Dansk Håndbold Forbunds Talentstrategi

Page 1

DANSK HÅNDBOLD FORBUNDS Talentstrategi

Dansk Håndbold Forbund 1

FORORD

Vores mål og drøm er, at vi i Danmark sikrer, at vores talenter udvikler sig både som verdensklasse håndboldspillere og som mennesker. Talentudvikling i dansk håndbold står ikke på en brændende platform. Det er meget vigtigt at understrege. Denne strategi tager udgangspunkt i det gode arbejde, der er lavet i ”Vejen frem”, ”The Danish way”, Team Danmarks ”ATK 2.0”, ”Rigtig, sjov håndbold” og ikke mindst det fantastiske arbejde, der hver dag bliver udført der, hvor vores unge spillere har deres daglige gang.

Denne strategi er blevet udviklet over længere tid og skal skabe fundamentet for, hvordan vi skal arbejde med talentudvikling i dansk håndbold. Det er et mål, at det bliver hele Håndbolddanmarks talentstrategi, og derfor er det også vigtigt, at der i udviklingen af strategien har været en stor inddragelse af de interessenter, der har en aktie i spillernes udvikling. Der er blevet afviklet flere forskellige workshops og interviews, holdt formelle som uformelle møder og været afviklet flere seminarer. Noget af det, vi er allermest stolte af i denne proces, er det store engagement og involvering, vi har oplevet. Der har været rigtig mange interessenter involveret i form af klubber (både på børne-, ungdoms- og seniorniveau), efterskoler, elitekommuner, akademier, forskere, talentudviklere og ikke mindst spillerne selv. I er alle kommet med input til, hvordan I ser ”rigets tilstand” og ikke mindst, hvad I tænker, der skal være med til at understøtte en endnu bedre talentudvikling.

En ting, der er gået igen i processen er, at hvis vi skal lykkes, skal vi gøre det sammen, og vi skal sikre os, at det altid er med spillerne i centrum. Vi er sammen for holdet. God læselyst.

Talentchef Søren Skaastrup Frydendal og sportschef Morten Henriksen

2 Dansk Håndbold Forbund
Dansk Håndbold Forbund 3

DANSK HÅNDBOLD FORBUNDS TALENTSTRATEGI

Udvikling i verdensklasse

I dansk håndbold leverer vi topresultater på højeste internationale niveau på såvel herre- som kvindesiden. Det er vi lykkedes med de sidste 30 år, selvom flere af de nationer, vi måler os med, er langt større målt på både økonomi, geografi og antal håndboldspillere – fordi vi er dygtige! Vi har dygtige trænere, og vi har et enestående system, hvor vi er dygtige til at udvikle talenter både i forbunds- og ikke mindst klubregi.

Konkurrencen er skærpet, og flere lande er i spil til at vinde medaljer ved EM, VM og OL. Skal Danmark bevare status som en af de bedste nationer, er det vigtigt, at vi har en strategisk velfunderet talentudvikling. En talentudvikling, der tager udgangspunkt i de definerede værdier, som skaber fundamentet for vores ageren, så vi sikrer os, at talentudviklingen er bæredygtig og har blik for spillernes langsigtede udviklingsmuligheder og ikke bliver forceret med fokus på kortsigtede resultater. Vi tror på udviklingen af “den hele håndboldspiller”, gennem hele håndboldlivet.

Strategien er til for, at vi i fællesskab kan sikre og skabe de absolut bedste betingelser for vores unge, talentfulde håndboldspillere. Det er en særlig tid, vi lever i – den er beskrevet som et accelererende præstationssamfund, og nyere rapporter viser kedelige tendenser med mistrivsel blandt unge. Derfor mener vi også, at det kalder på nye fremgangsmåder. Det kalder på et solidt, værdibaseret ståsted med vores unge talenter i centrum. For de er målrettede og dedikerede, men også et produkt af den tid, de lever i.

Værdibaseret talentudvikling i verdensklasse kan ingen gøre alene. Vi er i Dansk Håndbold Forbund meget bevidste om, at klubberne danner og er rammen for udviklingen af talenternes færdigheder. Her møder vores unge spillere trænere og træningsmiljøer af forskellig form. Talenttræning, ungdomslandshold, klubmiljøer og andre træningsmiljøer skal understøtte hinanden, specielt når det kommer til udvikling af færdigheder og kompetencer. Sammen bærer alle et ansvar for vores unges udvikling, trivsel og præstation.

Talentstrategien er en del af ”Landshold & Elite”-strategien under ”Dansk Håndbold Forbunds forretningsstrategi 2019-2025”. Derudover er talentstrategien en naturlig forlængelse af ”Rigtig, sjov håndbold”, som er Dansk Håndbold Forbunds vidensgrundlag for god og udviklende håndbold for børn og unge.

I forlængelse af denne talentstrategi bliver der udarbejdet et decideret handlingsdokument. Dette er et dynamisk dokument, som opdateres løbende. I dette dokument vil de forskellige strategiske indsatser være beskrevet.

4 Dansk Håndbold Forbund

Vision

At udvikle hele håndboldspillere i verdensklasse

Mission

I fællesskab at sikre verdens bedste talentudvikling, der udvikler hele spillere, der kan vinde medaljer med vores A-landshold

Dansk Håndbold Forbund 5
6
Dansk Håndbold Forbund
Dansk Håndbold Forbund 7

UDVIKLING MED RESPEKT FOR GÆLDENDE VILKÅR

Der er flere faktorer, vi i Dansk Håndbold Forbund har svært ved at kontrollere, påvirke eller ændre. Det betegner vi som gældende vilkår for talentudvikling i dansk håndbold.

Det organisatoriske mandat

Dansk Håndbold Forbund er medlem af Det Internationale Håndbold Forbund (IHF) og Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF). Begge er politisk styrede interesseorganisationer, og det er IHF og EHF, der træffer beslutninger, der eksempelvis vedrører slutrunder og spilleregler. Første slutrunde for de yngste spillere er EM for W17og M18-landsholdet, og disse fungerer som kvalifikation for de kommende U-slutrunder. For Dansk Håndbold Forbund er det et mål at være repræsenteret med vores ungdomslandshold ved slutrunder. Vi ønsker derfor at kunne stille landshold, der kan indfri disse forventninger og ambitioner. Noget af det unikke, spillerne kan få i forbundsregi er international erfaring. Det, mener vi, er afgørende for deres udvikling mod at blive A-landsholdsspiller.

Prioriteret økonomi

Et andet vilkår er økonomi. Dansk Håndbold Forbund har en økonomisk ramme for at bedrive talentudvikling. Vi har ikke ubetingede midler til rådighed, og derfor er vi nødt til at indgå kompromisser og være skarpe på prioriteringen af vores midler. Det betyder, at vi i de tidlige år i talenttræning og på de yngste landshold holder tragten bred, mens vi på de ældste landshold vil arbejde med færre spillere end i starten af processen. At tragten starter bred og bliver smal-

lere i løbet af de 4-5 år spillerne potentielt er i vores talentsystem, bunder både i et økonomisk argument, men i højere grad også i at grundlaget for vurderingen af spillerne er bedre, jo ældre de bliver. Vi opnår større viden om spillerne, og spillerne er på dette tidspunkt også mere modne.

Paradokset om selektion

I en tid, hvor den gode oplevelse ofte rangerer højere end det at vinde, er det både komplekst og til tider paradoksalt at sikre en talentudvikling, med det rene formål at udvikle A-landsholdsspillere, der kan vinde medaljer. For det må alt andet lige betyde, at vi arbejder med en præmis om, at der sker en selektion. Ved en udtagelse til et ungdomslandshold eller en talenttræning vil der ske en udvælgelse, og det skal vi stå ved. Det er dog vigtigt, at denne selektion sker transparant og etisk korrekt, lever op til vores værdier og tager udgangspunkt i vores filosofi om god talentudvikling, som beskrives i et senere afsnit.

Stærkt samarbejde i dansk håndbold

En af de absolutte styrker ved det danske talentsystem er, at der er et stærkt samarbejde mellem håndboldklubber, andre træningsmiljøer og Dansk Håndbold Forbund. Samarbejdet er i høj grad præget af gensidig afhængighed og ikke mindst respekt, og derfor er det også et vilkår i vores arbejde, at håndboldklubberne har et virke, der skal hænge sammen.

8 Dansk Håndbold Forbund

VORES FUNDAMENTALE VÆRDIER

• Begejstring

• Udvikling

• Fællesskab

• Troværdighed

Begejstring

• Med begejstring og glæde rammesættes vores talentudvikling.

• Vi skaber plads til følelser, humor og engagement.

• Vi har fokus på styrker og positiv feedback.

Udvikling

• Udvikling er en præmis for alle, der er en del af talentarbejdet.

• Vi hjælper spillerne med nysgerrigt at tage ejerskab for egen udvikling.

• Vi er omstillingsparate og ønsker hele tiden at søge ny viden.

Fællesskab

• I det store fællesskab sikres den bedste talentudvikling.

• Vi understøtter et miljø, hvor man hjælper hinanden og spiller hinanden gode.

• Vi samler og rummer forskellige personligheder og mindset i fællesskabet.

Troværdighed

• Vi arbejder med høj faglighed og bygger vores talentudvikling på forskning, viden, evidens og erfaringer.

• Vi gør dét, vi siger – og siger dét, vi gør.

Dansk Håndbold Forbund 9

UNIKKE VERDENSKLASSESPILLERE VOKSER UD AF EN DEDIKERET INDSAT OG ET

STÆRKT FÆLLESSKAB

A-landsholdene er lokomotivet for håndbolden i Danmark. Derfor er hovedformålet med talentudviklingen i Dansk Håndbold Forbund at bidrage til at udvikle spillere, der kan vinde medaljer for Danmark på A-landsholdene.

En forudsætning for, at vores A-landshold vinder medaljer, er, at vi har spillere, der besidder unikke spidskompetencer. Spillere, der er unikke verdensklassespillere. Det betyder, at vi kigger efter spillere med kompetencer, der kan være kampafgørende, og spillere, som rummer det, man populært kalder for X-faktor. Det er dog vigtigt at pointere, at fællesskabet og kollektivet er en unik kvalitet i dansk landsholdshåndbold. Derfor vil ingen spillere være større end holdet, balancen på holdet vægtes altid højt og fællesskabet vil blive prioriteret og dyrket. Vi mener dog ikke, at det er i modsætningsforhold til hinanden. Verdensklassespillere har brug for et verdensklassehold – i ordets bredeste forstand.

Vi kan ikke med sikkerhed forudse, hvordan håndbold spilles 10-15 år frem i tiden. Derfor ønsker vi at arbejde med og udvikle forskellige typer af spillere på de forskellige positioner. Vi ønsker også at bidrage til, at flest muligt begynder til håndbold, bliver længst muligt i sporten og udvikler sig mest muligt. Derfor ønsker vi, at udviklingen af den enkelte spiller frem mod et eventuelt A-landsholdsniveau og et stort antal medlemmer i håndboldsporten går hånd i hånd.

Med fællesskabet som et bærende element og en forståelse for et gensidigt afhængighedsforhold mellem aktørerne i dansk håndbold, er det vigtigt at være bevidst om, at kun ganske få rent faktisk opnår at blive A-landsholdsspillere. Derfor er det også et mål for Dansk Håndbold Forbund, at give noget tilbage til det system, som vi er så afhængige af – nemlig glade, motiverede, dedikerede og dygtige håndboldspillere.

10 Dansk
Forbund
Håndbold

DEN MENINGSFULDE UDVIKLING

Vi vil skabe talentudvikling med så høj kvalitet som muligt, så lang tid det giver mening og med størst mulig grad af meningsfuldhed.

Vi vil skabe et udviklingsrum og et system, der tager højde for den kultur og det samfund, vi og vores spillere lever i. Talentudvikling skal ikke være for sportens skyld, men for udøverens. Vi ønsker, at vores system er præget af forskellighed, hvor der er plads til det sportslige og menneskelige. Sidst, men ikke mindst, er vi sammen for holdet, og fællesskabet, skal være med til at sikre en mere bæredygtig talentudvikling på den lange bane.

Vores opfattelse af talentet

I Dansk Håndbold Forbund opfatter vi og arbejder med talentudvikling ud fra begreber funderet i den idrætsfaglige videnskab. Vi betragter et talent, som et sæt af karakteristika, kompetencer og evner, der er udviklet på basis af medfødt potentiale og mange års træning, konkurrence og interaktion med det omgivende miljø.

Talentmiljø set i det store perspektiv Miljøet skal være i centrum i talentudviklingen, og udgøres af blandt andre holdkammerater, trænere og ledere, men også familie, skole og venner udenfor sporten.

Når vi vil sætte talentmiljøet i centrum, betyder det, at vores talentudviklere skal forstå, at hver enkelt spiller indgår i et miljø, hvor han eller hun påvirkes af mange forskellige ting og samtidig forsøger at navigere mellem mange forskellige arenaer, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med håndbolden.

Det er derfor vigtigt, at vi altid arbejder ud fra devisen om at skabe hele håndboldspillere og har forståelse for spillernes samlede livssituation.

Videns- og evidensbaseret talentudvikling er en målsætning

Talentudvikling skal være baseret på viden, erfaringer og den nyeste forskning. Derfor er det et mål at arbejde tæt sammen med nationale og internationale institutioner, der kontinuerligt kan tilføre os ny viden om talentudvikling.

Sammen om ansvaret for fællesskabet og samskabelsen Fællesskab og samskabelse er essentielt, når vi arbejder med talentudvikling i Dansk Håndbold Forbund. Det er en del af både vores mission og vores værdisæt. Vi er passionerede, når det kommer til håndbold og især talentudvikling. Meninger, erfaringer og ikke mindst følelser er repræsenteret hos de mange, der bidrager til udviklingen af vores unge talenter, og det skal vi anerkende. Det er samtidigt altafgørende, at vores fælles indsats sker med gensidig forpligtigelse, for vi er ikke kun sammen for holdet, vi er også sammen om ansvaret. Vi skal sammen skabe og udvikle spillet og spillerne, men vi skal i den grad også forpligte os til, at vi vil det bedste for dem, det hele handler om – nemlig vores unge, dedikerede mennesker.

Talentudvikling - et kompetenceudviklingsforløb

I Dansk Håndbold Forbund anser vi den enkelte spillers udvikling som et som et kompetenceudviklingsforløb. Et forløb der skal give spilleren kompetencer, som både kan bruges i det fremtidige håndboldliv og i livet generelt.

Uanset personlighed, motivation og ambition drejer det sig for alle om at få et langt og sundt liv i håndbolden. Derfor bestræber vi os i Dansk Håndbold Forbund på, at spillerens egen udvikling skal være deres eget projekt hele vejen igennem. Det er spilleren, der skal sætte sine egne mål, være med til at finde sin egen vej og ikke mindst holde sig selv op på det. Det er vores opgave, som ansvarlige ledere og trænere, at give spillerne erfaring, viden og ikke mindst redskaber til at kunne lykkes med dette.

Dansk Håndbold Forbund 11

Forskellighed for holdet, forskellighed i personligheder

Forskellighed skal forstås i flere forskellige sammenhænge. Først og fremmest skal det forstås i en spillemæssig kontekst. I Dansk Håndbold

Forbund mener vi, at der er behov for at udvikle mange forskellige typer af håndboldspillere, for på den måde sikrer vi, at en A-landstræner har flere valgmuligheder på hver position, men også at dansk håndbold er fremtidssikret i forhold til spillets udvikling.

Derudover ønsker vi også et system, der rummer flere forskellige personlighedstyper. Vi anerkender, at der er forskellige veje til A-landsholdet, og hver af disse veje har deres fordele og ulemper. Det skal være muligt for danske håndboldspillere at vælge og ikke mindst blive præsenteret for en vej, der passer til dem og som sikrer, at de bliver ved med at synes, at det er sjovt og motiverende at spille håndbold – og som samtidig understøtter deres lyst og vilje til at blive en af de bedste. Vi tror på, at forskelligheden styrker holdet som helhed, og at de spillere, der skal sikre succes, ikke kommer i en bestemt indpakning.

Et stærkt fokus på fastholdelse og udvikling

I Dansk Håndbold Forbund ønsker vi at fastholde så mange spillere som muligt i så lang tid som muligt.

Vi har derfor et stærkt fokus på fastholdelse og mindre fokus på selektion, selvom det er et gældende vilkår og en præmis i talentudvikling. Vi elsker at se unge håndboldspillere få en masse gode oplevelser både på og uden for håndboldbanen. Vi er ikke tilhængere af tidlig selektion (bevidst eller ubevidst), tidlig specialisering eller et ensidigt fokus på at vinde kampe. Derfor er og må det aldrig blive et mål i sig selv kun at vinde i ungdomsårene. Målet skal altid være at udvikle hele seniorspillere, der vinder guld for Danmark. Derfor er det afgørende, at talentudviklingen er bæredygtig og har blik for spillernes langsigtede udviklingsmuligheder, og at den ikke bliver forceret med fokus på de kortsigtede resultater.

