
6 minute read
Tre unge danskere i Australien
from 2024 NYT JUNI
Af Anne Meldgaard, redaktør
Nicklas Justesen
Nicklas er en 21-årig gut fra Himmerland. Han er uddannet elektriker og rejste til Australien i maj 2023 for at arbejde. Med det aarhusianske ScandiMate i ryggen rejste Nicklas ud sammen med andre danske håndværkere for at få luft under vingerne.
”Den første måned havde ScandiMate sørget for et sted, vi kunne bo. Herefter fandt vi selv et lejet hus i Sydney. Vi var også omkring et hostel i China Town, det var både spændende og udfordrende at bo blandt kulturer så forskellige fra vores egen.”
Nicklas anslår, at der er omkring 200 danske håndværkere i Sydney, og de fleste er i arbejde i australske virksomheder, hvortil kontakten er formidlet hjemmefra.
”Jeg rejste ud som en slags sabbatår for at se mere af verden. Her i Sydney er ”hele verden” til stede, så det er en meget international oplevelse på godt og ondt. Både byggestil og mennesker er anderledes end i Danmark. Det er interessant, og jeg er virkelig glad for, at jeg tog afsted.”
Inden længe rejser Nicklas hjem til Danmark, hvor der venter ham et job hos hans tidligere arbejdsgiver i Hobro. I det år, der er gået, har han gjort flittigt brug af Frederikskirken i Sydney, og den har betydet en stor forskel på mange måder.
”En, der rejste ud samtidig med mig, er gift med en præst på Ærø. Han vidste derfor, at der er en dansk kirke her, og han kom der om søndagen. En dag spurgte han, om nogle af os ville hjælpe ved kirkens sommermarked, og så tog vi dertil et par stykker. Det var sjovt og hyggeligt og dejligt at tale dansk. Jeg stod i hotdog-boden, og der var fart på. Derefter blev jeg ved at komme og hjælpe til, senest til påskefrokost, hvor der var omkring 60 gæster, heraf 20 af de danske håndværkere.”
Kirkens betydning for Nicklas kommer tydeligt frem i hans fortælling. Han har oplevet ensomhed, især i starten, og under hans ophold døde hans bedstefar hjemme i Danmark:
”Jeg fik nogle gode samtaler med præsten hernede, da min bedstefar døde. Det var en stor hjælp for mig. Det har åbnet op for mig, at kirken kan noget særligt. Jeg ville ikke have opsøgt en præst hjemme i Danmark, men det kan jeg godt se for mig ind i fremtiden, nu hvor jeg har mærket, hvad kirken kan.”
Selvom håndværkerne hurtigt fandt et fællesskab, var der mange alene-gåture i Sydney i starten, og en australsk byggeplads kan også være en udfordring.
”Det kan være svært at følge med i en australsk jargon, og så kommer man ligesom ikke rigtigt ind i deres kreds. Her er en dansk kollega på byggepladsen og danskerne omkring kirken rigtigt vigtige.”
Med sig hjem i bagagen har Nicklas en masse gode minder, gode historier at fortælle og oplevelsen af at have støttet et rigtigt godt formål gennem sin frivillighed.
”Opholdet i Australien har været en stor forandring i mit liv, og kirken har støttet mig i det hele. Jeg har fået gode venner, både nogle jeg kan gense derhjemme, og nogle jeg forhåbentlig ser igen, hvis de kommer til Danmark, eller når jeg rejser herned igen en dag.”

KLARA LIND TOUSTRUP
Klara fra Aarhus er også rejst til Australien for at opleve og arbejde. Hun ankom i november 2023 på det, der hedder ”working holiday”.
”Det tiltalte mig, at jeg kunne få en hverdag hernede. Både rejseformen og det at rejse alene har simpelthen været så givende og overvældende og langt bedre, end jeg turde håbe på, da jeg sad derhjemme og bookede to uger på et hostel og tænkte: ”Resten må jeg tage, når jeg er landet!”
Det er første gang, Klara rejser alene, og der var noget trygt i at tage til et land, hvor engelsk er det primære sprog, og hvor sikkerheden generelt er høj. Samtidig var der en dansk kirke at række ud til.
”Pudsigt nok – og ret tilfældigt – fandt min mor ud af, at hendes kollegas datter, Nanna, skulle arbejde for Den Danske Kirke i Sydney. Det var også derigennem, jeg hørte om julemarkedet og tilbød at hjælpe som frivillig.
Julemarkedet viste sig at blive helt afgørende for, hvordan min tid her skulle udvikle sig. Det var virkelig givende at møde og tale med så mange hjælpsomme mennesker – og pludselig dagen efter julemarkedet, og fire dage efter jeg var landet i Sydney – havde jeg en prøvevagt på den cafe, jeg arbejder på nu. Den ene mulighed efter den anden åbnede sig, og efter få dage havde jeg både job og bolig. Det har været helt fantastisk at mærke al den hjælpsomhed.”
Klara valgte at tage til Australien, fordi hun oplevede landet ti år tidligere på en rejse med sin familie.
”Jeg elsker kulturen og attituden hernede; åbenheden, gæstfriheden og lysten til at hjælpe hinanden. Selv fremmede, man lige har mødt. Det er ret inspirerende. Jeg er virkelig taknemmelig over, at jeg er blevet en del af sådan et fællesskab.”
Klara fortæller, at kirken har været en slags “base” helt fra starten. Hun har følt sig meget velkommen og taget imod af fællesskabet, og det er derfor, hun er kommet igen til både fællessang, juleaften, minigolf og senest påskefrokost.
”Det har været vildt at tale med danskere, der nu også er australiere, og høre deres historier, og det er meget, meget dejligt også at have fået nye venner, Her er et åbent og inkluderende fællesskab, som jeg er helt enormt glad for, at jeg er blevet en del af. Stemningen er skøn, og det er sjovt at tale dansk indimellem og lægge mærke til de skikke og traditioner, vi har og sætter pris på i Danmark.”
Ellen Cathrine Luke
Ellen bor til daglig i København, men hun er vokset op i nærheden af Den Danske Kirke i Brooklyn, New York, hvor hendes forældre altid havde fokus på at bevare det danske fællesskab for hende og hendes bror. For Ellen var det derfor naturligt at søge en dansk kirke, da hun rejste på udveksling. Ellen fortæller:

Ellen og hendes kæreste besøgte kirken i Sydney under deres ophold i New Zealand.
”I efteråret 2023 var min kæreste, Johan, og jeg på udveksling i New Zealand. Gennem min familie vidste jeg, at en dansk præst førhen havde arbejdet i New Zealand, men nu var flyttet til Sydney, Australien.
Min kæreste og jeg valgte derfor at kombinere en tur til Sydney med julemarkedet i Den Danske Kirke.
Som barn betød julemarkedet i Brooklyn en del for mig og min familie, da det var bindeleddet mellem os og de danske juletraditioner. Jeg tænkte dermed, at det ville være sjovt at opleve den samme tradition i et andet land.”
For Ellen er det bedste ved en dansk kirke i udlandet at kunne finde et dansk fællesskab, og hun konkluderer:
”Nu har jeg også en base i Sydney, som jeg altid kan tage kontakt til, og det er uvurderligt i min verden.”