
4 minute read
At tegne er at se
Mellem markerne nord for Struer bor ægteparret Birgit og Niels Steen Sørensen, og de er fuldtidskunstnere. Kunsten er for dem et fast element i hverdagen. En fællesnævner, der har været med til at forme dem livet igennem.
Af Rebecca Helene Hoffmann
Niels er trukket i den plettede malerskjorte. Han sætter en cd med Andrea Bocelli på afspilleren, cirkulerer frem og tilbage og betragter lærredet foran sig. Gennem atelierets gulv-til-loftvinduesparti er der udsigt til en gylden rapsmark i fuldt flor. Indenfor er der to arbejdsstationer, materialer i ét væk og både færdige, halvfærdige og helt nøgne lærreder – et væld farver.
Den hvidmalede gård uden for Struer har været ægteparrets hjem de seneste 15 år, her har de sammen skabt rum til kreativiteten. Niels henter nye farver til paletten, stiller sig et nyt sted – og endnu et nyt sted, indtil han til sidst samler penslen op og påfører lærredet nye penselstrøg.
Kunsten som fællesnævner Birgit og Niels fandt hinanden igennem kunsten. På en studietur til Amsterdam i 1968 stødte de adskillige gange på hinanden under et museumsbesøg. De betragtede de samme malerier og begyndte at udveksle indtryk og meninger. Derefter gik der ikke længe, før Niels sagde sit værelse op og flyttede ind til Birgit på lærerseminariet i Nørre Nissum lidt uden for Struer. Det blev starten på et samliv, der blandt andet blev velsignet med to sønner, to år med bopæl på Grønland, 24 år som ejere af Sønderho Kro på Fanø, adskillige rejser og hundredvis af malerier.









”Vores filosofi har altid været, at du ikke skal være bange for at gøre det”, fortæller Birgit Sørensen. Niels og Birgit har sat en dyd i at sige ja til de muligheder, som livet har budt på. De har altid været eventyrlystne og har haft en legende tilgang til livet og til kunsten. I dag er ægteparret fyldt 73 og 74 år. De har slået sig ned fire kilometer nord for Struer på en gård, der rummer 10.000 kvadratmeter park, et bed&breakfast og et orangeri, men allervigtigst et atelier med højt til loftet og plads til kunsten.
Kunsten er med til at forme os Kunsten kan give følelsen af, at noget er godt. Som at ligge på gulvet i det Sixtinske kapel, kigge op og fortabe sig i Michelangelos skildring af mødet mellem gud og mennesket – dét er et af Niels og Birgits’ eksempler på, hvad kunst kan. For dem kan kunst være noget guddommeligt. Det kan være noget trygt. Det kan være noget kontroversielt. Det kan være noget fremmed. Men det skal altid være noget ærligt. ”Det er ikke altid vigtigt at vide, hvorfor jeg maler, hvad jeg gør – det skal blot føles rigtigt,” fortæller Niels. Behovet for at male og udtrykke sig kunstnerisk er tilbagevendende for Birgit og Niels. Parret har igennem hele livet fundet penslerne frem igen og igen - og igen. Tiden som kroejere var krævende og intens, og naturligt nok blev der ikke tid til kunsten, men behovet var der stadig. Kunsten vil altid være noget, de finder tilbage til og indretter sig efter. ”Kunsten er med hele tiden, den er med til at forme os,” fortæller Niels.
Fantasi og farlige ting Hjemme på gården har Birgit fundet sig til rette i orangeriet. Hun sidder for bordenden med alle remedierne bredt ud foran sig, fordybet med hovedet sænket over det store stykke papir. Motivet er en øgle, der er ved at tage form på papiret, og den bliver belagt i gule og grønne nuancer. I baggrunden spiller P8 Jazz på DAB-radioen, og en kop kvædete bliver hældt op fra en tekande, der har form som en ko. ”At tegne er at se,” siger Birgit, ”det er en samling af erindringer og oplevelser på et stykke papir.” Birgits kunst er baseret på en fantasiverden, hvor dyr og natur er større end mennesket. Birgit har et særlig tilhørsforhold til dyr, som stammer helt fra barnsben, hvilket afspejles i hendes kunst. Niels’ kunstneriske udtryk er ligeledes inspireret af dyr og mennesker, men for Niels handler det også om skønheden


i det farlige. Niels var som helt lille meget fascineret af atombomben ”Little boy”, og husker tydeligt det leksikon, hans far havde stående på hylden, hvor der på side 346 var det mest fantastiske billede af ”Little boy”.
Malerier skabes i kraft af erindringerne ”Når jeg har sat første streg på lærredet, begynder lærredet at tale til mig,” fortæller Niels.
Ifølge kunstnerparret er samtalen mellem kunstneren og lærredet essentielt. Det er en konstant afvejning med mavefornemmelse om, hvad næste penselstrøg er. Niels og Birgits arbejde med kunsten har det til fælles, at de taler med maleriet. ”Vi taler dybest set med vores underbevidsthed,” fortæller Birgit og Niels.
Det handler om, at de bearbejder en samling af livets begivenheder, som kommer til udtryk i deres malerier, og på den måde ender hvert maleri med at fortælle en personlig historie.
Rasmus H. Breum Emilie Toldam Futtrup Signe Sofie Lægsgaard Benjamin Voldum Krog Nichlas Pollier Emil Bay Gregersen Axel Emil Hammerbo Rosaline Benbaruch Lange Martin Thomas Ford Liv Latricia Habel Maria Høy Hansen Rebecca Helene Hoffmann
DMJX 2022
