Skip to main content

Sofasoverne

Page 1

S o f a s o v e r n e I årevis har de klaret sig fra dag til dag. Mærket misbruget ånde for dem. Overnattet i tilfældige trappeopgange, under åben himmel eller i gæsteværelset hos venner og familie til det en dag bliver for meget. For alle parter. De må videre. Tilliden er skredet. Ud på gaden. Til mændenenes forhærdede overtal. Optur. Nedtur. Iklædt overlevelsesinstinkt og svigt på svigt. De møder kærligheden. Den er måske flygtig og ond. Men den har en sofa. I starten er den gratis og med et stænk af lykke. Med tiden koster den noget. Sexuelle ydelser, stoffer, penge eller måske et måltid. De skylder. Det er stressende og uholdbart. Kærestens bolig er hans. De lejer ikke selv. Men de tager deres valg. De udsatte. Hvis de tør. Værelserne på anden sal er nydeligt nymalede og ens klædt i møbler fra Ikea. Der er højt til loftet og de spindelvævstynde rullegardiner gør modlyset kærligt og hjemligt. Det er trygt at sove i de hårde skygger. Den lange hvide gang fordeler skæbnerne ind én for én. Kvinderne. ”De usynlige hjemløse” eller ”Sofasoverne”, som de er blevet kategoriseret, inden de flytter ind på mellemstationen Sundholm. Her har de helle. Skrøbelige og taknemmelige. For en stund.

Fotografi og tekst af Helle Arensbak


S o f a s o v e r n e Fotografi

og

tekst

af

Helle Arensbak


P r o l o g

På trappestenen sad I og nød forårssolens spæde stråler. To kvinder på Sundholm. Humøret swingede lige så frit som den hvide chip rundt om halsen og smøgen i kæften. Jeg hilser ærbødigt og spørger om vej til jeres hjem. I byder mig venligt indenfor. Chippen låser os ind. Hvid og mægtig. Vi er lige nysgerrige. Fotografen og kvinderne. Solens varme har også ramt Bocenterets opholdsstue. Beboerne drikker kaffe og summer med de ansatte. En hurtig sang skaber kontakt, og sjælen krænges ud af dig fra trappen: “Å Å Å …. ÅÅÅ.” På hovedet bærer du en hat af appelsinskrald. Jeg tror jeg blev forelsket lige dér.

Det skærmede kvindeafsnit har eksisteret under 12 måneder, men Sundholms over hundrede års historie på Amager fortæller om social deroute én masse.

én for én. Kvinderne. ”De usynlige hjemløse” eller ”Sofasoverne”, som I er blevet kategoriseret, inden I flyttede ind på mellemstationen Sundholm.

I årevis har I klaret jer fra dag til dag. Mærket misbruget ånde for jer og overnattet i tilfældige trappeopgange eller i gæsteværelset hos venner og familie. Til det en dag bliver for meget. For alle parter. I måtte videre. Ud på gaden. Til en mandsdomineret verden. Iklædt overlevelsesinstinkt og svigt.

Jeg er tiltrukket af disse forhærdede kvinder. I jeres øjne genkender jeg følelsen af afmagt og mindreværd. Den er ikke anderledes end min. Men den føles dybere.

Samfundets genkendelige billede af posedamen på bænken er ved at ændre sig. Plasticposen er i takt med samfundets økonomiske udvikling skiftet ud med smukke tasker og mobiler I gadebilledet ligner de hjemløse kvinder ikke en typisk hjemløs. Gangen på anden sal fordeler skæbnerne

Værelserne er ens iklædt møbler fra Ikea. Der er højt til loftet, og de spindelvævstynde rullegardiner gør modlyset kærligt og hjemligt. Det er trygt at sove i skyggerne. Her har I helle. For en stund.


S k æ r m e d e I 2007 kommer SFI* med den første danske kortlægning af hjemløshed på nationalt plan. Herefter fastsatte den daværende VKO regering et puljefinansieret program med “Housing first” som topprioritet i forsøget på at nedbringe hjemløsheden i Danmark. ”Hjemløsestrategien” løber fra 2009 til 2012, og der er sat 500 millioner kroner af til projekter i 17 udvalgte kommuner. Københavns kommune har fået tildelt omtrent halvdelen af denne pulje, da koncentrationen af hjemløse er massiv i hovedstadsområdet set i forhold til resten af landet. Det skærmede kvindeafsnit på Bocenteret Sundholm, Amager er kommet i kølvandet på den kvindelige natcafe, Cafe Klare på Nørrebro. Stederne er begge oprettet som et §110-tilbud i henhold til Serviceloven, og understøtter et stort eksisterende behov i hjemløsemiljøet. Der var brug for et herberg, der kunne nå marginaliserede kvinder, der ikke benyttede de etablerede tilbud, og som havde brug for et sted, hvor de kunne vælge at være fri for mænd. Mange kvinder oplever at blive seksuelt krænkede, når de overnatter på blandede natcafeer og herberger. Kvindeafsnittet blev etableret juni 2011 og fik hurtigt fyldt de 21 pladser. Forsøget løber et år, men der forhandles med kommunen om forlængelse med endnu 12 måneder. Kvinderne bruger denne mellemstation som en helle til at få afklaret og stabiliseret deres bosituation. Her er der ro og basis for at opbygge en mere kontinuerlig hverdag, selv om de er misbrugere. Bocenteret har et godt ry blandt de hjemløse. I mødes altid med et kærligt smil. Det holder ensomheden fra døren.

k v i n d e r PÅ Bocenterets anden og tredie sal er der mænd forbudt. Kvindeafsnittet har mandlige ansatte, men kvindernes kærester, mandlige familiemedlemmer og venner må ikke komme her. Det er en ufravigelig regl. Kvinderne bliver mange gange kvalt i krav fra deres kæresters side af. Det er nemmere at få dem ucensoreret som dem selv, når der ikke er mænd omkring dem. Mange kvinder bruger denne regl til at gemme sig bag. Herved taber de ikke ansigt til mændene i deres liv, men får en helle når de har brug for fred. Forsøget med et totalforbud er en svær balancegang, for det er ikke alle kvinder der kan leve uden mænd i deres hverdag. Bocenteret udvikler hele tiden deres koncept, og nye tiltag med besøgszoner på de skærmede enheder søsættes løbende. Kvinderne kommer med meget forskellige oplevelser i bagagen, men der er forbavsende mange fællestræk, der kendetegner deres opvækst og valg i livet. Arv og miljø har meget at sige, for hvem der ender på gaden, og hvordan sådan et liv takles. De har mestringsstrategier for at overleve i miljøet, og dem kan de til UG. Det er straks mere vanskeligt, når alle kravene for kontakt med det offentlige, regler i boligforeninger eller et job skal indfries. De har svært ved at rette ind, og finde ressourcerne til at leve som resten af samfundet. Den kunnen har de på en eller anden måde mistet, eller for få ressourcer til at indfri. Måske har de aldrig rigtig lært den. Måske er de slet ikke interesseret i den mere. Det liv kræver meget. De tror ikke på dem selv, og har ringe tillid til at deres liv nogensinde kan ændres. Så er gaden et hurtigt alternativ. Det giver en velkendt identitet. På Sundholm arbejdes der hver dag på at gøre springet fra gaden til egen bolig til

en overkommelig og mere human proces for kvinderne. Der er lang ventetid på en bolig, i Københavns kommune. Bocentret er med til at finde det helt rigtige botilbud til den enkelte. De ansatte går med til beboernes samtaler med socialforvaltningen, hvis det ønskes. Det styrker chancen for at nye livsmønstre kan gives en chance. Kvinderne udtrykker stor taknemmelighed for den støtte, respekt og beskyttelse, som stedet giver dem. De ansatte arbejder individuelt med kvinderne, og prøver i små skridt at få en afvænning i gang. Der er mange problematikker der trænger sig på, når man lever på gaden. Manglende tænder, følgesygdomme til misbrug, dårlig ernæring og psykiske problemer. Der er blot en håndfuld af kvindernes krisepunkter. De ansatte er ikke behandlere, men igangsættere. De støtter, hjælper og giver plads til kvindernes forsøg på at skabe sig et perspektiv på en fremtid Hvordan ønsker de, at deres liv skal se ud? Hvad har jeg brug for? Hvad er mine ressourcer? Hvorfor er jeg endt her? Den slags overvejelser tager tid. Mennesker tager tid. I 2011 registrerede SFI i alt 5.290 per soner, som befandt sig i én af de otte hjemløsesituationer, der måles på i Danmark. Kun 23 procent af disse er kvinder. Med denne bog vil jeg se kvinderne i øjnene og samfundets stigmatiserende krav om ensartethed. Hjemløshed handler om langt mere end at mangle et hjem. I handler om mistet kunnen og nedbrudte drømme.

* Uafhængigt nationalt forskningscenter under Socialministeriet der leverer viden til velfærd www.sfi.dk


En verden af pink Det lyserøde skær i værelset bliver langsomt stærkere. Udenfor er solen ved at miste sin magt, og sengen bliver sirligt afklædt sine hyggepuder. To ugler med stoffede ansigter og ørering i det ene hjørne. Lyserød og blå. Herinde bor en pige. “Jeg hedder Tanja June. Jeg er 35 år og mor til Sara. For halvandet år siden døde min mor. Jeg har taget mig af hende hele mit liv, men hun gav sjældent plads til mig. Ofte så hun mig slet ikke, skønt hun var alene med mig. Mine to brødre kom i pleje, da de var små. Jeg kender dem ikke mere. Det er rendt ud i sandet. Vi har lavet forskellige ting”. “Jeg er født og vokset op herude, kan man sige. Jeg har været på Amager hele mit liv. Min mor fik mig med en hun mødte. Hun havde været i Italien. Omkring fire måneder henne i graviditetenmøder hun ham, som jeg kalder far i dag. De gik fra hinanden, da jeg var tre år. Han var alkoholiker. Men jeg fungerede som weekendbarn hjemme ved ham. Han har haft interesse for mig alligevel. Han var også lidt mere stabil end min mor. Havde fast arbejde og en kæreste. Min mor var på overførselsindkomst. Hun har haft rigtigt mange forskellige mænd. Sådan er min historie. Psykisk syg og pillenarkoman var hun faktisk. Hun blev sygere og sygere.” Tanja June fortæller om en barndom med flere forskellige institutioner. Hun blev fjernet første gang som 11-årig. Da hun fyldte 15 var hun gammel nok til et “ung-værelse”. Hun flyttede for sig selv, men holdt en tæt kontakt til sin mor.

“Min mor kunne blive enormt sur, når jeg spurgte til, hvad hun havde lavet. Hun behøvede jo ikke sige, at hun havde været ud og knalde. Det var alt det hemmelige, og den måde hun ikke gad mig på, når hun havde en mand med hjem. Det gjorde mig ked af det. Hun ignorerede mig. Hun var ikke særlig psykisk sød ved mig. Jeg forsøgte flere gange at få hendes opmærksomhed. Det var det eneste, jeg gerne ville have. En aften, da hun havde en gæst, hældte jeg vand i sengen. Jeg var så ked af det og græd så meget, at jeg hyperventilerede. Hun havde nok kunnet høre, at jeg havde svært ved at trække vejret. Men hun kom ikke engang selv ud. Hun sendte ham, som jeg aldrig havde set før. Han sad og trøstede mig den halve nat. Det viste sig, at han havde været inde for mord. Tanja fylder glasset op med farvestrålende M&M´s. og spiser en håndfuld. Hun betegner sig selv om et slikhovede. Pillerne hun tager ved siden af, giver en anden effekt. “I det hele taget kunne hun ikke finde ud af at være mor. Det kan hun sgu ikke gøre for et eller andet sted. Jeg tror, min mor havde så meget skyld og skam, at det har været med til at slå hende ihjel. Hun blev 58 og døde af et hjertestop. Jeg gjorde altid rent da jeg var barn, men jeg havde aldrig gæster med op. Min mor ville ikke have det, og jeg ville egentlig heller ikke. Med mindre jeg havde prøvet at cleane så godt jeg nu kunne. Besøg var helst om aftenen. Så det så pænere ud. Der var også en halvdel, der ikke var

malet. Krise ik´? Det eneste jeg kan huske, der var fedt, var, når jeg kom på ferie hos mine brødre og deres famile. Her var jeg velkommen, og plejefaren ville super gerne have, at jeg kom ned og boede der. Det har jeg svært ved at tilgive hende for. Hun sagde nej.” Smøgen er ved at falde ud af hendes hånd. Et erfarent greb redder etagen for endnu en brandalarm. “Jeg har selv et barn. Min datter er lige blevet konfirmeret. Da Sara var tre år, mødte jeg en kæreste og kom rimelig langt ud. Hun blev sendt i plejefamilie. Lige ved siden af, hvor jeg boede. Så tog jeg i behandling. Jeg var clean i syv år, og hun var hjemme i en periode. Jeg har altid ønsket mig at få den der moder følelse, hvor hun var den vigtigste. Men den kom aldrig. Ryge tjald og gå i byen. Det var vigtigere. Jeg var ikke så gammel, da jeg fik hende, men alligevel. Min mor har aldrig lært mig at være mor.” Tanja fisker en bortløben M frem fra BH´ens dyb. Ved håndledet slynger sig en tatoveret rosenkrans. “Hvil i fred og sov sødt mor”. Tanja fik den lavet, da hun døde. Hvorfor hun valgte denne hilsen, tænker hun stadig over. “Det er vel for at minde mig om, at jeg rent faktisk har haft en mor. Tror jeg. Jeg kan ikke rende rundt og hade hende hele mit liv vel? Min mor hed Janni, og på stolen er det eneste billede jeg har af hende. Det her er en måde at få hende tilgivet på. Jeg er ikke ligeglad. Det er jeg ikke”.


S m å

s k r i d t

Else er 53 år. Hun er født på Nanortalik i det sydligste Grønland. Det betyder “Isbjørneøen”. Det er længe siden, hun har boet så langt mod nord. Det meste af livet har hun holdt til i Danmark. “Ditmar var min kæreste i 10 år. Han var dødelig syg til sidst. Hver dag passede jeg ham. Jeg mistede faktisk min lejlighed i Brønshøj, fordi jeg ikke tog hjem. Han turde ikke være alene. Så blev jeg hjemløs.” Ditmar havde dårligt hjerte og fik fire hjerneblødninger. Han havde også et hul i maven. “Det var i april han døde. Blot en uge efter min mor. Jeg nåede lige hjem fra Grønland. Så var han borte. Han havde fulgt mig til Kastrup, som om han ikke fejlede noget. Han var en rigtig fighter. Ditmar kaldte mig sin kone. Men vi var aldrig gift.” Minderne om Ditmar og tiden på det det grønlandske patienthjem er svære at snakke om. Hun savner ham, og tanken om at han ikke måtte blive begravet på Den grønlandske Grav i Sydhavn, får tårerne frem. “Han endte på de ukendtes grav i Brøndby Øster. Det krævede hans søster. Hun er ikke så meget for grønlændere.” Else holder mange pauser. Hun har

svært ved at finde ord. Mange gange “Så skal han bo hos mig. Vi bliver i er det som om, de ikke vil komme ud Danmark. Jeg må være, hvor han er, af hendes mund. selv om jeg savner Grønland”. Foran klædeskabet står Elses sko “Det er fordi jeg ikke kan huske. Jeg parat. Små sorte højhælede med har drukket for meget, og for ikke mange kilometer under sålerne. længe siden blev jeg slået ned på gaden. Jeg fik en stor blodsamling i “Jeg vil gerne være en dame. Jeg har baghovedet, men det går bedre nu.” dem på herhjemme, eller hvis jeg skal nye steder hen. Når jeg går om Else har hjulpet til i køkkenet på det natten, har jeg flade sko på. Det er grønlandske patient hjem. Det er bedst.” vigtigt for hende, at holde sig i gang, Hun er nervøs for besøget hos men lægerne har sagt, hun ikke må tandlægen. Det er første gang i flere arbejde efter overfaldet. år. Selv om Else er en spinkel kvinde, har hun masser af kraft i sig. Else har god karma hos de grønlandske spøgelser, og på Mozarts Plads er hun vellidt blandt de andre hjemløse. Har hun ikke været der et stykke tid, flyder det mere end ellers. Hun holder orden. Også på gaden. ”Jeg glæder mig til, jeg kan få en lejlighed. Så kan venner og måske familie komme på besøg. Jeg vil gerne give tilbage til dem jeg har boet hos, da jeg selv var hjemløs.” Hendes søn på 34 år er indlagt på Sct. Hans Hospital. Han var dødfødt, men blev genoplivet efter fødslen. Derfor lider han blandt andet af skizofreni i dag.

“Jeg skal have en protese. Jeg har ikke en tand tilbage. Bare jeg nu kan finde derhen. Jeg har aldrig været på Kofoed Skole på Amager.” Else har sit eget system, når hun finder rundt i København. Da jeg var barn, lærte mine forældre mig, at jeg skulle finde hjem ved at se på bjergene. Her i byen kigger jeg på tagene eller særlige kendetegn på bygninger. Så kan jeg finde vej næste gang.” Else kaster sig over damebladene på bordet. Det er tid til lidt hjernegymnastik. “Lægerne siger jeg skal træne min hukommelse, og holde hovedet ved lige. Jeg kan bedst lide de tyske x og tværs.”


I morgen drømmer vi nye drømme Nogle gange undrer jeg mig på Er vi alle mennesker kommet til verden med en gammel sorg i vårt hjerte? Skal vi altid bære vore fædres synder? Slipper vi aldrig fri? Jo den dag vi følger våre ideer , drømme og kjærligheten til mennesker vi møder i livet - trods alle landegrenser.

Isabella, Sundholm 2012


Kj æ r l i g h e t en min “Jeg er Isabella på 54 år. Mit hjemland er Norge, men jeg har været i Danmark siden 2009. Jeg fik astma da jeg kom”. “På Sundholm startede jeg med et værelse på 2. sal. På kvindeafsnittet. Men det var

ikke noget for mig. Jeg elsker mænd. Jeg har boet her siden august”. “...... Det er frihet for mig”.

en joint. Det er livet. Herinde er min stue. Her har jeg gæster, og her tegner jeg. Eller skriver. Eller drikker en øl og lytter til høj musik”.

Uden Sundholm ville mange mennesker gå til grunde. Der er så mange ensomme mennesker herude. Jeg vil aldrig flytte. Her har jeg det godt. Jeg mangler ikke noget. Jeg har jo to værelser. Det er rart. Jeg sidder ofte i sengen og læser aviser og får

I dag er det “Cohen på norsk”, og i hjørnet stakker opvasken sig ovenpå køleskabet. Skillevæggen er fuld af billeder. Hun ser så kærligt på dem. De er sat op med tape. Eksmanden står stadigvæk i skyggen på deres båd. De byggede den selv og sejlede rundt


i det nordlige Norge. Men det er længe siden. Børnene er blevet store. Sønnen arbejder med film. Datteren hører hun ikke så meget fra for tiden. I starten sendte frøken Susanne de skønneste julekort. De bor nu nede i skattekisten under stolen. Naturen betyder rigtig meget for den stolte nordmand. Hun elsker at være ude i den stride blæst. Jo vildere jo bedre. Udklippene blandt fotografierne viser smukke solnedgange over hav eller fjorde. Nordisk kultur. Slædehunde og høje bjergtinder pryder de mange minder og drømme. Isabella vimser rundt i stuen som en hyperaktiv sommerfugl. Adrian kommer på besøg. Han er en ven hun har kendt på gaden siden december. Men han er blevet mere end det. Lige i dag er de kærester. Det skete vist bare en aften henne på Natcafeen (Sundholm). “Jeg foretrækker yngre mænd. Adrian er 35 og fra Rumænien. Kjærlighet er en vidunderlig følelse, og den måles ikke i tal. Store biler betyder intet. Jeg elsker ham, selv om han er hjemløs. Han har gået mange mil for mig. Jeg vil gjøre det samme for ham. Kjrlighed er det vigtigste. Jeg elsker hans ro”.

ikke er for mange gæster. Det bliver mest ved den romantiske snak. Men, hver en mand der krydser hendes dørtærskel får budet. Adrian er også blevet præsenteret for hendes ønske. Han er katolsk, og derfor ikke så interesseret i netop denne kirke. Men livet i Norge lyder ikke så tosset. Familierne er blevet informeret. Og drømmene er mange. Alt for mange. I dag kysser de hedt. I morgen er det slut. Det er sådan lidt op og ned med den kærlighed. Isabella har haft mange kærester. De kommer og går. Hvis de ikke bliver smidt på porten. Kenneth er kok og altid på farten. De er langt fra enige om livet, og han er ikke som Adrian. Eller Hans, der bor længere nede af gangen. Kufferten under stolen huser brudstykker af Isabellas liv. Der er film hun holder af, billeder af børnene og gamle flammer. Og en dagbog som ikke er blevet udfyldt endnu. Den er til senere, når livet skal samles. “Hotel Rwanda” hives frem. “Den tilhører mit hjerte”, sukker hun, og begiver sig videre til et kærligt brev fra datteren. Memory Lane gør hende helt fjale. Væk er den indre kamphund og hendes stemme bliver artig.

Blandt de mange løsark på bordet ligger en krøllet lap med nummeret til den Norske Sjømannskirke i København. Den har været i spil mange gange. Isabella drømmer om endnu et ægteskab og et hus i Norge.

“jeg er i livet for at lære. Jeg går og går. Jeg tror på, at Guds veje er uransagelige. Han beskytter mig. Livet har ikke vært let. Det har været de højeste tinder og de dybeste tomter. Jeg har mange ar. Det værste er det på sjælen”

Kæresterne bliver hurtigt til potentielle ægtemænd i hendes optik. Men et bryllup er dyrt i den norske kirke. Det er kun dér, det giver mening at sige ja. Over 4500 kr for en vielse. Men så er der også kage til kaffen, hvis der

Øjnene bliver hårde igen. Hun har ikke flere ord. Smøgen trænger også til ild. Det banker befriende på døren. Det er Adrian.


Moders stol thed Lone er 45 og har boet på Sundholm siden slutningen af december 2011. “Jeg skal bare have noget fred. Det sagde jeg også for længe siden. Men så røg jeg ind i en junkie, og lige pludselig sad jeg med nålen i armen. Det har jeg aldrig gjort før. Det var ham jeg boede hos lige efter fængslet. Det er helt uroligt. Hvad fanden man kan gøre ved sig selv. Jeg har bedt om en psykolog, så det har de ansatte sat i gang. Det tror jeg er det bedste. Min historie er så stor og er så lang. De ved heller ikke, hvad de skal gøre. Jeg kan se på dem, de føler sig magtesløse. Det eneste jeg er glad for lige nu er, at jeg har fået kontakt med mine drenge igen. Lone kryber op i sengen og gør en smøg klar. Sodavanden bliver spædet op med en skvat gin. “Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg flyttede her ud. På behandlingscenteret hjalp de mig til et værelse her. Jeg sad inde for tyveri, fordi bistanden ville ikke hjælpe, da jeg kom hjem fra udlandet. Jeg havde boet i Spanien og Marokko i næsten ni år. Jeg var stadigvæk gift. Derfor kunne de ikke give mig penge. Det gik helt galt. Jeg levede på gaden i et år. Det var ikke sjovt. Som 45-årig og gå rundt og stjæle. Det er jo ikke noget, man er stolt over. Men det blev jeg nødt til for at overleve. Jeg havde aldrig stjålet før, så jeg var ikke særlig god til at stjæle. Jeg røg i fælden næsten hver gang. Det var rigtigt pinligt – jeg havde over 30 forhold. Jeg fik meget hjælp på Vestre fængsel, så var jeg heldig alligevel, at jeg lavede alt det der. Nu får jeg bistand. Jeg har altid haft nemt ved at finde mænd, der har penge, så jeg har aldrig prøvet at have et rigtigt arbejde. Jeg er blevet forsørget. Det er jo ikke en fordel.

Det er slet ikke godt. Helt fra lille er jeg blevet forkælet. Af min far og min bror. Jeg har aldrig været vant til at gøre noget selv. Jeg har altid været vant til det bare kom. Og lige pludselig kom det ikke bare. Så sad jeg der, som jeg gør nu. Lone fik to piger med hendes første mand. Hun var 17, da hun traf ham. Han var højt placeret i HA´s hierarki. I starten var hun skeptisk, men en hurtig graviditet fik hende til at blive. I dag er hun bedstemor. Den yngste pige har en datter. ”Det er jo ikke så sejt at være bedstemor og så havne i denne situation. Jeg har tabt nogle af mine tænder. Så det er godt, jeg er begyndt at gå til tandlæge. Det passer jeg. Jeg kan få protese til fortænderne. Det er så pinligt. Jeg vil ikke tage ned til mine drenge sådan her. Mit liv er helt forkert. Det er jo mine tænder. De betyder noget. Især når man vågner op fra det her. Jeg mistede dem i et slagsmål med én, der stjal min pung inde i Istedgade. I det mindste fik jeg min pung tilbage. Det kostede to fortænder. I dag tænker jeg, at det nok var bedre at tabe pungen end tænderne. Men det tænker man ikke på i det øjeblik. For 15 år siden mødte Lone en marokkansk mand med mange penge og hemmelige forretninger. Hun tog med ham ud i verden. Med ham har hun to drenge. I dag bor de med hans familie i Marokko. Hun har ikke snakket med dem i to år. Men nu er kontakten etableret. Hendes nu voksne datter fandt dem på nettet. ”Jeg vil ikke være afhængig af ham eller af nogen mere. Men jeg ved, at hvis jeg skulle være sammen med mine drenge hele tiden, så ville jeg være nødt til at være afhængig af ham. Som kvinde i Marokko kan du ikke arbejde og tjene de penge, så du kan klare dig. Du kommer ned på en løn på 2000 kr. i måneden.

Og hvad kan jeg gøre med så lidt med to drenge? Og jeg kan jo ikke have dem her. Lone er ikke skrevet op til en lejlighed endnu. Hun har sat det lidt i bero. Det hele. ”Denne gang skal jeg ikke fare frem og bare handle. Jeg skal have et hjem på et tidspunkt til mine børn. Jeg ved de har det godt. Deres far har rigtig mange penge. De går i gode skoler. Jeg vil jo helst hente dem nu. Jeg kan ikke klare mig uden mine børn. Men jeg er for gammel til at være drastisk. For ti år siden, så havde jeg garantrisse gjort det”. Lone vil gerne i gang med internettet, så de kan snakke over computeren. Men ellers har hun ikke store planer. ”Jeg ved ikke, hvad jeg vil med mig selv. Jeg aner det ikke. Jeg har sådan set idéer, men har ikke kræfter og ressourcer til det. Jeg kunne godt tænke mig en lille forretning – en genbrugsforretning. Jeg har jo gået på designskole engang, hvor man laver tingene om. Det behøver ikke være noget stort. Man skal have kapital til at starte med. Og det kan jeg jo ikke gå ind i banken og få vel? De ville bare glo og sige – ”hvad”???? Det kan jeg også godt forstå. Jeg er jo ikke….” Lone græder for anden gang den formiddag. Savn og sorg over moderens død tre år tidligere fylder hendes tanker til bristepunktet. Det hele er svært for hende at kapere på en gang. “Det er især det med børnene, der gør mig ked af det. Jeg har jo altid været sammen med mine børn. De store. Dem har jeg passet fra de blev født, og til de fløj ud i verden. De små var sammen med mig, til de blev ti, og familien tog dem fra mig. Det gør ondt. Rigtig ondt”.


E n g l e g l a d Lisbeth har dækket op til en hyggelig aften. Ostepops ligger klar på sofabordet. Foran sengen står de obligatoriske årgangs øl og venter.

Jeg havde en storebror. Han er desværre død og kommet i himlen. Jeg håber, han er i himlen. Jeg havde også en lillebror. Han er også død. Ja, hvad fanden er der galt med mig?

fixe. Jeg har lyst til at drikke. Jeg er glad for mine bajere. I 18 år tog jeg heroin. Jeg blev mærkelig i roen”.

”Røde Frank var min sidste kæreste. Ham savner jeg godt nok. Han er virkelig den bedste mand, jeg nogensinde har haft. Han var enorm smuk. Han havde rødt skæg. Frank boede i nordvest. Lige overfor mig. Dvs. jeg sov på trappen. Det er kun fordi jeg havde nøglen. Efter jeg mistede min lejlighed.

I gården havde jeg en mælkebøtte. Det blev min yndlingsblomst. Jeg vandede og passede på den. Lige pludselig så var den sgu død og kommet i himlen. Den havde fået sådan nogle fjer på, og blev til ….. puf ….nothing.

Ny øl på bordet. Lisbeth tænder en smøg, og beretter om et ønske. Hun vil gerne have vinger og komme i himlen.

En dag lå jeg og kastede op på hans trappe. Gud hvor var jeg syg. Det kan jeg godt nok huske. Så kom han op og hentede mig, og gjorde rent efter mig. Og puttede mig i seng. Vi blev kærester. I syv år. Indtil han døde. Hvorfor dør alle mænd fra mig? Jeg ved ikke, hvad fanden jeg gør. Jeg må være poison. Vi boede sammen i hans lejlighed. Indtil han døde – det dumme svin. Urinrørskræft fik jeg at vide. Det troede jeg ikke man kunne dø af. Jeg besøgte ham på hospitalet. Da jeg så skulle komme næste dag, så ringede de til mig: ”Du behøver ikke at komme – han er sovet ind”. Sovet ind, tænkte jeg. Han sover sgu så tit Men det var ikke det de mente. Det var hårdt. Det var det værste jeg nogen sinde har oplevet. Han var den bedste. Først og fremmest var det ikke kun sex, men det var også ømhed. Jeg kan godt lide, at han gad at tage om mig. Selv om han ikke havde en ståpik eller sådan noget. Alle mine forhold har handlet om sex. Tæsk og sex”. Skål. ”Jeg er vokset op mange steder. Først boede vi i Valby. Så flyttede vi til Turensens gade. Der har jeg næsten boet hele mit liv. Vi havde Peblingesøen på den ene side og Ørstedsparken på den anden. Det var tider.

Jeg havde også en due, der hed pjuske og en grossenollike. De fik lov til at bo i lejligheden, til min mor fik nok. Jeg har altid haft mange dyr. Min rotte ødelagde mit ene øje. Jeg er blind på det i dag. Men allermest så savner jeg min hund. Den hedder Lulu. Vi boede sammen på toilettet på Bispebjerg Kirkegård. Det var efter Frank døde. Jeg afleverede den hos en ven, men han ville ikke åbne døren, da jeg ville hente hende igen. Dumme svin......” ..Lisbeth snakker længe om livet med Lulu. Hendes broholmer. I et glimt falder hun tilbage til opvæksten, og fortæller om en far hun ikke har kendt, og en mor der gjorde forskel på piger og drenge. Min mor var på arbejde om natten, så hun sov om dagen. Jeg kan huske vi hentede øl til hende når hun havde penge. Min storebror og jeg. Jeg synes hun var streng. Hun havde de ondeste øjne. Jeg skulle altid gøre rent eller passe min lillebror. Men jeg ville hellere lege med mine veninder. Drengene lavede aldrig noget. Hun råbte ikke op. Hun talte pænt, eller gjorde hun det? Det kan jeg sgu ikke engang huske. Hun er også død og kommet i himlen. Jeg har det fint med hende nu, men jeg savner min lillebror. Jeg tænker tit på ham, når jeg ligger mig her i sengen. Vi lavede ballade. Indbrud. Det var sgu ham, der viste mig, hvordan man gjorde. Stofferne kom før. Jeg tror jeg var 17/18 år. Det var lige ind i årene. Jeg havde en kæreste, der havde noget. Jeg har ikke nogle åre i dag , og jeg har heller ikke lyst til at

