Dommerne har voteret
Her er årets foto 2024

Landsmødet bakker op om Hovedbestyrelsen + Forandringer i fokus + Mørkevandring certificeret på Møn + Kender du vandriksen? + Vanter, luffer eller en kombination? dvl.dk
Dommerne har voteret
Her er årets foto 2024
Landsmødet bakker op om Hovedbestyrelsen + Forandringer i fokus + Mørkevandring certificeret på Møn + Kender du vandriksen? + Vanter, luffer eller en kombination? dvl.dk
Beklædning og udstyr skabt til at holde. Designet til friluftsliv.
Besøg os i København, Field’s, Lyngby, Roskilde, Næstved, Odense, Herning, Kolding, Aarhus, Randers og Aalborg eller på friluftsland.dk
1
Årgang 95
Medlemsblad for Dansk Vandrelaug
ISSN 2246-249X
ISSN 2246-3011 online
SEKRETARIAT
Kultorvet 7, 1. 1175 København K
Tlf. 3312 1165
Bankkontonummer: 4180 3113058099
dvl.dk · dvl@dvl.dk
Åbningstider:
Torsdag kl. 13-17
Telefontider:
Mandag-fredag kl. 13-16
Torsdag kl. 13-17
REDAKTION
Dorrit Christensen, ansv. redaktør
Camilla Dam, redaktør
Klaus Groos, redaktør
Kirsten Larsen, redaktør Eftertryk tilladt efter aftale.
FORSIDEBILLEDE
Turleder i fokus
Foto John Christian Nielsen
ANNONCERING
FrontMedia
Tlf. 72 22 70 80 kontakt@vendemus.dk
Annoncering til det digitale VandreLiv bestilles senest den 15.04.2025
LAYOUT
P.Croke Design & Consultancy
Tlf. +358 46 6655 872 www.padraig.me
Husk at du altid kan finde hjælp på dvl.dk/hjælp
Dorrit Christensen Landsformand Dansk Vandrelaug dvl.dk/landsformand
DVL-kalenderen er fyldt med vandretilbud over hele landet, både på hverdage og i weekender. I kan vælge alt fra korte formiddagsture og motionsture til længere dagsture. De særlige oplevelsesture i form af Vandring Plus med kultur- og naturoplevelser har også fået fodfæste, og vandreferier i ind- og udland er faste tilbud igennem årtier. Så der er meget at glæde sig til.
I 2024 startede Dansk Vandrelaug et 3-årigt arbejde med at omstille og udvikle vandrelauget til en ny version af sig selv, i daglig tale projekt DVL 2.0.
Det er dejligt at kunne sige, at vi nåede, hvad vi ville i det første år. Vi har omstillet og forenklet administrationen, så vi i højere grad kan bruge tiden på at fortælle jer og omverdenen om DVL og de spændende projekter, der venter forude.
I 2025 glæder vi os til at tage hul på flere nye initiativer: Sundhedsprogrammet ’Fælles skridt mod fysisk og mental sundhed’ er godt i gang, hvor DVL i samarbejde med andre parter medvirker til at fremme det gode liv gennem bevægelse og samvær i naturen. Samtidig arbejder vi på at lancere ’Fælles skridt for naturen’. Her vil vi arbejde for at styrke vores indsats og sammen med andre gode samfundskræfter bidrage til at passe på de naturskønne områder, vi elsker at vandre i. Vi vil bl.a. bruge vores erfaringer i at etablere de fineste kvalitetsvandrestier. Begge programmer er vigtige skridt for DVL’s fremtid, og I vil komme til at høre meget mere om dem i løbet af året.
Sidste år fik Dansk Vandrelaug mange nye medlemmer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at byde jer hjertelig velkommen i DVL’s fællesskab. Jeg håber, I får en god start sammen med os, og at I finder vandretilbud og fællesskaber, hvor I føler jer godt tilpas, både lokalt og på tværs af landet. I skal også vide, at DVL altid er åben over for nye ideer, hvis der skulle være et tilbud, som I savner.
Lige nu håber vi, at alle får et dejligt år sammen med DVL og deltager aktivt i foreningens mange aktiviteter. Vi vil samtidig opfordre til, at I siger til, hvis vil I gerne vil bidrage med tanker eller konkrete handlinger i forhold til DVL’s nye initiativer og fremtid.
Sammen skaber vi de gode oplevelser – skridt for skridt.
Vi glæder os til at møde jer på stierne.
Med venlig hilsen
Dorrit Christensen | Landsformand for Dansk Vandrelaug
Vandrekurset – Fra Flensborg til Gelting Birk / 07.–13. juli 2025
”Gendarmstien” – Hvis den var på den tyske side.
Glæd dig til en uge med masser af motion og smukke landskaber, når vi sammen går turen fra Flensborg til Gelting Birk suppleret med foredrag og hyggeligt samvær. Vi går på den tyske side af Flensborg Fjord med udsigt fra nogle af vandreruterne over til Gendarmstien på den danske side. Vi vandrer gennem det naturskønne område Holnæs og langs Flensborg Fjord for til sidst, at gå langs vandet i det fredede naturområde Gelting Birk ud mod Østersøen.
Link: www.jaruplund.com/flensborg-til-gelting-birk
Vandrekurset ad Gendarmstien – Fra øst
På dette vandrekursus går turen langs den berømte Gendarmsti ved Flensborg Fjord. Vi vandrer fra Skovby i øst til Kollund skov i vest og videre til Wassersleben lige efter Skomagerhus. Vandreruterne tager os igennem Sønderborg, forbi Sønderborg Slot, Dybbøl Mølle og de historiske skanser, langs Flensborg Fjord og til Kollund Skov, hvor vi passerer broen – Skomagerhus - den mindste grænseovergang i Europa og eneste broforbindelse mellem Danmark og Tyskland. Link: www.jaruplund.com/gendarmstien-fra-oest-til-vest
På de to vandrekurser køres vi hver dag med bus ud til vores vandredestinationer, og hentes igen, når vi når frem. Ugen krydres med forskellige foredrag, sange fra højskolesangbogen og hyggelige dialoger, der kan fortsættes næste dag.
