10 år med New Danish Screen - Perspektiver

Fem internationale eksperter har kigget i krystalkuglen og giver her deres personlige bud p책, hvor udfordringerne fremover vil findes for dansk film, talentudvikling og New Danish Screen.

Perspektiver

10 책 r m e d n e w da n i s h screen

Perspektiver er en del af 10 ÅR MED NEW DANISH SCREEN Redaktør: Thure Soldthved Munkholm Redaktionsgruppe: Jakob Kirstein Høgel, Marie Schmidt Olesen, Nanna Mailand Mercado, Nikoline Riget, Susanna Neimann og Anders Budtz-Jørgensen.

Assisterende journalist: Brian Iskov Korrektur: Katrine Sommer Boysen Grafisk design: IRONFLAG Tryk: Mark Production 10 ÅR MED NEW DANISH SCREEN er udgivet af Det Danske Filministitut, januar 2014.

New Danish Screen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV 2 og Det Danske Filminstitut.

Det Danske Filminstitut Gothersgade 55 1123 København K www.dfi.dk ISBN: 9788787195188

Perspektiver

Wendy Mitchell

Hvor er filmene, der for alvor tager chancer?

New Danish Screen favner bredt, men måske også for bredt, mener Wendy Mitchell, redaktør på det engelske brancheblad Screen International, der i en samtale med New Danish Screen samtidig stiller spørgsmålet om, hvorfor der i et land med et af verdens bedste støttesystemer er så få film, der for alvor tager chancer?

Når jeg kigger på listen over New Danish Screen-film, er det umiddelbart svært at fastslå et enkelt fællestræk, og det synes jeg er værd at diskutere. På den ene side er der de ret traditionelt lavede film, lavet med stor flair for det filmiske håndværk, og på den anden side de overraskende og nyskabende. Det er en film som ’Volcano’ på den ene side og en film som ’R’ på den anden.

Hvor ’Volcano’ er en både ekstremt vellavet og rørende film, rykker den på ingen måde ved den filmiske form eller bryder grænser ned, virker ’R’ vitterligt som et frisk pust.

To forskellige målsætninger Jeg ved, at New Danish Screen både støtter nye talenter og alternative måder at lave film på. Men som en outsider kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke det er en smule skizofrent? På den Side_2_36

10 år med New danish Screen

ene side vil I støtte nye talenter og hjælpe dem med at få et ben inden for i branchen, og på den anden ønsker I at rykke grænserne for, hvor filmsproget går? Det er to vidt forskellige målsætninger i mine øjne.

Af de New Danish Screen-film, jeg har set, er det kun de få, der rykker ved noget rent filmsprogligt. Men det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting, for det er jo ikke givet, at støtteordning partout skal rykke ved filmsprogets grænser. Det er helt igennem lige så legitimt at ville støtte debuterende instruktørers første film, for det er også vigtigt – ikke mindst for den danske filmbranche.

Men også set ud fra et internationalt perspektiv er det mindst lige så vigtigt at hjælpe folk i gang med at lave film, som det er at rykke ved grænserne. Hvis jeg sammenligner med andre støtteordninger rundt omkring i verden, så virker New Danish Screen måske en smule mudret i sin grundessens: At hjælpe folk, der arbejder med alternative fortælleformer, er essentielt set anderledes end at hjælpe spillefilminstruktører med at lave en i bund og grund rigtig traditionel debutfilm.

Ikke nok vovede film Overordnet set har Danmark et af de bedste og mest attråværdige støttesystemer i verden. Det er noget, alle ved, og som rigtig mange er misundelige over, og i det lys vil det være umuligt for mig at sige, at der er noget, der ikke fungerer. Men det sagt, så tror jeg, at de eksperimenterende og filmsprogligt udfordrende film ville have det bedre under et andet label. Det ville overlade New Danish Screen til de begyndende talenter. Og samle de eksperimenterende eller radikale under deres egen fane, eventuelt som en underafdeling af New Danish Screen.

Da jeg sidste år var i Danmark, interviewede jeg en hel del forskellige mennesker fra den danske filmbranche, og det var ikke få, der gjorde opmærksom på, at der manglede film, der P e r sp e k t i v e r / W e n d y M i t c h e l l

si d e _ 3 _ 3 6

tog chancer og som risikerede noget. Selv områdedirektør Claus Ladegaard fortalte mig, at et af problemerne er, at der ikke bliver modtaget nok ansøgninger til film, der ønsker at rykke ved grænserne, og et resultat af det er, at der ikke er nok film, der tager chancer. Selv inden for New Danish Screen var der, ifølge Claus Ladegaard, ikke nok der ansøgte med mere vovede projekter.

Måske skal årsagen til det findes i, at de danske producenter er bange for, at projekterne ikke går igennem, at filmene ikke vil kunne tjene deres penge ind igen, eller måske er de bange for, at en given film ikke vil kunne blive distribueret i sidste ende? Men uanset hvad årsagen er, så får det mig til at tænke på, at der er brug for en ny pulje, der alene er helliget de film, der tager chancer og prøver grænser af. Med en støtteordning dedikeret til den slags ville man ikke blot sikre, at eksperimenterne rent faktisk kom til at finde sted – og at de film, der tager chancer, også ville blive støttet – man ville også gøre det mere attraktivt i det hele taget at ansøge med sådanne projekter.

Lars von Trier er langt fra ny Det er ikke fair at forvente, at en instruktør er både debuterende og kan pille ved filmsproget i samme åndedrag. Og det er heller ikke fair, hvis man opstiller dét som målestok for debuterende instruktører. De skal først og fremmest sikres en mulighed for at finde deres ben i branchen. I enkelte tilfælde ser vi debuterende instruktører, der tænker anderledes, og hvis første spillefilm derfor kommer til at se meget anderledes ud, men det hører til de få, sjældne undtagelser. For langt de fleste instruktører vil det at lave en klassisk første film være noget af en bedrift i sig selv. Det er dét, de bør stræbe efter at starte deres karriere med. Ikke med at eksperimentere og flå filmsproget i stykker.

Det er helt essentielt at støtte nye stemmer, og ud fra den betragtning er New Danish Screen vigtig, men hvis man samtidig ønsker at rykke filmsproget fremad, så burde det også have sin Side_4_36

10 år med New danish Screen

egen, separate pulje penge. For ironien ved det hele er jo, at Lars von Trier stadig er den mest innovative og eksperimentende filminstruktør, der arbejder i Danmark. Og han er langt fra ny.

Alternativ pulje til eksperimenter En alternativ pulje for det mere eksperimenterende vil være med til at skabe kreative pusterum for mere etablerede kræfter, så de kan prøve grænser af og alternative måder at lave film på, som det eksempelvis er tilfældet i England lige nu med Ben Wheatleys ’A Field in England’, som er lavet på en i mine øjne ret interessant måde af Film 4.0 (den digitale underafdeling af Film 4 under tvkanalen Channel 4). De havde aldrig før fuldfinansieret en film.

Men fordi ’A Field in England’ var så billig, og Ben Wheatley var så etableret, som han var, gav det alligevel mening at støtte hans idé til en sorthvid, psykedelisk borgerkrigsfilm optaget på en mark.

Det var selvfølgelig stadig en stor risiko, men Ben Wheatley kunne trække på sine faste skuespillere, og sit faste hold, og det gjorde, at filmen kunne laves meget hurtigt og meget billigt – og samtidig have en stærkt eksperimenterende natur.

Fra begyndelsen var ’A Field in England’ tænkt til at sprede sig over flere platforme; den var planlagt til at få premiere på tv, vod og i biografen samme dag; og der blev samtidig lanceret en hjemmeside til filmen.

Der er noget frigørende over den måde at lave film på.

Fuldfinanciering fra én side og så kreativ frihed til Ben Wheatley på den anden. Havde han ledt efter finansiering på den normale måde, var filmen nok aldrig blevet til noget. Det var ikke i udgangspunktet en film med et stort, kommercielt biografpotentiale. Og derfor var udgangspunktet på den ene side at holde budgettet nede og på den anden side at lancere den radikalt anderledes. Efterfølgende er filmen blevet en forholdsvis stor succes både i biografen og på tv, og den har rejst på en del festivaler.

P e r sp e k t i v e r / W e n d y M i t c h e l l

si d e _ 5 _ 3 6

Volcano

Instruktør Rúnar Rúnarsson

År 2012

Manuskript Rúnar Rúnarsson Producer Thor S. Sigurjónsson, Skúli Malmquist Fotograf Sophia Olsson Klipper Jacob Schulsinger Lyd Kjartan Kjartansson, Ingvar Lundberg Komponist Kjartan Sveinsson Varighed 98 min. Finansiering Med støtte fra (DK) Fine & Mellow A/S; (DK) New Danish Screen; (IS) Icelandic Film Centre; Nordisk Film & TV Fond

Side_6_36

10 år med New danish Screen

P e r sp e k t i v e r / W e n d y M i t c h e l l

si d e _ 7 _ 3 6

Men i dette lys er det også interessant at se på, hvilken rolle den spillede for Ben Wheatley som instruktør. Han var i gang med en stor amerikansk produceret monsterfilm, ’Freakshift’, og i forhold til den var ’A Field in England’ et pusterum for ham og en måde at holde den kreative kraft kørende ind i mellem store, mere krævende produktioner.

En debuterende instruktør ville aldrig kunne være kommet igennem med en film som ’A Field in England’. Selv ikke Ben Wheatley, hvis han lige var kommet ud af filmskolen, ville have fået lov til at lave den, fordi ingen kendte ham. Og selv, hvis den mod alle odds var blevet lavet, ville ingen se den, fordi ingen ville kende ham.

Det kreative frirum, jeg argumenterer for, kan på den måde ses som en måde at støtte det radikale og eksperimenterende ved at skabe mulighed for, at etablerede kræfter kan søge grænser og prøve noget nyt. Derfor er der også brug for en særlig støtteordning, der dedikeret støtter allerede etablerede talenter i ikke-etablerede måder at fortælle på.

Andre udfordringer for fremtiden Hvis jeg afslutningsvist skal kigge mod fremtiden og på udfordringerne for udviklingen af nye talenter, og derfor også for New Danish Screen, så er en af de fantastiske ting, der er i gang med at ske lige nu, sammenfaldet mellem forskellige medieformater og platforme.

Lige nu snakker vi meget om crossmedia, og selvom vi endnu ikke har set et værk, der succesfuldt har bredt sig over flere medier, så tror jeg på, at vi kommer til det i løbet af de næste ti år. Når alt kommer til alt, så aner forbrugerne intet om forskellige distributionsvinduer.

De vil bare se, hvad de vil se, og i det lys bliver det essentielt, at en film får premiere på forskellige platforme samtidig, herunder både vod og biograf. Men bare fordi distributionen kommer til at ændre sig, tror jeg ikke, det kommer til at ændre den måde, vi laver film på.

Side_8_36

10 år med New danish Screen

Derimod tror jeg, at der vil opstå en hel række nye muligheder for at arbejde på tværs af platforme, som giver instruktører mulighed for at arbejde i nye, mindre formater som eksempelvis film til iPads og mobiltelefoner. Og det giver instruktørerne en hel række nye muligheder og alternative kanaler, de også kan udtrykke sig igennem, hvilket i anden række kan være med til at rykke grænserne for, hvordan de laver film.

Helt nye stemmer – og mange forskellige af dem En anden stor udfordring i forhold til at være frisk og åbne op for andre måder at fortælle på er at få helt nye stemmer på banen – og mange forskellige af dem. Her taler jeg om folk fra forskellige dele af samfundet, fra forskellige klasser, emigranter og flere kvinder, selvom sidstnævnte er noget, Danmark i forvejen er ret gode til at støtte op omkring. Det er noget, vi taler meget om lige nu i England, hvor de fleste filminstruktører er unge, hvide mænd fra middelklassen. Det gør, at man kun ser en lille del af samfundet repræsenteret i vores film. Og her mener jeg, det for alvor er vigtigt at få fat i de helt nye stemmer.

Der er mange forskellige grupperinger af samfundet, der lige nu ikke tror, de kan lave film. Ved at gå ud og opmuntre dem til, at det også er noget, de kan, kan man være med til at opdyrke nye talenter og samtidig få repræsenteret de dele af vores samfund, som vi ellers aldrig ser på film.

Ovenstående tekst er baseret på en samtale med Wendy Mitchell, december 2013.

Wendy Mitchell

Engelsk journalist. Skribent for Screen International siden 2005; redaktør siden 2012. Har tidligere skrevet for Entertainment Weekly, indieWIRE, Rolling Stone og CMJ New Music Report.

P e r sp e k t i v e r / W e n d y M i t c h e l l

si d e _ 9 _ 3 6

Perspektiver

Todd Brown

Kære Danmark: Jeg elsker dig, men behøver du at være så alvorlig hele tiden?

Danmark skal være stolt af sin filmindustri, der ifølge den canadiske producer og Twitch-redaktør, Todd Brown, producerer flere talenter end noget andet sted. Men skal vi komme sikkert ud på den anden side af den krise, der truer filmbranchen, bliver vi nødt til at begynde at lave genrefilm Faktisk er det hele Lars von Triers skyld. Som yngre (end jeg er nu) filmentusiast – et par år før jeg begyndte at beskæftige mig seriøst med at skrive om film, og rundt regnet et årti før jeg blev involveret i selve filmbranchen – faldt jeg over ‘Breaking the Waves’, mens den gik i biograferne her i Toronto. Jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg havde i vente, og kendte stort set ingenting til filmens lunefulde skaber, men da jeg nåede til slutteksterne, vidste jeg, at jeg var solgt.

