4 minute read

SØSATTE SØFARTSPROJEKTER

Af Pia Hansen, projektleder

At være der for de søfarende er en af vores kerneopgaver. Vi skal understøtte sømandspræsters og assistenters arbejde for de søfarendes ve og vel og give dem fodfæste på gyngende grund. Derfor er sekretariatet styrket med en ekstra medarbejder i to år.

Søfart, trivsel og de unge

I det fireårige projekt ”SøfartsNetværket” er de unge søfartselever vores primære målgruppe. Det kræver tæt dialog med sømandspræster og assistenter ude i verden, som møder dem ombord på skibene eller på en tur i land. Derfor har projektkonsulent Elisabeth Sonne Marinos og Pia Hansen, projektleder på vores to igangværende søfartsprojekter, været på besøg i Algeciras som led i en rundtur til alle de steder, hvor sømandskirker er fysisk til stede for de søfarende.

Marstal Navigationsskole er vores partner i projektet, og sammen stiller vi skarpt på den viden, de unge beriger os med – viden, vi omsætter systematisk i projektperioden. Lige nu modtager vi svar fra en spørgeskemaundersøgelse, hvor unge søfartselever fortæller om deres forventninger til første sejlperiode, inden de tager afsted. Efter første sejlperiode foretager vi endnu en undersøgelse, for vi ved, at den første sejlperiode har stor betydning for, om de fortsætter deres uddannelse. Det indikerer, at der er et trivselsaspekt, som vi kan være med til at understøtte.

MARTEC, SIMAC, Svendborg Søfartsskole og Georg Stage deltager også i spørgeskemaundersøgelsen.

Senere på året holder vi workshop med søfartselever med sejlerfaring fra Marstal Navigationsskole for at finde ud af, hvad der er særlig vigtigt, når man er ny i erhvervet. Heraf skal vi lære, hvordan vi kan tilpasse vores skibsbesøg (før, under, efter uddannelsen), vores tilbud (skolebesøg, samtaler, udflugter, mv.) og tilrette vores kommunikation (foldere/klistermærker/flyers/SoMe).

Fra Algeciras fortæller Bent Jakobsen, der er assistent i sømandskirken, med udsigt over havnen og skibene, om sit arbejde, sine erfaringer og om Gibraltarstrædet som strategisk knudepunkt for skibstrafik. Han har netop oplevet, at nogle unge kadetter kontaktede ham pga. et opslag, han er begyndt at hænge op på skibene. Det er erfaringer som denne, vi samler ind. Det giver os indsigt i de søfarendes adfærd og præferencer.

360 graders ny relevant viden

På baggrund af en større undersøgelse har vi ny og relevant viden om de behov, der er ude omkring set fra de søfarendes, sømandspræsternes og Det Blå Danmarks perspektiv.

Det – sammen med de mange dialoger, vi har i og uden for organisationen – har vi omsat til en områdebaseret model for, hvor og hvordan vi skal være til stede fremover. Modellen afspejler også, hvordan sømandspræster og assistenter allerede nu omstiller sig pga. ændringer i skibstrafik. Den omstilling og løbende tilpasning skal vi som organisation understøtte de næste år.

Modellen betyder også, at vi som sømandskirke skal være til stede i havne over et større geografisk område enten pga. udbygninger/udflytninger af havne eller pga. øget vækst i nærliggende havne eller terminaler ud over den havneby, hvor sømandskirken eller klubben ligger.

Der er nu en strategi, hvor bestyrelse, udlandsprovst, præster og kirkeråd har sat ord på vores vision i betjeningen af de søfarende, et fælles mål og en fælles retning. Det skal nu ud og leve i kraft af den dedikation, vores sømandskirker og klubber udviser. Sammen kan vi meget –også flytte os i en globaliseret verden med fart på.

FAKTABOX

Med støtte fra henholdsvis Den A.P. Møllerske Støttefond og NORDEN//Orient’s Fond har vi sat to store projekter i søen, hhv. ”SøfartsNetværket” og ”Sømandskirkerne – et 360 graders eftersyn”.

”SøfartsNetværket” har primært de unge søfartselever som målgruppe og skal også udbrede kendskabet til sømandskirker og understøtte trivslen blandt søfarende generelt.

”Sømandskirkerne – et 360 graders eftersyn af sømandskirkerne” er et eftersyn af os selv ift. geografi, praksis m.m. Her arbejder vi på, hvordan ”vi bedst er til stede for flest mulige søfarende”.

This article is from: