KOM HJEM UDE
TEMA BEREDSKAB
SYG I THAILAND
EKSPLOSION PÅ HAVNEN
FÆNGSELSBESØGET
MØD OS I DANMARK
STÅ FAST – OG UDVIKLE
Af Inge Kjær Andersen, næstformand · Foto: Anne Meldgaard
Vi lever i en verden præget af usikkerhed, krig og parallelle virkeligheder. Netop derfor er behovet for fællesskab, nærvær og kontinuitet større end nogensinde.
I Den Danske Kirke i Udlandet har vi fået nyt navn, ny formand og en ny grundfortælling. Det kan på overfladen ligne store forandringer, men vores kerneopgave er den samme: at sikre og styrke et dansk kirkeligt tilbud til danskere i udlandet og til mindretallet i Sydslesvig.
Sprog, form og fortælling betyder noget – især når vi skal nå dem, der endnu ikke kender os, og dem, der kan være med til at gøre vores arbejde muligt. Vi er nået langt i arbejdet med at tilpasse organisationen til en ny virkelighed, og vi fortsætter målrettet. Vores kommunikation skal skærpes, og vi skal endnu tydeligere vise, hvad vi gør, og hvilken forskel vi gør for danskere uden for landets grænser.
Det er endnu ikke lykkedes at løfte vores finanslovsbevilling. Men vi giver ikke op. Vi arbejder videre for at overbevise politikerne om det klare behov for Den Danske Kirke i Udlandet: Vi støtter mennesker i sårbare situationer, skaber kulturelle og folkekirkelige fællesskaber og bidrager som en del af Danmarks samlede beredskab. I bestyrelsen har vi et stærkt fokus på at fremtidssikre økonomien. Det kræver tidssvarende kommunikation og levende fortællinger fra vores virkelighed, som kan være med til at sætte dagsorden.
KOM HJEM UDE
Udgives i marts og juni 2026 af:
DEN DANSKE KIRKE I
UDLANDET
OPLAG
7.600 eksemplarer ISSN 2794-8439
DEN DANSKE KIRKE I
UDLANDET
Smallegade 47, 2000 Frederiksberg +45 7026 1828
kontor@dendanskekirke.dk www.dendanskekirke.dk
REDAKTION
Selma Ravn, ansvarshavende redaktør
Anne Meldgaard, redaktør +45 7026 1828 blad@dendanskekirke.dk
LAYOUT Sisse Blay
TRYK
Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern
ANNONCER
Eva Brøsted: eb@dendanskekirke.dk
En anden central opgave er at sikre den demokratiske forankring i Danmark. Vi skal fortsat have medlemmer og ambassadører, der bakker op om vores arbejde. Det skal give mening for menighedsrådene at støtte os gennem medlemskab, og det forudsætter, at de kender os og ser os som en naturlig forlængelse af folkekirken.
Demokratisk legitimitet er afgørende for politisk opbakning. Samtidig må vi erkende, at tiden har ændret sig. Det traditionelle lokale engagement kan ikke stå alene. Vi skal finde nye veje for opbakning fra folkekirken i Danmark og have ambassadører, der fortæller vores historie og formidler vigtigheden af vores arbejde.
Vi er ikke automatisk finansieret via kirkeskatten, selvom omkring halvdelen af landets menighedsråd yder et kontingent. Derfor må vi tænke nyt – også når det gælder medlemstyper og organisationsformer. Nye løsninger er nødvendige.
Tak til alle jer, der støtter og bakker op. Og hermed en åben invitation til at dele idéer og perspektiver på, hvordan vi sammen fremtidssikrer Den Danske Kirke i Udlandet.
FORSIDEFOTO
Ambulancefly @Dreamstime
INFORMATION Danske Bank
Reg. nr: 4400
Konto: 4525 2100 49
SWIFT-BIC DABADKKK
IBAN nr. DK 91 3000 4525 2100 49
MOBILEPAY 11980
Næste KOM HJEM UDE
Fortællinger relateret til Den Danske Kirke i Udlandet kan sendes til redaktør Anne Meldgaard på blad@dendanskekirke.dk
DEADLINE SOMMER 20. april 2026
UDGIVELSE Uge 24 2026
6
KIRSTEN GIK I KOMA I THAILAND
Det er voldsomme konsekvenser, Kirsten og Tonni oplever, da Kirsten bliver alvorligt syg på drømmerejsen.
16 HVAD EN HOTDOG KAN FØRE TIL
Daniel fra Lemming fik information om kirken i Sydney over en hotdog i Silkeborg.. Få måneder efter stod han i kirkens hotdog-bod down under.
23
BONDI BEACH
De fortæller præsten om øjeblikke: lydene, blikkene, stilheden efter terrorangrebet på stranden, som vi alle forbinder med sommer, sol og lykke.
24 FÆNGSLET I HONG KONG
Det gør stærkt indtryk på præsten at se den hærgede person med manglende tænder. Fængselsbesøg er en hård men meningsfuld opgave.
NÅR FUNDAMENTET RYSTER
Af Selma Ravn, udlandsprovst · Foto: Sille Arendt
Det ligger os på sinde at formidle historier, der fortæller, hvem vi er. Der er nok at tage af. Nogle handler om sammenhold, højtid og liv, andre handler om ensomhed, ulykke og død. Der er heldigvis flere af de første, selvom de sidste fylder mere. Det ligger os på sinde at formidle historier - at sende dem ind i levede liv og give de liv perspektiv.
”Hvad kommer det mig ved?” Det er et relevant spørgsmål at stille. Nogle gange giver det sig selv, andre gange er det perspektivet, der hjælper os i mål og vækker den følelse af fælles ansvar, der hører hjemme i en menneskelig tilværelse.
Beredskab handler om nærvær, om at turde gå ind i det særlige rum, som et presset, rystet og bange menneske befinder sig i. Det handler om at sørge for sjælene, når fundamentet ryster, og fremtiden pludselig bliver usikker eller uoverskuelig. Det er meget konkret. Det er meget meningsfuldt. Det er en ufravigelig opgave for en præst.
Og præsterne i Den Danske Kirke i Udlandet tager opgaven på sig på fineste vis. Det er tydeligst i Thailand, men ikke mindre sandt i alle kirkerne, for præsten er den oplagte at søge for både ambassader og pårørende. Det tjener Danmark til ære at følge folket i deres sværeste tider, også når de svære tider er uden for fædrelandets grænser.
Det ligger os på sinde at formidle historier, der fortæller, hvem vi er - og ikke mindst hvorfor vi er.
God læselyst!
DU ER IKKE ALENE
Af Mogens Bering Rasmussen, dansk præst i Bruxelles
Foto: Anne Meldgaard
Kirken har fået en bedre presse på det seneste. Måske fordi flere har erfaret, at kirken er et sted, hvor vi kan besinde os på, hvad der skaber sunde fællesskaber –fællesskaber, der ikke lader sig styre af den stærkes ret og magt, men får øje på mere end os selv.
Vi kan besinde os på det ved at deltage i alle de sammenhænge, store og små, som finder sted under kirkens tag, fordi det simpelthen ligger i stedets ånd at gøre det. Den ånd hænger sammen med, hvad der lyder af ord og sker af sakramenter om søndagen.
Med de ord skabes der sprog for, hvordan vi kan forstå og agere i verden – også når vores egen personlige verden skælver, af glæde eller sorg, og når det er verden omkring os, der er i opbrud og skaber frygt for fremtiden.
Som vi kan erfare det omkring Ukraine-krigen og Grønland, og hvem der har ret til et land, er det ikke ligegyldigt, hvilken fortælling der er den rigtige. Vi handler ud fra den fortælling, vi finder troværdig og regner for sand.
Som udlandsdansker ved man, hvor meget det betyder, når der skal oversættes fra et sprog til et andet. Det gør en forskel, hvordan en situation, et begreb eller et ord oversættes, for at videregive det, man har på hjerte.
Netop fordi vi erfarer denne sproglige afhængighed og begrænsning, bliver vi desto mere opmærksomme på, hvilke ord og hvilke fortællinger vi gerne vil give videre. Kristendommen, sådan som vi har modtaget og lever med den, har en stærk pointering af, at jeg ikke er alene, men er i et fællesskab med Gud og med andre mennesker. Mennesket er skabt til relation og ansvar. For næsten er du sat i tjeneste – ikke for at frelse dig selv, men for at medmennesket skal have glæde af dit liv.
“
Kirken kan ikke fjerne verdens utryghed, men den kan hjælpe os til, at frygten ikke bliver vores eneste herre.
Adam og Evas syndefald – deres trang til at ville selv og være som Gud – skabte skel mellem Gud og mennesket. Det skel overvindes med den ny fortælling, vi får gennem Jesus Kristus og hans forsonende handling, der giver os en ny begyndelse igen og igen. Det sker i dåb, i tilgivelse, i al evangelieforkyndelse.
Du er ikke kun din egen fortælling, men Guds barn i Kristus. At være Guds barn bekender vi os indirekte til ved at bede bønnen til Gud som Fader, Fadervor. Alene i at sige ”Fadervor” udtrykker vi, at vi ikke har skabt os selv, men tales til og får lov at svare.
Fadervor giver sprog til den tavse uro, mange bærer på. Den beder det, vi ofte ikke selv kan formulere – og lader frygten stå i lyset af et ”Dit er riget og magten og æren”, som ikke er vores eget. Med bønnen ”Ske din vilje” udtrykker vi, at det ikke skal være min selvfortælling, men Guds fortælling om mig, som skal være gældende.
Kirken kan ikke fjerne verdens utryghed, men den kan hjælpe os til, at frygten ikke bliver vores eneste herre.
DRØMMEFERIEN BLEV ET MARERIDT
Af Anne Meldgaard, redaktør · Foto: Anne Meldgaard og privat
Kirsten og Tonni elsker Thailand. De har været der adskillige gange, og i februar sidste år gik turen til Hua Hin, ca. 200 kilometer syd for Bangkok, sammen med søstre og svogre.
Den første uge forløber idyllisk. Ferieglæde, fællesskab og varme dage. Men så vender det hele.
Kirsten går i koma På en udflugt bliver Kirsten pludselig utilpas. ”Ligesom køresyg,” fortæller hun. De tager tilbage til hotellet, men dagen efter er det værre. ”Jeg kan ikke rigtig få luft.” Tonni får fat i hotellets sundhedsassistent. Kirsten bliver indlagt – og kort efter går hun i koma.
Tonni, der kun taler engelsk nok til at bestille en øl, står nu alene tilbage ved hospitalsskranken og med sin frygt. Kirsten får konstateret corona, og senere støder lunge-
betændelse til. Familien orienteres, og rejseforsikringen kontaktes, da hospitalet kræver løbende betaling. Første regning: 1 million baht – godt 200.000 kroner.
Forsikringen siger nej
Parrets rejseforsikring via et kreditkort vil ikke dække. Begrundelsen er en bihulebetændelse ugen før afrejse. ”I skulle have haft en forhåndsgodkendelse inden udrejse,” lyder svaret. Kirsten undrer sig: ”Min læge udskrev penicillin og sagde intet om, at jeg ikke burde rejse. De kalder lungebetændelsen en følge af bihulebetændelse – men jeg fik jo corona først?”
Tonni er på herrens mark. Kreditkortet er lukket på grund af de store betalinger. Han har hverken MitID eller mail på telefonen. ”Jeg føler mig meget alene, og jeg kan ikke forstå, hvad de siger på hospitalet,” fortæller han med et kig til Kirsten, som sidder overfor ved spisebordet hjemme på Djursland. Familien hjælper med oversættelser, og gennem ambassaden får Tonni kontakt til den danske præst i Thailand, Nicolaj Stubbe Hørlyck. ”Hans støtte var fantastisk. Jeg ved ikke, hvordan det var gået uden ham.”
Kasseapparatet tikker
Hospitalet vurderer, at Kirsten skal flyttes til Bangkok, hvor mulighederne er bedre – men også langt dyrere.
Omkring 1 million baht om dagen. Tonni ser ingen forandring hos Kirsten, kun maskinerne omkring hende. ”Jeg tænker seriøst, om jeg mon bliver bedt om at skulle slukke for respiratoren.”
Samtidig holder han hovedet koldt! Med regninger på over 200.000 kroner om ugen er det kun et spørgsmål om tid, før det hele kollapser. En af sønnerne hører om et ambulancefly i Tirstrup, der kan chartres privat. Familien i Danmark går i gang.
En stor bekymring hos Tonni går på hospitalsregningerne. ”Jeg ved bare, at hvis de ikke betales, så kommer vi ikke ud derfra. Det med hospitalsflyet kan vi nok finde ud af, når vi er hjemme igen.”
Tonni kontakter sin bank. ”Vi har brug for rigtig mange penge – meget hurtigt.” Banken lytter og hjælper trods GDPR og alt muligt andet, de ikke må. Tonni er på hospitalet to gange dagligt og underskriver papirer, han ikke forstår. ”Hatten af for ham,” siger Kirsten. ”Jeg ved ikke, om jeg kunne have klaret det.”
En flyver til en million ”Nærmere 1,2 millioner,” retter Kirsten Tonnis fortælling om hospitalsflyet, som det lykkes ham og familien at chartre. ”Vi skulle bare hjem,” siger Tonni. Mødet med den danske læge fra flyet bliver et vendepunkt. ”Først dér kunne jeg trække vejret igen.” Kirsten og Tonni ender med at være 3 ½ uge i Thailand.
Den samlede regning er pt. på 1,7 millioner kroner. Parret har hyret en advokat, og sagen behandles p.t. i et klagenævn. ”Vi håber, det bliver anerkendt, at corona – ikke bihulebetændelsen – var årsagen. Men jeg forventer intet. Jeg er bare rasende over at stå med en forsikring, der ikke hjælper,” siger Tonni med et intenst blik.
Tonni og Kirsten fremstår rolige i den alvorlige fortælling. De er begge tæt på 60 år. Kirsten er førtidspensionist, og Tonni arbejder i en grusgrav. De har tre voksne sønner og bor i et dejligt hus små 20 km fra Grenaa.
Tilbage til livet
Kirsten husker intet fra komaen hverken i Thailand eller Danmark. Hun vågner op på intensiv i Randers. ”Det er mærkeligt ikke at vide, hvad der er sket med én selv.”
Hun lærer at gå og spise igen og kommer hjem 16. april
FAKTABOX
Hvordan dækker en forhåndsgodkendelse?
Din rejseforsikring dækker almindeligvis kun sygdom og tilskadekomst, der er opstået akut under rejsen. Den dækker derfor ikke omkostninger forbundet med eksisterende sygdom eller skade. Ønsker du at være på den sikre side, så du ikke selv skal stå for ekstra udgifter i forbindelse med forværring af sygdom eller behov for lægehjælp i forbindelse med sygdommen, skal du have en medicinsk forhåndsvurdering – også kaldet en forhåndsgodkendelse.
Kilde: Rejseforsikringsguiden.dk
2025 lige op til påske. Genoptræning, hjemmehjælp og rollator. Hun siger til fysioterapeuten: ”Jeg skal altså med til dansktopfestival og havnefest til sommer.” Og det kommer hun.
Ikke Thailands skyld
Hvis helbredet tillader det, vil de gerne afsted igen –med styr på forsikringen og med åbne øjne. ”Vi elsker Thailand og befolkningen,” siger Kirsten. Hun drømmer om at fejre deres 60-års fødselsdage derude og også finde en afslutning på mareridtsferien fra 2025.
Og så er der præsten. ”Vi havde aldrig forestillet os, at en dansk præst skulle få så stor betydning på en ferie. Nicolaj har fulgt op og ringet til mig bagefter. Det har betydet meget,” slutter Kirsten.
FATAL EKSPLOSION
OG BRAND OMBORD
Pia Sundbøll, fhv. udlandsprovst, vikarpræst i Singapore · Foto: Selma Ravn
Det er den 7. november, og containerskibet Kyparissia har lige lagt fra kaj i Tanjung Pelepas. Bare 6 km fra kysten opstår der brand ombord.
Mærsk-kontoret beordrer skibet retur, og flere medarbejdere går ned på kajen for at afklare situationen, få lokale brandfolk ombord og lodsbåde ud til kollegaerne i den svære situation.
View over den enorme havn i Pelepas
Da brandfolkene åbner en container i brand, sker der en voldsom eksplosion, og fra kajen ser medarbejderne, hvordan flere ombordværende bliver slynget op i luften. Det er en voldsom hændelse, og ulykken koster tre menneskeliv, og flere bliver alvorligt såret.
Søndag aften ringer leder af Mærsk-kontoret, Søren Østergaard – ”Kan du hjælpe os?” Mange medarbejdere på kontoret er vidne til ulykken, kender de døde og sårede og står nu dybt påvirkede.
Jeg siger straks ja og informerer samtidig i telefonen om, hvordan medarbejderne bør forholde sig oven på en traumatisk hændelse. Næste morgen henter Søren mig på Sømandskirken i Singapore, og undervejs til kontoret aftaler vi, hvordan dagen skal forløbe.
Søren samler de ca. 30 medarbejdere, og det er tydeligt at se, hvor berørte de er. Søren fortæller, hvad der skal ske og præsenterer mig, dels som social attaché fra Den Danske Ambassade, dels som en person med stor erfaring i sjælesorg og terapeutisk arbejde.
Vi starter med et kort ritual og siger navnene på de døde og de tilskadekomne. Herefter holder vi 1 minuts stilhed. Næste step handler om at få hændelsen gennemgået, så fantasi og manglende viden ikke spiller en rolle. Ved hjælp af vidner får vi bygget fortællingen sammen – hvad skete der helt præcist! Derved får dem, der kun ved lidt, det fulde billede. Denne del er mere konkret end følelsesladet.
Jeg gennemgår også, hvad man kan forvente af reaktioner efter sådan en hændelse – flashbacks, søvnløshed, umådelig træthed. Alle får et papir med disse informationer, så de ved, at deres reaktioner er normale. Det væsentligste i min tilstedeværelse herefter er, at jeg er på kontoret resten af dagen og til rådighed for alle, der vil fortælle om dét, de har oplevet, dét, de tænker, og hvad det har affødt af refleksioner.
Det er en stærk oplevelse, også som præst. En ung muslimsk kvinde fortæller fx, hvordan hun stod på kajen,
hvor bange hun blev, og hvad det vækkede i hende. Denne fremgangsmåde – debriefing – er en anerkendt måde at forebygge langtidsvirkninger, PTSD og lignende på.
Medarbejderne afløser hinanden dagen igennem –kristne, buddhister, muslimer. Jeg vil kalde det mangefacetteret sjælesorg. Her er den enkeltes religion ikke det væsentligste, selvom alle bringer deres tro ind i samtalerne. Det var meget respektfulde samtaler, og jeg trak på min terapeutiske erfaring.
Jeg sluttede dagen med at høre, hvordan Søren Østergaard selv havde det, og jeg talte også med Mærsks tilknyttede læge. Siden orienterede jeg ambassadør og konsul. Et meget fint samspil i en skrækkelig situation og et stærkt vidnesbyrd om den danske måde at drage omsorg for mennesker på.
