Drenge - af Andreas Beck

A n d r e a s

B e c k

D R ENGE

A n d r e a s

B e c k

D R ENGE

På vej En storm af farefyldt tid og hurtig forvandling er menneskets obligatoriske teenageår blandt andet blevet kaldt gennem tiden.

Fysisk og mentalt ændrer hjernen sig. Kroppen følger med, forlænger dens lemmer og hår vokser ud.

Seksualiteten banker på og vil være en del af tumulten oppe i hovedet.

På teenageårenes kontrastrige vej bliver man konfronteret med livet på godt og ondt.

De sociale spilleregler ændres og fra inderst til yderst tager man sig selv op til revurdering.

For samfundet er det en periode, hvor teenageren skal modnes og lære at opfører sig etisk korrekt. For teenageren selv er det en syv år lang solotur i en rutchebane, hvor følelserne lægger sporet i nuet.

Udfordringerne har gennem tiden ændret deres form, men følelserne er forblevet de samme.

For at kunne forstå, hvordan mennesket former sig til et individ, er tanken om, at der ikke findes to ens mennesker afgørende.

Mennesker kan dele bekymringer og problemer, men hvordan de bliver håndteret, er helt op til den enkelte person.

I Danmark er der 252.471 drenge i alderen 13-19 år. De er teenagere. På de næste sider møder du 12 af dem samt deres tanker og erfaringer.

Tanker de har hele tiden.

Erfaringer de bliver voksne af.

Nicolai

Nicolai Højberg Kirkevang, 18 år, Taastrup Det er hårdt at være ensom, når man kan se, at andre ikke er det.

Hele min barndom havde jeg svært ved at knytte bånd til normale børn. At jeg kun gik i klasse med otte børn, der også havde specielle behov, gjorde det ikke lettere. Indtil jeg startede på efterskole havde jeg altid gået i en specialklasse. Jeg har ADHD, hvilket gør, at jeg mangler nogle sociale kompetencer.

Som barn følte jeg mig meget ensom. Jeg begyndte først at få rigtige venner i 7. klasse, men jeg havde stadigvæk ikke lært at trives blandt normale børn.Jeg begyndte i en aftenklub, hvor jeg mødte andre børn gennem rollespil. På et tidspunkt fik jeg at vide, at der var mange, der ikke kunne lide mig. De synes, jeg var oppe at køre.

Jeg løb rundt og prikkede til folk. Jeg var helt vildt irriterende. Jeg prøvede bare at skabe venner hurtigt. De andre børn syntes, jeg var alt for nærgående. Så følte jeg mig ensom igen.

I dag er jeg ikke ensom. Jeg er stadigvæk bange for at være ensom, på trods af, at jeg ikke kan mærke ADHD’en mere. Jeg vil ikke tilbage til ensomheden.

I dag er min store bekymring, at folk ikke vil mig det godt. Når jeg får kritik i dag, har jeg svært ved at indse, at det er ment med en god hensigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er ondsindet.

Ensomheden er værst når man før har følt den forsvinde. Som noget af det eneste frygter jeg døden.

Når man dør, kan man ikke kæmpe sig tilbage. Jeg har kæmpet mig tilbage fra ensomheden.

Jonas

Jonas Kølbæk Nyvang Nielsen, 14 år, Ballerup.

Jeg går i skole med børn, der har perfekte familier, hvor mor og far er der hele tiden. De har aldrig oplevet den rigtige verden.

Min mor er maniodepressiv. Hun kan bliver syg når som helst. Hun kan sidde og græde og ikke have lyst til at leve mere. Hun har prøvet at ende sit liv seks gange. Den dag det lykkedes hende, er jeg bange for, at hele min verden bryder sammen. Den første gang hun blev indlagt, faldt jeg i søvn hos hende men vågnede op hos min far.

Før mor fik en kæreste, troede jeg, at jeg var skyld i hendes sygdom.

Jeg var den eneste derhjemme, så jeg måtte være grunden. Jeg var også den eneste til at hjælpe hende. Jeg har altid haft svært ved at koncentrere mig i skolen. Jeg tænkte hele tiden på, om min mor kunne finde på, at tage sit eget liv, når jeg ikke var hjemme. Samtidigt kunne jeg bedst lide at være væk, når hun fik det dårligt. Så skulle jeg ikke se på det.

Når hun bliver syg i dag, bliver jeg stadigvæk sur på mig selv. Så vil jeg bare væk fra det hele. Jeg kan godt lide at kravle op på et tag og lade tankerne flyde.

Jeg skal snart starte på en kostskole. Det er den femte skole, jeg starter på. I en periode lavede nogle børn på min tidligere skole ‘din mor’-jokes om min mor. Det tændte jeg fuldstændig af på. De vidste ikke, at min mor var syg. Jeg frygtede, at de ville drille mig med det, hvis de fik det at vide. Da jeg var overvægtig, blev jeg mobbet og kaldt ”fede læs”. Min far har lært mig, at når folk driller, skal man slå så hårdt, at de ikke gør det igen. Så det har jeg gjort. Hver gang. En gang slog jeg en dreng med en stol. Jeg vidste ikke hvad, jeg gjorde.

Det føltes bare rigtigt.

Jeg får tit at vide, at der er en masse andre børn, der har syge forældre.

Så tænker jeg på, om de børn har det ligeså svært som jeg har det. Jeg ville ønske, at jeg kunne heldbrede min mor, men det kan jeg ikke.

Når mor har en god dag, er jeg glad.

Aske

Aske Molin, 17 år, Virum Jeg har vidst det hele mit liv. Jeg blev født homoseksuel og da jeg var 15 år gammel sprang jeg ud. Jeg har aldrig været så lettet i mit liv. Det var som om, en stor sten i maven forsvandt. Da jeg fortalte det til min bedste ven, sagde han, at han altid havde vidst det.

Jeg mistede en del drengevenner. De kunne ikke acceptere det. Jeg tror, de blev skræmt og bange for, at jeg skulle blive forelsket i dem.

Da jeg gik i tiende klasse blev jeg mobbet en del. Drengene holdt altid en afstand på ti meter til mig. På gangen kastede folk blyanter efter mig. Der var også nogle, der råbte ”homounge” og ”skyd dig selv”.

På Facebook stemte drengene fra klassen, om jeg måtte komme med til fester. Det var ret voldsomt og endte med, at jeg havde en del fravær.

Mit første forhold varede et år. Ham jeg så, havde været sammen med en masse andre, imens vi var sammen. Han var også den første, jeg havde sex med. Jeg blev rigtig ked af det. Jeg følte mig forrådt og flov over, at jeg havde været sammen med ham. Mange unge homo­ seksuelle vil gerne eksperimentere, før de er helt sikre på, om de er homoseksuelle eller ej. Det er ikke det, jeg vil. Jeg vil gerne have et forhold.

Mine forældre er helt cool med min seksualitet. Jeg er jo stadigvæk deres søn og de elsker mig.

Selvom jeg er ligesom alle andre og bare vil have kærlighed, så synes folk, det er unormalt. Det er lige meget om, man er forelsket i en pige eller en dreng. Det er jo bare kærlighed.

Sebastian

Sebastian Otzen, 17 år, Charlottenlund Det starter altid med, at jeg blive gode venner med de andre og er en af de populære i klassen, men efter et par måneder begynder jeg at falde af på den og er ikke populær mere. Så flytter jeg skole. Vennerne holder ikke ved og det er frustrerende. Jeg tænker, at der må være et eller andet galt med mig. Jeg har spurgt folk om det, men de svarer ikke. Så bliver jeg ked af det og føler mig fravalgt. Jeg synes ikke selv, at jeg ændrer mig. Jeg er bare mig. Den skole jeg går på nu er nummer otte i rækken.

Jeg har droppet at tage min ADHD-medicin. Det er ikke sundt at fylde sig selv med kemikalier og jeg bliver meget påvirket af det psykisk. Jeg er mere nede på jorden, når jeg ikke tage medicinen.

Jeg slapper mere af, er åben og smiler til folk. Da jeg startede med at tage medicin blev jeg meget indelukket og mistede en masse venner.

Tidligere gjorde min ADHD, at de stille og rolige børn ikke ville være sammen med mig. Det ville de andre “udstødte” gerne. Så endte jeg ude Gladsaxe. I et miljø hvor der var en masse kriminalitet.

En aften blev en af mine venner slået ihjel. Så kunne jeg ikke mere.

Bagefter var det svært at komme ud af miljøet. Der var en gruppe af drenge, der ventede ude foran mit hjem og ville tæske mig. De jagtede mig på vejene. En dag kom min mor ind på mit værelse, hvor jeg sad og rystede og græd i min seng, fordi jeg var så bange.

Min bedste ven hedder Mike. Han har heller ikke andre. Vi har været sammen dagligt i otte år. Han er noget af det mest stille og rolige, der findes. Jeg hjælper ham med det sociale og han hjælper mig med det praktiske. Han husker mig på at komme tidligt i seng og at jeg får lavet mine lektier.

Nogle gange drømmer jeg om at vinde i Lotto. Så ville jeg købe mig en gård ude på landet, få et barn og så bare være voksen og have en familie. Det kunne være rart at have flere mennesker i mit liv, der ikke forsvinder efter to måneder. Familie er for evigt.

Oliver

Oliver Wetterstein Gervø, 18 år, Herringløse Jeg var den klassiske nørd med grydehår, briller og bøjle på tænderne indtil 6. klasse. I de år blev jeg mobbet på det groveste. På grund af mit udseende fik jeg øgenavnet Harry Potter. Jo ældre jeg blev, desto mere seksuel en drejning tog mobningen. En dag efter en idrætstime, var alle drengene gået fra omklædningsrummet og havde taget mit tøj med. Da jeg kom tilbage til klassen kun iført mit håndklæde, stod resten af klassen og ventede. Lige da jeg kom ind, var der en dreng, der trak mit håndklæde væk.

Fra den dag af kaldte de mig Harry Blotter.

Da jeg startede på min nye skole, ville jeg gøre et godt indtryk. Jeg ændrede min tøjstil, fik kontaktlinser og bøjlen kom af. Det var en helt ny verden med fester og venner. Folk begyndte at snakke med mig og den flotteste pige på skolen og jeg blev kærester. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende.

Den største udfordring har været at blive mere selvsikker. For mig er anerkendelse rigtig vigtigt. Jeg kan godt lide, når folk lægger mærke til mig og det jeg gør. Så ved jeg, at jeg er accepteret af dem.

Jeg føler, at mine forældre synes, jeg ikke klare gymnasiet godt nok. Hvis jeg har fået karakteren 7 i en dansk stil, kan jeg nærmest se skuffelsen i deres øjne. Det synes jeg er hårdt.

Min mor siger, jeg kan blive skraldemand, så længe jeg bliver lykkelig. Det tror jeg ikke helt på.

Mobningen fra folkeskolen har sat sine tydelige spor i mig.

Når folk tager afstand til mig, bliver jeg rigtig usikker på mig selv og tror, at jeg ikke er god nok. Jeg tænker altid over de ting, jeg gør. Jeg vil nødigt skuffe de mennesker, der er omkring mig.

Lars

Lars Munk Jensen, 15 år, Svendborg Jeg synes ikke, jeg har tid til at nå det, jeg gerne vil. Nogle gange ligger arbejde, lektier, familie og klubarbejde oven i hinanden.

Siden jeg blev teenager, er jeg blevet meget mere doven. Jeg har svært ved at få ting gjort. Nogle gange, når jeg skal støvsuge, så kommer jeg til at ligge i sofaen i to timer i stedet for. Jeg ved ikke hvorfor. Det er bare svært at få tingene fuldført.

Da jeg startede på min nye skole og fik nye venner, smittede deres selvtillid af på mig. Jeg fik også pigevenner. Piger kan give mig et andet syn på sex, fordi de ser tingene anderledes. De har prøvet lidt flere ting, så de ved, hvad de snakker om. Drenge snakker for det meste om en fantasi.

Jeg kunne godt tænke mig at have en kæreste. Jeg har lært, at for at have et ordentligt forhold, er det nødvendigt, at man er moden og har tid til sin kæreste. Man skal se sin kæreste som en ven og ikke som en, man bare kysser med. Hvis man først har været venner, er det meget nemmere at være kærester.

Man er ikke perfekt, men for at komme tættere på, er man nødt til at ændre sig. Grunden til, at man gerne vil være perfekt, er så andre kan lide én. Så bliver man mere populær og får mere selvtillid.

Det vigtigste jeg har lært, er at man skal tage sig sammen i skolen.

Hvis man bliver vant til at tage sig sammen, er det en naturlig ting at gøre, når man kommer i gymnasiet og videre i systemet. Så kan man blive det, man gerne vil.

Det er vigtigt at være et interessant menneske, så man har noget at tilbyde de mennesker, man har tæt på sig.

Oliver

Oliver Mikkelsen, 16 år, Jyllinge Mine forældre blev skilt, da jeg var ni år gammel. Før de blev skilt, skændtes de hele tiden. Jeg har fortrængt alt fra min barndom op til deres skilsmisse. Jeg var i retten for at vidne imod min far. Det er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet. Min far var helt nede over skilsmissen. Min lillebror og jeg flyttede med vores mor. Når vi besøgte vores far, kørte han rundt med os i hans bil og holdt øje med vores mor. Så blev vi taget fra ham. Vores mor tog min lillebror og mig med på et kvindecenter.

I folkeskolen havde jeg en lærer, der sagde, at jeg var bøsse. Han kaldte mig og tre andre drenge for Bøsse 1, 2, 3, og 4. Det var ikke rart at blive kaldt noget, man ikke var. Jeg turde ikke gå i skole, fik ondt i maven og skulle altid på toilettet, før jeg tog i skole. Mit selvværd lå allerede og skrabede bunden pga. skilsmissen, og min lærer kørte det helt ned, så jeg overhovedet ikke kunne noget. I 6. klasse havde jeg det værst. I skolen satte jeg en facade op og når jeg kom hjem, knækkede filmen. Jeg troede ikke, jeg kunne klare mig igennem det og udrettede planer om, at tage mit eget liv. Når jeg fik selvmords­ tankerne, gik jeg ud og snakkede med min mor. Så beroligede hun mig og fik tankerne væk. Min mor har altid været der for mig.

I dag ser jeg min far hver anden weekend i ni timer. Han har det dårligste selvværd, men han er blevet en god far.

Jeg går meget op i min krop. Jeg burde ikke gå så meget op i den.

Nogle gange kan jeg stå og kigge på mig selv i spejlet og tænke, at jeg godt kunne have lidt større muskler eller, at jeg er blevet lidt tyk. Det bunder i mit dårlige selvværd.

Min mor gav mig lov til at få mine tatoveringer, fordi jeg har klaret mig igennem mit liv på trods af alle udfordringerne.

I dag vil jeg sige, at jeg er faldet til ro og har det godt, men jeg skal stadigvæk arbejde med at tro på mig.

William

William Skov Hansen, 19 år, Långå Jeg har altid været en efternøler. Jeg er decemberbarn og den sidste i søskenderækken, så jeg har altid været den yngste i skolen og i min familie. Mine søskende er fem og seks år ældre end mig. Jeg har haft svært ved at komme tæt på dem og blive en del af gruppen. Det var først, da jeg blev 17, at jeg kunne snakke rigtigt med dem og virkelig mærke søskenderelationen. Før var jeg den lille lillebror, der var irriterende og gik i hælene på dem. Da mine jævnaldrende begyndte at udvikle sig, ville jeg også gerne være en af de store. For at virke ældre begyndte jeg tidligt at gro et skæg. Det har ikke hjulpet så meget.

Nogle gange har jeg det som om, at min far ikke kan acceptere, at jeg er blevet ældre. Jeg er blevet meget seriøs og ansvarsfuld, og jeg har udviklet mig meget.

Jeg er ikke blevet voksen, men jeg forstår mig på det.

I folkeskolen var jeg ham, man altid kunne gå hen og drille, uden at jeg sagde fra. Jeg tænkte, at det var bedre end ikke at få nogen opmærksomhed. Jeg ville gerne anerkendes som en del af en gruppe.

Når du kommer ind i en gruppe, føles det som om man er en del af noget større.

Man er voksen, når man er ligeglad, hvor i hierarkiet man ligger. Når man begynder at hvile i sig selv og være sikker på, hvem man er. Det er det, jeg har prøvet at arbejde mig hen til. Det var hårdt i starten, for når man sagde fra, tog andre det ikke seriøst. Først senere kunne jeg være mig selv og være ligeglad med, hvad de andre syntes. Det var hårdt at presse mig selv. Opgøret med mig selv var det sværeste.Jeg har lært at tage en masse ansvar.

Jeg tror, jeg er godt på vej til at være den person, jeg gerne vil være.

Jeg vil gerne være noget. Jeg har ikke brug for blive kendt, men jeg vil gerne have en status.

Det her, det er mig.

Det står jeg for.

Anders

Anders Kronow Blenstrup Jensen, 18 år, Gershøj Jeg var ikke genert, da jeg var mindre. Måske kom genertheden sammen med min astma. Jeg var otte år gammel, da jeg fik det konstateret. Jeg kan huske, at jeg lige pludselig følte mig handikappet.

Når jeg bliver genert, kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal sige. Så siger jeg bare noget meningsløst. Hvis jeg overvejer at gøre noget socialt, et sted hvor der er andre, overvejer jeg ofte udfalds­ mulighederne. Jeg gider ikke at vise mine svagheder. Jeg kan f.eks ikke finde ud af, at spørge om jeg må låne noget af andre. Frygten er at få et nej og se dum ud. Det har noget at gøre med en lille usikkerhed omkring mig selv. Det kunne være fantastisk, hvis genert­heden forsvandt. Så kunne jeg snakke med alle.

Jeg er ikke så god til at sige hej til piger. Man møder piger til fester.

Min pigetype er stille og rolig, men jeg har ikke mødt en endnu. At have en kæreste kunne være meget rart, men indtil videre venter jeg.

Nogen gange hjælper alkohol lidt, men jeg bryder mig ikke om, at drikke mig fuld.

Jeg ved, at man kan komme af med genertheden. Øvelse gør mester.

Man skal bare lige lære, at verden ikke er farlig.

Det tager lidt tid.

Jacob

Jacob Aaskov Christoffersen, 15 år, Svendborg Jeg synes ikke, der er nogen forhindringer i at være teenager. Det er vigtigt for mig, hvad folk synes om mig. Jeg kan godt lide at få at vide, hvad folk tænker om mig og hvordan de synes, jeg er. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg altid været populær i min omgangskreds.

I min vennekreds er man højt oppe i hierarkiet, hvis man har haft sex med en pige, men for tiden syntes jeg, at piger er lidt overvurderede og de fylder helt klart mindre, end de har gjort. Jeg var sammen med min ekskæreste i syv måneder. Før jeg fik en kæreste, var jeg helt vild med piger.

Første gang vi havde sex, var første gang for os begge. Vi havde været kærester en måned. Der er mange, der siger, at det er akavet første gang, men det var meget fint.

Jeg tror, de andre drenge ser op til mig, fordi jeg synes, det er sejt at være sød, flabet, ligeglad og fordi jeg laver mange damer.

Jeg er ikke ligeglad overfor pigerne. Når man er ligeglad, spiller man kostbar og synes at man er bedre end dem. Det er ikke i orden.

Det er dejligt at vide, at folk synes, jeg er god til noget. Så får jeg lidt ekstra selvtillid.

Jeg kan ikke lide alkohol, så jeg drikker overhovedet ikke. Jeg kender nogle, der godt kan lide at vise, at de drikker. De poster billeder og sender snapchat-videoer, hvor de siger, at de er fulde.

Det synes jeg er plat.

Carl

Carl Hedegaard, 14 år, Humlum Jeg skiftede skole og kom ind i teenageårene samtidigt. Det var noget af en omvæltning. Lige pludselig ændrede min identitet og omgangs­kreds sig fuldstændigt. Det var hårdt at holde fast i mig selv. Jeg skulle til at tænke nogle tanker, jeg aldrig havde drømt om og jeg skulle tage stilling til, om jeg ville ryge cigaretter.

Så var jeg lige pludselig voksen.

Det har været hårdt at indse, at folk ændrer sig og kun respekterer én, hvis man er god til noget. Da jeg var mindre, var jeg ikke den bedste til fodbold. Så trænede jeg og er blevet en af de gode. I dag respektere de andre mig lidt mere.

Hvis man viser, at man er lidt følsom på sin nye skole, får man en hård omgang. Jeg bliver ked af det, når jeg ser andre blive drillet.

Der er mange i min klasse, der har haft sex. Jeg vil gerne finde den rigtige først. Hvis hun er så fuld, at hun ikke kan stå på sine egne ben, vil jeg synes, det er pinligt. Sådan en type har jeg ikke lyst til at være. Jeg snakker om sex med de andre drenge, men mest for sjov. Vi snakker ikke om rigtige følelser. Det snakker jeg med min mor om.

Jeg synes, det er okay at blive ældre. Der nogle, hvis hovedet modnes og andre, hvor det er kroppen. Det er som om, at alle drengene godt ved, at vores kroppe ændrer sig og at det er lidt underligt, så vi snakker ikke om det. Man kan jo ikke gøre noget ved det. Det ville være noget andet, hvis det var ens karaktere.

Jeg tror, at mange på min alder er usikre. Når man bliver ældre, får man lettere ved at finde sin identitet. Man kan hjælpe sig selv på vej ved at opfører sig som man inderst inde gerne vil.

Så må man se, hvordan folk reagerer og om de kommer til en.

Mikkel

Mikkel Dyring Asmussen, 16 år, Jyllinge Da jeg startede i gymnasiet mødte jeg en pige. Vi så hinanden i to måneder. Det var første gang, jeg havde noget, der virkede som et rigtigt forhold. Efter en af mine kammerater fik en kæreste og jeg så, hvordan de havde det sammen, ville jeg også have én at være nær med.

Vi mødtes til en fest, hvor vi havde fælles venner. Vi begyndte at chatte og se hinanden. Officielt blev vi ikke kærester, men vi kyssede ikke med andre. Det var nogle fede måneder.

Farverne virkede lysere og alt andet var lige meget. For det meste var vi bare hjemme hos én af os og så en film. Når jeg siger det højt, lyder det kedeligt, men i øjeblikket følte jeg mig lykkelig.

Lige pludselig stoppede vi med at være sammen.

Jeg blev rigtig ked af det. Lige pludselig var tætheden væk. Dagene blev mørkere. Til sidst handlede det ikke om hende. Jeg følte mig bare alene. Jeg holdte det for mig selv. Jeg skulle have snakket med mine venner om det. Jeg har prøvet at snakke om følelser med nogle af mine drengevenner. Det virkede lidt mærkeligt. Tonen er anderledes, når jeg er sammen med drengene. Så virker det lidt underligt, når jeg lige pludselig snakker om følelser.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at det mere var følelsen af at have en, der gjorde mig lykkelig, end det var hende.

Jeg tror ikke, at kærligheden er noget man skal gå rundt og lede efter.

Hvis man møder en person, man kan lide og har ligheder med, så skal man bare tage det stille og roligt. Så kan det være, at man kan komme hinanden nær.

Så simpelt er det. Man skal lære af de ting, der sker med en.

Det er den eneste måde, man kan gro på.