På dette vandrekursus rejser vi efter en dag på Jaruplund Højskole til Berlin, hvor vi ”løftes rundt” i Berlin og Potsdam af historiens vingesus. I Tysklands hovedstad vandrer vi langs den tidligere Berlin mur og oplever en ganske særlig stemning og sammensmeltning af ikoniske, minderige steder samt det nyeste inden for europæisk arkitektur. Midt på ugen kører vi til Potsdam og fortsætter den pågældende dag den historiske vandring og besøg ved slottene.
Link: www.jaruplund.com/berlin-vandringer-i-historiens-fodspor-2025
I DVL’s årlige fotokonkurrence har dommerkomiteen lagt vægt på billeder, der viser en god vandrehistorie med både motiv og farver. Her ramte John Nielsen plet, mens Conny Thomsen tog 2.-pladsen og Marianne Bach blev nr. 3.
Medlemmerne dyster om flotte præmier fra Friluftsland. Dommerkomiteen med Karen Schmolke fra DVL Storstrøm, Jan Adler Nissen fra DVL København og Christian Lauritzen fra DVL Gentofte afgør, hvem der skal præmieres.
Temaet for fotokonkurrencen 2024 var helt åbent: Dit syn på en DVL-tur. Og iblandt de 66 motiver blev der ikke ruttet med topkaraktererne, men dommerne havde alligevel nemt ved at udvælge disse fem pletskud.
Turleder Øyvind Ploug-Jørgensen
deler gerne ud af sin store viden om natur og dyreliv
af John Christian Nielsen
Fotografen har fanget en klassisk situation fra en vandretur. Hovedpersonen Øyvind er i fuld fokus, mens han engageret med fagter fortæller foran en infotavle. Alle lytter med fokus på enten ham eller tavlen. Der er en god balance i billedet og mange farver i den intime gruppe. Vi bliver nysgerrige på, hvad han mon siger.
Med årets pletskud følger et gavekort til Friluftsland på 1.000 kr.
En skøn dag i april på vej op til Ulbjerg Klint
af
Marianne Bach
Flot diagonal bevægelse ind gennem billedet, hvor vi kan følge stien helt op til toppen af landskabet. Skyerne går ligesom i modsat retning af de vandrende, hvor de to bagerste er med til at føje en ekstra dimension til billedet. Det ser ud til at være en kølig dag, hvor krusningerne på vandet viser, at de har sidevind i det ellers dejlige vejr.
Med tredjepladsen følger et gavekort til Friluftsland på 500 kr.
På vandring fra Ribeira
Funda til Maia forcerer vi et vandløb
af Conny Thomsen
Vi ser et drama udspille sig ved et minivandfald på Azorerne. En vandrer får to hjælpende hænder, mens to venter spændt på, det bliver deres tur. Der er virkelig god bevægelse ned gennem billedet fra øverste højre hjørne til nederste venstre. Hjælperne står stærkt på hver deres måde, én i bredstående og én med bare fødder i vandet, begge med farvede T-shirts, som giver ekstra liv til billedet. Det er blot ærgerligt, at kasketten skygger for hendes ansigt.
Andenpladsen udløser et gavekort til Friluftsland på 750 kr.
Tak til medlemmerne for de mange billeder, som I har uploadet til fotokonkurrencen 2024. Dem vil vi med glæde genbruge på hjemmesiden, i VandreLiv og i nyhedsbrevene fremover. Ligeledes tak til dommerkomiteens Karen, Jan og Christian for deres skarpe syn.
Dansk Vandrelaug benytter samtidig lejligheden til at takke Friluftsland for at have sponsoreret de tre præmier til vinderfotograferne.
FOTOKONKURRENCEN 2025
Temaet er helt åbent: Din fortolkning af DVL på tur. Mobilernes billedkvalitet er fortrinlig, så hold dig ikke tilbage med at deltage – gå endelig efter de flotte præmier!
Reglerne er enkle: Du skal være medlem af DVL, du kan højst deltage med tre billeder i konkurrencen, og de skal være taget på en DVL-tur i år. Og lige et væsentligt fif: Den uvildige dommerkomite foretrækker så afgjort billeder med vandrere på og i særdeleshed billeder med ansigter frem for rygge.
Billederne uploades nemt på dvl.dk/ fotokonkurrence via en formular. Du kan indsende billeder til og med den 19. oktober 2025.
På byvandring i Aarhus med start i tæt tåge
af Vagn Olsen
Deltagerne lytter intenst på turlederen og kigger i retning af noget af alt det, hun fortæller om. Billedet fyldt med liv, selvom de står stille. De former en harmonisk cirkel, hvor nogle heldigvis bærer farver, så det bliver mindre mørkt iblandt alt det sorte og grå. Tågen gør billedet ekstra spændende.
af Henning A. Jensen
Et meget stemningsfuldt billede taget lige midt i solnedgangen. Fint, at personen i højre side lyser op med hendes klare blå farver, og vi følger automatisk hendes retning mod på solnedgangen. Et skarpere billede kunne måske have løftet det op på podiet.
TEKST: CAMILLA DAM
FOTO: LINE BECK
Den 9. november 2024 var datoen for landsmødet 2024, hvor Fabrikken i Odense igen dannede ramme om Dansk Vandrelaugs øverste myndighed. Her havde de 21 afdelingers delegerede, Hovedbestyrelsen, gæster og de tre medarbejdere fra sekretariatet sat hinanden stævne.
Landsformand Dorrit Christensen berettede, hvordan Hovedbestyrelsen (Styrelsens navn fra nu af) er kommet frem til planen for at udvikle foreningen ud af det længerevarende, økonomiske underskud.
