2 minute read

Tema // Hvad er kammermusik?

Hvad er kammermusik?

Temaet for dette magasin er kammermusik, men hvad dækker begrebet egentligt over? Det er der tilsyneladende ikke noget helt entydigt svar på. Derfor får du her et udpluk af forskellige forklaringer og definitioner, og så står det dig ellers frit for at sammenstykke dit helt eget svar

Advertisement

Grundlæggende kan man dog sige, at kammermusik er klassisk musik spillet af få musikere. Navnet har sin oprindelse tilbage fra middelalderen, hvor musikken blev spillet under private former i fyrster og adelens hjem. Senere rykkede kammermusikken ind i stuerne hos det bedre borgerskab og til koncertsalene, hvor endnu flere fik adgang til musikken.

Yderligere definition finder man på kammermusik.dk, der oplyser, at der ved kammermusik er tale om en form for klassisk musik, der er komponeret til en lille gruppe instrumenter. Mere bredt indbefatter den enhver kunstmusik, der udføres af et lille antal musikere med en musiker på hver stemme i modsætning til orkestermusik, hvor strygerstemmerne spilles af flere musikere.

Traditionelt omfatter kammermusik ikke musik for soloinstrument.

På grund af sin intime karakter er kammermusik blevet beskrevet som "vennernes musik". Kammermusik blev i mere end 100 år primært spillet af amatørmusikere i deres hjem, og selv i dag, hvor kammermusikken er flyttet fra hjemmet til koncertsalen, spiller mange musikere, amatører og professionelle stadig kammermusik for deres egen fornøjelse. At spille kammermusik kræver særlige færdigheder, både musikalske og sociale, som adskiller sig fra de færdigheder, der er nødvendige for at spille solo- eller symfoniske værker. Af samme årsag har Johann Wolfgang von Goethe beskrevet kammermusik - specifikt strygekvarteter - som "fire fornuftige menneskers samtale".

Spilles i de største sale Pianist i Trio con Brio, Jens Elvekjær, har også et bud på, hvordan kammermusik kan defineres. Han fortæller, at som navnet afspejler, var den oprindeligt og i sin allerførste form tænkt til at blive spillet i mindre format. I dag bliver kammermusikken dog også spillet i de allerstørste koncertsale, fordi det er noget af det mest fantastiske musik, der er skrevet.

”For mig er den største charme ved kammermusik, at man i et ensemble kan have kommunikation mellem mennesker på højeste niveau, hvor alle de følelser, idéer og visioner, som komponisterne har haft, kan komme til udtryk. Der er ikke grænser for, hvad der er puttet ind i musikken. Sorg og glæde, utopi og historiske begivenheder, ”siger han og uddyber:

”I klavertrio-repertoiret eksempelvis har vi en rigdom af musik, som er helt exceptionel. Det er derfor, det vedbliver at være spændende at dykke ned i musikken og finde nye værker og komme dybere ned i de kendte værker, som man har uendelige muligheder for at spille på forskellige måder.”

Vi slutter i leksikonet, hvor denstoredanske.dk fortæller, at der ved kammermusik er tale om musik af intim karakter for et mindre ensemble af soloinstrumenter beregnet til opførelse under private former eller for et begrænset publikum.

I 1600-tallet blev de musikalske genrer i høj grad defineret ved deres funktion, og da ordet kammer brugtes om fyrsternes saloner, betegnede kammermusik hoffernes musik modsat kirke- og teatermusik.

1900-tallets opgør med senromantikkens store former førte til øget interesse for kammermusikken. Den rykkede ind i koncertsalene, men bar stadig præg af noget eksklusivt. Nu som tidligere spiller den en afgørende rolle som medium for kompositoriske eksperimenter.

This article is from: