© 2026 Fotojournalisterne
© 2026 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Udgivet af DMJX - Fotojournalistuddannelsen
Forsidebillede af Fredrik Lunde Westersund
ISBN: 978-87-977293-1-1
Tryk: Ecograf Gruppen
Printed in Denmark 2026
Tak til:
Hanne Mølby Henriksen
Søren Pagter
Lars Bai
I Vadehavet ligger en ø, hvor tidevandet spiser af kysten, og færgen forbinder øboerne med fastlandet. Fanø hedder den.
Her spiser turisterne is, sommerhusejerne griller pølser og butikkerne sælger souvenirs.
Men øen er mere end det.
Den er godt naboskab, strandrensere og håbefulde tilflyttere. Den er unge og konfirmander, ukrainere og eventyrere. Den er fuld af gode historier.
Her er ni nedslag fra en uge i maj på øen, som mange besøger, men få kalder hjem.
Tak til Fanø. Og god læselyst.
Emma Brink Laursen & Matilda Feline Frank Rasmussen
Anders Wolff Madsen
Carl Stubkjær Ravnbak
Ingrid Laub Ahlmann Olesen & Laura Juul Pallesen
Bertil Konow
Fredrik Lunde Westersund
96
EN EVENTYRER PÅ FANØ
Mikkel Odd Højgaard
Mathilde Wymer Poulsen 76
Alexander Nørbjerg
106
af Emma Brink Laursen & Matilda Feline Frank Rasmussen
“Einmal Fanø, immer Fanø.” Hvert år strømmer hundredtusindvis af gæster til den lille ø og danner livsgrundlaget for mange øboere. Turisterne sætter deres tydelige aftryk på øen. På godt og på ondt.
Hun retter på det lyseblå silkeforklæde og slår hælene sammen i de sorte lædersko. Ryggen er allerede helt rank.
”Hvor vil I have mig?”
Brillerne og den sorte eyeliner er det eneste ved hendes påklædning, som afslører, at årstallet ikke er 1826. Sammen med en veninde driver Louise Steen en lille virksomhed, hvor hun iklædt den ikoniske fanødragt viser turister rundt i sin barndoms brostensbelagte gader i Nordby.
Sidste år havde Fanø mere end 800.000 overnattende gæster. Det samme havde de året før det. Og året før det. Øens fastboende tæller til sammenligning cirka 3300.
Fanø Kommune er dybt afhængig af besøgende udefra.
Turismen er den økonomi, der bidrager allermest til kommunekassen med en andel på knap 40 procent. Dermed holder den også folk i beskæftigelse.
Mere end halvdelen af alle turisters forbrug i Danmark bliver brugt på kyst- og naturturisme, og det udgør Fanø en oplagt ramme for. På godt og på ondt.
Ikke alle på Fanø er lige vilde med turisterne, men som inkarneret fannik ved Louise Steen, at besøgende gæster udgør en livsnerve.
”Det ligger i Fanøs DNA. Fanø har altid haft et blik ud mod verden.”
Fra 1800-tallet var Fanø en maritim stormagt, som handlede med lande i og uden for Europa. I slutningen af 1800-tallet begyndte folk at få øje på Fanø som et feriested, og kort efter blev det første danske badehotel bygget på øen. Få år efter kom Danmarks første golfbane til. Fra 1960’erne blev det for alvor populært at bygge sommerhuse i klitterne, og i dag er tre ud af fire huse på Fanø et sommerhus.
Det er en kølig formiddag i maj. Regnen er stoppet, og en byvandring er netop overstået. Ved færgelejet stiller Louise an til et foto som en skuespiller, der stiller an til buk og applaus efter en veloverstået forestilling. Selvsikkert. Påtaget. Hun har gjort det mange gange før. Og nu vil hun gerne hjem og klæde om.
På Kirkevejen ved Rindby Strand ligger Club Fanø. Et farvestrålende feriemekka for primært tyske turister med børn, der ønsker at fornøje sig selv med strandlegetøj, vinddrevne køretøjer og sælsafarier.
Bag disken står Poul Therkelsen. Han er indrammet af en hær af drager i alverdens farver og former. Sommerfugle, flagermus, klovnfisk og papegøjer. Det var hans kone, Sylvia Hidalgo, der startede virksomheden i 2016. På det tidspunkt var Poul turistchef på øen. De har med andre ord helt styr på, hvad turisterne vil have. Og også hvad de lokale kan lide at brokke sig over.
Han hilser en familie velkommen på tysk.
“Nogle gange kan jeg da godt blive irriteret over, hvis jeg skal stå og vente to sekunder ekstra nede i Brugsen, men når jeg først kommer ud af butikken, kan jeg tænke, hvad fanden jeg egentlig hidsede mig op over. Jeg skulle i stedet glæde mig over, at det går godt for Brugsen, så jeg også kan handle ind i morgen.”
Han slår smidigt over i tysk igen og sælger en drage.
Et tyndt lag sand fyger over asfalten. For enden af vejen ligger stranden, og der står Pouls søn, Adrian. Han er ansat i sine forældres virksomhed og står for at sælge ture i såkaldte blokarts, en lille, trehjulet vogn, der med et sejl drives frem af vinden.
Halvvejs mellem klitterne og havet har han skabt sig et lille helle i det flade, vindblæste landskab. Han hænger ud med andre, der driver samme slags forretning. De sidder i læ i campingstole bag en trailer. På et campingbord står pulverkaffe og en halv liter sødmælk.
“Der er ikke så travlt i butikken i dag,” griner Adrian.
Der har været bygevejr, og solen har først lige vist sit ansigt.
“I går løb jeg rundt og havde svært ved at følge med. Sådan er det i den her branche.”
Klokken 16.30 skal Poul være guide på en sælsafari på Sønderho Strand. Inden da skal han nå forbi Adrian og hjælpe med at pakke blokart-udstyret ned. Han kommer kørende i en gul varevogn, og far og søn går i gang med at læsse bil og trailer.
“Jeg ved godt, at nogle folk kritiserer, at man kan køre på stranden, men alternativet havde været, at man skulle bygge parkeringspladser langs klitterne. Det ville også være et indgreb i naturen.”
Ved Sønderho Strand står en gruppe forventningsfulde turister klar. Tyske familier i gummistøvler og vindjakker, børn med plastikspande og –skovle. En pige med lyserøde glimmersolbriller krammer en sælbamse, mens Poul råber navne op fra en liste. I en plastikspand har han taget fund fra stranden med, alt fra knivmuslinger til paraffinklumper.
“Der findes også et vadehavsmonster, der efterlader kæmpestore fodaftryk i sandet,” siger han henvendt til de mindste i flokken.
“Vi betragter os selv som en del af underholdningsbranchen. Vi skal først og fremmest underholde, og hvis vi kan stoppe noget viden i vores kunder samtidig, er det en fin bonus.”
Det er lavvande, og gruppen af turister, der denne dag tæller over tredive, begiver sig ud på den tørlagte havbund. Poul gør stop undervejs, hvor børnene har tid til at grave i det våde sand og de voksne til at forevige øjeblikket med deres telefoner.
Særligt i højsæsonen er de guidede ture populære, og mange lever ligesom Poul af at drive den slags forretning. Men selvom der er penge at tjene på de mange besøgende, er der også en bagside til fortællingen.
Turisterne fylder ikke bare i landskabet, de påvirker også øens natur.
Poul er iført en orange dynejakke. Han leder flokken mod en sandbanke i horisonten.
“Det handler ikke om, at turister er onde og gerne vil ødelægge naturen. Det handler om, at hvis de ikke kender retningslinjerne, så kan de heller ikke opføre sig i overensstemmelse med dem.”
De lokale er blandt andet bekymrede for, at turisterne ødelægger klitterne ved at gå i dem.
“Hvis du har stier, så går folk på stierne. Det er ikke svært, men det er et økonomisk spørgsmål. Når turisterne er med os, kan vi guide dem i, hvad de må gøre og ikke må gøre.”
Da vandet ikke tillader turisterne at komme længere, kan man skimte de store dyr, som ligger nogle hundrede meter væk. Spættede sæler og gråsæler. Nogle af børnene er mere interesserede i at teste deres gummistøvler i vandkanten eller samle strandfund i en spand.
Kikkerterne sendes på rundtur. Uden dem er sælerne bare nogle klumper i horisonten, men der er ingen skuffede miner hos turisterne. Tværtimod. Vinden er stærk, og stranden og havet syner uendeligt. Det er ikke nogen lille flok, som har købt billet til sælsafari i dag, og alligevel kan de stå med vindblæste ansigter og få fornemmelsen af at være Palle alene i verden i Fanøs storslåede natur.
Det grå hår hvirvler om ørerne på Fanøs nye bæredygtighedsguide, Birgitte Schack Rasmussen. Hun står i klitterne på midten af øen og kigger ned på det, som for få år siden var søer. Nu er de såkaldte Gåsehuller blevet til mudrede pøle. Tilgroede og nærved tørret ud.
Fanøs sommerhusområder er ikke kloakerede, og de fleste sommerhuse har derfor nedsivningsanlæg. De mange turister, der bader, besørger og børster tænder er en skidt kombination med Fanøs højtliggende grundvandsspejl. Spildevandet når ikke at blive ordentligt renset, før det siver ned i grundvandet.
Birgitte er pensioneret gymnasielærer og sidder i bestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening Fanø. I marts blev hun uddannet bæredygtighedsguide i forbindelse med et dansktysk projekt støttet af EU. Birgitte håber, at der kommer et større fokus på bæredygtig turisme.
”Det bliver sådan et hurraord, som man kan bruge. Jeg tror mere, at man tænker i økonomisk bæredygtighed lige nu.”
Den store turismestrøm til Fanø bekymrer Birgitte. Hun oplever, at nogle turister ikke tager hensyn til naturen og respekterer for eksempel de truede vadefugles ynglesteder.
“De synes, det er sjovt at køre ind i fugleflokken, så de står op omkring én. Og så har de ikke ro til at bygge rede.”
Birgitte er tilflytter. Sammen med sin mand og deres børn kom hun til øen i 1991. Hun tilhører dermed en gruppe, som andre lokale mener, mangler en bevidsthed om øens økonomiske grundlag. Fanikkerne og sønderhoningerne har boet på Fanø i generationer og ved, at øen lever af turisme. Det er Birgitte også klar over.
“Selvfølgelig skal vi have turister, og man skal have råd til at komme her. Det vigtigste er, at man har respekt for både kulturen og naturen og ikke bygger enorme sommerhuse, bare fordi man har mange penge.”
“Fanø må ikke blive det nye Barcelona eller Blåvand. Vi skal hverken have kæmpehoteller eller Hennes & Mauritz.”
Selvom der er penge i turisterne, mener Birgitte, at man glemmer at regne udgifterne ind. Autocampere slider på vejene og den manglende kloakering ødelægger grundvandet. Desuden er der affaldet, turisterne efterlader. Alt det skal Fanø Kommune betale for ud af en i forvejen slunknen pengekasse. Og naturen kommer i sidste række, mener Birgitte.
“Naturen, det billige skidt, det er bare noget man har.”
“You’re listening to Always Elvis Radio.”
På den brostensbelagte hovedgade i Nordby byder Marilyn Monroe i fuld papfigur softicesultne gæster inden for i Fanø Vaffel- og Bolsjehus. Et paradis af blanke nøgleringe, glinsende lyserøde diamanter og figurer tilplastret med dannebrogsflag og ‘FANØ’.
Hos naboerne kan turisterne finde keramik, glaskunst og gadeskilte med menukort og gode tilbud på tysk.
Mellem de bugnende souvenirhylder langer Mette Pedersen isvafler og kugler i bæger over disken. Gæster kan sætte sig i de rød- og hvidstribede sofaer i selskab med utallige Elvisportrætter.
Fanømagneter, sælfigurer, “ring for sex”-klokker og softice er de helt store sællerter hos tyskerne.
“Jeg ved jo godt, at det er noget krimskrams,” siger Mette, der ejer den diner-inspirerede butik, “men det er det, de vil have. Og børnene elsker det.”
Louise løsner det lyseblå forklæde og hænger det nænsomt på stoleryggen hjemme i stuen i det stråtækte Nordbyhus. Hun løfter den traditionelle klud af hovedet og tager mamelukkerne af. Nu står hun midt på stuegulvet iført sorte bukser og en t-shirt med print.
Hun kigger ud på de rododendronbuske, som dækker halvt for de lavtsiddende sprossevinduer.
”Jeg er vokset op lige rundt om hjørnet i et hus uden forhave. Dengang var det primært tyske turister, som kom til øen, og det skete tit, at de pressede deres ansigt mod ruden for at kigge ind. Hvis solen skinnede, slog de paraplyen op, så de virkelig kunne se ind og se, hvordan vi boede. De kunne også finde på at tage i døren, fordi de troede, at vores hus var et museum.”
Hun griner.
“Min far havde en hjemmebar, som kunne ses gennem vinduet. En gang imellem skete det, at turister kom ind, fordi de ville købe en øl. Jeg lærte af min mor, at når der var nogen, der stod med næsen presset mod vinduet, så måtte jeg godt række tunge af dem.”
Da Anton forlader sin familie i Ukraine, begynder arbejdet for et nyt liv på Fanø. Et arbejde båret af savn, håb og drømmen om sønnens fremtid.
”Vi
Krammet varer længere end normalt. Her ved busstoppestedet er det svært at give slip. Ikke kun fordi det er minus 5 grader, og nærheden giver varme, men også fordi det her er et farvelkram. Farvel til Ukraine, til hele familien og den vante hverdag.
Det er 1. februar 2026 i Lviv, og Anton Tarusov står overfor en af de sværeste dage i sit liv.
Han er 45 år gammel og derfor lige i alderen til at kæmpe for sit land. På trods af det er han ikke at finde i hæren. En lungeskade fra hans 15 år som kulminearbejder, gør ham uegnet til tjeneste.
Selvom Anton ikke selv deltager på frontlinjen, så har krigen alligevel krævet mange ofre for ham personligt. Han har mistet en nevø til droneangreb, og gode venner er vendt hjem fra krigen i kister.
De sidste måneder har været hårde. Der er ofte ikke lys eller varme i lejligheden, fordi Rusland bomber infrastrukturen i regionen.
Nogle af raketterne rammer 1 km fra lejligheden. Anton føler en dyb udmattelse over situationen, som ikke længere er holdbar.
”En morgen vågner jeg op og vil ikke længere leve her mere. Jeg elsker Ukraine, men jeg har ikke lyst til at leve her mere.” siger han.
Derfor beslutter Anton og hans kone, Victoria, at familien skal flygte fra Ukraine. Først skal han forlade deres hjemland for at skabe en base i Danmark, inden Victoria og deres 15-årige søn, Dani, kan flytte med.
”Hvis der skulle ske noget, eller jeg ikke kan finde et job, så er det nemmere at klare for én person end en hel familie,” siger Anton. ”Jeg vil se min søn vokse op glad.”
Han pakker ikke meget. Det er kun det mest essentielle tøj, der kommer med i den lille håndbagage til flyet. De tre går sammen ud til busstoppestedet for at sige farvel. De ved ikke, hvornår de ses igen.
Mødet med Fanø
Den 16. marts i år står Anton på dækket af den lille færge, der forbinder Esbjerg med Fanø.
Ukraine er langt væk. Han er på vej over til sit nye hjem, men han ved ikke, hvad det indebærer. Han har ikke selv valgt, at det er på Fanø, han skal prøve at skabe familiens nye fundament.
Da han træder ud i de 3 grader med heftig vind, slår det ham, hvor tomt der er. Efter en kort gåtur gennem Nordby for at komme op til Rådhuset er Anton klar til at starte sit nye liv i sin nye lejlighed.
Lejligheden er strippet for inventar. Der er ikke et eneste møbel. Kommunen kommer med en lastbil med møbler og udstyr, men her to måneder senere er lejligheden stadig tom for følelse. Der er ingen billeder på væggene, og alle møblerne har stadig prismærker på.
Enkeltmandssengen står alene.
”Jeg savner min familie hver dag, selvom jeg er virkelig glad her, og menneskerne er søde,” siger Anton.
Nu går dagene med at søge arbejde og lære dansk. Det er til tider ensomt, men Anton finder ro ude i naturen og i selskab med sin ven Oleksiy, der bor i Esbjerg. Han snakker med sin familie hver eneste dag på Whatsapp. Smilet lyser op i ham, når videoopkaldet starter, og Dani popper op på skærmen.
Det svære danske sprog
Alarmen ringer 05:30, ligesom den gør hver tirsdag og fredag, for at Anton kan nå hen til sprogskolen i Esbjerg. Færgen rokker stille og roligt over det korte stræde. Det tager kun 12 minutter, inden den sikkert dunker ind i kanten af havnen og bliver fasttøjret.
I bus 11 hiver Anton en 500-kroneseddel op af lommen.
Buschaufføren er ikke begejstret. Hver anden uge får Anton udbetalt 1500 kroner i kontanter af Fanø Kommune, som skal række til både mad og transport. Uden dansk bankkonto kan han ikke bare checke ind på rejsekort som alle andre. Buschaufføren har ikke andet valg end at tage imod 500kronesedlen. I dag har han lavet en aftale om at følges de sidste 500 meter hen til skolen med Oleksiy. De giver hinanden et solidt håndtryk og rykker så mod sprogklassen.
10 minutter senere sidder de to sammen i et sterilt, dansk undervisningslokale i et industrikvarter for at prøve at lære dansk. De tager bogen ”Vi taler dansk” frem for at være klar til undervisningen.
”Hvorfor siger I kun halvdelen af jeres bogstaver?” siger Anton med forvirring i stemmen til læreren.
Det er et spørgsmål, som går igen. Selvom alle 17 elever gør deres ypperste, er det svært at udtale de danske ord. De øver de stumme d’er og g’er, som leger j’er midt i ordene. Anton har stor tiltro til, at han nok skal lære det.
Håbet for fremtiden
”Forhåbentligt kan de komme til sommer,” siger Anton.
Det er alfa og omega, at han snart får et job, så han kan skabe den base, de aftalte tilbage i Ukraine. For det fylder meget, at familien stadig ikke er i Danmark. Ikke blot grundet den fysiske afstand, men fordi de er udsatte for russiske bombeangreb.
Det er ikke vigtigt, hvilket job det er, så længe det betaler regningerne. Anton er ikke kræsen, men det er svært. Han snakker med kommunen, jobcentret og sine få bekendte, men indtil videre er det ikke lykkedes at skaffe et arbejde.
”Jeg vil gerne blive her på Fanø, hvis det kan lade sig gøre.”
Her er roligt, sikkert, og det ligger langt væk fra det hjemland, han modvilligt har forladt. Fanø er det perfekte sted for ham og familien, måske med undtagelse af vestenvinden.
”Her blæser hele tiden vildt meget. Det er ret irriterende,” siger han. ”Jeg savner bjergene i Ukraine.”
af Carl Stubkjær Ravnbak
Det er ikke synligt lige til at begynde med. Men holder man godt øje, vil man hurtigt se, at her bor de mest tillidsfulde og tilfredse mennesker i hele landet. Indbyggerne i Sønderho er blandt de bedste naboer i Danmark.
Den skarpe lyd af en vinkelsliber mod gasbeton dulmes bedst ved at stikke fingrene godt ind i ørerne. Støv fylder hele rummet i Jens Kæmpe og Marie Lunds fremtidige køkkenalrum. De har lige købt et rødt murstenshus med en stor have og nok gør-det-selv-projekter til de næste mange år.
Det er hverken Jens eller Marie, der står med vinkelsliberen. Det er deres nabo Christoffer Dam. Han er ved at lave nye huller til stikkontakterne.
Og Christoffer er ikke den eneste nabo, der kigger forbi og giver en hånd med. Om formiddagen tropper Snorre Lenzing op. Han tager sig et kig omkring. Vindpap under loftet, et nyt hul i væggen til en dør og rensning af kloakken for jord. Så er de ved at være der.
”Få fat i René.”
”Alt sådan noget, det er noget Rasmus ved.”
”Det ved Jeppe og Henriette.”
”Prøv at få fat i Mikkel.”
I det lille landsbysamfund på det sydlige Fanø er naboskabet ét stort netværk, der breder sig over hele byen. Jens og Marie har boet i Sønderho i fire år og har endelig fået nøglerne til deres eget hus. Og med dem har Sønderho lige fået sig et nyt renoveringsprojekt.
Her bag klitterne har de holdt sammen og hjulpet hinanden siden Kong Christian II, hvor de første beboere på Fanø flyttede sydpå.
Faktisk holder folk på Fanø så meget sammen, at de er dem, der er mest tilfredse med deres naboer i hele Danmark. Det er også her, Danmarks mest tillidsfulde mennesker bor. Det viser tal fra bogen “Vores Livskvalitet”. I Sønderho banker man bare på og går ind ad døren. Ikke noget med at ringe eller skrive først.
Kaffe og selskab
Lyden fra trampolinens fjedre blander sig med børnelatter omme i en nyudsprunget forårshave. Fem drenge spiller bold. Tempoet er højt, og drengene svæver mere over trampolinen, end de står på den. Når spillet er i gang, går der ikke lang tid, før de har viklet sig om hinanden som en garnnøgle.
Indenfor sidder forældrene og får sig en kop kaffe. Der bliver sludret om løst og fast, og ude i haven kan man svagt høre drengene, der stadig er i fuld gang.
”Kaffe og selskab ka’ noget,” siger Clara Lygdom, der er mor til to af drengene.
Det er meget almindeligt i Sønderho at komme ind til en kop kaffe og få en sludder, imens ungerne er ude at lege.
Drengene kommer buldrende ind i huset og tager deres høje humør og lydniveau med sig. Alle mand samles hurtigt om Clara, da hun har fået et billede af nogle andre naboers nye hund.
Når fællesskab er noget, man gør
Man hilser på hinanden i Brugsen, og når man henter børn i børnehaven. Det er trygt for børnene at lege i hele byen, i skoven og i klitterne. Der er altid en hjælpende hånd at få. Og give.
”Sønderho er et lille, overskueligt samfund, hvor man gør noget for hinanden,” siger Karen Wohlert.
Hun er formand for foreningen Sønderholiv, der arbejder for liv i Sønderho og for at lokke børnefamilier til byen. Med 269 indbyggere kræver det, at nogen engagerer sig for at bevare det lille samfund. Her holder folk øje med hinanden, ikke for at pege fingre, men for at udvise omsorg og tjekke ind hos hinanden.
”Man vender ikke bare ryggen til,” siger Karen Wohlert.
Du skal da til bal
Det gule lys sætter stemningen i det gamle forsamlingshus.
Klokken er lidt i ni, og i aften skal der danses folkedans til de gamle viser. Småsnakken begynder at fylde lokalet. Øl og kaffepunch står på alle bordene. Rigeligt med Kaffepunch.
To unge piger træder ind ad døren iført lyse jeans og t-shirts.
Lili Exner og Kirstine Rasmussen er kommet til bal, så længe de kan huske. Der sker ikke så meget andet i Sønderho for piger på 13 år.
Klokken ti er ruderne dugget til. Inde i varmen sidder mindst 50 mennesker. Christoffer Dam, der for et par dage siden lavede stikkontakter, spiller nu violin for et proppet dansegulv. Her danser alle med alle. Alle kender alle. Chefen for den lokale café danser med naboens børn. De unge, der er hjemme på ferie, danser med deres forældres venner. Byen samles. Generationer mødes. Gamle traditioner føres videre på dansegulvet.
Og i morgen mødes sønderhonningerne igen. Ikke i forsamlingshuset og heller ikke dem alle sammen. Men de mødes. I børnehaven, i Brugsen og hjemme hos Jens og Marie. For den gode stemning og det gode sammenhold lever videre i byen.
af Ingrid Laub Ahlmann Olesen og Laura Juul Pallesen
Langs Fanøs kyst løber en vidtstrakt, grøn jordvold. Et dige, der skal beskytte øen mod stormfloder. Som en grænse mellem mennesket og havet.
Men indimellem er diget ikke nok. I 1981 blev øen ramt af en historisk stormflod. I dag arbejder flere for at styrke kystsikringen og sikre Fanøs fremtid mod lignende storme.
Karen Jeppesen står i sit hus på Hovedgaden i Nordby og smører vinduerne ind i margarine. Det skulle efter sigende sikre, at vandet ikke løber igennem revnerne. Hun har lige hørt i radioen, at vandet er løbet over digerne i Ribe. Da hun kigger ud ad vinduet, ser hun vandet komme piblende over vejen foran huset.
Der går panik i hende. Hun ringer til sin mand Henning og beder ham tage deres ældste søn med hjem fra skole. Henning lyder ikke synderligt bekymret i den anden ende af røret. Men da han drejer ned ad Kastanievej med deres seksårige dreng på cyklen, står vandet ham pludselig til skridtet. Familien er endelig samlet i huset, da vandet begynder at trænge ind i kælderen.
Kort efter går strømmen.
Den 24. november 1981 blev Fanø ramt af en af de mest voldsomme stormfloder længe.
Vandet steg og steg. Nogle beboere trak i vaders, andre sejlede rundt i gaderne. Vandet nåede op på 4,5 meter over den normale vandstand. Det var voldsomt, selv for Fanøs beboere, der er vant til, at grænsen mellem vand og land aldrig er helt fast. Øens placering midt i Vadehavet betyder, at tidevandet konstant oversvømmer de lavtliggende områder og skaber sumpede marsk- og engområder. Heraf kommer øens middelalderdanske navn: ‘Den sumpede ø’.
Efter stormfloden stod det klart, hvor stor en kraft havet kan være. Digerne blev forhøjet, så øen i dag står bedre beskyttet mod fremtidige stormfloder. I dag er de højeste diger på Fanø fem meter høje.
Øen har sit eget værn af 19 frivillige, der sammen med Beredskabet træder til, når stormfloder rammer. De mødes den første mandag hver måned for at øve, hvad de skal gøre, hvis vandet stiger over 2,5 meter. De fylder sandsække og lærer, hvordan man bruger pumper og generatorer, som kan være afgørende, hvis vandet igen bryder ind i byen. Men de frivillige løser kun akutte problemer. Stormflodssøjlen i
Det globale havniveau forventes i værste fald at stige op til 2 meter frem mod år 2100. Det betyder, at hvis digerne ikke forhøjes i samme takt, vil Fanø blive langt mere udsat for oversvømmelser. Stormfloder vil trække længere og længere ind over øen. Hvert år stiger vandet rundt om Fanø med 3,4 mm. Det lyder ikke af meget, men det har store konsekvenser for beboerne langs kysten.
Og vandet forventes at stige markant hurtigere i fremtiden. I Nordby er der netop igangsat en plan om at forhøje digerne. En enkel løsning, der alligevel er mere kompleks, end den først tager sig ud.
Hver gang planerne om at forhøje digerne dukker op, følger nye spørgsmål med. Nogle øboere frygter, at udsigten til havet forsvinder bag de grønne jordvolde. Andre bekymrer sig for, hvordan digerne kommer til at se ud. Flyttes de længere ud mod kysten, støder de sammen med fredet natur og dyreliv.
Derfor bliver kampen mod havet også en kamp om landskabet, og om hvordan øen skal se ud i fremtiden.
stranden lægges grantræer for at dæmpe sandflugten.
Netop havet og landskabet er det, der tiltrækker mange mennesker til Fanø. Christina Løjtnant flyttede til Sønderho for at komme tættere på naturen og længere væk fra storbyen. Som biolog havde hun tænkt en del på stormfloderne, før hun flyttede til øen.
”Vi kiggede på flere huse, men mange af dem lå simpelthen for lavt.”
I dag bor hun i et hus, hvor vandet under stormene nogle gange kan stå helt op til genboen.
”Huset ligger nogenlunde sikkert her,” siger hun. “Især hvis digerne bliver forhøjet.”
For hende er risikoen for stormfloder en del af vilkårene ved at bo på Fanø. Naturen, stilheden og nærheden til havet vejer tungere.
Hen ad aftenen i 1981 har vandet endelig trukket sig tilbage hos Karen og Henning Jeppesen. Ved hjælp af en hjemmelavet pumpe lykkes det dem ved midnatstid at få det meste af vandet væk fra kælderen. Stormfloden har efterladt tydelige spor i byen, hvor utallige huse nu står med store skader. Trægulve er ødelagte, isolering har suget vand til sig, og mange af beboerne står tilbage med et massivt oprydningsarbejde.
I dag bor Karen og Henning Jeppesen i et mindre udsat område i Nordby. I et hus uden kælder. Længere væk fra havet.
af Bertil Konow
’Ja’ er et stort ord, når man skal sige det til Gud. Når 14-årige Alma skal konfirmeres, siger hun også ja til pinlige taler, pengegaver og måske en klirrende indkøbspose, når aftenen slutter.
”Jeg forstår ikke, hvorfor konfirmationer skal være så tidligt om morgen. Jeg faldt først i søvn klokken et og stod op klokken fem i morges.”
Alma Vestergaard sidder i en frisørstol i Nordby på Fanø. Klokken er halv otte om morgenen, torsdag den 14. maj. Om to og en halv time skal hun konfirmeres. Væggen bag hende er tapetseret med diplomer i kinesisk ernæring og akupunktur. De tilhører Stinne, der også driver en sundhedsklinik.
Før hun åbnede klinikken, var hun skrædder og frisør. Hun har beholdt en frisørstol, som hun bruger, når øboernes hår skal passe til livets højdepunkter. I dag skal Stinne sætte Almas hår, så det matcher dagens program.
”Ej det er jo min konfirmation!”, udbryder Alma, mens hun trækker en sort Big Ben karamel op ad sin hvide lædertaske.
”Jeg har ikke spist slik siden nytår. Men nu er det min konfirmation. Så må jeg godt.”
Et plastikskelet på hjul kigger Stinne over skulderen, mens hun nænsomt betjener krøllejernet og følger op med en omhyggelig tilpasning af de blonde hårspidser. Alma stirrer stift ind i spejlet, mens hun følger Stinnes bevægelser. Et smil finder vej til hendes læber, da krøllerne fastfryses med hårlak i præcise pust.
Stinne har tit brude, der skal vies på stranden. Så hun ved, hvor meget hårlak, der skal til, for at håret sidder hele dagen.
Kirken er vigtig, som Brugsen er det Alma er én ud af i alt 19 konfirmander, der i år skal konfirmeres på øen. Det er mange, når man sammenligner med resten af landet.
Ifølge kirke- og kulturmedarbejder Sissel Holse fra Fanø Sogn skyldes det blandt andet, at kirken er en hjørnesten for øens beboere.
”Kirken står som en grundpille i lokalsamfundet. Lidt ligesom forsamlingshuset og Brugsen er vigtig, er kirken det også.”
Mange af konfirmanderne er kommet i kirken gennem hele deres liv. Til forældres bryllupper og bedsteforældres begravelser. Kirken er et mødested for traditioner, hvor både ung og gammel får bevidsthed om slægternes gang, forklarer Sissel.
”Man kan ikke synge, mens man tygger” Klokken ni mødes øens 19 konfirmander i sognehuset i Nordby. Om en time begynder ceremonien i kirken.
De fleste af pigerne er i hvide kjoler, der er pyntet med lyse blonder og bindebånd. Håret korrigeres med minutiøs præcision i spejlet i gangen. Det skal sidde, som det gjorde, før det kom ud i blæsevejret og over i sognehuset.
Drengene og pigerne taler ikke meget sammen. En kæk kommentar eller et flygtigt kast med blikket mod den anden gruppe er, hvad det bliver til. Mange af drengene har voks i håret og hængerøv i bukserne, der lander i de helt rigtige, tilfældige folder på deres loafers i læder. Man skal ikke se, at tøjet sidder præcist, som det skal.
”Gæt hvem der fik sin fucking mens i går,” udbryder en af Almas veninder, mens hun dobbelttjekker sin makeup.
Præsten tager ordet og husker konfirmanderne på, at de bare skal gøre som de andre, hvis de glemmer, hvad de skal.
”Og lige en sidste ting,” afslutter organisten, inden kursen går mod kirkens våbenhus. ”Flere af jer har tyggegummi i munden. Ud med det. Man kan ikke synge, mens man tygger.”
Det handler om at kende koreografien
Selvom det til daglig ikke vælter ind med unge mennesker i kirkerne på Fanø, er det håbet, at konfirmanderne vænner sig til at være i kirken. Og måske en dag vender tilbage, siger Sissel.
På dage, hvor der er tvivl om, hvordan verden skal forstås, er kirken et sted, der kan give ro. Det er i hvert fald tanken bag konfirmandforberedelserne på Fanø. Her handler det mere om at kende til gudstjenestens koreografi end at kunne både første og anden mosebog udenad.
”Hvis de en dag kommer i en situation, hvor ordene ikke længere rækker, og de føler sig magtesløse, så er forhåbningen, at de er blevet så fortrolige med kirken, at de kunne finde på at sætte sig ind i den igen,” siger Sissel.
”Som en sjælesorg. Eller for at få åbnet nogle horisonter.”
’Vedlagt: 100 kr.’
Ceremonien i kirken er overstået. På bagsædet af sin fars hvide Opel Astra sidder Alma ved siden af Maria. Hun er den af vennerne, der skal med til mad og familiens taler på Jerne Kro lidt udenfor Esbjerg.
”Jeg sad bare i kirken og tænkte på forskellige modeller af iPhones,” siger Alma fnisende til Maria, mens hun gennemgår telegrammerne, der er blevet lagt i hendes gavepose.
Flere af dem har en pengeseddel eller to vedhæftet med en papirklip.
‘Vedlagt: 100 kroner’ står der med sort tusch på et af kortene.
”Tak for at I er kommet”
Almas familie er inviteret til frokost. Tarteletter med hønsefyld, oksesteg, kaffe til kagen og husets vin ad libitum. De bliver omtrent fyrre i det hele.
Lyserøde roser med afskårne plastikstilke ligger spredt mellem vinglas og bordkort med guldskrift. I midten af rummet sidder Alma til bords med Maria, sin bror, forældre og bedsteforældre. Bag dem hænger bogstaver i guldglitterkarton på en snor, som er tapet fast til væggen.
”Almas konfirmation,” står der.
Mellem to af retterne bliver grønne, gule og røde kort delt ud til festens gæster. En kortklippet mand i hvid skjorte og habitbukser rejser sig op.
”Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke ville holde den pinlige-onkel-tale,” siger Almas onkel og kigger på hende med store øjne.
”Men så snakkede jeg med Alma, som altså insisterede på, at jeg skulle holde en alligevel.”
Rummet kvitterer med en spredt latter. Onklen opremser pinlige historier om fuldskab og missede
Fanø-færger fra sit eget liv, der alle ender med tre forskellige udfald, som de resterende gæster skal tage stilling til med de farvede kort. Hvilket udfald ville være det mest voksne for Alma at træffe? Det grønne, gule eller røde. Alma følger nøje sin onkel med øjnene. Gæsterne følger hende.
Efter kaffen er drukket, og gæsterne er ved at finde overtøjet frem, tager Alma ordet.
”Mange tak for, at I er kommet i dag. Det betyder meget for mig,” læser hun op fra sin telefon.
”Tak for gaverne, og tak til min mor og far for at give mig muligheden for at holde den her fest. Jeg elsker jer.”
Klirrende indkøbsposer og kammerater
”De sagde, de skulle have 20.000 for det oppe på kroen. Det tænker jeg ikke kan gøres meget billigere,” siger Almas far.
Han sidder bag rattet i den hvide familiebil. Festen er slut, og dagens hovedperson skal tilbage til Fanø. Bilen er nået til færgelejet i Esbjerg, hvor den ruller ombord og dirigeres på plads af matroser i gule refleksveste.
Almas far trommer en stille rytme på bilrattet og stryger en hånd gennem sit skulderlange hår. Fanø-færgen sætter i bevægelse.
”Far, må der godt komme et par fra klassen over i aften?”
Alma sidder på bagsædet af bilen. Mellem benene har hun en klirrende indkøbspose. Gennem et hul i færgens ræling kan man se vandet, der løber forbi, mens skibet krydser tilbage over den lavvandede passage.
”Ja, men de skal have lov af deres forældre, og de bliver hverken til klokken halv eller kvart i lort.”
Han kigger i bakspejlet og forsøger at fange Almas øjne med et indforstået smil.
TUR-RETUR-TUR-RETUR-TUR-RETUR-TUR-RETUR
TUR-RETUR-TUR-RETUR-TUR-RETUR-TUR-RETUR
Færgen sejler i pendulfart mellem industrien og idyllen. Turen tager 12 minutter i godt vejr. Og cirka det samme i dårligt vejr. Alle og alt skal med.
På færgelejet i Nordby står en flok morgenfriske øboere i læ for regnen. Klokken er 05:03. De siger godmorgen og sludrer. De kender hinanden fra i går og dagen før det. Skuret er plastret til med turistinformationer. Men de er ikke turister. De er pendlere. Klokken 05:10 går dagens første færge mod Esbjerg.
I år er der 35.222 planlagte afgange. Gymnasieelever, ambulancereddere, håndværkere, fuglekiggere, tyske turister, pølser, mælk og posten. Ingen færge, ingen Fanø.
En særlig anerkendelse
Klokken 05:11 sidder Karl Martin i sin hvide fragtbil, i blå overalls og med røde øjne. Det gør han hver dag på denne tid. Altid. Engang da han ikke var at finde i sin hvide fragtbil, i blå overalls og med røde øjne, blev matroserne så bekymrede, at de ringede ham op.
Nogle får opkaldt en underlig sandwich efter sig, andre en villavej. Karl Martin har sejlet så meget med færgen, at han har fået et transportmiddel opkaldt efter sig. En klassisk ladvogn med en stor kasse, der stikker lidt ud. Denne model kaldes af færgens besætning blot en Karl Martin.
“Syv biler, en knallert, to Karl Martin,” lyder det i radioen, når matrosen melder lasten.
På kommandobroen vinder solen og lyset frem. Her sidder to styrmænd med 360 graders havudsigt og kaffe på kanden. Tidligere sejlede de på verdenshavene. Nu sejler de en tur på 1,35 sømil. Frem og tilbage, frem og tilbage.
“Det var ikke mange, der skulle med herfra,” siger den ene, mens han kigger ned på kajen og de få biler i køen. Den anden banker lidt på barometeret.
De har haft nattevagten. Selvom sidste afgang fra Fanø i hverdagene er klokken 00:30, skal de være klar i Esbjerg. Hvis alarmcentralen ringer, skal de hurtigt hente ambulancen på den sygehusløse ø.
Med walkie-talkie guider den ene matros færgen det sidste stykke ind til kajen. Der tælles ned for hver meter. “5, 4, 3, 2, 1,” og så et bump. Med vink, nik og ansigtsmimik bliver bilerne guidet af borde, inden færgen igen fyldes med småt brændbart og håndværkertilbud – matros-slang for små biler og mange varevogne. Den anden matros spiller skak på computeren og scroller lidt DMI.
Nogle gange er der for lavvandet til, at de kan holde farten og tidsplanen. Andre gange er der for højvandet til, at de kan lægge til kaj.
På Facebook findes en gruppe, der hedder “Sejler Fanøfærgen lige nu?”. Her ses billeder af lange bilkøer og opslag, der starter med: “Dette er ikke brok, men…” efterfulgt af noget, der minder om brok.
“De er så kloge,” siger en af matroserne med jysk ironi i stemmen.
Han mener, at øboerne er forkælede.
“Hvis man tænker over det, er der nogle steder på landet, hvor busserne kun kører hver anden time. Den her færge sejler jo fandme i pendulfart!”
RUTINERET!
Når færgen nærmer sig land, rejser turister og uerfarne passagerer sig og gør klar til at gå af borde. Så står de som får bag hegn og venter på, at nogen lukker dem ud i det fri.
De mest rutinerede drikker stadig deres medbragte kaffe, når motoren bliver stille og farten lav. Først efter bumpet rejser de sig – og præcis som de har taget cyklen i hånden, går bommen op og lukker alle på land.
Johannes er rutineret. Han bor på Fanø, går i gymnasiet i Esbjerg og har allerede været frem og tilbage en gang i dag. Det er ud på eftermiddagen, og nu er han igen på vej til fastlandet. Han skal til klaverundervisning og læser noder på overfarten. Fire ture med færgen bliver hurtigt til en time, og man kan læse mange noder på en time.
Som med al anden offentlig transport findes der myldretid og stille perioder. Klokken 20:50 er der roligt på færgen, og billedkunstneren Monica er på vej hjem til Esbjerg. Hun har været til fællessang og har sunget sange om Fanø hele aftenen. Hun kommer tit på øen. Rigtig tit. Nogle gange bare for at bade, selvom vandet er det samme på begge sider.
Monica elsker turen med færgen. Hun går altid helt ud i stævnen. Her bliver hun luftet igennem og nyder udsigten. Hun har kun klaget en gang til rederiet. Færgen havde for meget fart på og bankede ind i kajen. Monica holdt ikke fast og blev gul og blå.
De sejler, også når de sejler
Mange steder på landet tager man en taxa hjem, når diskoteket i nærmeste større provinsby lukker. De unge på Fanø sejler, når de har været i byen i Esbjerg. Sidste afgang mod øen og egen seng er klokken 02:15 i weekenderne.
Misser man den, må man søge ly for natten i et gammelt, slidt venteværelse ved det gamle færgeleje. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden kunne man bare gå om bord. Det var ganske normalt, at byturen sluttede på færgen med en såkaldt færge-øl og en lur på sæderne. Når der lød et bump, vågnede man op og var hjemme.
Klokken 02:13 kommer en flok unge gutter om bord. De er fra Fanø og har været i byen. Der er usikkerhed om, hvorvidt alle er kommet med. Nogle spiser pizza, andre drikker en færge-øl, men alle bryder ud i sang.
Det er os fra Fanø a’ Vi skal ud og spille bold i dag Vi vil kæmpe alle mand Vi er fra øen med sol og sand
Der hikkes mellem sætningerne. De skal ikke ud og spille bold. De skal hjem. En tisser ud over rælingen, nogle andre ryger cigaretter i en trappeskakt. En styrmand kommer ned.
“For fanden, knejter! I skal ikke ryge her - og det ved I godt.”
Færgen er den eneste vej hjem til øen – også når man har været på druk. Sådan har det altid været. Også for lokale styrmænd og kloge øboere, dengang de var unge.
af Alexander Nørbjerg
I Villaen har de unge et sted at hænge ud og høre til. Her flyder timerne efter skole og bliver til aften i et hus, hvor der er plads til at skrue i knallert, bøvle med lektier, forelske sig og bare at være.
Der er trangt i køkkenet en onsdag eftermiddag i maj.
Lars Emil står bag en DJ-pult og skruer på knapperne, så overgangene i sangene er flydende. Daniel jagter Mille med et vådt viskestykke, og fire andre viger, mens de springer rundt om køkkenøen og videre ud i spisestuen. De passerer en gruppe unge, der spiller brætspil, inden de når udenfor. Da de rammer græsset, laver Daniel en fuldtræffer og svirper Mille. Hun hviner højt. De griner. Det vækker ikke pigen med høretelefoner, som ligger i palle-sofaen. I morgen skal hun konfirmeres.
Villaen er et ungdomshus for 13-25-årige på Fanø. En rød murermestervilla i to etager med graffitimalede vægge og et værksted. Villaen ligger på Vestervejen i Nordby, og på en typisk aften hænger omkring 30 unge ud rundt på værelserne. De fleste går i 7. til 10. klasse. Ovenpå spiller de pool og bordtennis, nedenunder PlayStation og brætspil. Her er tre fastansatte voksne, der sørger for, at tingene altid fungerer. De åbner dørene fra tirsdag til torsdag mellem klokken 16 og 21.
Før Villaen husede øens unge, benyttede den lokale motorcykelklub lokalerne. Dengang manglede de unge et sted, de kunne være. De var spredt på øen, og petanqueklubben var træt af cigaretskodder og tomme snusbøtter i deres overdækkede skur. Kommunen tog affære og tilbød Villaen til de unge.
Hvor der tidligere stod en poledance-stang, står nu et spisebord. Det er her, de unge laver lektier og snakker om problemer og forelskelser.
Og reglen er, at det vi taler om i Villaen, det bliver i Villaen.
Villaen hjælper på en røv-dag
Hver onsdag slingrer Sigurd mellem rækkehuse og parcelhuse på en beige damecykel. Han er 14 år gammel og uddeler Fanø Ugeblad til beboere i Nordby. Det har han gjort i to år. Normalt propper han avisen i postkassen, men når han kommer til Susanne, går han altid helt op til døren. Det er en aftale, de har. Han banker på, afleverer avisen, og så får han en pose slik, som hun har hentet ved grænsen. Sigurd arbejder for at spare lommepenge op til efterskole, og ellers bruger han sin fritid i Villaen.
“Hvis jeg har haft en røv-dag, og jeg så går ned i Villaen, så får jeg det automatisk bedre og glemmer alt det dårlige,” siger Sigurd.
“Det er som Edens Have og Elysiums marker. Du kan få, hvad du vil have. Der er noget at drikke, og der er noget spise. Og der sker altid noget, så man keder sig aldrig.”
Øverst: Sigurd hjælper til med at bygge scenen til Villaens kommende sommerkoncert.
Nederst: Lars Emil brænder det sidste olie ude af tanken på sin knallert.
Skrue knallert og snak om problemer
Lars Emil på 18 år trækker sin SCO-knallert gennem Villaens baghave. Den er babyblå, og langs styret hænger et par sorte handsker. Dem bruger han, når han kører langt. Han får dog ikke brug for dem i dag, for han har ved en fejl hældt olie i tanken, så nu bliver han nødt til at fikse det. Det foregår ude foran Villaens værksted.
“Jeg var ikke et snakke-menneske, før jeg kom herned,” siger Lars Emil og trækker sin knallert op på de to støtteben, så kun det forreste hjul rører jorden.
“Men nu kan jeg næsten ikke stoppe med at snakke, når jeg er her.”
Han skal have svedt olien ud af tanken, så han sætter nøglen i knallerten, drejer den om og roterer højre styrhåndtag tilbage mod sig selv. Motoren tordner. Nogen lukker døren ind til spisestuen.
“Dengang mine forældre blev skilt, tog jeg ned til motorlære i værkstedet. Så snakkede jeg med de andre om det. Det er sådan lidt psykologagtigt at skrue knallert og snakke om problemer derhjemme,” siger Lars Emil.
“Det gjorde, at jeg blev fanget af det der med knallerten.”
Øverst: Daniel, Mille og Mynte hænger ud i sofaen.
Nederst: Lars Emil bruger sin knallert til at komme frem til elektrikeruddannelsen i Esbjerg.
Gustav gjorde det bare
Her i Villaen træder de unge til, når der skal arrangeres sommerfest eller tilberedes aftensmad. I dag blev det frysepizza, og duften hænger stadig i luften. Flere har parkeret sig i sofaen med en telefon og hviler benene på hinanden. En pige bemærker, at hun har 1.400 kroner på sin børneopsparing.
“Jeg kan kun købe et gulvtæppe, når jeg flytter ud,” siger hun.
“Eller et telt, du kan bo i,” siger en anden.
“Ja. Eller du kan tanke min bil,” siger en tredje.
Snakken falder på Villaens festival i sommeren 2024, hvor 250 unge var samlet i haven. Det var lykkedes dem at booke både Mumle og APACHA til at optræde. Gustav på 16 år var med til festlighederne, og han greb muligheden for at være konferencier på scenen.
“Jeg tænkte bare ‘what the fuck’, da jeg blev spurgt,” siger Gustav. “Sådan en chance ved man aldrig, om man får igen.”
Mulighederne i Villaen følges af forventninger. De unge skal tage ansvar, hvis de vil have noget ud af det.
“Jeg tog det til mig, og så gjorde jeg det bare.”
Klokken nærmer sig 21. Lars Emil pakker DJ-pulten sammen, brætspillet ryger i kassen, og pigen med høretelefonerne går hjem for at forberede sig på morgendagens konfirmation.
Gustav er i lære som tømrer og en del af Ungerådet på Fanø, som inddrager øens unge politisk.
af Mikkel Odd Højgaard
På en gammel træbåd i Nordby Havn bor en mand, der har oplevet mere end de fleste. Han har sejlet på verdens have, er flygtet fra borgerkrig i Sierra Leone og har stiftet familie i Brasilien. Tre gange. Han hedder Jan Nikolaj Jensen. Og drømmer stadig om flere eventyr.
Luften er tung af hundemad, kaffe og fugtigt træ, som hænger i den lille kahyt. På alle flader står ting stablet. Vinglas i mælkekasser. Reb. Aviser. Opvasken fyldt i en spand på dækket. Jan Nikolaj Jensen sidder i sin båd i Nordby Havn og er ved at opløse sukker og pulverkaffe i sin kop. ”Sussie,” kalder han ud ad den åbne dør for at få hunden med ind og sidde. I seks år har han haft hunden, og båden i to. Samantha står der skrevet med slidte bogstaver på agterenden. Båden ligner noget fra Rasmus Klump, eller det mener Jans datter i hvert fald. Det er en gammel sejlbåd fra 1930, bygget i Helsingør. Under Anden Verdenskrig blev den brugt til at sejle jøder til Sverige. Og i dag ligger den og vugger i havnen på Fanø, imens Jan udøver førstehjælp på den og drømmer om at få den gamle båd klar til at sejle igen.
Jan er 75 år gammel og kom ved et tilfælde til Fanø i 2008. Han kunne ikke finde en bolig i Esbjerg, og i frustration tog han færgen til Fanø for at spise en is. Det var den dag, han forelskede sig i øen. Nu ejer han et hus på Jegindø. Men han opholder sig meget på Fanø. Når han er her, bor han på Samantha.
Jans baggrund i den maritime verden startede længe før, han havnede på Fanø. Som 15-årig tvang han sin mor til at skaffe sig en søfartsbog. Derefter blev han den yngste messedreng ombord på Danmarks største forskningsskib, Dana. Her opdagede han og resten af besætningen den nye vulkanske ø Surtsey omkring 17 sømil syd for Island.
“Vi var væk i to måneder og fjorten dage,” siger han.
Da han kom hjem, fik han en bøde på 14 kroner for at have været for længe væk fra sin folkeskole.
Mens båden knager let, fortæller han om sin tid i Vestafrika. I 1976 ankom Jan til Sierra Leone, hvor han fik overdraget en grøn Mercedes og ansvaret for turismen i hovedstaden Freetown. Så kom urolighederne. En borgerkrig var under opsejling, og europæere blev ikke længere mødt med den samme venlighed. Jan fortæller, hvordan han sammen med andre flygtede ned til en marina, hvor de kunne sejle væk i en af turistbådene. Ud på Atlanterhavet, med kurs mod vest. Efter godt tre uger kunne de ane fastlandet i horisonten igen. De var ankommet til den brasilianske by Recife. Med sig ombord havde de en chimpanse ved navn Chika. De smuglede den med under jakken i en taxa, da de gik fra borde.
Han fortæller historien i samme rolige tone som alt andet. Som om det ikke er mere mærkeligt end vejret. Og sådan er det med Jan. Nogle gange stopper han midt i en fortælling og ser ned i kaffen et øjeblik, før han fortsætter et helt andet sted. Historierne kommer i ujævne bidder, som om han pludselig kommer i tanke om noget. Der er noget rastløst over ham, selv når han sidder stille.
Båden begynder at gynge i den ellers stille havn. Jan kigger bekymret ud gennem de snavsede ruder, da et klapningsfartøj langsomt snor sig ind gennem havneindløbet med en gravko i front. Den skal til at grave i havnebassinet ved siden af Samantha for at opretholde vanddybden i havnen. De kommer flere gange dagligt, så Jan læner sig roligt tilbage igen og fortsætter sine historier. Historier, som tit er efterfulgt af: ”Det gjorde vi bare!”, som et bevis på den eventyrlyst, Jan altid har båret på.
Rio de Janeiro blev hans faste base de næste mange år. En gang i starten af 80’erne stod han i en lang telefonkø for at arrangere sin rejse hjem til kæresten i Europa. Jan faldt i snak med kvinden bag ham i køen. Hun overtalte ham til at mødes med hendes søster, Vivian, en brasiliansk fotomodel. De to endte med at blive kærester og fik deres første søn samme år. Det blev også til en datter og senere til to børn mere med to andre brasilianske kvinder.
Årene i Brasilien bød på mange forskellige jobs og bekendtskaber. Jan arbejdede blandt andet som skipper for en italiensk rigmand. Han sejlede rundt med verdens elite, og specielt Benettonfamilien var fast inventar på den 77 fods yacht, der sejlede ud fra St. Thomas. Han monterede helikopterplatforme på skibe, og de senere år i Brasilien brugte han med unge fra en favela, hvor han oplærte dem i skibsrengøring.
Jans kaffekop er blevet til et rødvinsglas, et af dem fra mælkekassen, som også skal med til Sydeuropa og fyldes med de lokale dråber, når Samantha bliver klar til afgang. Drømmen er at sejle langs den franske kyst, videre ned til Spanien, derefter Portugal og siden ind i Middelhavet, med stop i hver marina og havn, der taler til ham. Forhåbentlig med ankomst før juleaften. Ellers bliver det næste år.
af Mathilde Wymer Poulsen
Vadehavet har Danmarks største tidevand. De største strande. Og en strømhvirvel ud for kysten, som samler alt op sydfra. Det er den opskrift, der hvert år får 30 tons affald til at skylle op på Fanøs kyst. På land tager Kim Fischer kampen op. Mod tiden, mod strømmen, mod vinden. Hver dag.
Bøj ryggen, rod rundt i planterne, tag fat i noget, læg det i den røde pose. Bøj ned, tag fat, læg i. Gentag. Gentag.
Alt større end en centimeter skal samles op. Over hele øens kyst.
Det er det ambitionsniveau, Kim Fischer har sat for sig selv og støtteforeningen Ren Strand Fanø. Med Kim i spidsen arbejder de for at rydde op på Fanøs strande. Året rundt.
Hvert år fjerner de cirka 30 tons af alverdens typer af affald, alt sammen skyllet ind fra havet. Når det stormer om vinteren, kan der på ét døgn skylle op til syv tons affald op.
I dag har de kun én ting for øje: Indsamling af paraffin, et biprodukt fra olieproduktion. Kim har igennem de seneste år stået for flere begivenheder som denne. Turister inviteres til at møde op og samle ’havfald’ i en times tid. I dag er anden gang på en uge. Det er Kristi Himmelfartsdag, men Kim har sjældent fri. Og trods ferie, rivende blæst og regnbyger er fyrre turister mødt op.
Kim stopper kun arbejdet for at se op og svare på et spørgsmål fra en nysgerrig deltager eller skabe sig overblik over, hvor der mangler at blive samlet. Enden af Sønderho Strand kan ikke ses i horisonten, og den er så bred, at det vrede
Vesterhav kun lige kan anes i det fjerne som en mørkeblå og hvid kant, før den sky-plettede himmel tager over.
Regenerativ turisme
“I kan godt kalde jer miljøforkæmpere!” råber Kim til en flok smilende gæster ved en trailer fyldt af røde poser og andre store stykker skrald.
Oprydningen af paraffin er efter dagens indsats næsten slut. Den har stået på siden påsken, hvor hele øen på én dag blev spækket til med de små, gule klumper. Højst sandsynligt smidt i havet af ét enkelt skib ud fra Fanøs kyst.
”Tusind, tusind tak. I har sparet mig meget tid og tårer.”
Kim er Ren Strand Fanøs eneste ansatte, og han kalder derfor sig selv ”medarbejderen” med et smil. Han får løn for 20 timer om ugen, men han arbejder ofte mere. Foreningen er sponsoreret af Danibo og Esmark Feriehusudlejning, støttes af Fanø Kommune, foreningens medlemmer og det lokale erhvervsliv.
Men ikke alle er helt færdige. En lille pige i rød hue og lilla jakke kommer slæbende med en gammel træpalle på højde med hende selv et par hundrede meter væk fra den samlede flok.
”Åh, der er en, der er miljøkriger over dem alle,” siger Kim, imens to af de voksne begynder at lunte igennem modvinden for at hjælpe hende.
For gæsterne var dette en times god gerning i løbet af en ferie, som giver en rar fornemmelse i maven. For Kim er det hans hverdag.
Det betyder enormt meget for ham. At folk møder op. At de bagefter, som han sidder på en lille havestol med en kop te i hånden og halvt lukkede øjne i den kortvarige sol, kommer glade hen og siger tak for en god oplevelse. At han efter store begivenheder som juni måneds dragefestival kan køre ned ad stranden og ikke engang finde et stykke efterladt ispapir.
”Regenerativ turisme” er Kim glædeligt begyndt at kalde begivenheder som den i dag. Det er antallet af medvirkende, lokale og besøgende, som gør, at strandene er så rene, som de er. Det er Kim enormt stolt af. En del af hans arbejde består i at tale med og oplyse besøgende om, hvad de kan gøre. Han føler, han er med til at vise, at forandring kan faktisk lade sig gøre. Og så får det folk til at reflektere.
“Det fine ved det her er, at man også får lov til at tænke lidt,” siger Kim. ”Jeg tror virkelig, folk finder ud af, at der er ikke noget, som hedder væk. Det ender et eller andet sted.”
Fragmenter
7160 stykker blød plast. 6700 plastflasker. 2060 fiske-snore fra net. 1737 balloner. 1840 stykker tovværk. 510 spraydåser. 286 lightere. 260 kuglepenne. 250 fiskenet. 165 lysstofrør. Tre fjernsyn. To køleskabe. Et komfur.
Det er blot en brøkdel af de ting, Ren Strand Fanø indsamlede i 2025. Fragmenter af alt det skrald, der ryger i havet årligt. På bare den time, Kim og turisterne i dag har gået og indsamlet, er der på verdensplan smidt det, der svarer til tres lastbiler fyldt med skrald i havet. Her består det meste af plastik. På Fanø er plastik halvdelen af problemet.
Kim fortæller, at de top fire lande, Ren Skrald Fanø finder skrald fra, er Holland, Tyskland, England og Belgien. Men de finder mere og mere fra lande i Asien, typisk fra kinesiske skibe.
Foreningen blev startet for cirka otte år siden af en lokal ildsjæl ved navn Peter Michelsen. Kim engagerede sig som frivillig og hjalp med at etablere den. Men så døde Peter tragisk for fire år siden. Ansvaret for foreningen faldt her
pludseligt i hænderne på Kim, og han gik ned i tid hos sit arbejde som pædagog på en døgninstitution for udsatte unge i Esbjerg.
Midlertidigt, troede han. Han er nemlig aldrig kommet tilbage på fuldtid igen, fordi han endnu ikke har fundet nogen, der er dedikeret nok til at afløse ham.
Havfald
Det tiltag, Ren Strand Fanø er mest kendt for, er de fire steder på øens strande, hvor man kan finde en mørkeblå dispenser med havfaldsposer og et kvadratisk metalbur til at smide fyldte poser i. Derudover har de langs strandene også opsat en række blå spande til indsamlet skrald. Hver dag gør både turister og lokale brug af dem ved at tage en pose med på gå-, strand- eller køreturen og smide dem i et bur eller en spand, når de er færdige.
Tidligere på ugen sætter Kim sig ind bag rattet i den ildrøde Suzuki Jimny og starter motoren. Han har lige brugt tid på at smide flere dusin hundelorteposer i den kommunale skraldespand ved Rindby Strand. De poser fylder lovlig meget i hans tilværelse, fortæller han. Folk smider dem ved havfaldet og nogle efterlader dem endda på stranden. Hvorfor kan de ikke bare tage dem med? De er en af de eneste ting, der kan gøre ham rigtig træt af sit arbejde. Men ”der er vel ikke nogen, som har et arbejde, hvor de ikke en gang imellem tænker ’ah, det her er træls,’” siger han.
En anden ting, Kim er enormt træt af at finde på stranden, er balloner. Han forklarer med vrede, hvordan hvaler spiser dem med vilje, fordi de tror, det er gopler. Det samme sker med plastikposer.
Med traileren halvt fyldt sætter han kursen mod Sønderho. Han peger ud på den hårdtkørte strandvej foran ham og fortæller, at hvis ikke de var her til at samle op, ville der være fyldt med havfald her. I dag ses ingenting.
Næste punkt på to-do-listen er et par blå spande i udkanten af klitterne ved Sønderho Strand. Da Kim slentrer hen til nummer to i det skarpe sollys og ser ned, ligger tre havfaldsposer fyldt med paraffin.
”Nej, der er nogen, der har været flittige!” udbryder han og henter sit kamera for at tage et billede. Så kan han senere rose personerne på Facebook, hvor han jævnligt opdaterer om foreningens arbejde.
Det skal væk
Kim sidder på en træstol i sit lavloftede stråtagshus i Sønderho, han selv er vokset op i, og tager en indånding. Mister han nogensinde modet?
Helt enkelt er svaret ja. For eksempel efter en storm, hvor der kan ligge 100 stykker plastik per kvadratmeter i en bræmme. Men han har det ikke i sig at give op, fordi han oplever en enormt stærk følelse af, at natur skal være natur.
Når der er skrald, vil han simpelthen ikke se på det. Det skal bare væk. Han kan ikke holde ud, at det ligger der.
Kim gør også sit for at formindske forbruget i hverdagen og dermed tilføje mindre til problemet. Han peger ind i det gamle køkken og siger, at seneste skridt er købet af en metalelkedel. Kedler lavet af plast udleder nemlig mikroplastik til vandet, hver gang man koger det. Og det ender alle steder – også i havet.
”Man kan ikke bare være så ligeglad,” siger Kim.
Han er drevet af en dyb følelse af ansvar for at hjælpe vores natur. Af simpelthen at blive nødt til at gøre noget. Et ansvar, han mener, vi alle har. Det førte ham også til at uddanne sig til naturvejleder i 1991. Et ønske om at lære folk at forstå. Kim er også ornitolog og bruger meget tid på at lave freelance og frivilligt arbejde for at passe på Vadehavets fugle. Og der er nok at se til.
Han plejer at sige, at hans arbejdsdag begynder, når han vågner. Og slutter, når han lægger hovedet på puden. Ved bordet tager han en slurk appelsinjuice, læner sig tilbage og ser ud i luften.
Kim samarbejder blandt andet med Dansk Ornitologisk Forening, Nationalpark Vadehavet og Aarhus Universitet i sit arbejde med beskyttelse af kystfugle. Blandt andet ved at opsætte hegn, så de kan yngle i fred. I den sammenhæng har han fra april til august i 2026 Joseph Stephan, en studerende fra München i Tyskland, boende hos ham. Josephs kæreste, Frida, er ofte på besøg. Joseph tjekker fuglene hver dag, hvorfor Kim lige nu har ekstra tid til Ren Strand Fanø.
Han bliver 67 næste år og når dermed pensionsalderen. Håbet er på et tidspunkt at finde en ildsjæl, han kan oplære til at overtage jobbet. Dog forestiller Kim sig næppe at stoppe med alt sit arbejde lige foreløbig.
For nu fortsætter han den repetitive kamp. Kim mod havfald. Havfald mod Kim. Og hver gang han igen sætter fod på stranden og ser udover vand, fugle, sand, planter… og skrald. Hver gang, er tanken uændret:
”Så, nu går vi bare i gang.”
Alexander Nørbjerg
Anders Wolff Madsen
Bertil Konow
Carl Stubkjær Ravnbak
Emma Brink Laursen
Fredrik Lunde Westersund
Ingrid Laub Ahlmann Olesen
Laura Juul Pallesen
Mathilde Wymer Poulsen
Matilda Feline Frank R Rasmussen
Mikkel Odd Højgaard
