
1 minute read
Ny lokalafdeling i Nordea Pension
Forsikringsbundet har fået en ny lokalafdeling i Nordea Pension. Etableringen af den nye lokalafdeling sker på baggrund af, at Topdanmark Livsforsikring 1. december 2022 blev til Nordea Pension. Dermed var medarbejderne i det nye pensionsselskab ikke længere en del af Forsikringsforbundets lokalafdeling i Topdanmark og havde ikke længere nogen lokale tillidsrepræsentanter.
Der har derfor været et ønske fra medlemmerne i Nordea Pension om at etablere deres egen lokalafdeling af fagforeningen og vælge tillidsrepræsentanter, der kan rådgive dem og repræsentere dem lokalt.
Den nye lokalafdeling blev etableret på en stiftende generalforsamling 21. december 2022. Her blev Sabine Maria Jensen valgt som tillidsrepræsentant og formand for lokalafdelingen, og Diana Borup som tillidsrepræsentant og næstformand. Begge var tidligere tillidsrepræsentanter i Topdanmark og har erfaring og uddannelse i at arbejde som tillidsvalgt og rådgive medlemmer.
”Som tidligere tillidsrepræsentant var det naturligt at føre det arbejde videre i Nordea Pension. Vi vil nu fokusere på at synliggøre den nye lokalafdeling over for medlemmerne og fortælle, hvad de kan bruge deres lokale tillidsrepræsentanter til, og op - lyse om alle de fordele, der er ved deres medlemskab,” siger Sabine Maria Jensen, formand for Forsikringsforbundet i Nordea Pension.
Ledelsen i Nordea Pension ser frem til et godt samarbejde med Forsikringsforbundets nye lokalafdeling i selskabet.
”Vi hilser den nye forening velkommen og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde om at sikre medarbejdernes trivsel og udvikling,” siger Vivian Byrholt, adm. direktør i Nordea Pension.