Mad til hjernen

MAGASINET R Ø D E KO R S N R . 3 / 2 0 1 6

MAD TIL HJERNEN

Millioner af mennesker sulter i det sydøstlige Afrika – en stor del er børn.

Et dagligt måltid mad i skolen sikrer, at børnene kan fortsætte skolegangen.

3

INDHOLD

4 TEMA: Millioner sulter lige nu i det sydøstlige Afrika

12 Portræt: Mød Arne Vågen – manden bag katastrofen

4 20 12

16

Altid til stede: Sådan er det at være barn i Syrien

19

Ud og hjem: Kathrine gav lægehjælp til udsatte i Beirut

20

Fotoserie: Asylansøgere dyrker grøntsager

24

Dagbog: Mathilde besøger syge børn på Riget

26

Støt os ved at købe vores varer

28

Et øjeblik: Da Kristina kunne give sin søn en god fødselsdag

30

Kort nyt

FANGET I EGET LAND Mens vi har fokus på flygtningestrømme til Europa, glemmer verden, at langt de fleste flygtninge aldrig har forladt deres eget land. Næsten 2/3 af verdens 65,3 millioner flygtninge er såkaldte internt fordrevne.

Syrien er et af de lande, hvor allerflest flygtninge er fanget i deres hjemland – 6,6 millioner ud af de cirka 11,5 millioner syrere på flugt. Jeg har mødt mange af dem og oplevet, hvordan de aldrig er helt i sikkerhed og altid kæmper for at overleve i dag.

Udgiver: Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø, tlf.: 3525 9200, www.rodekors.dk. Redaktion: Klaus Nørskov (ansv.), Julie Lorenzen (red.), Helle Bjerre Østergaard (layout).

Forsidefoto: Kasper Nybo. Tryk: K. Larsen & Søn. Oplag: 75.000, ISSN: 2245-9901. Artikler fra bladet kan frit gengives, dog med angivelse af kilde.

Redaktionen for dette nummer er afsluttet den 10. september 2016.

Og der kommer nye fordrevne til hver dag. Kampene om storbyen Aleppo er i gang med at drive yderligere millioner af syrere på flugt i deres eget land. For de kan ikke flygte andre steder hen. Grænserne ud af Syrien er lukkede.

Røde Kors er en af de få organisationer, der kan hjælpe inde i Syrien. Vi hjælper med mad, vand, hospitaler og anden nødhjælp. Men behovene er ved at vokse os over hovedet. Derfor har vi brug for din hjælp.

Når vi samler ind søndag den 2. oktober, går en del af pengene til flygtninge i Syrien og til at hjælpe dem, der stadig er fanget i Aleppo.

Meld dig som indsamler eller giv et bidrag. Tusinde tak.

Meninger fremsat i Magasinet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Røde Kors’ holdning. redaktionen@rodekors.dk

ANDERS LADEKARL, GENERALSEKRETÆR

4

TEMA: SULT I AFRIKA

TEMA Tørken i det sydøstlige Afrika har varet i to år. En række lande er i katastrofe­ tilstand, fordi befolkningen sulter. Værst går det ud over børnene. Røde Kors hjælper i de hårdest ramte områder. Vi uddeler mad til skolebørn, fødevarepakker til familier og penge til de sultende de steder, hvor der er mad at købe, og vi arbejder med at udbrede kendskab til bedre afgrøder og dyrkningsmetoder.

“I SKOLEN FÅR VI MAD” For mange børn i Malawi er skolemaden dagens eneste sikre måltid.

Vi har besøgt Esibethi på 12 år. En portion varm grød hver formiddag giver hende en chance for at klare sig gennem tørken.

– TEKST: RIE DUUN. FOTO: KASPER NYBO –

5 5

6

TEMA: SULT I AFRIKA

Esibethis morgen begynder, inden de første solstråler rammer dammen små 100 meter fra lerhuset.

Om morgenen er lyset blødt og gråt over den afsvedne, røde jord. Kun nogle halvvisne græstotter stikker op mellem de spredte huse i Kakoma – landsbyen hvor Esibethi bor med sine forældre og fem af sine søskende. Det første, hun skal gøre, er at feje omkring huset, hvor nogle af familiens vigtigste ejendele er anbragt: Et par plasticdunke til at hente vand i og dagens brændsel til ildstedet inde i huset.

I morgendisen hænger den skarpe lugt af

SKOLEMAD I MALAWI Røde Kors uddeler hver dag mad til 12.000 børn på ni skoler og i 74 børnehaver i det sydlige Malawi, hvor mange børn er underernærede. For nogle børn er skolemaden dagens eneste måltid. Grøden er en blanding af majs, bønner og soja beriget med protein og vitaminer. Skolemaden er med til at fastholde børnene i skolen, fordi forældrene har et måltid mindre at tænke på og ikke tager dem ud for at hjælpe med at skaffe mad.

dagens første bål fra nogle af de andre huse i landsbyen, mens Esibethi går til vandposten med 20 liters-dunken på hovedet for at fylde op. Nogle familier laver morgenmad, men ikke hendes. ”Hvis det var en normal morgen, ville vi spise nsima – majsgrød – med lidt fisk og grøntsager, inden vi gik i skole. Det har vi slet ikke nu. Hvis vi har mad, spiser vi morgenmad, men som det er nu, går jeg som regel i skole uden. Første gang vi spiser, er henne i skolen.

Dér får vi mad,” siger Esibethi, der er 12 år og bor i et af Malawis mest tørkeramte områder, Chikwawa i den sydlige del af landet.

Et par timer senere skynder Esibethi og tre af hendes søskende sig de få hundrede meter til Kakoma Primary School. Hun finder sin plads i fjerde klasse, men som de fleste andre elever er hun mest optaget af, hvornår de frivillige, som kommer og koger skolemad til børnene, er færdige med at kokkerere, så spisepausen kan begynde. Som regel er det omkring kl. 9.

Klasse for klasse stiller børnene op i kø og vasker hænder og får en portion likuni – en særlig grødblanding – som de spiser under et halvtag ved siden af skolekøkkenet. I skolens interimistiske køkken er der tændt op under de to store gryder med hver 20 kg grødblan-

ding. De mindste børn får først, og i løbet af halvanden times tid har alle skolens 1.133 børn fået en portion varm grød.

En drøm for fremtiden Når grøden er spist, begynder undervisningen for alvor. Lærerne ved godt, at de fleste børn er for trætte og sultne til at høre efter, inden de har fået mad. Og på sundhedscenteret ved siden af skolen kommer der hver uge nye børn, som får et særligt kosttilskud af jordnøddesmør med proteiner og vitaminer med hjem, fordi de er svært eller middelsvært underernærede.

Esibethi har en drøm, og for hende er det ikke svært at koncentrere sig i skolen, når hun bare får noget at spise. Hun er den anden bedste i klassen, og det vil hun gerne bruge til noget: ”Jeg ønsker mig at blive sygeplejerske.