Vi iagttager vores ungdomskultur og favner vores unges liv

Betingelserne for at præstere har ændret sig betydeligt over de seneste år, og det er vi i Dansk Håndbold Forbund meget bevidste omkring. Håbefulde, unge talenter skal navigere og håndtere livet som ung, talentfuld sportsudøver på en anden måde, end man skulle tidligere, og det er vores ansvar at være med til at skabe rammerne for dette og møde vores unge mennesker i øjenhøjde.

12
Dansk Håndbold Forbund

Vores unge talenter vil opleve, at træningsmængden og kravene fra sporten og træneren stiger, samtidig med at skoledagene bliver længere og med flere lektier, og at det sociale liv også trækker i dem. Det handler om at skabe balance mellem deres sport og øvrige liv.

For at spillerne kan udvikle sig bedst muligt og for at sikre trivsel og motivation, skal der være sammenhæng i deres dagligdag. I Dansk Håndbold Forbund ønsker vi, at spillerne oplever talentudviklingsforløbet, som sammenhængende og respektfuldt. Vi ønsker, at de mærker, at ressourcepersonerne i systemet vil dem det bedste, og at de anerkender, at relationen til dem er vigtig, for at de lykkes.

Motivation og trivsel udvikles parallelt med modgang og mentale strategier

Trivsel, motivation og begejstring for sporten skal kendetegne de samlinger, der er i vores regi, og derfor forsøger vi at skabe rammer, der gør, at spillerne har det godt til trods for, at de befinder sig i et miljø, hvor konkurrence er et naturligt omdrejningspunkt.

Spillernes motivation og trivsel er yderst relevant i forhold til at give dem et langt, godt og motiverende liv i håndbolden. Vi ved, at de fleste spillere normalt først når deres topniveau, når de er midt i 20’erne på kvindesiden og sidst i 20’erne på herresiden. Derfor er det vigtigt at sikre trivsel og motivation, så de stadigvæk spiller håndbold til den tid. Det er samtidig vigtigt for os, at alle de spillere, der ikke når A-landsholdet, kan se tilbage på en udviklende og fantastisk tid i håndboldsporten og har tillært sig mange relevante kompetencer.

For at sikre motivation og trivsel er det vigtigt, at spillerne kun deltager i talenttræning eller på ungdomslandshold, hvis de selv ønsker det. Det er dog ikke det samme som at sige, at det er et åbent tilbud med fri tilmelding, som man kan gå til og fra til når som helst. Spillerne udtages til samlinger eller landshold, og deres handlinger og indsats under forløbet har selvfølgelig betydning for deres videre muligheder. Dansk Håndbold Forbund ønsker at være præcise overfor spillerne omkring dette og at hjælpe dem ved at opkvalificere og belyse de forskellige perspektiver og konsekvenser, men vi ønsker samtidig, at de træffer deres egne valg.

En del af udviklingen frem mod en international seniorkarriere er modgang. Det er vigtigt, at modgang og mistrivsel ikke opfattes identisk. Hvis ikke spillerne oplever pres og modgang, vil

vi aldrig kunne forberede spillerne optimalt til en mulig A-landsholds-eller eliteidrætskarriere, hvor det er vigtigt at kunne håndtere dette. Gennem pres og modgang skal vi lære spillerne at håndtere såvel forventninger, forventningspres og modgang generelt, så de er klædt på til at håndtere det i deres fremtidige karriere.

Derfor har det mentale arbejde også stort fokus i løbet af talentudviklingen. I Dansk Håndbold Forbund arbejder vi efter en koordineret, mental strategi, som begynder allerede i talenttræningen, hvor uddannede fagpersoner arbejder med disse områder.

Det mentale arbejde drejer sig ikke kun om pres og modgang, men om områder som ”Life Skills”, livet som landsholdsspiller og de forskellige overgange, spillerne er igennem.

Dansk Håndbold Forbund 13

STRATEGISKE INDSATSOMRÅDER

Det er handlingerne, der gør vores værdier og filosofi håndgribelig, og som i sidste ende sikrer, at vi når i mål med vores overordnede vision om at skabe hele håndboldspilere i verdensklasse. Derfor har vi identificeret fire prioriterede, strategiske indsatsområder. Vi beskriver her hovedessensen af indsatserne. I bilaget ”Fra strategi til handling” er der en uddybning af de konkrete handlinger samt eksempler på indsatserne.

Vi betragter de strategiske indsatser som dynamiske, og de tilpasses og opdateres i forhold til relevant fokus og udvikling.

Mere kompetenceudvikling og mindre selektion 1 2

Som ung håndboldspiller skal man præstere i mange forskellige arenaer. I Dansk Håndbold Forbund vil vi være med til at sikre, at der er sammenhæng i spillernes hverdag. Derfor skal vi være dygtige til at samarbejde med de kerneinteressenter, der er i de unge menneskers liv. Derudover ønsker vi at have et talentsystem, der er rart at være i. Vi ønsker spillere, der trives, og som har lyst til at komme igen.

Vi vil have et talentsystem, der har mere fokus på kompetenceudvikling og mindre fokus på selektion. Kompetenceudviklingen skal ske såvel på banen som udenfor. Vi vil sætte fokus på at skabe og udvikle en stærk feedbackkultur. Vores feedback til såvel spillere som miljø skal være dialogskabende.

Vi ved, at udviklingen for spillerne primært sker mellem vores samlinger, og derfor er det vigtigt, at spillerne får de bedste betingelser for dette og ikke får oplevelsen af, at det primære formål med en samling er at ”kvalificere” sig til næste samling. Derudover vil vi også dyrke de unikke kompetencer og redskaber, spillerne får i elitesport, og sikre, at de bliver dygtige til at transformere dem fra banen og ud i den virkelige verden.

16 Dansk Håndbold Forbund
Samarbejdet om ”den hele håndboldspiller”

Unge håndboldspillere kommer i mange udformninger, og det samme gør trænere og ledere. Det er en styrke, og det er vigtigt, at vi forstår dette og ikke mindst har redskaberne til at håndtere det. Talentarbejde handler i høj grad om at lede efter potentiale og om at være klædt på til fremtiden. Derfor har forskellighed også både et håndboldmæssigt og et menneskeligt indhold. Vi vil sikre, at spillerne oplever forståelse for, at forskellighed er en naturlig del af talentsystemet – både menneskeligt og håndboldmæssigt. Vi vil kommunikere klart om, at der ikke ønskes en bestemt type i det centrale talentsystem – tværtimod.

Dansk håndbold Forbund skal skabe glæde og begejstring. Det gælder på alle niveauer og naturligvis også i vores talentsystem. Der er i talentsystemet fokus på, hvordan vi sikrer begejstring og motivation for den enkelte spiller. Vi tror på, at glade og motiverede unge mennesker bliver ved med at spille håndbold, og at glæde skaber bedre præstationer. Vi tror også på, at glæde og begejstring smitter, og i en kollektiv idrætsgren som håndbold mener vi, at det er afgørende. Glæde og begejstring skal være bolværket, når spillerne møder modgang og pres, som er en naturlig del af at jagte store resultater. Vi vil sikre, at spillerne møder en træning, der er motiverende og varieret både under hver samling, men også fra gang til gang. Derudover vil vi sikre, at spillerne oplever sammenhæng med deres daglige træningsmiljø.

Dansk Håndbold Forbund 17
Forskellighed Begejstring og motivation
3 4

OPFØLGNING OG EVALUERING

Denne strategi er ikke periodebestemt, altså er der ikke sat årstal på, hvor længe den er gældende. I Dansk håndbold Forbund betragter vi det strategiske talentarbejde som en dynamisk proces, og derfor er strategien løbende til evaluering, og vi ser formelt på den hvert år. Evalueringen foretages af Dansk Håndbold Forbunds talentchef og sportschef samt udvalgte ressourcepersoner. Vores vision, mission og værdier betragter vi dog som relativ stationære, men de vil selvfølgelig løbende blive drøftet. Som nævnt i denne strategi vil vi arbejde vidensbaseret, vi vil forstå det samfund, vi er en del af, og så vil vi fællesskabet – dette er alle tre faktorer, der er i konstant udvikling, og derfor skal vi også turde at se på, om vores strategi er tidssvarende.

18 Dansk Håndbold Forbund
Dansk Håndbold Forbund 19
20 Dansk Håndbold Forbund
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.