3 minute read

Musikhuset København vil gerne have flere akustiske musikere med

Inden renoveringen af Musikhuset København begynder til næste år, vil foreningen bag huset gerne invitere flere akustiske musikere indenfor. Læs mere om det her samt, hvordan du kommer på en guidet rundtur i det gamle palæ.

Advertisement

Siden Musikhuset København på Vesterbrogade slog dørene op sidste år i september, har der været afviklet omkring 150 koncerter i de historiske rammer. Og formanden for foreningen bag Musikhuset København, Viktor Wennesz - selv musiker og medlem i DMF, ser meget gerne, at flere musikere kommer på besøg i huset – både som gæster og som udøvende.

”Det er et hus til akustisk musik, og det giver sig selv, at der spilles klassisk musik her. Men vi vil gerne have flere akustiske genrer som folkemusik, visesang, jazz og unplugged pop inden for dørene. Huset er for alle, og vi vil meget gerne vise, hvad vi kan tilbyde,” siger Viktor Wennesz.

Rent honorarmæssigt følger Musikhuset København DMF’s minimumstariffer, og ønsker man at bruge husets lokaler til koncerter, er man som arrangør forpligtet til at gøre det samme, oplyser Viktor Wennesz, der fortæller, at de fleste koncerter i huset arrangeres af eksterne arrangører.

Udover koncerter er det også muligt at afvikle workshops, seminarer, undervisning og andre aktiviteter i huset, hvor man betaler Musikhuset for brug af faciliteterne.

Og det er ifølge Viktor Wennesz ganske populært. ”Tanken bag huset var netop, at det skal kunne bruges til mange forskellige ting, og så længe det drejer sig om akustisk musik, så kan meget lade sig gøre,” siger han.

Renovering står for døren I øjeblikket kører Musikhuset på lavt blus rent økonomisk set, da der kun er afsat relativt få midler til driften af huset i det nuværende kommunale budget. Indtægten fra udleje af lokaler til koncerter og arrangementer er derfor kærkomne til at sikre den daglige drift med lønningerne og ikke mindst udgifter til strøm og varme, fortæller Viktor Wennesz, der også opfordrer interesserede i at melde sig ind i foreningen bag Musikhuset København.

Det koster 200 kr. om året, og som medlem får du rabatter og adgang til særlige medlemsarrangementer samt mulighed for at deltage og stemme ved den årlige generalforsamling.

Når kommunen ikke støtter mere rent driftmæssigt har det den årsag, at huset snart skal gennemgå en omfattende og langvarig renovering til en pris på omkring 100 mio. kr. Renovering begynder til september næste år, og forventes at vare knap to år.

Men indtil da er dørene altså åbne og mulighederne mange, siger Viktor Wennesz, der gerne vil invitere DMF Hovedstadens medlemmer på en fremvisning af huset.

Det foregår den 6. december kl. 15.30, hvor Musikhuset fra kl. 16.00 holder fødselsdagsfest, hvor man kan købe sig en øl i baren. Ønsker du at deltage i fremvisningen, skal du blot skriv til Viktor på mail@ musikhusetkoebenhavn.dk

Fakta

Musikhuset København

Foreningen Musikhuset Københavns vision er at skabe et samlende miljø for den akustiske musik i København på tværs af genrer og generationer og at etablere et levende miljø, som rækker ud mod publikum og fungerer som ramme for den klassiske musiks vækstlag.

Foreningen ledes af en medlemsvalgt bestyrelse, som blandt andet har til opgave at skaffe de nødvendige midler til at drive Musikhuset, ansætte husets ledelse og sætte retning for dets generelle drift.

Foreningen Musikhuset København får økonomisk støtte til driften fra Københavns Kommune og en række private fonde og opnår indtjening via billetsalg, barsalg og de administrationsgebyrer, som brugerne betaler for at producere og afvikle arrangementer i huset. Det er Københavns Kommune, som ejer bygningen, og kommunen afholder således en række faste ejendomsudgifter og dækker en del af udgifterne til el, vand og varme.

Den daglige drift af huset varetages af nogle få deltidsansatte og timelønnede medarbejdere samt en række frivillige.

Viktor Wennesz. Privatfoto.

This article is from: