Delfinen #147

f책 mere ud af dit universitet og din by

Mar.09

DELFINEN # 147

G N I T S U B H MYT

22

10

12

24

16

34

indhold | MARTS # 147 ■

hvert nummer

■

tema | MYTHBUSTING

■

Det løse

4

Leder Klummen

8

FINGRENE VÆK, FREUD!

24

dET POLITISKES GENKOMST - ELLER FORSVINDEN

5

HUMOR

10

SAGAEN OM FYRTÅRNET

32

bILLIGE BØGER INC.

6

spot

28

KULTUR

12

dARWIN FOR DUMMIES

36

FÅ HØJERE KARAKTERER UDEN AT LÆSE MERE

30

RETRO

16

34

HISTORISK

mYTEN OM STUDENTERDEMOKRATIET

38

nyt fra studenterrådet

20

FOTOREPORTAGE

22

Ufo

■ delfinredaktionen DELFINEN udgives af Studenterrådet ved Aarhus Universitet.

Nordre Ringgade 3 8000 Århus C tlf. 89425469 fax: 89425474 DELFINEN redigeres af en selvstændig bladgruppe med tilknytning til Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Meninger, der tilkendegives i bladet under andet navn end Studenterrådets, kan ikke tages som udtryk for Studenterrådets opfattelse.

DELFINEN påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt materiale og forbeholder sig ret til at forkorte debatindlæg

Jeppe Knudsen Chefredaktør, ansvarshavende

Peter Johan Meedom Redaktionschef

Marc Grønlund Kulturredaktør

Niklas Steffensen Hessel Assisterende redaktør

Christian Salling Skribent

Vibe Høher Kiil Skribent

Sara Buch Skribent

Kristian Holmelund Jakobsen Skribent

Mette Krarup Layout

Øvrige skribenter: Jonas Lysgaard Niels Mandøe Glæsner

Annoncer Tom Poulsen, tlf. 28992317 annoncer@sr.au.dk

Næste deadline er 16. marts 2009

Mette Honholt Jensen Layout

Thomas Dean Kris Gaardbo Penille Juel Jensen Korrekturlæser Tegner

Esben Rahr Gotfredsen Fotograf og skribent

Skriv til delfinen@sr.au.dk

leder | Mythbusting Redaktionschef Peter Meedom I dette nummer begiver vi os ud i disciplinen Mythbusting, og vi gransker både universitære og århusianske myter. Som introduktion ser vi på mytens fascination og indkredser nogle af dens mange facetter. De nyåbnede UFOarkiver har muliggjort et kig ind i hverdagens sci-fi-dimension. Darwin fylder 200 år, og hans person og evolutionsteori har været anledning til en massiv mytedannelse, som vi går i bedene. Havneområdet undergår i løbet af den næste årrække en voldsom modernisering, bl.a. som led i Århus’ forsøg på at blive europæisk kulturby i år 2017. I denne forbindelse spørger vi, om Århus får et nyt vartegn i form af et ”Lighthouse” på havnefronten? Og endelig ser vi på myten om studenteraktivisme og studenterdemokrati.

Når dette blad er udkommet, vil tusindvis af studerende muligvis have demonstreret imod SU-forringelser. Om dette er tilfældet eller

ej, ved vi ikke, men der er ingen tvivl om, at det for alvor er et emne, som de studerende kan samles omkring. Fint nok, men hvis man skulle være lidt fræk, kunne man spørge, hvorfor Universitetsreformen fra 2003 ikke fik

studerende på et “ Som universitet må vi udvise en større vilje til at deltage i det begrænsede demokrati, der nu engang er, og sætte os ind i de reformer, som berør os alle.

strukturel ændring burde afstedkomme mere debat og aktion blandt de studerende.

Forklaringen er desværre enkel nok: En overgribende strukturel ændring er sværere at forstå, end når ens egen pengepung er truet. Universitetsloven er nu blevet sendt til eftersyn, men det er ikke de studerendes fortjeneste. Som studerende på et universitet må vi udvise en større vilje til at deltage i det begrænsede demokrati, der nu engang er, og sætte os ind i de reformer, som berør os alle.

Ellers gør vi os ikke fortjente til at have en stemme.

Nok med opsangen, Let’s get busting!

God fornøjelse.

samme grad af opmærksomhed. Selvfølgelig var det før Facebook, men en så omfattende

klumme | Buffetens apokryffe socialøkonomi

ord | Christian Salling

Meget godt både kan og bør siges om maden i Kemisk Kantine. Dog har ét eksistentielt spørgsmål altid presset sig på: Hvad er meningen med livet? Efter jeg har fundet ud af det, er der kun én ting i universet, der for mig at se unddrager sig en fornuftig forklaring: Den tilsyneladende arbitrære prisfastsættelse på buffeten i Kemisk Kantine.

Det er mig ganske umuligt at gennemskue sammenhængen imellem mængde og

type af pastasalat (og den lejlighedsvise laksefrikadelle) og de beløb, der trækkes fra mit hårdt prøvede Dankort.

Grundet min sociale inkompetence har jeg dog efter tre år endnu ikke mandet mig op til at udfritte kassedamen nærmere om de esoteriske formler, der ligger til grund til prisfastsættelsen. Er det måske de fluktuerende markedspriser på hytteost, der time for time ændrer sig, med deraf følgende risiko for at vælte kantinens budget, hvis ikke prisniveauet i salatbuffeten løbende justeres?

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men som enhver god konspirationsteoretiker, er det dog blevet mig tydeligt, at sådanne indlysende årsager naturligvis ikke kan være de rigtige.

Næ, sandheden skal findes andetsteds, på et langt dunklere plan.

Med Velfærdskommissionens foreslåede SU forringelser i baghovedet anes konturerne af tingenes rette sammenhæng pludselig.

Når jeg risikerer at betale 42 kr. for en tallerkenfuld salat, er det naturligvis en del af regeringens sammensværgelse for at få flere studerende til at afslutte deres uddannelse efter overstået Bachelor. Buffeten er således en social målepind, hvis primære formål er at teste de studerendes økonomiske formåen: Den økonomisk ressourcestærke studerende

får således et solidt måltid, der sætter ham i stand til at gennemføre dagens strabadser.

Den ubemidlede står derimod i et dilemma: Skal man sulte og dermed afskære hjernen fra vigtig næring, eller betale hvad det koster, og enten opbruge de knappe økonomiske ressourcer allerede på uddannelsens bachelordel, eller kaste sig ud i en bundløs gæld?

Den gamle frase ”Du er, hvad du spiser” får en bitter eftersmag, når den skylles ned med den viden, at Kemisk Kantine tydeligvis er blevet infiltreret af Velfærdskommissionens Agents Provocateurs.

er mig ganske “ Det umuligt at gennemskue sammenhængen imellem mængde og type af pastasalat (og den lejlighedsvise laksefrikadelle) og de beløb, der trækkes fra mit hårdt prøvede Dankort.

Humor | uhmor

SPOT

Naturhistorisk museum ord | Marc Grønlund

Op ad en mindre bakke på Wilhelm Meyers Allé og tæt ved den store sø i uniparken finder man en af parkens typiske gule murstensbygninger. Lige præcis denne bygning rummer dog andet end de typiske undervisningslokaler, kantiner og kontorer, her holder Naturhistorisk Museum nemlig til. I denne måneds Spot har vi besteget bakken og besigtiget museet.

Udstillingerne

Eksteriør / Interiør Trods bakken er det forholdsvist nemt at finde bygningens indgang. Under en stor væg beklædt af en vældig flot skildpadde, bevæger man sig direkte ind i museumsbutikken. Herfra er der adgang til de tre udstillinger, som museet indeholder; en på hver etage. En fjerde udstilling er for tiden ved at blive renoveret, men forventes åbnet senere på året.

Museet er ikke voldsomt stort, hvilket gør det nemt at finde rundt, men omvendt ikke giver meget plads til den ret omfattende udstilling i underetagen. På trods af flere mørke rum (heriblandt særligt i kælderen) og forskellige lydeffekter i dele af udstillingerne, henfalder man ikke til hverken angst eller forvirring, snarere tværtimod. Stedet er derfor oplagt at invitere børn eller bedsteforældre med til, blot man bereder dem på, at der efter bakken venter et par trapper indenfor, der dog må siges at være overkommelige.

0

1

2

3

4

5

6

Paratekst Hvad er nu det for noget? Jo, paratekst er betegnelsen for al den tekst på et museum, som fortæller om udstillingerne og de udstillede genstande. Overordnet må man sige, at teksterne varierer en del på museet. Faktisk er der på udstillingen om danske dyr næsten ingen tekst at finde, hvilket selvsagt gør det svært at vurdere denne som andet end en oplagt mangel. De to andre udstillinger byder til gengæld på en del tekst, hvilket afgjort er en fordel. Når man er lidt udenforstående i den naturvidenskabelige verden, er præcise og forklarende tekster en temmelig vigtig og brugbar ting. Her præsenterer museet en forbilledlig gennemgang af ord, som kan forstås af selv den mest naturforskrækkede, og muligvis endda kurere vedkommende. Eneste anke kunne måske være, at man på Danmarksudstillingen forsøger at forklare for meget på for lidt plads, men det er nu næppe hverken udstillingen eller tekstens skyld, snarere de rumlige forhold.

0

1

2

3

4

5

6

Museet indeholder tre udstillinger, to af dem er permanente, mens den tredje er en særudstilling.

Lad os tage dem fra bunden af, så at sige: I kælderen venter der en gennemgribende og fantastisk tur igennem den danske naturs historie.

Danmarksudstillingen tager udgangspunkt i de tidligste tider og bringer os helt frem til nutidens landskaber med mennesker og moderne byer.

Fokus er gennemgående på, hvad de forskellige tidsaldres påvirkning har betydet for dyr og natur i det område, vi kalder for Danmark. Udstillingen indeholder adskillige finurlige elementer, bl.a. en havelevator og flere deltaljerede rekonstruktioner.

I stueetagen finder vi særudstillingen Animalia – Overlevelsens ABC, som fortæller om overlevelse og udvikling af egenskaber i naturen. Her er alt fra yakokse, blåhval og giftfrø til mennesket repræsenteret, alle med udgangspunkt i hvordan disse har udviklet sig som del af en naturlig udvælgelse. Udstillingen præsenterer en fin indgangsvinkel til emnet evolution, med konkret udgangspunkt i en række dyrearter, kombineret med fortællinger om arternes indbyrdes interaktion og deres nuværende leveforhold.

På 1. sal holder udstillingen Danske dyr til. Her er der i endnu højere grad tale om en tur tilbage i tiden, men det er i dette tilfælde ikke helt entydigt en fordel. Udstillingen indeholder et væld af udstoppede dyr, for kendere eller folk med særlig interesse for eksempelvis de mange fuglearter, der færdes på vores breddegrader, kan dette måske nok være spændende i sig selv. Problemet er så alle os andre, der lidt lades i stikken. Udstillingen minder mest af alt om et gammelt biologilokale, hvor man er blevet overladt til sig selv. En modernisering, ligesom den fjerde udstilling på 2. sal er i færd med at blive udsat for, kunne vist være tiltrængt også her.

0

1

2

3

4

5

6

T

m

Udklip fra særudstillingen ’Animalia’ på naturhistorisk museum.

FINGRENE VÆK, FREUD! ord | Peter Meedom

Myte tilhører en klasse af meget brugte og almene ord som fx kultur, natur og menneske, som aldrig har fået og aldrig vil få en endegyldig definition simpelthen, fordi de omhandler nogle helt fundamentale og derfor svært afgrænselige størrelser.

Ordet myte bruges ofte i dagens mediebillede i utallige og omskiftelige sammenhænge. Fx myten om cafépenge, hvor ordet bruges synonymt med illusion. Denne korte intro-artikel tjener som en lille for-tanke, før det for alvor går løs. Først ser vi på myten som ord, dernæst på hvordan man har prøvet at forklare myten. Til sidst drejer det sig om Mythbusting og myter i dag.

Teorivold Ethvert fænomen i naturen eller i menneskelivet kan fortolkes mytisk. Gennem århundreder har filosoffer og senere antropologer forsøgt at stable en myteteori på benene. Man prøvede og prøver at finde frem til en bagvedliggende betydning, som skjuler sig bag mytens symboler og billeder. Med andre ord en forklaring. Men det er som om myten er ateoretisk og undsiger sig forklaring. I forsøget på at aflokke myten dens bagvedliggende, forud-

I begyndelsen var ordet...

Etymologi plejer at kunne kaste lidt lys over sagerne. Myte og mytologi er begge græske ord, som har undergået en betydningsudvikling siden antikken. Jeg hopper dog let og elegant over disse detaljer og går lige til generaliseringerne. Hos den ældste græske forfatter vi kender til, Homer, betyder mythos både ”ord”, ”tale” og ”fortælling”. Senere får mythos betydningen ”en fortælling, som man ikke kan afgøre om er sand eller falsk” eller slet og ret ”fiktion”. Denne udlægning kender vi fra historiskrivningens far Herodot og the one and only Platon, der samtidig sætter mythos overfor logos, som bliver en fremstilling af noget virkeligt.

Den angivelige overgang fra mythos til logos udgør nok en af de vigtigste skel i den vestlige verdens selvforståelse. Sådan fremstilles det i utallige værker vedrørende felter som filosofi, medicin, videnskab, historieskrivning og litteratur. I vores selvforståelse hylder vi nemlig rationaliteten, som er forbundet med logos og ser derfor denne overgang som et afgørende skridt på vej imod de oplyste mennesker, vi senere blev. Myte bruges specielt i religionshistorie som betegnelsen for fremmede kulturers fortællinger om urtiden og guderne. Men hvad med mytologi? Mytologi er paradoksalt nok dannet af mythos og logos. Logos kan dog også betyde fortælling, og mytologi kan i klassisk tid kaldes en ”myte-fortælling”, dvs. en genfortælling af en myte. Siden modernitetens start har man dog forstået endelsen –logi som ”læren om” eller ”en videnskabelig behandling af”, som vi kender fra zoologi, ornitologi etc.

som man ikke kan forklare, og derfor antager mytiske skikkelser. Denne teori kan dog langt fra forklare alle myter, og den anses også for at være slemt forældet. Den anden og mere stædige teori er den ætiologiske (læren om årsag), som betragter myten som årsagsforklarende. Myten er her en førvidenskabelig forklaringsmodel. Men Ødipusmyten passer dårligt ind i den model. Til gengæld fører den os til den tredje model – den psykoanalytiske.

Et godt eksempel er Freud, hvis psykoanalytiske myteteori går ud på, at myter er forklædninger af det samme psykologiske tema, nemlig seksualiteten. Særligt kendt er hans teori om Ødipus-komplekset, som henter sit navn fra Sofokles’ tragedie.

Denne teori har dog selv antaget et væsenstræk tilfældes med en anden brug af ordet myte – illusionen.

En dramatisk verden En mytisk opfattelse af verden er altid dramatisk.

Mange har påpeget dens nære slægtskab med poesien. Alting er værdiladet i et eller andet omfang i modsætning til en videnskabelig opfattelse. Denne betoning eller stemning er bestemt ikke fremmed for os i dag. Tænk blot på ens oplevelse af tingene alt efter om man er opstemt eller nedtrykt, ængstelig eller håbefuld. Mytens grundlag er følelse, ikke tænkning. Dermed ikke sagt at ingen teorier eller tanker om myten kan være frugtbare. Nej, jeg vil blot understrege umuligheden af at aflokke myten sin ”egentlige” mening. Myten er i høj grad en plastisk størrelse, hvorfor utallige kunstnere har fundet inspiration deri, og som har bevirket så forskellige fortolkninger. Myten er dog altid afhængig af, at nogen gider at fortælle den videre...

Mytens politiske potentiale blev udnyttet af nazismen

Eksploderende silikonebryster og modernitetens videnskab

sætter man, at myten blot er en ubevidst fiktion.

Altså at mennesket på dets primitive stadier uden at vide det tyede til en irrationel forklaring på fx vejrfænomener i form af guder. Hvis man ser på nogle af teorierne virker det som om, at jo mere forenklet man kan forklare et mytekompleks jo bedre. Generelt kan man dele tolkningerne op i 3 grupper. Den første opfatter myten som allegori.

Storm, regn, vulkanudbrud er naturfænomener,

Temaet Mythbusting refererer selvfølgelig til Discovery Channels program Mythbusters, men det er selve ideen om at buste myter og myter i det hele taget, som er ærindet. Mythbusting er udtryk for et helt uomgængeligt element i moderne videnskab – eksperimentet. Eksperimentet opstår som videnskabelig metode i den tidlige modernitet.

Mythbusters beskæftiger sig kun med myter, som eksperimentelt kan afprøves. Men myte er så meget mere, hvilket sandsynligvis er forklaringen på,

hvorfor vi stadig gider at tale om dem. Netop fordi de ikke kan bortforklares eller bustes endegyldigt.

Men er der fornuft i myten? Den viser sig at være ualmindelig genstridig overfor analyse. Måske fordi den står et sted imellem eller berør både fornuft og det, der ligger uden for den. Man når ikke langt, hvis man stempler den som irrationel, medmindre vi har med Mythbusters-myter at gøre, fx om silikonebryster eksploderer ved lavt tryk.

Ser vi på videnskaben i dag, er det bemærkelsesværdigt, at meget prestigefyldt hard science arbejder med mytiske størrelser. Neurovidenskaben forsøger fx at finde – og dermed buste i en vis forstand – ”Gud-centret” i hjernen. Hvis vi ser bort fra os selv, vores samfund og verden, bliver det endnu mere my(s)tisk. Vi ved groft sagt ingenting om over 99% af universet. Big Bang? Hvis det ikke er en myte-lignende fortælling, så ved jeg snart ikke...

Nazister og de store fortællinger Det 20. århundrede blev en ekstremernes tidsalder med historikeren Eric Hobsbawms udtryk. Det tredje riges kronjurist, Carl Schmitt, og kulturfilosoffen, Walter Benjamin, nåede at gøre sig nogle tanker om mytens potens i det politiske før anden verdenskrig brød ud. Krigen blev en særlig anledning til at genoptage en bred interesse for myten, da nazismen viste, hvor magtfuld myten kunne være, hvis man brugte den politisk. I denne relation var man klart nok optaget af mytens misbrug i en politisk sammenhæng, som man kan læse i kulturpessimismens festskrift Oplysningens dialektik.

Dernæst tog den strukturalistiske impuls over – ikke blot i etnologien, men også inden for mange andre discipliner, hvor franskmændene Claude Lévi-Strauss og Roland Barthes var bannerførere.

Barthes’ Mytologier beskæftigede sig også med myten i massekultur og massemedier. Myten er da også hel uomgængelig, hvis man skal gøre sig klog på massemedierne - en af de vigtigste kulturelle faktorer i anden halvdel af det 20. århundrede.

Mange kultur- og samfundskritikere har påpeget de store fortællingers genkomst i 00’erne (her kunne man spørge sig selv, om de overhovedet var væk på noget tidspunkt?) i forbindelse med 9/11 og religionernes genkomst. De store fortællinger strukturerer vores opfattelse på godt og ondt.

Kilder Kilder og nogle vigtige tekster om myte(r) fra det 20. århundrede: Horkheimer & Adorno: Oplysningens dialektik (1944) Ernst Cassirer: Myten om staten (1946) Claude Lévi-Strauss: Myternes struktur (1955) Mircea Eliade: Helligt og profant (1957) Roland Barthes: Mytologier (1957) Northrop Frye: Anatomy of Criticism (1957) Marshall McLuhan: Myte og massemedier (1959) Hans Blumenberg: Arbeit am Mythos (1979) Chr. Gorm Tortzen: Antikkens mytologi

Ødipus kradser sig i irritation over Freud.

LIGHTHOUSE

Århus kommer efter al sandsynlighed til at vente lidt endnu på det 142 meter høje fyrtårn, som af borgmester Nicolai Wammen er udråbt til at blive byens nye varetegn. Det skal bygges på Nordhavnens yderste ø, men det kniber med projektets finansiering.

SAGAEN OM FYRTÅRNET ord | mETTE kRARUP

Flot ser det ud, når man klikker sig ind på www. lighthouse-aarhus.dk og ved hjælp af en animeret 3D-video bliver vist rundt i den nye bydel på Nordhavnen,. Her udfoldes urban idyl under en lyseblå himmel og omgivet af kridhvid, strømlinet arkitektur. Fra vandsiden føres man af kameraet ind i et arkitektonisk udstyrsstykke, der rummer både boligarealer, kontorlejemål, caféer, restauranter, kulturhus, hotel med wellnessfaciliteter og på øverste etage af fyrtårnet den såkaldte SkyLounge.

Det er dog usikkert, om Light*House faktisk realiseres i sit fulde omfang, eller om store dele af projektet forbliver animeret virkelighed.

I 1997 vedtager byrådet, at Århus Havn skal udvides og omdannes. I årene efter afholdes byplan-idékonkurrence, og i Kommuneplan 2001 foreligger der en strategi for udvidelsen.

Herefter køber og overtager kommunen gradvist arealerne, der skal inddrages. De frigøres fra havneformål og sættes til salg i offentligt udbud i 2006. Light*House-konsortiet udpeges i 2007 som køber i første udbudsrunde af Pier 4 på Nordhavnen.

Light*House-konsortiet er et samarbejde mellem tre bygherrer: Arbejdernes Andels Boligforening, Boligforeningen Ringgården og ejendomsselskabet Landic Property. Arkitekterne er danske 3XN, Gehl Architects og hollandske UNStudio, mens Grontmij Carl Bro er rådgivende ingeniører. Visionerne fejler ikke noget, og statsautoriseret ejendomsmægler Jan Nickelsen fra Colliers Hans Vestergaard A/S, der skal stå for udlejning og salg af Light*House, beskriver

projektet som ”…et decideret ikonbyggeri, repræsenterende verdensklassearkitektur, som ikke tidligere er oplevet i Danmark og slet ikke i provinsen.” På dette tidspunkt forventes Light*House at stå færdigt til etapevis indflytning medio 2011.

I juni 2008 skulle de tre bygherrer betale kommunen. Mens de to boligforeningers andele hver især beløb sig til mellem 25 og 30 mio. kr., der faldt til den aftalte dato, havde Landic Property tegnet sig for 84% af projektet og skulle betale 417 mio. kr. til Århus Kommune - penge, de ikke havde. Kommunen måtte i stedet sætte en ny betalingsfrist til 1. december 2008.

I august kom det frem, at grunden på Pier 4 i Nordhavnen, hvor Danmarks højeste bygning skulle opføres, består af ler med høj plasticitet og derfor er ustabil og meget vanskelig at bebygge.

Samtidig gik det støt ned ad bakke for Landic Property. Ejendomsselskabet er ejet af islandske

investorer, og storaktionæren Stodir, der ejer 40% af virksomheden, gik i betalingsstandsning i september 2008. Samtidig blev Glitnir Bank, der ejer 5% af virksomheden, overtaget af den islandske stat.

En ny forhandlingsrunde med kommunen indledtes og i december 2008 blev det besluttet, at Light*house-projektet skal deles i to. Landic Property skal til en start betale knap 200 mio. kr., så byggeriet af boligforeningsboligerne og det planlagte Comwell-hotel kan begynde.

Betalingsfristen for resten af beløbet udskydes nu til 1. december 2010.

Trods den forlængede betalingsfrist og kompromisset mellem Landic Property og kommunen risikerer anden del af projektet og dermed også selve esset i kortbunken, nemlig fyrtårnet, at hænge i en tynd tråd. I januar 2009 fortsatte nedturen for Landic Property, hvis ejendomme i Sverige vurderedes til væsentligt mindre end købesummen med den konsekvens, at långiveren har lukkede kassen, så firmaet nu ikke er i stand til at betale obligationsrenter. ”Sagen berører overhovedet ikke Lighthouseprojektet. Det kører som planlagt,” siger Michael Sheikh, der er direktør i Landic Property. Noget kunne dog alligevel tyde på, at det fantastiske fyrtårn kommer til at være undervejs en tid endnu.

Kilder: www.lighthouse-aarhus.dk www.debynaerehavnearealer.dk www.jp.dk

Darwin for Dummies

Darwin skrev aldrig noget om livets oprindelse i sin teori. Han fik ikke sin idé til evolutionsteorien ved at kigge på finker, og han var ikke ateist. Eller var han? Myter om Darwin og hans teorier lever i bedste velgående, og mange af dem bliver brugt i ideologisk sammenhænge, f.eks. af den religiøse højrefløj i USA. Men hvad har Darwin sagt, gjort og skrevet? Delfinen ’buster’ med hjælp fra Lektor Peter C. Kjærgaard en række myter om Darwin.

Intro | Jeppe Knudsen Myter | Peter C. Kjærgaard

Torsdag d.12.februar havde Darwin 200 års fødselsdag, og det fejredes landet over med en række arrangementer og udgivelser.

Københavns- og Aarhus Universitet udgav sammen hjemmesiden evolution.dk, som er en slags formidlingsportal for en række af landets forskere indenfor evolution. Darwins jubilæum, som sikkert allerede på nuværende tidspunkt får dig til at sukke, når du hører ordet evolution, naturlig selektion eller måske blot abe, må tages seriøst, især fordi der er mange myter omkring Darwin, hans værker og fortolkningen af disse.

Darwin er en af de skikkelser i videnskabens historie, som gang på er blevet misfortolket, og hvis forskning er blevet misbrugt. Derfor er der opstået en række myter omkring Darwin og hans forskning, som selv i vores oplyste nutid, eller hvad vi nu vælger at betragte den som, lever i bedste velgående. Myterne er ifølge Peter C. Kjærgaard, lektor ved afdeling for Idéhistorie på Aarhus Universitet, sommetider et ”udtryk for et overfladisk kendskab til, hvad evolutionslæren egentlig drejer sig om. Andre gange er de udtryk for, at Darwin selv og evolutionslæren bliver brugt i helt specifikke sammenhænge til at tjene ganske særlige formål. Det gælder blandt andet i de amerikanske retssager om ’videnskabelig kreationisme’ og ’intelligent design’”.

Darwin er altså ikke blot en videnskabelig størrelse, men bliver brugt til bl.a. ideologiske formål. Ifølge Kjærgaard har darwinismen eller evolutionslæren ”også et andet liv udenfor forskningsverdenen. I den offentlige debat, i populærkulturen og i alle mulige forskellige ikke-akademiske sammenhænge finder vi et væld af forestillinger, ideer og påstande om Darwin og evolutionslæren.” Men hvilke myter er det så, der cirkulerer rundt i vores offentlige rum, og er der i det hele taget tale om myter?

Her testes 5 generelle Darwin myter:

1. Darwins teori handler om livets oprindelse Titlen på Darwins bog Om Arternes Oprindelse (eller på engelsk On the Origin of Species) er ofte tolket som om den handler om livets oprindelse.

Det gør den ikke. Den handler om livets udvikling, og hvordan de forskellige plante- og dyrearter er kommet til at se ud, som de gør. Darwin kunne ikke udtale sig om, hvordan livet var opstået. Han havde ikke noget materiale til rådighed, som kunne belyse det spørgsmål. Men det er ikke en svaghed ved teorien. Den videnskabelige erkendelse har grænser. De spørgsmål, der ligger uden for de grænser hverken kan eller bør videnskaben besvare. Den holdning, som Darwin udtrykte, kalder man videnskabelig agnosticisme – et udtryk, der blev introduceret af Darwins gode ven og kollega, Thomas Henry Huxley. I sin simpleste form går det ud på, at man i videnskaben ikke kan udtale sig om ting, man ikke har videnskabeligt belæg for.

Darwin havde videnskabeligt belæg for at udtale sig om livets udvikling, ikke om livets opståen. Vi har i dag flere teorier om livets oprindelse, men vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvordan det skete.

Det vi kan konstatere – og det samme kunne Darwin – var, at det var opstået på et bestemt tidspunkt. Evolutionslæren handler om hvad der skete efter livet var opstået på jorden.

2. Darwin sagde, at vi nedstammer fra aberne Faktisk talte Darwin slet ikke om menneskets afstamning i Om Arternes Oprindelse. Men der var mange i samtiden, der på baggrund af hans ideer spekulerede over, hvordan mennesket passede ind i den historie. Først mere end ti år efter Om Arternes Oprindelse udgav han bogen Om Menneskets Afstamning (eller på engelsk Descent of Man). Det er en udbredt misforståelse, at Darwin selv skrev, at vi nedstammer fra aberne.

Det gjorde han ikke. I stedet talte han om fælles afstamning og brugte billedet ”Livets træ” til at

forklare det. I sidste instans har alt levende det samme udgangspunkt – den mest simple levende organisme, man kan forestille sig. Herfra forgrener jordens liv sig i et væld af grupper, arter og eksemplarer. På ”Livets træ” sidder mennesket ikke bare længere ude på samme gren, som aberne.

Hver art har sin egen gren. Når man går længere tilbage i tid, kan man se, hvordan nogle af de grene har samme udgangspunkt. Mennesket og chimpansen ”forgrenede” sig for ca. 4,1 millioner år siden. To millioner år før udviklede gorillaerne sig i en anden retning, og vi skal hele 18 millioner år tilbage for at se, hvornår orangutangerne og menneskegrenen blev opsplittet i to forskellige arter. På Darwins tid blev Orangutangerne ofte fremstillet som vores nære slægtninge, bl.a. i zoologiske haver. Det er rigtigt, at vi er i familie med aberne – som vi er i familie med alt liv på jorden. Men vi er ikke en videreudvikling af de ”menneskeaber” eller primater, vi kender i dag.

3. Darwin tog til Galápagosøerne, studerede finkernes næb og opdagede evolution Denne historie var slet ikke kendt på Darwins egen tid. Faktisk opstod den først i 1930erne, da man fejrede 100-året for Darwins besøg på øerne. Det er rigtigt, at han besøgte Galápagosøerne under sin jordomrejse med HMS Beagle. Det er også rigtigt, at han indsamlede forskellige finketyper.

Men det er ikke rigtigt, at de omgående fik ham til at tænke på evolution med naturlig selektion.

Faktisk var han hverken særlig omhyggelig med at registrere finkerne eller i det hele taget studere dem. Det var først efter, at han var vendt tilbage til England, at en kollega fik orden på samlingen og henledte Darwins opmærksomhed på finkernes forskellige kendetegn. Der var mange andre ting, der fik Darwins tanker ind på evolution. Han indsamlede et imponerende materiale fra geologi, palæontologi, zoologi og botanik fra hele verden, som han studerede og sammenlignede med, hvad andre forskere havde indsamlet og beskrevet. Alt

det materiale viste tegn på, at udviklingen havde nogle helt bestemte fællestræk – i dag siger vi, at der var tale om konvergerende bevismateriale.

Det fik i sidste instans Darwin til at tænke i evolutionsbaner. Ideen opstod altså på baggrund af et langvarigt studium af et meget omfattende materiale. Nu manglede han så bare en mekanisme, der kunne forklare det. Den fandt han i ”naturlig selektion”. Finkehistorien er blevet så populær, fordi den er simpel og bekræfter det udbredte billede af videnskabens udvikling som resultat af den geniale forskers pludselige aha-oplevelse. Sådan er det sjældent, og sådan var det slet ikke for Darwin.

4. Darwin fandt på slagordet ”survival of the fittest” – den stærkestes overlevelse – for at markedsføre sin teori Det var den politiske filosof, Herbert Spencer, der som den første brugte begrebet ”survival of the fittest” i sin bog Biologiens Principper, der udkom i 1864. Spencer brugte det som metafor for Darwin begreb om ”naturlig udvælgelse”. Darwin var aldrig helt tilfreds med begrebet, men kunne godt se, at det havde nogle enkelte fordele. Blandt andet så kunne folk komme til at tænke på en bevidst indgriben med Darwins eget begreb ”naturlig udvælgelse”, og det var der slet ikke tale om. På den anden side kom slagordet også til at simplificere processen og mekanisme i en sådan grad, at folk fik en forkert opfattelse af, hvordan livets udvikling foregik. Darwins teori byggede på held, tilfældighed, dygtighed, osv., hvor det statistiske element er afgørende. Der var med andre ord tale om et væld af faktorer i arternes udvikling, der ikke kunne reduceres til, at det altid var den stærkeste, der ville overleve. Darwin overtog Spencers begreb som et synonym til ”naturlig udvælgelse” i 5. udgaven til Om Arternes Oprindelse, der udkom i 1869. Den danske oversættelse kom for første gang i 1871-1872. Her blev J.P. Jacobsens oversættelse af ”survival of the fittest” til ”den mest Skikkedes Bliven ilive”. Det er næsten umuligt at forstå i dag. Darwins egen tolkning af begrebet var, at det drejede sig om den bedst tilpassedes overlevelse, ikke den stærkeste. Det er også vigtigt at huske på, at selv det allerbedst tilpassede individ kunne være uheldig at blive spist af et større dyr, få et klippestykke i hovedet eller omkomme på anden vis. Evolutionen giver med andre ord ingen garantier. Det er en statistisk teori.

5. Darwin var en ateist, der kun var ude på at rydde religion af vejen Mange har set evolutionslæren som et angreb på religion, hvor kampen skulle stå mellem Gud og Darwin. Det er en udbredt fejltagelse, at Darwin var ude på at skade religion og religiøs tro. Hans arbejde handlede om at forstå jordens liv på et videnskabeligt grundlag. Det havde nogle konsekvenser for f.eks. jordens alder, som på baggrund af en bogstavelig læsning af Bibelen blev sat til 6.000 år. Der var brug for millioner

af år for evolutionen at virke. Men det var ikke Darwin, der introducerede den gamle jord. Det var almindeligt anerkendt blandt videnskabsfolk i 1800-tallet, at jorden var millioner år gammel.

Uenigheden drejede sig blot om, hvor mange millioner år det drejede sig om. Her var Darwin altså på linie med sine samtidige kolleger. Men han er ofte blevet udskældt som netop den person, der gjorde op med den bogstavelige læsning af Bibelen. Tro blev imidlertid anset for et personligt anliggende.

Det vigtige for Darwin – og for videnskabsfolk i øvrigt på dette tidspunkt – var, at videnskab og religion ikke blev blandet sammen.

Man kunne sagtens mene evolutionslæren var rigtig og stadig tro på Gud. Det var der mange, der gjorde – og det er der stadig mange, der gør. Darwin havde selv en religiøs opvækst og var i færd med at uddanne sig til præst i på Universitet i Cambridge, da han drog ud på sin jordomrejse med HMS Beagle.

Hans personlige tro kom til at betyde mindre og mindre for ham gennem livet. Det afgørende er i denne sammenhæng, at hans arbejde ikke var et angreb på religion, og at Darwin aldrig selv brugte evolutionslæren til det formål. Det har dog ikke forhindret andre i at gøre det.

Kilde: Citater og myter taget fra Peter C. Kjærgaard, De Store Darwin Myter, http:// www.darwin.au.dk/myter og www.evolution.dk

Myten om studenterdemokratiet?

Skattekommissionens nyligt fremsatte forslag om at beskære SU-perioden med 2 år blev mødt af bred afvisning og spredte protester blandt universitetsstuderende. Men rækker indignationen og kampgejsten hinsides egen pengepung? Flere steder i Europa har studerende i de senere måneder besat deres universiteter som led i større protestaktioner. Delfinen ser nærmere på, om studenterdemokratiet i dagens danske universitetsverden er mere myte end realitet: En lektor og en studenteraktivist kommer med deres bud på, om fremtiden byder på aktivisme eller apati. oRD | marc grønlund og niklas steffensen hessel

I studenterpolitiske kredse har man i flere år sorthumoristisk sagt, at det bedste, der kunne ske for de studerendes deltagelse i universitetsdemokratiet ville være en afskaffelse af SU’en og indførelse af brugerbetaling; så skulle folk nok komme op af stolene. Den antagelse syntes i nogen grad bekræftet, da Skattekommissionen i starten af februar foreslog at skære to år af SU-perioden: Det førte til protestmøder på flere universiteter, herunder AU, samt blokader på RUC og KU. Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor de studerende først kommer op på barrikaderne, når de trues på SU’en. Som mange nok vil vide, betød universitetsloven af 2003 en svækkelse af universitetsdemokratiet: Det kollegiale selvstyre veg for topstyring og en bestyrelse med et flertal af eksterne medlemmer, mange fra erhvervslivet.

Hertil kommer ministerielle udviklingskontrakter, en omfattende bureaukratisering og økonomiske nedskæringer, der truer den forskningsbaserede undervisning og videnskabelige autonomi.

Hovedparten af de studerende har forholdt sig ganske passivt til disse forandringer. Er de danske studerende egennyttige egoister, der nok kan brokke sig, når deres månedlige SU er i fare, men ellers ikke bekymrer sig videre om tilstanden på det universitet, hvor de har deres daglige gang?

Lave forventninger til medbestemmelse Delfinen har spurgt Sune Auken, lektor i Nordisk på KU og en af de mest højlydte kritikere af de senere års universitets- og forskningspolitik, om studenterdemokratiet reelt er en myte og studenteraktivismen i bedste fald et levn fra en svunden tid. Han forklarer de studerendes manglende protester med, at mens en nedskæring i SU-perioden straks vil kunne føles på pengepungen, kan man som menig studerende gå længe uden at opdage, at eksempelvis Akademisk Råds indflydelse er blevet svækket.

Hertil kommer, at universitetsstuderende i dag måske har anderledes beskedne forventninger til medbestemmelse end tidligere: ”Man er ikke vant til, at man tidligere havde afgørende indflydelse på, hvad der skete på universitetet. Næsten alle, som studerer i dag, er jo kommet ind på en institution, som er top-down organiseret.”

Men har underviserne også været for dårlige til at råbe de studerende op og gøre opmærksom på de økonomiske nedskæringer og demokratiske forringelser, der ikke føles umiddelbart i de studerendes hverdag? ”Mange undervisere er meget forsigtige, bl.a. på grund af universitetets entydige magtstruktur: Stikker man næsen for langt frem, kommer man hurtigt til at føle, at man er lidt i fare i forhold til den chef, der har absolut magt overfor én.

Men det er en misforståelse. Hvis man gør, som jeg har gjort og er tilstrækkeligt langt fremme, er der ikke

en kat, der kan røre én.”

Studenterrepræsentanter som kransekagefigurer Ifølge Auken er problemet ikke, at underviserne ikke har været højrøstede nok overfor deres studerende, men at de ikke har været det i offentligheden. Han er overbevist om, at hvis flere universitetsansatte på den måde var ”bølgebrydere”, ville det hjælpe på de studerendes aktivitetsniveau. ”De studerende er jo også nederst i hierarkiet. Og det er ikke skægt at have lavet en masse ballade, når man skal have karakterer bagefter, og dekanen eller dekanessen kigger olmt på en selv eller ens lærer.

Meget af det er selvfølgelig konspirationsteorier, men det er en følelse, og sådan nogle er stærke.”

Men måske ’studenterdemokratiet’ også isoleret set har et legitimitetsproblem, når de studerendes deltagelse ved valget af studenterrepræsentanter til bestyrelsen er så lav som 16% (stemmeprocenten ved seneste bestyrelsesvalg på AU, red.)?

Auken erklærer sig enig i, at manglen på reel demokratisk legitimitet er et stort problem, men pointerer, at de nuværende forhold ikke gør situationen bedre: ”De stemmeprocenter har jo altid været dårlige, men i dag er der den ekstra begrundelse, at de studerende – uanset om de gør en god indsats eller ej – og lærerrepræsentanterne blot er kransekagefigurer. De sidder i så tydeligt mindretal,

Fra aktionen på RUC

at de til enhver tid kan blive trumfet. Der er ingen mulighed for reel indflydelse.”

På RUC har man fra studenterrepræsentanternes side valgt en anderledes konfrontatorisk strategi i forhold til ledelsen end den, der kendetegner Studenterrådets repræsentanter i Aarhus Universitets bestyrelse. Det har i nogen grad båret frugt, da det faktisk er lykkedes de studerende at få taget afskedigelser af bordet. Sune Auken anerkender dette, men ser det ultimativt kun som en kortsigtet sejr: ”Så kommer der en ny leder, og hvis han er lidt kvikkere, kan han køre systemet uden at protesterne bliver helt så store – og så ændres intet afgørende. Det er et strukturelt problem, ikke et lokalt.”

Ingen fremtid i 70’erne Auken afviser ikke, at der kan være grund til at lave ”intern ballade”, men mener at man på længere sigt når mest ved at bevæge sig udenfor murene. Søger man ud i offentligheden, kan universitetsledelse og politikere ikke længere kontrollere, hvad man siger. ”Vi bliver nødt til at gøre opmærksom på, at top-down universitetet har en lang række uheldige konsekvenser – ikke bare for universiteterne, men uheldige samfundsmæssige konsekvenser”.

I sidste ende handler det altså, ifølge Auken, om at forsøge at påvirke den offentlige mening og de ansvarlige politikere. ”Vi kommer ingen vegne ved at genopføre 70’erne. Vi må forklare samfundet, hvad det faktisk mister; at samfundsnyttig forskning ikke kan forudsiges. Spektakulære aktioner kan være fine nok, men jeg tror ikke meget på dem. Vi må overbevise de folk, der har magt i dette system, om, at dette politisk set er en dårlig idé – så sker der noget.”

Hvad angår de studerendes deltagelse i denne bestræbelse, frygter Auken dog, at en forkastelse af forslaget om at skære i SU’en – som han anser for mest sandsynligt – vil resultere i en følelse af sejr, hvormed de vedvarende problemer på universitetet igen glemmes.

Læren fra ’68 Det er dog ikke alle, der deler Aukens forkastelse af

det politiserede 70’er universitet eller hans skepsis på den fremtidige studenteraktivismes vegne.

Bue Rübner Hansen er udvekslingsstuderende i England og aktiv i initiativet Reboot, der sidste år afholdt en konference i København om arven fra det herostratisk berømte ungdomsoprør i 1968.

Han mener ikke, at folk i længden vil forblive passive og vurderer, at tiden er inde til et mere gennemgribende opgør: ”Det er helt klart, at utilfredsheden blandt studerende er større, end den har været i mange år. Besparelserne på udannelse og forskning, samt afvikling af demokratiet på universiteterne, kan efterhånden mærkes af alle studerende og

universitetsansatte. Det ser man både i Danmark og i resten af Europa. Derfor er der ikke blot tale om en større villighed til at aktionere blandt studerende.

Afviklingen af den medbestemmelse, som blev vundet med oprøret i ’68, har også gjort alternative metoder mere nødvendige, end de har været længe.”

Ser man på Europa igennem de senere år, fremstår der da også et billede af ikke kun utilfredshed, men til tider decideret oprør. Og det er netop med udgangspunkt i denne bredere europæiske udvikling, at Bue Rübner Hansen vurderer, at mere aktivistiske midler kan være nødvendige og anvise vejen frem, også i Danmark: ”At besættelser og blokader stadig er på dagsordenen – og ofte virker – kan man se på begivenhederne i løbet af det sidste halve år, hvor der har været oprørslignende tilstande på universiteter i Italien, Grækenland, Spanien, og Frankrig.”

Reboot-initiativet handlede ifølge Rübner Hansen ikke om nostalgisk sværmeri eller en påtaget genopførsel af forgangne tider, men satte fokus på de samtidsrelevante erfaringer, som studerende ifølge ham endnu kan udlede af det 40 år gamle

mere end blot hjemlige studenterforhold. Den nylige krig i Gaza har således affødt en hel protestbevægelse på flere engelske universiteter: ”Omkring 25 universiteter har været besat rundt omkring i England fra januar og ind i februar i solidaritet med befolkningen i Gaza. Selv var jeg med fra starten af den 12 dage lange besættelse af King’s College i London. Det har været fantastisk at opleve, hvordan studerende med vidt forskellig baggrund, socialister, humanitært orienterede liberale og troende muslimer, har kunnet opbygge et stærkt fællesskab omkring en sag.”

Hvad mere er, så er det faktisk i nogen grad lykkedes de studerende at få opfyldt deres krav, idet der er blevet givet studielegater til palæstinensiske studerende og hjælp til genopbygning af uddannelsesinstitutioner i Gaza.

Studenteroprøret 1968 i Paris oprør: ”For os er oprøret i ’68 vigtigt, fordi det viste, at studerende og den brede befolkning kan tilkæmpe sig frihed fra autoriteter og markedskrav. Så ligesom det glæder mig, at studerende over hele Europa inspirerer hinanden, håber jeg, at vi kan lade os inspirere af de mange kreative aktioner, besættelser og folkelige strejker som man så i ’68 fra København over Paris til Prag og Mexico City.”

Solidaritet fra Europa til Mellemøsten Det har ikke skortet på aktivisme og protestaktioner i det universitetsmiljø i London, som Bue Rübner Hansen for tiden bevæger sig rundt i, og aktionerne har været rettet mod

Protesterne har ifølge Rübner Hansen medført en endnu bredere politisering blandt de studerende, der nu sætter spørgsmålstegn ved de høje studieafgifter og manglen på ikke-kommercielle studenterfaciliteter på universiteterne. ”Dette er helt nyt i forhold til, da jeg kom til London i efteråret”, forklarer Rübner Hansen Solidaritetsaktioner som de engelske er selvsagt ikke noget, vi i nyere tid har oplevet på de hjemlige breddegrader. Men for knap et års tid siden stod en række studerende fra RUC bag et initiativ til støtte for fængslede studerende i Iran. Danske Studerendes Fællesråd bakkede op om initiativet og deltog i en støttedemonstration for de iranske

studerende i København i januar 2008.

Siden har det dog været småt med aktionering til fordel for undertrykte folk i fjerne egne, studerende eller ej.

Hjemlige protester og perspektiver Som nævnt har der været blokader på både KU og RUC i anledning af forslaget om at beskære SU-perioden. Ifølge Nynne Ravnsted-Larsen, en af vagterne ved blokaden af sociologisk institut på Københavns Universitet, skulle aktionen demonstrere, at de studerende tager universitetet alvorligt som andet og mere end blot en ’skole’, hvor man kommer og går: ”Dette er en faglig blokade, fordi vi betragter vores uddannelsessted som vores arbejdsplads”, udtalte hun til modkraft.dk d.

13. februar.

Et nærliggende spørgsmål er da, om SU-sagen vil kunne igangsætte en videre politisering af de studerende, eller om de studerende snarere vender tilbage til skrivepulten efter fuldført mission, som Sune Auken forudsiger.

Bue Rübner Hansen mener dels, at de studerende må danne fælles, offensiv front med undervisere i kampen for universitetsdemokratiet.

Men han mener tillige, at disse bestræbelser kun kan være succesfulde, hvis de forbinder sig med grupper udenfor universitets mure: ”Studerende og universitetsansatte bør alliere sig i kombinerede strejker og besættelser, som man har set i Frankrig for nylig. Kun sådan kan man vinde medarbejder- og studenterdemokratiet tilbage og sikre, at al uddannelse forbliver gratis og SU-berettiget. Samtidig mener jeg, at det er vigtigt, at man ser sig omkring i samfundet. SOSUassistenter, folkeskolelærere og arbejdsløse lider i deres hverdag under et enormt pres, som er et resultat af den samme mistillid, topstyring og kontrol, som studerende og universitetsansatte oplever i dag. Kampen for SU og for universitetsdemokrati er altså en del af en bredere kamp for selvbestemmelse, tillid og velfærd.”

På nuværende tidspunkt forekommer der dog at være lang vej fra Rübners brede dagsorden om samfundsforandringer til de mere lokale kampe for demokrati og revision af universitetsloven.

Protesterne i forbindelse med SU-forslaget synes at indikere, at potentialet for en mere offensiv form for studenteraktivisme er til stede. Hvorvidt det så vil materialisere sig til en egentlig politisering blandt de studerende, som demonstrerer, at studenterdemokratiet faktisk eksisterer udenfor Studenterrådets kontorer, må de kommende måneder vise.

(NB. Redaktionen afsluttet 20. februar)

det redaktionelle | Februar

SMILETS BY Ă…RHUS...

BUSTED!

Humor | uhmor

ufo

ET KIG I DE NYÅBNEDE ARKIVER oRD | sara buch foto | SUFOI’s hjemmeside

Da militæret for nylig besluttede at åbne deres ufo-arkiver, blev der skrevet en hel del i aviserne i den anledning. Men hvorfor er vi så fascinerede ved tanken om ufoer? Og findes der overhovedet nogen beviser på deres eksistens?

Det ultimative en journalist kunne håbe på at finde i militærets arkiver ville vel være observationer, som kunne bevise, eller tyde på, at vi modtager besøg fra rummet.

Forestillingen om at besøg fra rummet vil komme til os i form af små, tallerkenformede rumskibe har en historie på lidt over 60 år. Siden d. 24. juni 1947, hvor den amerikanske pilot Kenneth Arnold rapporterede om ni ’flying saucers’ han havde set fra sit fly over USA, eksploderede antallet af beretninger om mystiske flyvende objekter; fra tid til anden krydret med historier om bortførelser og besøg fra det ydre rum. Starten på ufoobservationerne faldt sammen med begyndelsen på den kolde krig, og mange mener, at ufointeressen kan tolkes som en kollektiv reaktion på periodens paranoia. Som Mikael Rothstein skriver på foreningens Skeptica’s hjemmeside, så kan forestillingen om ufoer ikke forstås løsrevet fra den sociale virkelighed med krigsfrygt, våbenkapløb og teknologi-visioner. Den klassiske forestilling om ufoer som små, højteknologiske, og potentielt farlige spionage-fartøjer, styret af fremmede væsener med ukendte våben og ukendte motiver, udgjorde en kollektiv manifestation af frygten, og kunne på denne måde bearbejdes i avisartikler, foreninger, bøger og film.

Derudover mener nogle endda, at den amerikanske regering har haft en interesse i at pleje myten om ufoer fra rummet, for at bortlede opmærksomheden fra episoder med forbindelse til deres egne hemmelige militære aktiviteter.

En af de mest kendte myter, som understreger sammenhængen mellem konspirationsteorier om besøg fra rummet og hemmelige militæroperationer, er vel nok Roswell-myten; den sejlivede historie om et rumskib, der styrtede ned i nærheden af Roswell, New Mexico, hvorefter en hemmelig forening af ’Men in Black’ fragtede rumskib og rumvæsener til militærbasen Area 51, hvor forskerne nu skulle have lært at bruge rumvæsenernes teknologi til amerikanske

militærformål.

Dansk forening registrerer ufoer

De fleste vil nu om dage mene, at det er en myte, at vi indimellem får besøg af ufoer. Men en beslægtet misforståelse er, at ufo-efterforskning kun drejer sig om at opspore rumvæsener. U.F.O. står som bekendt for ’Uidentificeret Flyvende Objekt’, og dette kan i princippet være alt fra et vissent blad i vinden til en satellit eller et rumskib. Derfor er det faktisk ganske ukontroversielt at konstatere, at det vrimler med ufoer rundt omkring os.

Herhjemme er det foreningen SUFOI, Skandinavisk Ufo Information, der siden 1957 har efterforsket ufo-indberetninger i et samarbejde med militæret, og som nu, efter offentliggørelsen af militærets ufo-arkiv, helt har overtaget arbejdet med indsamling og efterforskning af ufo-observationer.

Ole J. Knudsen, planetarieleder på Steno-museet og tidligere leder af SUFOI’s alarmcentral, fortæller,

”Mange ufo-observationer skyldes almindelige ting, som under visse omstændigheder kan se ualmindelige ud – for eksempel landingslysene fra et fly, mærkelige skyformationer, laserlys eller balloner. at han personligt ikke mener, at der er noget som helst bevis på, eller indicium for, at der skulle være tale om besøg fra rummet, hverken i SUFOI’s arkiver eller i de udenlandske rapporter, som han har kendskab til.

Ifølge foreningen kan ca. 95% af alle ufoindberetninger forklares som menneskeskabte eller naturlige fænomener, og en del af efterforskningen består i at gennemgå kendte fænomener, som man erfaringsmæssigt ved kan give anledning til ufo-observationer. Dette arbejde bliver til gengæld støttet af Videnskabsministeriet, som identificering af og oplysning om himlens fænomener.

Det er da heller ikke forhåbningen om at finde et nedstyrtet rumskib, der driver foreningens medlemmer. Ole Henningsen, mangeårigt medlem af SUFOI, fortæller, at i de 50 år han har beskæftiget sig med ufoer er det dels en personlig

nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der i virkeligheden er blevet observeret i den enkelte sag, og dels at kunne give denne viden tilbage til observatøren, som interesserer ham.

Kuglelyn og styrtende satelitter

Mange ufo-observationer skyldes almindelige ting, som under visse omstændigheder kan se ualmindelige ud: for eksempel landingslysene fra et fly, mærkelige skyformationer, laserlys eller balloner. Andre fænomener er overraskende, fordi de er mere sjældne. Herimellem er fx meteorer, lysbomber kastet fra helikoptere, lysglimt fra satellitter eller rumaffald, der brænder op i atmosfæren.

Endelig er der de observationer, som mystificerer forskerne, selvom det er slået fast, at der ikke er tale om besøg fra det ydre rum. Sådan et fænomen er kuglelyn, som masser af mennesker har oplevet, også i Danmark.

Kuglelyn viser sig oftest som lyskugler, der svæver langsomt igennem luften i forbindelse med et tordenvejr, og som kan komme ind i huse gennem vinduer eller skorstene. De kan eksplodere og har undertiden slået mennesker ihjel, mens de andre gange bare går fredeligt i opløsning. Indtil midten af halvfjerdserne betragtede Danmarks Meterologiske Institut stadig kuglelyn som en skrøne, og derfor var det i stedet SUFOI, der indsamlede observationerne.

Ifølge Ole Knudsen består kuglelyn sandsynligvis af plasma, en meget varm gas, der lyser, ligesom den lysende gas i et lysstofrør eller på overfladen af solen, men de har endnu ikke fået en fyldestgørende naturvidenskabelig forklaring.

FAKTA

SUFOI har nu helt overtaget militærets opgave med at modtage ufo-indberetninger.

Hvis du ser et uforklarligt fænomen på himlen, kan du indberette det i et skema, som findes på SUFOI’s hjemmeside: www.ufo.dk. Der findes også en guide til himlens fænomener, så du selv kan prøve at finde ud af, hvad det var du så.

Sky der ligner ufo.

Øjenvidneberetninger er alfa og omega Så selvom man ikke tror, at man har set et fartøj fra det ydre rum, så har man måske alligevel set noget interessant og mærkeligt på himlen forleden aften.

Hvis man kunne tænke sig at få det opklaret, kan man kontakte SUFOI. Foreningens detektivarbejde bygger på de øjenvidnerapporter, som de får ind fra personer, som har set noget usædvanligt på himlen. Derefter prøver medlemmerne at finde ud af, om observationerne stemmer med andre indberetninger, og de kontakter eventuelt pressen for at opfordre flere øjenvidner til at melde sig.

Ole Henningsen fortæller om en sag, som blev afsluttet for nylig, hvor man via en presseefterlysning, efterfølgende henvendelser fra 11 øjenvidner, en videooptagelse, hjælp fra en politipatrulje på Nykøbing Falster og kontakt til blandt andet Flyvertaktisk Kommando, Søværnets Operative Kommando og NAVIAIR, som kontrollerer civil flyvning i dansk luftrum, kom til bunds i en sag om nogle mystiske lys, som var blevet set syd over Østersøen. Det viste sig, at lysene stammede fra udenlandske militærfly, der havde befundet sig i området.

De sidste 5 procent SUFOI vil ikke officielt lægge sig fast på nogen teori om, hvad de ca. 5 % uopklarede observationer

Avedøre ufo-foto: Dette ufo-foto er taget i 1975 ved Irmas kødlager på Avedøre Holme. SUFOI har stadig ikke fundet en tilfredsstillende forklaring.

Projektører der ligner ufoer: Når man ikke kan se lyskeglen kan laserlys og projektører ligne cirklende ufoer.

kan skyldes. Fremmede fartøjer fra rummet bliver ikke afvist som forklaring, men hidtil ukendte naturfænomener er en nok mere sandsynlig mulighed, ligesom man er meget bevidst om den rolle observatøren selv spiller i iagttagelserne.

Ofte fejlvurderes afstand, størrelse og hastighed, da disse ting især om natten er meget svære at bedømme, eller flere forskellige fænomener opleves som et samlet fænomen.

Observatørens kulturelle baggrund har også en stor betydning for iagttagelserne, hvilket bliver klart bare ved at kigge igennem de billeder med ufo-lignende fænomener, som ligger på foreningens hjemmeside. For hvornår synes folk, at noget ligner en ufo? Ifølge rigtig mange af billederne bliver et fænomen værd at fotografere, når det ligner eller bevæger sig som et rumskib, som man kender det fra de gamle science fiction film: tallerkenformet, eventuelt med lys og med cirklende, langsomme bevægelser.

mennesker i årene efter anden verdenskrig, og som muligvis i virkeligheden var et russisk militæreksperiment. Der er også andre interessante historier og observationer, deriblandt rapporten om nedkastningen af frossent flytoilet-indhold i en dansk villahave, men mange af disse observationer har i forvejen været forbi SUFOI i forbindelse med foreningens samarbejde med Flyvertaktisk Kommando. Og de hemmelige arkiver – som i virkeligheden bare er en enkelt mappe – har faktisk altid været tilgængelige for journalister; selvom der ikke har været nogen, der har gidet kigge den igennem, efter at have fået at vide, at den ikke var rigtig hemmelig.

Så selvom det ville have været spændende med en dansk pendant til Area 51, så må vi nøjes med endnu nogle rapporter over fænomener, som nok er interessante, men som med meget lidt sandsynlighed har noget at gøre med udenjordisk intelligens.

Formand for SUFOI Kim Møller siger: ”Ligesom i X-Files er der mange mennesker, der mener, at ’Sandheden er derude’. Dertil må vi sige, at ’Sandheden er herinde’- det vil sige i vores hoveder.

Ufo-observationer er netop oplevelser af reelle himmelfænomener, der fortolkes inde i vores hoveder.”

Hvad var der så i det arkiv Der er altså mange spændende fænomener beskrevet i SUFOI’s optegnelser over ufoobservationer, selvom der ikke er nogen beviser på besøg fra rummet. Men hvad så med de hemmelige militærarkiver? Tja, de indeholder blandt andet beretningen om de skandinaviske spøgelsesraketter, som blev set af mange

Fugle der ligner ufoer: Det er ikke ufoer, men det er flot. Natlig fugleflok i gadelyset fra København.

Det politiskes genkomst eller forsvinden

To antologier fra en række århus-baserede forskere sætter fokus på relationen mellem æstetik og politik. oRD | Niklas Steffensen Hessel

Der er i de senere år blevet talt en del om det politiskes genkomst i samtidskunsten, og det ikke kun indenfor en snæver akademisk diskurs: Her til lands har bl.a. Kristian Hornsleths jovialt demonstrative udbytning af afrikanere og det levende lig Claus Beck-Nielsens selvmordsmissioner i mellemøsten og USA påkaldt sig bred opmærksomhed. ’Genkomst’ implicerer naturligvis, at det politiske i en periode har været borte fra kunsten. At det imidlertid også har været borte fra sig selv, vil måske komme som en overraskelse for nogen. Det er imidlertid en teoretisk præmis, som flere af bidragene i antologien Æstetik og politik abonnerer på: Vi lever i en post-politisk tid, hvor ideologiske slagsmål og uenigheder om samfundets grundlæggende koordinater er blevet lagt væk. Tilbage står en klæg konsensus og dybest set ligegyldige kampe om, hvorvidt Venstre eller Villy er bedst til at forvalte Velfærdsstaten, som vi kender og åbenbart elsker den. Og dog: Andre røster hævder, at historien (herunder politikken) med ’9-11’ pludselig blev skudt i gang igen, efter den var bedyret afsluttet med det liberale demokratis snarlige globale overherredømme. Redaktørerne af den anden nyligt udkomne antologi, Æstetik og politisk magt, drister sig således også i forordet til at påpege: ”Som ’Muhammedkrisen’ demonstrerede, rummer æstetiske former en enorm politisk kraft”. Det fremstår dog mest som et anstrengt forsøg på at skabe interesse for udgivelsen, for i selve bogen må man se langt efter analyser af æstetikkens rolle i det postulerede civilisationssammenstød.

En blandet rodebutik Trods de to antologiers lighedspunkter – der altså går så langt som til næridentiske titler – kan de i nogen grad siges at nærme sig deres tematik fra hver deres side af begrebsparret æstetik/politik: Mens Æstetik og politik er skrevet af forskere fra eller omkring Institut for Æstetiske Fag i Århus og primært fokuserer på (politisk) kunst, har flere af bidragene i Æstetik og politisk magt deres udspring i foredragsforeningen Kritisk Profil ved Institut for Statskundskab på AU. Bidragene her interesserer sig således eksempelvis for, hvordan ’æstetiske former’ (forstået ganske bredt) kan bruges som camouflerede politiske magtværktøjer, eller de benytter kunstværker som middel til en sociologisk samtidsanalyse. Mens denne antologi dog i sidste

ende er mere genuint tværfaglig – forskere i såvel filosofi, kunsthistorie som nordisk er repræsenteret – er den også den mindst vellykkede. Det skyldes ikke kun en sløset korrekturlæsning og noget nær utilgivelige fejl i en akademisk udgivelse (den tyske filosof Schlegel forvandles fx i forordet til ”Schlegen”), men også den manglende faglige fælles tråd: Der skrives i vidt forskellige retninger – fra kunsthistoriker Mikkel Bolts næranalyse af en situationistisk kunstudstilling i 60’ernes Danmark til den altid fornøjelige højre-dekonstruktivist Hans Hauges polemiske udfald mod statslig kunststøtte – uden den kontinuitet, som den anden antologis fokus på samtidskunsten garanterer.

Hermed ikke sagt, at en streng tematisk kohærens er et ufravigeligt diktum, men redaktørernes udvælgelseskriterier fremstår nu engang diffuse: At man har valgt at inkludere analysen af filmen Fight Club, skrevet af dansk sociologis enfants terribles Bülent Diken og Carsten Bagge Laustsen, virker eksempelvis besynderligt - den er allerede blevet udgivet i flere andre publikationer. På et indholdsmæssigt plan er den et noget fabulerende, men ganske underholdende forsøg på at anvende den slovenske kultsociolog/filosof Slavoj Žižek og en række post-strukturalistiske teoretikere i en analyse af Fight Club som kapitalismekritik.

Diken og Laustsen er imidlertid sært tvetydige i deres vurdering af filmens succes som sådan: Indledende kaldes den ”et mesterværk af en film”, mens det afslutningsvist med et Žižek-citat antydes, at den er udtryk for ironisk ”neo-fascisme” (!).

Bogens mest interessante bidrag stammer fra den ene af redaktørerne, Marie Østergaard Møller, der opruller en udvikling ”fra slotspark til søjlediagram”, idet der argumenteres for, at statistiske fremstillinger af socioøkonomiske forhold mv. i dag tjener som et middel til fremstilling af statslig enhed, på samme vis som kunst og arkitektur tidligere har gjort det. Møller savner en egentlig definition på det notorisk flertydige æstetikbegreb. Men hendes primære og bevidst provokatoriske ærinde ligger også andetsteds, idet hun søger at gøre op med en snæver politologisk opfattelse af magt, der ikke anerkender repræsentationsformer

som reale magtfaktorer. Overfor indvendingen om statistikkens videnskabelige grundlag pointerer Møller, at fænomener for at kunne optælles først må gøres optællelige via kategorisering på baggrund af fastsatte kriterier. Det er netop statistikkens fordring på objektivitet, dvs. en nærmest umedieret fremstilling af genstandsfeltet, der gør den velegnet som politisk magtværktøj: Modsat slotsparken kan søjlediagrammet virke handlingslegitimerende.

Tilsynekomstens kunst Selvom Møller ikke selv bringer ham på banen, kan hendes argumentation om statistikkens optælling kobles til den franske filosof Jacques Rancière, der er et tilbagevendende teoretisk referencepunkt for mange af analyserne i Æstetik og politik.

For Rancière handler politik ikke om kampen om fordelingen af goder mellem forskellige grupper i samfundet, men er derimod knyttet til den optælling eller ’deling af det sanselige’, der overhovedet lader forskellige grupper komme til syne som givne entiteter. Historisk set har det fx ikke været åbenlyst, at der eksisterede en såkaldt arbejderklasse; det blev det først, da arbejderne insisterede på at blive hørt og set

Det levende lig Claus Beck-Nielsen vandrer gennem Kabul i Afghanistan.

som politiske subjekter. Rancière tildeler kunsten en privilegeret status som et sted, hvori den hævdvundne deling af det samfundsmæssige rum kan udfordres og gentegnes. Jakob Ladegaard argumenterer imidlertid i sit bidrag til antologien for, at den nyere danske socialrealistiske litteratur (hos f.eks. Jakob Ejersbo og Jan Sonnergaard) snarere cementerer eksisterende opdelinger.

Forfatternes repræsentationer inkluderer nemlig ”de skæve eksistenser” som sociale stereotyper i velfærdssamfundet og underbygger således samfundets selvforståelse som altinkluderende.

Pointen er polemisk veldrejet, men kunne med fordel udfoldes med egentlige læsninger, der påviser, hvad Ladegaard her postulerer.

I stedet for at lade de oversete komme til syne eller orde, argumenterer Jacob Lund Pedersen med udgangspunkt i den italienske filosof Giorgio Agamben for det politiske modstandspotentiale i ikke at tage ordet: Han fremlæser i den irske modernist Samuel Becketts senere værker et subjekt, der unddrager sig sproget, men hermed også unddrager sig den politiske kontrol, en fast subjektposition muliggør. Pedersen har tidligere udfoldet denne tematik i den anbefalelsesværdige bog Den subjektive rest, og hans bidrag vil for læsere med filosofiske tilbøjeligheder stå som et af antologiens bedste. I lighed med flere af de øvrige synes det dog at fæste lidt for stor lid til de i venstreteoretiske kredse så feterede begreber ”biopolitik” og ”biomagt”, som en række kreative læsninger af den franske idéhistoriker Michel

Foucault har sat i omløb.

Værst ser dette ud i Camilla Skovbjerg Paldams bidrag om den britiske millionærkunstner, Damien Hirst. Problemet med at lade biomagt/-politik betegne en sammenføjning af magten med selve livet, er, at livet mildest talt er en ekspansiv kategori, hvorfor begrebernes analytiske værdi bliver tvivlsom. Paldam fokuserer på, hvorledes Hirsts installationer, der tematiserer medicinalteknologi som religion, kan bevidstgøre om biomagtens mekanismer og dermed muliggøre et oprør mod disse. Hvad denne magtform egentlig er, forbliver dog uklart: Gennem neomarxisterne Hardt og Negri udspændes et totaliserende billede af en altfavnende biomagt – et billede, hvis paranoia kun overgås af dets abstraktionsgrad.

Antologien byder også på bidrag af mere idéhistorisk tilsnit i form af Jan Løhmann Stephensens særdeles læseværdige analyse af de begrebshistoriske forbindelseslinjer mellem kunst, kreativitet og arbejde. Her pointeres det bl.a., hvordan en kreativitetsdiskurs, der historisk florerede i den kunstneriske avantgarde og kritikken af lønarbejdets fremmedgørelse, i dag virker som legitimationsfaktor for en genfortryllet kapitalisme. Den muligvis lettere bedrøvelige, men ganske sobre konklusion lyder, at ”’kreativiteten’ nok næppe er det begreb, vi fortsat skal knytte vore emancipatoriske forventninger til”.

Skulle man finde et egentligt kritikpunkt i forhold til antologien, er det måske de manglende højredrejede perspektiver på æstetik og politik.

Nok leverer Mads Anders Baggesgaard en analyse af den seneste roman af den franske skandaleforfatter Michel Houellebecq, der for nogle år siden (temmelig overstyret) blev beskyldt for at skrive ”neonazismens bibel i romanform”; men kynikeren Houellebecq reddes og gøres - med Rancières mellemkomst - til eksponent for den litterære utopis politiske potens. Det er lidt ærgerligt, at forfatterens civilisationskritiske sortsyn ikke udfoldes videre, al den stund det unægtelig er mere interessant end de borgerlige platituder, som kulturkonservative vanligvis disker op med her til lands.

Overordnet set er der dog meget at komme efter i Æstetik og politik – også for de, der ikke nødvendigvis frekventerer kunstgallerier på jævnligt basis og dyrker samtidskunsten.

Antologien tjener nemlig også som en art introduktionskatalog til de nyere politiske teoretikere, der falder udenfor de samfundsvidenskabelige fags pensum. Her venter således frugtbar læsning for dem, der endnu har mod på at tænke ud over Villy og Velfærdsstaten.

Marie Østergaard Møller og Sara Normann Thordsen (red.): Æstetik og politisk magt – Otte analyser af aktuelle forhold mellem æstetik og politik. NSUpress, 2008.

Henrik Kaare Nielsen og Karen-Margrethe Simonsen (red.): Æstetik og politik – Analyser af politiske potentialer i samtidskunsten. Klim, 2008.

KULTUR | ANMELDELSER ■ TEATER

■ KUNST

engel i helvede

enter action

Svalegangen, indtil 14. marts

ARoS, indtil 26. april

De to skuespillere bevæger sig rundt i en simpel scenografi bestående af rækker af sorte kasser i forskellige niveauer, som fører tankerne til holocaustmindesmærket i Berlin. Et bart sort landskab, hvor alt kan opstå.

Historien om en midaldrende kvindes søgen efter sin søn, der er narkoman, rulles op for os igennem længere passager med fortælling og glimtvise dramatiseringer af hendes små møder med gadens løse fugle i Københavns gader. Vi befinder os snart på en øde vej på Amager og snart kvindens køkken.

Da kvinden endelig finder sin søn og har forberedt måneders afgiftningsforløb for ham, accelererer handlingen. I kontrast til den indledende fortælling træder historien nu for alvor frem og helt tæt på os, da dramaet mellem moderen og den fortabte søn nu udfolder sig i fuldt flor på scenen foran os.

Man rives med af kampen mellem mor og søn i dette hjerteskærende møde mellem to mennesker, der burde elske hinanden. Men hvor meget kan kærligheden holde til? Er en moders kærlighed uudtømmelig? Selv når den mødes af åben modvilje? Der er tale om stærke sager.

Særligt Andreas Jebro leverer en storpræstation i sin meget detaljerede portrættering af den opportunistiske og dybt stof-afhængige søn. De mange fysiske detaljer i hans spil er imponerende.

Allerede i skuespillerskolens opsætning af Lilleskoven for få år siden, viste Jebro sit potentiale.

Med hans flotte præstation i denne opsætning lover det godt for hans næste forestillinger.

Forestillingen skifter flere gange undervejs karakter og tempo og særligt én gang med et overraskende og rørende resultat.

Den minimalistiske scenografi og den kolde lyssætning trækker billederne skarpt op for publikum, og ikke et hårdt blik eller ubehagelig stilhed går tabt. Selvom forestillingen skildrer en moders forsøg på at redde sin søn, er det på forunderlig vis sønnens tragiske skæbne, der blotlægges. Man sidder med en let knugende fornemmelse i maven over en mors kærlighed til et barn, der ikke vil elskes. Samlet set en stærk og seværdig forestilling. Så husk studierabatten og tag på Svalegangen og se Engel i helvede.

Esben Rahr Gotfredsen

Fra øjeblikket kan man på kunstmuseet Aros opleve udstillingen ”ENTER ACTION – Digital Art Now”. Som titlen antyder, er der tale om samtidskunst med en særlig betoning af teknologi og kommunikationsformer. Overordnet set præsenterer udstillingen en bred vifte af strømninger; fra The Yes Mens politiske internetbaserede værker over robotteknologi, til de Nijs ”Run Motherfucker Run”, der som en forvokset Nintendo Wii aktiverer beskuerens egen krop.

Inden for Kunstens autonome rammer afsøger kunstnerne alternative anvendelsesmuligheder af både eksisterende såvel som cutting edge teknologier, og de sociale interaktionsmuligheder de faciliteter.

Et af udstillingens helt store styrker er betoningen af det interaktive element. At værkerne faktisk indbyder til berøring og kropslig sansning gør absolut udstillingen interessant for andre målgrupper end det traditionelle kunstpublikum.

Enter Action kan derfor opleves på mange forskellige præmisser: Som en kunstudstilling, som et eksperimentarium eller som et udstillingsrum for nye teknologier og interaktionsformer. Hvad enten man er kunstinteresseret, legebarn eller teknologinørd, er der noget for enhver smag.

Det interaktive element har naturligvis også en bagside, idet der er en tendens til kødannelse ved de enkelte værker, hvilket let henleder tanken på

en forlystelsespark (dog uden softice og balloner med Disneymotiv). Med museets vejledere og øvrige besøgende åndende i nakken, kan man føle sig presset til at forlade de interaktive installationer forholdsvis hurtigt, så andre kan komme til. Hvis man derfor virkelig ønsker tid til fordybelse, er det nok anbefalelsesværdigt at planlægge sit besøg uden for de mest populære besøgstider.

Omvendt er det faktisk ret forfriskende at opleve en velbesøgt udstilling, hvor folk ikke er bange for at deltage aktivt frem for blot at liste hviskende omkring i Kunstens højhellige haller. At størstedelen af værkerne (i modsætning til f.eks. ”Racing Cars” fra 2006) faktisk berører fagligt set meget interessante problemstillinger er naturligvis en bonus.

Christian Salling

■ BØGER

mellem perioder med arkæologi og genealogi, diskurs og magt, struktur og subjekt). At det med denne tilgang er vanskeligt at opdage konstanter og tværgående ambitioner hos tænkeren er bogens centrale kritik.

FOUCAULT Sverre Raffnsøe, Marius Gudmand-Høyer og Morten Thaning Forlaget Samfundslitteratur Ligesom Foucault selv brugte udtrykket ”en værktøjskasse” om sin tænkning, kan det nyligt udgivede forsøg på en standartintroduktion til en af samfundstænkningens sværvægtere - Foucault - opfattes som et redskab. Den er velstruktureret og har indledningsvis en udførlig læsevejledning. Følger man bogens interne logik får man som læser mulighed for at vælge sit perspektiv på Foucault. Bogen er opdelt i 8 dele, som hver udgøres af 2 kapitler. Først præsenteres et værk og dernæst en perspektivering til resten af forfatterskabet. Derfor kan bogen altså læses på forskellige måder alt efter om man er ny læser og ønsker en generel indføring, eller garvet Foucaultrotte og søger et bestemt fokus på et værk eller et tema.

Bogen problematiserer en vis reception af Foucaults værk og vil erstatte den med en anden læsning. Indledningsvis forklares det, at forfatterne ønsker at bringe Foucaultlæsningen bort fra en - i bogens termer - ”partikularistisk” forståelse af Foucault. Her opfattes han som en forfatter, der løbende vender sig mod sine tidligere positioner, og hvis produktion præges af brud og opgør (eks.

I stedet ønsker forfatterne en ”kontekstualiserende” tilgang. Her placeres Foucaults forskellige positioner i løbet af forfatterskaber som forskellige udtryk for et ønske om at bedrive samtidsanalyse. Parallelt hermed afdækkes en rød tråd i Foucaults opfattelse af filosofien som et normativt engagement i samtidige forhold. Argumenterne herfor er præsenteret på en overbevisende måde bogen igennem. Dog er man til tider efterladt med indtrykket af, at forfatterne skriver sig op mod en stråmand og forenkler den partikularistiske læsning, så den fremstår kluntet og åbenlyst forkert.

Når dette er sagt er bogen læseværdig og vil sikkert - med rette - blive taget i betragtning, når der skal sammensættes kompendier rundt omkring på landets højere læreanstalter.

Niels Glæsner

KULTUR | ANMELDELSER ■ MUSIK

■ FILM

kenneth thordal

SLUMDOG MILLIONAIRE

Villa Requiem

Instruktør: Danny Boyle

Kan købes via iTunes eller ved henvendelse til plex@plex.dk

Medvirkende: Dev Patel, Anil Kapoor, Saurabh Shukla, Rajendranath Zutshi, m. fl.

Kenneth Thordals nyeste album Villa Requiem er lavet til musikforestillingen af samme navn, der kører på Københavns Musikteater Plex frem til den 14. marts.

Teksterne er bygget på tekster fra Peer Hultbergs Requiem fra 1985. I den forstand adskiller Villa Requiem sig fra Thordals tidligere udgivelser, og også rent musikalsk er der tale om en afstikker.

På dette album har han arbejdet sammen med Bebe Risenfors og Bent Clausen, der også har arbejdet sammen med blandt andre Tom Waits. Det kan høres rent musikalsk, og det klæder Thordals stemme. Der er rytmisk pling-plong, sav, et skarpt rungende klaver, kazoo, banjo mm., der alt sammen samler sig om teksterne, som naturligt står forrest i lydbilledet.

Der er dog ikke bare gået helt Tom Waits i den med det skønt skramlende musikalske udtryk.

Det er stadig Kenneth Thordal, der har en tæft for

Trainspotting instruktøren Danny Boyle har med sin nyeste film gjort en sprudlende farveeksplosion, der på mange måder bringer Indien tilbage på filmmarkedet fra de klichefyldte bollywood marker og ind i et bredt vestligt forståelsesbillede.

Filmen handler om Jamal og hans mere dystre bror Salim, som som ganske unge oplever at se deres mor blive slået ihjel af anti-muslimske fanatikere (vældigt PC og troværdigt i Indiens overdrev af etniske forskelle). De er dog begge driftige herrer og formår at skrabe en udmærket gadebarns tilværelse sammen som falske guider ved Taj Mahal, the-sælgere på toppen af skramlende toge og toilet-bestyrere, med direkte Poubelleudslusning i den svært grumsede Ganges. De får hurtigt følge af den smukke Latika, der både kan sno turister med hendes indiske ynder og på skift forelske sig i de to drenge. Den let orkestrerede gadebarns-tilværelse får dog et brat knæk, da de ryger i kløerne på den omsigtgribende indiske mafia. Salim og Latika bliver suget ind i kriminalitet og prostitution, og Jamal kæmper for at redde dem og hans egen ide om ret og forkert. Her træder filmens rammefortælling i karakter. Jamal kommer

på mirakuløs vis med i den indiske udgave af Hvem vil være millionær og klarer sig helt igennem til finalen, og mere skal egentligt ikke afsløres her.

Filmen er badet i fantastisk indisk kolorit, og det er svært at holde paraderne oppe overfor Boyles overvældende indføring i livet på bunden af det sprudlende indiske samfund. Filmen har ikke bare raget priser til sig, men også markeret sig som en publikumssucces. Måske er det Obama-effekten eller også vækker den grundlæggende American Dream-fortælling om gadedrengen, der kan blive millionær, bittersøde erindringer om tiden, hvor amerikaneren med lidt knofedt, kunne blive den nye Bill Gates eller Donald Trump. Omskrivning til The Indian Dream virker i denne sammenhæng bedre, og så er smækre Indere godt nok bedre materiale til en trallende, visuel love-story end McDonalds-fede amerikanere. Go India!

■ BØGER

op med glødende seksuelle udskejelser.

En dag forsvinder Hanna dog pludseligt.

Otte år senere møder Michael Hanna i en retssag. Hun er en af de anklagede, og han er nu en ung jurastuderende, som følger en række naziretssager tæt.

Michael har aldrig glemt Hanna, hun har sat et uudviskeligt print i hans liv. Michael følger sagen om hende tæt, og han får svar på nogle af de spørgsmål, han ikke fik svar på under deres forhold. En blanding af vrede, uforståelighed og nysgerrighed får ham til at suge historierne om Holocaust til sig. Og han dykker langsomt ned i den mørke fortid.

melodien, så den både kan være aldeles fængende og samtidig trukket ud, hvor den bliver skæv. Og sådan set stadig fængende.

