4 minute read

Tema // Øvelokaler og udstyr ødelagt i påsat brand

Øvelokaler og udstyr ødelagt i påsat brand

En påsat brand har ødelagt tre øvelokaler på Nørrebrogade. Instrumenter for flere millioner er gået tabt, og det samme er de historiske lokaler

Advertisement

Saxofonist Jan Harbeck var sammen med et par musikerkollegaer netop færdig med at øve, da de kort før midnat den 7. maj opdagede, at det brændte.

De befandt sig på 2. sal i et gammelt funkishus med fem etager i begyndelsen af Nørrebrogade, da flammerne fra et antændt skraldespandsrum begyndte at slikke op af ruderne.

“Vores trommeslager råbte pludselig: Det brænder, vi skal ud NU! Vi nåede lige præcis ned ad trappen, inden vinduerne begyndte at sprænge og ilden trængte ind i huset. Det var frygteligt at se, hvor hurtigt ilden bredte sig. Til alt held var der ikke andre end os i huset den aften,” fortæller Jan Harbeck.

Han ringede til brandvæsnet, og da branden mange timer senere var slukket, var det resterende udstyr blevet slugt af flammerne: Flygel, trommesæt samt unikke perkussionsinstrumenter og lydudstyr. Alt.

”Selv nåede jeg kun at tage min tenorsax med, da vi løb. Min taske samt en sopransax, jeg havde stående i et depotrum, er brændt væk. Men det er langt værre for mange af de andre, der har mistet meget mere, end jeg har,” siger Jan Harbeck og uddyber:

”Desuden er der nu den hårde erkendelse, at vi aldrig igen kommer til at få et så centralt beliggende øvelokale i byen, ligesom det er ubærligt at tænke på alt det arbejde, der var blevet gjort for at bygge og lydisolere så skønt et øvelokale.”

Udstyr op i røg

Ifølge ejeren af bygningen er der ingen tvivl om, at branden var påsat. Den startede i et affaldsskur og bredte sig til bygningen, hvor tre af lejemålene blev brugt til øvelokaler.

Guitarist og faglig sekretær hos DMF, Lasse Fischer, har i 25 år haft øvelokale i den nu udbrændte bygning. Han vurderer, at godt 60 musikere havde deres gang i de tre øvelokaler, og udover tabet af eget udstyr for cirka 150.000 kr., begræder han også den historie, der nu er gået tabt.

”Der har været enorm aktivitet i de øvelokaler gennem årene, hvor masser af kendte som ukendte musikere har haft deres gang. Det er et kæmpetab rent historisk set,” siger han.

Fordi Lasse Fischer havde isoleret sit øvelokale med flere lag gips, nåede ilden aldrig ind i rummet. Men røgen og fugten har ødelagt printpladerne i meget af udstyret, og så stinker det noget så frygteligt, som han siger.

”Jeg håber, at noget af udstyret kan komme til at virke igen, men nu må vi se,” fortæller han.

Instrumenter fra et helt liv

Særlig hårdt ramt af branden er Ayi Solomon, der mistede stort set hele sin instrumentsamling til flammerne. Den 64-årige perkussionist har de sidste 35 år samlet bellafoner, trommer, klokkespil og meget andet udstyr sammen fra hele verden. Alt sammen er væk nu, og det var en hjerteskærende oplevelse for ham at se det nedbrændte hus dagen efter branden.

”Da jeg så huset, og det nedbrændte øvelokale, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var tæt på at græde. Det hele var væk,” siger Ayi Solomon, der vurderer, at han har mistet instrumenter for mellem 100-150.000 kr. i branden.

Kort efter skrev han på Facebook, hvad der var hændt, og det ændrede situationen for ham, forklarer han.

”Den enorme mængde af positive tilbagemeldinger, jeg fik, rørte mig dybt. Folk fra hele verden, som jeg har mødt gennem mit liv som musiker, skrev til mig. Der gik det op for mig, at det kun var ting, jeg havde mistet. Musikken er stadig inde i mig, og jeg kan spille på en stol, hvis det skal være,” siger Ayi Solomon.

Det behøver han dog ikke, for i samme ombæring begyndte folk også at henvende sig med tilbud om instrumenter, han kunne få. ”Nogle gange sker dårlige ting, så gode ting kan komme til. Og jeg er gået fra at være ked af det til, at være fyldt med lykke over den imødekommenhed, jeg har mødt alle steder fra,” siger Ayi Solomon, der glæder sig til at komme ud og spille, når coronakrisen igen tillader det.

Nogle var forsikret

Hos DMF Forsikring vurderer direktør Henrik Gundersen, at branden samlet set kan have ødelagt udstyr og instrumenter for over tre mio. kr.

I hans afdeling havde de da også travlt i dagene efter branden med at servicere de medlemmer, der har en instrumentforsikring hos dem.

Han fortæller, at de holdt beredskabstelefonen åben hele den følgende weekend, så alle berørte DMF medlemmer kunne få hjælp hurtigst muligt.

Blot en uge efter branden var de således færdige med at skadesbehandle sagerne, og forsikringssummerne er blevet udbetalt. De har også sørget for, at de instrumenter, der ikke var ødelagt af flammerne, er blevet sendt til skadesservice, hvor røg- og fugtskader forsøges udbedret.

”En tragisk sag som denne viser, hvor hurtigt vi kan rykke for at sikre vores medlemmer, så de enten får udbetalt en forsikringssum, eller vi dækker udgifterne til reparation af deres instrumenter,” siger han.

Det er desværre ikke alle, der har en instrumentforsikring, hvilket naturligvis ikke er godt, når sådan noget sker. I så fald vil man ofte stå alene med hele tabet, fortæller han.

”I en almindelige indboforsikring er der generelt mange forbehold på professionelt udstyr, hvorfor nogle musikere har mistet værdier for store beløb,” siger Henrik Gundersen, der opfordrer alle medlemmer af DMF til at tegne en instrumentforsikring gennem forbundet.