Hooked på danske film For mig, såvel som for mange andre rundt omkring i verden, var ‘Breaking the Waves’ det stof, som fik mig hooked på dansk film. Det begyndte med en udgravning af von Triers tidligere værker og en sideløbende udforskning af de forfattere og skuespillere, som han før havde arbejdet sammen med. De pegede mig i retning af andre, Side_10_36

10 år med New danish Screen

oversete perler, og så skete Dogme 95 selvfølgelig og gjorde det næsten umuligt for mig at holde trit med denne spændende bølge af talent. Det var stærkt, det var råt og tilsyneladende parat til at ændre alting, og for en stund var det faktisk det, der skete. Hollywood trådte ind i en ny guldalder for uafhængige distributører: Nye firmaer dukkede op nærmest hver uge, og de store filmselskaber oprettede alle sammen deres egne distributionskanaler for udenlandske film og independentfilm. Ja, selv en Hollywood-sværvægter som Steven Soderbergh erklærede, at ‘Traffic’ var hans dogmefilm.

Men så satte realiteterne ind, og realiteten var, at publikumsgrundlaget for denne type film simpelthen ikke var stort nok til, at bølgen kunne fortsætte. De små fisk i distributionshavet forsvandt næsten lige så hurtigt, som de var opstået, og de store filmselskaber var heller ikke længe om at lukke deres specialafdelinger ned for at standse blødningerne på bundlinjen. Den seneste meddelelse om Focus Features’ forestående lukning efterlader Fox Searchlight og Sony Pictures Classics som de sidste overlevere på dét felt.

Vejen ud af filmbranchens krise Alt det her ved I nok allerede. Der er ikke som sådan noget nyt i det.

Filmindustrien har spået jammer og elendighed i snart et årti, og vi har alle hørt klagesangen. Det spørgsmål, som jeg er blevet bedt om at besvare, er, hvad vi gør ved det. Og svaret er relativt enkelt.

For det første: Respekter fortiden, men lad jer ikke begrænse af den.

Danmark kan være overordentlig stolt af sin filmindustri. Gennem de sidste tyve år har I vel nok haft større held til at fremelske nye talenter end noget andet land i verden. Jeres manuskriptforfattere, instruktører og kreative producere er blevet de europæiske nationers sidste bastion, når det gælder om at fortælle udfordrende historier med udgangspunkt i samfundsmæssige realiteter på en måde, som kan eksporteres og finde et internationalt publikum. Frankrig magter P e r sp e k t i v e r / T o d d B r o wn

si d e _ 1 1 _ 3 6

r

Instruktør Tobias Lindholm, Michael Noer

År 2009

Manuskript Tobias Lindholm, Michael Noer Producer René Ezra, Tomas Radoor Fotograf Magnus Nordenhof Jønck Klipper Adam Nielsen Varighed 96 min. Finansiering Med støtte af Det Danske Filminstitut, New Danish Screen.

År 20

009

det slet ikke længere, og Storbritannien klarer lige akkurat at holde fast i en flig af det territorium, fordi de har Ken Loach og taler engelsk.

Men i Danmark har I unge filmskabere som Tobias Lindholm, der laver film som ‘Kapringen’, som rejser ud i verden og bliver taget godt imod.

Vær stolte af det og tag ved lære af de ting, I mestrer på dette område – men I må aldrig nogensinde lade de succeser begrænse jer eller afholde jer fra at lære at gøre andre ting lige så godt.

Respekter det hele For det andet: Respekter hele jeres fortid og ikke bare de dele af den, som føles respektable.

Store dele af mit arbejdsliv foregår netop i genrefilmens verden. Hvad enten jeg arbejder som kritiker, programmedarbejder på festivaler eller, i nyere tid, som producer, synes jeg altid at vende tilbage til genrefilm af den ene eller den anden slags. Jeg kan ligesom ikke ryste det af mig. Og jeg er nået til den konklusion, at jeg slet ikke skal forsøge på det. Jeg har erfaret, at genrefilmen fra et forretningsmæssigt synspunkt udgør en stabil kraft i et konstant skiftende landskab, og fra et kunstnerisk synspunkt er den en alsidig forsøgsbane for de bedste, mest lovende talenter fra hele verden.

Lad os se det fra den forretningsmæssige vinkel først. I et medielandskab, hvor folk har vænnet sig til soundbites i stedet for indholdsrig debat, hvor arthouse-publikummet fortsat skrumper ind, og hvor distributører bliver stadig mere varsomme med at sætte noget op, der ikke har store stjerner i hovedrollerne, eller som foregår på et andet sprog end engelsk, forbliver genrefilmen den eneste arena, hvor man finder et loyalt, engageret publikum, som dag efter dag spejder efter den næste store ting eller ide. Og tænk, de er ligeglade med, hvor det kommer fra. Det publikum frygter ikke det nye; de ønsker det, og for dem er idéen vigtigere end at kunne genkende navnet på plakaten. Det er det eneste sted, hvor en ung stemme stadig kan skære igennem støjen og få opmærksomhed fra folk, der gerne vil lytte.

Side_14_36

10 år med New danish Screen

Genrefilm er vejen frem Og lad os nu se på sagen fra den kunstneriske vinkel. Ja, der findes masser af virkelig elendige genrefilm, og kun få ting her i livet er lige så forfærdelige som en rigtig dårlig gyserfilm. Men der er også kun få ting, der er lige så gode som en god gyser. At arbejde inden for en genre – horror, science fiction, action, sort komedie – giver adgang til utrolig mange farver på paletten, og en begavet kunstner kan vise aspekter af den menneskelige tilværelse og folde dem ud på måder, som man aldrig ville kunne slippe af sted med i et konventionelt drama. Her kan frygt og usikkerhed tage bogstavelig, fysisk form og konfronteres direkte. Her kan den menneskelige natur blotlægges; her er plads til, at dristige og kontroversielle ideer kan udforskes i detaljen og i dybden.

Lige så længe som folk har lavet genrefilm, har begrebet i alverdens kritikerkredse været omgærdet af en vis afsky, og – ret skal være ret – noget af den afsky er velfortjent på grund af tarvelige filmskabere, der har scoret kassen på publikums mere fordærvede lyster. Men når genrefilm er godt lavet, ja, virkelig godt lavet, så får man ‘Psycho’, ‘Eksorcisten’, ‘Alien’, ‘Blade Runner’, ‘Ondskabens hotel’ – film, hvis blivende effekt kan mærkes verden over, og som rummer billeder, vi fortsat taler om flere årtier efter.

Hvis man søger eksempler på det, jeg taler om inden for New Danish Screens historie, behøver man ikke lede længe. Der er selvfølgelig duoen Tobias Lindholm og Michael Noer, en tv-forfatter og en dokumentarinstruktør, som gik sammen om at lave den temmelig barske ‘R’ – en film, der tager en metode, som er typisk for dansk socialrealisme, og smelter den sammen med en kras historie om fængselskriminalitet. Siden har parret givet os hhv. ‘Kapringen’ og ‘Nordvest’, som også internationalt har opnået succes i større skala takket være deres fusion af genreelementer og et udpræget dansk tonefald. Endnu mere interessant – og knap så selvindlysende – er Anders Morgenthalers vildt uforudsigelige spillefilmkarriere. Hvem giver sådan et projekt penge? Det gjorde New Danish Screen, og P e r sp e k t i v e r / T o d d B r o wn

si d e _ 1 5 _ 3 6

resultatet var en animationsfilm, der blev udvalgt til Cannes og vakte opsigt over hele kloden. Så gjorde de det igen, og det affødte den komplet anderledes realfilm ‘Ekko’, som måske ikke har fået helt så megen omtale, men ikke desto mindre er et fængslende værk.

Hvad gjorde NDS rigtigt i begge disse tilfælde? De tænkte ikke i etablerede genrer eller den ”normale” sti, som man tager for at blive spillefilminstruktør. De fandt simpelthen bare nogle virkelig gode fortællere og gav dem friheden til at formidle deres egne historier med deres egne stemmer. Det virker som om, at mange filmskabere efter nogle år helst ser ned på deres tidlige film, fordi de på en eller anden måde er umodne eller ”mindre værd” i forhold til deres modne, mere ”seriøse” værker. Men det er ofte de tidlige værker,

Side_16_36

10 år med New danish Screen

Canadisk filmkritiker. Redaktør og grundlægger af onlinemagasinet Twitch (2004-). International programchef for genrefilmfestivalen Fantastic Fest i Austin. Bosat i Toronto.

Todd Brown

År 2006 Instruktør Anders Morgenthaler

Princess P e r sp e k t i v e r / T o d d B r o wn

Manuskript Anders Morgenthaler, Mette Heeno Producer Sarita Christensen Fotograf Kasper Tuxen Klipper Mikkel E.G. Nielsen Lyd Kasper Janus Rasmussen Komponist Sune Martin Varighed 82 min. Finansiering PRINCESS er produceret af Zentropa GRRRR ApS i co-produktion med Shotgun Pictures GmbH med støtte fra New Danish Screen v/ Kunstnerisk leder Vinca Wiedemann og Producer Jens Arnoldus

som viser sig at være de mest holdbare, og vi bør aldrig glemme, at mange talenter, som nu regnes blandt verdens førende auteurs, først skabte sig et navn inden for genrefilmen. Von Trier er selv vendt tilbage til genrefilmen gang på gang i løbet af sin karriere. En Oscarvinder som Anders Thomas Jensen? Genrefyr. Nicolas Winding Refn?

I høj grad en genrefyr. Kald tingene ved deres rette navn, og vær ikke bange for at udvide paletten. Og næste gang Lars kommer med en eller anden ubærligt prætentiøs udtalelse, skal I bare kigge ham lige i øjnene og minde ham om, at han engang fik Udo Kier til at mase sit ansigt igennem en kunstig vagina.

si d e _ 1 7 _ 3 6

Perspektiver

Robert Koehler

At udvide rammerne Man skal se film for at kunne lave film.

Derfor hviler ansvaret for at udvikle filmkunsten i nye retninger i bund og grund på de nye talenter selv. Det mener den amerikanske filmkritiker Robert Koehler, der her viser vej mod fremtiden – og påpeger at midlerne til at nå dertil aldrig før har været lettere tilgængelige Nylige rapporter, der har målt lykkeniveauet i forskellige landes befolkninger, viser, at danskerne er de lykkeligste mennesker i verden. Kunstnere kan, deres temperament uagtet, bære rundt på det åg, at mangel på lykke er en forudsætning for at skabe kunst. Så hvad enten man er et spirende talent eller en etableret kunstner i verdens lykkeligste land, befinder man sig øjensynlig i et dilemma.

Dette dilemma kan synes endnu større for filmskabere, som må brydes med de udfordringer, der ligger i at udforske formens og tematikkernes ydre grænser, samtidig med at de skal holde sig et publikum for øje (uden et publikum er der ingen filmkunst).

Og åget kan føles tungere, hvis kunstnerne går til opgaven med den tanke, at de slæber Dreyers arv efter sig, ligesom svenske filmskabere føler vægten af Bergman på deres skuldre. Giv slip på alt det. Lad Side_18_36

10 år med New danish Screen

det falde til jorden som en håndvægt, der er for tung til dig. Danske filmskabere kan bryde fri af nogle myter undervejs for derefter at udvide rammerne for, hvad deres filmkunst kan være.

Opgør med myterne Nu er jeg jo en amerikansk filmkritiker og skribent. Jeg skal ikke foregive at belære eller instruere jeres læsere – hvoraf de fleste nærer en dyb interesse for både Det Danske Filminstitut, dets mission om talentudvikling og for dansk filmkunst som helhed – om, hvad der skal til for at udklække kommende emner. Men jeg vil gerne foreslå et perspektiv, som måske kan hjælpe den fremtidige udvikling af filmskabere og filmproduktioner på vej.

En del af dette perspektiv handler om at gøre op med myter som den ovennævnte. Myten om, at en kunstner nødvendigvis skal være ulykkelig, nævnes sjældent i nogen form for bog, essay, anmeldelse eller i andre tekster om film. Alligevel er den fundamental og muligvis særdeles relevant for den danske situation. På sæt og vis er den også morsom for en udefrakommende, hvis kendskab til dansk film er domineret af film med historier og personer, som balancerer på afgrundens rand – fra ’Applaus’ til ’Jagten’. Hvis man som udlænding skal bedømme Danmark alene på jeres film, bliver den hastige konklusion, at Danmark er et forfærdeligt sted at bo. Og som enhver, der har boet eller tilbragt nogen tid her, vil vide, er den konklusion åbenlyst forkert.

Mindre bekymring Jeg er ikke ude efter, at unge, danske filmskabere skal begynde at spytte glade, solbeskinnede pladderfilm ud (den slags laver Hollywood så rigeligt af i forvejen, tak). Jeg tænker mere i retning af en indstilling, som kunstneren påtager sig over for værket og dets forhold til publikum. For nogle filmkunstnere er fortvivlelse en indgroet tankegang; en af mine yndlingsinstruktører, Pedro Costa, er en fin fyr, men generelt temmelig opgivende over for verden. Det er ingen kritik af Pedro, sådan er han bare. Andre, såsom Apichatpong P e r sp e k t i v e r / R o b e r t K o e h l e r

si d e _ 1 9 _ 3 6

Weerasethakul, har en helt anden indstilling til livet og er præget af en forbløffende indre ro. Det er i hvert fald det indtryk, som hans bekendte har af ham, og hans film vidner om det samme. Begge er store, nutidige filmskabere – nogen vil sige de to største – men af modsatrettede mentaliteter. Det er bare sådan, at den moderigtige tilegnelse af fortvivlelsen – netop fordi man er kunstner; fordi det forventes af kulturen – udgør en fælde for den unge kunstner. At lave film er en kolossalt vanskelig aktivitet, og det hjælper ikke at belaste processen med påtagede attituder eller et forventet tonefald, der aflæses som ”seriøst”. Den unge filmskaber må først og fremmest være tro mod sig selv og muligvis opdage, at han eller hun faktisk er ganske lykkelig, når alt kommer til alt (og alt tyder på, at dette gælder størstedelen af danskerne). Vær ikke bekymret over, at du ikke er bekymret – hvis det er dér, problemet ligger.

Publikum vil gerne udfordres Det, jeg beskriver ovenfor, er en måde, hvorpå vi narrer os selv til at indtage en holdning, som måske ikke helt er vores egen, men som vi adopterer for at sætte stilen højere end substansen.

Tankegangen over for publikum er muligvis vanskeligere at få hold på. Men den kan forstås på en måde, som skærer igennem støjen.

Ofte er publikum ikke selv klar over det, men de vil gerne udfordres.

Ligesom vi i al hemmelighed gerne vil kaste os ud i farlige ting, som ikke slår os ihjel, ønsker vi faktisk, at filmene konfronterer vores forudsætninger og begrænsninger – og udvider dem.

Den unge filmskaber af i dag, hvad enten vedkommende er fra København eller Cleveland, bør overveje at udvide rammerne for filmkunsten.

Denne slaglinje har jeg stjålet fra omslaget til et af de filmtidsskrifter, jeg har skrevet for i årevis, Cinema Scope Magazine, som udgives i Toronto. Dér står det, lige under titlen: “Expanding the Frame on International Cinema.”

Side_20_36

10 år med New danish Screen

Hensigten med Cinema Scope, som nu går ind i sit 12. år, har været at afsøge de hjørner af filmverdenen, som andre måske overser – en god måde at gribe tingene an på, hvad enten det gælder film eller ej. Da Danièle Huillet døde, og andre filmtidsskrifter satte den sidste nye premierefilm på deres forsider, udvalgte Cinema Scope et billede fra en af de sidste egentlige produktioner af Huillet-Straub, ’Quel loro incontri’, og indrammede det i sort uden ledsagende grafik. Det var et ordløst udsagn om, at denne kunstners død var værd at bemærke, fordi kunstneren var betydende, trods den kommercielle filmverdens mangel på interesse.

Skuespil er mere end naturalisme Det er netop årsagen til, at en kunstner som Huillet betyder noget – ganske som hendes kunstneriske og private partner, Jean MarieStraub, der fortsætter med at lave film som en gal – som burde optage unge filmskabere mest. Tilfældigvis har Costa lavet en film om Huillet-Straub, ’Where Does Your Hidden Smile Lie?’, et snu, drilsk stykke arbejde, som bør ses af alle, der ønsker at lave nogen som helst form for film. Parret slås, diskuterer, griner, stiller spørgsmål, kigger og lytter; man ser dem vride, bryde, bakse og tumle sig vej imod målet, som er at finde essensen af værket (i dette tilfælde parrets mesterstykke fra 1999, ’Sicilia!’). Costa viser ærligt, hvordan filmskabere – i det mindste disse filmskabere – griber deres metier an i praksis.

Huillet-Straubs eksempel er særlig nyttigt for danske filmskabere, fordi de ønsker at placere skuespilleren i billedets midte. Deres skuespillere er kroppe og stemmer, monumentale skabninger.

Dansk films store ressource er gruppen af skuespillere, som få andre europæiske lande kan matche i rent og skært skuespiltalent (sagt på en anden måde kan jeg ikke komme i tanke om en eneste dansk film, der er dårligt spillet). Det skyldes selvfølgelig, at dansk film drager nytte af dansk teater. Men dansk film kunne også udnytte sin fantastiske, lokale pulje af skuespillere til at skabe nye, originale og P e r sp e k t i v e r / R o b e r t K o e h l e r

si d e _ 2 1 _ 3 6

udtryksfulde former for filmpræstationer, ligesom rumænsk film og nu også georgisk, græsk og portugisisk film har gjort det. Dogmes pr-stunt-maskine og dens effekt på post-dogmetiden har haft tendens til at insistere på én form for skuespil – den naturalistiske, der grænser til improvisation. Det er fint nok, men der findes mange andre udtryksformer, der kan afprøves, og danske filmskabere har den fordel, at de kan slå sig sammen med usædvanligt dygtige skuespillere af alle aldre for at begive sig ind i de områder, der ligger hinsides naturalismen.

Se mange flere film Dette eksempel skulle gerne illustrere en større pointe.

Filmkunstens internationale sfære rummer et bredt spektrum af stemmer og retninger, som den spirende filmskaber kan observere, studere og absorbere. Det er filmskaberens første opgave at gøre netop det, og i denne besynderlige overgangsfase i filmhistorien – hvor filmkunsten er nået til filmens ende, og hvor nettet begynder – har opgaven aldrig været nemmere. Hvis man var filmstuderende i 1970’erne og ville se den seneste film af Hans-Jürgen Syberberg, måtte man enten 1) bo i en by, der var stor nok til at have et cinematek, en festival eller et andet forum, der kunne vise film som Syberbergs, som aldrig kom i kommerciel distribution; 2) håbe, at den lokale biograf ville sætte filmen op; eller 3) møde op til, hvad der typisk ville være den eneste visning nogensinde i ens by af for eksempel Syberbergs ’Hitler: Ein Film aus Deutschland’.

I dag virker sådan et scenarie komisk. Øjeblikkelig og bred adgang til alle slags film gennem alle slags medier er et af vor tids kulturelle adelsmærker. De, der beklager sig over, at adgangen til stor filmkunst på det store lærred indskrænkes i stor hast, gentager kun det, som alle godt ved, og dem bør man ignorere. De kæmper en brav, men forgæves kamp. Film på det store lærred var vidunderligt, men den æra er forbi. Kom videre. Eller som vi siger i USA: Move On Dot O-R-G (moveon.org).

Side_22_36

10 år med New danish Screen

Applaus

Instruktør Martin Pieter Zandvliet

År 2009

Manuskript Anders Frithiof August, Martin Pieter Zandvliet Producer Mikael Christian Rieks Fotograf Jesper Tøffner Klipper Per Sandholt Lyd Johannes Elling Dam Komponist Sune Martin Varighed 85 min. Finansiering Støttet af Det Danske Filminstitut - New Danish Screen / v. Jakob Kirstein Høgel og Nordisk Film & TV fond / v. Hanne Palmquist

P e r sp e k t i v e r / R o b e r t K o e h l e r

si d e _ 2 3 _ 3 6

Hvis man vil se Syberbergs sui generis-filmkunst, mens man sidder i sit undertøj, kan det nu lade sig gøre; det ville have været rart i 1970’erne.

Værdien, især for filmskaberen, ligger i kontakten til kunstneren og hans/hendes kunst, ikke i det perfekte forevisningssted.

Piratkopieret inspiration Jia Zhang-ke og hans filmskabervenner fra Kinas ”sjette generation” havde ingen ideelle forevisningssteder, da de begyndte at lave deres egne film; kun piratkopierede dvd’er med elendig billedkvalitet. Jeg tror ikke, man kan påstå, at det hæmmede Jias evne til at suge til sig af stor filmkunst, og desuden blev læringen også sjovere af det. Jia gjorde nøjagtig, hvad man bør gøre, hvis man bereder sig på at lave film: Udforsk film fra nær og fjern, måske endda helst så langt væk geografisk og kulturelt fra, hvor man selv bor, på enhver mulig måde.

Derudover skal man vide, hvad man skal gå efter. Her kan en institution som Det Danske Filminstitut spille en afgørende rolle i kraft af Cinemateket, der præsenterer fortidens og nutidens essentielle filmkunst. Cinemateker fungerer som undervisningsværktøjer via deres kvalificerede udvælgelse. Det blev jeg særlig opmærksom på, da jeg var programchef for cinemateket i Film Society of Lincoln Center i New York. Jeg smilede, hver gang jeg i mængden af grånende hårtoppe fik øje på yngre besøgende. De havde aktivt valgt en serie, der kortlagde efterkrigstidens japanske samuraifilm, eller et østtysk epos i 70mm om Goyas liv, frem for den seneste biobasker fra Hollywood.

Også festivaler har en afgørende aktie i at udstyre kunstnerspirer og publikummer (som også udvikler deres kompetencer ved at besøge festivaler) med de værktøjer, de skal bruge for at udvide deres forståelsesramme. I den henseende er København særlig heldigt stillet, i og med at den har to festivaler i verdensklasse – CPH PIX og CPH:DOX – som hvert år tilbyder et eklektisk, velsammensat program, der kaster lys over den seneste udvikling inden for den Side_24_36

10 år med New danish Screen

globale filmkunst. Det bedste, man kan gøre, er at gå på rov i begge festivaler: Se alle de film, du fysisk kan overkomme, og vov dig uden for din tryghedszone.

Talenternes eget ansvar Organisationer som New Danish Screen har en forpligtelse til talentudvikling, men de praktiske elementer, jeg her tager fat i, har med selvudvikling at gøre. En begavet kunstner drager fordel af alle de åbne indgange, som en lokal institution kan tilbyde, men endnu vigtigere er det at uddanne sig selv. Enhver læring er en tovejsproces imellem underviser-elev-pædagogik og den studerendes selvdannelse, som foregår uden for klasselokalet og dets strukturer.

Alt for ofte ser man, at klasseværelserne og lærerne er låst fast i filmhistorien og ikke formår at gøre eleverne opmærksom på ny, vital filmkunst. Under et af mine hyppige besøg på Vancouver Film Festival stødte jeg på flere unge filmskabere fra Singapore, Indonesien og Thailand. De havde alle studeret film på filmskoler eller universiteter.

Men det var kun på egen hånd, og sommetider via fora på Facebook, at de havde fået øjnene op for argentineren Lisandro Alonso, hvis film ’La libertad’ satte et markant aftryk på deres stil og metode. Da jeg senere fortalte dette til Lisandro, blev han lidt overrasket over den effekt, han havde haft på en gruppe fremmede mennesker i Østasien.

Men ikke meget. Før han selv begyndte at lave film, havde han set værker fra lande, der lå langt uden for Argentina. Disse selvudviklere rejste verden rundt for at gå på opdagelse i film, der lige så vel kunne være dumpet ned fra en anden planet, og deres oplevelser forandrede dem. For danskere, der er i færd at finde deres egne stemmer, vil det samme kunne ske.

Robert Koehler

Amerikansk journalist, programlægger og filmkritiker. Har skrevet for bl.a. Variety, Cahiers du cinéma og Die Tagezeitung. Skriver nu for bl.a. Cinema Scope, Cineaste, Film Comment, Indie Wire og Sight & Sound. Har tidligere været programchef på Film Society Lincoln Center og programdirektør på AFI Festival i Los Angeles.

P e r sp e k t i v e r / R o b e r t K o e h l e r

si d e _ 2 5 _ 3 6

Perspektiver

Sean Farnel

I skal være slemme Successen har varet for længe. Nu er tiden kommet til at fejle. Det skriver den canadiske dokumentarekspert og tidligere programdirektør på HotDocs, Sean Farnel, i anledning af de første 10 år med New Danish Screen

I ‘Magiens land’ skriver den franske poet Henri Michaux om et imaginært samfund, hvor ritualistiske og temmelig sadistiske underholdningsformer er indskrevet i kulturbegrebet. I et af disse årlige optrin lader Hac-stammen nogle få stakkels børn vokse op i en stemning af ”rædsel og mystik”, hvor de udsættes for mishandling, uretfærdighed og bedrag. Dette er Hac-stammens strategi for udklækningen af store kunstnere og digtere. Lars von Trier burde overveje en filmatisering.

Side_26_36

10 år med New danish Screen

På New Danish Screens tiårs jubilæumsdag foreslår jeg, at et lignende mål af ondskabsfuldhed og grænsesættende kærlighed bliver et krav for Det Danske Filminstitut. I har haft det for godt, Danmark. Og de af os, som især har rost danske dokumentarfilm, er blevet grundigt trætte af det i det forløbne årti. I kan ikke blive ved med at være så gode, som I har været indtil nu. Det er åbenlyst, at det eneste alternativ er at være rigtig slemme i en periode.

Stille start Der gik flere år efter oprettelsen i 2003, før jeg begyndte at spørge: Hvad fanden er New Danish Screen? De første cirka femten produktioner fik premiere i 2006, men ingen af dem var dokumentarfilm i nogen som helst forstand. Til gengæld kom NDS stærkt fra start med festivalsucceserne ‘Offscreen’ og ‘Princess’.

Det er også værd at bemærke, at dette første kuld af produktioner indeholdt en kortfilm af Michael Noer, som jeg senere har lært at kende som et af dansk films store, unge talenter.

