2 minute read

Håndboldens Appelinstans S

Håndboldens Appelinstans

Håndboldens Appelinstans blev i sæsonen 2019/2020 udvidet fra 3 personer til fire personer som følge af den beslutning, der i foråret 2019 blev truffet på repræsentantskabsmødet.

Appelinstansen har derfor i 2019/2020 sæsonen bestået af Jacob Schjern Andersen, Michael Meyn, Katrine Fruelund og Karsten Madsen med sidstnævnte som formand.

Alle sager undtagen en enkelt, der har været forelagt Håndboldens Appelinstans til afgørelse i den afsluttede sæson, har været behandlet med denne sammensætning af appelinstansen. Dog har det i efteråret 2019 været nødvendigt at indkalde Martin Binzer Lind som suppleant i en enkelt sag, da Jacob Schjern Andersen måtte trække sig grundet inhabilitet.

Det er normalt således, at Appelinstansens medlemmer tilstræber – efter en grundig drøftelse - at opnå enighed i forhold til de afgørelser, der skal træffes. Alle afgørelser er derfor truffet enstemmigt på baggrund af en grundig sagsbehandling og en god dialog med de involverede parter.

Året har igen budt på afgørelser, der har givet anledning til medieomtale/diskussion. Det giver mig anledning til ganske kort at opsummere et vigtigt element i den proces, der fører til den endelige afgørelse. Spørgsmålet omkring høring har givet anledning til en del drøftelse i pressen, hvilket Appelinstansen grundlæggende er uforstående overfor.

Appelinstansen har i henhold til DHF’s love (og den almindelige forvaltningsret) en pligt til at foretage partshøring. Dette er et helt grundlæggende retssikkerhedsprincip, idet de berørte parter (samt andre der kan blive berørt af afgørelsen) skal have mulighed for at fremkomme med synspunkter, vel at mærke alene, hvis man ønsker det.

Appelinstansen finder disse input fra de involverede parter værdifulde og kan kun opfordre til, at parterne benytter sig af denne høringsret for derved at søge indflydelse på afgørelsen. Appelinstansen finder det fortsat vigtigt, at der er stor gennemsigtighed i forhold til præmisserne for afgørelsen, og derfor anvendes der en del ressourcer på at tydeliggøre, hvordan Appelinstansen er nået frem til sin afgørelse. Dermed bliver afgørelsen i den konkrete sag ordentlig begrundet, men der skabes også en præjudikatsværdi, der kan få indflydelse på afgørelse af fremtidige sager af tilsvarende karakter.

Appelinstansen har vedtaget, at medlemmerne ikke kommenterer på de trufne afgørelser i forhold til klubberne og pressen. Denne praksis er opretholdt. Eventuelle kommentarer indskrænker sig alene til kommentarer vedrørende procedure og forventede tidshorisonter i forhold til afgørelserne.

Afgørelser truffet af Håndboldens Appelinstans kan indbringes for DIF Idrættens Højeste Appelinstans. Som det fremgår af DHF’s website under ”Principielle afgørelser”, finder dette sted i en række tilfælde.

Alle afgørelser truffet af Appelinstansen er straks efter, at disse er meddelt sagens parter, tilgængelige på DHF’s hjemmeside.

Som sædvanligt benytter jeg lejligheden til at takke mine medlemmer i Appelinstansen for det arbejde, der er udført i sæsonen, ikke mindst Katrine Fruelund, der hurtigt har taget opgaven til sig. Der har været udvist stor fleksibilitet således, at de indgivne klager kunne afgøres hurtigst muligt. Jeg vil også gerne takke de involverede klubber og Dansk Håndbold Forbund for et godt samarbejde i forberedelsesprocessen i sagerne. Dette er med til at gøre Appelinstansens arbejde både såvel nemmere som bedre.

På Appelinstansens vegne

Karsten Madsen