“
Hvad så med søfolkene på skibet?
Hvis du undervejs har tænkt: ”Hvad så med søfolkene på skibet”, kan jeg fortælle, at de fik besøg af en ledende præst fra International Maritime Organization. Jeg har efterfølgende haft kontakt til Søren Østergaard, når han kom forbi kirken, og vi har vendt, hvordan det går på kontoret.
Det er en enormt meningsfuld opgave og en del af at være udsendt præst. Som social attaché er vi en del af ambassadernes beredskab, og enhver udsendt præst har brug for basal viden på dette område, for det er ikke småting, man kan blive kaldt ud til.
FAKTABOX
Brand og eksplosion 7. november 2025 i Tanjung Pelepas, Malaysia, på containerskibet Kyparissia, ejet og opereret af Costamare og chartret af Mærsk.
Tre personer omkom (en malaysier, en brite og en filippiner), mens tre andre blev såret. Mærsk samarbejder tæt med havnemyndighederne og rederiet om årsagen til eksplosionen.
Lauge fejrede for nylig sin 30 års fødselsdag i sømandskirken
DYBT FORELSKET I SØMANDSKIRKEN
Af Anne Meldgaard, redaktør · Fotos: Anne Meldgaard og privat
Lauge Frandsen har forelsket sig! Først i Hamborg og nu i Rotterdam. Siden 1. september har han arbejdet som projektkoordinator i Den Danske Sømandskirke i Rotterdam. Forelskelsen handler om alt dét, sådan en sømandskirke kan, og om at han hele tiden kan se hvem og hvad, han arbejder for.
”Det er genialt, og en masse hårdt arbejde. Hér kommer hele tiden nogen ind ad døren, og selvom jeg måske lige var i gang med en anden opgave, så må jeg skifte til dét, vedkommende nu kommer for.
Man har fingeren på pulsen og kan hele tiden korrigere. Og så er her det dejligste team.”
”På røven over assistenterne”
Jeg er mellemleder for Mira og Estrid, som er assistenter her i 2025/26, og jeg er på røven over, hvor seje de er. Bare 21 år gamle, og så tumler de tusind opgaver med højt humør og dygtighed.
Selv er Lauge lige fyldt 30 år – en fødselsdag, der selvfølgelig blev fejret behørigt i sømandskirken. ”Min familie kom herned til juleaften. Det var alletiders, og jeg er faktisk vild med at fejre jul sammen med mange andre mennesker. Jeg tror, vi var omkring 30.”
Lauge har uddannet sig på 3K (red: en 4-årig tværfaglig professionsbachelor, der bygger bro mellem menne -
sker og civilsamfundet i kirkelige, værdibaserede og frivillige organisationer. De tre K’er står for: Kristendom, Kultur og Kommunikation).
”Det var de fire bedste år af mit liv, selvom jeg i lang tid havde svært ved at se, hvad alt, jeg lærte, skulle føre til rent jobmæssigt. Det problem har jeg ikke længere! Det hele kommer i spil her i sømandskirken,” siger han og smiler stort.
Han har altid vidst, at han ville studere noget, hvor kristendom indgik. Under uddannelsen var Lauge i praktik dels hos Grundtvigs Forum, dels i Benediktekirken i Hamborg.
Arbejder imod en ”netværkskirke”
”Der er mega meget potentiale her i sømandskirken og lige så mange udfordringer! Jeg arbejder mest med forretningsudvikling, for det handler om at drive en virksomhed for at kunne bedrive kirke. Det skal være en sund forretning med stabilitet og mange frivillige. Intet er umuligt, men det skal være bæredygtigt. Vi arbejder hen imod en ”netværkskirke”. Den skal bygges op, så vi ansatte kan guide og hjælpe tingene til at fungere, så kirken hele tiden kan gives videre i bedst mulig stand.
Kirkerådet mangler ressourcer og kompetencer. Det er dér, vi er nødt til at starte, for fire ansatte kan ikke holde kirken åben hver dag, lave mad til store forsamlinger og samtidig besøge alle danskflagede skibe på havnen
VI BINDER DANSKERNE SAMMEN
oveni gudstjenester og kirkelige handlinger. Her er nok at se til, og vi er på hele tiden!”
Arbejdsliv og privatliv i en sømandskirke ”Holland vokser på mig hver dag. Jeg elsker at være her. Tænk at kunne løbe 12 km uden et eneste lyskryds! Det er der, jeg finder ro. Det er svært at få en pause her, blandt andet fordi vi bor fire på samme etage med mig i midten. Det er lidt som et udvidet kollegie.”
Lauges stilling er toårig, og den var længe om at finde sin form. Man kan kalde den en nytænkning mellem Den Danske Kirke i Udlandet og Sømandskirken i Rotterdam, der fokuserer på kirkens bæredygtighed. ”Det var godt med den lange indflyvning, hvor jeg blandt andet var på besøg en uges tid for at mærke stedet og menneskene,” siger Lauge og fortsætter: ”Jeg er vild med, hvordan sømandskirkerne favner alle generationer. I Hamborg var der fx babysalmesang og nørkledamer samtidig. Hvor finder man det andre steder?”
Ambitionen bagefter
”Jeg ved ikke, hvad der skal ske herefter. Måske bliver det muligt at forblive i organisationen? Det kunne både være i udlandet og hjemme i Danmark. Ellers læser jeg formentlig en kandidat i interreligiøse islamstudier på Københavns Universitet.
Trods min interesse for teologi havde jeg aldrig tænkt at arbejde med kirker, men det er åbnet op for mig med oplevelserne i sømandskirken.”
HELE VERDEN I DET LILLE HJEM
Af Karsten Møller Hansen, dansk præst i London.
Hun viste mig ind i den lille stue. ”Du kan bare sætte dig dér,” sagde hun og nikkede imod sofaen. ”Vil du have kaffe?” spurgte hun. Inden jeg nåede at svare, var hun på vej ud i køkkenet. Jeg satte mig i sofaen. Der var dejlig varmt i stuen. Der var allerede pyntet op til jul.
Eller også var det jul hele året. Jeg kunne høre hende skramle med kopper, vandhanen løb, køleskabet blev åbnet og lukket, den kaffe tog for evigt, jeg faldt i søvn.
Da jeg vågnede, stod der en fuld kaffekop foran mig. Hun sad i lænestolen ved siden af. ”Jeg falder også gerne i søvn, når jeg sidder her,” sagde hun. Hun havde boet i det lille hus i mere end 60 år. Her var hendes børn vokset op. Her havde hendes børnebørn leget og holdt ferie. I lænestolen, hun sad i, havde hendes mand altid siddet. I hjørnet af stuen stod der en kasse med legetøj. Hun fulgte mit blik. ”Det er til oldebørnene,” sagde hun.
Hendes familie ville gerne have hende på plejehjem. De kom ofte, og så tit de kunne, men de arbejdede, boede
VI
langt væk, havde deres eget liv, kunne ikke komme forbi flere gange om dagen. Når hun var faldet. Når hun ikke kunne huske, hvordan man tændte for mikrobølgeovnen. Hun vidste det godt. At de ikke mente noget dårligt med det. At det ville være det bedste for alle, også for hende. Men hun havde ikke lyst til at flytte.
Vores historie findes ikke kun mellem os og inde i vores hoved, ikke kun i vores fortællinger, i det vi sagde og gjorde, i billederne i fotoalbummet eller i telefonen. Vores historie er koblet til rum, til fysiske steder, til vores hjem, til vejen vi gik hjem fra skole på. Hendes liv lå i den skæve chatollåge, i dugen, hun havde arvet fra sin mor, i det kolde badeværelse, i den skramlende kaffemaskine, i den lille have og i dørklokken, som altid fik hende til at fare sammen. Havde livet foregået i et andet hus, i andre rum, i den større naboby, var det blevet et andet liv.
For mig lignede det et hvilket som helst hjem for en ældre person. For hende lå hele verden inde i det lille hjem.
“
Hendes familie ville have hende på plejehjem. Men hun havde ikke lyst at flytte.
Karsten Møller Hansen fortæller om et besøg hos en ældre dame.
Hun sad med kaffekoppen i skødet. ”Det lyder sikkert mærkeligt, det er jeg klar nok i hovedet til at se,” hun smilte et hurtigt smil, ”men når jeg sidder her, kan jeg se dem alle sammen. De er lige her.”
På sofabordet stod der en snekugle med et juletræ indeni. ”Skal vi ikke have en snaps? Man skal have en snaps,” sagde hun og rejste sig med så meget besvær, at jeg måtte hjælpe hende op, tage kaffekoppen, sætte rollatoren foran hende. ”Jeg kan da hente den,” prøvede jeg. ”Pjat,” sagde hun, ”bliv du blot siddende”.
Når jeg sidder her, kan jeg se dem alle sammen. De er lige her. “
Da hun endelig kom tilbage med snapsen, drak vi et par stykker – andet havde været uhøfligt – og snakkede om lidt af hvert. Hun spurgte ind til mig, til kirken, til min familie. Det var fjerde gang, jeg besøgte hende, så vi kendte lidt til hinanden, og hun huskede forbavsende godt.
Nogle mærker en kolossal lettelse, når de flytter fra hjemmet og bliver befriet fra alt det, de har fået samlet sammen, alt det, de længe ikke har kunnet overskue at tage sig af. For nogle er det at flytte at få lov til at starte på ny. De kan blusse helt op. Pludselig vil de til Afrika på safari. Jeg viede engang et par, som havde mødtes på plejehjemmet. Efter brylluppet fandt de en lille lejlighed og flyttede fra plejehjemmet, købte en dobbeltseng i Ilva og gav hinanden en væg hver til familieportrætter.
