Delfinen #194

DELFINEN #194 | FEBRUAR

TEMA: SYNDER OG LASTER

STUDIEMAGASINET PÅ AARHUS UNIVERSITET

INDHOLD #194

|

F E B R UA R

ALKOHOL OG FILM: BOGART-OLES BEKENDELSER - 6 INTERVIEW: DOVENSKAB OG FLID - 12 DEN OTTENDE DØDSSYND - 17 AT BO MELLEM AFSONERE - 18 BIZARRE OVERSPRINGSHANDLINGER - 20 BILLEDSERIE: UNDER HUDEN PÅ AKADEMIKERE - 22 REPORTAGE FRA EN JULEFROKOST - 26 ET GRÅDIGHEDSEKSPERIMENT PÅ RESTAURANT KÖD - 29 SYNDER OG LASTER PÅ AU - 30 FESTKULTUR - 34 VOXPOP- DE STUDERENDE BERETTER OM EGNE SYNDER OG LASTER - 38 LÆSERNES BILLEDER - 40 AARHUS UNIVERSITETS-SPORT - 42 STUDENTERRÅDET - 47

T E M A :

S Y N D E R

O G

L A S T E R

Som ungt menneske kan man i vores kultur nemt føle sig tynget af mange krav.

Vi skal være elitestuderende og have studierelevant arbejde at skrive på CV’et. Vi skal se godt ud og passe vores medlemsskab i fitnesscentret. Vi skal være sociale, gode til at mingle og have tid til at tage en øl med vores medstuderende. Og det hele skal gerne vises frem på glitrende billeder på de sociale medier.

I årets første nummer af Delfinen tager vi en pause fra alt det perfekte, og dykker i stedet ned i det, vi gemmer væk: Synderne og lasterne. De kan være underlige, sjove, mørke og farlige, og til tider endda dødelige.

En last, der især fylder meget i den danske studiekultur er alkohol. Fredagsbarer og festivitas er obligatoriske elementer i de fleste studerendes hverdag. Men alkohol er ikke bare sjov og dans på bordene. Alkoholen kan tage over og blive styrende for ens liv. Læs interviewet med Ole ‘Bogart’ Michelsen og få filmelskerens historie om et liv med og uden alkoholen.

Læs desuden, hvordan dødssynderne trives i bedste velgående på AU. Bliv klogere på, hvad der sker, når computerspil overtager dit liv. Og kom ind under huden på artig-pigen og slacker-duden.

Med dette nummer af Delfinen skal der også siges farvel til de gamle redaktører og goddag til de nye. Vi er stolte over vores første magasin og glæder os til at dele det med dig. Træd blot nærmere og begiv dig ind i syndens hule.

God læselyst!

Trine Møller Ansv. chefredaktør

Eline Eggers Redaktionschef

03

AUklædt

På AU findes et hav af mennesker, der myldrer rundt, som myrer i en gigantisk myretue.

Anonymiteten lurer lige om hjørnet. Delfinen klæder nu AU af og prøver at komme ind under huden, eller i hvert fald tøjet på denne store institution. Mathias Toft Rasmussen fra Psykologi var frisk på opgaven, og lod Delfinen fotografere ham.

Vil du gerne klæde en af dine venner, studiekammerater eller forelæsere af? Så send dit forslag til delfinen@sr.au.dk.

SKRIBENTER Anna Eva Heilmann Camilla Søndergaard Andersen Ida Bæk Kristoffer Skovgaard Jakobsen Marie Linde Mayer Mazdak Khosravi Vassili Stroganov KORREKTURLÆSERE Anna Ditte Nygaard Line Marie Veng-Taasti Rikke Hector Degner FOTOGRAFER Jesper Rais Maria Breddam Slæggerup Marie Ørskov ILLUSTRATIONER Christian ”Rigo” Poulsen Laura Bruhn Bové ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR Trine Møller REDAKTIONSCHEF Eline Eggers LAYOUTER & BILLEDREDAKTØR Thea Renneberg WEBREDAKTØR Karina Morsing MAIL delfinen@sr.au.dk WEB - FACEBOOK delfinen-magasin.dk - facebook.com/delfinenmagasin OPLAG 5.000 eksemplarer TRYK Zeuner Grafik A/S ANNONCER Tom Poulsen Mobil: 28 99 23 17 tom@sr.au.dk Delfinen udgives af Studenterrådet ved Aarhus Universitet Frederik Nielsens Vej 2-4 8000 Aarhus C Delfinen redigeres af en selvstændig bladgruppe med tilknytning til Studenterrådet (SR) ved Aarhus Universitet.

Meninger, der tilkendegives i bladet under andet navn end SR’s, kan ikke tages som udtryk for SR’s opfattelse.

Næste deadline for annoncer er den 13. februar Næste deadline for artikler er den 15. februar Studenterrådets sider er selvstændigt redigeret og layoutet

Lejlighed på 47m2 med pragtfuld stor sydvest vendt altan på 18m2, med udsigt over Randers, til salg.

Velegnet som forældrekøb. Under 2 minutters gang til rutebilstationen og 1/2 time med X-Bus til Aarhus Universitet.

LEJLIGHED I CENTRUM AF RANDERS TIL SALG

Agnete Schleicher Bønnerup

Stor stue, soveværelse med indbyggede skabe, køkken og badeværelse. Lejligheden, der er beliggende på 4. sal, er på 47m2 + den store udsigtsaltan.

Ejendommen er opført i 1962 i gule sten.

Pris: kr. 575.000,00,- med udbetaling på kr. 30.000,00,Brutto/netto pr. måned kr. 3452/3185 eller ved afdragsfrit RTL1 2255/2076.

Fællesudgifter pr. måned kr. 571 incl. vicevært og trappevask.

A’conto varme kr. 450,00,- og a’conto vand kr. 175,00,- pr. måned.

Det er muligt, også at købe den spejlvendte nabolejlighed til samme pris, således at der kan etableres et dobbelt så stort køkken og badeværelse samt altan ved sammenlægning af de 2 lejligheder, der så vil blive til en lejlighed på 94m2 + 36m2 altan og måske derved blive måske den bedste lejligheder i centrum af Randers. Det vil give denne lejlighed et stort prismæssigt potientale i fremtiden.

Henvendelse til Bjørn Heilbut Tlf 40778381 Mail: bh@heilbut.dk

ET LIV MED LASTER Vi kender ham som Ole ’Bogart’ Michelsen fra DR2’s filmmagasin tilbage i 90’erne og 00’erne. Manden med den store karisma og ordet i sin magt, som med nådesløshed uddelte Bogarthatte til aktuelle film. En smilende gråhåret herre med en iver efter at dele sin filmpassion med os alle. Men under den nydelige overflade gemmer sig også en mand, som har haft mørket tæt inde på livet. Ole har haft to laster i sit liv; film og alkohol.

Vi satte Ole stævne i hans lejlighed på Frederiksberg til en snak om alkoholens mørke sider og kampen for at blive fri af dæmonerne og om film som en vigtig drivkraft i livet.

Tekst & Foto: Eline Eggers & Trine Møller

Den smukke gamle herskabslejlighed, fyldt til randen med kunst og bøger, sætter en perfekt scene for denne levende og energiske fortæller. Ole Michelsen serverer sin livsberetning med krop og sjæl. Ole har med sine efterhånden 75 år i rygsækken levet et langt liv med både glæder og sorger. Han mistede sin kone for mange år siden, og sidenhen har han mistet sin elskede datter Trine til kræften. Ligeledes har han kæmpet en sej kamp mod alkoholens dæmoner. Men livet har også budt på en stor kærlighed til film, som har givet ham muligheden for at gøre sin passion til sin levevej med jobbet som filmanmelder på DR. For Ole hænger det hele sammen: “Den fraskilte Ole, Ole der har mistet sin ældste datter, alkoholikeren Ole og filmnørden Ole. Vi er en og samme person. Det er ligesom om, der har været en mening med det hele.”

kontrollen. Alkoholen begyndte at styre hans liv. Især en episode står lysende klart i hans erindring: “Jeg havde lavet lækker morgenmad som sædvanligt. Jeg sad med den foran mig, og skulle til at spise den. Og så tænker jeg:” Det gider jeg sgu ikke, jeg går på morgenværtshus.”

Andre mennesker omkring Ole begyndte også at lægge mærke til, at noget var galt: “Jeg fik jo nogle bemærkninger ude i TV-byen. Der var pludselig en, der havde lagt en reklame for AA i min brevkasse. Jeg blev møgfornærmet over, at de kunne tillade sig det der. Jeg var ikke alkoholiker. I dag er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var jeg.”

DJÆVLEN I FLASKEN Oles alkoholproblem startede sent i livet. Man kunne nemt lave en kobling mellem de hårde ting, han har været igennem og afhængigheden, men sådan ser Ole det ikke selv: “Jeg betragter ikke mit liv som havende været atypisk hårdt.

Jeg bruger ofte det billede med det vietnamesiske folk. Hvad de ikke har været igennem. Hvad de ikke har været igennem som land; blevet tævet af franskmændene, været i krig med amerikanerne, og japanerne har besat dem. De er ikke blevet alkoholikere hele banden. De har fået opbygget en god nation igen.”

Der er en romantik omkring alkoholen og fadøllene, der binder både høj og lav sammen, og der er den tanke, at man skulle blive en bedre filminstruktør eller filmanmelder af at drikke.

Og den holder altså ikke!

For Ole er det svært at definere, hvornår han gik fra at have et almindeligt dansk alkoholforbrug til at have et alkoholproblem: ”Min afhængighed startede meget uskyldigt. Hvis jeg skulle definere mig selv, sådan som ung og moden mand i 40’erne, så havde jeg bare et ganske normalt dansk alkoholforbrug. Som vi også oplever det i dag, når man er ude eller sammen med andre mennesker, så skal der rigeligt med alkohol til. Der var altid mindst tre, der var ligeså fulde som mig.”

Men mønsteret ændrede sig, og Ole husker episoder, som for ham, set i tilbageblikket, indikerer, at han var ved at miste 08

”

Da datteren Trine var syg, drak Ole overhovedet ikke. Lysten var der slet ikke, selvom han ved, at det ville have være socialt accepteret at drikke, når livet gjorde ondt: “Jeg havde jo fået befolkningens tilgivelse, hvis jeg havde drukket i den periode, hvor Trine var allermest syg. Men jeg ville ikke kunne have levet med mig selv. Jeg er så glad for, at jeg kunne være der ordentligt for Trine.”

Tingene var ved at komme ud af kontrol. For Ole blev redningen behandlingscentret Tjele ved Hobro. En tidlig morgen på vej hjem fra en særlig hård druktur møder han en ven, som kan se, at den er helt gal, og som straks får ham tilkoblet centret: “Der kom jeg over, og skulle lige skabe mig lidt og sætte dem på plads, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle forholde mig kritisk, filmkritisk til det her projekt. Jeg skulle virkelig nogle ture igennem, før jeg sagde til mig selv, ’hvad sker der nu, hvis jeg siger til mig selv, at jeg ER alkoholiker?’ Det tog lang tid, før jeg nåede til det punkt, hvor jeg ikke længere syntes, det var farligt at sige, at jeg var alkoholiker.”

Ole beskriver Tjelecentret som et sted med varme og nærhed, og han har mange gode minder fra den hårde afvænningstid: “Der opstår en stor skrøbelighed blandt patienterne. Behandlerne er ikke fortravlede overlæger, men har en varme og indsigt i tingene. De er på lige fod med patienterne, for de er selv ædru alkoholikere. Selv postbuddet er nærmest tidligere alkoholiker”.

Ole synes, at den lærdom, som behandlingen gav ham, burde

gives til alle mennesker, ikke kun alkoholikere: “Taknemlighed og ydmyghed. Det er det skønne ved AA, det er sådan nogle ting, man aldrig taler om ellers. Taknemlighed, har du husket din taknemlighed i dag? Den er vigtig for os alle sammen. Denne her form for behandling burde vi alle få.”

Ole har ikke drukket siden og har fejret 23 års jubilæum som tørlagt alkoholiker, men han husker stadig de tiltrækkende ting ved alkoholen: “Charmen ved alkoholen og charmen ved branderten, den kan jeg stadigvæk huske – altså to glas rødvin ovenpå en stressende dag, eller man skal ud med en vidunderlig kvinde, og man drikker lidt rødvin til maden, og det er dejligt. Man slentrer arm i arm.”

Alkoholen har også budt på anderledes oplevelser: “Altså jeg har jo siddet og drukket med Symfoniorkesteret i DR’s kantine. Eller man står der i Cannes med sit TV-crew, omgivet af smukke raffinerede kvinder, der serverer champagne ad libitum. Det er jo ikke til at stå for, selvom man er en stålsat karakter. Solskin, Provence, smukke kvinder og champagne.

Nu kan jeg modstå det, men dengang kunne jeg ikke.”

DEN DANSKE DRUKKULTUR Ifølge Ole er der en vikingementalitet i Danmark, hvor alkoholkulturen ligger tæt inde på livet af os: “Druk er noget meget, meget dansk. Den danske kultur er en drukkultur. Det er godt lige at tage et par Gin og Tonic, inden du skal til eksamen. Vi snakker om, hvor fulde vi var i weekenden, og synes det er så, så sjovt. Druk er enormt socialt acceptabelt i Danmark”. Dette afspejles ligeledes i film- og TV-verdenen: “Læg mærke til, hvordan alkohol bliver fremstillet positivt.

Danskerne kan næsten ikke lave en film eller serie uden, at der bliver drukket tæt. Hvis vi kigger på de danske klenodier som Huset på Christianshavn eller Olsen Banden, der drikker de hele tiden.”

Den tendens ses ikke kun i Danmark: “Jeg var inde og se Birdman i går, og der ryger gin ned i massevis i den film. Det er svært at røre ved. Alkohol rører ved nogle kreative impulser og fantasien.”

Men Ole ser på ingen måde en forbindelse mellem kunstnerisk talent og alkoholisme: “Der er en romantik omkring alkoholen og fadøllene, der binder både høj og lav sammen, og der er den tanke, at man skulle blive en bedre filminstruktør eller filmanmelder af at

OLES GUIDE TIL LASTFULDE FILM Cafe Paradis: “En af de bedste danske film om alkoholisme af Ib Schønberg. De ser den også ude på Tjele, når de holder filmaftener.”

When a man loves a woman: “En skøn kærlighedsfilm om at elske en med et alkoholproblem.

Dog er den for lang.”

Things we lost in the fire: ”Den skildrer narkomani på en langsom og rigtig fin måde.”

28 days: “Den handler om behandlingsforløbet i Amerika. Om en ung kvindes vej ud af alkoholen.”

Birdmad: “I Birdman er de stangberusede hovedpersonerne. De kæver den på scenen! Men den er fremragende!”

drikke. Og den holder altså ikke! Selvfølgelig har nogle genier haft alkoholproblemer, men så glemmer man at se på alle de genier, som ikke har haft det. Og ligeledes på alle de almindelige mennesker, som drikker. Der er ingen sammenhæng mellem at være et geni og at have et alkoholproblem.”

HJÆLPEN GIVES VIDERE Ole er stadig tilknyttet Tjelecentret. Nu som inspirator, kontaktperson og foredragsholder. Han fortæller, hvordan han under arbejdet med den selvbiografiske bog, Den dansende dæmon, følte en afklaring, som gav afsættet til at hjælpe andre: “Jeg har været inde i koncentrationslejren, jeg har været låst inde, og så kommer jeg ud, går forbi pigtrådshegnet og

Ole inspirerer andre til at komme ud af alkoholismen både i sine foredrag, som han blandt andet holder på Tjele, hvor han ligeledes har samtaler med stedets patienter. Han står også for interventioner, hvor alkoholikeren konfronteres med sine pårørende. Her handler det for Ole om at opnå en baggrundsviden om den pågældende og så konfrontere personen med, hvordan han eller hun drikker, og hvordan det påvirker familien.

“Det er alle de oplysninger, som man ikke bare kan snakke sig ud af: ’Jo, jo jeg har et alkoholproblem, men jeg er begyndt at gå tur med hunden.’ Alle de der undskyldninger” Ole virker her som et link mellem alkoholikeren og familien, hvor de i samarbejde skal få vedkommende i behandling. Han fortæller, hvordan der tit til disse interventioner opstår nogle pudsige situationer, hvor folk genkender ham som filmanmelder. “Når jeg træder ind ad døren der, så kommer jo også filmanmelderen Ole Michelsen fra Bogart med ind. Det vil sige, der kommer noget troværdighed med mig ind også.”

Ole bruger i høj grad sig selv og sin historie, når han taler med mennesker, der lægger deres liv i alkoholens altødelæggende lænker. Ole gør det ikke for karrierens eller pengenes skyld.

Han gør det, fordi han finder stor tilfredsstillelse i at hjælpe mennesker, der står med de samme problematikker, som han selv gjorde for 23 år siden: “Jeg har mange, mange glæder ved det her, og en af de største glæder, det er jo nok, at jeg kan sidde overfor en gruppe mennesker, der er i nøjagtigt samme situation, som jeg var i og så sige til dem: “ Vi er altså nogen, der er kommet glade ud af det her og har et rigtig godt liv nu”.

FILMLASTEN Når Ole skal fortælle, hvorfra han har hentet sit livsmod og sin livsglæde, kommer film hurtigt på banen: “Og så har jeg jo også filmene. Når jeg har sådan en frieftermiddag, så går jeg i biografen. Jeg var i biografen så sent som i går og se Birdman. Fremragende film!”

Interessen startede som en skuespillerlidenskab, og udviklede sig til en drøm om at blive filminstruktør. Men i sidste ende blev det anmeldelsen af film, der blev kernen i Oles arbejdsliv.

Angsten for at miste sit elskede job på Bogart var en stærk 10

motivationsfaktor for at komme ud af alkoholens tåger: ”Jeg ville have mistet min filmafhængighed og passion, og jeg ville heller ikke kunne holde sammen på tingene, hvis jeg skulle gå rundt i en halvbrandert i det daglige. Hvis det havde taget mere fat i mig, end det lykkedes, så ville jeg ikke kunne passe sådan et arbejde og holde styr på filmene, og jeg ville ikke kunne forberede mig. Det gik op for mig, at det gik ud over mit arbejde, og at jeg kunne risikere at miste det.”

”

kommer ud til en lysning i skoven og solen skinner. Det bliver bedre og bedre, og jeg finder ud af: Jamen alt det, jeg har været igennem, mon ikke det kan bruges for nogle andre mennesker?”

Jeg ville have mistet min filmafhængighed og passion, og jeg ville heller ikke kunne holde sammen på tingene, hvis jeg skulle gå rundt i en halvbrandert i det daglige Udover at være en motivationsfaktor for at komme ud af misbruget, har filmene også haft en terapeutisk effekt for Ole, som har hjulpet ham til at klare mørke perioder: “Da Trine var syg, og jeg besøgte hende på hospitalet, kunne hun finde på at sige: ’Kom nu af sted med dig. Gå nu i biografen!’ Filmen har været mit helle. Det har givet mig pauser, hvor jeg går fuldstændig ind i filmen. Så har jeg et par timer der.

Det er fuldstændigt umuligt for mig at tænke på andet, når jeg sidder der i mørket”.

Ole finder lækkert wienerbrød og juice frem til os, og interviewet lakker mod enden. Men når man sidder der i sofaen hos et dansk anmelderikon, bliver man nødt til at spørge Ole, hvad er din absolutte yndlingsfilm?

“Det er et godt spørgsmål! Jeg bliver rørt af virkelig mange film. Birdman, som jeg var inde at se i går var utrolig god.

Den fanger filmindustriens og teatrets sjæl. Men min absolutte yndlingsfilm må være ”Manden fra toget”. Det er en fransk film. Historien om venskabet mellem en gammel mand og en bankrøver, som mødes helt tilfældigt. En historie om kærlighed hinsides erotik og forsøget på at opnå noget. Se den!”

Vil du høre mere til Ole, holder han foredrag på Folkeuniversitet d. 29. april 2015, kl. 19, hvor han diskuterer alkoholmisbrug og afhængighed med professor Bent Nielsen.

STOLTE ARTIG-PIGER OG DOVNE SLACKER-DUDES Kineserne kommer! Og de kommer hurtigt og kompetent, med ringedingdong-snorlige PISA-resultater, overlegne computer-skills, og lysten til at arbejde 200 timer om ugen.

I regn. På ét ben. Lader danske studerende sig skræmme af den globale konkurrence og hopper på karakterræset, eller læner de sig afslappet tilbage - er vi ambitiøse, stolte arbejdsmyrer, eller dovner vi den af og drikker øl dagen lang? Delfinen har snakket med to unge mennesker, der repræsenterer to vidt forskellige typer studerende.

Tekst: Anna Eva Heilmann Foto: Redaktionen

Aarhus rummer et hav af studerende. Man kan næsten ikke undgå at støde ind i os, hvis man spadserer en tur. Vi er overalt, og vi er vidt forskellige. Nogle er store, nogle er små.

Nogle elsker at sidde i et laboratorium og lave forsøg, andre brænder for det tyske sprogs grammatik. Når det kommer til, hvor meget tid, vi bruger på vores studie, er der ligeledes et utal af variationer. I mødet med Line og Niklas, finder vi to absolutte modpoler. Fra den ene yderlighed til den anden.

12

STOLTE ”ARTIG-PIGER” Line er 24. Pæn, rank og imødekommende. Jeg fanger hende i kantinen i en sjælden kaffepause. Det er eksamenstid, og Line har nærmest boet på læsesalen de sidste mange uger. Hun har været oppe fra kl. seks, fortæller hun mig, været ude og løbe i vintermørket, og så direkte hen på læsesalen kl. halv otte.

Line er en “artig-pige”.

Vi kender dem jo godt, allesammen. Dem med 12-tallerne,

overskuddet og pilates-tendenserne. Dem, der har quinoa-salat og eksotisk krydret ovnbagt laks med på madpakke. Dem, der bager glutenfrie boller og er færdig med de store skriftlige opgaver i ordentlig tid.

Hun griner, da jeg spørger, om hun vil vedkende sig titlen.

“Haha, artig-pige, ja, jo, det er jo nok rigtigt - det har jeg nok altid været” Altid?

“Ja, altså.. klassens dygtige, “pæne” pige - elevrådet, gode karakterer, den slags” Og nu?

“Ja, jeg ved egentlig ikke. Jeg er ambitiøs, og går hele tiden efter at klare mig rigtig godt. Du kan kalde det perfektionisme, eller du kan kalde det sport. Det er klart, der er en vis form for konkurrence over det. Jeg tror, vi på mit studie er automatisk indstillede til at navigere udfra devisen, at man helst - hele tiden - skal være den allerbedste. Det er sådan vores arbejdsliv kommer til at se ud, og det er noget, vi lige så godt kan vænne os til nu.”

Er det stolthed? Line erkender, at der er en god portion personlig stolthed, der spiller ind, når hun måler sig med de andre dygtige på studiet; hun kan godt lide at være kendt som den “dygtige”.

Line har det ikke godt, hvis hun ikke føler sig forberedt. Hun har flere læsegrupper, og hun læser mange timer om dagen - hver dag. Hun mener, det handler om disciplin og om at skemalægge sin tid ordentligt - “Så har man også tid til det sociale og fredagsbar”. Det vigtigste er dog studiet, og det er nødvendigt at lægge sig i selen, siger hun; “Det kommer bare ikke naturligt til mig. Der er jo de der typer, der nærmest absorberer pensum ved at kigge på bøgerne - sådan har jeg det altså ikke. “ Derimod mener Line ikke, at hendes flittighed skyldes, at forældrene har presset på. De har altid opfordret hende til at tage skolen alvorlig, men, som hun siger; ”ikke på en overdrevet kinesisk “tigermor”-agtig måde”.

Nu du selv bragte kineserne på banen...er du bange for dem?

Hun overvejer lidt. “Kineserne er jeg nok ikke decideret bange for, men jeg er selvfølgelig ikke døv og blind overfor vigtigheden af karakterer - hverken globalt eller nationalt. Jeg ved godt, det ikke kun afhænger af karakterer, men det er altså en fordel, når du skal ud og konkurrere mod 100 andre, at du har et pænt snit.“ Vi har drukket vores kaffe færdig, og jeg kan se, det trækker i Line for at komme tilbage til bøgerne. Jeg takker hende for tiden, og hun forsvinder sammen med en stor gruppe pæne, 14

ranke piger op ad trapperne mod læsesalen.

Jeg selv skal videre og snakke med en helt anden slags studerende: Niklas, en selverklæret “slackerdude”.

DOVNE ”SLACKER-DUDES” De kommer sjældent til forelæsningerne, er immune overfor eksamensstress og drikker hellere øl og spiller computer, end mødes med læsegruppen. Samtidig klarer de sig irriterende fint igennem studiet, og valser ubekymrede forbi os andre ud i voksenlivet.

They are a legion. They are the slacker-dudes.

Jeg bliver budt indenfor af Niklas’ roomie, der straks søger tilbage til sofaen, hvor to andre fyre sidder og spiller Mario Kart. Niklas er stadig i nattøj, selvom klokken er på den gode side af fire. Han har været på en ordentlig bytur med studiets festforening, fortæller han mig, mens han fortærer en bolle med nutella.

Niklas er 26 og er på sidste år af sin bachelor. Han er aktiv i studiemiljøet, medlem af festforeningen, og kan sagtens genkende sig selv som en “slacker-dude”.

“En slacker-dude er vel sådan en ung fløs, der ikke tager det hele så tungt,” foreslår han, “altså, ikke nødvendigvis en evighedsstuderende, der aldrig kommer i tøjet.”

Jeg skæver diskret til hans morgenkåbe.

“Haha, ja okay, dårligt eksempel.”

Niklas startede ikke direkte på Uni efter gymnasiet. Han har taget den typiske Sydøstasien-tur med backpack og Lonely Planet, har arbejdet, og har været på højskole. Han er ikke stresset, og vil demonstrativt ikke lade sig kue af regeringens “skræmmekampagner”, der skal tvinge de studerende igennem uddannelsessystemet hurtigst muligt.

“Jeg tror bare ikke på, at en sådan tankegang kultiverer et optimalt læringsmiljø.”

Niklas tager sit studie med ophøjet, misundelsesværdig ro.

Han kommer til forelæsningerne (”de fleste”) og har klaret sig pænt igennem sin bachelor. Han læser sporadisk i løbet af semestret, og tager nogle lidt mere intense læseperioder op til en eksamen. Mest af alt er han aktiv i festforeningen, drikker øl, arrangerer filmaftener, går til foredrag og spiller computer.

“Jeg føler, jeg networker - udvikler sociale kompetencer. Det er jo ikke fordi, jeg ikke er interesseret i det faglige, det er jeg!

Og jeg følger med, og fordyber mig, hvor det gælder - men det må ikke blive artigt terpende udenadslære.”

Niklas har aldrig haft svært ved skolen. Han mener, at det i bund og grund handler om, at han tidligt fandt ud af, hvordan man skulle formulere sig, at han havde en solid akademisk

ballast med hjemmefra, og at han altid har været i stand til at navigere efter, hvad hans selv synes var værd at fokusere på.

“Det er klart, at man så ikke får topkarakterer over hele linjen.”

Men det tager du ikke så tungt?

“Nej egentlig ikke, jeg har helt ok karakterer. Min holdning er, at man skal sætte ind og gøre mig umage lige præcis dér, hvor man synes, det er interessant - man kan simpelthen ikke synes, at alt er lige opslugende. Karakterræset er kørt helt af sporet, synes jeg.“ Men tror du ikke, at karakterer er vigtige?

“Nej. Altså, jo - det er jo ikke helt ligegyldigt, om man får 02 eller 12, men jeg synes, der bliver lagt alt for meget vægt på karakterer. Ud over dit allerførste job, tror jeg simpelthen ikke på, at en fremtidig arbejdsgiver kigger på dine karakterer fra et 2. semesters-fag og siger ‘Nå, der fik du kun 4, hva?’ “ Men hvad bliver man så bedømt på?

“På ens erfaringer! Studiejob, rejser, personlighed, sociale kompetencer - du kan have et snit på 12, men hvis du er en socialt akavet grå mus, så tror jeg bare ikke, det hjælper dig” Man behøver vel ikke at være en socialt akavet grå mus, bare fordi man får 12-taller?

“Nej, selvfølgelig ikke, det er selvsagt sat på spidsen, jeg kan bare blive så træt af ideen om, at man kun skulle blive bedømt på et så simpelt og upræcist parameter.”

Kineserne?

“Ja? ” Skræmmer de dig?

“Haha! Nej, de fylder ikke så meget i min hverdag.”

Om Niklas’ bekymringsløse svar i virkeligheden er et udtryk for en opgivende afmagt over truslen fra Øst, skal jeg ikke udtale mig om. Han virker dog ikke synderlig eksistentielt kompromitteret, da han opslugt af Xboxen vinker farvel fra sofaen.

Line og Niklas er selvsagt skideirriterende -begge to.

Men! Jeg er sikker på, at Line også ind i mellem snoozer den til kl.

8.30, lader sig nøjes med et 10-tal. At Niklas en sjælden gang imellem skal gøre sig umage for at klare det godt, tager en all-nighter på læsesalen.

At det ikke altid er 100 % glutenfrit og 100 % tømmermænd.

Og! Jeg vil nu stadig hellere måle mig med dem, end med kineserne.

Line og Niklas er ikke de rigtige navne. Redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet.

15

SNASK, JA TAK! Tekst: Agnete S. Bønnerup

Efter en sjov og fuld nat vågner jeg altid op med en helt særlig lunefuld appetit, som ikke lader sig nøjes med den sædvanlige leverdreng fra køleskabet. Min mave og jeg har brug for mad, som ikke indgår i den sunde madpyramide. Jo mere fedt og salt, jo bedre. Den stærke og fede mexicanske mad er en af mine laster – især sprøde nachos med hele molevitten er en sikker vinder. Og så er retten SU-venlig, endnu et plus!

Fremgangsmåde: Tænd for alm. ovn 200°.

Guacamole: Pil løget, og hak det fint. Halvér avokadoerne, og tag stenene ud.

Tag kødet ud af skallen med en ske. Hak eller mos det i en skål med piskeris eller en gaffel til konsistensen er efter behag. Tilsæt hvidløgene – knus eller hak dem fint. Tilsæt et par skefulde cremefraiche.

Bland det hele og smag til med salt, peber og lime.

Nachos m. kylling og bacon

Steg baconen, til det er sprødt – lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Skær kyllingefileterne i strimler, og steg dem evt. i baconfedtet.

Krydr med salt, peber og chili. Fordel tortillachipsene i et fad.

Tilsæt kyllingestrimlerne og baconen, og hæld cheddarosten ud over chipsene.

Placér fadet på den midterste rille i ovnen.

Giv dem ca. 10-15 min., eller indtil osten er smeltet og gylden.

Retten serveres med det samme. Guacamole, hot salsa og cremefraiche skal bruges som dyppelse. Tilsæt jalapeños efter behag.

Info: Retten koster ca. 100-150 kr., hvilket ikke er slemt, når man splejser.

Til 3-4 personer

2 poser tortillachips 200-400 g kyllingefilet

2 pakker bacon i tern 1 glas Jalapeños i skiver

2 glas hot salsa Cremefraiche 18% 2 poser cheddarost Guacamole:

2 modne avocadoer ½ rødløg

3 fed hvidløg 1-2 spsk. cremefraiche 18% Lime Salt, peber, chili

DIABLO 3 – DEN 8. DØDSSYND Tekst: Vassili Stroganov

Klokken er 05.52, og jeg skal være i skole om tre timer og otte minutter. Jeg har ikke sovet hele natten, og det hele er lidt tåget. Jeg har hverken spist eller drukket noget i flere timer, og min mave giver underlige lyde fra sig i håbet om, at der kommer noget ned på et tidspunkt, men intet kan stoppe mig nu.

Jeg skal klare endnu en ”Rift-Run” i Diablo 3. Min uovervindelige character, ”Beef” har virkelig brug for en ny økse, der er på niveau med hans Paragon Level. Forklaringen bag navnet ”Beef” er mit specielle efternavn ”Stroganov”, der minder utrolig meget om navnet på den kødfyldte ret, Bøf Stroganov.

Uanset hv(m)ad skal jeg gennemføre denne rift, før jeg skal i skole, ellers ville jeg ikke kunne koncentrere mig om andet.

Kun adrenalinen holder mig i live, og jeg er fuld af energi, som om jeg lige havde drukket tre Redbulls. Al denne energi skulle uden tvivl have været brugt på de mange lektier, som jeg har for til om et par timer, men det eneste, der er vigtigt lige nu, er Diablo 3 – spillet over alle spil. Dette vidunder kan være himlen og helvede på én og samme tid.

Blizzards mesterværk er et unikt eventyr, som alle mennesker i verden bør prøve mindst en gang i deres liv, men det kan hurtigt blive til en forbandelse, hvis man ikke passer på. Det sekund, Diablo 3 bliver ens førsteprioritet, er det sekund, man er blevet forbandet. Dette skete for mig. Jeg opfattede det ikke med det samme, fordi det skete så gradvist, men den dag hvor jeg fandt ud af, at jeg ikke bestod min cand.public-eksamen i videnskabelig metode, havde jeg fået nok. Det spil, jeg havde fået så meget glæde af, var nu blevet til et sandt mareridt. Pga. Diablo 3 skulle jeg nu til en 3 timers skriftlig reeksamen i et fag, som jeg i forvejen hadede overalt på jorden. Alt det besvær for et sølle computerspil? Når jeg ser tilbage på det, kan jeg kun sige én ting…

Det var det hele værd! Hvis jeg havet studeret i alt den tid i stedet for at spille Diablo, var jeg aldrig kommet op på Paragon

Level 158 med min enestående barbar. Jeg havde aldrig nogensinde samlet alle de fantastiske items og styrket min character.

