2 minute read

Tema // Kaspar byttede musik for ophold på Kattrup gods

Kaspar byttede musik for ophold på Kattrup gods

Hvordan oplever du, at musikken kan bygge bro?

Advertisement

Det kan den gøre på utroligt mange måder, blandt andet ved at besjæle andre medier. Den kan give liv til samtaler, billeder og eksempelvis har jeg et samarbejde med væveren Gitte Karlshøj, hvor jeg filmer hendes arbejde og sætter musik til, som en del af et kunstprojekt.

Et andet eksempel på, hvordan musikken kan bygge bro, er, at jeg under Coronakrisen har boet et halvt år på Kattrup Gods i Jyderup sammen med min kæreste, violinisten Cæcilie Balling. Sidste sommer gjorde vi nemlig det, at vi kontaktede nogle godser rundt om i landet for at høre, om de kunne være interesserede i et musikalsk værk mod at vi kunne få lov at bo der i en periode.

Det sagde de heldigvis ja til på Kattrup Gods, hvor de i forvejen har en hyggelig cafe og et stort skovområde, hvor de godt kunne tænke sig nogle kulturelle arrangementer. Til at starte med troede vi, at vi skulle lave et traditionelt musikværk og en koncert, men da vi så stedet og mødte ejerne, kunne vi se, at her var plads og energi til at lave noget helt nyt og anderledes.

Så i stedet for et klassisk koncertarrangement endte vi med at udvikle projektet Lyden Under Træerne, et avantgarde elektronisk lydværk med improviserende cello og violin, hvor musikken blev projekteret rundt i skoven gennem camouflerede højtalere. På den måde blev skoven til en slags lydkatedral, hvor publikum kom på en sonisk rejse rundt i skoven. Det var fuldstændig fantastisk og sjovt, og også en slags brobygning mellem naturen og musikken.

Hvordan oplever du, at musikken kan bygge bro mellem mennesker?

Musikken er jo et universelt sprog, det er no bull shit ren kommunikation, og på den måde kan den nedbryde en masse forhindringer mellem mennesker. Man behøver ikke så mange ord, for musikken er et udtryk i sig selv. På den måde oplever jeg, at der bliver kortere mellem mennesker, når der er musik involveret.

Hvornår I dit arbejde oplever du det største sammenhold med andre?

I 2019 udgav jeg albummet Farlige Minder under projektnavnet Drømmespor ,hvor 30-40 forskellige musikere var involverede. Udover, at det selvfølgelig var et ret stort tovholderi, så var det også fantastisk at opbygge en musikalsk sammenhørighed mellem så mange forskellige slags mennesker, hvor vi var samlet om at skabe musikken. Der oplevede jeg et stærkt sammenhold, hvor vi i den periode boede og levede i musikproduktionen, og udviklede en fælles bevidsthed. Det var en stor musikalsk og menneskelig oplevelse!

Har du oplevet, at musikken har skabt relationer til folk, du ellers ikke ville have mødt?

Ja, mange gange. Senest har jeg oplevet, at blive gode venner med de godsejere, der inviterede os indenfor. De er nogle fantastiske mennesker, som jeg nok aldrig ville have mødt, hvis ikke det var for musikken. Faktisk er vi er så småt i gang med en version 2.0 af det projekt, vi lavede sidste år, og det ser jeg frem til at komme i gang med.

Kaspar Vig

Født i 1985. Sangskriver, musiker, underviser og fotograf

This article is from: