Reportage: Festen uden dresscode

Festen uden dresscode

5

På Frederiksbergs ældste gade, Allégade, findes en skjult perle.

Knitrende små pærer danner navnet ”Cafe Intime” på en murstensmur, der lyser op bag alléens trækroner. Inde bag de blyindfattede ruder er der musik og perlende øl i et rum, der har eksisteret siden starten af 1920’erne Af Josephine Isbrand

10

15

20

25

Bartenderens cigaret gløder, mens han nøje lægger den i det overfyldte askebæger. Han skænker en Fernet Branca op til sig selv, der tykt flyder ned i det lille shotglas. Gennem to øjne, der hviler på trætte poser, ser han op og skåler med de stamgæster, der har sat sig tættest på baren. Hans pause bliver en kort fornøjelse, for ”De glade sangeres aften” har tiltrukket adskillige tørstige gæster til stedet. ”Shhyy,” lyder det fra kvinden bag baren, som forsøger at skrue ned for rummets gennemtrængende stemmer. Klokken er lidt over 20 en tirsdag aften på Cafe Intime på Frederiksberg, hvilket betyder åben scene, som styres af værten Jesper. Med stilheden retter rummets øjne sig mod den lille knapt eksisterende scene. En slidt mahogni taburet og en mikrofon er placeret foran det gamle Steinway flygel.

Her står Jesper med rank ryg iført et grovternet suite, strøget slips og velplukkede øjenbryn. ”Nu skal vi huske, at vise respekt for dem der har modet til at synge for os. Man har brug for et trygt rum, og det er bestemt ikke alle, der har sunget foran andre før,” siger Jesper og peger på sig selv med et skævt smil, mens han indleder første sæt med en bossanova.

30

35

40

Alsidighedens lokale Rummets gæster emmer af forskellighed. Her er gymnasieelever, som med lidt held har råd til en Tuborg på flaske, forelskede par, der for længst er druknet ind i hinandens øjne, og en nybarberet humørbombe med røde læber og en velfriseret platinblond paryk. ”Lige fra starten har her været plads til alle. Da jeg begyndte at komme på Intime, var her fyldt af transvestitter og bøsser – stedet er jo kendt som en bøssebar. Men det vil jeg ikke kalde det. Det har bare altid været et rum, hvor alle var velkomne,” fortæller Birger Jørgensen, som har besøgt Cafe Intime i over 40 år.

Side 1 af 4

45

50

55

60

65

70

75

En cowboy nederdel med et blomstermønster af pailletter, der matcher valget af hårband, sidder stramt på Birgers veninde, som er den næste til at gribe mikrofonen. Hun har fået en sjus for meget til at have fuld kontrol over sine ben og vakler frem til scenen bakket op af et kæmpe bifald. Med en halvrusten rygerstemme får hun snakket sig igennem bandets swingende version af ”I’ve got you under my skin”.

De støvede detaljer Øjnene får aldrig færdigscannet rummet med de tusind detaljer. Som at åbne en uberørt østers nærstuderer man den skinnende perle, der har ligget stille i årevis. Matte og blanke julekugler i guld hænger som små skyer fra loftet i gennemsigtig fiskesnøre. De har selskab af fem par slidte støvler, der hænger som en klodset nabo. Cigaretrøgen stiger op og bliver en dyne under loftet. Den svier i øjnene, men er dog ikke for tyk til, at der bliver skålet og hilst igennem den.

Birger Jørgensen fortæller, at sko og støvler dækkede hele loftet i gamle dage. Der er lavet småændringer her og der, men rummet står stort set, som det altid har gjort, fortæller Birger, som har fået ølskum i sit store hvidgule overskæg, der snart går i et med hans næsehår. ”Den største ændring er, at klaveret blev rykket fra højre hjørne til venstre. Jeg kan godt lide, at tingene forbliver, som det altid har været.”

Nattens sidste cigaret En pianist og en bassist udgør husbandet og er som fluer på væggen. ”Der sker altid noget uforudsigeligt disse aftener, og det er vildt interessant at forholde sig til så mange forskellige typer. Du ved aldrig, hvem der kommer ind af døren, og netop det gør, at man altid takker ja til jobbet,” siger Morten Hintze, som er aftenens bassist.

Birger får sin håndskrevne regning, men er ikke helt enig i beløbets størrelse. Han betaler aftenens våde sum, mens to unge mænd slutter aftenen af med en duet af ”Nattens sidste cigaret”.

(Anslag: 3994)

Side 2 af 4

Fortællesætning Jeg vil fortælle, at Café Intime fungerer som et frirum for Københavns borgere hvor hverken køn, alder eller interesser spiller en rolle. Det fører til et mere alsidigt Frederiksberg, hvor spraglede Cafe Intime byder alle velkommen.

Medie Frederiksbergbladet (lokalavis).

Målgruppe Frederiksbergs beboere i alderen 18-65 år.

Overvejelser om valg af emne, medie og målgruppe Jeg valgte at tage udgangspunk i Cafe Intime, da det er et sted med en helt unik atmosfære samt utallige indtryk og detaljer. Man bliver aldrig mættet af rummet og kan altid få øje på noget nyt. Det er på mange måder i kontrast til det stereotypiske Frederiksberg, hvilket jeg finder interessant. Der er rig mulighed for at få en snak med en stamgæst eller en anden besøgende, da de fleste gæster altid er snaksaglige og åbne mennesker.

Stedets skjulte placering gør, at man skal kende til det for at vide, at det findes. Du skal have hørt- eller læst om det for at finde frem til cafeen. Derfor synes jeg, at det er relevant at skrive om i et lokalmagasin som Frederiksbergbladet. Netop for at oplyse lokalbefolkningen om, at der findes et skjult spraglet sted bag trækronerne.

Af den grund er min målgruppe Frederiksbergs borgere i alderen 1865 år. Det er både forældre, bedsteforældre samt de mere skæve typer som transkønnede, skabsalkoholikere eller sjæle, der hungrer efter at afprøve deres x-factor-talent uden nødvendigvis at stå på landsdækkende tv. Det kan også være borgere i Frederiksberg kommune, som længes efter noget anderledes en hverdagsaften, hvor der er liv og underholdning.

Nyhedskriterierne Min reportage indeholder identifikation, da de fleste læsere nok kan relatere til både at føle sig velkomne og udenfor.

Side 3 af 4

Derudover kan reportagen vække minder hos de beboere som selv har besøgt stedet. Jeg tror også, at alle kan relatere til væsentligheden af alsidighed og åbenhed i mange forskellige sammenhænge.

Hvad lærte jeg af opgaven og hvilke udfordringer stødte jeg på Jeg har lært at være en flue på væggen og at suge indtryk til mig.

Ved at slå antennerne ud bliver man pludselig opmærksom på små, larmende pærer, og på hvordan en vissen rose kan besidde en vis ynde.

Jeg har fået øjnene op for, at jeg trives i selvstændigt feltarbejde, fordi man har 100% fokus, på det man laver, og man har ene ansvar for al sin observation.

Jeg synes, at det var udfordrende at få en idé til et emne først, og derefter finde en relevant vinkel. Derudover var tanken om at interagere med fremmede udfordrende, men så snart den første samtale var i gang, føltes resten af feltarbejdet naturligt.

Efter feedback Det er altid interessant at få kommentarer udefra, og jeg er enig i de ting, Sarah Østbjerg har skrevet om min opgave. Derfor var det forholdsvis let at integrere hendes forslag i min opgave, da hendes ord resonerede hos mig.

Side 4 af 4