”Jeg er faktisk uddannet klinikassistent hos en tandlæge. Det skulle man ikke tro – jeg har ikke en tand i kæften. Jeg bruger dem ikke engang til at spise med. Jeg tygger meget bedre uden protese. Maden smager meget bedre. Jeg synes mit liv har været ganske dejligt. Jeg har ikke noget at klage over. Jeg har tænkt på, at når jeg engang skal dø, så vil jeg tænke tilbage på pragtfulde ting. Livet på gaden var fedt nok. Bare man kunne komme ind på en trappe og sove. Jeg kom til Sundholm fordi jeg blev kørt ned af en skide taxa. Ja …og brækkede hoften. Alt, hvad jeg har herinde, er noget jeg har fået efter jeg er flyttet på Sundholm. Er det ikke fedt? Jeg er næsten nærmest velklædt. Personalet kom op med en bunke tøj. Og jeg tænkte.. maaannn, hvad skal jeg med det? Jeg er ikke meget for tøj. Jeg kan godt lide at gå nøgen. Lisbeth bliver 60 år d. 2. juli. Gør jeg virkelig? Skal vi holde fødselsdag? Nej jeg glemmer det. Altså, da jeg blev 50, var det ingen festdag. Jeg savner dem, der er døde. Så kunne det være, at jeg ville holde fødselsdag. Hvis Frank havde været der. Ja absolutsky. Han var god til at lave mad. Han lavede det der, hvad hedder det… Spaghetti Bolognese. For katten det var godt. Jeg åd og åd og drak. Han drak også. Det var ham der lærte mig at drikke….! Har jeg fortalt dig det?


H j e m af antropolog Mark Vacher. Vi har alle en forståelse af et hjem, men den er sjældent den samme. Ofte betegner vi vores hjem som en genstand. Hjem bliver til et hus eller en lejlighed. Men sjældent en kunnen. Et hjem er det forhold, vi har til verden. Det er en grundmåde at være i verden på. En kunnen. Det er abstrakt og komplekst. Et hjem er ikke noget, vi siden får. Hjem er noget vi kan miste. I vores opvækst bliver vi udfordret på mange fronter. Som når vi skal lære at cykle. Vi møder en kant, hvor vi ikke mere har hjemme. Herefter må vi forsøge til vi står med en færdig kunnen, og kan gå videre til den næste udfordring. Denne proces gentages hele livet. Det er blot forskelligt, hvor omstillingsparate og ressourcestærke vi er, hvis vi mister vores kunnen. Hvor vi kommer frem i livet, så tager vi en identitet på os. Identitet er det, der gør os i stand til at tale om os selv. ”Jeg er sådan en der drikke kaffe, cykler og arbejder på Universitetet” Sådan er det også når vi har en lejlighed, et ægteskab eller et job. Men der kan være livsbetingelser der gør, at vi ikke kan finde os til rette heri mere, og må forlade det. Vi mister vores kunnen, og vælger en ny livsform der kan kaperes og mestres. Det handler ikke længere kun om at have tag over hovedet, men om valg af identitet.

Idet vi bliver hjemløse, så får vi pludselig en ny identitet givet. Vi kommer ind i en sammenhæng, hvor den enkelte bliver til ”hende, der ikke har et hjem.” Samfundet har en stereotyp og en for forståelse af, hvad sådan et menneske er. Problemet er derfor ikke, at de mister den identitet de var vant til at have. Problemet er den identitet, de gives af omverden. Mennesker fylder og har plads i verden. Vi har alle set hjemløse med deres plasticposer og barnevogne. Deres tandbørste eller sovepose er ting de har med sig. De har en funktion, og vidner om, at et menneske holder til her. Det er ting, de nu har hjemme i og hjemme med. Så på den måde har de hjemløse også et hjem. Hvad enten det er en trappeopgang, hvor de kryber sammen i fosterstilling mod muren, eller ghettoer af slumhytter. Det er helt ufatteligt, hvad det lykkedes mennesker at finde hjem i. Vi lærer strategier, der matcher de levevilkår, vi har. At finde hjem er derfor en rejse. Fra et ståsted til noget andet. Sundholm er en mellemstation. Kvinderne er midt i deres fortælling. De er ikke i mål endnu.


E

p

i

l

o

g

Hele vores liv mødes vi af udfordringer, opture og kriser. Nogle er små, andre er mere vedvarende. Disse vilkår er ens for alle. Det er, hvordan vi takler disse nederlag, opture og kriser, der gør os forskellige. Vores arv og miljø er medbestemmende for, hvor gode vi er til at mestre vores liv. Enhver kan falde sammen, hvis jobbet, økonomien, helbredet eller ægtefællen går bort. Det er ens for alle, hvor end i samfundet vi står. Den menneskelige psyke kan slå benene væk under os, når vi mindst venter det. Stigmatisering rammer ikke kun i bunden af rangstigen. Bag den sociale isolation og jeres forhærdede ansigter gemmer sig helt almindelige mennesker, der har behov for at få - og give kærlighed. At være hjemløs er ikke ensbetydende med, at I ikke har meninger, venner og viden. Jeres liv indeholder mere end elendighed, og I fortjener respekt. I har krav på samfundets hjælp til at blive udredt. Kroppen, sindet og sjælen er under konstante udfordringer med et liv på gaden. Det slider på alle ressourcer at leve uden fast struktur over længere tid. Der er simpelthen grænser for, hvor længe et menneske kan holde til ikke at være hjemme.