I 2007 kom endnu et festivalhit i form af ‘Ekko’ og en Oscarnominering til ‘Om natten’. Men stadigvæk ingen dokumentarfilm som sådan. Jeg begyndte dog at få øje på Jakob Kirstein Høgel (som tiltrådte sin stilling i 2007) i festival-paneler i min boldgade (dokumentarfilmkredse) omkring 2008-09. Generelt nærede jeg allerede stor respekt og interesse for den nye bølge af danske dokumentarfilm, der – så vidt jeg kunne se – var begyndt at tage form omkring årtusindskiftet. I 2001 fik Phie Ambo og Sami Saifs ‘Family’ stor succes på filmfestivaler, og siden syntes hvert år at bringe en bølge af spændende dokumentarfilm med sig fra Danmark.

Nye dokumentariske stemmer De første ”dokumentarer”, der udsprang af NDS-initiativet, begyndte at dukke op i 2008 i form af ‘Alt er relativt’ (Mikala Krogh) og ‘Side om side’ (Christian Sønderby Jepsen). Både Krogh og Sønderby Jepsen repræsenterer i mine øjne det mest karakteristiske P e r sp e k t i v e r / S e a n F a r n e l

si d e _ 2 7 _ 3 6

ved NDS’ vision. De er yderst talentfulde, unge filmskabere, som har deres egne stemmer og visioner, og som tør at tage chancer både i valg af form og emne. Begge film og deres skabere har utvivlsomt nydt godt af den vægt, som NDS-ordningen lægger på en grundig udviklingsproces. De var to idiosynkratiske, konceptuelle dokumentarer af en art, som sjældent produceres inden for de nationale filminstitutters ordninger.

Jeg indrømmer, at jeg ikke ved, hvad en ”hybridfilm” er, så det var med nogen interesse, at jeg engang omkring 2009 så Jakob præsentere en oversigt over NDS. Det mest slående var for mig hans klassifikation af hybridfilm, som kun en faglært antropolog ville have kunnet udtænke. I erkendelse af, at denne nye generation af filmskabere ikke gik så meget op i etiketter, men også med blik for glæden ved at blande kulturer, havde Jakob taget det ”moralske skab”, som hybridspørgsmål ofte klemmes ind i, til efterretning.

Jeg forstår stadig ikke, hvad det betyder, men her er et citat, som jeg skrev ned under Jakobs præsentation: ”Der findes intet mere uvirkeligt end gårsdagens realisme.” Meget dansk.

Værker som ‘R’, ‘Ønskebørn’ og ‘Travelling with Mr. T’ har draget fordel af en tilgang, som stræber efter noget, der i Jakobs terminologi hedder ”virkelig autentisk fiktion” (eller som jeg andetsteds har kaldt ”unfiction”). Det måske mest berømte værk af denne art er ‘Ambassadøren’, en yderst kompliceret produktion og film og derfor en, som krævede de stringente æstetiske og etiske tankeprocesser, der præger hver eneste produktion fra NDS. Det samme kunne siges om andre af mine personlige favoritter: ‘Nobody Passes Perfectly’, ‘De nøgne fra Skt. Petersborg’, ‘Ballroom Dancer’, ‘Opfindelsen af dr. Nakamats’ og, muligvis min yndling blandt dem alle, ‘Empire North’. Jeg må dog indrømme, at jeg har langt mindre kendskab til produktionen af de kort- og spillefilm, som fik sat den mere traditionelle fiktionsbetegnelse på sig, så jeg undskylder for de film, jeg måtte have overset.

Side_28_36

10 år med New danish Screen

Et privilegeret barn I bogen ‘The Business Model Innovation Factory’ skriver Saul Kaplan, at ”de fleste organisationer fejler i deres innovation af forretningsmodeller, fordi de skyder deres overløbere. Hvis de ikke skyder dem, kører de dem i sænk, indtil de siger op.” Dette vil også give genklang hos enhver, der har arbejdet i en kunstorganisation eller -institution. Tro mig. Opløsning er i Kaplans optik nøglen til enhver innovativ proces. Dertil kommer lidenskab, overmåde forandringsvillighed, stærke standpunkter, samarbejde, accept af og nedbrydning af begrænsninger, sårbarhed, lydhørhed over for kritik, en forventning om at blive udfordret samt et ønske om at arbejde på tværs af afdelingerne i stedet for at isolere sig inde i dem. For mig ser det ud som om, New Danish Screen har skabt netop sådan en kontekst inden for Det Danske Filminstituts i forvejen progressive model.

På mange måder har New Danish Screen været et privilegeret barn, ikke kun inden for dansk film, men også i den bredere, internationale kontekst, der hedder offentligt støttede filmproduktionsinitiativer. Jeg har altid ment, at Jakob havde det fedeste job. Netop fordi NDS har givet nye talenter friheden til at lege og, lige så vigtigt, trygheden til at fejle, har de været forskånet for at blive suget ind i markedskræfternes luner. I den henseende har NDS også været en afgørende trædesten på vejen mod professionel filmproduktion for eleverne fra Danmarks lige så stringente og imponerende filmskole. Kort sagt har New Danish Screen været den mest succesrige, nye filmproduktionsordning i hele verden gennem det sidste tiår.

Fødselsdag og hvad så Men hvad så nu? Jeg er ked af at sige det, men jeg er kommet for at ønske jer u-lykke med fødselsdagen. I kølvandet på det, der ligner en væsentlig budgetnedskæring, er outputtet af producerede film fra New Danish Screen skrumpet ind med mere end 20 % over de seneste to år. En form for kreativ stagnation lader også til at være sat ind, men da jeg ikke har set størstedelen af filmene fra 2013, er dette P e r sp e k t i v e r / S e a n F a r n e l

si d e _ 2 9 _ 3 6

kun en uudviklet fornemmelse. Det er svært at holde eksperimenter og innovation gående, og med tiden vil selv den mest uvorne lømmelunge blive forfalden til institutionalisering. Efter at have diet på efterbyrden af Danmarks dogmebevægelse er barnet måske blevet lige så anonymt, som dogme selv endte med at være? Med fare for at bringe janteloven på bane er det muligvis på tide at overveje en ny ekstrem. Og hvad er i øvrigt det ”nye” ved New Danish Screen i dag?

Det er radikalt, men i anledning af New Danish Screens tiårs jubilæum mener jeg, at Det Danske Filminstitut bør overveje barnemord. Danmark, det er for sent at sende jeres fortabte barn på opdragelseshjem. Hun er blevet alt for forkælet. Den eneste fremtid for noget virkelig innovativt består i ikke at have nogen fremtid. Ellers opbygger I et ”brand”, som blot er en anden og mere langstrakt form for dødsdom. På denne forjættende mærkedag kan New Danish Screens sande ånd kun hædres ved at fjerne de sidste levn af grænserne mellem NDS og Det Danske Filminstitut.