Men sådan er det ikke for alle. For det nye sted rummer ingen historie, ingen minder, bare tomme rum, som man ikke længere orker at fylde ud. At flytte kan være at fjerne alt det, man griber ud efter for at holde fast i livet. Uden de fysiske minder ved man ikke længere, hvem man er.
Jeg husker en datter, som en dag hentede sin far og tog ham med til Dragør for at spise fiskefrikadeller. Imens flyttede hendes to brødre i hast deres fars ting ind på en plejehjemsstue, hængte billederne op præcis som i den gamle stue, satte sofaen og lænestolen på samme måde, men da den meget demente far sad i sofaen, kiggede han ud af vinduet, ud på haven og det gamle træ, som pludselig var væk. Jeg vil gerne hjem til mit træ, havde han sagt. Man kan ikke bare flytte en sofa til et andet hjem og tro, at man kommer til at sidde lige så godt.
”Jeg skulle nok være flyttet, mens jeg var friskere og stadig havde lidt mere tid foran mig. Jeg overvejede det, men slog det hen. Det gjorde min familie også. Du er så frisk, havde de sagt. Nu kan jeg ikke finde ud af det.” Hun så mig i øjnene, som var det på det her tidspunkt i samtalen, at jeg skulle komme med en løsning. Efter lidt tid opgav hun. ”Nå, jeg kan ikke sidde her og jamre,” sagde hun. ”Er du sulten? Du kan få en laksemad.” Inden jeg nåede at svare, var hun i gang med at rejse sig. Jeg kiggede på uret.
Historien har været bragt i Berlingske Tidende nov. 2025
VÆR MED I VORES FÆLLESSKAB
SOM PRIVAT MEDLEM FÅR DU:
Vores trykte udgivelser direkte i din postkasse.
Mulighed for at deltage i foredrag m.m. i din lokale stiftsbestyrelse.
Mulighed for deltagelse i det lokale årsmøde i dit stift.
Et medlemskab koster 350 kr. for enkeltpersoner og 450 kr. for familier og par.
Tegn et medlemskab på www.dendanskekirke.dk eller ring på 7026 1828.
HM Kongen er vores protektor
Foto: Dennis Stenild
ET TRYGT STED
Danske unge rejser verden rundt Kirkerne tilbyder og huser aktiviteter og netværk for netop unge, der giver dem tryghed og et sted at få hjælp.
NÅR DET VÆRSTE SKER
Indlæggelse og fængsling sker Hvert år kommer adskillige danskere i vanskeligheder med helbred eller myndigheder. Vi besøger dem, hvor vi har en præst udsendt.
HJÆLP OS MED AT SPARE PORTO
Vi modtager jævnligt gaver fra private, og vi er dybt taknemmelige for alle bidrag. Og vi vil gerne sige tak!
Vi har derfor brug for din mailadresse, så vi kan spare på portoen og bruge hele din gave på arbejdet i udlandet. Send den til os på kontor@dendanskekirke.dk med oplysninger om navn, adresse og e-mail.
Fremadrettet vil vi kun udsende takkebreve pr. post ved private bidrag fra 100 kr.
GIV EN GAVE
FILM OG FOREDRAG I ØST
Den Danske Kirke øst for Malaga ønsker sig en projektor, så menigheden kan samles om dansk kultur.
VÆRDI CA. 5.000 KR.
NEDKØLING TIL HONG KONG
Sømandskirken ønsker en kummefryser til brug for især julebasar, hvor der sælges danske delikatesser.
VÆRDI CA. 5.500 KR.
HØJ TALE I HAMBORG
Benediktekirken savner en Roland CUBE Street højttaler til musik og andet ved arrangementer og gudstjenester.
VÆRDI CA. 5000 KR.
SÅDAN GØR DU
Hvis du vil give et bidrag til et af kirkernes ønsker, skal du kontakte: Eva Brøsted på eb@dendanskekirke.dk eller +45 7026 1828
HUSK at gavebeløb er fradragsberettiget, og vi indberetter din gave til SKAT, hvis vi har dit CPR-nummer. I 2026 er beløbsgrænsen 20.000 kr.
Ovenstående er et udsnit af kirkernes ønsker. Du kan altid kontakte os og høre om andre ønsker.
HVAD EN HOTDOG KAN FØRE TIL
Jeg mødte Daniel på Himmelske Dage i Silkeborg sidste år. Den Danske Kirke i Udlandet havde en hotdog-cykel med, som med stor succes viste, hvordan en udlandskirke blandt andet skaber sin økonomi. Mens folk stod i kø der, gik jeg og vores frivillige langs køen og fortalte om, hvad en udlandskirke betyder for danskere langt væk, og hvorfor organisationen har brug for opbakning. I køen stod Daniel. En 22-årig mekaniker fra Lemming ved Silkeborg.
Da Daniel havde spist sin hotdog, opsøgte han vores stand for at spørge: Var der mon en dansk kirke i Sydney? Det kunne jeg heldigvis svare ja til – og samtidig fortælle om de mange, der bruger kirken. Her er Daniels historie om Australien og hans møde med Frederikskirken i Sydney.
Skulle jeg rejse hjem for at være med til bisættelsen? “
Jeg tænkte, at kirken ville repræsentere tryghed, og at jeg kunne finde andre danskere at tale med. Og det er blevet opfyldt og mere til. Tre uger efter ankomst tog jeg ud til kirken og blev rigtig godt modtaget af præst og assistent. Et sødt par fra menigheden inviterede mig hjem og satte mig blandt andet ind i forskellige regler også omkring giftige dyr. En kæmpe gæstfrihed!
Dødsfald derhjemme
Min farbror døde pludseligt ved et tragisk uheld. Det var
Daniel i sin bil med telt på toppen
Af Anne Meldgaard, redaktør, og Daniel Vig, mekaniker i Sydney · Fotos: private
Hot-dog boden ved Frederikskirken, hvor både Daniel og Noah hjalp til
rigtig svært for mig. Skulle jeg rejse hjem for at være med til bisættelsen og for at være hos familien i en vanskelig tid? Ville jeg komme afsted igen, hvis jeg tog hjem? Min familie satte mig fri til at beslutte det selv, men det var ikke nemt. Så opsøgte jeg Christian (red: præst Christian Rønlev Berwald). Vi fik en rigtig god snak om fordele og ulemper ved at blive eller rejse. Og han hjalp mig til at se, at man kan bearbejde og deltage i noget sorgfuldt på andre måder end ved at være med til bisættelsen. Jeg er glad for, at jeg blev hernede, og for at min familie har været så gode til at holde mig inddraget trods afstanden.
Derfor rejste jeg ud
Min grund til at rejse til Australien er, at jeg gerne vil lære noget mere engelsk – det lykkedes ikke rigtig for mig i folkeskolen. Jeg er uddannet mekaniker og vil gerne læse videre til maskinmester. Og så har man brug for engelsk. Min tanke er, at jeg herude kan kombinere noget, jeg er god til, med noget, jeg ikke er så god til.
Nederlag med bolig
Jeg rejste ud i oktober med Scandimate, et dansk firma, der hjælper med et sted at bo den første måned og med kontakter til arbejdsgivere. Vi boede 34 scandimates på et hostel, og jeg fandt et job i løbet af et par uger. Nu bor vi 13 på en campingplads. Det var ikke meningen, men det bofællesskab, jeg havde fundet, flyttede jeg ud af
efter få dage. Fester og stoffer i hverdagen er ikke noget for mig. Så campingpladsen blev løsningen, og jeg har nu boet nogle måneder i en kuffert og en camper med soveplads på taget. Det var først et nederlag og irriterende til tider, men nu har vi faktisk fundet en god kemi i gruppen, så nu bliver jeg her.
Noah fik også hjælp i kirken
En på campingpladsen, Noah på 19 år, havde det ikke så godt med at bo på den måde, og vi prøvede at hjælpe. Noah havde ikke job, og en autistdiagnose har måske gjort det ekstra svært. En dag overhørte jeg ham tale med sin far om det, og bagefter fik han og jeg en snak. Jeg sagde, at han skulle ta’ med hen i kirken. Noah havde brug for, at nogen tog ham under deres vinger – nogle ældre med mere viden om Australien.
Vi endte som frivillige i kirkens julebasar – i hotdogboden, hvor flere scandimates kom forbi til en hotdog. Det var superhyggeligt, og endnu vigtigere – Noah fik kontakt til kirken og blev hjulpet af en fra menigheden. Nu bor han på et værelse i en lejlighed, hvor han trives. Han var også med til juleaften i kirken.
Bondi Beach
Midt i planerne for at fejre jul kom terrorangrebet på Bondi – et sted, vi har været mange gange kun 20 km herfra. Det var godt nok en mavepuster! Verden er et usikkert sted.
Hjem til sommer
Det kniber stadig med det engelske – jeg er nok lidt for meget sammen med danskere. Jeg rejser hjem til sommer, så nu skal jeg gi’ den en skalle. Herfra vil jeg stå mere på egne ben. Hjemme venter også fællesskabet i Silkeborg Oasekirke.
Tro og faglighed på roadtrip
For nylig lavede jeg bil for en gut fra Danmark. Han havde gået på en kristen efterskole og er faglært ligesom mig. Vi har været på nogle fede køreture sammen ud i naturen. Det er bare så rart at snakke med andre både om sin faglighed, men også om at være kristen – skal man sige det eller la’ vær’? På en erhvervsskole i Danmark kan det opleves mindre velset. Men på turen her mærker jeg klart, hvordan vi er forbundet.
