Hvor drømmene bor af Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Hvor drømmene bor af CÌciliie Philipa Vibe Pedersen

1

2

I ni år delte klassen det hele: Undervisere, skideballer, lektier ­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­og madpakker.

Vi gik de lange gange tyndt i frikvartererne, spillede fodbold på de grønne områder og voksede langsomt op sammen.

Mellem leverpostejsmadder og ensformige klasse­lokaler opstod de: Drømmene.

Sirligt nedskrevet i bøger - nogle større og mere flygtige end andre.

Da vi sagde farvel til Muldbjergskolen i ­Hjørring spredte vi os ad forskellige veje.

Nu, 10 år efter er vi samlet igen.

I dette projekt giver vi, 13 klassekammerater, indsigt i drømmene; vores veje, vores forventninger og vores tanker om livet.

3

4

5

6

7

8

Lisbet Juul Daugaard, 26 år Odense

Lisbet gik ud af klassen efter 5.klasse, da hun flyttede med sin familie til Kerteminde på Fyn. Den nye klasse var betydeligt mindre end på Muldbjergskolen, roen større, og byen mere velkendt. Men selvom klassen og omgivelserne blev byttet ud, så flyttede drømmen, der opstod tidligt i Nordjylland med.

“Jeg kan huske, at jeg de fleste gange i folkeskolen har sagt, at jeg gerne ville være bibliotekar. Det er lidt en trist drøm at have. Jeg kan ikke huske det, med at ville være politidame. Det er vel nok bare, hvad jeg lige har set i fjernsynet. Tidens trend. Det skiftede lidt, hvad jeg fandt på at sige for at passe ind. Min rigtige drøm fortalte jeg ikke til folk. Jeg kan huske tydeligt, at jeg i virkeligheden gerne ville være designer, jeg turde bare ikke fortælle det til nogen. Jeg turde ikke sige, hvad jeg drømte om, for det blev nok ikke til noget. B ­ ibliotekar er ikke så svært at blive, så det var sikkert at sige. Så blev min mor ikke skuffet.”

Men indeni lå drømmen om et job i designindustrien og gnavede. Da Lisbet skulle på efterskole, udbød skolen en designlinje, som hun besluttede sig for at prøve af. Det førte hende til Odense fagskole i 10. klasse og videre til TEKO i Herning hvor Lisbet tog grunduddannelsen som Designassistent. Kort tid efter fik hun fast job i Kolding ved herretøjsmærket Solid, hvor hun designede på deres kollektion i et par år. For nyligt oprettede de et søstermærke, og Lisbet blev ansat til at udgøre én af de to designere på linjen, der har unge kvinder som målgruppe. Lige nu er hun på vej til Los Angeles for at indsamle inspiration til den første kollektion, der kommer ud i sommeren 2016.

“Man kan ikke gøre andet end at lægge hele sit hjerte i det. Jeg har fire store deadlines om året og utroligt vekslende arbejdstider. Op til en deadline er vi pressede, og jeg arbejder så meget, at jeg næsten ikke får sovet, men det er altid spændende og udfordrende, og jeg kunne ikke forestille mig at arbejde med andet end d ­ esign.

Set i bakspejlet så ville jeg ikke skille mig mere ud, end jeg gjorde i forvejen. Jeg var bange for, hvordan det ville blive modtaget, at jeg ville være designer. Så var det lettere ikke at sige det. Jeg havde lidt ondt i maven, over at jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle. Men så rammer virkeligheden en, og jeg kunne ikke gå og benægte det mere. Nu tør jeg godt sige det. Det er lidt sjovt at tænke på hvordan, jeg havde det dengang, når man i dag helst skal skille sig ud. Jo mere desto bedre. Og det er det jeg lever af. At få folk til at føle, at de skiller sig ud fra mængden.”

9

Martin Kiil, 26 år Hjørring

For et par år siden købte Martin et hus og renoverede det hele selv. Køkken, bad, værelser og stuer. Da det stod færdigt, satte han det til salg, og købte et nyt. Det var et håndværkertilbud, der trængte til en kærlig hånd, så nu er det også ved at blive renoveret. Men om det skal sælges som det første, er han ikke helt sikker på endnu.

“Jeg vidste tidligt, at jeg skulle bruge mine hænder, så det begyndte jeg med. Efter folkeskolen var jeg træt af at gå i skole, så jeg startede på teknisk skole som automekaniker, og siden da har jeg rodet med biler. Jeg har nok altid været mere praktisk anlagt.

Drømme? Jeg har ikke de store drømme. Det ved jeg ikke.

Så skulle det være om min familie, min datter Alberte som jeg fik for lidt over et år siden.

Drømme om at de har det godt.

Jeg friede til min kæreste i et pariserhjul, så jeg skal også giftes efter sommer.

Hun sagde sgu ja. Det var vildt.”

10

11

12

13

14

15

16

17

Uyen Tran, 26 år Aarhus

I folkeskoletiden var drømmene og ønskerne for fremtiden lidt flyvske og skiftede form fra både at være rig og kendt, til at være skuespiller, ejendomsmægler eller advokat, men essensen af dem har for Uyen har altid kun handlet om én ting: Karriere.

“Du kommer længst med sprog”, sagde mine forældre til mig, så derfor blev jeg sproglig student. Set i bakspej­ let var det ikke det rigtige valg, da jeg efter et valgfag i gymnasiet fandt ud af, at jeg gerne ville arbejde inden for erhvervsøkonomi. Jeg blev overrasket over mig selv, da jeg forelskede mig i regnskabsanalyse og virksomhedsøkonomi.

I mit hovede var en revisor en gammel mand i et jakkesæt i en kælder et sted. Men de fordomme kunne jeg godt smide over bord, for nu var jeg pludselig selv en af dem. Det var en stor glæde at finde ud, af hvordan mit liv skulle være, så kunne jeg arbejde fremadrettet med det. Nu har jeg nået mine mål, siden jeg var lille, så at få et nyt giver kun blod på tanden.”

Kun et halvt år efter Uyen var færdiguddannet fik hun en jobsamtale hos firmaet Ernst & Young, som er verdens 2. største revisionshus. Det var en mulighed hun havde drømt om at få siden hun startede på ­handelshøjskolen.

“Da jeg var færdig til jobsamtale, ringede de en halv time efter og spurgte, om jeg ville have jobbet. Det første jeg gjorde, var at ringe til mine forældre. De kunne slet ikke får armene ned igen. De var så stolte. Mine forældre har altid opfordret mig til at arbejde hårdt, fordi de ønsker for mig at jeg får det bedste ud af livet.

Jeg kan rigtigt godt lide mit liv, som det er nu. Derfor er jeg også bange for at tænke på fremtiden. For det med at blive gift og få børn ligger så langt væk fra mit liv lige nu. Det ér noget, der skal ske - spørgsmålet er bare hvornår. Det skræmmer mig lidt, når jeg ser mine veninder, der er ved at få unger. De er søde børnene - det er slet ikke det. Men jeg er også glad for at aflevere dem tilbage igen. Jeg er bare ikke der i mit liv endnu. Kar­riere er det eneste, jeg tænker på for tiden, og hele mit setup er omkring arbejde. Det er omkring det, at jeg har brugt så lang tid på at studere for at nå mine mål. Jeg er bange for, at jeg ikke kan give mine børn den opmærksomhed, de kræver, fordi jeg er så fokuseret på at opnå succes inden for erhvervslivet. Hvis jeg får børn, så skal jeg ikke arbejde 80 timer om ugen. Om fem år kan vi måske snakke om det. Men nu skal jeg ud og afprøve det, jeg har brugt så lang tid på. Og så er det rigtigt fedt, at jeg har en kæreste, som tænker på samme måde.”

18

19

20

21

22

23

Maja Elholm Larsen og Sara Elholm Nielsen, 26 år Hjørring

Maja og Sara er tvillinger og har altid stået nær hinanden. Sammen med deres ét år yngre lillebror er de uadskillelige, fordi familien betyder alt. Maja er gift og har med sin mand to børn på syv og fem år. Sara er uddannet maler og tænkte på at starte et firma i Norge med sin lillebror, der også er maler. Men det er blevet ved tanken. Nu bor de et par gader væk fra hinanden, og der går ikke en dag, hvor de ikke har kontakt til hinanden.

Sara: “Man føler sig lidt som sådan en bonderøv herhjemme, når man møder alle dem fra klassen, som er flyttet til København.”

Maja: “Hvis jeg ikke havde fået børn i så tidlig en alder, så var jeg nok også flyttet til København.”

Sara: ”Nej, du var ikke endt derovre. Du var ikke engang flyttet til Aalborg, Maja.”

Maja :”Lad mig nu lige snakke færdig. Hvis jeg ikke havde fået børn så tidligt, så ville jeg gerne have været politimand, og det kan man kun blive derovre”.

Sara: “Det tror jeg simpelthen ikke på. Du har ikke kunnet undvære din søster nok til det.”

24

25

26

Katrine Aaholm Rasmussen, 26 år København

“Jeg har altid drømt om at være frisør, men efter to år i Aalborg som frisørelever begyndte jeg at kede mig. Det var for mange gamle damer og permanent. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle bare til København eller London. Det skulle være stort og vildt og helst med en masse kreative påfund. Hår er et fedt materiale at arbejde i, og man kan så meget med det, mulighederne er uendelige.

I forsøget på at forfølge det sagde jeg min læreplads op uden at have en ny og tog til København. Jeg boede på et hostel på en otte-mandsstue i lang tid, for jeg kendte ikke nogen herovre. Så gik jeg København tyndt med et kort og søgte lærepladser. Jeg fik tilbudt en og kunne derfor færdiggøre min uddannelse. Men frisørfaget er ikke et nemt fag at være, i og som elev bliver man ofte ikke behandlet pænt. Der er meget konkurrence og en fornemmelse af, at man skal arbejde for at vise sit værd. Det endte med at blive rigtigt ubehageligt i sådan en grad, at jeg nu er stoppet. Nogle gange er virkeligheden ikke, som man går og drømmer om.

Nu er jeg startet på en HF og tænker at søge ind på psykologistudiet bagefter. Så må vi se, hvad det bliver til, hvad jeg finder ud af, hvad jeg skal med livet. Lige nu synes jeg, at det er er hårdt at sidde på skolebænken igen. Jeg har alt for meget krudt i røven og vil gerne være aktiv. Jeg kan ikke sidde stille i for lang tid ad gangen. Det kommer nok aldrig til at ændre sig.”

27

28

29

Julie Rolighed, 26 år Hjørring

“Heste. Dem var jeg vild med. Mit værelse var plastret ind i plakater med de dyr på. Det er så barnligt, men så fint. Jeg mener: Jeg nyder stadig at besøge min pony, men jeg kunne jo næsten ikke tale om andet. Det er jeg heldigvis vokset fra. Måske vokser man fra sine drømme engang imellem. Den ene overtager ihvertfald den anden” Da uddannelsen skulle i hus, blev drømmen sat i stald, og Julie har ikke redet fast siden, hun startede startede på handelsskolen. Nu er hun uddannet butiksassistent og arbejder i Imerco.

“Jeg havde en kunde, der kom ind et halvt år efter og sagde, at jeg sikkert ikke kunne huske ham.

Dertil kunne jeg oplyse ham om både mængde, farver og størrelse på det, han havde købt sidst, han var i butikken. “Hvorfor står du i butik, det er du da alt for klog til?” udbrød han, og umiddelbart smilede jeg af det. Men efter han gik, tænkte jeg: Er man dum, fordi man står i butik? Det kan jeg absolut ikke give ham ret i. Han mener, at vi er dumme og ikke kloge nok til at få en rigtig uddannelse.

Det gik først op for mig bagefter, at han troede, at jeg var dum - det var egentlig mega flabet. Tænk, at folk åbenlyst lufter sine fordomme om hinanden. I folkeskolen havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle stå i butik, men jeg havde virkelig heller ikke forestillet mig, at folk automatisk gik ud fra, at jeg var dum.”

30

31

32

33

34

35

36

37

38

39

Daniel Bak Pedersen, 26 år Østervrå

Det lå i kortene, at Daniel skulle overtage familiens landbrug med gården og de 170 malkekøer, så drømmen om at blive landmand opstod i de tidlige klasser. Indtil da førte hans glæde for biler ham til en uddannelse som automekaniker. Daniel købte et nedlagt landbrug lidt uden for Hjørring med plads til eget værksted og familie, men lige så hurtigt som renoveringen af det nye liv gik i gang, blev det hele sat på pause igen.

“Det startede, da jeg gik og følte mig træt hele tiden. Når jeg kom hjem fra arbejde, lagde jeg mig i sengen og blev der, indtil jeg skulle møde næste dag. Jeg gik helt død. Det er ikke normalt for en ung fyr som mig. Og så var der de blå mærker; mine arme blev fyldt med små prikker, hver gang jeg stødte ind i noget, så jeg til sidst lignede en med skoldkopper.”

Efter tre måneder med usædvanligt lav energi kontaktede Daniel sin læge og fik taget blodprøver. Samme aften modtog Daniel et opkald og blev bedt om at møde op på hospitalet til yderligere undersøgelser næste dag.

“De tog en masse prøver, og resultatet så hurtigt dårligt ud. Der var en sygeplejerske som i døren på vej ud fik sagt “Det er nok kræft”. Og så gik de ellers på weekend. Så kunne jeg gå og tænke på det i flere dage.”

Om mandagen fik han at vide, at det var ikke kræft, men en sjælden blodsygdom: aplastisk anæmi, hvor knoglemarven har nedsat eller helt stoppet produktionen af blodceller. Det er en sygdom, man ofte ser som følgesygdom hos patienter med leukæmi, og derfor kan lægerne heller ikke forklare, hvorfor Daniel har fået den. Men de vidste med det samme, at det eneste, der kunne redde den svigtende knoglemarv var en transplantation. Heldigvis viste det sig, at Daniels lillesøster matchede optimalt som donor, og derfra gik det hele hurtigt.

“Der var ikke så meget tid til at tænke, og jeg gjorde egentlig bare, som lægerne sagde. Men pludselig midt i det hele stoppede jeg op, og det ramte mig: “hold kæft - jeg kan rent faktisk dø af det her, hvis jeg ikke får en behandling. Mit liv kan stoppe, inden det næsten er gået i gang.”

Der var kun gået 14 dage fra diagnosen hos lægen, til Daniel fik en knoglemarvstransplantation. For at klargøre hans krop til modtagelsen af de nye stamceller, fik Daniel kemo for at slå immunforsvaret ned.

“Jeg lå i isolation i fem uger og måtte ikke få besøg af særligt mange. Det var ret hårdt, da jeg lige havde fundet ud af, at min kæreste var gravid, så hun blev nødt til at blive derhjemme.”

Nu, tre måneder efter isolationen, får Daniel stadig medicin, der holder immunforsvaret nede, indtil cellerne har gjort ham rask. Det gør, at han ikke må opholde sig for lang tid i områder med for mange bakterier, og derfor må han ikke hjælpe sin far på gården eller være i sit eget hjem, når det bliver renoveret. Han er sygemeldt og går stadig til kontrol en gang om ugen på Rigshospitalet i København og håber på at vende tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid til sommer.

“Det, at få en livstruende diagnose fra den ene dag til den, anden sætter hele ens virkelighed i perspektiv. Hvis jeg blev spurgt for ti år siden, ville jeg aldrig havde drømt om, at det her kunne ske. Man ved det jo aldrig før, det rammer en selv. Nu tager jeg det hele en dag ad gangen. Lige nu handler mit liv bare om at overleve.

Jeg skal blive rask og komme på den anden side af min sygdom, så jeg kan være sammen med min søn, der ­kommer til januar. Heldigvis ser det ud til, at alt nu går den rigtige vej.”

40

41

42

Lærke Stahl Hansen, 26 år Aalborg

“Jeg kan huske tidligt i folkeskolen, at jeg har altid sagt én ting: Jeg skulle ihvertfald ikke være det samme som min mor. Og se så nu, ti år efter. Så er jeg alligevel blevet det samme som hende: Sygeplejerske. Det er sjovt at tænke på, hvad man engang har villet, og hvordan man ændrer mening. Nu ville mit drømmejob være på en børneafdeling, og jeg ville ikke have noget imod at arbejde med min mor, men sådan var det ikke, da vi gik i folkeskolen. Tværtimod.

Det er svært at sige, hvad jeg drømmer om i fremtiden - udover jobbet. Men jeg ved, hvad jeg ikke drømmer om: Jeg vil ikke flytte fra Nordjylland. Jeg er meget nordjyde. Sådan en som holder sig lidt for sig selv nogen gange og ikke har noget imod at tingene går stille. Jeg elsker f.eks når gågaden er tom for mennesker om søn­dagen. Der skal ikke være for meget larm. Jeg kunne godt finde på at flytte hjem til Hjørring igen, men Aalborg er også skøn, selvom den er stor. Jeg skal ihvertfald ikke bo i en by, der er større. Så ville jeg få stress.

Måske er det nogle gange lettere at tænke på de ting, man ved, man ikke vil, end at finde ud af hvad man egent­­­lig har lyst til.”

43

44

45

Rikke Louise Mellergaard, 26 år Hjallerup

Rikke skiftede skole efter 1. klasse, da hun flyttede til Storvorde med sin familie. Siden da har hun rokeret mellem flere folkeskoler og uddannelsesinstitutioner, da hun aldrig helt faldt til nogen af stederne. Hun følte tidligt, at folk omkring hende havde en forventning om, at hun skulle på universitetet, så hun søgte ind, men heller ikke der faldt hun til. Tre dage efter startede hun spontant på lærerseminariet, og efter 4 år er hun færdiguddannet, fastansat ved en folkeskole og venter sit første barn med sin mand, som hun mødte på studiet.

“Jeg har nok altid ledt efter et sted at høre til. Jeg har aldrig rigtigt hørt til nogen steder. Det gør jeg stadigvæk ikke den dag i dag. Jeg har stadig ikke en følelse af, at jeg kommer fra et fysisk sted - en by eller en klasse. Det, at få min egen familie, har virkelig været en stor drøm. Det er noget, jeg har tænkt på, siden jeg var lille. Det med ikke at passe ind. Især da mine forældre blev skilt, og vi pludselig havde to steder, vi skulle kalde vores hjem. Det er vigtigt, at føle sig hjemme et sted, og jeg håber, at jeg er skridtet nærmere det. Jeg er i gang med at skabe de rammer, jeg nok selv har manglet og drømt om. Vi skal ihvertfald have et barn mere, tænker jeg.

Tre er også okay, men fire der sætter jeg grænsen. Så kan de ikke være i én bil.”

46

47

48

49

50

Line Dahl, 26 år Aalborg

Line er ordblind. I folkeskolen var hun ikke sikker på, om hun kunne gennemføre en uddannelse nu er hun blevet civilingeniør.

“Jeg har altid været vant til, at der har været flere begrænsninger end muligheder. I lang tid tænkte jeg, at jeg måtte have et loft for hvor meget, jeg kunne lære med min ordblindhed, og at det loft nok var folkeskolen. Men jeg var ikke villig til umiddelbart at acceptere det. Min ordblindhed har givet mig en viljestyrke, som jeg har kunnet bruge i mange ting. Jeg har været nødt til at acceptere, at hver eneste gang jeg skriver noget, så ved jeg, at der er forkerte ord. Det gør, at jeg er ikke bange for at fejle. Hverken på skrift eller i livet.”

For fem år siden startede Line på studiet Produkt- og Designpsykologi og klarede sig igennem. Det sværeste nu er hvis folk pga. ordblindheden ser hende som mindre klog som alle andre.

“Folk kan godt opfatte det som om, man har en lav intelligens. Og til det vil jeg bare sige: Der er en grund til, at det hedder ordblind - ikke orddum. Jeg kan godt forstå, hvad der står, jeg kan bare ikke se, hvis det er stavet forkert. Men det har jeg lært at begå mig med. Jeg har lært at sætte det i systemer, som virker for mig. Mit hovede er der ikke noget i vejen med, men jeg skal kæmpe mere end andre for at komme igennem studiebøger og afleveringer. For ti år siden troede jeg ikke min drøm kunne lykkes, men med alderen kommer visdommen - er det ikke det man siger?”

51

Mikkel Fuglsang, 26 år Aalborg

“En dag så jeg en lidt korpulent gut på min egen alder i fjernsynet, der havde fået kræft. Hans læge havde sagt, at han skulle dyrke motion, og derfor havde han besluttet sig for at cykle en tur til Barcelona. Og der tænkte jeg: Hvis han kan, så kan jeg også. Det var meget spontant og ikke så gennemtænkt. Men man lærer jo ikke noget, hvis man ikke kaster sig ud i ting? ” Turen tog 33 dage, og undervejs stod rejsemakkeren af i Holland pga. kærestesorger, så Mikkel ­fortsatte alene.

“Vi vidste ingenting om det, så det gik fra nul til Barcelona. Vi havde en masse tanker om det, inden vi tog afsted. Kan jeg nå det? Kan jeg holde til det? Men det forsvandt. Vi havde ingen bekymringer dengang, der cyklede vi bare. Det var et “state of mind”, jeg stadig husker tilbage på. Jeg tænkte ikke på skole eller de forventninger, jeg føler at samfundet har til en. Vi skal alle passe ind i nogle rammer og bokse og være glade og flotte mennesker. Jeg tror, at det er grobund for en masse unødige bekymringer, så jeg prøver at lade være med at bekymre mig om de ting, jeg ikke kan styre.

For et par år siden læste jeg filosofier om at leve i nuet, og inddelte mig selv i tre; fortids-Mikkel, fremtids-Mikkel, nutids-Mikkel. Jeg fralagde ansvaret for fortids-Mikkel - ham kunne jeg ikke gøre så meget ved. Jeg havde ikke bekymringer om nutids-Mikkels dumme handlinger, for det er fremtids-Mikkels problem. Det startede egentlig for sjov, men er faktisk ret smart i forlængelse med, at man ikke kan gøre fra eller til. Så man kan ligeså godt tage det roligt. Umiddelbart kan det måske lyde som en let tilgang til livet. Det er ikke fordi, at nutids-Mikkel lader pokker stå i fremtids-Mikkel.

Det er bare en måde at prøve at slippe bekymringerne over de ting, vi alligevel ikke kan styre.

Jeg er ikke bange for at være glad, selvom jeg bor I nordjylland. Det er folk heroppe jo gerne. Men efter at jeg har opdelt mig selv, så er det sjældent, at jeg har noget at være sur over, for det kan alligevel ikke svare sig. Jeg har det som blommen i et æg, og det har jeg haft i mange år. Jeg har jo ikke noget at bekymre mig om.

Jeg drømmer nok på et større plan om livet og dets indhold. Søger hele tiden nye ting, jeg kan opleve, for at give livet mening. Filosoferer om, hvordan jeg kan bidrage til samfundet. Mit bidrag til virkeligheden er ikke noget monumentalt, derfor kunne jeg godt tænke mig at udrette noget. Et produkt af en form. Det skulle være musik eller en længere tekst. Så jeg kan stå med en følelse af, at jeg har udrettet noget som ikke forgår, selv efter at jeg ikke er her længere.”

52

53

54

55

56

57

Cæciliie Philipa Vibe Pedersen, 26 år København

“Jeg har altid undret mig over, hvad der driver folk. Mine drømme har altid været præget af lyst. Lyst til at være glad, til at omgive mig med spændende ting eller lysten til at lære. Jeg tænkte i de tidlige klasser ikke så meget over, hvad der var realistisk. Det er en ting som er kommet med årene eller alderen. Det er nok en naturlig del af det at vokse op, men jeg kan til tider savne det barnlige i fantasien og det naive i at drømme sig urea­ listiske steder hen. Jeg ville gerne være tilbage i den naivitet nogle gange, men den er svær at blive i, men jeg har forsøgt at holde lysten tæt på mig. Det er den bedste drivkraft jeg kan forestille mig. Så er det egentlig lidt ligemeget hvordan rammerne er, så længe lysten er omdrejningspunktet. Jeg kunne f.eks. aldrig forestille mig at arbejde med noget som jeg ikke har en inderlig nysgerrighed for.

Jeg kan tydeligt huske at jeg synes historie, især egyptisk, var spændende og det var der mumier kom ind i billedet. Det, at ville være arkæolog var den praktiske løsning på min nysgerrighed og fascination omkring et emne, ligesom det at være fotojournalist er.

Drømmene kan ændre sig, ligesom jeg gør det. Men lysten og nysgerrigheden, den er der altid.”

58

59

60

61

62

TAK TIL Mads Greve Anders Hansson Kent Klich Camilla Rønde Jeppe Vejlø Mikkel Berg Pedersen Louise Wium Gotthardt Henrik Meller John Schmidt Minna Sadjadi

SÆRLIG TAK TIL Lisbet, Martin, Maja, Sara, Daniel, Mikkel, Katrine, Lærke, Line, Uyen, Julie, Rikke og alle andre i klassen 1.-9.b. 1995-2004 samt Muldbjergskolen, Hjørring Jytte Marie Vibe Pedersen Susanne Sommer Rebecka Uhlin

63

Bachelorprojekt Danmarks Medie- og Journalisthøjskole © Cæciliie Philipa Vibe Pedersen www.ccphilipa.dk ccphilipa@gmail.com tlf: +45 22 26 16 62 64