I stedet havde jeg bestået en lille eksamen og kun nået op på Paragon Level 50 eller noget i den stil. Det er meget tydeligt for mig nu, at jeg træf det helt rigtige valg. Det kan godt være, at afhængighed af Diablo 3 er en synd, men det er en synd, der er ekstremt svær at komme udenom, når man først har fået fat i det legendariske spil. Jeg ved, at hvis ”Beef” kunne tale til mig, så ville han sige, at han var stolt af mig, og at han havde gjort præcis det samme, hvis han havde været i mine sko.

Diablo 3 er den 8. dødssynd, men en synd, der er værd at begå.

Klokken er nu 09.00, og jeg sidder mirakuløst i mit undervisningslokale til tiden efter en vild gamingnat. Jeg kan nu ånde lettet op over, at jeg gennemførte nok ”Rift-runs” og forstærkede min ”barbarian”. Jeg overlever timen uden at falde i søvn, og nu kan jeg endelig lægge min Diablo 3-afhængighed på hylden og få noget søvn… Troede jeg! Godt nok sover jeg, men selv her kan jeg ikke komme uden om Diablo 3. I en drøm møder jeg en af mine venner, som aldrig før har hørt om Diablo, og jeg begynder at forklare det til ham: Først skal man vælge en af de seks fantastiske helte, som man skal guide igennem de fem enestående akter, som hver især har deres egne udfordringer. Den helt, jeg har valgt til at repræsentere mig på denne rejse og tage kampen op imod ondskaben med, er selvfølgelig den gode ”barbarian”. The ”barbarian” har altid været min ynglingshelt, siden jeg begyndte at spille Diablo som ni-årig tilbage i 1998. I modsætningen til mange andre ”gamere” har jeg har aldrig været fascineret af de andre helte, som f. eks troldmanden, munken, demon-jægeren og heksedoktoren. Derfor genvalgte jeg i 2001 barbaren, da jeg fik Diablo 2, og i 2013 blev det så til et vaskeægte ”barbar-hattrick”, da jeg endnu engang var loyal overfor den vidunderlige helt.

Jeg vågner ved lyden af musikken fra Diablo 3.

Den er gal igen...

17

ET NYT PERSPEKTIV Marie Ørskov på 21 er studerende ved Aarhus Universitet, hvor hun læser Molekylær Medicin på 3. år. Her lever hun et studieliv som så mange andre, men hun har valgt en lidt anderledes boligform. Marie bor nemlig på Pension Skejby, som er et bofællesskab for tidligere kriminelle og straffrie som Marie. Hvad ligger der til grund for at vælge denne boligform, og hvordan opleves det? Det satte jeg mig for at finde ud af, da jeg besøgte hende en kold dag i januar.

Tekst: Camilla Søndergaard Andersen Foto: Marie Ørskov

MERE OM PENSION SKEJBY

For et par år siden stod Marie i den situation, at hun skulle flytte hjemmefra. I sin boligsøgning ledte hun efter steder med mulighed for at bo sammen med andre mennesker. Kollegier stod højt på ønskesedlen, men ventelisten var lang, og hun måtte finde andre muligheder, hvor det sociale aspekt blev bevaret. Efter en søgning på nettet fandt hun Pension Skejby, som var en social, men noget atypisk boligform. Det var sød musik i Maries ører, og efter en snak med sin mor, sendte hun en ansøgning. Marie beskriver selv sine overvejelser om dette valg: ”Inden jeg sendte ansøgningen, tænkte jeg over, hvilke mennesker, jeg ville komme til at bo med. Om det nu var sikkert, men jeg kunne se på deres hjemmeside, at pædofile og bandemedlemmer ikke kunne flytte ind, så det gav mig en fornemmelse af, at de tænkte over hvilke mennesker, der måtte bo der”. Ellers beskriver hun, hvordan hun blev fanget af konceptet og kunne mærke, at det var noget, hun skulle prøve.

EN VARM VELKOMST Til at starte med skulle Marie til et møde, for at se, om hun passede ind. Beboerne tog meget varmt imod hende. De præsenterede sig selv, og der var mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Hun beskriver selv oplevelsen således: ”Der var en rigtig god stemning til det møde, og vi grinte rigtig meget. Det var lidt underligt for mig som ny beboer, at man kunne grine 10 sek. efter, at én havde fortalt, at han havde en 12 års-dom for drab.”

ET SPECIELT VENSKAB Opholdet på stedet har indtil videre været udpræget positivt, og det har åbnet for mødet med mennesker, som hun ellers ikke ville have mødt. Der er et stærkt sammenhold, hvor de sammen får en hverdag til at fungere. Hun beskriver, hvordan venskaber til beboerne adskiller sig fra hendes andre venskaber: ”Jeg har mange venner, som jeg ved, ville gøre alt for én, men mere som et ordsprog end som faktisk at gøre det. Én, der har siddet inde i mange år og har mistet rigtig meget igennem tiden, ville virkelig gøre ALT for en. Hvis man først bliver venner med en plusser - som afsonerne kaldes her - har man en ven for livet. Men det kræver lidt mere at komme ind på livet af dem.

De har også nogle andre problemer, som man så til gengæld skal hjælpe dem med, for samfundet er ikke så tilgivende, som det burde være”. Det mest udfordrende for Marie er, at se ”plusserne” gå igennem alle de nederlag, de får mht. arbejde, dating og generelt i mødet med nye mennesker: ”Jeg synes, det er hårdt at se på, hvor meget én fejl i livet kan ændre alt for en person”.

Pension Skejby er en udslugsningsinstitution, hvor afsonere bor side om side med ustraffede borgere Pensionen giver beboerne mulighed for at have indflydelse på stedets struktur, desuden står de selv for praktiske opgaver som madlavning, indkøb og oprydning Ideen om at lade ustraffede og afsonere bo tæt sammen giver beboerne mulighed for at påvirke hinanden og skabe positive relationer Afsonerne har stor frihed i hverdagen og pensionen er hverken indhegnet eller aflåst. Personalet er opmærksomme på beboerne, men primært for at hjælpe dem videre i livet Stedet tager imod en stor aldersgruppe, fra 18-årige til 70-årige

EN CHANCE TIL Tilbuddet om at lade afsonere bo blandt ikke-kriminelle, er for Marie et initiativ, som er iværksat, fordi det har haft en positiv effekt: ”Tallene viser, at 21 % færre herfra kommer tilbage i fængsel end fra andre udslusningsinstitutter”. Det er ifølge hende en god måde for ”almindelige” mennesker at se en anden side af samfundet på. Kriminelle bliver ensidigt skildret som psykopater i medierne, fremfor at man giver et nuanceret billede af mennesker, som har trådt forkert en gang i deres liv. Det giver de kriminelle en chance til. Værdisættet her er uddannelse og dialog. Marie opnår ligeledes en stor personlig gevinst: ”Man får lov at føle, at en afsoner er andet end et sår for samfundet, at de er loyale, meget hjælpsomme og civiliserede mennesker”. Tilbuddet om at bo på Pension Skejby bliver af og til mødt med skeptiske bemærkninger, som ofte omhandler, at det er sygt, underligt eller kun for den billige huslejes skyld. Marie er tværtimod rigtig glad for sit hjem og bliver oprørt over folks uvidenhed: ”De glemmer, at det ikke er min opgave at dømme andre. De kriminelle har fået en dom, som vi i samfundet godtager, fordi vi har det retssystem, vi har. Men det får mig mere til at tænke over, hvad der i mit liv har givet mig den indstilling, at folk skal have en chance til”.

19

OVERSPRINGSHANDLING GIVER FORVANDLING Tekst: Trine Møller Illustrationer: Laura Bruhn Bové

Du sidder og læser hele dagen. Intet andet falder dig ind, end at begave dit sind med udfordrende lekture, så du kan klare dig godt til din eksamen. Intet står i vejen for din stålsathed.

Som en eksamenssuperhelt majer du igennem endnu en vigtig del af pensum, og du opfanges af hvert et ord med en kæmpe gejst. Eller sådan kunne jeg rigtig godt tænke mig, at det var.

For virkelighedens eksamenslæsning ser temmelig anderledes ud for mig og mange andre, antager jeg.

Jeg har i en tidligere klumme udskældt min koncentrationsevne og dens frygtelige tendens til at stikke af fra mig på de værst tænkelige tidspunkter. Et af disse tidspunkter er eksamensperioder. Pludselig bliver den opsat på at trekke i

Sydamerika eller surfe på Bali, og ikke engang et lille kort sender den. Ak. Så sidder jeg der, alene og forladt tilbage ved mit skrivebord og håber lidt, at inspirationens muse så i det mindste kommer på besøg. Men hun er sgu nok overbooket i de perioder. Og det er her, overspringshandlinger kommer ind i billedet.

Jeg plejer at kategorisere dem i to grupper – ligeledes en overspringshandling – de socialt acceptable og de bizarre.

De socialt acceptable er dem, vi sidder og griner af, når vi en sjælden gang imellem bliver lukket ud af eksamens-isolationsfængslet og mødes med andre eksemplarer af menneskeracen.

Vi rydder op, farvekoordinerer tøj og bøger, bager boller, pudser sko. Handlinger, som på ingen måde er absolut nød20

vendige i den konkrete situation, hvor man selvfølgelig burde sidde med en bog foran sig, men som dog stadig giver mening.

Vi skaber noget, får ordnet noget, og det ville som sådan ikke være mærkelige handlinger at foretage sig en helt almindelig søndag eftermiddag.

med visne pelargonier. De nøgne stilke kærtegner min udpinte og længselsfulde sjæl for en stund.

Kære læser, op fra min allermørkeste hemmelighedsskuffe kommer nu de bizarre overspringshandlinger. Dem, jeg aldrig har delt med nogen, og som jeg havde planlagt at tage med mig i graven. Døm mig ikke, thi eksamensperioder gør en sindssyg i gerningsøjeblikket. Vi skal nu helt ind i sindet, der hvor det gør ondt, og hvor der er sort og grimt.

Senere sidder jeg med den folkekære fortælling om segmenteringsstrategier, da jeg pludselig finder mig selv siddende i køkkenets sofa; fascineret af Lines brug af blå plasticpose i sin kartoffelopskrift. Som en zombie følger mine øjne De Unge Mødres gøren og laden på flimmerskærmen. Hvordan kan det være vigtigt, hvorvidt segmenteringen ender med at blive gift med markedet, når dramaet om Malou Stellas manglende indtag af P-piller, når hun skal til havnefest, udspiller sig for øjnene af mig?

Det ene øjeblik sidder jeg og er ved at gå til af spænding over, hvordan eventyret om kritisk diskursanalyse nu ender, det næste befinder jeg mig i køkkenet med en kikkert for øjnene. På sygeste stalkervis søger mine øjne den pæne mand i bygningen overfor, som har en ekshibitionistisk og meget værdsat vane med at stå ganske nøgen i sit vindue. Han er der ikke, men sådan en petitesse stopper ikke Trine. Med sindssyge i øjnene kigger jeg rundt på de andre vinduer i en jagt på nøgen krop, som kan give mig et øjeblik af æstetisk nydelse midt i eksamensmørket. Mine øjne ender ved en altankasse

Men det slutter ikke her. Kikkerter og sygt forbrug af crap-tv stiller ikke min bizarre overspringshandlingssult. Som et hungrende monster spændt op til lir, kaster jeg mig over Gin og Tonic’en. Jeg ifører mig festlig kjole og stilletter, og kridter øjnene op. Den ene drink tager den anden, og alene danser jeg rundt til Pitbulls Timber. Da jeg næste morgen vågner med overstregningstusch i ansigtet, og bogen ”Vigtige ting sagt af gamle mænd” klistret mod min tilsavlede kind, indser jeg, at jeg har et problem. Hej, jeg hedder Trine Møller, og jeg er afhængig af bizarre overspringshandlinger…

AKADEMISKE TUSSER

Foto: Maria Breddam Slæggerup

TIL BORDS MED DE SYV DØDSYNDER December kalder traditionen tro på livtag med stort set samtlige af de syv dødsynder.

Derfor har Delfinens udsendte sat sig for at nærstudere, hvorledes disse dødssynder indfinder sig i løbet af en (næsten) traditionel dansk julefrokost med gutterne.

Julefrokostkonceptet, som vi kender det, tog for alvor fart under 1. Verdenskrigs gullaschbaroni. I lyset af dette, har undertegnede ændret navnene på de fem fagre knægte, som deltog i eksperimentet til navnene på denne krigs mest fremtrædende kamphaner, nemlig Zar Nicholas, Kejser Wilhelm, Kong Georg, Præsident Wilson, samt ærkehertug Holger af Vilhelmsborg.

Tekst: Mazdak Khosravi Foto: Redaktionen

SUPERBIA - HOVMOD Aftenen starter med, at Zar Nicholas nonchalant træder ind ad døren til aftenens slyngelstue og fremdrager to sixpacks Sort Guld. Dette sker med en dertilhørende ytring om, at alkoholiske drikke ikke længere bider på ham, og ikke har gjort det længe. Triumferende knappes den første øl op, og der tages en bid af en hjemmegroet Samsø-chili, mens han hovent gør et nummer ud af at påpege, at hans egen maskulinitet by far overstiger Ærkehertug Holgers - udelukkende baseret på indtagelsesevnen. Denne yderst besynderlige adfærd skal senere vise sig at bide ham gevaldigt hårdt i røven. Men karma synes 26

at være det sidste, der bekymrer Zaren. For alt imens han med overlæg klæder sig af foran Kejser Wilhelm og Ærkehertugen, slår han sig på brystet med blottet diller og brøler, at han både har tænkt sig at onanere, defækere, samt sodomisere sig selv i deres brusebad. Da hans to kumpaner reagerer derpå ved entusiastisk at applaudere dette yderst charmerende bekendtskab, synes grundtonen at være lagt til en aften med ”male-bonding at it’s finest”.

AVARITIA - GRISKHED Da selskabet ved Kong Georg og Præsident Wilsons ankomst

bliver fuldtalligt, præsenteres menuen. Der viser sig at være tale om en koloenorm flæskesteg, som skal udgøre fyldet i en ligeså overdådig flæskestegssandwich. Ærkehertug Holger, som efterhånden begynder at fremstå som selskabets (indtil videre) mest jordbundne og fornuftige, påpeger da også, at der er så meget svin, at der da også må være nok til morgendagen. Men en sådan beskeden kommentar synes at provokere det resterende selskab mere, end hvis han havde presset sit mellemkød ind i munden på samtlige tilstedeværende. Efter en kort diskussion konkluderes det i plenum, at det overskydende flæsk skal skæres i tern, dyppes i honning og sennep, frituresteges, og serveres til natmad.

LUXURIA - NYDELSESSYGE Under middagen er det igen det bizarre bekendtskab til Zar Nicholas, som bringer sig i centrum. Dette gør han ved snøvlende at proklamere, at hans livret er alt mad, som der er meget af, og som man kan drikke hård spiritus til. Hans medsammensvorne ser anerkendende på deres kammerat, mens Kong Georg afslører, at han har erfaret, at man både kan æde og drikke mere, hvis man åbner sine bukser og læner sig tilbage.

Dette suppleres med en kommentar af Ærkehertugen, som får hans ellers fornuftige og velopdragne gemyt til at krakelere en smule. Selskabet giver da også udtryk for, at han er gået over stregen, da udmeldingen om, at hans livret er alt mad, som kan spises, mens man gruppe-teabagger, falder.

INVIDIA - MISUNDELSE Efter middagen falder snakken naturligt nok på Præsident Wilsons tissemand. Det fremgår af samtalen, at denne eftersigende skulle være på størrelse med Texas. Og imens historierne fra teenageårene, om hvordan ejermanden af dette monstrum i tide og utide fremdrog den i alskens sociale sammenhænge,udfoldes, står det klart, at de ølkapsler som synes at hagle imod Præsidenten, er drevet af ren og skær penismisundelse.

GULA - FRÅDSERI Pludselig skærer en øredøvende bøvs igennem rummet, og igen er det den dødcharmerende Zar Nicholas, der gør opmærksom på sig selv ved stolt at erklære, at han lige har gylpet på sig

selv - i tilfælde af, at dette skulle være gået nogens næse forbi.

Tronende bag en mur af øldåser, med sporadiske pletter af opkast på undertrøjen, begynder der at blive sået tvivl om hans ellers så skråsikre udmelding ved aftenens begyndelse.

Det ændrer dog ikke på, at Zaren, der på nuværende tidspunkt har rundet et tocifret antal genstande, kaster en massiv snaps i svælget, fjerner sin tilsølede overdel og erklærer barmavefest.

Opfordringen følges uden forbehold.

IRA - VREDE Drengene er løbet tør for snaps, og et øjeblik opstår der da også panik og tumult. Dog agerer Kejser Wilhelm redningsmand, da han kommer i tanke om, at han har en flaske cypriotisk brændevin liggende i fryseren. Da Zivaniaflasken tages frem, jubles der. Men denne jubel bliver hurtigt erstattet af vrede, da det går op for Zaren, at ingen af de andre har tænkt sig at følge hans eksempel ved at drikke denne harske rosindrik af en kaffekop fyldt til randen. Og da de andre efterhånden igen begynder at iføre sig deres overdele og skænke kaffe, ser han ligeså forsmået ud som en rødstrømpe på Buddy Holly. Dog får Ærkehertug Holger ham til at falde lidt ned igen ved at indvillige i at lege Zarens yndlingsleg, maveklaskeleg, med ham.

ACEDIA - LADHED Kong Georg og Zar Nicholas forlader herefter for en kort stund selskabet og begiver sig ud i køkkenet for at forberede natmaden. Da Kongen vender tilbage med en kurv fyldt med sprøde flæsketern, kan han berette om, hvorledes Zaren formåede at tilberede denne perfekt krydrede og forbløffende delikate natsnack på trods af, at hans fuldskab nu har nået en grad, hvor han udelukkende kommunikerer via gutturale lyde og fagter.

Selvom der ikke direkte er tale om ladhed, ved selskabet godt, hvad klokken er slået, da Zar Nicholas slingrer ind på Ærkehertug Holgers værelse og ligger sig til at besudle hans seng.

Drengene gør med ærefrygt hinanden opmærksomme på, at et historisk øjeblik netop er indtruffet. Og på trods af, at Zarens rallende brøl forsøger at overbevise dem om det modsatte, er det en kendsgerning, at flasken med cypriotisk kryptonit har bevirket, at Zar Nicholas er gået klassisk teenagekold for første gang i et årti. En æra er slut.

DE SYNDIGE BØFFER Store røde bøffer. Glinsende kødsaft. Overdådigt udvalg af tilbehør – kartofler i både, kartofler i stave, kartofler i kugler. En sovs, der selv kan stå på tallerkenen, hjemmelavet lige fra køkkenet for 3 sekunder siden.

Frådseriet er uden tvivl til stede i dette magiske kødmenageri med tallerkenens 500 gram ko, men – uhm! - lækkert ser det ud.

Tekst & Foto: Eline Eggers

Denne skribent påtog sig udfordringen at spise en af Aarhus’ største bøffer – restaurant KöDs store 500 gram T-bone steak.

Opgaven kan i sig selv virke uoverskuelig, men jeg var beredt iført løse bukser og kampgejst.

KöD er en relativ nystartet restaurant, som i sommer åbnede dørene i Sidebars gamle lokaler for kødentusiaster, mandeklubber, polterabender og helt almindelige aarhusianere. Kød er på menuen, og det er helt sikkert essensen af restauranten, hvilket navnet ligeledes forsigtigt antyder. Men vegetarer er også velkomne, som den søde tjener fortæller mig: ”Nogle gæster kommer ind og bestiller måske tre sideorders (sideretter bestående af græsk salat, pomme frites, svampe osv.) eller to forretter.”

Restaurantens lokaler er afdæmpede i sorte, røde og hvide farver. Stilen er moderne, men der er intet prangende eller forfinet over stedet. Her er ingen hvide duge eller opstillede krumspring. Tjeneren kommer med saltet frisk fra pose og spørger herefter, hvad middagen skal bestå af. Og i denne reportages anledning, skal det bare være det største stykke kød, huset byder på.

Tilbage til bøffen. Alt i alt en tiltalende størrelse, der ligger der foran mig. Duften er behagelig, og madens opsætning kærtegner mine øjne i en særlig grad. Men det er måske heller ikke svært, når tallerkenen forsvinder bag et massivt stykke med ko.

Bid efter bid bliver tallerkenen mere og mere synlig, men min sult bliver i samme grad mindre og mindre. Jeg skal overvinde det halve kilo dyr, og en indædt konkurrence med den hovedrystende herre overfor begynder. Der er ingen vej tilbage, det er spis op eller livslang latterliggørelse.

Nogen vil måske påstå, at 500 gram T-bonesteak er ren barnemad for store fuldvoksne mænd, men for en lille 24-årig studerende af hunkøn, hvis diæt ikke udgøres af et halvt kilo kød dagligt, er bøffen lig med en halv ko.

30 kødsvedende minutter senere er min T-bone fortid. Jeg sidder tilbage med en kæmpe mave og en meget bittersød sejr.

Kødet var så lækkert og saftigt, men for mig kunne det halve have været nok.

Jeg må vaklende bevæge mig hjemad i de nu lidt strammere bukser og nyde triumfens sejr og frådseriets mavepine.

29

DE HELVEDES STUDERENDE Vi studerende er de artige børn, blomsten af Danmarks ungdom, dem, der ved bedre. Men er vi også dem, der gør bedre? De fleste af os har allerede stiftet bekendtskab med de syv dødssynder i den obligatoriske religionsundervisning i gymnasiet og hvis ikke, kan en hurtig Wikipedia-søgning oplyse os om, at hovmod, griskhed, misundelse, utugt, fråseri, vrede og dovenskab er direkte adgangsgivende til helvede. Trods dette bedriver de fleste af os aspirerende akademikere alligevel disse mørke synder til hverdag. Her får du syv eksempler på, hvordan dødssynderne dyrkes og trives i bedste velgående på og omkring AU. Tekst: Ida Bæk Illustrationer: Christian ’Rigo’ Poulsen

SUPERBIA - HOVMOD Fredag aften. Toilettet, 2. sal, Kemisk Institut.

Der er fest i Alkymia, og musikken kan høres helt op på dametoilettet, hvor køen er uoverskueligt lang. Også til håndvasken er der kø, men det er ikke på grund af hygiejnefiksering.

Derimod er det det lille, fedtede spejl over håndvasken, som de unge studiner flokkes om. De lægger mascara på, til de ligner pandabjørne. De tegner røde klovnemunde med halvødelagte læbestifter. De pudrer deres næser så meget, at hvis man pustede til dem, ville der sikkert falde en hel bunke lyserødt sne.

Jeg sukker dybt og hopper ind i båsen. Toiletpapirsholderen er spejlblank. Jeg tjekker mit ansigt og min øjenmakeup i den og smiler kækt. Godt, at det ikke er mig, der står derude, og dækker mig til.

AVARITIA - GRISKHED Tirsdag formiddag. Matematisk Kantine.

Det er tirsdag, og læsegruppen er gået i kantinen for at fylde op på kaffe og kage før næste forelæsning. Min mave rumler ved synet og duften af den lækre buffet, der møder mig, da jeg træder ind i lokalet. Med en pris på 25-50 kr. alt efter omfang kunne jeg jo bare snuppe en lille, billig tallerken. Min krop siger ja, men min pengepung og fornuften beder mig tage mig sammen og passe på mit sparsomme budget. Foran buffeten står to dataloger, der har fundet en måde at nyttemaksimere på; de er ved at udføre kunsten at læsse så meget pastasalat ovenpå deres laksetærte som fysisk muligt med henblik på at få 100 kroners mad for en halvtreller. De bliver ved med at læsse på. Feta. Stegte nudler. Pinjekerner. Agurker. Først da halvdelen af de nytilkomne oliven triller ned ad madbjerget og lander på gulvet, giver de op. De kigger selvtilfredse på hinanden og nikker, hvorefter de bevæger sig i gåsegang hen mod kassen med det vakkelvorne madtårn, der bliver ved med at fælde oliven hele vejen ud af kantinen. Jeg selv vender tilbage til min egen opgave, og udser mig det absolutte største stykke gulerodskage på hele instituttet. Min mave knurrer forventningsfuldt.

LUXURIA - UTUGT Fredag aften. Alkymias julefest, Kemisk Kantine.

Det er fredag igen. Jeg er fuld. Bare sådan lidt. Luften i kemisk kantine er lummer og stemningen ligeså. Jeg står i baren og prøver desperat at få fat i en lunken øl. Det er stort set umuligt.

DJ’en har netop fyret op for TopGunn’s ode til store numser. Jeg fnyser og synes bestemt, at sangen er latterlig, men kroppene på dansegulvet fortæller mig noget andet. De vrider sig op og ned af hinanden som slanger, i takt og ude af takt, tæt og svedigt. Jeg tænker på, hvor mange af disse kroppe, der mon vågner op ved siden af hinanden i morgen - og endnu mere på hvor mange, der vil fortryde det bagefter. Bartenderen spørger råbende, hvad jeg skal have, og da jeg igen står trygt med en øl i hånden, får jeg øjenkontakt med en fyr på dansegulvet. Han synger: “Hey pige, hvor har du været hen’, din røv den er stor, jeg vil ha’ den med hjem.” Jeg sender ham et smil, og begiver mig dansende hen imod ham.

31

GULA - FRÅSERI Lørdag aften. Fælleskøkkenet, Kollegie 3, Universitetsparken.

Der er julefrokost på gangen. Vi har snaps, lækker mad og godt med julestemning. Frikadellefadet går rundt med et par dunser til hver, men da det når sidste mand i kæden, er der blot én sølle og ensom frikadelle tilbage. Overfor mig sidder min nabo, som allerede er godt beruset, med hele fem frikadeller på sin tallerken. Han er omtrent halvvejs gennem sin tallerken, da han begynder at stirre opgivende på den. Han har det vist ikke helt godt. Fem minutter senere ryger julemaden på retur ud over altanen i et ganske dekorativt mønster på den afpillede rosenbusk. Vi andre sender hinanden himmelvendte øjne over bordet og skuler til de tre frikadeller, der stadig ligger urørte på hans tallerken. Ingen har lyst til at overtage. Jeg tømmer skålen med brune kartofler og hælder godt med sovs på, justin-case. Lidt efter vender min nabo tilbage til bordet og fortsætter med sine frikadeller. Der grines højlydt. Jeg selv griner allerhøjest og glemmer helt at spise mine brune kartofler, som ryger i skraldespanden kort derefter. Der åbnes en ny flaske snaps, og risalamanden sættes på bordet.

32

IRA - VREDE Mandag 11:42. Printerne, Statsbiblioteket.

Det er mandag, og Statsbiblioteket vrimler med travle studerende med kaffeøjne og nervøse trækninger. Jeg står i kø ved printerne og venter på at scanne mit studiekort. Foran mig står en pige med smækbukser og fletning og kopierer fra en kogebog med veganske hverdagsretter. Printerkøen til venstre er lang og urolig. En fyr med stort skæg og briller er ved at printe sin bacheloropgave på nogle-og-tyve sider. Maskinen går i stå halvvejs igennem side 12. Han bander højlydt og kalder på hjælp fra en ældre, kvindelig bibliotekar. Hun trykker lidt tilfældigt på et par knapper, men printeren reagerer ikke og bliver siddende på side 12. Bachelorskribenten spørger, om hun dog ikke kan gøre noget. Bibliotekaren henter en manual og bladrer febrilsk rundt i den, mens køen bagved dem bliver længere og længere, og fyren med skægget bliver tiltagende utålmodig. Til sidst må bibliotekaren give op og henvise til køen til de andre to printere, der slanger sig langt hen mod læsesalens indgang. Fyren med skægget griber sin rygsæk og stormer ned ad trappen, mens han siger: ”Lorteopgave.

Lorteprinter. Lortebibliotek.” Vi andre stirrer chokeret efter ham. Ved scanneren er smækbuksepigen stadig i gang med at kopiere opskrifter. Jeg kigger på mit ur og mumler lidt for højt: ”For helvede altså.” Hun vender sig mod mig og fnyser.

Jeg kan mærke, at det bliver en lang dag.

INVIDIA - MISUNDELSE Tirsdag eftermiddag. Statsbiblioteket.

Det er torsdag eftermiddag og tid til den ugentlige opgaveregning i læsegruppen, men der går ikke længe, før kombinationen af den velkendte eftermiddagstræthed og sværhedsgraden af Taylorrækken sporer samtalen ind på den penible boligsituation i Aarhus. En af mine holdkammerater fortæller, hvordan hun hver dag må pendle frem og tilbage fra sine forældres hjem i Randers, fordi hun ikke har kunnet finde en bolig i Aarhus til under 4000 kr. De andre nikker genkendende og istemmer, at det er svært, at få det til at løbe rundt. Jeg tilføjer, at jeg er glad for mit billige værelse på Parkkollegierne. Hun kigger på mig med stikkende øjne og siger, at det er snyd.

Jeg vipper lidt nervøst på min stol og trækker på skuldrene.

Stemningen er trykket. Jeg ånder lettet op, da objektet for misundelse flytter sig til en anden pige på vores hold, hvis kæreste – der vistnok er professionel fodboldspiller og i øvrigt en ganske flot fyr - har købt en penthouselejlighed i centrum, som hun bor i gratis. Jeg giver de andre ret i, at hun godt nok er heldig. Måske en lille smule for heldig. Jeg tænker på mine 12 kvadratmeter, og føler mig pludselig ikke så velsignet alligevel.

ACEDIA - DOVENSKAB Torsdag kl. 7:00. Min seng, Kollegie 3, Universitetsparken.

Vækkeuret ringer. Klokken er 7.00, og jeg har forelæsning om en time. Jeg slår alarmen fra. Det bliver heller ikke i dag, at jeg kommer til uorganisk kemi. Whatever. Jeg kommer sgu nok i helvede uanset hvad.

HVAD DRAGER OS MOD FREDAGSBAREN? Med lidt penge, andre studerende og et lokale, er der mange muligheder for at skabe en fest. Alligevel er der én type fest, der overlever år efter år.

Hvad er det, der gør, at vi tiltrækkes af universitets fredagsbarer?

Tekst: Marie Linde Mayer Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Hvad er det, der drager os ved fester, og hvorfor har vi lyst til at deltage? Fredagsbarerne på universitetet har mange deltagere, og de har overlevet i flere årtier. Mange har engageret sig frivilligt i driften af barerne, samtidig med at flere studerende prioriterer at sidde på universitetet og tage en øl fredag eftermiddag, i stedet for at tage ned i midtbyen.

Historisk Fredagsbar, FRED, ligger i dag i Nobelparken. Den bliver ivrigt brugt af de studerende fra Historie, og har et godt fremmøde af studerende fra andre studier. Historisk Fredagsbar er en af de største barer på AU, men den har også en lang historie, der strækker sig tilbage til det forrige århundrede.

Mange af traditionerne er bevaret, men baren, menneskene og organiseringen har forandret sig gennem tiden.

HELT ENKEL I 1985 I 1985 var Anneken Appel Laursen lige startet på Historie. I dag er hun museumsinspektør i Den Gamle By, men som nystartet studerende fandt hun det betryggende at lære sine medstuderende at kende gennem Historisk Fredagsbar. Hun fortæller fra hukommelsen om en bar, der havde en helt enkel organisering, hvor man kun kunne få en øl eller sodavand, og hvor man måtte ryge – indenfor.

35

Laursen fortæller, at baren ikke var organiseret på samme måde som i dag: Der var nogle enkelte, der tog ansvar for, at det blev holdt, med variation fra gang til gang. For hende var sammenhold en af hovedgrundene til, at hun deltog i festen. ”Nogle gange var jeg usikker på, om jeg forstod, hvad jeg havde gang i på studiet, og så var fredagsbaren afslappende pga. sammenholdet. Den bandt os på institutionen sammen som en familie”.

I starten af 00’erne var Erik Nilsen studerende på AU. Han deltog også i nogle af fredagsbarerne, men var ikke specielt aktiv. Erik siger, at han ikke syntes, at han passede ind. Han kunne lide fodbold, og han syntes, at der gik sport i at sidde og konkurrede om at være klogest. Samtidig er han enig i påstanden om, at sammenholdet har været vigtigt for dem, der var ivrige deltagere i festen. ”Jeg synes, det gik meget ud på

at sidde og være klogere og bedre end hinanden, men mit hold havde heller ikke et særligt godt sammenhold” Christian Rasmussen var foreningsmedlem af Historisk Fredagsbar. Han var en del af udvalget i 2008-2010, og formand i det sidste år som medlem. I forhold til Erik Nilsens oplevelse af fredagsbarerne, fortæller han om nogle vilde tilstande med dans på bordene, live-musik og stort organiseringsomfang. Han lagde meget tid i sin rolle som formand, og han har næsten kun positive minder om det.

OVERLEVERING AF FESTEN Jacob Demant er lektor på Københavns Universitet og har skrevet meget om alkohol i en social kontekst. For ham er det ikke overraskende, at fredagsbarkulturen har overlevet i så mange år. Som han siger: ”Der er ingen tvivl om, at overlevering af fester er sket i lang tid gennem populærkulturen. Det kan man se i Vikingetiden eller i Middelalderen. Så festen har været der hele tiden.” Han laver også en sammenligning af universiteters fredagsbarskultur med, hvordan man har fyraftensøl i arbejdslivet.

Jacob Demant forklarer videre om overgangen fra hverdag til fritid: ”Ud fra et rituelt perspektiv, kan man se på det som en time-out fra et struktureret hverdagsliv, hvor man etablerer en overgang til sin fritid.” I forhold til alkohol og måden vi drikker på, viser undersøgelser, at det ændrede sig i 90’erne fra at være en alkoholkultur til at blive en beruselseskultur, hvilket stadig præger nutidens festmønstre. Han uddyber dog, at festen ikke er fuldskabsorienteret som sådan, men at den giver rum for det.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det sociale er afgørende for festen, siger Demant, at det sociale kan være med til at definere et sammenhold, men det vigtigste for festerne er, at man er sammen nu og her, og at man er sociale sammen i øjeblikket.

Selv om fredagsbaren er godt organiseret, sker der en gang imellem ulykker. Historisk Fredagsbar med Rasmussen som formand, skulle stå til ansvar for alle ulykker eller svineri efter baren. Rasmussen oplevede på sin første bar som formand et blodigt uheld efter lukketid. Efter at baren var lukket og låst, opdagede han en knust glasdør. Mysteriet blev opklaret ved at følge blodsporene, som ledte til toilettet. Her fandt de gerningsmanden; en forslået, beruset, ung mand, som i fuldskab havde knust døren, og derved skåret sig. Fredagsbarens lokalitet var på daværende tidspunkt Vandrehallen. ”Universitetet synes, vi var til besvær, og de ville rigtig gerne have os

ud”. Historisk Fredagsbar blev derfor, efter et stykke tid, flyttet til et midlertidigt lokale. I dag ligger Historisk Fredagsbar i Nobelparken. Den er blandt de tre største barer i Nobel, og har oftest mange deltagere.

SAMMENHOLD I CENTRUM Nuværende historiestuderende Kristoffer Skovgaard Jacobsen, Björn Scholz og Drude Bill har en positiv oplevelse af Historisk Fredagsbar. De fortæller om en følelse af sammenhold og afslapning, som de er glade for. Måden, de omtaler deres måde at feste på, bærer præg af, at det sociale er hovedårsagen til, at de deltager. Selvfølgelig sker det også, at de drikker en eller to genstande for meget, men de ser sammenholdet og muligheden for at lære studerende fra andre semestre at kende, som essensen fredagsbarslivet.

Historisk Fredagsbar har gennemgået forandringer med hensyn til lokale og mennesker. Alligevel bliver den ved med at tiltrække nye studerende år efter år. Samtaler med tidligere studerende har vidnet om mange minder, og de fleste positive.

Hvorvidt man ser festen som en last kommer an på, hvordan man deltager i den. Lysten til at komme væk fra hverdagen for en stund og sammenholdet står som en central del, men det vigtigste er, at vi er sammen, her og nu.

SJOVE FACTS OM FRED Den nuværende version af Histories Fredagsbar hedder FRED. Den så dagens lys i 1990. Dengang var historiestudiet på Aarhus Universitet en lille størrelse, og det samme var FRED. I 1996 blev foreningen officielt registeret. Hvad der i de forgangne år havde været en uofficiel magtfaktor på Universitetets gange blev nu en vaskeægte bastion, som man ikke har set det siden, at Konstantinopel stod som en ubesejret magtfaktor på Bosporusstrædet.

FRED er placeret i Nobelparken, lige overfor elevatoren ved kantinen.

Gå fra Nobelkantinen til Esperanto, og så skal I nok finde FRED. Det lyder næsten helt poetisk.

Oppe i baren er der til tider kyndigt barpersonale, til tider fuldt barpersonale. Men de er altid venlige.

Prøv barens klassiker, et Aarhussæt til kun 15 kroner.

VOXPOP Vi hører ofte mange forskellige bud på, hvad synder og laster er. Ofte er det de religiøse eller kulturelle institutioner, der tager monopol på, hvad der er synd, og hvad der er last.

Men hvad mener de studerende på AU egentlig om deres egne synder og laster?

Vi satte os for at finde ud af det…

Tekst & Foto: Ida Bæk & Kristoffer Skovgaard

Camilla, Antropologi, 5. semester

Hvad er din største last?

Det lyder så negativt med laster. Jeg kan enormt godt lide mad, men man kan jo ikke se det på mig, og så er det måske okay. Det skal være god mad, og der skal være meget af det, så det er både kvalitet og kvantitet, og det kan vel godt være en last. Og så kan jeg også godt være lidt for hård ved mig selv.

Man kan nogle gange sætte visse krav til sig selv, som det ville være fuldstændigt urimeligt at sætte over for andre.

Hvornår har du sidst syndet?

Med hensyn til maden har jeg lige været ude og spise og har brugt 600 kr. på det, men det er jo, fordi det smager godt.

Sofie, Musikvidenskab, 5. semester

Hvad er din største last?

Kaffe. Med mælk, helst. Jeg er i gang med at skrive min bachelor nu, og jeg kan ikke fungere uden min kaffe. Den er ret vigtig for mig.

Hvornår har du sidst syndet?

For en time siden, da jeg drak min kaffe.

Og om lidt igen, når den her lige er færdig med at brygge.

VIL IKKE FORSTYRRES

4. - 5. februar

FERAL 18. februar

Feral er prisbelønnet internationalt visuelt teater, hvor fem bemærkelsesværdige performere skaber og udsletter en verden foran publikums øjne.

Christina, Antropologi, 5. semester

VI ELSKER THAIDAMER 24. - 28. februar

Hvad er din største last?

Det er nok at være hård imod mig selv for at præstere bedre. Det er lidt selvmodsigende. Det er nok en last at være kritisk over for, det man selv gør og er. Jeg forbinder meget last med chokolade, eller sådan noget, men det er ikke rigtig noget, jeg gør.

Hvornår har du sidst syndet?

Nu sidder vi jo og spiser chokolade lige nu, men i ift. min selvkritikslast, så kommer den meget op nu, hvor vi sidder og skriver eksamensopgave. Vi sidder og diskuterer, om vi gør det godt nok, om det er, som andre vil have det, og om det er, som vi selv vil have det. Man kan vel sige, at jeg sidder og synder lige nu, men så er det i hvert fald også nogle lange to uger, hvis man skal se det på den måde.

INSTAGRAM @delfinen_magasin Det regner og rusker udenfor. Næsen bliver rød af frost og kulde. Lysten til fede sager, rødvin og underlige aktiviteter er overvældende. Det er den perfekte årstid for #synderoglaster.

Vi bad jer dele jeres billeder med os, og her er de bedste…

40

HOLD FAST I DE SUNDE VANER MED AUS Forsøger du også at skifte dine laster ud med sunde vaner og at brænde julens synder og dårlige samvittighed af i motionscenteret?

Af Johanne la Cour, Klubkonsulent AUS

Det er der mange, der gør i årets første måneder, hvor motionscentre og løbestier er fyldt med motionister i smart nyt træningstøj, som bliver luftet alle ugens dage. Men når februar så kommer, og et nyt semester med afleveringer og et stort pensum, der skal læses, bliver en del af hverdagen, er der mange, der falder fra. For når stressen rammer os, er motionen desværre ofte noget af det første, vi vælger fra, og så kan det godt være svært at komme i gang igen.

I AUS vil vi gerne motivere dig til at holde fast i de gode vaner i 2015, så du kan yde dit bedste både på studiet og i fritiden.

TRÆN FOR FÆLLESSKABET I AUS mener vi, at noget af det allervigtigste, når man skal fastholde motivationen til at træne, er at gøre det i fællesskab med andre. Derfor er du aldrig alene, når du træner på et af holdene i en af AUS 17 medlemsklubber, eller i vores foreningsmotionscenter. Her handler det ikke kun om at brænde kalorier af eller at kunne flexe en overarm på størrelse med en ung Arnold Scwarzeneggers. Her handler det om fællesskabet. Om

at fejre sine sejre med resten af klubben, om nye venskaber, og om at tillade dig selv et pusterum fra studierne tre gange om ugen, som kan give dig ny energi.

Tjek vores mange lækre tilbud ud på aus.dk/medlemsklubber eller aus.dk/motionscenter. Vi glæder os til at få dig med på holdet!

GRATIS BRIDGEKURSUS I MARTS LIVET ER KORT, SPIL BRIDGE! Få din hjerne i topform med Akademisk Bridgeklubs gratis lynkursus i bridge. Kurset vil foregå i Stakladen over 4 onsdage i marts måned (uge 10-13) fra klokken 18.30-21.00 under kyndig vejledning af en instruktør, som er dansk landsholdsspiller i bridge. Det er en fordel, hvis du i forvejen kan spille 4-mandswhist.

For mere information og tilmelding kontakt akademiskbridgeklub@hotmail.com eller Christian på tlf: 28438754

Aarhus Universitets-Sport | Studenternes Hus, Nodre Ringgade 3, bygning 1420, 8000 Aarhus C | Tlf. 87 15 39 59 | www.aus.dk | e-mail: aus@aus.dk

Studenterrådets leder

DET NYE ÅR OG DETS UDFORDRINGER Af: Sune Koch Rønnow, næstformand for Studenterrådet ved Aarhus Universitet

Store reformer af uddannelsessystemet har de seneste år væ-

At uddannelse er vigtigt for både den enkelte og samfundet som

ret ganske populære blandt danske politikere, og 2015 er året,

helhed er indiskutabelt. Derfor er det essentielt, at vi som stude-

hvor henholdsvis dimensionerings- og fremdriftsreformen træder

rende engagerer os i debatten og viser politikerne, at vi om no-

i kraft. Begge reformer, som uden tvivl får gennemgribende kon-

gen går forrest i kampen for kvalitet på de danske universiteter.

sekvenser for de danske universiteters virke samt de studerendes

At diskutere uddannelse uden at artikulere et oprigtigt ønske om

studiehverdag. Eksempelvis ser vi allerede nu konsekvenserne

forbedret kvalitet, er netop hvad der fører til hovedløse reformer.

af dimensioneringsreformen på Syddansk Universitet, der har set

Som studerende skal vi bane vejen for en konstruktiv debat, ved

sig nødsaget til at lukke studierne i kinesisk, arabisk og spansk.

at kræve et uddannelsespolitisk fokus på kvalitet og ikke kvantitet.

Men hvor kommer politikernes reformvillighed fra? Det økonomi-

Vi må som studerende tage på os, at vi især skal kæmpe for bedre

ske aspekt har naturligvis stor betydning. På kort sigt, er det bil-

uddannelser i Danmark. Vi skal kæmpe for højere kvalitet. For mere

ligere og nemmere at uddanne efter kvantitative end kvalitative

kontakt mellem forskere og studerende. For bedre vejledning, mere

mål. Derudover er det billigere at uddanne færre end flere, men

feedback og dygtigere undervisere. Vi skal kæmpe imod uigen-

det er tvivlsomt, at besparelser er politikernes eneste motivation.

nemtænkt uddannelsesdimensionering, håbløse karakterkrav og

Har vi studerende blot set passivt til, mens den offentlige debat

påtvungen studietidsreduktion. Det gør vi hos Studenterrådet,

om uddannelse er blevet inficeret af hovedløse, populistiske flosk-

og det gør mange andre landet over. I 2015 skal kampen

ler? Måske i nogen grad. For mens mange har gerne vil diskutere

fortsætte usvækket. Ikke mindst i forbindelse med det kommende

uddannelse, har debatten ikke omhandlet det den burde: kvalitet.

folketingsvalg.

HVEM ER STUDENTERRÅDET Studenterrådet er din organisation på Aarhus Universitet.

Vi arbejder aktivt for at sikre de studerendes

gældende. Vi er desuden en del af Danske

rettigheder og forbedre vilkårene på Aarhus

Studerendes Fællesråd, der arbejder for de

Universitet. Studenterrådet er dit talerør, og vi

studerendes vilkår på landsplan. Studenterrådet

er repræsenteret på alle niveauer for at sikre

er endvidere arrangør af Danmarks Største

størst mulig indflydelse for de studerende. Vi er

Fredagsbar og Idrætsdag og tilbyder kurser,

repræsenteret i fagrådene på alle uddannelser,

retshjælp, studenterhåndbog, studiekalender og

Studienævn, Akademisk Råd og Aarhus Uni­­ver­

andre services, der er med til at hjælpe dig godt

sitets bestyrelse, hvor vi gør vores indflydelse

igennem din studietid.

KONTAKT OS Fredrik Nielsens Vej 2-4 8000 Aarhus C Tlf.: 8715 3864 Fax: 8715 3876 E-Mail: sr@sr.au.dk Sekretariatet har åbent: Man-Tors: kl. 9:00-14:30 Fredag: kl. 9:00 - 13:00

Studenterrådets sider

KAMPEN FOR KVALITET OG FRYGTEN FOR RELEVANS For første gang i meget lang tid kommer der en konkret uddannelsespolitisk reform, der har til hensigt at hæve kvaliteten på de videregående uddannelser.

Desværre har vi stadig udsigt til en hård kamp, da den såkaldte kvalitetsreform trods navnet tegner til at udelade fokus på kvalitet til fordel for relevans.

Af: Bertil Moesgaard Andersen

Det sker sjældent. Meget sjældent. Og for de fleste danskere er det

versitet kunne være udformet bedre, end den er i dag. Så også jeg

næppe noget, som vækker den store interesse. Men inden længe

har været fuld af forhåbninger på de danske studerendes vegne.

kommer uddannelseskvalitet øverst på den politiske dagsorden, når

Disse forhåbninger forsvandt dog hurtigt, da regeringen nedsatte

regeringens såkaldte Kvalitetsudvalg udgiver deres tredje og afslut-

sit Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannel-

tende rapport om kvaliteten af de videregående uddannelser. I for-

ser (Kvalitetsudvalget). Udvalget består udelukkende af økonomer

længelse heraf har regeringen varslet et udspil til en kvalitetsreform.

og erhvervsfolk og de fik kun tildelt sølle halvandet år og tre rap-

Selv den, blandt de studerende, mindre populære tidligere uddan-

porter til at kortlægge kvaliteten i de videregående uddannelser.

nelsesminister, Morten Østergaard, erkendte i 2013, at man fra

Med andre ord ekstremt kort tid til at udføre en opgave, som kun i

politisk side i årevis havde haft et for ensidigt fokus på at øge kvan-

mindre grad er undersøgt tidligere! Kort fortalt indeholdt den første

titeten i uddannelsessystemet. Det lyder alt sammen meget godt.

rapport udvalget udsendte mange ærgerlige (og få gode) forslag.

Personligt har jeg selv utallige eksempler på (få undervisningstimer,

Især ideen om, at kun en tredjedel af fremtidens bachelorstu-

overfyldte auditorier, etc.), at min egen uddannelse på Aarhus Uni-

derende skal have adgang til en kandidatuddannelse, er slem.

44

Studenterrådets sider

DOVNE STUDERENDE OG MANGEL PÅ

Det er derfor en meget ærgerlig tendens, hvis den kommende

ERHVERVSRELEVANS

kvalitetsreform viser sig i realiteten at blive en relevansreform,

Den anden og seneste rapport illustrerer imidlertid bedst, at det

hvor universiteterne tvinges til at undervise mere i ’generel kom-

ikke kun er de forkerte løsninger, men også de forkerte proble-

petencedannelse’ på bekostning af kernefaglighed. Vi kan derfor

mer, udvalget definerer. Konkret klandrer udvalget i delrappor-

med god grund frygte at vi står overfor en uvis fremtid, hvor ud-

ten de studerende for at arbejde for lidt og universiteterne for

sigten til en kvalitetsreform ikke længere virker så positiv of for-

ikke at være tilstrækkeligt erhvervsrelevante. Faktum er bare for

håbningsfuld, som man i begyndelsen af forløbet forestillede sig.

førstnævntes vedkommende, at danske studerendes aktivitet ligger omkring gennemsnittet i Europa, og at al viden på området i øvrigt siger, at øget studieaktivitet skabes gennem forhøjet antal undervisningstimer - noget vi studerende har kæmpet for længe!

Det andet problem er ligeså virkelighedsfjernt, da akademikerarbejdsløsheden befinder sig under samfundsgennemsnittet.

Hvad er ”Kvalitet og Relevans”?

Det mest ærgerlige er imidlertid, at erhvervsrelevans ikke i ud-

I begyndelsen af 2015 fremlægger regeringen sit udspil til en

gangspunktet har nogen kobling til et universitet. Det helt centrale

kvalitetsreform af de videregående uddannelser.

kvalitetsparameter på en universitetsuddannelse må nødvendigvis være kernefaglighed. Det vil sige økonomi for en økonom, geologi for en geolog og så videre. Her er udvalgets tanke om, at studerende

Regeringen nedsatte i 2013 det såkaldte Kvalitetsudvalg, som

i eksempelvis fysik i stedet for at få mere og bedre kernefaglig un-

gennem det seneste halvandet år har undersøgt kvalitet og

dervisning, skal tilegne sig flere såkaldte ’generelle kompetencer’ (for eksempel i form af ’generel forretningsforståelse’) decideret skræmmende. Hvis vi uddanner studerende så direkte henvendt mod arbejdsmarkedet, kunne jeg, som statskundskabsstuderende, lige så godt blive undervist i at brygge kaffe på Christiansborg! Der

relevans af de videregående uddannelser i Danmark.

Udvalget består af tre økonomer, en professor i administration og tre repræsentanter fra det private erhvervsliv. De har fremlagt to delrapporter i 2014 og afslutter deres arbejde med en samlet, afsluttende rapport i første halvdel af 2015.

er naturligvis ikke noget der skal hindre, at man giver uddannelserne frirum til selv at designe undervisningen, så man kan jobrelate-

Udvalgets delrapporter har også indeholdt positive elementer,

re undervisningen i en vis grad (eksempelvis gennem mere grup-

såsom kritik af Fremdriftsreformen samt et fokus på at

pe- eller projektarbejde), men det må aldrig blive et mål i sig selv!

undervisere også skal vurderes på deres undervisningskompetencer i forbindelse med ansættelse og forfremmelse.

Repræsentanter i bestyrelsen

KONTRASTEN I 2015 Det seneste år i bestyrelsen har i høj grad været præget af de økonomiske problemer, Aarhus Universitet har stået i.

Det har resulteret i besparelser og fyringer.

Næste år ser dog ud til i højere grad at blive præget af central styring, hvilket da også har igangsat protester fra de studerende både sidste og forrige år.

Af: Sarah Junge & Andreas Birch Olsen

Dimensionering af vores uddannelsesudbud og en fuldt ud imple-

Det forekommer svært at sammenholde fremdriftsreformen med

menteret fremdriftsreform er de to største temaer, som præger det

intentionerne om kvalitet. Selv nu, et halvt år inden den fulde imple-

kommende år. Begge er resultatet af en øget centralistisk detailsty-

mentering, står de endelige konsekvenser af reformen ikke klare.

ring af universiteterne, som på mange måder efterlader én undren-

Der er stadig tvivl om valgfrihed og mulighederne for studierelevan-

de overfor den grundlæggende forståelse af universitetets rolle i

te aktiviteter udenfor det ordinære studium. En reduktion af disse

samfundet. Samtidig ser vi et øget fokus på kvalitet, som på mange

må uden tvivl ses som en reduktion af kvaliteten på vores studier!

måder står i kontrast til både dimensionerings- og fremdriftsreformen.

Sarah Junge og jeg er begge klar til at komme i gang med arbejdet De færreste vil nok hævde, at selve forhandlingerne og bag-

i 2015! Vi skal sikre, at vi forsat oplever kvalitet i vores undervis-

grunden for dimensioneringen er sket ud fra overvejelser om

ning og studieforløb. På trods af den øgede centrale detailstyring.

uddannelseskvalitet. I stedet har processen været præget af

Vi vil forsat arbejde for, at det er de lokale fagmiljøer, som er i

et snævert fokus på beskæftigelse og arbejdsmarkedsrele-

centrum, når der tages overordnede beslutninger i bestyrelsen.

vans, ud fra et tvivlsomt datamateriale. Så meget står klart.

Kvaliteten på et universitet udspringer derfra, men det kræver ordentlige rammer for lokale beslutninger om initiativer og økonomi!

Uddannelsesdimensionering på denne måde ender alt for nemt i Sidste år var præget af de økonomiske problemer. Herfra er

skader kvaliteten! Vi ønsker et bredt universitet og mener, at

det vores håb, at 2015 vil være præget af en styrkelse af kva-

Aarhus Universitets styrke i høj grad kommer fra stærke faglige

liteten i de faglige miljøer og vores uddannelser generelt! Det

miljøer. Det er ideen om et bredt universitet fremfor et snævert!

gælder både i forhold til studiemiljø, trivsel og undervisning.

KURSER

en periodevis ensretning af uddannelserne, hvilket i sidste ende

PERFEKTIONSTRANG

3. marts, 24. marts og 14. april kl. 16.00 til 19.00

STUDIETEKNIK, LYNLÆSNING OG SUPER-MEMO

18. april kl. 11.00 til 17.00 og 19. april kl. 09.00 til 13.00

STRESSHÅNDTERING

21. april kl. 16.00 til 18.00

46

Nyt fra Studenterrådet

STUDENTERRÅDET SKIFTER GENERALSEKRETÆR Studenterrådet ved Aarhus Universitet skifter ud på posten som generalsekretær. Fra den 1. februar tager Sarah Momtaz til Bruxelles og overlader stillingen til Charlotte Søgaard Stark. I den anledning giver vi i dette nummer af Delfinen både Sarah og Charlotte ordet.

SARAH MOMTAZ Sarah Momtaz har været generalsekretær siden 1. marts 2013. Vi er i sandhed kede af at skulle tage afsked med Sarah, men ønsker god vind og alt det bedste fremover.

Tak for to gode år!

CHARLOTTE SØGAARD STARK Fra den 1. februar overtager Charlotte Søgaard Stark posten som generalsekretær for Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Vi glæder os alle meget til samarbejdet.

Velkommen til!

”De sidste to år som generalsekretær for Studenterrådet ved Aarhus Universitet har været enormt spændende og lærerige! Jeg har fået stor indsigt i Studenterrådets

”Jeg er meget glad for jobbet som ny generalsekretær for Studenterrådet ved Aarhus Universitet og ser frem til det spændende arbejde! Foruden arbejdet med de øvrige

politiske arbejde og fået lov til at stå i spidsen for store

sekretariatsmedarbejdere glæder jeg mig især til at

arrangementer som Danmarks Største Fredagsbar og

arbejde på at gøre Studenterrådet til en endnu stærkere

Idrætsdag samt Studenterrådets årlige studiemesse.

organisation.”

Endvidere har jeg haft ansvaret for et hold dygtige sekretariatsmedarbejdere.”

”Til daglig læser jeg Erhvervsøkonomi med sidefag i Psykologi og har stor interesse for organisationer

”Da jeg har fået en spændende praktikplads i Bruxelles,

og ledelse. Jeg er desuden uddannet reserveof icer i

er det med tungt hjerte, at jeg siger farvel til verdens

Flyvevåbenet, hvor jeg stadig er tilknyttet. I min fritid

bedste studiejob! Heldigvis er jeg meget tryg ved at overlade styringen til Charlotte, der er mere end

nyder jeg at løbe og træne – målet er at gennemføre et maraton inden for den nærmeste fremtid.”

VIGTIGE DATOER

kvalificeret til stillingen.”

AKKREDITERINGSDAG 31. JANUAR

Bliv klar til institutionsakkreditering!

KONSTITUERENDE FÆLLESRÅDSMØDE 19. FEBRUAR RECEPTION 5. MARTS

For afgående og tiltrædende Forretningsudvalg

LÆS OM STUDENTERRÅDETS ARBEJDE PÅ:

WWW.SR.AU.DK FACEBOOK.COM/STUDENTERRAAD