Driftsmæssigt er bogholderiet godt i gang med en digitalisering, som også vil forenkle afdelingernes processer, når den er fuldt implementeret. DVL overgår til det stærkt forenklede enhedskontingent, som sammen med en prisstigning skal fjerne de røde tal på bundlinjen i 2025. Dialog- og udviklingsmøder iblandt afdelingsformænd og turledere er godt i gang, hvor nye tiltag smitter på tværs af afdelingerne.
Årsmål for medlemstilgang holder
Med fjerde kvartals kampagnepris for nye medlemmer havde vi opnået en nettotilvækst på godt 500 medlemmer før landsmødet og var dermed godt på vej til at nå målet om at være 9.200 medlemmer ved årets udgang. (Målet blev nået den 12. december 2024). Og det på trods af, at det første år uden VandreLiv på papir har kostet medlemmer.
Alt i alt var det prognosen, at DVL ville komme ud af 2024 med et driftsunderskud på 459.000 kr. Og med alle de tiltag, som nu er sat i værk, forventer Hovedbestyrelsen, at bøtten bliver vendt til et overskud i 2025.
Der blev udtrykt stor ros fra salen for det grundige arbejde, der ligger bag Hovedbestyrelsens mange tiltag i det forgangne år. Der var debat om kontingent og prissætning på både enhedskontingent og Dagspas (enkelttur-adgang for ikke-medlemmer), hvor nogle var bekymrede for, om det ville koste for mange medlemmer og gæster.
Beretningen blev godkendt lige så vel som det reviderede regnskab.
Godkendt model for afdelingstilskud
Økonomiudvalget har arbejdet videre med den model for afdelingstilskud, som er blevet brugt i mange år. Udgangspunktet er de tre principper: a) Ressourcerne følger opgaven, b) DVL skal skabe så lige vilkår for afdelingerne som muligt. Derfor er der indlagt forskellige differencer og c) DVL har et fælles ansvar for at tilbyde turlederne og andre frivillige gode vilkår.
Formandsmødet i maj anbefalede, at økonomiudvalget fastholdt den model, og at der samtidig blev indført en reduktion af de enkelte afdelingstilskud med en reduktionsfaktor, der beregnes ud fra afdelingens formue. Forslagets fordelingsprincipper og afdelingstilskud blev godkendt på landsmødet.
Under forslag om ændring af ’Vedtægter og standardvedtægter for Dansk Vandrelaug’ blev Styrelsen omdøbt til Hovedbestyrelsen. Under Organisation har punkt B fået nyt indhold: B. Formandsrådet. Her sidder afdelingsformændene og næstformænd, som sammen med Hovedbestyrelsen mødes hvert år i maj. Læs den fuldt opdaterede ordlyd på dvl.dk/vedtægter.
Fremtid i frivillighedens tegn
Efter det første år med projekt DVL 2.0 er afdelingerne godt i gang med at udvikle deres aktiviteter, inklusive de populære Vandring Plus-ture, som mange afdelinger
allerede tilbød, inden de fik det navn. Ideerne blomstrer i særlig grad på de dialogmøder, der er blevet afholdt regelmæssigt på tværs af afdelinger og landsformand i årets løb.
På oplæg fra Dorrit om frivillighed og fra sekretariatsleder Martin Machado om kommunikation og markedsføring debatterede de fremmødte ved rundbordene. Her kom man frem til at en arv fra det mangeårige medlem og turleder Jens Kølbæk skal gå til at lave en vandrefestival for turledere og bestyrelser.
Et forslag om halvering af kontingentet for de frivillige mødte udbredt kritik. Flere mente, at foreningen netop skal være drevet af frivillighed frem for økonomiske incitamenter. De 200.000 kr., som var blevet afsat til en kontingenthalvering for frivillige i budget 2025, skal i stedet bruges på fx træf og kurser for de frivillige. Kun seks af de 78 stemmeberettigede gik ind for en kontingentnedsættelse for de frivillige.
Dermed blev DVL’s fremtidige arbejde godkendt af landsmødet.
Til slut fik Hovedbestyrelsen to nye medlemmer med Ingelise Kvorning fra Københavns Afd. og Herluf Dose
Christensen fra Aarhus Afd., imens Arne Kopp Sørensen fra Esbjerg Afd. blev genvalgt sammen med Jan-Ewald Hovmand fra Storstrøm Afd.
Dorrit Christensen (Københavns Afd.), formand
Runa Brøchner (Silkeborg Afd.), næstformand
Arne Kopp Sørensen (Esbjerg Afd.)
Kaj Søgård (Herning-Ikast Afd.)
Majbrit Søgaard Bertelsen (Nordsjælland Afd.)
Torben Grandfeldt (Storstrøm Afd.)
Jan-Ewald Hovmand (Storstrøm Afd.)
Ingelise Kvorning (Københavns Afd.)
Herluf Dose Christensen (Aarhus Afd.)
TEKST: KIRSTEN LARSEN
Måske er du først begyndt at vandre for nylig, måske har du vandret i Danmark i mange år, men har aldrig kastet dig ud i en vandreferie. Der er rigtig mange muligheder – her får du nogle ideer og tips
På vandreferie med DVL
DVL har hvert år en lang række vandreferier i Danmark og udlandet. På disse rejser er der altid én eller to turledere fra Dansk Vandrelaug med. På ferier arrangeret i samarbejde med et vandrebureau er den anden turleder typisk fra det pågældende bureau.
Se mere på Vandreferier med DVL
På vandreferie med et dansk vandrebureau
Der findes en række danske rejsebureauer som har specialiseret sig i aktiv ferie, herunder vandreferier. Vær opmærksom på at sværhedsgrad 1-5 ikke betyder helt det samme for de forskellige bureauer. Kig i stedet efter antal timer og højdemeter – og beskrivelsen af turene.
De ældste er nok: Ruby Rejser, Topas Travel og Vagabond Tours
Der er kommet nyere bureauer til: Gjøa Travel og Fyrholt Rejser samt en række andre.
Endelig har en række af de almindelige rejsebureauer også vandreferier på programmet.
Rejs på egen hånd men med et bureau
Nogle bureauer har individuelle rejser på programmet. Sådan beskriver Vagabond Tours konceptet: ”En vandretur ’på egen hånd’ er det perfekte valg for dig, der ønsker frihed til at udforske i dit eget tempo uden at gå på kompromis med trygheden eller komforten.”
Der er booket overnatning, du får udleveret kortmateriale og mulig-
hed for bagagetransport mellem destinationerne. Ruby Rejser har også mange af denne type rejser.
Helt på egen hånd
Det er ikke vanskeligt at planlægge og gennemføre en vandrerejse selv. Men du kan få erfaring ved at starte med en tur med DVL eller et dansk vandrebureau første gang.
På dvl.dk er samlet en række links med ideer til vandrerejser i udlandet.
På outdooractive og andre vandreapps kan du finde hundredvis af vandreture i hele verden. Læs på dvl.dk om apps og andre hjælpemidler.
Lån evt. vandreguides på biblioteket. Det giver ofte oplysninger du ikke finder i diverse apps.
En side på dvl.dk giver dig links til bibliotek.dk som dækker alle biblioteker i landet.
Tips til forberedelse uanset rejseform
Viden om vandring giver indsigt og gode råd til forberedelse.
At vandre med rygsæk som eneste bagage giver tip til, hvad der skal til uanset om du er i god form eller du skal træne dig op, inden de daglige ferievandreture.
Tips til udstyr og pakning
• Sko og støvler
• Rygsæk
• Hvad skal med i rygsækken
• Frie fodspors pakkelister
Bliv inspireret af andres beretninger
Camino Portugués – fra Porto til Santiago de Compostela
- Få steder i verden har vi oplevet så stor imødekommenhed, åbenhjertighed og hjælpsomhed fra befolkningen, hvis så store ord kan bruges om en hel befolkning, men det er det, vi bliver mødt med! Siger Jens Peter og Dagny, som varmt anbefaler Portugal som rejseland.
Vandring på Mullerthal Trail i Luxembourg
- Vi gik på gode stier, et godt underlag, mest gennem
skov. Nu fik vi med egne øjne oplevet de enorme klippeformationer, de sjove huller og krummelurer i klipperne og de hyggelige træbroer over små vandløb, skriver Annette om en DVL-ferie.
Pilgrimsruten Via Francigena del Sud
- På en vandretur er langsomhed en betydningsfuld faktor – nyd landskabet, indsnus duften, mærk vinden, solen, varmen og sommetider regnen. På denne tur regnede det kun én hel dag, fortæller Ulla, Hans Henrik og Ingelise fra deres 30 dage lange tur i Italien.
Mod på at vandre i italienske bjerge?
- Det højeste bjerg i Dolomitterne er 3343 m o.h. Det lyder måske afskrækkende? Men lifterne fra vinterens mange skiturister kan bruges af vandrerne om sommeren. Derudover er der også lokale busser i hele dalen – ét kort giver adgang til alle busser og lifter, gør Kirsten opmærksom på.
Norge for krop og sjæl
- Turen må i øvrigt gennemføres i tidsrummet juni–august, og man skal være opmærksom på, at der kan være begrænsede åbningstider på overnatningssteder på ruten over Dovrefjell, bl.a. på grund af vejret, deler Dorthe.
TEKST: MARTIN MACHADO
Brænder du for bedre vilkår for friluftslivet i din kommune? Måske har du en idé til et projekt –som en ny natursti, et fugletårn eller et større naturprojekt, du gerne vil have sat i gang? Nu har du chancen for at gøre en forskel gennem dit lokale friluftsråd!
De 23 lokale friluftsråd i hele landet arbejder for at styrke friluftslivet i samarbejde med ildsjæle som dig. Hvert år holder friluftsrådene årsmøder, hvor planer og fokusområder for det kommende år fastlægges. Her kan du være med til at påvirke beslutningerne og sætte dit præg på, hvilke temagrupper og projekter der skal prioriteres.
De lokale Friluftsråd afholder årsmøder i årets første måneder – se mere og tilmeld dig her.
Et medlemskab i Dansk Vandrelaug koster normalt 295 kr. pr. halvår pr. person - Det svarer til en lille 50’er pr. måned. Nye medlemmer over 25 år får frem til 31. marts 2025 første halvdel af årsmedlemskabet til halv pris. Og i hele 2025 får børn og unge under 25 år medlemskabet gratis.
• Medlemskab DVL – kampagne: 147,50 kr. for første medlemsperiode
• Unge 0-24 år: Gratis
Du er selvfølgelig velkommen til at gå med på en gratis prøvetur, før du melder dig ind.
Som medlem af et lokalt friluftsråd har du mulighed for:
• At deltage i temagrupper, der arbejder med konkrete projekter
• At søge økonomisk støtte til lokale initiativer.
• At invitere eksperter og andre engagerede til at bidrage.
Sådan kommer du i gang
1. Find dit lokale friluftsråd på Friluftsrådets hjemmeside.
2. Tilmeld dig og vær med til at styrke friluftslivet i dit nærområde.
For at holde dig opdateret anbefales det at følge Friluftsrådets aktiviteter på friluftsraadet.dk og tilmelde dig deres nyhedsbrev.
Din stemme kan gøre en forskel – vær med til at skabe en grønnere og mere aktiv hverdag!
Som medlem får du bl.a. guidede endagsvandreture i Danmark, et landsdækkende medlemskab, tilbud om vandreferier, kurser, adgang til leje af sommerhuse og en lang række relevante rabataftaler. Du bliver samtidig en del af et fantastisk fællesskab.