Billedoversigt Cover: Lisbeth kan ikke sove og føler sig ensom 01 Lisbeth i gården 02 Fælleshygge på anden sal 03 Diskusionerne går højt mellem mænd og kvinder i Bocenterets føllesstue. Bonni, Jan og Lone 04 Kathja deler ild ud til Lisbeth 05 Lisbeth og Lone leger i køkkenet på anden sal 06 Lisbeth er på besøg hos Lone til en bajer og en hyggesnak 07 Tanja June 08 Tanja Junes hilsen “Sov sødt mor.” 09 Billeder af Tanja Junes datter og mor 10 Det lyserøde skær bliver aldrig slukket. Tanja June tør ikke sove i mørke. 11 Tattoveret Rosenkrans 12 Katja giver et tiltrængt kram. 13 Selv neglene er pink 14 Tanja June har pyntet elevatoren. 15 Else 16 En spændt Else venter på tandlægen 17 Nervøsiteten har indfundet sig for Else 18 De nye maskiner bliver ivrigt brugt hos Bisserne på Kofoed skole 19 Røngtenbillede af Elses tandløse mund

20 Else venter på at få råd til venindens gave. Men æsken har hun fundet 21 Sundholm set fra den store indgangsport 22 Fisketure på Grønland bringer mange minder frem 23 Bocenteret på Sundholm by night 24 Sundholm er fyldt af de smukke japanske kirsebærtræer om foråret 25 Isabella og Adrian 26 Isabellas stue. Hun bor på 1. sal på det blandede afsnit af Bocenteret 27 Skattekisten har sin faste plads under stolen. Her er alle hnedes gamle billeder, bøger, film og breve 28 Kærlighed betyder meget for Isabella. Hun leder efter den eneste ene og drømmer om ægteskab og et liv i Norge 29 Isabella i soveværelset 30 Det norske flag betyder meget for den stolte nordmand . Isabella bærer det på sin vinterjakke. 31 Isabella er glad for at tegne. Her er det Helle Torning hun har foreviget på sin tegneblok. 32 Udsnit af brev til Isabellas søn 33 Isabella i gården foran Bocenteret 34 Gangen på anden sal. Kvindeafsnittet 35 Humøret er tit i bund. Derfor ønskes der ikke besøg 36 Lone 37 Billeder af Lones fire børn er blevet klistret op over sengen 38 Kærlighed - et statement i Værkstedet. 39 Lone har brugt meget tid i Værkstedet for at få indhold i hverdagen på Sundholm 40 Sofabordet på Lones værelse


41 Lone samler på tørrede blomster

46 Tankerne om Røde Frank gør det svært at sove for Lisbeth

42 Lone er i Ikea for at købe nips til fællesstuen på anden sal 43 Pink lampe fra Ikea

47 Hver aften sidder Lisbeth au natural og ser tv. 48 Badekarret på plejeklinikken er et hit for Lisbeth 49 En kold årgangsøl mydes i det varme vand

44 Lisbeth 45 Glæde over solens komme skal fejres

50 Lisbeth vil ikke have flere kærester. Fire mænd er døde fra hende 51 Tanja får et knus

01 Detaljer fra Tanja Junes værelse. Hun laver selv de fleste af hendes ørenringe og har Hello Kitty overalt i rummet. Jomfru Maria beder hun til, når livet bliver for trængt.

02 Else bærer på stor sorg over Ditmars død. Billedet af hendes søn, er det eneste hun har fra sin mor efter hun døde. Den lilla kjole i vinduet er blevet studeret mange gange, når hun skal på vej til tandlæge. Den koster 38 kroner. Det er mange penge, når der er over en uge til den første.

03 Lone har levet en stor del af sit liv på første klasse,. Hun har fået fire børn , men aldrig haft et job. Hendes mænd har forsørget hende, og nu skal hun til at finde ud af, hvad hun skal med sit liv. Lone er holdt op med at drikke. Hun vil have sine sønner igen. Derfor er det slut med alkohol. 04 Lisbeth har taget heroin i 18 år. Hendes 60-årige krop bærer ikke voldsomt præg af dette misbrug, men hvis man ser ind i de mørke huler i lysken, så gemmer der sig mange skud. Hendes tænder har fået plads under sofabordet, ellers kan hun ikke finde dem. Lisbeth går ikke langt efter sine årgangsøl. Hun er stadigvæk mærket af den brækkede hofte sidste år, og Tanken lige overfor Sundholm fører hendes foretrukne mærke. Posen indeholder tre halvliters og tyve smøger. Udsigten fra værelset holder Lisbeth meget af. Rart at se livet fra boligblokkene når det bliver mørkt.


En særlig tak skal lyde til alle En særlig tak skal lyde til alle beboere og dedikerede ansatte på Bocenteret, Sundholm. Jeg er beæret over jeres finurlige og medmenneskelige åbenhed. Uden jer var dette projekt aldrig blevet til noget. Tak til antropolog Mark Vacher for en spændende samtale om følelsen af hjem. Af hjertet tak til Vivian, Sofie, Susanne og Henrik, Brian, Peter og Bo for faglige diskussioner. Tusinde tak til Steffen, Lotte, mor, far, Pia, Laura og familien Gamst Josephsen for støtte undervejs.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Sofasoverne by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole - Issuu