Det vil jeg rigtig gerne. Mine yndlingsfag er engelsk, samfundsfag og landbrug,” siger den målrettede pige.

Ud på eftermiddagen slutter skolen, og Esibethi kan gå hjem. Sommetider hjælper hun i marken, og hver dag tager hun endnu en tur efter skoletid til landsbyens vandpost efter 20 liter vand. ”Når jeg kommer hjem, er det mig, der skal

7

sørge for at gøre rent, og jeg henter brænde i skoven derovre,” siger hun og peger mod et krat på den anden side af dammen.

Hendes tvillingesøster, Masauto er ikke helt rask og går derfor ikke i skole. Hun er i gang med at rense hirse til aftensmåltidet, som familien spiser sammen. Hirsen er høstet

”Vi oplever børn, der ikke kan lære, fordi de er trætte og sultne, når de kommer her. Vi har lige haft 8. klasse til eksamen, og i år er der kun syv elever her fra skolen, som går videre til mellemskolen. Det plejer at være mange flere. Vi ser koncentrationsbesvær og trætte børn, som ikke har kræfter til at lege i frikvartererne. Og vi oplever, at de bliver lettere syge og forkølede.”

Skoleleder Clifford Banda, Mwanza distriktet i Malawi.

på den udtørrede mark, og de spiser den kogt, sommetider med lidt grønsager til. Når Masauto ikke møder op i skolen, får hun heller ingen skolemad. Forældrene prøvede at få hende afsted, men hun kan ikke, så hun må nøjes med familiens sparsomme aftensmad.

Dagens eneste måltid.

jordlod en halv times gang fra deres hus.

Høsten er netop overstået, og det står klart, at de ikke har tilnærmelsesvist nok at spise indtil næste høst til foråret. Familien har sået i år, men afgrøderne er tørret væk. Hvor de plejer at høste 750 kg majs, har de kun høstet 150 kg.

Sulten vender tilbage Esibethis far og mor er stolte af deres datter, men også lidt benovede. Ingen af dem har lært at læse, og ingen af forældrene ved, hvor gamle de selv er. Men de kender årstallet for den seneste store tørke.

Hendes mor, Arumana, er fåmælt og slidt af det hårde arbejde i marken og otte børnefødsler. Hun fortæller: ”Jeg er født her i landsbyen, og vi blev gift kort inden den seneste store tørke i 2003/2004. Da sultede vi. Jeg har ikke gået i skole – eller næsten ikke. Jeg begyndte på det, men så kom tørken, og så lukkede skolen, fordi børnene ikke kunne komme. Vi orkede ikke på grund af sulten, og siden kom jeg ikke i skole igen.” ”Vi havde tre små børn, og livet var meget svært dengang. Vi frygter, at det samme sker nu,” siger Esibethis far, Haswell Tomari.

Familiens eksistensgrundlag er et lille

Spiste savsmuld for at overleve Familien er ikke alene. De fleste familier på landet er i samme situation i både Chikwawa og i nabodistriktet Mwanza. ”Jeg ønsker for mine børn, at de ikke skal lide på grund af tørken på samme måde, som vi har gjort. Sidst tørken ramte, spiste folk savsmuld for at få noget i maven, og mange blev syge og døde. Skolemaden betyder, at vi kan sende børnene i skole. Uden skolemaden ville vi ikke gøre det, for de ville være nødt til at hjælpe os med at skaffe mad,” siger Haswell.

Under træet lidt fra huset sidder Esibethi og læser. Hendes små søskende leger i det røde støv og glæder sig til dagens andet og sidste måltid – aftensmaden – som er kogt hirse.

I morgen er skolen lukket, så der bliver det kun til et måltid mad, men på mandag er der igen tændt op under gryderne i skolegården.

8

TEMA: SULT I AFRIKA

En forventet katastrofe Tørken har langsomt, men sikkert ædt sig frem i det sydøstlige Afrika. Eksperter har i et år vidst, en sultkatastrofe var under opsejling.

– AF RIE DUUN OG STINE OKSBJERG. FOTO GUIDO DINGEMANS –

Sidste år var det slemt. Året før var det slet ikke godt. Og i år er det værre.

Vejrfænomenet El Niño får skylden for den aktuelle mangel på mad i det sydøstlige Afrika, hvor ændringer i vejret rammer den fattige landbefolkning hårdt. El Niño har trukket et spor af tørke over Afrika fra Etiopien i øst til Zimbabwe, Lesotho, Swaziland og Malawi i syd. 47 millioner mennesker mangler lige nu mad. Og næste mulighed for at høste er først i marts 2017. ”I øjeblikket sover folk på tomme maver ude i landsbyerne, og uden massiv hjælp fra det internationale samfund står vi over for en egentlig katastrofe,” siger Innocent Milanzie, der er agronom og souschef på distriktskontoret for landbrugsudvikling i distriktshovedstaden Mwanza i det sydlige Malawi. Hans opgave er egentlig at hjælpe med at opdyrke

nye områder i distriktet, men i de seneste år har han koncentreret sig om at bevare de opdyrkede områder og forhindre, at de igen bliver til krat eller ørken, når tørken rammer, og folk forlader dem på jagt efter mad. ”Det er andet år i træk, vi oplever tørken. Langt de fleste familier her lever af landbrug, og i år er der flere end 37 procent af dem, som ikke har mad nok.

Sidste år ved samme tid var det bare fem procent,” forklarer han.

I Mwanza, som i år har fået mindre end halvdelen af den regn, der falder i et normalt år, er familierne fanget i den samme onde cirkel, som rammer landbefolkningen i nabolandene og i det østlige Afrika: ”Mange har måttet sælge deres dyr for at få penge til at købe majs eller hirse, når de ikke har kunnet høste nok. De har

typisk nogle grise, geder og ænder eller lidt høns. Når de er tvunget til at sælge dyrene, er det svært for dem at komme på fode igen,” fortæller Innocent Milanzie. ”For det første udnytter opkøberne skånselsløst, at der er en fødevarekrise, og priserne på dyrene er faldet dramatisk. For det andet har familierne ikke længere husdyrenes gødning til at gøde markerne med og er nu afhængige af at købe kunstgødning. Deres egen produktion af mad bliver altså dyrere, og samtidig har de mistet muligheden for lidt ekstra indtægter ved at sælge for eksempel kyllinger eller smågrise løbende.

Katastrofen har været kendt et år El Niño-hændelser kan forudsiges mindst nogle måneder i forvejen. Siden sidste år har Innocent Milanzie kunnet regne

9

47 %

af børn under fem år i Malawi er fejlernærede

47 mio. mennesker i det sydøstlige Afrika oplever lige nu akut mangel på mad

80 %

er prisen på majs steget i Malawi siden sidste år

sig frem til, hvornår sulten for alvor ville ramme Mwanza, nemlig sommeren 2016.