Efter et halvt års medlemskab overgår kontingentet til enhedspris 295 kr. halvårligt.
Du kan melde dig ind i Dansk Vandrelaug via dvl.dk/tilbud.
Du kan altid sende os en mail på dvl@dvl.dk eller besøge os på Kultorvet 7, 1. i vores åbningstid om torsdagen kl. 13-17. Du er også velkommen til at kontakte os på telefon 3312 1165 (mandag til fredag kl. 13-16, torsdag 13-17).
Dansk Vandrelaugs videre udvikling i form af version 2, samarbejdet på tværs af afdelingerne, solid økonomi plus fornyelse og styrkelse af det frivillige arbejde er nogle af de ting, Ingelise Kvorning og Herluf Dose Christensen vil arbejde med og for i DVL’s ledelse. De blev valgt til DVL’s hovedbestyrelse på landsmødet i november sidste år. Her fortæller de om deres bevæggrunde.
ingelise kvorning
Bestyrelsesmedlem og turleder i Københavns Afd., samt kredsrepræsentant i Friluftsrådet.
Hvorfor har du valgt at gå ind i hovedbestyrelsen?
Jeg vil gerne medvirke til at udvikle DVL version 2. Det er spændende med de mange nye tiltag, og jeg fornemmer, at der i løbet af det sidste år er blevet en forbedret kommunikation og langt større involvering af afdelingerne fx ved indførelsen af de virtuelle dialogmøder med turlederne og virtuelle møder med formændene. Samarbejde på tværs af DVL-afdelingerne vil jeg gerne medvirke til løbende at forbedre, idet jeg mener, at fokus på samarbejde og idéudveksling mellem de forskellige afdelinger er med til at styrke DVL på landsplan.
Selvom det måske opleves som om, meget ændres, så mener jeg, at det, der virker i de enkelte afdelinger, skal bevares og styrkes for at holde på medlemmerne. Men der skal også nye tiltag til for at tiltrække nye medlemmer – vi kan ikke bare fortsætte med at gøre det, vi plejer.
Jeg er god til at få nye idéer og ser gerne, at andre kan bruge dem. Og jeg smøger gerne ærmerne op for at føre idéerne ud i livet.
Hvad er dine ambitioner for arbejdet?
Mine ambitioner for arbejdet i DVL er at medvirke til at gennemføre de forskellige nye tiltag og få dem implementeret i afdelingerne.
Hvad kan du særligt bidrage med?
Især DVL’s fokus på fysisk og mental sundhed har min store interesse. Her mener jeg, at mine erfaringer fra mit arbejdsliv kan bruges med hensyn til projektledelse og implementering af forandringer.
Hvad betyder vandring generelt for dig?
Vandring er en stor del af mit fritidsliv og især lange vandreture giver mig fornemmelsen af frihed og enkelhed samt store natur- og kulturoplevelser. Fællesskabet på vandreture er noget alle burde opleve.
Medlem siden: 2009
Indvalgt i hovedbestyrelsen: November 2024
Jobmæssig baggrund: Uddannet farmaceut - arbejdet på Novo Nordisk i mange år i forskellige lederfunktioner.
herluf dose christensen Formand og turleder i Aarhus Afd.
Hvorfor har du valgt at gå ind i hovedbestyrelsen?
Det, jeg egentlig brænder mest for, er at være turleder og lave vandreture for medlemmerne. Men det forholder sig jo sådan, at der ikke ville være medlemmer og turledere, hvis der ikke var en organisation som Dansk Vandrelaug, der danner rammen omkring alle vandreaktiviteterne. Derfor har jeg også stor interesse i vores organisation.
Dansk Vandrelaug er en ældre organisation med +90 år på tælleren. Det betyder, at der fra tid til anden er behov for at tænke anderledes og forny foreningen. Derfor bakker jeg også op om DVL version 2 og vores igangværende medlemskampagne. Jeg ser frem til at fortsætte udviklingen af DVL sammen med de andre i hovedbestyrelsen.
Hvad er dine ambitioner for arbejdet?
Min ambition er sammen med den øvrige bestyrelse at fastholde og forøge antal medlemmer, så vi sikrer vores økonomi. Men det er også min ambition sammen at vi fastholder og udbygger kommunikation og samarbejde mellem hovedbestyrelse og de enkelte afdelinger. Sammen kan vi nå langt.
Hvad kan du særligt bidrage med?
Mit bidrag vil først og fremmest udspringe af min interesse for vandring i naturen. Derfor vil jeg særligt bidrage med udvikling af vores vandretilbud, så Dansk Vandrelaug er stedet, man søger hen, når det handler om vandring. Det forudsætter også, at vi fastholder og styrker den kultur, der er omkring frivilligt arbejde i Dansk Vandrelaug.
Men jeg har også en lang erhvervserfaring inden for jura, økonomi og administration. Derfor håber jeg også, at jeg sammen med den øvrige bestyrelse kan medvirke til, at vi fremadrettet står økonomisk solidt.
Hvad betyder vandring generelt for dig?
Vandring betyder flere ting for mig. Der er de ture, hvor jeg som turleder har en flok med og nyder den sociale del af vandringen i naturen. Så er der også de ture, hvor jeg går helt alene og nyder at få arbejdslivet på afstand og samle ny energi.
Medlem siden: 2010
Indvalgt i hovedbestyrelsen: November 2024
Jobmæssig baggrund: Uddannet jurist fra Aarhus Universitet. Arbejder nu 30 timer om ugen i Mejeriforeningen.
HÆRVEJEN 30. JUNI - 6. JULI
Vandringer i den flotte, midtjydske natur og kultursteder, der fortæller om færden og levevis gennem århundreder.
TEKST OG FOTO: LINDA EGEBJERG M.FL.
Rallarhustruns Veranda & Logi ligger kun halvanden times kørsel fra København, tæt på Hässleholm. Og vi, seks medlemmer fra henholdsvis Københavns Afd. og Roskilde Afd., besluttede at kigge nærmere på det hyggelige sted, hvor vi får 20 % rabat som medlemmer af DVL.
Ved ankomsten en fredag blev vi hurtigt og nemt indkvarteret på hotellet, som ligger midt ude i skoven. Efter frokost gik vi en 5 km tur i det fineste efterårsvejr.
Lørdag morgen efter en dejlig morgenmad kørte vi til Hovdala Slot, 10 minutters kørsel fra det lille hotel. I tæt tåge og begav os ud på en 20 km tur rundt om Finjasøen. Det blev den mest fantastiske naturoplevelse og vupti havde solen jaget tågen væk, og resten af dagen blev der vandret i det skønneste solskin. Der udgår mange forskellige vandreruter fra slottet, og alle er skiltet helt fantastisk og er nemme at følge.
Søndag afsluttede vi en dejlig weekend med en byvandring på ca. 5 km i Hässleholm inden turen gik mod Danmark igen.
Vi har kun ros tilovers for dette dejlige sted. Værelserne er fine og rene - alle med eget bad/toilet, maden i restauranten er meget lækker, lavet fra bunden og med lokale råvarer. Og ejerne - to unge mennesker - er klar til at hjælpe med alt fra gode vandreruter til gode caféer.
Bodil, Dorthe, Hanne, Jean, Jette og Linda
DVL-medlemmer får 20 % rabat på ‘Rallarhustruns vandringspaket’ med overnatning, aftensmad og madpakke til næste dag inkluderet.
Find flere inspirerende rabataftaler på dvl.dk/ rabat – her giver dit medlemskab dig adgang til alt fra friluftstøj og -udstyr til højskoler, overnatningssteder og bøger.
TEKST OG FOTO: TORBEN GRANDFELDT, TURLEDER I STORSTRØM AFDELING
At vandre i mørke er en speciel oplevelse. Her kan du komme med på mørkevandring i Nordens første certificerede ’Dark Sky Park’.
Det er helt stille og klart denne augustaften. Vi ligger på Mandemarke Strand på Møn. Oven over os blinker stjernerne, Mælkevejen ligger som et bredt bælte hen over himlen og stjerneskud flyver sagte gennem natten og forsvinder.
Satellitter glider hurtigt hen over himlen og det er ikke til at forstå, hvordan det hele hænger sammen.
Vi mødtes på Dark Sky-parkeringspladsen ved Høvblege, ikke langt fra Klintholm Havn og Møns Klint.
Først gik vi op i det bakkede landskab med navne som Slumrehule, Kongsbjerg og Høvblege. De mønske bjerge på op til 134 m lå flot hen i tusmørket og med flot udsigt til den nedgående sol.
Indtryk for alle sanser
Det er noget ganske særligt at gå her om aftenen. Der er en duft af urter og lyset er helt fantastisk. En flok af de vilde geder kiggede noget forundrede på os. Vi forstyrrede deres aftenro.
En ugle skriger og vi kan se rovfugle på udkig efter dagens sidste måltid. Efter sigende fra unge deltagere på turen var der en kakofoni
af græshopper. Men for os andre på 55+, var der intet at høre … hvordan kan det mon være?
Inden mørket faldt helt på, begav vi os ned ad bakkerne til stranden. På det sidste stykke blev vi omsluttet af mørket. Langsomt vænnede vores øjne sig til det og stjerner tændtes i millionvis.
Lygter bandlyst
Når man går i mørke og gerne vil have det fulde udbytte af stjernehimlen, skal man ikke bruge lommelygte, for det tager et godt stykke tid, før det optimale nattesyn indfinder sig igen.
På stranden rullede vi underlag ud og den varme kirsebærsaft kom frem. Så kunne stjerneshowet bare begynde.
Efter en times tid gik turen tilbage til bilerne. Vi gik mod nord og klokken var efterhånden blevet 22.30.
Himlen havde et rødblåt skær, som viste sig at være nordlys. Det var ikke så let at se med det blotte øje, men der var en telefon, der kunne tage billeder af det flotte syn.
Hvad kunne vi mere forlange af en mørkevandring?!
Fakta om Dark Sky Møn
En Dark Sky Park er et beskyttet område, dedikeret til at bevare mørke nattehimler og minimere lysforurening. Områderne ligger derfor langt fra byer og andre kilder til lysforurening. Her er nattehimlen mørk og ideel til stjernekiggeri og astronomi.
For at opnå status som Dark Sky Park skal et område opfylde en række kriterier, som fastlægges af International Dark Sky Association (IDA). Disse kriterier omfatter bl.a. offentlig adgang og faciliteter, der er tilpasset at beskytte mørkheden, at fremme offentlig uddannelse og bevidsthed om lysforurening i samarbejde med lokalsamfund og virksomheder.
Dark Sky-parker tilbyder en unik mulighed for at opleve stjernehimlen og naturens natteliv, og de er også vigtige for bevarelse af dyr og planter, som kan blive påvirket negativt af lysforurening. Der er flere af disse parker over hele verden, og de tilbyder ofte ture og arrangementer, der giver offentligheden mulighed for at opleve nattehimlen på en unik og spændende måde.
Dark Sky Park Møn og Nyord er et af de bedste steder i verden til at opleve mørket om natten, og Dark Sky Park gør et stort arbejde for at øge viden om hvordan man beskytter nattehimlen.
(Fakta om Dark Sky delt med tilladelse fra darkskymoen.dk)
Tips til mørkevandring
• Tag langt væk fra byens lys og andet stærkt baggrundslys
• Tag varmt tøj på. Selv en sommeraften kan være kølig
• Medbring liggeunderlag, da det er nemmere og mere behageligt at ligge ned og se stjerner
• En varm drik er altid godt
• En stjerne-app på telefonen hjælper med at identificere stjernetegn og stjernenavne
• Medbring lommelygte (til nødstilfælde så du ikke farer vildt)
Dark Sky Møn arrangerer forskellige Dark Sky-ture. Og Damsholte Observatorium bestyres af en flok meget entusiastiske mønboer. Se mere om besøgstider og arrangementer på damobs.dk . Det er det eneste observatorium i Europa, der ligger i en Dark Sky Park.
Med disse oplysninger i baghovedet er der lagt op til en fantastisk oplevelse. Husk også, at om vinteren er det mørkere og en klar frostnat kan være helt vild!
God fornøjelse derude!
KILDE: DANSK ORNITOLOGISK FORENING, DOF.DK
FOTO: PAUL DALHOLM HANSEN
Vandriksen hører ligesom blishønen og rørhønen til vandhønsene. Den har et langt rødt næb, en stribet, brun ryg samt blygrå strube og bug.
Den forekommer spredt over hele landet, men er meget sparsom på hedesletten i det centrale og vestlige Jylland, hvor der er mangel på egnede ynglepladser. I yngleperioden hører man den meget oftere, end man ser den, da den lever en ret skjult tilværelse i rørsumpe og tilgroede moser.
Hannens natlige sang består af regelmæssige kyp, kyp, kyp-lyde. Dens kald er en varieret række hyl og hvin, der minder om grisehyl, og som oftest høres i skumringen eller om natten.
Reden anlægges i rørsumpen og er hævet over vandoverfladen. Den er dækket af et løst tag, der er dannet af de nærmeste siv. Både på ynglelokaliteterne og i vinterkvarteret anlægger vandriksen et netværk af stier i rørskoven i forbindelse med sin fødesøgning.
Faktaboks
Længde: 28 cm
Vingefang: 38-45 cm
Vægt: 100-190 g, hun 85-135 g
Hør vandriksen og læs mere på dof.dk
TEKST: LEIF IVERSEN
Jeanne Cordua har skrevet en fin og kompakt bog for gangbesværede, der gerne vil ud på de bornholmske vandrestier, men som mangler viden om, hvor eller hvordan det overhovedet kan lade sig gøre.
Forfatteren beskriver 53 naturoplevelser i form af ture til vandfald, møller, bautasten, helleristninger, templer, fyrtårne, stenbrud, søer og idylliske små havne til alle dem, der hverken kan ’tage vandreskoene på og springe igennem sprækkedale, hoppe over åløb eller kravle på klipperne.’
Barnevogne også velkomne
På hver enkelt tur kan man læse, hvorvidt den kan forceres med rollator, med elscooter eller med håndskubbet kørestol, hvor der kan være brug for en hjælper. Turforslagene er også særdeles relevante for besøgende, som skal have familiens mindste med i en barnevogn.
Bogen er overskueligt disponeret med et opslag på en enkelt side (eller to) for hver tur, og der er et oversigtskort i omslaget, der fint kan foldes ud og fungere som bogmærke. Hver tur er illustreret med forfatterens egne fotos og med en præcis vejledning om parkeringsforhold og eventuelle låger, tilgængelighed (græssti, grus, bump, etc.), afstand til
seværdigheden og nærmeste handicaptoilet. Opslagene indeholder naturligvis også en beskrivelse af seværdigheder, byer, bygninger, naturen, planter, fugle og fortiden.
Personligt præg
Teksterne er relativt og praktisk kortfattede, men Jeanne Cordua når alligevel at indflette sine egne personlige oplevelser og betragtninger omkring naturen, erindringer, forslag, osv. Man mærker hendes glæde ved at komme rundt og opleve Bornholm på kryds og tværs. Jeg er ikke selv gangbesværet, men det er en fornøjelse at fornemme, hvordan Jeanne med sin elscooter sørger for at opleve - også steder, hvor andre går med vandresko.
Sidst, men ikke mindst, har forfatteren indsat et efterskrift om nattehimlen over Bornholm, hvor hun iagttager mørket, stjernerne, månen, mærker vinden og lytter til nattens lyde eller den rene stilhed. Det er et rigtigt fint og personligt efterskrift og afspejler hendes engagement og begejstring for naturen, som er gennemgående for bogen. Jeg kan kun håbe, at der udgives tilsvarende bøger for andre herlige lokationer i Danmark.
Forfatter: Jeanne Cordua
Titel: 53 ture for gangbesværedeBornholm
Omfang: 160 sider
Forlag: Hakon Holm Publishing 2024
Pris: 279,95 kr.
Københavns Afdeling udlejer et sommerhus i Ulvshale
på Møn og et i Evetofte nær Liseleje i Nordsjælland til medlemmer af Dansk Vandrelaug.
De er på 68 m² med 6 sengepladser og alt udstyr til et ferieophold.
Fra sidst i juni til midt i august udlejes kun på ugebasis. Resten af året udlejes enten for en weekend eller for mandag til fredag.
Sommerhusene passes af en arbejdsgruppe, der vedligeholder og udvikler husenes service til gavn for brugerne.
På dvl.dk/sommerhus ser du alle detaljer - såsom priser, ledige perioder og hvordan du lejer dem.
dvl.dk/sommerhus
Det er en fordel for både dig og Dansk Vandrelaug, at du går over til Betalingsservice.
Vi bruger ca. 15.000 kr. årligt på at udsende indbetalingskort, og de penge vil vi hellere bruge på at udvikle foreningen til gavn og glæde for dig.
Du kan enten tilmelde dig via dvl.dk/farvelgiro eller din netbank, hvorefter den halvårlige kontingentbetaling kører af sig selv. I netbanken skal du bruge dit 6-cifrede medlemsnummer samt Dansk Vandrelaugs BS-nummer: 01082140 og deb.gr.nr. 00010.
Så slipper du for at huske betalingen, og vi undgår at sende rykkere ud. Det er gratis at benytte Betalingsservice, og via din bank har du altid et overblik over næste måneds betalinger.
Danskerne er vilde med at bevæge sig i naturen, og det er der gode grunde til. Vandring er nemlig ikke kun godt for krop og sjæl – det er også en fantastisk måde at skabe nye relationer på. Det oplever vi dagligt i Dansk Vandrelaug.
Kombinationen af frisk luft, fysisk aktivitet og godt selskab styrker både helbredet og fællesskabet. Det er tydeligt for enhver, som deltager på DVL’s ture.
- Vi ved fra forskning, at vandring har en lang række sundhedsmæssige fordele.
- Det forbedrer kredsløbet, styrker muskler og led og har en positiv effekt på mental sundhed. Men det, der ofte overrasker nye medlemmer, er, hvor stor betydning fællesskabet får for dem.
Vandring er en social aktivitet, hvor man møder mennesker med samme interesse. Man kommer for motionen og naturoplevelserne, men bliver ofte hængende for de nye venskaber, der opstår på turene. Det handler ikke kun om at gå, men også om at dele oplevelser, historier og grin langs stierne.
Altid selskab
Hos Dansk Vandrelaug er der plads til alle – uanset alder, niveau og erfaring. Med over 2500 årlige ture spredt over hele landet er der rig mulighed for at finde netop den type vandring, der passer dig. Vi tilbyder alt fra korte, hyggelige ture i lokalområdet til udfordrende vandringer i bakket terræn eller smukke landskaber. Og det bedste af det hele? Du er aldrig alene.
Deltagelse i organiserede vandreture giver samtidig mulighed for at opdage nye steder i Danmark, du måske aldrig selv ville have fundet. Mange deltagere fremhæver den særlige ro og fordybelse, vi opnår i naturen, som en vigtig del af oplevelsen. Fællesskabet styrker samtidig vores motivation til at komme ud og være aktiv, selv når vejret ikke viser sig fra sin bedste side.
Den europæiske vandreforening European Ramblers’ Association har samlet et godt overblik og de mange (sundhedsmæssige) fordele vandring giver. Læs mere her.
En invitation til at prøve fællesskabet
For at gøre det endnu lettere at komme i gang har vi et særligt kampagnetilbud: Få et halvt års medlemskab til halv pris, hvis du melder dig ind senest den 31. marts 2025. Det giver dig adgang til alle vores ture, en række medlemsfordele og ikke mindst et varmt og inkluderende fællesskab.
Tag det første skridt mod et sundere og mere socialt liv allerede i dag. Læs mere om medlemskabet og meld dig ind her: dvl.dk/tilbud.
Hos Dansk Vandrelaug er du aldrig alene på stien – vi går langt for fællesskabet!
Kender du én, som skal opleve fællesskabet i Dansk Vandrelaug?
Indtil 31. marts 2025 giver vi 50% rabat på første medlemsperiode til nye medlemmer.
Kampagnepris: 147,50 kr. for første halvår
Normalpris: 295 kr. pr. halvår
TEKST: KIRSTEN LARSEN
I Danmark har vi forskellige udtryk for ovenstående: mennesker med fynsk baggrund vil nogle gange sige ”jeg fryser på fingrene”, med jysk baggrund vil man ofte sige ”jeg fryser fingrene”, mens sjællændere kan bruge ”jeg fryser om fingrene”. Men under alle omstændigheder er det ikke rart hvis man er ude at vandre.
Ligesom sprogbrugen er forskellig, er det også forskelligt hvad man finder bedst til at varme fingrene.
Mange er glade for to-lags-modellen: en tynd uldhandske inderst, en luffe udover. Så kan man regulere undervejs om luffen skal på eller af. Handsken alene giver en god bevægelsesfrihed. Til gengæld er fingrene adskilt,
og de kan derfor ikke varme hinanden. Uld er isolerende og kan varme selvom handsken bliver lidt våd. Fleece er let, åndbart og isolerer godt. En god tommelfingerregel er, at der skal være en halv centimers luft mellem fingerspids og handske. Sidder handskerne for stramt, så der ikke er luft omkring fingrene, vil du nemmere komme til at fryse. Er handskerne/lufferne for store, er der for meget plads, der ikke kan opvarmes.
I dag vil mange foretrække en handske der gør det muligt at bruge mobiltelefonen uden at man skal have handsken af. Denne type handsker findes fra flere producenter som oftest i et mix af uld og polyester. Priserne ligger typisk på 2-300 kr.
Hestra Merino Touch Point 5-Finger
Handsken er lavet af merinould (70 %) og slidstærk nylon (30 %). Tommel- og pegefinger har et trykfølsomt print, så handsken kan bruges på mobiltelefonens touchskærm. Grå.
Set hos Friluftslageret til 256 kr. 20 % rabat for DVL-medlemmer.
OMM Kamleika Overmitt Black Diamond Windweight Mitt
Overtræksluffer skal jo først og fremmest være vind- og vandtætte: Disse overtræksluffer er vandtætte og åndbare (vandsøjletryk: 20.000 mm, åndbarhed: 20.000 g/m2). Strækbart nylon. Vægt: 30 g. Grå.
Set hos Backpackerlife til 299 kr. 12 % rabat for DVL-medlemmer.
Du kan også vælge kombination mellem en handske og luffe, hvor toppen af luffen kan trækkes af, så du i stedet får et par fingerløse handsker:
Varme, vindtætte fleecevanter, som kan forvandles til fingerløse handsker. Vanteklappen kan foldes tilbage, så vanterne omdannes til et par fingerløse handsker. Når vanteflappen er trukket bagover, holdes den på plads af en lille magnet. Den har ruskind i håndfladen. Sorte.
Set hos Eventyrsport til 349 kr. 10 % rabat for DVL-medlemmer.