
3 minute read
KONGEHUSET, KULTUREN OG KIRKEN
Af Anne Meldgaard, redaktør, og Peter Rovsing Madvig, koryfæ ved Den Danske Kirke i Australien
Kirken er opkaldt efter ham, han var på besøg i 2005 og 2009, og nu hænger han på væggen med dronningen ved sin side.
Kirkerne i udlandet har haft mulighed for at erhverve sig det nye officielle portræt af vores kongepar, og det har vakt glæde og givet anledning til festligt samvær alle steder – ikke mindst i Frederikskirken i Sydney.
Kongehuset har været, og er fortsat, flittige til at besøge vores kirker rundtom i verden, og deres opmærksomhed eksponerer den meget stærke kulturelle tilknytning til Danmark blandt dem, der lever i udlandet.
Ydermere er HM Kongen organisationens protektor, som hans mor var det før ham, og hendes mor før hende. Det er vi mere end stolte af.
I Sydney var det en af kirkens medstiftere, tidligere formand og mangeårigt medlem af menigheden Peter Rovsing Madvig, som afslørede det royale portræt, og det har været en rørende oplevelse, fortæller han her:
Endnu et højdepunkt i Frederikskirkens virke
"Den 6. april var det præcis 20 år og en måned siden, at menigheden i Sydneys danske kirke på Pennant Hills havde den kæmpe oplevelse, ære og fornøjelse at få besøg af det daværende kronprinspar.
Og nu 6. april 2025 skulle vi afsløre det nye, officielle portræt af Deres Majestæter kong Frederik 10. og dronning Mary ved en fernisering i kirkens hall. Hvor var der foregået meget i de mellemliggende år, ikke mindst at parret er blevet beriget med fire prægtige børn.
Man havde fra kirkens side venligst spurgt mig, om jeg ville sige et par ord til lejligheden og endda foretage afsløringen; uden tvivl kunne andre gøre det godt. Personligt er jeg opvokset og opdraget med respekt for vores danske kongelige familie, så det var noget ganske særligt at være dén, som fik æren. Og ja, jeg var jo formand i kirken ved det eventyrlige besøg i 2005, hvor jeg kunne byde kronprinsparret velkommen sammen med daværende præst, Lars Skjødt-Jakobsen.
Der har været mange store øjeblikke gennem kirkens historie, helt fra den blev en selvstændig dansk kirke, som skilte sig ud fra en skandinavisk menighed og fandt sin egen kirkebygning og præstegård på Pennant Hills. Vi har gennem årene haft adskillige besøg af eller mødt medlemmer af den kongelige familie, fx under OL i Sydney i 2000. Og helt specielt var naturligvis kronprinsens besøg i 2009, hvor han selv navngav Frederikskirken.
Senest har vi modtaget en ny præst, Christian Rønlev Berwald, og hans herlige familie.
Jeg bliver rørt over at have deltaget i disse mange højdepunkter og drømmer også om flere! Tænk, om vi igen fik et besøg af vores kongepar, som de jo nu er."