Men hvis New Danish Screen nedlægges, må man håbe, at dets dampe vil blive hængende og sive igennem kulturen på Det Danske Filminstitut. ”Institutioner er designet til stabilitet,” skriver Kaplan. ”De er designet til at beskytte status quo. De er designet til at modstå forandring og er allergiske over for selv det mindste spor af forvandling.” Så måske er det nødvendigt for at undgå stilstandens giftige allergi, at Det Danske Filminstitut, om så bare i en fortyndet, homøopatisk udgave, bliver New Danish Screen som en hybrid af sig selv, som gårsdagens virkelighed. Og hvis det er udelukket, må I som minimum holde op med at bruge begrebet ”dokumentar” til at beskrive hver eneste produktion fra New Danish Screen. Det er så 1988. Det er alt sammen film, baby.

Sean Farnel

Canadisk skribent, strateg og projektleder med speciale i festivaler og digital distribution. Uddannet i filmvidenskab fra Concordia University i Montreal. Tidligere programmedarbejder på Toronto Film Festival (19992004) og programchef for Hot Docs (2005-2011).

Side_30_36

10 år med New danish Screen

De nøgne fra Skt. Petersborg

Instruktør Ada Bligaard Søby År 2010

Manuskript Ada Bligaard Søby Producer Lise Saxtrup Fotograf Max Efros, Ada Bligaard Søby Klipper Nanna Frank Møller Lyd Roar Skau Olsen Varighed 23 min. Finansiering Med støtte fra New Danish Screen

Side om side

Instruktør Christian Sønderby Jepsen

År 2009

Producer Jesper Jack Fotograf Niels Thastum Klipper Rasmus Stensgaard Madsen Lyd Johannes Elling Dam Varighed 47 min. Finansiering Støttet af New Danish Screen P e r sp e k t i v e r / S e a n F a r n e l

si d e _ 3 1 _ 3 6

Perspektiver

Mike Goodridge

Talent skal plejes Nye talenter skal selvfølgelig hjælpes i gang, men den helt store udfordring for talentudviklingen ligger i at skabe en bro mellem den første og den fjerde film, mener direktør på det britiske produktionsselskab Protagonist Pictures, Mike Goodridge

”Amazing. Truely world class.” Ordene falder hurtigt og bestemt over den skrattende telefonlinje, da vi får fat i Mike Goodrige en sen aften på hans kontor i London for at snakke med ham om New Danish Screen og perspektiverne for den danske talentudvikling.

Siden 2012 har han siddet i direktørstolen for det britiske produktionsselskab, Protagonist Pictures, men hans mangeårige baggrund som redaktør for branchebladet Screen lader sig ikke fornægte, og inden interviewet overhovedet er startet, kan han ikke holde sig fra at fælde en hædrende dom over den udvikling, han ser i dansk film og ikke mindst tv lige nu. ”De danske talenter er ikke bare stærke på egen hjemmebane. De rejser fra festival til festival, Side_32_36

10 år med New danish Screen

og pludselig dukker de op på radaren hos alt fra internationale kritikere til agenter. I formår virkelig at brænde igennem på en interessant måde uden for Danmarks egne grænser.”

Med i alt fire film på vej til den nært forestående Sundance Film Festival og foreløbig to til filmfestivalen i Berlin er han beviseligt en mand med næse for at lokalisere og opdyrke talenter. Og netop derfor har vi bedt ham om hans bud på, hvad der er de største udfordringer.

Nye talenter skal opdages ”Film er et af de områder, hvor det er umuligt at forudse, hvad man får,” forklarer han og understreger, at for at finde nyt talent bliver man nødt til at omfavne det som en opdagelse. ”Man bliver nødt til at give folk en mulighed og tage en risiko i forhold til den mulighed, de får, men selvfølgelig altid på det rette budget. Det er den måde, man finder sine talenter på. Og lige meget hvilken kultur, der er tale om, så er der brug for de talenter.

I USA er det unge, der låner deres forældres kreditkort eller får lokale tandlæger til at sponsorere de film, de laver. I Europa har vi offentlig støtte. Som her i England, hvor vi har en meget progressiv støtteordning for debutfilm. Man kan ikke i udgangspunktet se, hvad der vil komme til at fungere i en given film – og derfor er det vigtigt at støtte en række helt forskellige måder at lave film på.”

Eksisterende talenter skal plejes Så langt er de fleste støtteordninger enige, tilføjer Mike Goodridge, og påpeger at netop hjælpen til den første spillefilm er noget man finder i de fleste lande med en statsfinansieret støtteordning. Det er derfor heller ikke der, de største udfordringer skal findes ifølge ham, og han peger på, at det snarere er broen mellem første og fjerde spillefilm, der er det blinde punkt. Og det gælder så godt som alle de støtteordninger, han kender til.

P e r sp e k t i v e r / M i k e G o o d r i d g e

si d e _ 3 3 _ 3 6

”For selvfølgelig er det vigtigt at starte en karriere, men den skal også plejes. Før man bliver etableret som instruktør, er der en lang vej, og ikke alt på den vej kommer til at virke. Og det skal vi ligeledes argumentere for er arbejdet værd. Det, der sker lige nu i USA, og i nogen grad i England, er, at tv har overtaget pladsen fra film som talenternes fødested. Dansk tv er lige så uundværlig som jeres film, men tv er ikke på samme måde som filmen et sted for eksperimenter.”

I stedet er der brug for et fokus på den lange vej fra at blive opdaget som et nyt talent til at blive etableret, og det er der, den egentligt udfordring for fremtidens talentudvikling ligger, siger Mike Goodridge med baggrund i sin egen erfaring. ”I det lange løb, handler film så ikke om øvelse? Der blev for nyligt lavet en undersøgelse i England, der viste, at kun 14% af alle debuterende instruktører laver den anden film. De får simpelthen aldrig chancen. Hvordan opretholder man en karriere? Det er også et problem, der skal fokuseres på. Og det er derfor, det i mine øjne er rigtig interessant, når en instruktør som Christoffer Boe har fået penge fra New Danish Screen, ikke til at lave sin første, men sin tredje spillefilm. Man kan ikke bare gå ud fra, at det er nok at søsætte en karriere – den skal også plejes.”

Mike Goodridge

Engelsk journalist, filmkritiker og producer. Redaktør på Screen International 1994-2012. Chef for Protagonist Pictures siden 2012.

Side_34_36

10 år med New danish Screen

Offscreen

Instruktør Christoffer Boe

År 2006

Manuskript Christoffer Boe, Knud Romer Jørgensen, Mikael Wulff Producer Tine Grew Pfeiffer, Mette Nelund Fotograf Nicolas Bro Klipper Peter Brandt, My Thordal Lyd Morten Green Komponist Sune Martin Varighed 97 min. Finansiering Med støtte fra New Danish Screen v. Vinca Wiedemann og Jens Arnoldus

P e r sp e k t i v e r / M i k e G o o d r i d g e

si d e _ 3 5 _ 3 6

Perspektiver er en del af 10 책r med New Danish Screen og er udgivet af Det Danske Filminstitut, januar 2014.

Ba seret på fotomateri ale fra ‘ sky ’ (Mikkel Sørens en , 2010)