Skip to main content

Uddrag fra "Min bror spejlæg"

Page 1


Jeg fik en ny ven for nogle år siden. Han er et smukt menneske, der har et åbent hjerte. Han fortalte, at han havde haft en dårlig barndom, men at det at læse havde hjulpet ham. Han sagde, at børnebøger gør, at det aldrig er for sent at få en god barndom.

Jeg havde en drøm om ham. I drømmen var både min bror og jeg børn igen, men min ven var voksen.

Vi kælkede, og han blev rørt over, at min far sagde, at han skulle tage handsker på. ”Handsker på, fordi man fryser?” spurgte han glad i drømmen.

Jeg skrev drømmen ned, og mens jeg skrev, kom jeg til at tænke på, at jeg som barn kendte en pige, der skulle have cykelhjelm på, når hun gled ned ad en rutsjebane, og helst skulle beholde den på hele vejen hjem. Og jeg kendte en anden pige, der måtte være alene hjemme og blive oppe lige så længe, hun gad, spise alt det slik, hun kunne, og se alle de film, hun ville, også selvom de var til voksne og ret uhyggelige.

De to piger var misundelige på hinanden.

De fik begge to ørkenrotter, der døde på under en måned. Den enes ørkenrotte havde hårløse pletter, fordi den blev aet så meget. Den anden pige turde slet ikke gå hen og røre ved sin.

"Min bror Spejlæg" er tegnet af den smukke mand med det åbne hjerte, som jeg blev venner med. Da jeg skrev bogen, var jeg inspireret af ham og alle dem, jeg kom til at tænke på, der blev for beskyttet, og dem, som slet ikke fik nogen beskyttelse.

Og det mod, det kræver at gå verden i møde med et åbent hjerte.

God læselyst.

Dengang jeg mødte min bror Spejlæg, var han ikke blevet min bror endnu, og jeg var ligeglad. Jeg var hverken glad eller ked af det, jeg var bare ligeglad. Og jeg var vist en rigtig lille lort.

Spejlæg sad på en bænk på en bro. Far og jeg så ham en dag, da jeg skulle i skole. Han sad og tegnede i gruset med en pind.

Kan du ikke lade være med at se så trist ud? spurgte jeg.

Jeg prøver, sagde Spejlæg, men der er trolde under broen.

Derfor kan du vel godt smile lidt.

Det er svært, når man aldrig har været barn.

Alle har været børn, sagde jeg.

Ja og nej, sagde Spejlæg, hvis man ikke har haft forældre, der elskede en, så bliver man meget hurtigt voksen.

Jeg har en familie, der elsker mig meget, sagde jeg, for sådan en lille lort var jeg.

Det kan jeg se, sagde Spejlæg. Han lavede to huller i gruset med pinden og tegnede en slags spidse ører og lagde så en lille kvist, der lignede en mund.

Han så ned på katten, han havde tegnet i gruset.

Så sagde han: Og jeg har bare min gruskat og troldene under broen.

Spejlæg fortalte, at første gang der var nogen, der smilede til ham, var det et spejlæg med to gule øjne og en ketchupmund, og derfor besluttede han sig for at hedde Spejlæg.

Men jeg var alt for ligeglad til at høre efter – jeg sagde bare: Du kan kalde mig for Miraklet. Min mor og far troede, de aldrig kunne få et barn. Men så fik de alligevel mig. Så fordi jeg er Miraklet, er det vigtigt, at jeg får alt det, jeg gerne vil have, så længe det ikke er farligt.

Det lyder dejligt. Hvad vil du så have? spurgte Spejlæg.

Jeg svarede ikke, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville have.

Måske jeg gerne vil se troldene under broen, som du er så bange for. Det lyder lidt spændende, sagde jeg.

Jeg vil helst ikke, sagde Spejlæg.

Jeg plagede og plagede, og så gik vi ned under broen for at se troldene. Far gik med, for han mente, det kunne være farligt.

Men jeg kunne ikke få øje på nogen trolde.

Det eneste, jeg kunne se, var mit eget spejlbillede i vandet.

Spejlæg rystede over det hele, men det var jeg ligeglad med.

Hvordan er troldene? spurgte jeg skuffet.

De er nok cirka lige så høje som mig.

Men har de øjne og munde?

Ja, det har de.

Og haler – har de haler?

Ja, de har en slags haler.

Line-Maria Lång er en halvt dansk, halvt svensk forfatterinde, der skriver til både voksne og børn. Hun har skrevet romaner, kortprosa, noveller og billedbøger, blandt andet ’Frank mig her’ og ’Månegade’.

Hendes bøger er oversat til flere sprog.

Hun er uddannet på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Fælles for hendes børneog voksenbøger er, at de beskæftiger sig med alvorlige emner, men gør det med lethed og poesi. Hun kan godt lide at lave mad og holder af jazz. Hun går kun i kjoler og har et dukkehus, hvor der bor en fe med rødt hår og en kylling med briller.

Cato Thau-Jensen er en dansk tegner, der rigtig godt kan lide hunde, og har tegnet til langt over hundrede børnebøger. Cato har også selv skrevet bøger og har vundet flere flotte priser for sit arbejde.

Find gratis undervisningsforløb til Min bror Spejlæg her

Min bror Spejlæg

Af Line-Maria Lång og Cato Thau-Jensen

©2026 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2026

Forlagsredaktion: Cecilie Bogh Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Inge Rand

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning - analogt og digitalt - af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst- og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI-teknologi er ikke tilladt.

For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2026

ISBN 978-87-7211-551-1 dansklf.dk

Dengang jeg mødte min bror Spejlæg, var han ikke blevet min bror endnu, og jeg var ligeglad.

der er særligt egnet til at bringe ind i litteraturundervisningen.

Min bror Spejlæg handler om en pige, der får alt, hvad hun peger på, men er ligeglad med det hele. Hun er ligeglad med sine 10 hunde. Hun er ligeglad med alle sine tusser og gyngen, der er ved at blive bygget i haven. Men en dag får hun en ven, der næsten ikke har noget. Min bror Spejlæg er et moderne eventyr om at lære kærligheden og empatien at kende og om at turde at gå verden i møde med åbne øjne og et åbent hjerte.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Uddrag fra "Min bror spejlæg" by Dansklærerforeningens Forlag - Issuu