2 minute read

Tema // Erik Lund Hansen - Liste A på Bornholm

MUSIKHUZET ER DEN VIGTIGSTE PRIORITET

På Bornholm er den musikalske hjørnesten Musikhuzet en uhyre vigtigt brik, der skal og må forsvares, også selv om økonomien ikke er for god for tiden. Det fortæller Erik Lund Hansen fra solskinsøens afdeling af socialdemokrati.

Advertisement

ERIK LUND HANSEN kommunalbestyrelsesmedlem på Bornholm for Socialdemokratiet. Han blev valgt som 1. suppleant til kommunalbestyrelsen i 2005, og indvalgt som ordinært kommunalbestyrelsesmedlem i 2010. Her har han været formand for Fritids- og Kulturudvalget. Han genopstiller ikke til kommunalvalget i 2021.

A

Hvilken betydning har kunst og udøvende kunsterne for jer socialdemokrater på Bornholm?

”Bornholm er en kulturø. Vi har en lang tradition for kunst og kultur på alle måder, og det har kæmpe betydning for øen. Vores politik går meget ud på, at de store kulturinstitutioner understøtter de små kulturinstitutioner, og bruger hinanden på kryds og tværs. Vi har en årlig kulturuge, hvor alle øens institutioner åbner op og laver arrangementer. Musikprojektet ’Udenfor sæsonen’ er en del af kulturugen. Her har Steffen Brandt i mere end 10 år i træk samlet en række musikere på tværs af genrer til altid udsolgte koncerter. Det er fænomenalt godt, og der har været nogle meget spændende sammensætninger af musikere.”

Hvad er jeres vision for musikken og musikernes vilkår fremadrettet?

”Visionen er at holde liv i det samlede musikliv på øen, hvor hjørnestenen er det regionale spillested, Musikhuzet, i Rønne. I modsætning til de fleste andre steder i Danmark har vi på Bornholm ikke mulighed for at krydse grænsen og tage til koncert i nabokommunen, så vi ville være ilde stedt uden Musikhuzet. Trods den dårlige økonomi i kommunen har vi år efter år prioriteret at støtte spillestedet så meget som muligt. Samtidig er Musikhuzet blevet dygtigere og dygtigere til at brede sig ud og lave samarbejder med musikforeninger på hele øen. Så de har virkelig gjort en indsats for at hjælpe de små.”

Hvordan vil I kort fortalt beskrive jeres kulturpolitik?

Vi har som nævnt en strategi om, at de store kulturaktører hjælper og understøtter de små aktører, der vokser op nede fra. Vores økonomi kunne dog være meget bedre, og på det seneste budgetseminar har vi måttet skære hårdt på det ene og det andet, hvilket er betingelserne på Bornholm lige nu. I Socialdemokratiet på Bornholm lægger vi dog kæmpestor vægt på kulturen og musikken.”

Hvad skal der være mindre af og mere af inden for kultur? Og hvordan vil I prioritere det?

Det er fuldstændig afgørende, at øen har et regionalt spillested, som kan tiltrække en bred palette af kunstnere til Bornholm. Uden Musikhuzet skulle bands måske spille på døren, og øens unge orkestre og musikere ville ikke i samme grad blive præsenteret for inspirerende, professionelle bands. Så hovedvisionen er at bevare den institution på øen. Samtidig vil vi utroligt gerne understøtte vækstlaget, hvilket blandt andet sker via en kommunal støttepulje, hvor musikere kan søge midler til projekter.”

Hvorfor skal man som udøvende musiker stemme på jer?

”I Socialdemokratiet forsøger vi at skabe de bedste muligheder for unge musikere, der gerne vil udvikle sig. Vi har gennem tiden fostret en hel del lokale bands, der er blevet landskendte samt andre folk fra øen, der på forskellige måder har markeret sig i musikmiljøet.”

26 ⁄⁄ MUSIKKEN