Selvom katastrofen har været kendt, har det været svært at rejse penge til hjælpearbejdet. Røde Kors’ nødhjælpsappeller for de tørkeramte lande i den sydlige del af Afrika er i gennemsnit kun blevet dækket med 31 procent.

Katastrofen er hele tiden kommet nærmere som en forventelig konsekvens af det tørre klima og af dyrkningsmetoder, der ikke tager højde for perioder uden regn. Og den regn, som er faldet, er kommet i form af mindre byger, der hurtigt udtørrer i heden.

Willard Botha er chef for vandforsyningen i Mwanza. At vande marker og haver er der slet ikke tale om. Selv de kunstvandede områder ligger tørre hen, fordi vandstanden i floden er alt for lav. For

ham gælder det nu om at holde landsbyernes fællesbrønde intakte, så folk kan hente drikkevand. ”Vi har kæmpet mod tørken de seneste to år. Det første år troede vi, at situationen ville normaliseres, men det er ikke sket. Vi har oplevet det samme mønster som sidste år, hvor regnen svigter. Vandforsyningen i Mwanza er i øjeblikket meget presset. Vi ser lange køer ved vandposten mange steder, for vandstanden er lav, og brøndene bliver kun langsomt fyldt,” siger han.

Kun få familier har egne brønde. De fleste henter vand ved offentlige brønde i de små byer. Tørrer disse ud, må de ofte gå til den næste landsby efter vand. Det betyder, at de har mindre tid til at passe jorden, når det igen bliver tid til at så. Og den onde cirkel fortsætter.

SÅDAN RAMMER EL NIÑO El Niño betegner en periode med ualmindelig opvarmning af vandet langs den sydamerikanske vestkyst.

Cirkulationen i havet og i atmosfæren henover Stillehavet ændrer sig, og det påvirker de tilstødende lande.

Den seneste El Niño, som påvirker det sydøstlige Afrika lige nu, er den kraftigste, siden 1997-1998. ”I Sydamerika er konsekvenserne af El Niño ofte mere nedbør, mens vejrfænomenet ofte medfører tørke i den østlige og sydlige del af Afrika, fordi regnsæsonen enten bliver svagere eller udebliver helt.”

Martin Stendel, seniorforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut.

10

SULT SKADER BØRN

HJERNEN påvirkes af underernæring og sult. Ved langvarig sult forsinkes hjernens udvikling, og børnene kan senere klare sig dårligere i skolen og ikke udvikle sig, som de egentlig kunne.

Når børn under fem år sulter gennem længere tid, får de skader, som i mange tilfælde er uoprettelige. I det sydøstlige Afrika sulter 26,5 millioner børn lige nu ifølge FN. FOTO: GUIDO DINGEMANS

LEVER OG NYRER hos børn, der ikke får nok at spise, fungerer ikke normalt.

De er derfor i større risiko for at blive dehydrerede, hvis de for eksempel får diarré.

TARMENE hos underernærede børn er dårligere til at optage næringsstoffer og mere gennemtrængelig for bakterier. Derfor er de mere udsat for diarré og alvorlige infektioner som blodforgiftning.

VAND I KROPPEN ses hos nogle børn, der sulter. Deres mave bliver udspilet, og der samler sig vand i for eksempel ben og fødder. Det er en særlig farlig form for underernæring, som kræver akut behandling.

HÅR OG HUD ændrer struktur og i ekstreme tilfælde også farve. Sort­ hårede børn kan miste hårfarven og få tottet, rødligt hår. Børnene får tit sår på læber og mundvige. Huden bliver tør og skaller af.

LAVERE VÆKST er et tydeligt tegn på underernæring. Børn vokser langsomt, eller væksten stopper helt. En befolkning, der sulter, bliver ikke så høj som en befolkning, der spiser tilstrækkeligt.

IMMUNFORSVARET bliver dårligere hos underernærede børn. Derfor rammes de hårdere af infektionssygdomme og kan blive dræbt af ellers banale infektioner.

Kilder: Børnelæger og specialister i ernæring på Rigshospitalet Vibeke Brix Christensen og Maren Rytter samt UNICEF.

11

TEMA: TØRKE I AFRIKA

Sådan hjælper Røde Kors med at bekæmpe sulten Mad, penge og uddannelse af landmænd. Hjælpen til de tørkeramte områder i det sydøstlige Afrika er både akut og langsigtet.

– AF RIE DUUN. FOTO: GUIDO DINGEMANS –

På vej ud til Chikwawa distriktet i Malawis tørkeramte sydspids må Kirstine Primdal Sutton tage farten af. Vejen er delvist spærret af en lang kø af mennesker, som har siddet og ventet i mere end et døgn. Rygtet vil vide, at myndighederne måske har sendt en lastbil afsted med majs. Og at den kommer snart.

Kirstine Primdal Sutton er Røde Kors’ landekoordinator i Malawi, og hun organiserer blandt andet maduddeling til 12.000 skolebørn hver dag i det sydlige Malawi.

Ud af de 47 millioner mennesker, der lige nu sulter i det sydøstlige Afrika, bor 6,5 millioner af dem i Malawi – og en stor del af dem er børn. ”Som det er nu, ligger folk i kø i op til tre dage, når det rygtes, at der kommer en lastbil med majs, for majsen er rationeret, og priserne er steget kraftigt det seneste år,” siger hun og fortæller: ”Vi kommer til at skulle uddele både mad og penge til tørkeramte familier i mindst et år frem. To års tørke har ødelagt så meget i den lokale økonomi og den lokale produktion af fødevarer, at det vil tage tid at bringe balancen tilbage.”

Majs skaber problemer Røde Kors arbejder ikke kun i Malawi, men i flere af de tørkeramte lande i det sydøstlige Afrika med uddeling af fødevarer og penge, så folk selv kan købe det, de mangler mest, hvis der er fødevarer at købe på markedet.

Desuden arbejder vi med uddannelse og træning i, hvordan lokalbefolkningen bedst kan modstå tørkeperioder ved at dyrke de mest tørkeresistente afgrøder samt uddeler redskaber og såsæd til de tørkeramte familier.

Kirstine Primdal Sutton fortæller: ”En meget vigtig ting, vi arbejder med, er at få de små landbrug til at satse på andet end majs. Vi skal hjælpe med en adfærdsændring, og det kan vi gøre gennem vores netværk af Røde Kors-frivillige ude i landsbyerne. De er til stede og kan løbende tale med folk om, hvad det er godt at dyrke, og hvad det er sundt at spise.”

Majs blev introduceret i Malawi for cirka 60 år siden, men det egner sig dårligt til klimaet, som med års mellemrum er præget af tørkeperioder. Majs er sårbar over for tørke og kræver kunstgødning.

Men det er i dag den alt dominerende basisfødevare i Malawi såvel som i andre afrikanske lande. Og det er svært at ændre på, for bønderne er uuddannede og har en stærk

tradition for at dyrke majs.

Afgrøder, som de frivillige anbefaler at dyrke i stedet, er for eksempel rodfrugten cassava, søde kartofler, den afrikanske kornsort sorghum og hirse.

SÅDAN KAN DU HJÆLPE Hjælp os med at give mad til flere børn i Malawi. Send SMS med teksten SULT til 1240 og støt med 150 kr.

Du kan også melde dig som indsamler den 2. oktober, når vi samler ind til vores hjælpearbejde i verdens katastrofer.

Meld dig til på rødekors.dk eller ring på 70 10 00 00.

12

13

PORTRÆT ARNE VÅGEN

MANDEN BAG KATASTROFEN Når katastrofer pulveriserer bygninger og kræver menneskeliv, ringer telefonen hos Arne Vågen. Mød den utålmodige katastrofechef i Røde Kors, der trykker på liv-og-dødknappen, når han beslutter, om der skal rykkes ud - en benhård prioritering – TEKST LENE VENDELBO. FOTO: CAMILLA STEPHAN –

Arne Vågen er 18 år gammel, da han tror, han ser sin fremtid: En kampvogn. ”Den vil jeg køre. Jeg vil styre den,” tænker den unge gut fra Trondheim i Norge.

Han bliver optaget på sergentskolen og tager toget de 500 kilometer sydpå til Oslo. ”Det var som at lande på en anden planet.

Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for mig at komme væk og opleve noget andet – noget større, end det jeg kom fra, hvor jeg kun havde været i udlandet en gang på en lejrtur i Sverige i 9. klasse,” husker den nu 64-årige nordmand tilbage. ”Jeg ville ud! Se! Opleve!”

Og her er måske kimen til at forstå en mand, som siden har brugt størstedelen af sit liv på at rejse til verdens afkroge i spidsen for katastrofehjælp. De seneste år som katastrofechef i Røde Kors Danmark. Men lad os lige køre kampvognen i garagen først. ”Jeg kørte faktisk kampvogn i tre år i Norge,” fortæller Arne Vågen og kan ikke lade være med at grine af tanken om de fremtidsdrømme, han havde som 18-årig. Benzinen er fordampet fra blodet, men militæret sidder stadig i manden. Han kan lide klare ordrer og handling. Alt midt i mellem er en kamp med en altid iboende utålmodighed. ”Der skal helst ske noget – pulsen skal op ret tit. Sådan har det faktisk altid været. Da jeg var barn, kunne jeg ikke sidde stille et sekund. Faktisk var jeg nødt til at holde et

års pause i gymnasiet, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om skolen. Det år arbejdede jeg på en byggeplads. I dag ville jeg nok have fået en diagnose.”

Er blevet bedre til at sige nej Arne Vågen har det allerbedst, når han får lov at arbejde, mens tyfoner raser, floder æder landskaber, og jordskælv pulveriserer huse. ”Det er som om, jeg får en multivitaminindsprøjtning. Jeg kan lide at være i en katastrofe, fordi her får jeg lov til at gøre det, jeg er allerbedst til, og som militæret giver en et talent for: Klarer ordrer, løsning af opgaven og meget lidt snak. Tiden flyver afsted under en katastrofe, og det kan jeg godt lide.”

Mellem katastroferne sørger han for at optimere udstyr og medarbejdere, så Røde Kors altid kan rykke ud, når katastrofen sker. Han bruger også tid på at rejse til de mere stille brændpunkter, hvor katastrofen udvikler sig langsomt for at vurdere, hvordan Røde Kors bedst kan hjælpe. ”For nylig var jeg i Malawi for at få et overblik over den tørke og sultkatastrofe, landet kæmper med. Jeg mødte blandt andet en 19-årig ung kvinde, som sad med sine tvillingebabyer. De havde intet at spise og intet medicin. Jeg har set meget i årene, men det gør selvfølgelig indtryk, og efterfølgende har vi sat et større hjælpeprogram i gang, hvor vi blandt andet uddeler mad til skolebørn.”

Selv om Røde Kors hjælper mange steder, er det hele tiden en vurdering, og ind i mellem må Arne Vågen sige nej til at hjælpe mennesker i nød. At være katastrofechef indebærer altid en benhård prioritering af, hvem der har mest brug for hjælp. ”Da jeg var yngre, var det klart sværere for mig at sige nej, men man er nødt til at være professionel omkring det. Man må dog aldrig blive kynisk. Mennesker i nød bliver ved med at røre mig og vække min medfølelse.”

Og netop mødet med de mennesker, Røde Kors hjælper, er afgørende i forhold til at holde kynismen fra døren. ”Jeg har brug for at møde dem og se katastrofen med mine egne øjne. Omvendt kan jeg ikke gå ind i enkeltpersoner. Det vil være uprofessionelt. Det er selvfølgelig en balancegang, men når jeg tænker på, at dem, jeg har mødt i Malawi, faktisk får hjælp nu, gør det mig glad. Og det er derfor, jeg kan blive ved.”

Cykelslange dræber i Rwanda Arne Vågen har arbejdet med og i katastrofer i knap 30 år. Og nogle ansigter forsvinder ikke, som børnenes i Tjetjenien i 1999, hvis øjne var store og tomme, men ikke kiggede på noget. Også billeder af det bestialske folkedrab på 800.000 mennesker i 1994 i Rwanda bliver hyppigt fremkaldt på Arne Vågens nethinde – og ikke altid frivilligt. ”Jeg glemmer aldrig den unge mor, der lå

14

PORTRÆT ARNE VÅGEN

“Alle smider, hvad de har hænderne, når der sker en katastrofe. Og de ved præcis, hvad de skal gøre. Det er helt særligt ved Røde Kors.”

i vejkanten uden for hovedstaden Kigali. På ryggen havde hun en baby, som var bundet fast med et tørklæde – sådan som mange afrikanske kvinder gør. Både moren og babyen var døde. De havde fået smadret deres kranier af en cykelslange med sten i.”

Også kokken, som lavede mad til ham og de andre, han boede hos i Rwanda, insisterer på at blive i Arne Vågens tanker, selv om det er 20 år siden. ”Tænk, så stod han der og skrællede kartofler til os, selv om han havde mistet sin kone og fem børn.”

Da Arne Vågen efterfølgende kom hjem fra Rwanda og igen var en del af en småbørnsfamilie i København, blev krigsoplevelserne sat på spidsen med et brev fra den lokale dyrlæge. Det var adresseret til børnenes højtelskede kat Sofus. ”Kære Sofus, det er nu tid for din årlige undersøgelse, læste jeg. Det virkede helt vanvittigt efter Rwanda – tænk at skrive et brev til et dyr. Jeg husker, at jeg syntes, det var meget lidt vigtigt med Sofus’ kontrol, men han kom selvfølgelig afsted.”

Ikke et job men en livsstil Selv om kontrasterne kan være store, så deler katastrofechefen sjældent sine oplevelser med sin kone eller de nu voksne børn. ”Når jeg har været ude, har jeg fået nok.

Jeg vil helst have fred for det. Og så tror jeg, det hjælper, at jeg generelt ser lyst på tilværelsen – du ser mig ikke sidde og gruble.”

Fred finder han i sin have. ”Jeg er en mand uden hobbyer, men jeg kan godt lide at gå rundt i haven. Her kan tingene og tankerne falde på plads. Jeg går mest bare og kigger,” siger han.

Katastrofechefen uden hobbyer interesserer sig til gengæld for verden – for politik og samfund. Yndlingstidspunktet er timen mellem seks og syv om morgenen, hvor han sætter sig med stærk kapselkaffe og Politiken.

Måske møffer familiens ti år gamle Cavalier King Charles Spaniel, Bastian lidt rundt. Men ellers er der stille. ”Jeg er helt væk.”

Børnene er flyttet hjemmefra, og hans kone møder først verden efter klokken 7. Når Arne Vågen har læst avisen, kommer turen til netmedierne, inden han er klar til at tage ind til Røde Kors for at arbejde. Og arbejde er han i øvrigt ikke meget for at kalde det. ”At være katastrofechef er ikke et job. Det er en livsstil.”

Denne livsstil kræver tilgængelighed og her-og-nu-beslutninger, for katastrofer venter ikke på kontortid og diskussioner i plenum.

Arne Vågen er altid klar, og det samme er hans medarbejdere. ”Da tyfonen ramte Filippinerne i 2013, ringede de fra Internationalt Røde Kors i Geneve klokken 3.30 om natten for at høre, om vi kunne hjælpe. Tre timer senere havde vi den første mand klar i Kastrup Lufthavn,” lyder det fra katastrofechefen om den handlekraft, der gør det muligt for ham at varetage et job som katastrofechef. Han understreger samtidig, at en så massiv indsats kun kan lade sig gøre, fordi alle medarbejderne er så godt forberedte. ”Alle smider, hvad de har hænderne, når der sker en katastrofe. Og de ved præcis, hvad de skal gøre. Det er helt særligt ved Røde Kors og ikke noget, jeg har oplevet andre steder.” Ét er de pludseligt opståede naturkatastro-

fer, noget andet de langstrakte, menneskeskabte krige og konflikter, som ikke altid er den sjoveste del af jobbet. Men som står højt på katastrofechefens to-do-liste. ”Som chef er jeg nødt til at gå forrest. Jeg kan ikke sige nej til at rejse til meget farlige lande. Jeg har netop været i Afghanistan, og det havde jeg bestemt ikke lyst til.”

Sidste år var han i Syrien, hvor en mortergranat faldt meget tæt på bilen. ”Lufttrykket fik ligesom bilen til at give et lille hop fremad. Det var tæt på, tænkte jeg.”

Fandt sin kone på en mission i Irak Men de farlige missioner til verdens brændpunkter kan også bringe positive historier med sig. Vi skal tilbage til kaosset i 90’ernes Irak for at få historien om, hvorfor norske Arne egentlig er gift med danske Anne. Året er 1991, og Arne Vågen har arbejdet i et par år for FN. Anne er lige ankommet og er med det samme endt i et trafikuheld uden for FN’s hovedkvarter. Det er varmt, og chaufføren i den anden bil råber ophidset på arabisk.

Hans forrude er smadret. ”Anne kommer ind på kontoret, og jeg tilbyder at hjælpe. Jeg kan lidt basar-arabisk og giver ham 500 dinarer til en ny rude. Og ja, så får jeg Annes opmærksomhed. To år efter er vi gift.” Historien får smilet frem i det furede ansigt, selv om det er 25 år siden.

Arne Vågen laver et stop i talestrømmen.

Det er blevet tid til at komme ind på det arbejde, som ikke er et arbejde – og som han ingen planer har om at stoppe med at møde op til, selv om han nærmer sig pensionsalderen: ”Det lyder faktisk lidt kedeligt at være pensionist – jeg bliver helt utålmodig ved tanken.”

15

ARNE VÅGEN • 64 år gammel • Katastrofechef i Røde Kors • Uddannet major i det norske forsvar • Har arbejdet med katastrofehjælp siden 1989 • Født og opvokset i Norge • Dansk gift og har to voksne børn • Bor uden for København

16

TEMA: ALTID TIL STEDE

SÅDAN HJÆLPER VI SYRIENS BØRN 7.000 Røde Kors-frivillige er til stede i Syrien og nærområderne med vand, mad, medicin og lægehjælp. Om vinteren uddeler vi tøj, tæpper og underlag, så børnene kan holde varmen.

Vi giver psykosocial støtte til sårbare børn, så de får hjælp til at bearbejde krigens traumer.

Vi hjælper også de børn, der er flygtet alene med at blive genforenet med deres forældre eller andre familiemedlemmer.

DE VOKSER OP MED KRIG Krigen i Syrien har varet i fem år. For børnene har krigen fået helt ufattelige konsekvenser, og det er dem, der er allermest mærket.

– FOTO: VALERY SHARIFULIN/SCANPIX –

17

Et ud af tre syriske børn har aldrig kendt til andet end krig.

2,8 mio. syriske børn går ikke i skole.

6 mio.

børn i Syrien har brug for humanitær hjælp.

200.000 syriske børn bor i områder, der lige nu er under angreb.

2,8 mio. børn er flygtet til nabolande.

SÅDAN KAN DU HJÆLPE To ud af tre børn i Syrien har ikke adgang til rent drikkevand.

Støt vores arbejde i Syrien og verdens andre brændpunkter.

Send en SMS med teksten NØD til 1999 og støt med 100 kr.

Du kan også melde dig som indsamler søndag den 2. oktober – se mere på rødekors.dk.

18

små huer gør en stor forskel for hver h ue donerer v i 2 kr. til Røde K ors

Igen i år bliver strikkepindene rødglødende,

Vil du strikke med? Send os dine huer

når Røde Kors og innocent går sammen for at

senest den 16. januar 2017 til: innocent,

bekæmpe ensomhed med #denstorestrikkefest.

Ragnagade 7, 2100 København Ø.

Find strikkeopskrifter og meget mere på www.denstorestrikkefest.dk

19

UD OG HJEM

KATHRINE GAV LÆGEHJÆLP I BEIRUT Den 44-årige kirurg Kathrine Holte hjalp syriske flygtninge og andre udsatte i Libanon.

– AF STINE OKSBJERG –

UDREJST Fiji Martin Isaksen – logistiker

Grækenland Hans Storgaard – psykosocial programdelegat

Nepal Anne-Sophie Petri-Shrestha – programdelegat

Somalia Britta Louise Olsen – børnelæge

HJEMVENDT Afghanistan Thomas Borregaard – bandagist

Grækenland Karsten Dahl – distribution af kontanter

Irak FOTO: PRIVAT

Annette Louise Tvede – flykoordinator

Kenya Jeanette Bækmark – landekoordinator

Der er mange hospitaler i Libanons hovedstad Beirut. Der er nærmest et på hvert gadehjørne og også en masse dygtige læger.

Men alligevel er det næsten umuligt for de svageste og mest sårbare grupper i hovedstaden at få adgang til lægehjælp. ”Det libanesiske sundhedssystem er baseret på penge. Hvis du har penge, kan du blive behandlet, men hvis du ingen har, kan du ikke,” fortæller Kathrine Holte, der er speciallæge i kirurgi og tilbragte 3,5 måned i Libanons hovedstad.

Den 44-årige kirurg arbejdede på et nyt Røde Kors hospitalsprojekt i den sydlige del af Beirut, der har til formål at hjælpe de mennesker, der ikke har nogen penge og derfor ikke har mulighed for at få lægebehandling.

Patienterne var primært syriske flygtninge, men en anden uforudset gruppe fandt også vej til Kathrine Holte og hendes lokale kollegaer. Og denne uventede gruppe gjorde stort

indtryk på hende.

Omkring 300.000 unge piger fra Eritrea, Bangladesh og Etiopien arbejder illegalt som tjenestepiger i Libanon. Pigerne lever i mange tilfælde under slavelignende forhold, og hvis de flygter fra deres arbejdsgiver og bliver syge, kan de ikke få behandling.

Kathrine Holte har flere gange arbejdet forskellige steder i Mellemøsten, men hun kendte ikke til tjenestepigerne, før de dukkede op på hospitalet i Beirut.

Kathrine Holte husker især to tjenestepiger fra Etiopien, der var indlagt i al den tid, hun arbejdede i Beirut. De var begge flygtet, fordi de var blevet mishandlet af deres arbejdsgivere. ”De var ikke veluddannede, talte kun deres egen dialekt og havde ikke været uden for deres landsby, før de kom til Beirut for at arbejde.

De var ret traumatiserede. Det var deres held, vi kunne hjælpe dem,” fortæller hun.

Myanmar Sanja Drezgic Ostojic – ungdomsdelegat

Nepal Thomas de Leon – logistiker

Togo Ingrid Nyström – landekoordinator

SÅDAN KOMMER DU UD MED RØDE KORS I Røde Kors sender vi kun professionelle hjælpearbejdere ud i katastrofer. Hvis du har en relevant, faglig baggrund og kunne tænke dig at blive en del af vores katastrofeberedskab, så klik ind på rødekors.dk/om-os/job og se, hvordan du gør.

20

FOTOREPORTAGE

21

NYT LIV På asylcentret i Auderød har beboerne fået en køkkenhave, hvor de kan dyrke planter og se dem spire og vokse. Det giver et meningsfuldt fællesskab.

– FOTO: CAMILLA STEPHAN –

22

FOTOREPORTAGE

23

53-årige Renat fra Turkmenistan (tv.) og 45-årige Shah Mahmood fra Afghanistan (th.) er i fuld gang med at passe køkkenhaven. Her dyrker de alt fra solsikker, kartofler, græskar til tomater, jordbær, ærter og agurker.

Det er asylansøgerne selv, der er ansvarlige for at passe køkkenhaven med lidt assistance fra en medarbejder fra centret. Og det er dem, der bestemmer, hvad der skal plantes. Mange kommer med en viden om landbrug og planter fra deres hjemland, som de kan bruge.

Det primære formål med køkkenhaven er at skabe en meningsfuld aktivitet for asylansøgerne på centret. Og det er med til at skabe fællesskab, når de er sammen om at plante og passe planterne.

24

DEN FRIVILLIGES DAGBOG Røde Kors’ børnecafé på Rigshospitalet den 6. juli 2016

15.30 LEG I EN SVÆR TID 22-årige Mathilde Zwinge er frivillig projektleder i de to børnecaféer på Rigshospitalet, der åbnede i maj 2016. Børnecaféerne er en del af programmet ’Plads til Livet’, der er et partnerskab mellem Ungdommens Røde Kors og Egmont Fonden.

De har til formål at få sygdomsramte børn og unge til at føle sig mindre alene i en svær situation. Mathilde har omkring to vagter om måneden og læser til dagligt psykologi på Københavns Universitet.

Dagens undervisning på universitetet er ovre, og jeg gør klar til en kort cykeltur til Rigshospitalet. Jeg tjekker op på, hvem jeg skal være sammen med på dagens vagt. En af de andre frivillige er desværre ikke kommet sig over sin forkølelse og kan ikke komme alligevel. I børnecaféen gør vi meget ud af ikke at komme, hvis vi er det mindste syge, så vi mindsker smittefaren for de indlagte børn. Til dagens vagt var vi heldigvis en i overskud, så vi behøvede ikke at finde en ekstra.

15.45

Jeg begynder at overveje, hvilke aktiviteter vi kan lave med børnene. Vi ved aldrig hvilke børn, der kommer. Det kan være børn, der er meget syge og helst vil lave stille aktiviteter, men det er ligeså tit børn, som har krudt bagi og

gerne vil lave noget med fart i. Vi forbereder derfor altid lidt forskellige aktiviteter, så vi bedst muligt kan favne alle.

16.00

Jeg møder ind på Rigshospitalet med de andre frivillige. Vores vagt starter 16.30, men vi er i god tid, så vi kan nå at forberede os og blive klar.

Vi går ned i kælderen for at hente ting til da-

25

“Jeg er på vej hjem fra dagens vagt og er fyldt med glæde over at have været med til at lukke lidt lys ind i børnenes hverdag.

Det giver så meget mening at være en del af børnecaféen.”

gens aktiviteter. Børnecaféen har åbent på to afdelinger. Den ene er onkologisk afdeling for kræftramte børn, og den anden er et sengeafsnit primært for børn med medfødte sygdomme eller akutte infektioner. I dag skal jeg og tre af de andre frivillige være på den sidstnævnte afdeling. I kælderen kigger vi i vores skabe med aktivitetsting. Der er stadig en del tilbage fra vores store åbningsdag i maj, og der er sidenhen blevet suppleret en hel del. Jeg bliver glad, når jeg tænker på åbningsdagen. Det var en festdag med smil, grin og hygge, hvor børnene var i centrum. Og det er den vision, vi også har for selve børnecaféen. Vi vil være et fristed, hvor børn kan være børn og få et afbræk fra sygdom og medicin.

I skabet finder vi materialer til at lave kreative magneter med glimmer og fjer. Vi tager også sæbebobler med op på afdelingen.

16.25

Vi møder ind i legestuen, som vi bruger som børnecafé, hilser på personalet og begynder at stille vores ting frem. To af os går ud på andre børneafsnit for at fortælle, at vi har åbent, og at alle børn er velkomne. Tilbage i legestuen er et søskendepar, Alberte og Bertram, allerede ankommet. Alberte er indlagt, og hendes

bror Bertram er på besøg sammen med deres mor og bedstemor. De er godt i gang med at tegne, klippe og klistre. Børnecaféen er både for de indlagte og for deres familie, fordi vi gerne vil give dem alle et afbræk fra den sygdom, som kan fylde så meget i familien.

I starten bliver der ikke sagt så meget, men stille og roligt bløder stemningen op, og vi taler om tegningerne, og hvad børnene godt kan lide at lave.

synes, det er sjovt at prikke til dem. Efter lidt tid prøver hun også selv at puste bobler og lykkes med det. Der er rigtig god stemning i børnecaféen. Vi får talt om, at Bertram spiller fodbold og skal hjem og se EM med sin mormor og morfar, når børnecaféen er slut.

Det er tydeligt at mærke, at det ikke er let for familien at være splittet, mens Alberte er indlagt. Men det letter stemningen en smule, at vi laver ekstra magneter, som Bertram kan få med hjem til køleskabet.

18.00

17.00

I børnecaféen ved vi aldrig, hvor mange børn der kommer. Det afhænger meget af børnenes tilstand. Men uanset, hvor mange der kommer, gør vi vores bedste for, at de får en dejlig oplevelse. Alberte og Bertram sidder stadig med os og tegner og laver magneter.

Vi har fundet ud af, at magneterne kan sidde på Albertes stativ, og vi dekorerer mange forskellige slags og taler om, hvordan hendes stativ bliver finere end juletræet er til jul. Det er så rart at mærke, hvordan sygdom ikke kun behøver at være tungt, men at man også kan hygge sig under omstændighederne.

17.20

En lille pige og hendes mor kommer ind i børnecaféen.

Pigen er meget optaget af sæbeboblerne og

Vi begynder at pakke sammen. Den lille pige får sæbeboblerne med sig, så hun kan lege videre med dem. Alberte og Bertram får deres flotte og farvestrålende magneter med, og vi hænger de fine tegninger op i børnecaféen.

Vi pakker vores ting sammen, siger tak for i dag til børn, familier og personale og begiver os ned i kælderen. Her møder vi de andre frivillige, der har været på vagt på børneonkologisk afdeling. Da vi har lagt vores ting på plads, mødes vi til en fælles samtale om, hvordan vagterne er gået.

18.30

Jeg er på vej hjem fra dagens vagt og er fyldt med glæde over at have været med til at lukke lidt lys ind i børnenes hverdag. Det giver så meget mening at være en del af børnecaféen. Børnenes umiddelbarhed og følelsen af at være med til at sprede nærvær og smil er meget livsbekræftende for mig. Og så er det også spændende og inspirerende at være projektleder for en frivilliggruppe fuld af engagerede mennesker. Jeg glæder mig allerede til næste vagt.

26

rødekors.dk/shop

Gå på opdagelse efter spændende Røde Kors-produkter Luck Always armbånd Grevinde Cath Alexandrine DanneskioldSamsøe har sammen med smykkefirmaet Jewelry by AD designet dette smukke armbånd til fordel for Røde Kors.

Armbåndet er en armring med en unik massiv plade, hvorpå der er indgraveret "Luck Always". Ved siden af låsen sidder en yndig firkløver. Armbåndet skal bringe dig held – hele livet. Materialet er 24 karat forgyldt messing.

Armbåndet kan købes på Jewelry by ADs hjemmeside www.jewelrybyad.com kr. 499,-

Bahne har sammen med Christiane Schaumburg-Müller designet en række produkter til fordel for Røde Kors. Send festlige hilsner til dem, du holder af på de smukke kort. Eller brug de lækre stofposer til dine indkøb.

Kort og poser kan købes på Bahnes hjemmeside www.bahne.dk. Søg efter ChriChri under menupunktet brands.

Stofpose kr. 20,Kort kr. 20,-

BLIV INDSAMLER SØNDAG DEN 2. OKTOBER 2016

Ring 7010 0000 eller gå ind på rødekors.dk

FOTO: JAN GRARUP

27

28

Et øjeblik I april måned fik 30-årige Kristina Jensen en økonomisk håndsrækning til at fejre sin 7-årige søn Kristoffers fødselsdag. Hvert år hjælper Egmont Fonden børn og unge, der er økonomisk, socialt eller sundhedsmæssigt udsatte. Den økonomiske støtte uddeles blandt andet gennem Røde Kors og gives for eksempel til fødselsdage, fritidsaktiviteter og julehjælp.

29

“Det er dejligt at se sit barn så glad” – KRISTINA JENSEN FORTÆLLER TIL DITTE GOOR. FOTO: POUL MADSEN –

Jeg har pyntet op i stuen med flag både i vindueskarmen og i børnenes sparegrise. For et par dage siden købte jeg den Anthon Berg islagkage, der lige nu står og venter i fryseren. Den har Kristoffer selv valgt, vi skal spise til dessert i aften.

Kristoffer er ude på badeværelset, hvor han er kravlet op på toilettet og står og kigger sig i spejlet. Han prøver at finde ud af, hvordan han skal sætte sit lyse hår.

Jeg kan se, han glæder sig. For i aften skal vi ud at spise og fejre hans fødselsdag.

For et par uger siden fik jeg at vide, at vi fik fødselsdagshjælp. Det var et gavekort til COOP på 1.000 kroner, der kom med posten. Jonna fra vores lokale Røde Kors-afdeling har hjulpet os med at søge om pengene hos Egmont Fonden. Jeg blev skilt fra min mand for to et halvt år siden, og det har aldrig tidligere knebet med pengene, men nu er jeg alenemor på SU.

der er kun mig til at gøre det. Men i dag har jeg bare haft ro og tid til at hygge om Kristoffer og hans lillesøster Josefine.

Vi har bestilt bord på en kinesisk restaurant inde i Herning.

Kristoffer har ikke snakket om andet hele ugen. Det var hans brændende ønske, at vi kom ud at spise sammen hele familien. Det ville jeg aldrig have haft råd til, hvis vi ikke havde fået fødselsdagshjælpen.

På restauranten åbner han sine gaver, og vi spiser dejlig mad. Da vi kommer hjem, deler vi alle sammen den islagkage, Kristoffer har valgt. Han puster lysene på kagen ud, men vi synger ikke. Det er han for genert til.

Selvom jeg er træt, da gæsterne går hjem, har jeg en fantastisk følelse i maven, da jeg putter Kristoffer. Det er dejligt at se sit barn så glad. Han har glædet sig, og nu er hans forventninger blevet indfriet.

Kristoffer er altid god til at sige, hvis han har haft en god dag. Det fortæller han mig også, da vi siger godnat. Det er bare skønt at se glæden i hans små øjne.

Derfor vidste jeg, der ikke ville blive en ret stor gave til Kristoffer. Det er hårdt, for jeg får dårlig samvittighed. Og jeg bekymrer mig om, hvad de andre børn henne i skolen tænker, når han fortæller, hvad han får i gave på sin fødselsdag.

Derfor er det rigtig dejligt, at jeg nu kan give ham det, han ønsker sig. Både Lego og et sæt hovedtelefoner. Og det vigtigste er, at vi kommer ud at spise med mormor, mostre, onkler og fætre. Det betyder mest for Kristoffer. Det er derfor, han prøver at sætte håret ude i spejlet.

Fordi vi skal spise ude i aften, har jeg kunnet være rigtig til stede hele dagen. Når man ikke skal have gæster, behøver man ikke bekymre sig så meget om oprydningen. Der kan være så mange ting, der skal koges, snittes og steges, og

En økonomisk håndsrækning gjorde, at Krist sin søn Kristoff ina kunne give er en rigtig go d fødselsdag.

30

KORT NYT

Vi kommer snart og ringer på din dør

Endelig adgang til belejret syrisk by

FOTO: PRIVAT

FOTO: RØDE KORS

I forrige måned fik vi i samarbejde med FN endelig nødhjælp frem til den syriske by Tal Biseh med 49 lastbiler med mad, medicin og anden nødhjælp. 80.000 mennesker er fanget i den ødelagte by, der stort set ikke har fået nødhjælp siden februar.

Turtjenesten har 10 års jubilæum Det er 10 år siden, Turtjenesten i Røde Kors Hovedstaden første gang kørte på tur med ældre københavnere. Røde Kors-frivillige kører ud i bus med de ældre, så de kan komme ud og se spændende seværdigheder, nyde naturen og få gode oplevelser med hjem.

Søndag den 2. oktober fra klokken 11-14 holder vi traditionen tro vores årlige landsindsamling ’Danmark mod Katastrofer’. Lige nu er flere end 65 millioner mennesker tvunget på flugt på grund af krig og katastrofe.

I Syrien har fem års borgerkrig drevet halvdelen af befolkningen på flugt, og der er akut mangel på helt basale ting som mad, medicin, lægehjælp, vand og psykisk førstehjælp.

I det sydøstlige Afrika sulter 47 millioner mennesker lige nu, fordi tørke har ødelagt høsten for andet år i træk.

Hvert år giver vi katastrofehjælp til 85 millioner mennesker verden over.

Du kan hjælpe ved at melde dig som indsamler på www.rødekors.dk. Eller give et bidrag, når vi ringer på din dør. Tusinde tak!

2,3 millioner mennesker er påvirket af de intensiverede kampe i den syriske storby Aleppo, mens 300.000 civile er fanget i byens krigszoner.

Indbyggerne har mistet stort set al adgang til vand, elektricitet og lægehjælp. Bombardementerne af byen har nemlig ramt flere hospitaler og vandforsyninger.

Også adgangen til mad er blevet voldsomt forringet.

Syrisk Røde Halvmåne har fyldt flere af deres lagre i og uden for Aleppo med mad og anden nødhjælp, som skal hjælpe befolkningen. I alt arbejder 600 Røde Kors-frivillige i den krigsramte by med at hjælpe de mest udsatte. De har blandt andet uddelt vand til 70.000 mennesker, 49.000 måltider og 10.000 pakker brød.

Flere vågekoner på hospitalerne

FOTO: M. TAHTAH/ICRC

Over hele landet indgår sygehuse aftaler med frivillige fra Røde Kors og Ældre Sagen, der med kort varsel kan rykke ud og sidde hos døende patienter. I 2015 tilkaldte sygehusene vågekoner til 85 patienter, og det er flere end dobbelt så mange som året før. I alt 14 sygehusafdelinger har tilknyttet frivillige vågekoner, og flere er på vej.

Nødhjælpsskib redder flygtninge fra at drukne Tusindvis af syriske børn vaccineret

Store oversvømmelser i Bangladesh Kraftig monsunregn har skabt alvorlige oversvømmelser i Bangladesh og ødelagt 250.000 hjem. 3,7 millioner mennesker er berørte. Vi har blandt andet uddelt mad til flere end 27.000 mennesker og rent drikkevand til 15.000.

FOTO: IFRC

Vores kolleger i Libanon har vaccineret 15.800 syriske flygtningebørn under fem år, der er flygtet til landet for at undgå, at de dør af alvorlige sygdomme.

Flere end 3.100 mennesker er druknet i Middelhavet i år. Hvert dødsfald er et for meget.

Derfor søsatte vi i sidste måned sammen med organisationen Migrant Offshore Aid Station nødhjælpsskibet ’The Responder’.

I løbet af de første 24 timer blev 320 mennesker reddet op af vandet.

Ombord på skibet er to sygeplejersker og en læge. De er klar til at hjælpe flygtninge, der risikerer at drukne på den farefulde flugt mellem Nordafrika og Italien – blandt andet med akut førstehjælp til dem, der bliver reddet op af de ofte overfyldte både. Inde ved kysten står nødhjælpsarbejdere klar med mad, vand, hygiejneartikler og ikke mindst psykisk førstehjælp.

Vi forventer at kunne hjælpe 1.100 mennesker hver måned med ’The Responder’.

FOTO: ICRC/SARC

Situationen i Aleppo er katastrofal

31

HJÆLP OS MED AT SPARE PORTO!

Må vi kontakte dig på e-mail? Det kan betyde besparelser på porto og tryk, hvis vi af og til kan bruge en e-mail i stedet for et brev. Og på den måde er du med til at sikre, at din støtte gør mest mulig nytte, der hvor behovet er størst.

Send os en e-mail med navn og adresse (og dit Røde Kors-nummer, hvis du kender det) til kontaktmail@rodekors.dk. På forhånd tak for din hjælp til at få dine bidrag til at række så langt som muligt.

STØT RØDE KORS MED 75,og få et gratis MiniCruise Læs mere på DFDS.DK/ROEDEKORS

KØBENHAVN - OSLO DFDS.DK/ROEDEKORS

Overførsel fra kontonummer

8

Indbetaler

7

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.

Kroner

Øre

.

.

GIRO INDBETALING

,

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt.

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

REG: 4183 KONTO: 731 3233

REG: 4183 KONTO: 731 3233

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 09-16 – PNS 485-28510

.

.

Øre

,

+7313233<

Sådan kan du støtte: brug girokortet, gå ind på rødekors.dk, eller sms NØD til 1999, og støt med 100 kroner (+ sms-takst)

HJÆLP BØRN RIG. FANGET I K BRUG T GIROKORTE I DAG.

Lige nu er mindst 200.000 børn fanget i Syriens krigszoner og belejrede byer. 7.000 Røde Kors-frivillige er til stede med vand, mad, livsnødvendig medicin og lægehjælp.