4 minute read
DEN, DER SYNGER, ER ALDRIG ALENE!
Af Malene Bendtsen, dansk præst i Paris
Morgensang i Frederikskirken opstod under pandemien. En time med fællessang, fortrinsvis med sange fra Højskolesangbogen, som blev introduceret og med en indlagt refleksion, der med lidt velvillige øjne kunne få arrangementet til at falde ind under de tilladte gudstjenester – og dermed give mulighed for at åbne dørene og fornemme et fællesskab, der for en tid lå underdrejet, men ikke var forsvundet.
Jeg ankom til Paris midt i tiden med mange restriktioner, og det var tydeligt, hvor svært det var for den danske menighed at undvære deres fællesskab i Frederikskirken, som ikke kunne være det sociale mødested, som den plejede.
Morgensang blev en livline, og hvor er der dog mange danske sange, der kan sætte ord på det, som virker forvirrende og skræmmende – med salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersens ord: ”Man får lagt ord i munden, man måske ikke selv kunne finde.” Og så bliver det bare så mærkbart, når man synger sammen, at den, der synger, aldrig er alene!
Restriktionerne forsvandt, men det gjorde morgensangen ikke – den er blevet en del af Frederikskirkens faste program. Cirka en gang om måneden mødes vi og synger alt fra årstidssange til salmer og viser – og prøver hver gang at lære nye sange, så danskheden, vi synger ind i vores hjerter, ikke kun bliver en rejse tilbage i livet, men en danskhed i bevægelse og mangfoldighed.
Og nu kan vi så udfolde fællesskabet med det, som også gør noget ved os: Vi synger – og så spiser vi! Vi synger i det smukke kirkerum; alle generationer er repræsenteret, og alle stemmer: de smukke og brummerne – og bagefter er der friskbagte boller og kaffe – og snak. Det er et enkelt koncept, men hold da op, det virker!
Jeg har flere gange indledt morgensangen med et citat af forfatteren og samfundsdebattøren Knud Romer, og det får I også her:
”Musikken sætter os i svingninger og får os til at svinge i takt. I stedet for at være isolerede i os selv, så lægger vi for et kort øjeblik vores private lukkethed og individualisme bag os og går op i en højere enhed, som musikken skaber. Folk, der har sunget sammen, har meget svært ved at komme op at slås, fordi de har været nøgne. At synge sammen er ligesom at sidde i en nøgensauna. Du er nødt til at springe over din skygge, æde din skam og give dig hen. Sammen. Fantastisk!"
Kirken er som en tryg favn med højt humør og glade dage.
Vilma, som bor i Paris og kommer i Frederikskirken, fortæller:
”For fire år siden flyttede jeg fra København til Paris for at arbejde som au pair, og senere vendte jeg tilbage at studere.
At komme i kirken, hvad end det er til kor eller morgensang, er altid utrolig hyggeligt. Der er folk i alle aldre, danske og franske, og sammen får man en stund med bånd på kryds og tværs. Øvede og mindre øvede, alle kan være med – det er et lille pusterum fra den ellers hektiske parisiske hverdag, og det løfter humøret at få sunget sammen.
For mig har det været en kæmpe hjælp og glæde at have den danske kirke og dens aktiviteter de år, jeg har været her. Efter en hård dag kan det at syge, deltage i tirsdagsaften eller andet være en stor hjælp. At komme til en lille dansk plet i Paris, hvor jeg kan tale mit modersmål, møde andre, der har samme udfordringer som mig selv, gør, at jeg føler mig helt hjemme. Det er også her, jeg har mødt nogle af mine bedste veninder. Og her kan vi altid komme og få råd og vejledning hos Malene og Elisabeth (red: præst og ungdomsrådgiver). Kirken er som en tryg favn med højt humør og glade dage.”