Der er en råhed over sangene på Villa Requiem, der især kan skyldes, at de fleste indspilninger er first-takes. Det skal der ikke lyde et ondt ord om herfra, for det giver hele albummet et inciterende nærvær og en endnu større troværdighed i forhold til personerne i teksten. De er ypperligt blottede, hvad enten det er manden, der glæder sig til at ligge i kisten og høre alt det gode, andre har at sige om ham; det dybt neurotiske menneske, hvis lykke er gjort, hvis bare han når over gaden, inden det skifter til rødt; husmusen fra højhuset eller manden, der ikke længere (i falset) skriger, at han hader sig selv. Der er lidt af hvert og mere til og alt sammen leveret med mod, overblik og ikke mindst humor.

Selvom albummet som nævnt ligger lidt væk fra Kenneth Thordals tidligere udgivelser, så er det så absolut værd at dykke ned i. Det er et ganske kort album på små 30 min, og det bærer også præg af at være en del af en musikforestilling, idet det er lidt konceptagtigt. Derfor gør det ikke noget, at albummet ikke er længere, for så kunne der være en risiko for, at der ville blive jokket lidt for meget rundt i det samme. Men heldigvis er det ikke tilfældet på Villa Requiem. Her er der galgenhumor, melankoli, og en ganske høj grad af fiksering på kroppen og dennes udsondringer (især på Det Er Min Krop). Alt sammen dragende og med et godt glimt i øjet.

Vibe Kiil

THE READER Bernhard Schlink Phoenix Books Nazismens rædsler kan i dag synes som fjerne tåger i en uforståelig fortid; mindet om koncentrationslejrene forplumres i tidens blender og bliver en sær uhåndterbar blanding af vidnesbyrd, statistik og populærkultur, men det betyder ikke, at fortiden ikke stadig spiller en stor rolle for os. Tværtimod. I tyske Bernhard Schlinks The Reader skildres Tysklands kollektive skyld. En skyld, der gjorde størstedelen af krigsgenerationen mundlam efter nazismens sammenbrud. Og en skyld, der gav efterkrigsgenerationen et fundamentalt eksistentielt problem med at forstå og forholde sig til den fælles fortid.

Michael Berg, den femtenårige hovedperson i The Reader, får i 1958 hepatitis, og må derfor blive hjemme fra skole i flere måneder. På trods af sygdommen, bliver det en periode i hans liv, som han aldrig skal glemme. Under et ildebefindende får han hjælp af den 36-årige Hanna Schmidt, som han efter det tilfældige møde indleder et forhold til. En passioneret og hed affære, som Michael holder hemmelig.

Michael er på mange måder Hanna underdanig, og da hun beder ham om at læse højt for hende (deraf navnet på romanen), bliver det til det vigtigste element i deres forhold. Oplæsning af litteraturhistoriens store værker: Tolstojs ’Krig og Fred’ og Lessings ’Emilia Galotti’ bliver blandet

Jonas Lysgaard

Bernhard Schlink har med The Reader præsteret intet ringere end en af de bedste bøger om Holocaust, jeg har læst. Forholdet mellem Michael og Hanna repræsenterer generationskonflikten i Tyskland, samt de forståelsesproblemer, der knytter sig op af mindet om Holocaust. The Reader giver et nuanceret billede af et Tyskland i dyb fornægtelse og af de problematikker, der knytter sig til at forstå baggrunden for de handlinger, der blev begået under krigen. Samtidigt tegner den et sympatisk billede af fortrydelse, dæmoner og forsøg på at skjule sin skam over sin fortid..

Jeppe Knudsen

RETRO

Jeg brænder – altså er jeg oRD | vibe kiil

Russisk litteratur fra 50-60’erne og beatlitteratur er en kombination, der sandsynligvis klinger skævt i de flestes ører. Ikke desto mindre var det, hvad der dukkede op i kølvandet på Khrusjtjovs magtovertagelse og den følgende afstalinisering, det der generelt betegnes som tøbruddet.

Man skal dog ikke tænke det som en direkte pendant til den amerikanske beatlitteratur, selvom der er flere sammenfald i motiver, tematikker og mentalitet; en glæde ved rejsen uden geografisk mål, en søgen efter en anden virkelighed, jazz. Og det er selvom, at de russiske forfattere, digtere og billedkunstnere ikke havde kendskab til de amerikanske beatforfattere. Et pudsigt sammenfald i tid og sted.

Men her skal det handle om de russiske forfattere, der samlet blev betegnet som den Nye Bølge (russisk: Novaja Volna). Tænk ikke på balladen om Pasternaks Nobelpris i litteratur, Ehrenburgs Tøbrud (1954), eller Solzjenitsyn. Tænk i stedet på et

stadion fyldt med mennesker, der alle er kommet for at høre digtoplæsninger; på en flok forfattere, der samlede sig om en lede ved det samfund, de levede i, et samfund som de kun havde oplevet de negative sider af. Revolutionseuforien eller blot en forsigtig optimisme fra 20’erne figurerede ikke i deres oplevelser af Sovjet, i stedet stod 30’ernes udrensninger og den Store Fædrelandskrig, eller 2. Verdenskrig om man vil, som definerende elementer.

En broget flok Den Nye Bølge bød på en broget flok forfattere, fra Andrej Voznesenskij og Vasilij Aksjonov, til en digter som Evgenij Evtusjenko og troubadouren Vladimir Vysotskij.

Evgenij Evtusjenko blev især kendt med digtet Babi Jar (1961), hvor han tog fat på antisemitismen i landet og det officielle syn på holocaust som et overgreb mod sovjetborgere frem for regulær jødeforfølgelse. Digtet cirkulerede i undergrundspressen (samizdat) og var med til at etablere Evtusjenko som public poet, der kunne

trække fulde huse til digtoplæsninger.

Vysotskij, hvis rustne stemme selv Tom Waits af og til må tage hatten af for, spillede en vigtig rolle som en art protestsanger for den sovjetiske ungdom, og han betragtes af flere som Ruslands svar på Bob Dylan eller Jacques Brel.

Et ønske om (en anden) virkelighed Af de forfattere, der ligger tættest på beatlitteraturen, står Voznesenskij og Aksjonov tydeligst frem.

Voznesenskij debuterede som digter i 1958 efter at have studeret til arkitekt. Men efter en brand på Arkitekturinstituttet, hvor projekter og eksamensopgaver gik tabt ”forstod (jeg), at arkitekturen også var udbrændt i mig. Altså blev jeg digter.” Han var inspireret af den russiske futurist Vladimir Majakovskij, som han har betegnet som værende af Walt Whitman-traditionen, ligesom Allen Ginsberg. Ginsberg blev Voznesenskij senere venner med, og han nævner ham i sit digt New Yorks Emblemer: ”Det er Allen, Allen, Allen! / Dødens helt i karnevallet, / kom i underbukser, vis dig!”

O

■

kulturkalender MIN VERDEN I DIN VERDEN Indtil 13. marts, rum 46, Studsgade 46

Aksjonov var med til at lancere den Nye Bølge med sin roman Stjernebilletten (1961), der handler om en flok 17-årige, der ønsker at komme væk fra alt, hvad de føler holder dem fast af forventninger fra familie og samfund. Romanen er præget af en vis naivitet, og samfundet er ikke helt afskrevet som en mulighed, fx finder hovedpersonen Dimka både glæde og frihed ved at arbejde i en fiskerkolkhoz i Estland, et sted der antager karakter af at være et nærmest paradisisk fristed, hvor Vesten ligger lige om hjørnet; det er ikke Moskva!

Anderledes desillusioneret ser det ud i Aksjonovs roman Forbrænding (1975), der på sin vis kan siges at være en kærlig og samtidig besk nekrolog over kunstnerne fra den Nye Bølges forsøg på at efterleve deres drøm om et bohemeliv i kunstens tegn. Romanens første del, Mandeklubben, er en hæsblæsende beskrivelse af kunstnermiljøet i Moskva. Kunstnerne deler samme fadernavn, Apollinarievich, og er alle manifestationer af den samme person, Tolja von Steinbock, hvis opvækst i Magadan man følger i romanens anden del.

I kraft af de mange biografiske elementer fungerer romanen samtidig som en glimrende tilgang til perioden og dens personer, og med Tolja von Steinbocks historie, som ligger sig tæt op ad Aksjonovs egen, fastholdes den ydre virkelighed i forhold til kunstnernes udsvævende liv, der dermed ikke står isoleret som nogle unge menneskers fikse idé.

Den russiske Nye Bølge kan være en svær størrelse af få hold på.

Værkerne fra perioden stritter i mange forskellige kunstneriske retninger, men fælles for kunstnerne var sovjetsamfundet, der trods tøbrud alligevel var en rigid størrelse. Eller som forfatteren Andrej Bitov, der også tilhørte den Nye Bølge, har formuleret det: ”we understood (it) as looking for reality. Reality had declared itself unreal, and so real life had to be going on somewhere”.

Videre læsning: Voznesenskij: Jeg brænder – altså er jeg Lauridsen & Dalgard: The Beat Generation and the Russian New Wave

Denne udstilling sætter fokus på indvandrernes verden, som ofte er usynlig for de fleste af os. Hvordan ser verden ud gennem kunstnerens kamera og indvandrernes egne øjne? Udstillingen er en vandreudstilling, som er skabt i samarbejde med Albertslund Kommunes kulturprojekt Brændstof, og består af 15 fotografiske værker i kæmpeformat.

EMIL DE WAAL+ OG SPEJDERROBOT 6. marts, Musikcafeen, Mejlgade 53, kl. 21.30 Jazz og elektronisk musik finder sammen i nye spændende konstellationer, når Emil de Waal og Spejderrobot indtager scenen. Efter at have samarbejdet omkring Emil de Waals nyeste plade, fortsætter de nu på en tidlig forårsturné i både Danmark og Tyskland.

SLOTTET Indtil 14. marts, Århus Teater Århus Teater har iscenesat den klassiske Kafka fortælling Slottet. Niels Ellegaard spiller landmåleren K, der er blevet ansat som Slottets nye landmåler, vejen mod slottet viser sig dog at blive mere end almindeligt svær. En fascinerende scenografi og opfindsom brug af lyd og lys viser vej ind i det absurde univers.

LITTERATURFESTIVAL: VILD MED ORD 6. - 15. marts, Ridehuset og resten af byen Litteraturfestivalen er for både børn og voksne og foregår rundt i hele byen med optrædener på forskellige scener. Temaet for festivalen er Verden i litteraturen – litteraturen i byen. De sidste dage af festivalen, fra 13. til 15. marts, udfolder sig med centrum i Ridehuset.

KONFERENCE: ROUSSEAU AND REVOLUTION 13. - 15. marts, Aarhus Universitet Institut for filosofi og idéhistorie inviterer til international konference om den franske oplysningstænker Rousseau og dennes forhold til emnet revolution, blandt foredragsholderne er Blaise Bachofen og James Swenson samt det mere lokale islæt Bertel Nygaard.

DEN BEVÆGEDE JORD 17. marts, Øst for Paradis, kl. 16 En ny dansk dokumentarfilm fortæller historien om hvordan et helt nyt verdensbillede opstod ud af de astronomiske opdagelser og kontroversielle teorier i 1500-tallet om jordens kredsløb om solen. Der er udover filmen udkommet en bog med titlen En ny himmel på Aarhus Universitetsforlag. Denne eftermiddag vises dokumentarfilmen og der vil efterfølgende være debat. ÆSTETISK SEMINAR: KUNSTNERISK KVALITET 26. marts, Institut for æstetiske fag, Langelandsgade 139

Andrej Voznesenskij

I dette seminar vil Louise Ejgod Hansen fra dramaturgi kigge nærmere på begrebet kunstnerisk kvalitet inden for kulturpolitikken, herunder hvilke målsætninger der knytter sig an til begrebet. Foredraget finder sted kl. 14.

15 i bygning 1584, lokale 124.

Billige bøger inc.

Der er rig mulighed for at købe fagbøger på Aarhus Universitet.

Foruden Stakbogladen findes der en stribe studenterdrevne bogformidlinger, som ud over at sælge billige bøger, er en del af universitetets sprudlende foreningsliv.

ORD | Kristian Holmelund Jakobsen

Siden slutningen af 1940’erne er der løbende blevet oprettet forskellige studenterdrevne bogformidlinger på Aarhus Universitet.

Bogformidlingerne er ofte blevet oprettet i protest mod dyre bogpriser i de eksisterende boghandlere, og pt. er der syv studenterdrevne bogformidlinger fordelt på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Det Humanistiske Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Tandlægeskolen og Handelshøjskolen.

En del af foreningslivet En af de største og mest velfungerende bogformidlinger på Aarhus Universitet er Politologisk Bogformidling på Statskundskab.

Foreningen blev oprettet i 1993 i protest mod Gads monopol på fagbøger, og de dermed følgende kunstigt høje bogpriser. Bogformidlingen har siden sin oprettelse ekspanderet voldsomt, og udover bogsalg administrer foreningen i dag også instituttets kompendiesalg. Bogformidlingen har en årlig omsætning på omkring 2,5 millioner.

Men bogformidlingen er mere end bare billige bøger. Politologisk Bogformidlings bestyrelsesformand Sanne Severinsen fortæller, at bogformidlingens mål er at skaffe så billige bøger som muligt til de studerende, men at foreningen der ud over er et socialt rum for de studerende.

- ”Vi er en forening, så vi prøver i høj grad at skabe et rum for de studerende, hvor de kan komme og drikke kaffe og spille spil. Jeg går også i Stakbogladen, ligesom mange andre fra Statskundskab, men ud over at være en bogformidling er vi også en social institution på instituttet.”

Ligesom Økonomisk og Juridisk Bogformidling er Politologisk Bogformidling i dag så store, at de sidder på næsten hele salget af fagbøger og kompendier på deres respektive institutter. Det betyder, at al bogsalg på Samfundsvidenskabeligt

Fakultet stort set er dækket af de studenterdrevne bogformidlinger.

Først i Europa Bogformidlinger er dog ikke noget nyt fænomen på Aarhus universitet. Allerede i 1949 – for 60 år siden til efteråret – oprettede Studenterrådet en bogformidling kaldet Bogimporten. Oprettelsen skete i protest mod de danske boghandleres omregningskurs, og Bogimporten satte sig i første omgang for at sælge udenlandske bøger langt billigere end disse. Eftersigende bestod den første bogimport i 1949 af en sending græske bibler leveret i en whiskey-kasse, som senere blev anvendt som reol.

De spartanske forhold blev dog hurtig fortid, og nogle år senere opnåedes ret til også at forhandle danske bøger, og Bogimporten blev omdøbt til Akademisk Boghandel. Boghandelen var den første af sin slags i Europa, og den oplevede enorm vækst op til starten af 1970’erne, hvor den var landets tredje største boghandel.

Konkurrence Bogformidlingerne servicerer de studerende rundt på de forskellige institutter. Men for universitetets store centrale boghandel, Stakbogladen, betyder de mange bogformidlinger en skærpet konkurrence, da de to parter fungerer på forskellige vilkår.

Bogformidlingerne er studenterdrevne foreninger med meget få eller ingen ansatte, og de skal derfor ikke præstere den samme grad af profit. Bogformidlingerne betaler desuden ikke husleje, ligesom Stakbogladen, og det betyder at Stakbogladen på forhånd er bagud i den interne konkurrence om bogsalget.

Stakbogladens direktør, Jens Viltoft-Hansen, forklarer problematikken: - ”Det er svært at få det til at hænge sammen

økonomisk med en høj husleje og den rammeaftale for centrale bogindkøb som universitetet har indgået.

Rammeaftalen betyder, at vi har mistet vores ’rugbrødssalg’ til institutbibliotekerne, undervisere og Statsbiblioteket.”

Jens Viltoft-Hansen understreger dog, at Stakbogladen ikke lukningstruet, og han ser ikke bogformidlingerne som noget direkte problem, da de i bund og grund har den samme dagsorden som Stakbogladen, nemlig at servicere de studerede med undervisningsmateriale på den bedste og billigste måde. Bl.a. arrangerer Stakbogladen i slutningen af marts et arrangement med billige bøger og gratis fadøl. Han henviser til, at det både er i de studerende og universitetets interesse at have en stor central boghandel.

- ”Jeg kan ikke se et Aarhus Universitet, som vil være et internationalt universitet, uden en boghandel med internationalt format som Stakbogladen.”

Jens Viltoft-Hansen pointerer at Stakbogladen i efteråret tog initiativ til en dialog med universitetets ledelse og de forskellige bogformidlinger og, at alle parter her viste interesse for en øget dialog.

Den nye dreng i klassen Det nyeste skud på stammen af bogformidlinger på Aarhus Universitet er Historisk bogformidling.

Den blev oprettet i foråret 2007, med fødselshjælp fra Økonomisk Bogformidling. Niels Martin Andersen, der er initiativtager og nuværende administrator for bogformidlingen fortæller, at opstarten både har været spændende og hård.

- ”Vi ville fra starten skaffe så billige bøger som muligt. Vi er selv studerende og vi vil servicere de studerende. Historisk Bogformidling har været en succes, men vi har kæmpet med, at vi geografisk ligger tæt på Stakbogladen, og, at vi på historie ikke har så store årgange og hold som på f.eks.

KOM GRATIS TIL SEMIFINALE I BASKETBALL

Samfundsvidenskabeligt Fakultet.”

Bogformidlingen er generelt blevet godt modtaget på instituttet, men Niels Martin Andersen fortæller også, at nogle undervisere ud fra en forskningsmæssig synsvinkel principielt er imod ideen om en bogformidling, da de ønsker en stor central boghandel som også kan tilbyde bøger uden for pensum. Men Niels Martin Andersen lægger vægt på, at Historisk Bogformidling også er med til at udvikle foreningsmiljøet på studiet.

-” Vi skabte også foreningen i en slags protest imod den typiske ’tøf-tøf’-agtige holdning på humaniora.

Der er ikke den samme foreningskultur på humaniora, som på f.eks. Jura og Statskundskab. Vi ville op i superligaen af studier på Aarhus Universitet.”

De Studerendes interesse Både bogformidlingerne og Stakbogladen henviser til, at de forsøger at varetage de studerendes interesser på den bedst mulige måde. De studerende efterspørger både billige bøger, foreningsliv og en stor boghandel med et stort udvalg. Derfor må der være principielt være plads til begge parter på Aarhus Universitet, men i bund og grund, afhænger det af, at de studerende lægger deres bogkøb begge steder.

En anden sag, som kan virke som sammenligning, er den lange strid om studenterbarerne og deres konkurrence med caféer og værtshuse.

Konkurrencestyrelsen har, efter utallige klager fra restauratørerne, opfordret de danske universiteter til at opkræve husleje og dækning af driftsudgifter af fredagsbarerne. Det fik i 2008 Aalborg Universitet og Københavns Universitet til at indføre markedsbestemt husleje for fredagsbarerne.

Aarhus Universitet har dog endnu ikke taget en lignende beslutning.

Studenterrådet tilbyder alle studerende på Aarhus Universitet gratis indgang til Bakken Bears' første semifinalekamp torsdag den 19. marts kl. 19:15 i NRGi Arena.

He din billet på Studenterrådets Hent sekretariat, Nordre Ringgade 3, fra torsdag den 12. marts.

HISTOR Normalt er det ikke gryder og skåneærmer, der præger undervisningslokalerne på Aarhus Universitet. Men i 1945 blev der oprettet en videregående videnskabelig husholdningsuddannelse, som skulle højne respekten for kvinders arbejde i hjemmet. Uddannelsen hed Specialkursus i Husholdning, men blev i spøg omtalt som:

Frikadellefakultetet oRD | kristian holmelund jakobsen foto | universitetshistorisk udvalg

To måneder efter befrielsen, den 5. juli 1945, tog Undervisningsministeriet beslutningen om oprettelsen af Specialkursus i Husholdning ved Aarhus Universitet. Et slag var slået for kvinders rolle som professionelle individer. Det var således den første uddannelse ved universitetet, der direkte henvendte sig mod et typisk kvindefag.

Men forud for den tilsyneladende enkle og problemfrie effektuering af en administrativ beslutning lå en lang og sej kamp for en videnskabelig uddannelse i husmoderfaget.

Kampen Allerede i 1893 havde lærerinde Birgitte Berg Nielsen forslået oprettelsen af en videnskabelig husholdningsskole, som skulle være kvindernes pendant til den allerede eksisterende Landbohøjskole. Ideen var samtidig at dygtiggøre kvinder og højne respekten for deres arbejde i hjemmet.

Hun mødte dog ikke opbakning til sit forslag, og lignende forslag blev også i de følgende år afvist.

Men med oprettelsen af Aarhus Universitet i 1928 øjnede kvindebevægelsen en ny mulighed. Med århusafdelingens forkvinde, Hulda Pedersen, i spidsen kom Dansk Kvindesamfund i 1934 med et konkret forslag om oprettelsen af et Husholdningsfakultet ved Aarhus Universitet, hvor husholdningspædagoger kunne gennemføre et husholdningskandidatstudium på ca. 2 år.

Gyldne Hulda Dansk Kvindesamfunds forslag blev dog i første omgang skrinlagt af Aarhus Universitet, men

Hulda Pedersen pressede i flere årtier på for at få en videnskabelig husholdningsuddannelse på Aarhus Universitet. Da Specialkursus i Husholdning blev oprettet i 1945 var hun dog blevet for gammel til selv at være en del af uddanelsen. forslagsstilleren, Hulda Pedersen, fortsatte kampen igennem, det man i dag ville kalde, et intenst lobbyarbejde. Igennem tilknytningen til flere af universitetets organisationer var hun stærkt medvirkende til at Undervisningsministeriet endelig den 5. juli 1945 godkendte oprettelsen af Specialkursus i Husholdning ved Aarhus Universitet. Hendes engagement lå først og fremmest i, at hun følte, at kvinders arbejdsindsats i hjemmet ikke blev tilstrækkeligt værdsat. Hun mente, at denne holdning ville ændres, hvis husholdningsfag blev ligestillet med andre fag i den højere uddannelse ved universiteterne.

Men Hulda var mere end en effektiv lobbyist. Hun havde også hovedæren for, at der blev indsamlet 500.000kr – et dengang usandsynlige beløb - til et kvindekollegie tiltænkt Specialkursets studerende.

I 1950 blev kollegium 7 indviet, og igen i 1957 kunne man holde rejsegilde i Uniparken, da Hulda Pedersen egenhændigt havde indsamlet en kvart million kroner til at starte byggeriet til uddannelsens bygning midt i Uniparken i forbindelse med Hygiejnisk Institut.

Specialkurset Kurserne blev igangsat med virkning fra oktober 1945, men der blev i første omgang ikke tale om det ønskede kandidatstudium. Derimod var det Undervisningsministeriets beslutning, at institutionen skulle tilbyde forskellige

videreuddannelseskurser for husholdningsog hjemmekundskabslærere. Man startede således med kurser i ernærings- og kostlære, husholdningsteknik og husholdningsøkonomi.

Aarhus Universitet var i 1945 det eneste sted i Norden, der kunne tilbyde videregående uddannelse i husholdning. Danmark var blevet et fremgangsland inden for området, og det viste sig allerede i det første kursushold, som havde deltagere fra alle de skandinaviske lande. Da uddannelsen blev oprettet var det således en meget fin videreuddannelse.

Datamatkonference

I 1970’erne omlagde man uddannelsen, så man ikke blot kunne videreuddanne sig, men også tage en uddannelse som klinisk diætist. Desuden udviklede man nogle regionale kurser ude i landet for at komme ud til brugerne.

Institutionen viste, at man var på forkant med tingene, da man allerede i 1988 arrangerede et efteruddannelseskursus over email under navnet ”Sundhedsformidling over datamatkonference”.

Kurset skulle give fjernundervisning over email, telefon og videobånd, så et netværk af sundhedsformidlere kunne opdateres med faglig viden, som skulle formidles lokalt.

Pinligt Specialkursus i Husholdning var et resultat af kvindekampen i første halvdel af 1900-tallet. Men

ORISK med opblomstringen af feminismen i 1960’erne og 1970’erne virkede navnet ’Specialkursus i Husholdning’ efterhånden lidt ude af trit med kvindekampen. Karen Søndergaard, som gik på uddannelsen i slutningen af 1970’erne, husker det således: ”I tiden efter 1968 syntes mange, at det var lidt pinligt, at uddannelsen hed noget med husholdning, og at vi lå som en mellemlang videregående uddannelse kun med kvinder midt i Uniparken.”

Karen Søndergaard var selv leder for uddannelsen i midten af 1990’erne.

Her oplevede hun, hvordan nogle af de studerende stadig var utilfredse med navnet: ”I slutningen af 90’erne blev et forslag til et nyt navn ikke godkendt i Repræsentantskabet. Efter denne beslutning fik en gruppe studerende lavet et skilt med ’Klinisk diætetik’, som de klistrede over det gamle navneskilt udenfor bygningen i Uniparken. Da der senere skulle laves nye skilte til uddannelserne i parken, blev det nye navn ved en fejltagelse trykt som officielt skilt.”

Kampen mellem fagene I 1990’erne oplevede Specialkursus i Husholdning, hvordan kampen blev skærpet mellem uddannelserne på ernæringsområdet. Man forsøgte forgæves, i samarbejde med Det Sundhedvidenskabelige Fakultet, at få uddannelsen forandret til en bachelor i klinisk ernæring.

Men i 2002 blev uddannelsen lagt under JCVU, som senere blev til VIA, og ændret til en professionsbachelor i ernæring og sundhed. Uddannelsen mistede i 2004 den sidste forbindelse til Aarhus Universitet, da man flyttede fra bygningen i Uniparken til VIA’s lokaler i Vennelystparken.

At specialkursus i Husholdning var en videnskabelig uddannelse blev taget alvorligt. Her ses tre studerende i fuld gang med undervisningen i 1956.

Få en højere karakter uden at læse mere ORD | Erik Back

Det er et spørgsmål om at optimere sine ressourcer

Du kan stige i karakter ved at spise morgenmad

Eksisterende undersøgelser viser hvordan faktorer som kost, søvn og motion har indflydelse på din indlæring og dermed den karakter du får til eks men. Med en forkert kost, dårlig døgnrytme og mangel på motion har du allerede forringet dit eksamensresultat. Uanset hvor meget du læser vil du kunne lave væsentlige ændringer på din præstation ved at ændre din studiestil. Hvad ville du sige til at forbedre din karakter ved at sove eller at løbe en tur? De fleste studerende har måske svært ved at tro på at det kan lade sig gøre, for de vil have dårlig samvittighed over at tage en middagslur i stedet for at læse de tre kapitler til eftermiddagens forelæsning. Men hvis din hjerne ikke er motiveret for at tage imod det du fylder i den, så spilder du din tid. Det er muligt du har god samvittighed, men det bliver du ikke klogere af.

For at opnå gode resultater må du optimere dine ressourcer, så du gearer din krop til at tage imod læring – og huske den. Du er også nødt til at finde ud af hvilke faktorer der har indflydelse på din l ring.

Lad os starte fra en ende af og se på hvilken in flydelse dine kostvaner kan have. En undersøgelse (Phillips, 2004) blandt 1.259 studerende, lavet over elleve år viser en markant forbedring af karakteren alene ved at spise morgenmad hver dag.

Der er fire essentielle faktorer du bør overveje når du studerer: 1. Kost 2. Søvn 3. Motion 4. Planlægning

Figuren ovenfor viser at næsten dobbelt så mange opnår karakteren 12 eller 10 hvis de spiser morge mad (m), end hvis de ikke havde spist noget (im).

Den gennemsnitlige karakter for studerende der ikke spiser morgenmad ligger på 6 mens den ligger på 8 for dem der spiser morgenmad. Der ligger altså et potentiale for at stige et helt karaktertrin bare ved at spise morgenmad hver dag. Dette understøttes af en ny undersøgelse blandt unive sitetsstuderende (Staub, 2008) der viser at hukom melsen forbedres væsentligt blandt studerende der spiser morgenmad.

Det skal bemærkes at disse resultater ikke tager hensyn til hvilken slags morgenmad der spises. Din kost kan optimeres yderligere og understøtte din indlæring ved at finde den rette sammensætning af protein, korn og grønt på hele dagens måltider.

Tidligt i seng, tidligt op Studiet af søvn er et forskningsområde med stort fokus og der kommer hele tiden nye opdagelser og teorier. En artikel af Piotr A. Wozniak, doktorgrad i læring, opsummerer forskningen i søvn (Wozniak, 2007). Den viser blandt andet hvordan vi har en døgnrytme på 25 timer og når den brydes, bliver kroppen stresset.

Kroppen stresses også af vækkeuret fordi det forstyrrer en søvn der endnu ikke er til ende.

Når vi er stressede fungerer kroppen ikke optimalt og det går ud over hukommelsen og indlæringsevnen.

Derfor er det

vigtigt at få den rette mængde søvn inden du skal op næste dag. Kosten kan have stor indflydelse på din evne til at falde i søvn og komme op til tiden. Hvis du for eksempel spiser et stort proteinrigt måltid mad sent om aftenen (efter kl.

19), så vil du have svært ved at falde søvn og måske endda ligge mere eller mindre søvnløs mellem 1 og 3 om natten.

Det er fordi vores lever bliver stresset; den tvinges til at arbejde på et tidspunkt hvor den skal hvile og så kan du ikke sove. Drikker du kaffe efter klokken 16 vil det også have indflydelse på din nattesøvn pga. den tid koffeinen virker. Koffeins halveringstid er ca. 6 timer, så du kan sagtens drikke kaffe, men kun på bestemte tidspunkter af dagen.

Motion tre gange om ugen Din døgnrytme kan styrkes af motion mindst tre gange om ugen af cirka en times varighed. Motion er træning hvor du i mindst 10 minutter arbejder i høj puls i løbet af en times træning. Motion har s ledes ikke en direkte indflydelse på din indlæring, men den styrker din krop fysisk og mentalt så den har mere energi og er mere afbalanceret. Motion øger forbrænding og næringsoptag, den stimulerer dit nervesystem og dermed hjernen. Den styrker dit kredsløb, som er vigtigt for at optage næring.

Generelt vil motion give dig mere energi og overskud til at overkomme det daglige arbejde og dine studier.

Hvornår skal jeg læse?

Hvordan skal jeg nå at læse når jeg både skal sove, lave mad og dyrke motion? spørger du måske dig selv. Ja, det kan virke uoverskueligt, det er derfor planlægning er vigtig. Kost, søvn og motion er tre

faktorer der fungerer bedst hvis de understøtter hinanden. Derfor må du finde ud af hvornår du har brug for at sove, hvornår du bedst tager imod læring osv. Med andre ord er du nød til at analysere din livsstil og langsomt optimere den.

Den læsetid der er vigtigst for dig er den effektive læsetid, det vil sige den tid hvor du rent faktisk husker og forstår det du har læst. Når du ikke læser effektivt er det spildt tid, så den kan du med fordel bruge på kost, søvn og planlægning. Efterhånden vil du opdage at du forøger din effektive læsetid og faktisk lærer mere selvom du bruger mindre tid på at læse end du gør nu.

Udover at bruge tid på at optimere dine ressourcer, må du skabe dig et overblik over dine studier og prioritere dem. Selvom det er svært at acceptere, så er stoffet ikke altid lige relevant og du må derfor tilegne dig teknikker i at prioritere stoffet.

Det svære stof bør du læse når hjernen er bedst til at koncentrere sig og tage imod. Det er den typisk mellem 19 og 21 om aftenen. Det lettere læsestof kan du så lægge på andre tidspunkter. Mange praktiske opgaver, der ikke kræver alt for megen tankevirksomhed, kan med fordel lægges om eftermiddagen mellem 13

og 17. Hvis du har mulighed for det, så tag en lur efter frokost klokken 13 – det vil passe godt ind i den naturlige døgnrytme, men ikke længere end 45 minutter.

Prioriter stoffet Langt de fleste studerende jeg har mødt gennem tiden tror at de skal læse alt hvad forelæseren sætter på pensumlisten. Men hvis du vil bruge din tid effektivt må du indse at ikke alt på pensumlisten er lige vigtigt. Pensum er kun anbefalet læsning og i princippet er det ligegyldigt hvor eller hvordan du opnår din viden – det der er vigtigt er at du opnår den. Derfor bør du altid først og fremmest danne dig et totalt overblik over alt læsestoffet INDEN du går i gang med at læse det.

Find ud af hvad der er de centrale problemstillinger og begreber. Dette kan du hurtigt finde ud af ved dels at gennemlæse fagbeskrivelsen flere gange og nøje gennemgå alle overskrifter i fagets bøger eller artikler. Når du ved hvad der er vigtigt, så kan du nemt sortere det uvæsentlige fra.

Når du går i gang med at læse så brug din prioriteringsliste og læs kun af lyst. Når du virkelig har lyst til at læse noget, så forstår du bedre det du læser. Derfor bør du ikke have dårlig samvittighed over kun at læse udvalgte afsnit i fagets bøger og artikler. Brug din viden om fagets centrale begreber til at tjekke om du har forstået det du skal. Hvis ikke, så søg denne viden på en anden måde. Ofte kan det være en fordel at tilegne sin viden fra andre end de anbefalede kilder. Derved opnår du et mere nuanceret billede og dermed en dybere forståelse, selvom du ikke har læst alle bøgerne.

Erik Back f. 1970 Erik Back er uddannet cand.merc. i strategi og ledelse og zoneterapeut. Han har desuden taget en række fag på Filosofi og Russisk på henholdsvis Århus Universitet og Moskva Statsuniversitet.

Erik Back er indehaver af Sulcus.dk – klinik for zoneterapi, sundhed og selvudvikling i Århus – der åbnede i april 2008.

Kilder Gregory W. Phillips, ”Does eating breakfast affect the performance of college students on biology exams?”, Blinn College, 2004 Lisa M. Staub, “The Correlation between Eating Breakfast And School Performance”, Loyola University New Orleans, 2008 Piotr A. Wozniak, “Good sleep, good learning, good life”, 2000 2007; http://www.supermemo.com/articles/sleep. htm og http://www.supermemo.com/articlessleepresearch2007.htm

Dagbog fra SU-kampen Beretning fra to hektiske uger for de studerende på Aarhus Universitet, hvor alle kræfter blev sat ind i kampen for SU’en og for at gøre opmærksom på de studerendes utilfredshed med Skattekommisionens forslag om at skære i SU’en.

Kampens første dag Som studerende vågner man op første dag i det nye semester til en ubehagelig overraskelse: SU’en skal forkortes til max fire år for at finansiere lettelser i topskatten. Danske studerende er i oprør og tøver ikke længe med at reagere. Inden dagen er omme, er Facebook-gruppen ”Nej til skattekommisionens SU-forringelser – Investér i fremtidens velfærd” dannet, og medlemstallet stiger til over 10.000 på mindre end et døgn. På Studenterrådet brygges kaffen ekstra stærk, og alle kræfter sættes ind for hurtigst muligt at oplyse og motivere de studerende i Århus til at gå i kamp for vores fælles SU. Protestmøde mod SU-forringelserne Klokken er 7 onsdag d. 4. februar. Maja Buskbjerg, SU-ordfører i Studenterrådet, udtrykker sin skepsis i et live-indslag til TV2 News: ”Uddannelse er en investering – ikke en udgift”, understreger Maja.

Budskabet gentages som et ekko dagen igennem på nyhedskanalen.

Ved middagstid stiger spændingen på Studenterrådet. Efter to travle døgn venter man spændt på at se, om oplysningsarbejdet har båret frugt, og hvor mange studerende der finder vej til det stort anlagte protestmøde. Kort før klokken 14 begynder en lind strøm af forventningsfulde studerende og journalister fra diverse tv-stationer og aviser at bevæge sig ind ad dørene til Studenternes Hus. Da mødet går i gang, er over 100 studerende stuvet tæt sammen i lokalet. Studenterrådet åbner mødet med en kort orientering om Skattekommisionens forslag. Herefter følger en livlig debat blandt de fremmødte om konsekvenserne for de studerende og velfærdssamfundet, hvis forslaget vedtages. En studerende fra Statskundskab rejser sig op i mængden og udtrykker

situationen med en kort og malende beskrivelse: ”Skattelettelser senere i livet betaler ikke min spaghetti med kødsovs nu”. Efter en længere debat med diskussion og spørgsmål spreder de studerende sig ud i grupper. Der diskuteres nu konkrete aktiviteter, som skal mobilisere flere studerende og gøre regeringen opmærksomme på de studerendes utilfredshed. Efter to timers konstruktiv diskussion slutter mødet, og de studerende strømmer ud på universitetet, klar til at kæmpe for SU’en.

Aktive studerende Gejsten fra mødet fortsætter de kommende dage, hvor der igangsættes en række aktiviteter på flere af universitetets fakulteter. Allerede dagen efter protestmødet uddeles oplysende og opfordrende flyers i kantiner og fredagsbarer. En gruppe studerende går desuden i gang med at male et stort banner, som senere pryder Nobelparkens mure og informerer forbipasserende trafikanter om de studerendes utilfredshed. Flere studerende vælger desuden at udtrykke deres utilfredshed skriftligt gennem læserbreve til lokale og landsdækkende aviser. Studenterrådet møder generelt stor opbakning i kampen for SU’en, og de studerende i Århus får vist, hvor vigtig denne sag er for alle. Studenterrådet oplyser og opdaterer i dagene efter mødet de fremmødte til protestmødet med nyhedsbreve, som sendes til de studerendes mailadresser.

Paneldebat om SU’ens fremtid Det er blevet onsdag d. 11. februar, og bølgerne går stadig højt i SU-kampen. I dag fortsætter kampen med endnu et møde, hvor fire debattører er indbudt til en paneldebat om SU’ens fremtid. Panelet består af Helena

Studenterrådet mener…

!

Af Maja Viola Buskbjerg, SU-ordfører i Studenterrådet

Skattekommissionens forslag om at skære i SU’en fra seks til fire år har skabt stor debat og aktivitet blandt de studerende den sidste måneds tid. Og ikke uden grund! Skattekommissionen ønsker at gøre det attraktivt for flere at arbejde mere, og argumentet lyder, at selvom de studerende får færre penge i SU under uddannelse, vil de i deres senere arbejdsliv få særlig fordel af den fjernelse af topskatten, som også er foreslået.

Studenterrådet mener, at forslaget vil have den helt modsatte effekt!

Det handler ikke kun om, at en forringelse af SU’en vil ramme de studerende på lange videregående uddannelser. Forslaget har også konsekvenser for hele

det danske velfærdssamfund.

For det første fjerner man et afgørende incitament for at få unge i gang med en lang videregående uddannelse. Uden økonomisk støtte og opbakning fra samfundet er der stor risiko for, at mange vælger den videregående uddannelse fra. For det andet vil forslaget også gå ud over de studerendes gennemførsel af studierne. Hvis man ikke har lyst til at gældsætte sig allerede under sin uddannelse, vil studiet trække tidsmæssigt ud, fordi man som studerende bliver tvunget til at bruge tid på erhvervsarbejde for at kunne få mad på bordet. De studerende er i forvejen økonomisk trængte, og god, sund mad og billige boliger er en uopnåelig luksus for mange.

Skyt Nielsen, medlem af Skattekommisionen, Per Christian Andersen, formand for SU-rådet, Jens Salling, formand for Konservativ Ungdom i Århus, og Peter Grods Hansen, næstformand i Dansk Magisterforening. De 65 fremmødte studerende er spændte på at høre panelets argumenter for og imod forslaget. Helena Skyt Nielsen åbner mødet med en uddybning af Skattekommisionens samlede forslag. Da hun kommer til konsekvenserne for SU’en, spidser de tilhørende ører: ”Erkend, at reduktion af progressive skatter er nødvendigt, og at folk med lange videregående uddannelser ikke kan undgå at tjene på det” lyder det i hendes argumentation. Denne udtalelse skaber uro i salen. Helena Skyt Nielsen forsøger herefter at imødekomme de studerende.

Hun foreslår, at de danske studerende kan beholde deres SU, hvis de i stedet opgiver deres efterløn eller gør den indkomstafhængig. Opfordringen får lov til at hænge i luften, og den næste debattør i rækken tager over. Per Christian Andersen udtrykker bekymring over den sociale skævvridning, SU-reduktionen vil medføre. Han mener, at forslaget ”fungerer som stok frem for gulerod”. Peter Grods Hansen mener ligeledes, at SU-forringelserne vil betyde, at der ikke længere er lige muligheder for alle. Han understreger desuden, at man som studerende på en lang videregående uddannelse ikke nødvendigvis er sikret en høj løn senere i livet. Talerlisten fra de fremmødte er i mellemtiden blevet lang, og de studerende henvender sig især til panelets to fortalere for forslaget. Flere understreger, at kritikken ikke går på de færre penge, som fremtidens studerende vil modtage, men at det derimod handler om værdier og studielivskvalitet - med andre ord - ”det liv man lever, imens man studerer og ikke det liv, man får bagefter”, som en studerende udtrykker det.

Tak for opbakningen Studenterrådet ser tilbage på en intens kampagne.

Opbakningen fra de studerende i Århus vidner om, at de danske studerende er villige til at kæmpe for deres SU. Den hurtige mobilisering har fået Studenterrådet til at stå stærkt i debatten og i medierne.

Studenterrådet er meget positive over det engagement, de studerende har udvist, og håber på en lignende indstilling fremover. I skrivende stund har 68.448 personer vist deres støtte og udtrykt deres holdning ved at melde sig ind i Facebook-gruppen, et tal som fortæller, at rigtig mange danskere er villige til at kæmpe for studerendes vilkår.

Sidst, men ikke mindst, er forslaget et udtryk for en markedsgørelse af universitetet. ”Det skal kunne betale sig at tage en uddannelse”, lyder argumentet, og der kommer derved fokus på de uddannelser, der giver en god løn senere, og mange fagområder på universitetet vil dermed blive valgt fra.

Hvis flere og flere unge således vælger en lang videregående uddannelse fra, og færre og færre rent faktisk gennemfører en uddannelse, mister Danmark den højtuddannede arbejdskraft, der er brug for i fremtidens videnssamfund! Det er imod regeringens egen vision om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal tage en lang videregående uddannelse.

Tilmeld

Valg til Studenterrådets styrelse Tirsdag d. 10. marts er der valg til styrelsen. Styrelsen tager sig af Studenterrådets daglige arbejde og varetager de studerendes interesser udadtil. Alle kan stille op til styrelsen.

Hvis du har lyst til at stille op, skal din skriftlige opstilling være den nuværende styrelse i hænde senest 4. marts.

Du har dog også mulighed for at stille op til selve mødet d. 10. Mødet starter kl.18 og finder sted i mødelokale 1 over Stakbogladen.

Skriftlig ansøgning sendes til Studenterrådet på sr@sr.au.dk.

dig

Studen I forbind terråde else med ts nyhe SU et nyhed dsbrev sbrev, so -kampen har Stu m udsen d interesse enterråd des elek rede i in e t s ta rte tro formatio arbejde n om Stu nisk til alle, som t og denterrå er terne i S aktuelle aktivite d ets d U-k ter. om mød ampen blev nyh I forbindelse m aglige ed aktivit er og løb e ende op dsbrevet brugt til at info edatere o m rmere k ring situ Hvis du ationen. er intere sseret i a nyhedsb t mo rev informati fremover, kan d dtage Studenterr u onsmeda å rbejdere kontakte Studen dets terrådets på thom sen@sr.a u.dk.

gskursus

Genoplivnin

enterrådet i 4 afholder Stud -1 10 . kl ts ar m . s.

Søndag d. 29 plivningskursu ed FADL geno samarbejde m lp er en hvor førstehjæ i en situation, e g ikke den vn do r ha n ha ka er Alle ge mennesk an M lder. På e. nn t ku d, når de gæ god ting at kunne gribe in at bruge til at t n m de sa vi fornødne lungeredning te er hj l sa de ba henven r sig kurset lærer du starter). Kurset te er ler hj k is at n man behand en AED(autom at lære, hvorda til st ly r ha m til alle, so og her. hjertestop nu . pr. mand. ltage er 100 kr Prisen for at de ion rmere informat rrådet for næ te en ud St te Du kan kontak u.dk på stina@sr.a og tilmelding

Kom til gratis basket Studenterrådet tilbyder alle studerende gratis indgang til Bakken Bears’ første semifinalekamp i Canal Digital-ligaen, der er den bedste basketball-liga i Danmark. Kampen spilles torsdag d. 19. marts kl. 19:15 i NRGi Arena, og du kan hente din gratis billet på Studenterrådets sekretariat, Nordre Ringgade 3, fra torsdag d. 12. marts.

Studienævn fik ny inspiration I weekenden den 7.-8. februar havde Studenterrådet i samarbejde med universitetets rektorat for første gang inviteret studenterrepræsentanter fra Aarhus Universitets studienævn med på kursus. Formålet var at klæde medlemmerne ordentligt på til deres arbejde i studienævnene, og der var både faglige og netværksskabende aktiviteter på programmet.

Det faglige program blev sparket i gang med et oplæg fra chefjurist Per Møller Madsen fra ledelsessekretariatet. Han fortalte om rettigheder og muligheder i studienævnene og uddybede forskellige paragraffer fra universitetsloven og forvaltningsloven, som alle repræsentanter i studienævn bør kende til. Fx at studienævnsformanden ikke har den afgørende stemme ved stemme-lighed, men at et givent forslag falder, hvis der er stemme-lighed.

Det var tydeligt, at alle deltagerne var interesseret i emnet, for der blev stillet så mange spørgsmål, at oplægget varede 40 min. ekstra.

Efter en god gåtur i de smukke omgivelser arbejdede alle med forskellige cases fra den virkelige studienævnsverden. Deltagerne var inddelt i grupper, og alle var i gruppe med nogen fra andre studienævn – det gav en god effekt, og der blev udvekslet erfaringer på kryds og tværs, mens casene blev løst.

Studienævnsweekend kun første skridt Søndag blev brugt til at diskutere, hvordan studienævnene fremover skal udveksle erfaringer. Studenterrådet opstartede allerede i oktober måned et netværk for studienævnsmedlemmer, og i weekenden var der bred enighed blandt deltagerne om, at der fortsat er behov for et sådant netværk. Formålet er at opkvalificere og uddanne de studerende, så de er rustet til arbejdet i studienævnene. Der blev blandt andet efterspurgt kompetenceopbyggende kurser, for eksempel kurser om argumentationsteknik, og om hvordan man får styrket kontakten mellem de studerende og studienævnsrepræsentanterne. Der blev også efterspurgt vidensopbyggende kurser som fx ’Kend din uni-lov’ eller ’Hvad betyder Bolognaprocessen for AU og mit studie’.

Networking på højeste plan I weekenden deltog der studerende fra mange forskellige studier: fra DPU til ASB og fra Æstetik til Biomedicinsk Teknik. Det gav nogle fede og varierede diskussioner på tværs af faggrænser, og der

blev udvekslet mange andre erfaringer end de rent faglige. Den sociale dimension var nemlig også i højsædet under måltiderne og om aftenen i de smukke sale på Sandbjerg Gods, og en diskussion af Nik og Jay lyder altså lidt anderledes, når en æstetiker, en kommunikationsstuderende og en idehistoriker diskuterer deres meninger om emnet. Alt sammen var med til at bidrage til en weekend, hvor deltagerne netværkede på kryds og tværs.

Næste skridt for studienævnsnetværket er endnu et møde, hvor vi håber at kunne samle endnu flere repræsentanter fra endnu flere studienævn. Dette møde vil blandt andet omhandle handleplaner for studienævn – ’Når de studerende sætter dagsordenen!’ Hvis du også har lyst til at erfaringsudveksle med andre studienævnsmedlemmer, er du velkommen til at henvende dig til Thea Frederiksen på thea@sr.au.dk.

Ndr. Ringgade 3 8000 Århus C Sekretariatet har åbent man-tors kl. 9-14.30 fredag kl. 9 -13 Telefon 8942 5464 Fax 8942 5474 e-mail: sr@sr.au.dk www.sr.au.dk