MØD OS I DANMARK
Københavns Stift
Søndag 1. marts kl. 10
Simeons Kirke, Sjællandsgade 12B, 2200 København N.
Vi deltager i gudstjenesten ved sognepræst Louise Britze, og efterfølgende spiser vi frokost i kirkens lokaler.
Foredrag ved Jørgen Molde: ”HVAD LAVER EN AMBASSADØR EGENTLIG?”
Tidl. ambassadør i Marokko, Letland og Belgien Jørgen Molde vil med udgangspunkt i sin karriere i Udenrigsministeriet fortælle om de mangeartede opgaver, store og små, en ambassadør og mere generelt Udenrigsministeriet tager sig af. Herefter generalforsamling.
Tilmelding til Frank Bjørn Christensen på frankbjornc@gmail.com.
Aalborg Stift
Fredag 13. marts kl. 17.30
Hans Egedes Kirke, Grønlands Torv 6, 9210 Aalborg SØ.
17.30 Rundvisning i kirken m.m.
18.00 Andagt ved tidl. provst og præst i Schweiz Lars-Erich Stephansen efterfulgt af spisning.
19.00 Teolog, fortæller og forfatter Flemming Kloster
Poulsen, tidl. præst ved Den Danske Kirke i London: ”AT REJSE UD OG FINDE HJEM - en fortælling om syv år i udlandet”
20.30 Generalforsamling.
21.00 Tak for i dag.
Tilmelding senest 10. marts 2026 på e-mail: birgithjortlund@hotmail.com eller mobil: 2942 9652. Pris: Kr. 175,00.
Aarhus stift
Søndag 12. april kl. 10.00
Helligåndskirken, Torpevænget 1, 8210 Aarhus V.
Efter gudstjeneste og kirkekaffe serveres der en let frokost i sognegården.
LARS ULRIK KOFOED FORTÆLLER OM SIN TID SOM SØMANDS- OG UDLANDSPRÆST I GØTEBORG
Kaffe og te med lidt sødt samt generalforsamling med valg til bestyrelsen. Arrangementet er gratis. Af hensyn til indkøb venligst tilmelding til katehornbek@hotmail.com eller sms 2175 4465.
Lolland-Falster Stift
Torsdag 16. april kl. 15.00
Sognets Hus, Kirkestræde 6, 4930 Maribo.
Foredrag ved sognepræst Birgitte Saltorp: ”AT REJSE UD OG VENDE HJEM”
Birgitte Saltorp har været præst ved Burnaby Danske Kirke i Vancouver, Canada. Efter foredraget en kort generalforsamling.
Ribe Stift
Søndag d. 19. april
Rindumvej 2, Rindum, 6950 Ringkøbing
10.30 Gudstjeneste i Rindum Kirke v. Mogens Thams
11.30 Kirkefrokost i Rindum Kirkehus
12.30 Årsmøde iht.vedtægterne
Alle er velkomne, og deltagelsen er gratis.
På vegne af stiftsbestyrelsen - Mogens Thams (formand) moth@km.dk
Fyens stift
Dato 12.april kl. 10.00
Bolbro Kirke, Stadionvej 68, 5200 Odense V
Vi begynder med gudstjeneste ved sognepræst Carl Bjarkam.
Herefter er der kaffe og foredrag, hvor Carl Bjarkam fortæller om at være udlandspræst.
Herefter generalforsamling.
Alle er velkomne og arrangementet er gratis.
Bidrag til Den Danske Kirke i Udlandet modtages gerne ved kaffen.
Conny Frederiksen, formand
PÅ NY I NYBORG
Kom og sig hej til os på Hotel Nyborg Strand i dagene fredag 5.- lørdag 6. juni, når der er årsmøde hos Landsforeningen af Menighedsråd.
Mød vores frivillige, der selv har brugt eller arbejdet ved danske kirker i udlandet og derfor kan fortælle om, hvor meget opbakningen hjemmefra betyder.
Vi har flotte muleposer med, som du kan vinde i vores quiz.
BLIV MEDLEM OG FÅ EN MULEPOSE SOM GAVE
Bliv en del af vores fællesskab, så vi sammen kan arbejde for, at så mange danskere som muligt får adgang til en dansk præst i udlandet.
Et medlemskab koster årligt 350 kr. enkeltpersoner og 450 kr. for familier/par.
Tilmeld dig på www.dendanskekirke.dk under fanen STØT. Vælg ”Bliv medlem privat”.
Eller scan QR koden her: OBS! Kampagnen løber så længe lager haves.
Model: Vores nye kontorassistent Helene Bratved
VI FORBINDER DIG MED DET, DU KOMMER FRA
LIVS LIV I HAMBORG
Af Anne Meldgaard, redaktør
23-årige Liv Asmussen studerer til musicalperformer i Hamborg, en uddannelse i sang, skuespil og dans. Det er hendes første år, og hun er faldet godt til. Studiet, som hovedsagelig undervises på tysk, skal bane vejen for en karriere både på scenen og med undervisning i performance og musik i Danmark. Liv tænker, at den udenlandske uddannelse måske kan give hende en fordel, når hun er færdig om tre år.
Sammen med fem andre unge kvinder er Liv beboer i Benediktekirken og dermed også frivillig ved forskellige aktiviteter i kirken. Det er tradition, at de, som bor i kirkens lille kollegium, skal yde en vis mængde frivillige timer, som det nu kan passe ind i deres andre gøremål. Og det gør Liv selvfølgelig – endda med fornøjelse.
Kirken er et trygt rum at komme hjem til.
Her lærer man flere at kende Liv hørte om muligheden for at bo ved kirken gennem en bruger af aktiviteten ”Ungaften”. Hun er meget glad for at have fået et af værelserne og siger: ”Det er så dejligt, når man kommer til en helt ny by, et nyt land og ikke kender nogen så’n rigtigt, at man kan komme hjem til nogen, der taler ens sprog og har prøvet det samme. Kirken er et trygt rum at komme hjem til.”
Ungeaften, kirkens faste aktivitet for unge i byen, hjælper også med til at føle sig hjemme. Der kommer ret mange udefra, og på den måde lærer man flere at kende, fortæller Liv. Også her giver beboerne på kollegieværelserne en frivillig hånd med. Foruden de frivillige timer er Liv ansat som både rengøringshjælp og kirkesanger.
Vild med byen
Det at bo ved kirken er en slags kvalitetsstempel, fortæller Liv, og hun oplever, at folk generelt tager godt imod, er åbne og viser forståelse for, at man kommer udefra og ikke forstår alting. Byen er stor, smuk og dejlig.
Liv arbejder også i koncerthuset Elbphilharmonie, hvor hun scanner billetter, står i baren m.m. Hun kommer ofte sent hjem, men føler sig fint tryg i byen. En lokal politimand fra området har desuden været forbi til en Ungaften for at fortælle om området, og hvad man skal være opmærksom på.
Tysk dansk opvækst
Liv er opvokset blandt det tyske mindretal i Sønderjylland. Flere generationer tilbage kom hendes familie fra den landsdel, som var tysk før grænseflytningen i 1920.
SØD MUSIK IMELLEM AARHUS OG BRUXELLES
Af Poul Langagergaard, menighedsrådsmedlem, Helligåndskirken i Aarhus
Et af vores tidligere sognebørn fra klubberne i sognet, Michala Stjerne, er for tiden ansat i Den Danske Kirke i Bruxelles som assistent.
Hun gav en første koncert dernede i efteråret med succes og fik blod på tanden for mere. Derfor skrev hun til sin ”gamle kirke”, Helligåndskirken i Aarhus, og spurgte, om hun måske kunne få lov at give en koncert i kirken her i Aarhus, når hun var hjemme på juleferie.
Og det ville vi rigtig gerne lægge rammer til, så vi gik i dialog om, hvordan det skulle forme sig. Det blev sådan, at hendes forældre og deres naboer, hvoraf jeg selv er iblandt, stod for det praktiske og betalte for vin, vand, kaffe og øl. Og alt, som de fremmødte betalte gennem aftenen, skulle så gå ubeskåret til Den Danske Kirke i Bruxelles.
Det blev en dejlig oplevelse 20. december med ca. 40 fremmødte og en flot koncert af Michala. Halvdelen var unge på Michalas alder – først i 20’erne.
Vi har derfor kunnet sende 3.500 kr. afsted til udlandskirken, som vi ved, betyder meget for mange i Bruxelles – ikke mindst unge mennesker.
Michala ved klaveret i Helligåndskirken i Aarhus.
DET DER RAMMER ÉN, ANGÅR OS ALLE
Samtaler med bekymrede danskere har fyldt op i præstens dage i forlængelse af terrorangrebet på Bondi Beach i Sydney. De fortæller ham om øjeblikke: lydene, blikkene, stilheden. Om kroppen, der reagerede, før tankerne nåede med.
”Det har været samtaler om følelsen af sårbarhed – ikke kun for dem selv, men også for andre, som lever med en særlig opmærksomhed på, at had og vold kan ramme uden varsel,” fortæller Christian Rønlev Berwald, som er præst ved Frederikskirken, og han siger videre:
”Bondi er et af de steder, alle forbinder med liv, lethed og hverdag. Sol, strand, børn, kaffe, bevægelse. Et sted, hvor lyset næsten virker selvfølgeligt. Og netop derfor rammer det ekstra hårdt, når noget voldsomt sker dér. I dagene efter har jeg talt med danskere, som var derude, og selvom ingen danskere kom til skade, ryster dét, der rammer én, noget i os alle.”
For mange af os er Bondi Beach et fjernt sted på et kort, som vi nok har hørt om – måske besøgt. Men det chokerer hele verden, når terrorangreb forekommer, for det kan ske alle vegne, siger vores erfaring.
Og hvad er så præstens opgave i den sammenhæng?
Christian Rønlev Berwald siger: ”Jeg søger at indgyde håb. Kirken har ikke hurtige svar på det meningsløse. Den kan ikke forklare volden, sorgen eller frygten væk. Og måske er det netop vigtigt at sige højt. For nogle gange er det mest ærlige, vi kan gøre, at lade spørgsmålene stå åbne. At nægte at give mørket en forklaring, der gør det acceptabelt. Og i stedet holde fast i det grundlæggende: menneskets værdighed, retten til at høre til, retten til at leve uden frygt.
Når noget sådant sker, kan utrygheden sætte sig i os. Pludselig føles verden mindre forudsigelig. Man kan blive stille, rastløs, vred eller bange – også uden helt at vide hvorfor. Det er menneskeligt. Og måske bliver det tydeligt, at lys og mørke ikke lever adskilt fra hinanden. De ligger tæt. Nogle gange alt for tæt – også i samfund, vi ellers forbinder med åbenhed og tryghed.
Samtidig har mange fortalt om noget andet, der også viste sig i dagene efter – og vi har set det på tv og læst det i aviserne. Om mennesker, der rakte ud, hjalp, blev stående hos hinanden – udførte heltehandlinger – små som store. Handlinger, som ikke fjerner det mørke, men som sætter noget menneskeligt op imod det. Som vidner om solidaritet – på tværs af baggrund, tro og historie.
Måske er det sådan, lyset oftest viser sig. Ikke som store forklaringer eller færdige svar, men som nærvær. Som viljen til ikke at vende sig bort. Som modet til at sige: Det, der rammer én af os, angår os alle. Det minder os om, at mørket ikke står alene. At lyset til stadighed skinner.”
Danske præster i udlandet arbejder løbende med mange forskellige beredskabsopgaver. I dette tilfælde sjælesorgssamtalen, som er uendelig værdifuld og svær at føre på et andet sprog end sit modersmål.
Er du selv i udlandet et sted med en dansk kirke, og oplever du en kritisk eller svær situation, kan du altid række ud til vores præster.
Af Anne Meldgaard, redaktør · Foto: Dreamstime
I ET BESØGSRUM
På vej til fængselsbesøg. Det er ikke tilladt at fotografere i eller ved fængslet.
BAG HØJE MURE
“
Jeg ved kun, at det er en ældre person, jeg skal besøge. Det er grænseoverskridende og langt væk fra min komfortzone.
Af Hans Krab Koed, hjælpepræst, rejsepræst, vikarpræst m.m.
Det gør et stærkt indtryk på mig at se den hærgede, magre person med sjusket hår og manglende tænder i en simpel dragt komme hen mod mig bag glasafskærmningen, og som sætter sig, løfter telefonrøret og så taler med en stærk og krævende stemme. Velformuleret og med en klang af håb.
Vi kender ikke hinanden. Vi er begge tvunget ind i en ramme, hvor vi skal få en samtale til at fungere. Den første samtale er ikke behagelig, ikke varm – men den er ærlig. Og nogle gange er det det mest menneskelige, man kan håbe på.
Da vi mødes anden gang, sker der noget. Vi smiler til hinanden. Ikke et stort, men et forløsende lille genkendelsens smil, som et stille tegn på, at relationer kan spire selv de mest usandsynlige steder. For mig er det et glimt af velsignelse.
Under besøget taler vi om en bog, som fangen har læst med stor interesse. Det er en åbning, et sted, hvor vi kunne mødes i noget andet end besøgsrummets begrænsede horisont. Det gør mødet godt – for os begge.
Lo Wu Correctional Institution ligger langt mod nord i Hong Kong, tæt ved grænsen til Kina. En lang, snoet vej fører op til fængslet. Det tager omkring to timer at komme dertil fra byens centrum – to timer, hvor man tydeligt mærker, at man bevæger sig væk fra storbyens puls og ind i et helt andet landskab, både fysisk og menneskeligt. Som præst i Den Danske Kirke i Udlandet træder jeg ind i rummet med en særlig rolle. Jeg besøger danske borgere, der sidder tilbageholdt eller afsoner en dom. Det betyder, at jeg ikke kommer som privatperson med mine egne meninger om de fængslede eller om retssystemet i Hong Kong. Jeg kommer derimod som repræsentant for kirken – med et kald om at være nærværende, lyttende og til stede for mennesker, der befinder sig i en ekstremt sårbar og uvis situation.
Dette besøg drejer sig om en dansker, der ikke er dømt, men venter på sin sag. Ventetiden kan være lang i Hong Kong; i nogle tilfælde flere år. Det er svært at forestille sig, hvordan måneder og år i usikkerhed tærer på et menneske. For mig som præst betyder det, at jeg ikke nødvendigvis taler meget om Gud ved disse møder. Ofte handler samtalerne om alt muligt andet – om bekymringer, frustrationer, praktiske problemer, eller bare om at få tiden til at gå. Men selv når Gud ikke nævnes, bærer jeg mit kald og mine værdier med ind i rummet. Jeg tror på, at velsignelse kan vise sig i glimt, selv i et besøgsrum bag høje mure.
Inden jeg besøger en indsat, bliver jeg grundigt briefet af både konsulen og min præstekollega, der tidligere har haft kontakten. Jeg bliver orienteret om forholdene, de praktiske regler og om de personlige vilkår, den indsatte lever under. I dette tilfælde har jeg også modtaget en del breve fra den indsatte på forhånd. Breve, der både rummer tanker om livet i fængslet og en række meget konkrete ønsker: frimærker og brevpapir, cigaretter, lidt slik, toiletartikler og andre fornødenheder. Små ting, som vi udenfor ofte tager for givet, men som i et fængsel bliver store og betydningsfulde. Kirkens assistent sørger for alt det praktiske – både indkøb og med at finde frem til selve fængslet.
Da jeg endelig når frem til Lo Wu, tager det omkring en halv time at blive registreret som gæst. Fængsler har deres egne rytmer, deres egne regler og deres egen langsomhed.
At besøge en dansker i Hong Kongs fængselssystem er aldrig let. Men det er vigtigt. Som præst er det ikke min opgave at dømme. Min opgave er at møde mennesker som mennesker. Og midt i alt det tunge og svære opstår der små øjeblikke af mening, håb og menneskeligt nærvær. Dér, jeg finder mit præstelige kald, og dér har kirken sin stille plads i verden.
SMÅ FORTÆLLINGER
Af Anne Meldgaard
KONGEORD – NU SOM GRATIS LYDBOG
H.M. Kongen – vores protektor – udgav umiddelbart efter sin tiltræden som Danmarks monark, bogen ”Kongeord”. Den er nu gratis tilgængelig på kongehuset.dk og gængse platforme for lydbøger og podcast. H.M. Kongen har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026.
50 ÅR I BRUXELLES
Vor Frue Kirke er trådt ind i et jubilæumsår og fejrer 50 år med festgudstjeneste og festdag søndag den 28. juni 2026. Siden 2011 har kirken haft til huse på Rue Washington i bygninger, der tidligere husede en katolsk munkeorden. Har kirken en betydning for dig, efterspørger de for tiden billeder til en fotokonkurrence. Se mere på dankirke.be.
NYT NAVN I GÖTEBORG
Den Danske Kirke i Gøteborg har skiftet navn til: Dansk Kirke og Kulturhus.
Navnet er valgt, da kirken ikke længere betjener søfarende, men er et dansk samlingspunkt i Göteborg med både kirkeog kulturliv, som navnet siger.
KIRKEBRYGGERS ELLER LANDSHOLDSVASKERI?
Af Mira Bundgaard Quedenbaum, assistent ved sømandskirken i Rotterdam
At arbejde som assistent i en sømandskirke er sjældent forudsigeligt. Dagene kan rumme alt fra kaffebrygning og samtaler med søfolk til praktiske opgaver, man ikke vidste fandtes, da man sagde ja til jobbet. Netop det uforudsigelige kan være kaotisk, men også, det, der gør jobbet bemærkelsesværdigt. Og indimellem i en grad, så man kan blære sig over for sine venner derhjemme.
Jeg havde for eksempel ikke forestillet mig, at en del af mit arbejde pludselig skulle bestå i at vaske spilletrøjer, paradedragter og sportstøj i øvrigt for Danmarks kvindelige håndboldlandshold.
Alligevel stod jeg der midt i bunker af beskidte, svedlugtende spilletrøjer. Alt skulle sorteres, vaskes, tørres og foldes, og derefter afleveres på spillernes hotel, klar til brug.
Vi fik lov til at komme med til nogle af kampene og se landsholdet spille. Det var ekstraordinært at kunne sidde som tilskuer og tænke, at de trøjer, der løber rundt på banen der, de har lige været igennem mine hænder og kirkens vaskemaskine først.
Jeg har aldrig interesseret mig særlig meget for håndbold, men oplevelsen som ”vaskekone” vækkede selvfølgelig en nysgerrighed hos mig. Tænk at få lov til at komme helt tæt på et landshold – ikke fra tribunen, men fra vaskemaskinens perspektiv – det giver et andet blik på både sporten og spillerne.
Oplevelsen er et godt billede på, hvordan arbejdet i en sømandskirke kan være. Man ved sjældent, hvad dagen bringer. Du kan gå fra at besøge skibe på havnen, til pludselig at vaske landsholdstrøjer i bryggerset. En sømandskirke tjener penge, hvor det er muligt, og vi er ikke for fine til at agere vaskeri.
Festdag i kirken 2024 med temaet "vand".
