4 minute read

p Natteravne i Dianalund

Natteravne i Dianalund

Man bekymrer sig om hinanden i Dianalund. Natteravnene vil gøre byen til et mere trygt sted, især om natten.

Advertisement

Tekst: Thor Nielsen Oasen på Rosenvej, et sted mange sikkert kender. Jeg mødes med en lille flok lokale ildsjæle der har dedikeret nogle af deres aftener til at gøre Dianalund til et mere trygt sted for de unge og for os alle. De er Natteravne. Og der er en engageret og god stemning.

Det er, Jan Monson, Preben Carentius, Heidi, Sabine og initiativtageren Anette.

En af initiativtagerne til at starte Natteravne i Dianalund er Socialdemokratiets Annette Raaschou van der Star, der tidligere har siddet som formand i SSP-udvalget og været en del af kommunalbestyrelsen i Sorø i mere end 20 år. Det hele startede ved et lokalt møde den 22. februar 2022.

Anette forklarer, at det er et "sammensurium af mange ting", der gør, at hun ønskede, at de ikoniske gule jakker skal være synlige i Dianalund for at skabe større tryghed.

Anette: ”På et tidspunkt var der en del stoffer, som blev solgt, og der har blandt andet været en gruppe, der har rendt rundt og kastet med sten mod ruderne”.

Sammen med Annette Raaschou van der Star står også Casper Christiansen bag initiativet. Han er medlem af skolebestyrelsen på Holberg Skole, og han mener også, at Natteravnene vil have en gavnlig effekt på de uroligheder, der har været i byen.

Natteravnene i Dianalund er en underafdeling af Natteravnene i Slagelse. Vores Natteravne er også tilstede når der er begivenheder i Stenlille, for eksempel Drengerøvsaften. Overordnet set handler det om:

At skabe øget social værdi, gennem omsorg og forebyggende indsats. At medvirke til øget livsglæde, trivsel og integration især blandt udsatte børn og unge i det offentlige rum.

Indsatsen udføres af ganske almindelige frivillige voksne – helt uafhængig af baggrund, som vælger at tage et medansvar for udviklingen i deres lokalområde.

Flere Ravne

Odin havde 2 ravne, Hugin og Munin som han brugte til at indhente informationer, i Dianalund har vi 16 men der er brug for flere.

Der er en fantastisk positiv stemning blandt dem jeg møder på Oasen. Lige nu er der i alt 16 ravne på holdet men der er brug for flere til at kunne dække en vagtplan i det omfang der er brug for.

Preben Carentius: ”Vi opfordrer alle borgere til at overveje at deltage og melde sig som Natteravn. Vi har en vigtig mission der skal gøre Dianalund til et mere trygt sted at bo. Nye bliver grundigt oplært, tilbydes kursus, instruktion og prøvetur og så er en byvandring en god oplevelse”.

Natteravnene i Dianalund starter deres tur i Oasen, hvor de mødes og planlægger aftenens rute. Byen rundt starter kl. 09.00 og slutter kl. 24.00. Ravnene går sammen i hold på 3 ravne, er synlige og imødekommende overfor de unge og for den sags skyld ældre i aftenlivet. Natteravnene uddeler bolcher, slikkepinde og kondomer, så der er lidt for enhver smag og umiddelbart behov.

Natteravnene er naturligvis en del af den landsdækkende organisation som dækker omkostningerne til at drive dette lokale initiativ. Men også lokale virksomheder i Dianalund yder et væsentlig bidrag, for eksempel Højvang Laboratorier A/S, Frilund Biler og Brolagt. Hvis du har lyst til at blive Natteravn og hjælpe til et mere trygt ungeliv i Dianalund, så kontakt Preben Carentius på tlf. 51 82 14 48.

Hvad siger lokalpolitiet Jeg tager en snak med Peter Skriver på den lokale politistation som i øvrigt på sådan en almindelige onsdag formiddag er bemandet med 2 betjente der arbejder i og for lokalområdet. Peter Skriver er Politikommissær og har det overordnede ansvar for vores lokale politistation. ”Jeg er ikke bekymret for en negativ udvikling blandt de unge i Dianalund, de opfører sig som unge gør og de er glade for at have et samlingssted som f.eks. banen. Det giver lidt støj og musik efter at der er kommet nye teknologiske muligheder. I forhold til salg og formidling af stoffer, det er et marked der er vanskeligt at monitorere. Det flytter sig rundt i byen, en besked på Snapchat og så er salget flyttet, men jeg ser ikke at problemet er større eller anderledes end i andre bysamfund”, udtaler Peter Skriver.

Så måske skal vi ikke være så bekymrede for de unge i Dianalund. De har en masse muligheder i forhold til idræt, fodbold, gymnastik og spejder. Desuden har de banen, hvor de kan mødes og hænge ud med vennerne. Måske vi bare skal lære at rumme dem og give de unge plads til nutidens ungeliv og så lade det være et forældreansvar at følge med i hvordan de har det.

Peter Skriver: ”Politiet sætter stor pris på Natteravnene, de gør et godt og tryghedsskabende arbejde i nattelivet – og så vil jeg bare understrege, at vi som lokal politi er særdeles positive overfor etableringen af natteravne i Dianalund. Det er altid godt med ansvarlige voksne i aften og nattelivet”.

This article is from: