
11 minute read
Kære medlem

Landsformand Charlotte Hougaard og næstformand Lone Clausen (th)
Meget tidlig morgen torsdag den 5. marts indgik Forsikringsforbundet forlig om en ny treårig overenskomst med arbejdsgiverne, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). I formandskabet er vi rigtig godt tilfredse med resultatet af den nye overenskomst, og det er vores hovedbestyrelse og repræsentantskab også: De har allerede godkendt forliget.
Det forlig, som vi her kan præsentere for dig, er en rigtig god og ansvarlig overenskomst. Vi har forhandlet en række forbedringer og muligheder, der rækker ind i dit fremtidige arbejdsliv.
Helt konkret giver den de ansatte i forsikrings- og pensionssektoren, som arbejder under vores overenskomst, mere i løn. En dejlig nyhed er, at du nu også får en tandforsikring.
I enhver god forhandling skal der være noget til begge parter. Det er der også denne gang, hvor vi i god tråd med den øvrige udvikling i samfundet har accepteret, at man ikke er ’senior’, når man fylder 50 år. Derfor har vi aftalt at aldersgrænsen for, hvornår man begynder at få seniorfridage, rykker fra 50 år til 55 år. Det kan du læse mere om her.
Vi har bevaret vores lønsystem med kollektive lønstigninger til alle og har samtidig aftalt med arbejdsgiverne, at selskaberne de kommende tre år, efter aftale med Forsikringsforbundet kan gennemføre tidsbegrænsede forsøg. Det kan for eksempel aftales, at en del af lønstigninger i overenskomstperioden afsættes til lokal fordeling.
God trivsel er forudsætningen for et godt arbejdsliv. Vi har derfor fået gennemført nye tiltag i håndteringen af det psykiske arbejdsmiljø lokalt. Et af dem er, at du kan anmelde problemer i det psykiske arbejdsmiljø anonymt, og at selskaberne kan få støtte fra eksterne eksperter for at afhjælpe problemerne.
Vi ønsker at sikre vores medlemmers værdi på arbejdsmarkedet og gennem bedre muligheder for kompetenceudvikling at gøre dig parat til fremtidens stol’ –og det giver forliget god mulighed for.
Der er en række andre goder i forliget, som du kan læse mere om på de følgende sider. Vi håber, at du ligesom os syntes, at det er en god og ansvarlig overenskomst, og at du kan stemme JA til, at forliget skal blive vores nye overenskomst.
Forhandlerne fra Forsikringsforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening underskriver forlig om ny overenskomst
En god overenskomst

Med sikring af reallønnen og en række andre goder, der rammer bredt blandt Forsikringsforbundets medlemmer, er forliget det helt rigtige grundlag for en god og ansvarlig overenskomst. Foruden lønstigning til alle, så stiger også ferietillægget, der indføres tandforsikring, og så hæves pensionstillægget for dem, der i dag har 13,5 pct.
På de følgende sider får du en gennemgang af indholdet i forliget til ny overenskomst, og hvad det vil betyde for dig og dit arbejdsliv. Du finder også information på hjemmesiden.
6 procent mere i løn
Henover de næste tre år sikrer den nye overenskomst dig, som er ansat under Forsikringsforbundets overenskomst, en lønstigning på 6,0 procent. Lønstigningen er fordelt med 2,0 procent den 1. juli 2020, 2,0 procent den 1. juli 2021 og de sidste 2,0 procent den 1. juli 2022.

Der er her tale om en generel lønstigning, som alle under overenskomsten får glæde af, idet der ikke i stigningen er lagt noget ud til lokal fordeling eller individuel forhandling.
Den samlede lønstigning på 6,0 procent over de tre år, som den nye overenskomst løber, opfylder Forsikringsforbundets ønske om at sikre medlemmernes realløn. Forbundet ser lønstigningen som en afspejling af den positive udvikling i forsikrings- og pensionsbranchen, hvilket også kan aflæses af selskabernes økonomiske resultater.
Mere til ferien

Dit overenskomstbestemte ferietillæg hæves fra 1,75 procent til 2,25 procent, og inklusive de lovbestemte feriepenge på 1 procent, får du dermed 3,25 procent i alt. Det vil fremover give dig flere penge til af afholde ferie for.
Ferietillægget udbetales i to rater i overensstemmelse med den nye ferielov. Det udbetales således med lønnen for maj og for september. Første gang er i maj 2021 på baggrund af lønnen i 2020
Tandforsikring

Medlemmerne af Forsikringsforbundet har ofte tilkendegivet, at en tandforsikring vil være velkommen. Denne gang er det lykkedes at få den forhandlet på plads, så du nu får den gennem overenskomsten. Selskaberne er forpligtet til at tegne en tandforsikring for alle medarbejdere omfattet af overenskomsten. Selv om den dermed tegnes af det enkelte selskab, så er der i overenskomsten fastlagt et minimum for dækningerne –og det omfatter de fleste større og dyrere behandlinger.
Det er aftalt gennem overenskomsten, at tandforsikringen som minimum skal dække fyldninger, røntgenbilleder, bedøvelse, rodbehandlinger, parodontose, kirurgi, prostetik og bidskinne. Tandforsikringen har en forsikringssum på op til 30.000 kr. og en selvrisiko på 995 kr. Begge dele er årligt. Forsikringen giver frit tandlægevalg i hele Danmark og EU, og træder i kraft fra den 1. juli 2020.
Pensionstillæg
At sikre sin pension er vigtigere end nogensinde. Derfor er det meget positivt, at alle som i dag har en pensionsindbetaling på 13,5 procent, får den hævet med 0,5 procentpoint til fremover 14,0 procent. Dette vil træde i kraft sammen med lønstigningen den 1. juli i år.
Mere konkret drejer det sig om medarbejdere, som er indplaceret i overenskomstens lønklasse 21 og 31. Det gælder også IT-medarbejdere, hvis de har en løn som ikke er højere end lønklasse 31.

Tillykke, far: Du får nu en uge mere med dit barn - til fuld løn
I forsikringsbranchen har vi en god aftale omkring forældreorlov, og med den nye overenskomst bliver den endnu bedre. Fra 1. april –hvis der bliver et ’ja’ til overenskomsten ved urafstemningen – får far en øremærket ekstra uges orlov med fuld løn. Fædre har fremover mulighed for 5 ugers fædreorlov og yderligere 11 ugers forældreorlov med fuld løn.
For at få ret til den ekstra uges faderorlov er det en betingelse, at barnet er født den 1. april 2020 eller senere –ellers er det reglerne fra overenskomsten i 2017, der gælder.
Alder for seniorfridage hæves til 55 år
Aldersgrænserne i samfundet ændrer sig i takt med, at befolkningen opnår en stadig højere levealder. Du kan i fremtiden komme til at arbejde til langt op i årene, og at være fyldt 50 år er jo ingen alder i dag.
Med baggrund i denne udvikling har vi i forliget til ny overenskomst accepteret, at en medarbejder ikke er ’senior’, når vedkommende fylder 50 år. Derfor har vi aftalt med arbejdsgiverne at aldersgrænsen for, hvornår man begynder at få seniorfridage, rykker fra 50 år til 55 år.
Ændringen gælder dog først for dem, der fylder 50 år i 2021 og senere. Er du allerede fyldt 50 år, eller fylder du her i 2020, så har du stadig ret til at få seniorfridage allerede fra 50 år.
Der ændres ikke på antallet af seniorfridage, men alene på aldersgrænsen. De 2 seniorfridage, som du hidtil har fået fra du fyldte 50 år, vil du altså fremover få fra det år, hvor du fylder 55 år.
Fokus på din trivsel og kompetenceudvikling

Som led i forliget om den nye overenskomst har Forsikringsforbundet og FA aftalt en markant styrkelse af aftalen om trivsel og psykisk arbejdsmiljø.
Som et nyt tiltag har parterne aftalt, at det vil fremover være muligt at henvende sig anonymt til Forsikringsforbundet og få rådgivning om et konkret problem i det psykiske arbejdsmiljø. Henvendelsen kan udløse et besøg fra de centrale parter for at afklare problemets omfang og løsningsmuligheder.
Det er videre aftalt, at der centralt nedsættes et trivselsudvalg, der ud over at skulle rådgive selskaberne i metoder som kan afdække, løse eller forebygge problemer omkring det psykiske arbejdsmiljø, også kan visitere selskabet til ekstern rådgiver, hvis det viser sig nødvendigt for at undersøge og løse et konkret problem.
I hverdagen er det din tillidsrepræsentant i samarbejde med din leder, der varetager arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø. Derfor har vi som et sidste element aftalt, at der kan afholdes fælles uddannelse for tillidsrepræsentanter og ledere for at styrke kompetencerne og forståelsen af problemstillinger vedrørende det psykiske arbejdsmiljø. Vi håber det nye tiltag vil øge fokus på det gode psykiske arbejdsmiljø og dermed din trivsel.
Kompetencer til fremtidens arbejdsliv
Der har længe været et ønske fra Forsikringsforbundets side om at sikre midler, som er øremærket til, at du løbende kan kompetenceudvikle dig. Det er vigtigt, at du ruster dig til den omstilling som er nødvendig på fremtidens forsikrings- og pensionsarbejdsmarked, og at du kan bevare eller øge dine egne muligheder og dermed sikre dig en plads på fremtidens forsikrings- og pensionsarbejdsmarked.
Der er indgået aftale om både lokale udviklingsmidler til afholdelse af uddannelse ude i selskaberne og individuelle midler, som den enkelte kan søge i Forsikringsforbundet. Selskabet og din lokale personaleforening skal nu i gang med at drøfte principper for anvendelse, men den uddannelse som skal udbydes, skal handle om at gøre dig klar til ”fremtidens stol”.
Forsikringsforbundet melder hurtigst muligt ud, hvilke retningslinjer der kommer til at gælde for ansøgning af individuelle uddannelsesmidler.
Bedre tid til at passe børn på hospital
Der bliver nu bedre tid til at tage sig af dit mindreårige barn, hvis barnet skal indlægges på hospital. Hidtil har du haft ret at være fraværende i forbindelse med hospitalsindlæggelsen i op til 8 kalenderdage. Det hæves nu til 2 uger med fuld løn, hvilket forhåbentlig kan medvirke til at give familien ro og tryghed.
Erstatningsfridag til deltidsansatte
Hvis du er deltidsansat og din arbejdsfri dag falder på en søgnehelligdag - fx langfredag - så har du fra den 1. april ret til at få en erstatningsfridag. Hvornår den så lægges er noget, du aftaler lokalt med din leder.
Klare regler om tillidsrepræsentanter
Din lokale tillidsrepræsentant er din vigtigste tryghed. Tillidsrepræsentanten står klar med råd og vejledning, er din bisidder ved vanskelige samtaler med ledelsen og støtter dig, hvis du har problemer med din trivsel og det psykiske arbejdsmiljø.
Derfor er det også meget positivt, at der nu er kommet klare regler omkring antallet af tillidsrepræsentanter i selskaberne. I de mindre personaleforeninger har der været situationer, hvor formanden også er eneste tillidsrepræsentant, og det er en meget vanskelig situation at sidde alene med det hele. Derfor er det rigtig positivt, at det nu er slået fast, at har en personaleforening mere end 15 medlemmer, så har den ret til at få valgt to tillidsrepræsentanter.
I de større personaleforeninger har det knebet med ressourcer til at håndtere de mange forandringer i selskabet, foruden møder med ledelsen, kompetenceudvikling i Forsikringsforbundet og meget mere. Her kan du nu få værdi af, at hvis en personaleforening har over 300 medlemmer, så har den nu ret til en 100 procent frikøbt formand. Det betyder, at formanden kan koncentrere sig om at hjælpe dig som medlem.
Andre ændringer i overenskomsten
Ordlyden af aftalerne mellem Forsikringsforbundet og FA viser sig ofte at kræve præcisering eller ændring, for at stemme overens med ny lovgivning. Forsikringsforbundet har på den baggrund fået indført nogle præciseringer i overenskomsten, der gør den nemmere at bruge i hverdagen ude i selskaberne.
Således skal overenskomsten tilpasses de regler omkring IDD, som er lovbestemt fra EU. I praksis vil Forsikringsforbundet og FA udarbejde en fælles vejledning.
Også den nye ferielov kræver nogle tilpasninger i overenskomsten, herunder af overenskomstens bestemmelser omkring ansattes mulighed for køb af op til 5 ekstra feriedage. Muligheden for at købe sig til ekstra ferie bibeholdes, men den nye ferielov vil give praktiske ændringer i håndteringen af tilkøb af ferie.
Endelig kan EU-lovgivning generelt kræve ændringer i overenskomsten. Derfor nedsætter Forsikringsforbundet og FA en arbejdsgruppe, som løbende skal sikre at der tages højde for EU-regulering i overenskomsten.
Har du spørgsmål eller kommentarer?
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til overenskomsten, så kan sende dem på e-mail til ok20@forsikringsforbundet.dk
Spørgsmål og svar af generel interesse vil blive lagt ud under 'Overenskomsten' afsnittet på hjemmesiden på www.forsikringsforbundet.dk.

Et kig på fremtidens lønsystem
Siden 2012 har arbejdsgiverne (FA) haft et stort ønske om at modernisere vores nuværende løn- og arbejdstidsbestemmelser. Forsikringsforbundet er gået konstruktivt ind i drøftelserne, da der kan være nogle fordele i et lønsystem, som i større grad bygger på sammenhængen mellem den enkeltes løn, ansvar, kompetence og jobindhold.
Forsikringsforbundet har derfor aftalt med FA at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for modernisering af vores lønsystem. Resultatet af dette arbejde skal danne grundlag for overenskomstforhandlingerne i 2023.
Vi har tillige aftalt, at der i perioden kan indgås lokale, tidsbegrænsede aftaler om løn og arbejdstid. Dette skal ske i tæt samarbejde med Forsikringsforbundets lokale repræsentation (personaleforeningen). Senest 31. oktober 2022 skal vi evaluere resultatet af disse forsøg.
Din stemme tæller
Urafstemningen om overenskomsten åbnes den 12. marts kl. 12 og løber frem til 26. marts kl. 12.
Den 12. marts modtager alle stemmeberettigede* medlemmer, som har en gyldig e-mailadresse på deres medlemsprofil i Forsikringsforbundet, en email med link til urafstemningen om forliget til overenskomst.
Der kan stemmes fra torsdag den 12. marts kl. 12.00 og frem til torsdag den 26. marts kl. 12.00, hvor afstemningen lukker.
Overenskomsten er først endeligt godkendt, hvis et flertal af de stemmeberettigede medlemmer stemmer ’ja’ til forliget. Der kræves altså ikke et flertal af alle Forsikringsforbundets medlemmer, men et simpelt flertal blandt dem, der deltager i afstemningen.
Hvis vi ikke har din e-mail
Hvis du er stemmeberettiget*, men vi ikke har din e-mail i vores medlemssystem og derfor ikke kan sende dig et link til afstemningen, så kan du alligevel stemme. Fra forsiden af vores hjemmeside – www.forsikringsforbundet.dk – kan du få adgang til afstemningen via et login, hvor du skal bruge dit medlemsnummer for at deltage. Dit medlemsnummer står i Medlemsinfo e-mailen, men kan også findes via mit.forsikringsforbundet.dk medlemsportalen. Læs mere på hjemmesiden under Overenskomsten om denne mulighed.
*Du er stemmeberettiget, hvis du er ansat i eller har orlov fra et selskab, som er medlem af Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).