DAD Livin it all

Livin’ it all

Mie schärfe

D-A-D Anno 2008

Til M&F

Livin’ it all

Mie Schärfe

medvirkende: jacob “cobber” binzer stig pedersen laust sonne jesper binzer

Jacob “Cobber” Binzer Guitarist. Med siden 1984. Født 1966. Har tre børn. Er Jespers lillebror og kom med i bandet, fordi de manglede et indslag til en koncert. Koncerten betegnes i dag som bandets fødselsdag.

Stig Pedersen Bassist fra 1982. Født 1965. Har en hund, som lyder navnet Manse. Spillede i tiden inden D-A-D med i punktbandet ADS. Står for størsteparten af bandets tekster og delte i de første år sangerrollen med Jesper. Et par af disse numre spiller bandet stadig live.

Laust Sonne Trommeslager siden 1999. Født 1974. Har et barn og er kæreste med sangerinden Dicte. Boede i London og Los Angeles i fire år inden han kom med i bandet. Udgiver også andre plader bl.a. med hans eget band Dear.

Jesper Binzer Sanger fra 1982. Født 1965. Har to børn og kæreste. Storebror til Cobber. Den eneste, som aldrig har klippet håret af. I de første mange år var alle medlemmerne langhårede. Og et bandets første store hits er netop “ I won’t cut my hair”.

***

Newark Lufthavn, New York. ”Are you guys a band?“ Manden har længe stået med sin familie lidt væk fra gruppen af

danske mænd med kufferter, langt hår og læderjakker, inden han langsomt bevæger sig tættere på gruppen og stiller sit spørgsmål. Med sit truckerskæg, denimjakken og det gigantiske bæltespænde ligner han én, der ved noget om rock ´n´roll. Hans kone og teenagedøtre ser forfjamskede ud i baggrunden, da Jesper høfligt svarer ”Yep! We are, sir.” Det næste spørgsmål falder nådesløst og på bedste amerikanske pågående manér: ”Are you famous?

D-A-D har i 25 år været en fast del af de danske festivalprogrammer, siden de for første gang optrådte på Roskilde Festival i 1984, allerede to år før deres første rigtige plade, som udkom i 1986.

Ni studiealbums og dertil hørende turnéer er det blevet til i alt. For ikke at tale om alt det ved siden af. Livealbums, opsamlinger, musikvideoer, interviews, tv-optrædender og priser. 25 år i den offentlige smeltedigel med al dens kærlige opmærksomhed og hårde slag. 25 år med rigtig meget rockmusik, som de fleste danskere kan synge med på. Måske bare et enkelt nummer. Men bandet er blevet en del af danskernes bevidsthed. Hvad enten de er fans helt ind i deres hjerteblod eller bare synes, at det er dårlig smag, så ved de fleste, hvem D-A-D er.

I de første forrygende år så alt ud til, at de fire knejte fra København skulle overtage verdensherredømmet. En international kontrakt med et amerikansk selskab blev skrevet under, og bandet tog på turné i det meste af verden.

Men gennembruddet udeblev, og de måtte tage hjem til Danmark med lidt af drømmen om at erobre verden ødelagt. Alligevel lykkedes det dem efter en lang pause væk fra offentligheden og den scene, som de alle elsker at spille på, at komme tilbage i ny form med en hårdere lyd og genskabe D-A-D. På dansk grund.

Perioden med international kontrakt og jobs i hele verden refererer Jesper til som ”Back when we were sizzling hot,” men efter at de havde genfødt sig selv i den danske andedam, var det åbenlyst, at de var noget mere end bare teenagere med en drøm om stjerneliv og verdensherredømme. De var i danskernes øjne verdensklasse. De var også blevet voksne mænd, de fleste med familier.

Jesper beskriver dét at stifte familie som et bevidst valg, for efter mange år med turbusser og fester, så har man brug for et eller andet ”normalt”. Noget fast, hvor man står så stille, at man med afsæt i det kan være kreativ.

Bandet har i den menneskealder, de har eksisteret, kun været ude for én udskiftning, hvilket ellers ofte fører til et bands endeligt.

Det skete, da trommeslageren Peter forlod bandet, fordi han havde andre drømme, som trak mere end livet som rockstjerne. Det er snart 10 år siden. Til sammenligning levede Beatles og Gasolin kun i 10 år.

De tre oprindelige medlemmer, Jesper, Stig og Cobber, har stadig en del af de første teenagedrømme intakte, og med Laust, som nu sidder bag trommerne, fik bandet en større musikalsk faglighed, og sammen som D-A-D lever de det, som mange drømmer om, helt ud. Et liv som rockstjerne.

Det niende studiealbum udkom i 2005, to år efter den omrejsende minifestival Wig Wam, som bandet var med til at arrangere, og

som gik fallit næsten inden det første band stod på scenen. Albummet blev derfor en vred omgang, som de selv betegner det. Og anmelderne var enige. Det danske musikmagasin Gaffa slog fast, at den hårde lyd er bandets force, mens selve albummet kørte på automatpilot. Men magasinet anerkendte også, at det bundede i den voldsomme modgang, bandet havde haft i tiden inden.

Men der er håb, for fansene møder stadig troligt op og skriger ”Bad Craziness,” et nummer som bandet stadig spiller live, selv om det er fra deres fjerde album. ... Jesper kaster det lange hår over skulderen, kigger rundt på de andre og griner tilbage til manden med spørgsmålene: ”Only in Denmark.” Teenagedøtrene ser lidt slukørede ud, men manden spørger videre, mens han trækker sig langsomt tilbage til sin familie. ”What kind o‘ music?“ ”Rock!“ svarer Jesper selvsikkert. Et par høflige kommentarer udveksles, mens de rockspillende danskere får samlet deres kufferter og Stigs nye fire-strengede bas sammen og begiver sig ud af lufthavnen og sætter kursen mod New Jersey.

*** Bandet er nu i gang med deres 10. studiealbum, og grundstenen til det blev lagt i et studie i New Jersey, som bandet havde valgt, både fordi, der står noget udstyr som ikke findes i Danmark og for at få ro til at arbejde væk fra hverdagens gøremål. 19 numre blev indspillet i råform. Men indspilningerne havde også ladet vente på sig. Efter den foregående plade havde især Cobber og Laust brug for et afbræk fra kollektivet D-A-D. Da sommerturnéen sluttede i 2006, gik de ikke i gang med at arbejde på en ny plade, som de ellers har gjort det tidligere. De besluttede at vente til det nye år startede. Aftalen var dog, at alle skulle møde op med nye ideer.

Da de går i gang i januar 2007, er alt som det plejer at være, når D-A-D går i øvelokalet. Alle møder op med de bedste 100 procent af sig selv og må gå hjem med de 75, som Jesper beskriver det. Det er hårdt arbejde, og der er ikke tid til ret meget ved siden af.

Tiden i øvelokalet er en hård del af processen for alle i bandet. Fire meget forskellige tilgange til musikken skal smelte sammen og fire forskellige mennesker kommer med netop det bedste af dem selv, og det er svært at håndtere, når de tre andre ikke er ved at gå i spontan ekstase over det, der bliver præsenteret for dem. For det er jo kunst, og kunst står uimodsagt. Sådan føles det i hvert fald for Jesper.

Men der findes ikke et ubefrugtet nummer hos D-A-D. Alle er med til at bestemme. Én kommer med et riff og én med et omkvæd. Og nogle dage får man bare ikke en eneste ting igennem. Og det betyder, at der jævnligt bliver udkæmpet kampe i det lille øvelokale. Noget, som Stig synes er det værste ved at være en del af kollektivet, for man bliver ked af det og må sluge en del kameler og til tider spille gennem tårer. Men en gang i mellem dukker en tidligere skrottet idé op igen, og denne gang virker den for alle. Og der kan det være svært for ophavsmanden til den skrottede idé ikke at smide et ”Hate to say I told you so.”

Hvis gryden skal holdes i kog, så skal der skrives nye sange og udgives en ny plade. Og efter 25 år kan det godt føles, som at legen er forsvundet lidt. For den benzin og energi det giver at være ny, gør legen lettere. Der er så meget nyt territorium at udforske i den første tid. Og muligheden for verdensherredømme er derude. Som et gammelt band er der en større bevidsthed af, hvor langt kreativiteten kan føre én. Men, med Cobbers ord, så må man finde ud af at være glad, der hvor man er. Som ung lever man på drømme, og det er smukt og euforiserende på en måde, som ikke hænger sammen med livet som voksen. I dag er det at være en del af et rockband en måde at leve på og et arbejde, og Cobber bliver ikke længere lige så begejstret som før i tiden. I stedet prøver han at finde ind til de ting, som kan udforskes i den kreative proces, og som kan begejstre andre.

Den kreative proces op til et nyt album er lang. Først skal numrene stykkes sammen af de fires forskellige oplæg i øvelokalet, og derefter skal de tages over i et studie, hvor sangene ændrer form igen. Og igen og igen. Der bliver spillet og lyttet.

Og ventet. Først venter den ene, på at den anden indspiller og den anden på den tredje og den tredje på den fjerde.

Kedsomheden i ventetiden kan virke altoverskyggende. Laust fordufter som regel, han kan ikke holde det ud. Han kan ikke bruge kedsomheden til noget. Han er altid i gang med nye sange, og dem, som lyder som D-A-D, fører han ind i kollektivet. Resten gemmer han til sine egne projekter.

Ventetiden er et nødvendigt onde i studiet. Men for Jesper og Stig er kedsomheden også uundværlig for at være kreativ. Kun hvis man keder sig, kan der i deres øjne fødes nye idéer. Derfor tager de sig begge tid til kedsomhed. Vælger den til. Især Jesper er nødt til at prioritere den tid, for med børn keder man sig aldrig. Stig derimod bliver kun forstyrret af sin hund, så han bruger gerne nætter på at læse og finder ad den vej masser af inspiration til D-A-D’s tekstunivers. Når han møder op i øvelokalet, er hans computer fyldt med tekstbidder, som senere forvandler sig til sange. Ventetid og de enkelte brudstykker giver en fælles mening, når en ny sang er blevet voksen og klar til at komme på plade.

Bandet havde 27 sange klar, inden de drog over Atlanten for at indspille. Produceren var dybt imponeret over den store mængde materiale. Han havde aldrig set så meget før. På dette album har legen fået mere plads. Selv om der er blevet taget masser af kampe i øvelokalet, så har der været plads til skæve input og lyst til at gøre tingene på en lidt mere finurlig måde. Lave to udgaver af ét nummer, prøve andre instrumenter end dem de normalt spiller på. Alle fire udtrykker de en glæde og lettelse over, at der er højere til loftet på den kommende plade end den sidste. Det har været lettere og sjovere.

Alle i bandet håber, at de kan blive ved med at lave plader, tage på tur og sandelig også sælge plader.

Beundringsværdigt i en tid, hvor folk sjældent holder fast ved et job i 25 år.

Det er i dag et fuldtidsarbejde, som de alle lever af, og selvom legen med årene er stilnet af, er der ingen af dem, som vil betegne det som ”bare et job”. Snarere et arbejdsfællesskab. De kan stadig begejstres barnligt, når et nummer lige pludselig lyder helt rigtigt,

og ingen ville tage de slåskampe i øvelokalet, hvis det ikke var mere end ”bare et job”. Svarene på spøgsmålet om, hvorfor man bliver ved, er forskellige - ”We will never get out of this alive. -Det er jo et ægteskab.” (Jesper) ”Der er ikke noget, jeg har haft mere lyst til.” (Cobber) ”Jeg ville ikke undvære at spille i band også.” (Laust) ” Det er vores livsværk og det ville være helt pip at nedlægge det med al den tid, det har taget at bygge det op.” (Stig) – men alle svarene er et udtryk for, at der stadig er en lyst til at være D-A-D. De hårde tider inkluderet. Indtil nu er det altid lykkes at komme gennem egne og offentlighedens skuffelser og rekonstrurere magien på scenen.

For de tre oprindelige medlemmer har identiteten ”ham fra D-A-D” været en støtte gennem livet. Ligegyldigt hvad der skete, så kunne de altid læne sig op af, at de var ”nogen”. De har kunnet sende deres image i forvejen og behøver derfor ikke forklare så mange ting. Og de har sprunget nogle af de obligatoriske identitetskriser, som andre gennemgår, over. De andre i bandet har også været en støtte og et sted at søge hen, når tingene ude i hverdagen ikke flasker sig. Stig føler, at bandet er hans brødre, måske mere end hans egen bror. Så at være ”ham fra D-A-D” har langt hen af vejen været en positiv ting for bandets medlemmer. Laust ser dog mere sig selv som musiker end som bandmedlem, men han har også oplevelsen af at hvile i den identitet. At være ”ham der”.

Flere af Stigs venner har beskrevet bandets live-optrædender som at se fire forskellige bands på én scene. Og netop den beskrivelse rammer dynamikken, som de fire mennesker i kollektivet udgør, og som bliver til bandet D-A-D. Bandet, som til næste år fejrer deres 25 års jubilæum og netop nu er i gang med at indspille deres 10. plade.

*** Long Branch. New Jersey. Lange, dovne skygger smyger sig hen over parkeringspladsen, som er udsigten fra studiets bagtrappe. Døren ind til studiet står åben, for temperaturen derinde har ramt kreativiteten med en hård sløvhed. På en computerskærm ligger eftermiddagens arbejde forklædt som bølgede linjer iført regnbuens farver. ”Kom ud og lyt,” mumler produceren i en mikrofon. Jesper, Stig, Laust og Cobber rejser sig fra deres skamler på den anden side af glasruden og fra højtalerne i kontrolrummet vælter der skramlelyde og fodtrin ud. De fire musikere indfinder, sætter, læner og lægger sig rundt i rummet, mens produceren skruer og drejer på knapper. Lausts stemme kommer ud af højttaleren: ”1-2-3-4!” Jesper rejser sig fra sin stol og bevæger sig rundt til den hæse guitarlyd, som pumper ud af højtalerne, mens Cobbers øjne finder en tom plet i luften. Fire minutter senere er der stille. Men kun kort. Produceren kommer med et ændringsforslag og bandet går taktfast tilbage til deres skamler.

Studie New Jersey

Nat New Jersey

Laust Studie

Stig MotelvĂŚrelse

Laust Fredericia

Hotel New York

Pause Fredericia

Laust Vanløse

Jesper Fredericia

Stig koncert

Stig Studie

Studie Vanløse

Stig og Laust New York

Koncert Fredericia

Motel New Jersey

Cobber New Jersey

Molly Fredericia

Stig New Jersey

Latex Luxemborg

Hotel Luxemborg

Studie New Jersey

Nye sko New York

Laust New Jersey

Motervej Danmark

Stig og Manse Vanløse

Publikum Fredericia

Long Branch New Jersey

Stig New York

Studie New Jersey

Jesper Studie

Stig New Jersey

Studie Vanløse

Cobber Koncert

Laust Luxemborg

Long Branch New Jersey

Bagscene Fredericia

Jesper Studie

Studie New Jersey

Manse Vanløse

Stig Vanløse

StorebĂŚlt Danmark

Studie New Jersey

kolofon

Den indledende tekst er baseret på interviews med de fire bandmedlemmer, producer Jon Schumann, løbende samtaler med bandet i forløbet og forfatterens iagttagelser.

Yderligere information om bandet kan findes på www. d-a-d.com Bogen er lavet på en Macbook Pro i Adobe Indesign.

Skrifttyperne er Baskerville og Rosewood Std. Bogen er printet hos Buwi Grafisk ApS i Helsinge.

tak

Jeg må indrømme at jeg ikke er en af dem, som har samtlige D-A-D plader stående på hylden. En enkelt er det blevet til, og det er over ti år siden, at jeg købte den.

Gennem de sidste mange uger har bandet alligevel lukket mig ind i deres verden, og jeg står tilbage med en oplevelse, som mange vil misunde mig. Og som har været helt uforglemmelig.

Tak Stig, Laust, Jesper og Cobber, fordi jeg måtte være med. Tak for mad.

Tak til crewet, fordi jeg måtte gå i vejen.

Tak til Ida Maria Just, Marie Hindhede, Nanna Kreutztmann, Thomas Lekfeldt, Luise og Stig og til alle jer der har lyttet, læst og kigget.

1992 – Heftig turneaktivitet i Danmark, Skandinavien og Europa, men det store udenlandske gennembrud udebliver.

Det amerikanske pladeselskab, tror ikke længere på bandet og forlænger ikke kontrakten.

1991 – Albummet ”Riskin’ It All” udkommer. Stilmæssigt ligger numrene tæt op ad numrene fra No Fuel-albummet, og numre som ”Bad Craziness”, ”Grow Or Pay” og ”Laugh ’n’ ½” bliver hits i Danmark.

1990 – Turnélivet fortsætter med koncerter i bl.a. Japan og Australien. Den sjældne liveplade Osaka After Dark udkommer eksklusivt i Japan.

fra Disneyland After Dark til D.A.D. Bandet turnerer i Danmark, Europa og USA.

1989 – Albummet ”No Fuel Left For The Pilgrims” udkommer 3. marts, og sangen ”Sleeping My Day Away” bliver en landeplage i Danmark. Udenlandske pladeselskaber står i kø for at signe bandet til en international kontrakt – det ender med en aftale med amerikanske Warner Brothers. Disney får øje på bandet, som tvinges til at ændre navn

1988 – Bandet spiller for første gang i USA på en mindre promotion-tur. Hjemme igen indspiller gruppen materiale til en ny plade.

1987 – Albummet ”D.A.D Draws A Circle” udkommer og inkluderer livehittet og D.A.D-klassikeren ”I Won’t Cut My Hair”.

1986 – Første LP ”Call of the Wild” udkommer, og bandet begiver sig ud på deres første rigtige turnéer, som inkluderer koncerter i Norge, Sverige og Finland.

1985 – Første EP ”Standin’ On The Never Never” udkommer. Musikalsk blander gruppen country med punk tilsat humoristiske tekster om cowboy-liv - en anmelder foreslår at tygge tørret kød til.

1984 – Den 3. marts spiller bandet den første koncert, hvor Cobber er med, og dermed fuldendes den originale besætning. Dagen regnes for bandets fødselsdag. Stig, Jesper og Peter bliver studenter og flytter sammen i kollektivet Løkkebo i en kælderlejlighed i Løgstørgade i København. Bandet får samme år deres første pladekontrakt.

1982 – Som en udløber af det københavnske skate- og punkmiljø danner Stig og Jesper bandet Disneyland After Dark. Bandets logo bliver et kohoved, kaldet Molly.

Disneyland After Dark * D.A.D * D:A:D * D-A-D

(2009 – D-A-D kan fejre 25 års jubilæum)

***

2008 – Indspilningsprocessen begynder til en nyt album med planlagt udgivelse i efteråret.

2006-2007 – Livepladen ”Scareyourself Alive” udkommer i foråret 2006. Bandet turnerer intensivt i perioden på de danske sommerfestivaler, mens der produceres materiale til et nyt album den øvrige tid af året.

2005 – Bandets selvproducerede album ”Scareyourself ” udkommer efter en lang fødsel. Numrene viser igen D-A-D i det aggressive og hårde hjørne som en reaktion på nedturen efter Wig Wam-krakket. Bandet modtager ligeledes En ærespris for lang og tro tjeneste i Skandinavien til Nordic Music Awards.

2002 – Albummet ”Soft Dogs” udkommer,. Det stort anlagte koncertkoncept Wig Wam søsættes, men krakker i august pga. svigtende billetsalg efter bare én af fire planlagte weekender med koncerter. Bandet mister en hel sommers indtægter, en stor del anseelse og deres management går konkurs.

Festival to dage efter en dødsulykke har kostet 9 unge mennesker livet.

2000 – I april udkommer albummet ”Everything Glows”. og navnet ændres til det nuværende D-A-D. Bandet for lagt sig ud med hinduer i Danmark pga. en plakat, der gengiver bandet som farverige indiske guder med Molly som den hellige ko. Bandet turnerer i Danmark og Skandinavien og spiller bl.a. en meget rost koncert på Roskilde

deres nye medlem. D-A-D starter det nye årtusinde med en koncert på Rådhuspladsen i København.

1999 – I januar meddeler bandet, at trommeslager Peter Lundholm Jensen stopper i bandet for at forfølge andre drømme. De resterende tre melder, at de fortsætter, og jagten på en ny trommeslager går ind. På Skanderborg Festivalen i august spiller Laust Sonne for første gang en D-A-D koncert, og bandet indspiller et nyt album med

1998 – Turneen kører stort set ud i ét fra januar til august. Bandet har efterfølgende for første gang liveoptagelser, der er gode nok til at danne grundlag for et livealbum – ”Psychopatico” – der udkommer i efteråret.

1997 – Albummet ”Simpatico” udkommer i november og går i en langt blødere og mere melodisk retning end forgængeren ”Helpyourselfish”.

1996 – D:A:D inviterer 200 fans med på scenen til deres koncert på Roskilde Festivalens Orange Scene.

”Fisketuren” pga. sceneudsmykningen med et stort fiskeskelet i stil med albummets cover.

1995 – Albummet ”Helpyourselfish” udkommer. Albummet dyrker den hårde og rå side af bandet D:A:D, og for første gang er humoren stort set væk fra D:A:D’s tekster. Videoen til sangen ”Reconstrucdead” optages med bandet spillende i vandet i den Blå Lagune på Island. Samme år udkommer opsamlingen ”Good Clean Family Entertainment You Can Trust” på cd og video. Turnéen i forbindelse med albummet kaldes af bandets crew for

1993-1994 – Bandet forsvinder fra offentlighedens søgelys i en lang og hård arbejdsproces på vej mod en ny plade, som indspilles i Canada.