VIND I SEJLENE FOR BØRNE-UNGEPRÆSTEN
Der er VM i windsurfing på den tidligere danske ø Sild i september 2025, men ikke meget blæst. Til gengæld har øen besøg af vores – formentlig eneste – præst, som også er fitnessinstruktør og windsurfer, Kristina Korsbæk Brejner.
Af Anne Meldgaard, redaktør
I godt to år har Kristina varetaget jobbet som børneog ungdomspræst i Sydslesvig – en stilling, der går på tværs af hele landsdelen med den danske fortid. Og det handler netop om, at de dansk-tyske skal få øjnene op for de danske kirker og det, de tilbyder særligt børn og unge.
Kristina selv har en historie med Sild og med at bo i udlandet. Som helt ung var hun i praktik på Sild Danske Skole, hvor hendes mor havde arbejdet. Senere,
som mor til to, rejste hun og familien til Singapore, hvor hendes mand havde fået job.
I Singapore gik fire år med fjernstudier i teologi, praktik i den danske sømandskirke og deltagelse i kirkerådet. Kristina havde desuden legestue og sanggruppe i sømandskirken.
”Jeg har hele tiden holdt øje med præstestillingerne i udlandet, siden vi kom hjem til Danmark, for det er noget
VI ER IKKE KIRKE FOR NOGEN. VI ER KIRKE MED NOGEN
særligt at rejse ud som familie. Man kommer tættere sammen. Nok mere i Singapore end her i Sydslesvig, hvor vi ikke er så afskåret fra Danmark. Men det er et eventyr om kulturelle forståelser, sprog og anderledes måder –selv i Tyskland. Det giver os alle udfordringer, og det er sjovt,” fortæller hun sammen med sin mand, Jens.
Som 75 % børne-ungepræst i hele Sydslesvig er det Kristinas opgave at skabe aktiviteter på tværs sammen med de øvrige Sydslesvig-præster og menighedernes børne-ungearbejde (MBU). Et af de helt konkrete tiltag er ”Festdag i kirken”.
Festdage, fællesskab og familieeventyr i Sydslesvig ”I 2024 holdt vi for første gang denne festdag, som handler om at åbne dørene ind til kirken og skabe en stor involvering og eksponering af kirkens muligheder. Det blev en kæmpe succes, hvor mange frivillige, spejdere og forældre løftede i flok. Vi startede med gudstjeneste for børn og barnlige sjæle i et kirkerum pyntet under temaet ”vand”. Gennem dagen var der 250 begejstrede deltagere. I 2025 antog festdagen nærmest en mini-festivalkarakter med koncerter, standup og mange børnevenlige aktiviteter fra MBU’s bestyrelse. De er en vigtig samarbejdspartner for mig også økonomisk.”
Og der er mange flere planer og idéer på Kristinas ønskeseddel. Spaghettigudstjenester for børnefamilier, der ikke kommer i kirke om søndagen, og et idékatalog over aktiviteter og indsigter, som alle kan plukke af. Geografien kan godt være en udfordring for at deltage i noget, fortæller Kristina, derfor kan en klynge af kirker måske lave deres egen festdag i en lidt mindre udstrækning, så deltagerne ikke skal bevæge sig så langt.
”For nylig holdt jeg workshop for vores øvrige præstekollegaer sammen med min kollega fra Rendsborg. Her kunne vi sparre og idéudveksle, ikke mindst med de flere nye præster i Sydslesvig. Det er også på min to do-liste at besøge dem alle for at høre deres tanker og ønsker.”
Om at være præst i Sydslesvig siger Kristina: ”Man overraskes som ny. Sproget er skole-dansk, og konfirmanderne taler tysk hjemme. Samtidig kan man mærke, at folk vil kirkerne på en anden måde end i Danmark. Samarbejdet og sammenholdet blandt kollegaer er alletiders, blandt andet hjælper de andre med det at flytte til og forstå.
For min familie har det været herligt at rejse ud igen. Vi har børn på 9, 10, 15 og 20, og de to ældste var med i Singapore. Vi har gjort os umage med at blive integreret, og det er gået rigtig fint.
Her er også en god stemning arbejdsmæssigt, og vi har lige været på tur til Wittenberg med biskop Marianne Christiansen og præsterne fra Haderslev. Der var luft til socialt samvær, foredrag m.m. Når afstandene er lidt større, og man mødes sjældnere, bliver mødet af lidt længere varighed, og det er skønt.”
På spørgsmålet om ambitionerne for de næste tre år siger børne-ungepræsten: ”Jeg håber, at flere rundtom i Sydslesvig har fået gode oplevelser for børn og unge og øjnene op for de danske kirker.”
Kristina Brejner på besøg på Sild
VELKOMMEN – OG PÅ GENSYN
Hjertelig velkommen i Den Danske Kirke i Udlandet og held og lykke i jeres gerning. Til de, der er fratrådt, siger vi hjertelig tak for jeres indsats i Den Danske Kirke i Udlandet.
SYDSLESVIG
Søren Lund Sørensen
Tiltrådt som præst for de danske menigheder i Husum og Frederiksstad pr. 1. januar 2026.
FREDERIKSBERG
Helene Bratved
Tiltrådt som kontorassistent på sekretariatet pr. 15. januar 2026
Maria Ødgaard Dalum
Fratrådt som udviklingskonsulent på sekretariatet pr. 31. december 2025.
Lasse Bauer
Fratrådt som CRM-medarbejder på sekretariatet pr. 31. december 2025.
Sisse Fynbo
Fratrådt som studentermedhjælper på sekretariatet pr. 31. december 2025.
FÅ VORES NYHEDSMAIL
Find formularen i bunden af www.dendanskekirke.dk
Du kan igen finde os på Smallegade 47 i et flot og opdateret sekretariat, hvor alle medarbejdere sidder i stueetagen. Bygningen rummer efter ombygningen en embedsbolig på 1. sal.
VI BRUG FOR NOGEN, DER GRIBER OS
Vores præster assisterer danskere i udlandet i svære situationer.
Deres nærvær og samtaler giver livsmod og fodfæste.
Ved naturkatastrofer, terror og uroligheder indgår vi i stærke alliancer med konsulater og ambassader.
Uanset situationen tilbyder vi fortrolighed og følgeskab.
SCAN KODEN
Bliv medlem som privatperson eller som menighedsråd, så vi kan give danskerne et medmenneskeligt sikkerhedsnet
PÅSKENS BEVÆGELSE
Påsken er den bedste kristne højtid.
Sådan har jeg altid haft det. Julen er fin, men påsken er højdepunktet.
Måske fordi påsken rummer det hele: forventning, jubel og skuffelse, fællesskab og svigt, lidelse og død – og så det ubegribelige lys, der bryder frem påskemorgen.
Da jeg var barn, gik jeg i en børneklub i en kirke. Forårets højdepunkt var altid påskemusicalen, hvor vi børn fik lov at stå på scenen iført kostumer, og dermed kunne vi træde ind i Bibelens fortællinger. En gang sad jeg i hvalens mave og sang, en gang var jeg Ruth på vej mod Boaz, en gang noget helt tredje.
Det er kerneminder for mig, fordi karaktererne blev levende i vores egen fortolkning: Hvem var de? Hvorfor handlede de, som de gjorde? Og hvordan føltes det at stå i deres sted?
I dag spiller jeg ikke skuespil. Jeg er blevet for selvbevidst og har lagt den barnlige glæde ved masken bag mig. Men jeg har et ønske om, at både børn og voksne må få åbnet de bibelske fortællinger: At give plads til, at man kan træde ind, undre sig, stille spørgsmål og tænke med: Hvem var de – og hvad har det med mig at gøre?
Mine evner rækker ikke til at sætte en musical op, men så er det godt, at der findes andre måder. Her er påskedugen et stærkt og enkelt redskab.
Påskedugen, som vi her i Toronto har fået doneret fra Danmark, er ikke bare en illustration, man betragter på afstand. Den er en invitation til at gå på opdagelse – og til at bevæge sig, både fysisk og eksistentielt, gennem påskens fortælling fra palmesøndag til påskemorgen. Den inviterer til en bevægelse gennem stemninger, brud og håb, ikke ved at forklare fortællingen, men ved at åbne den gennem spor og spørgsmål.
Jeg har inviteret børn i forskellige aldre til at gå med mig ind i påsken. Vi ankommer bare få minutter for sent til begivenhederne: Vinen står stadig på bordet, lyset er netop slukket, blodet ligger endnu på vejen. Menneskene er lige gået. Der er ingen kroppe, kun spor. Vi får altså lov at opleve påskens bevægelse med et glimt af forsinkelse:
Af Kirstine Rasmussen, dansk præst i Toronto · Fotos: Kirstine Rasmussen
forventning, fest, tilfangetagelse, dom, lidelse, død og opstandelse.
Når vi går på dugen, ser vi, at den er fyldt med elementer, der kalder på undren: Hvorfor ligger der noget oven på palmebladene? Hvorfor er der tegnet en fisk, og hvem har sat spor i sandet? Der opstår samtale og genkendelse mellem mig og i dette tilfælde børnene. Det kunne lige såvel være konfirmander og voksne. Vi står lige der, midt i den fortælling, der kan virke så fjern, men nu er vi der selv.
Men hvor sad Jesus, og hvor sad Judas? Det må ikke have været særlig rart til den aftensmad.
Dugens forløb skifter, og vi sætter os ved bordet. Stemningen skifter, jeg bemærker det på børnene. Der er brødrester, vinsjatter, et lys, der netop er pustet ud, der er både fællesskab og brud i luften, børnene er på stikkerne, og en pige, Victoria på 6 år, spørger: ”Hvem har siddet her? Hvor er de gået hen?”
Vi taler om det, og så siger Vera: ”Men hvor sad Jesus, og hvor sad Judas? Det må ikke have været særlig rart til den aftensmad”. Hun har måske ret.
Dugen fører os videre. Vi møder tegn på svigt, dom og råb. Hanen, der galer. Mønter, der er kastet på jorden. Et enkelt sæt fodspor. Et vaskefad. Elementerne trækker tråde mellem fortællingerne om Jesus for rådet, Peters fornægtelse, Judas’ død, tornekroningen og mødet med Pilatus. Tiden brydes: Fortid og nutid flettes sammen, så lidelseshistorien ikke bare bliver noget, der skete dengang, men noget, der taler ind i en hverdag, vi selv kender. Kasper på 10 år fortæller, at han godt kender det med at ville følge med de stærke i skolen, når nogen begynder at råbe dumme ting og vil udelukke nogen. De fleste nikker stille. Tænksomt.
På lidelsens vej møder vi ansigter og ord, som spejler både én selv og andre. Stemningerne forandrer sig, og
VI BÆRER DANSK KULTUR UD I VERDEN
vejen ændrer karakter: fra romerske brosten til nutidig asfalt med striber. Vejen synes lang, næsten endeløs. Og så forandres alt. Efter den lange vandring i mørke mødes vi af påskeliljer, farve og lys. Opstandelsen er så svær, og her står den på sin vis uformidlet, ingen forklaring bliver givet. Vi må sanse, og spørgsmålet, vi stiller os selv, er ikke kun, hvad der skete påskemorgen, men hvordan vi selv oplever mødet med lyset – og hvilket billede man i dag ville vælge som tegn på opstandelse. Jeg er sikker på, at påskedugen kan bruges på så utrolig mange måder, og jeg ønsker mig, at vi her i Toronto skal bruge påskedugen til både børn og voksne: Måske Via Dolorosa skal gås i stilhed, måske med små opgaver, kreative elementer, måske jeg endda tør kaste mig ud i at blive instruktør i en simpel skuespilformidling, hvem ved.
Påskens bevægelse kan ske på mange måder.
Børnene
oplever påskens fortælling gennem påskedugen.
HJEMME I NORDEN – PÅ ARBEJDE I VERDEN
Portræt af Kenneth Broman, kontorchef · Foto: Anne Meldgaard
Når Kenneth Broman taler om sit arbejde, vender han tit tilbage til helheden og målet eller hensigten. Overblik, sammenhæng og mening er gennemgående temaer, både i hans professionelle virke og i hans personlige liv.
Kenneth er først og fremmest familiemenneske - gift med Hanne og far til fire - deres yngste bor stadig hjemme. Han har finlandssvenske rødder og har haft bopæl i Danmark i 25 år. Nysgerrigheden har fulgt ham hele livet, og han opsøger gerne nye erfaringer og læring. Naturen spiller en særlig rolle, ikke mindst i familiens sommerhuse på den jyske vestkyst og i skærgården i Finland.
Interessen for mennesker, samfund, kulturer og relationer har præget både hans liv og karriere. Opvokset som en sproglig minoritet i Finland, forstår han betydningen af at leve med to sprog og to kulturelle identiteter, en erfaring han også genkender hos det danske mindretal i Sydslesvig. Selvom planen oprindeligt var at vende tilbage til Finland, er Danmark for længst blevet hjem. Og som han selv konstaterer med et smil: Den danske julemad smager også meget bedre end den finske.
Kenneth Broman er uddannet i nationaløkonomi og statskundskab og har haft et langt arbejdsliv i internationalt regeringssamarbejde. Udenrigsministeriet og det nordiske samarbejde har været gennemgående omdrejningspunkter, og han har blandt andet været generalsekretær i Foreningen Norden samt haft forskellige ledende stillinger både i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, hvor han til sidst var stabschef. Her har han opbygget solid erfaring med internationalt samarbejde, fondsbevillinger, frivilligarbejde og vilkårene for udsendte medarbejdere, erfaringer der har direkte relevans i arbejdet som kontorchef i Den Danske Kirke i Udlandet.
Efter en periode i det private hos SOS International, hvor han ønskede at afprøve nye sider af sig selv, opstod
savnet efter et tydeligt værdimæssigt ståsted. Da han tilfældigt faldt over stillingsopslaget hos Den Danske Kirke i Udlandet, var han ikke i tvivl. Allerede ved det første besøg i sekretariatet på Smallegade oplevede han en klar fornemmelse af at være landet det rigtige sted.
Han tiltrådte i en periode præget af forandringer. Flytning, ombygning og implementering af nye systemer har sat både organisation og medarbejdere under pres. Store projekter udfordrer som regel en relativt lille organisation. For Kenneth Broman er billedet dog klart: Engagementet og kompetencerne er stærke – både i bestyrelsen, på sekretariatet og ude i kirkerne.
Netop spændingsfeltet mellem drift og udvikling tiltaler ham. En central opgave bliver at skabe større klarhed og forenkling i økonomi og administration, så organisationen står mere robust. Men kernen i arbejdet er ifølge ham ikke til at tage fejl af: Udsendelsen af præster og andet personale samt kirkelig betjening for søfarende og danskere i udlandet.
Blikket er nu rettet mod 2026. Først og fremmest er han glad for at være tilbage på Smallegade efter den omfattende ombygning og få organisationen solidt på plads. De store bevillinger, som Den Danske Kirke i Udlandet har modtaget de seneste år, har åbnet nye muligheder, men også øget kompleksiteten. Når projekterne har fundet deres rette form, glæder han sig til at komme mere ud i verden og besøge kirkerne for sammen at se på, hvor der er behov for justeringer og videre udvikling.
Når arbejdet tillader det, finder Kenneth Broman ro med kikkerten i hånden. Han er passioneret fritidsornitolog og genkender de fleste fugle på både lyd og flugt. Kikkerten er fast følgesvend, også på arbejdsrejser og i sommerhusene. Selv på de daglige gåture med familiens finske lapphund ved Damhussøen følger han årstidernes skiften gennem fuglene, der kommer og drager videre.
FIND OS
EUROPA
BELGIEN
BRUXELLES
T +32 2 660 93 34 www.dankirke.be
ENGLAND
HULL
T +44 1462 225469 www.nordichousehull.co.uk
LONDON
T +44 207 935 1723 www.danskekirke.org
LONDON, DANSK KFUK*
T +44 207 435 7232 www.kfuk.co.uk
FRANKRIG
NICE
T +33 6 6081 6448 www.eglisedanoise.org
PARIS
T +33 6 52 10 56 41 www.frederikskirkenparis.dk
HOLLAND
ROTTERDAM
T +31 10 714 2626 www.kirken.nl
LUXEMBOURG
LUXEMBOURG
T +352 691 325 035 www.dankirke.lu
SCHWEIZ
GENÈVE
T +41 22 798 8018 www.dankirke.ch
BERN
BASEL
CHÂTLET ST-DENIS ZÜRICH
SPANIEN
ALGECIRAS
T +34 696 822 751
MALAGA ØST
T +45 2910 1953
MIJAS
T +34 952 587 481 www.dsuk-spanien.dk
SVERIGE
GØTEBORG
T +46 72 037 2811 www.folkekirken.se
STOCKHOLM
T +46 72 037 2811
SKÅNE
T +45 3147 6947 www.dankirke-skane.se
TYSKLAND
BERLIN
T +49 30 873 4430 www.christianskirken.de
HAMBORG
T +49 4037 1300 www.dankirke.de
SYDSLESVIG
T +49 461 529 25 www.dks-folkekirken.dk www.praestisydslesvig.dk
MELLEMØSTEN
ISRAEL
JERUSALEM** www.israel.dk
ASIEN
HONG KONG + KINA
HONG KONG
T +852 9490 8562 www.soemandskirken.org
MALAYSIA
PELEPAS
T +60 1323 51005 www.churchsg.dk
SINGAPORE
SINGAPORE
T +65 8869 4828 www.churchsg.dk
THAILAND
BANGKOK
PATTAYA
T +66 (0) 63 191 7501 www.danishchurch.in.th
OCEANIEN
AUSTRALIEN
SYDNEY
BRISBANE
MELBOURNE
T +61 299 80 8223 www.danishchurch.org.au
SYDAMERIKA
ARGENTINA
BUENOS AIRES
NECOCHEA
TANDIL
TRES ARROYOS www.iglesiadanesa.com.ar
NORDAMERIKA
USA
NEW YORK
T +1 718 875 0042 www.dskny.org
CANADA
CALGARY
T +1 403 277 5804 www.danishlutheranchurch.ca
EDMONTON
T +1 780 422 8777 www.ansgar.ca
TORONTO
T +1 416 222 2494 www.danishchurchtoronto.ca
VANCOUVER
T +1 604 298 6112 www.danishchurch.vancouver.bc.ca
Her finder du danske præster og kirker.
I disse byer besøger vi danske søfarende på havnen.
Her er der en dansk menighed, og der holdes gudstjenester med fast interval.
Højtidsgudstjenester holdes desuden mange andre steder.
Dansk KFUK i London er et hostel for unge, organiseret hos Den Danske Kirke i Udlandet.
Kirken i Jerusalem hører under Israelsmissionen.
STØT DET DANSKE BEREDSKAB I UDLANDET
Vi hjælper danskere i udlandet i svære situationer. Vores nærvær og samtaler giver livsmod og fodfæste. Ved naturkatastrofer, terror og uroligheder indgår vi i stærke alliancer med konsulater og ambassader.
MOBILEPAY: 11 980
NETBANK: REG.: 4400
KONTO: 4525 2100 49
