er vigtigt fortsat at have blik for, hvordan og hvor tit faciliteter bruges, og at det er vigtigt at huske den uformelle brug af faciliteterne.