Uddrag fra "Frøken Julie"

AUGUST STRINDBERG

FRØKEN JULIE

FRØKEN JULIE

August Strindberg FRØKEN JULIE

Et naturalistisk sørgespil

Med et forord af forfatteren

Oversat af Sven Holm Revideret 2015

Udgivet med efterskrift af Lars Granild og undervisningsmateriale af Sissel Worm Glass

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

AUGUST STRINDBERG

Frøken Julie

Oversat af Sven Holm, revideret 2015

Udgivet med efterskrift af Lars Granild og undervisningsmateriale af Sissel Worm Glass

1. udgave, 1. oplag, 2015

© Dansklærerforeningens Forlag

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Dorte Cappelen

Forsidefoto: Pressefoto af Maria Bonnevie som Frøken Julie, Dramaten 2005. © Sören Vilks/Dramaten.

Forlagsredaktion: Lars Granild

Sat med: Mrs Eaves og Mr Eaves

Trykt hos Clemenstrykkeriet, Kaunas

Printed in Lithuania 2015

ISBN: 978-87-7996-7373

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Introduktion

Den foreliggende udgave af August Strindbergs Frøken Julie består af tre dele.

DRAMAET OG STRINDBERGS FORORD . I forordet – et af det naturalistiske teaters vigtigste manifester – samler Strindberg i komprimeret form de vigtigste tanker i det naturalistiske drama og belyser dem konkret i forhold til Frøken Julie. Til både forord og drama er der tilknyttet ordforklaringer og realnoter, hvor det er skønnet hensigtsmæssigt. De er placeret efter dramateksten, men ved de relevante tekststeder er placeret en diskret grøn prik.

EFTERSKRIFTET introducerer til forfatterskab og kontekst – og giver forskellige perspektiver på dramaet. Denne del er henvendt til læreren og andre interesserede læsere.

UNDERVISNINGSMATERIALET rummer forslag til, hvordan man kan arbejde med dramaet i danskundervisningen i gymnasiet. Eleverne introduceres til vigtige træk ved det naturalistiske teater, og der er en lang række arbejdsopgaver, såvel traditionelt tekstanalytiske som dramaturgisk­kreative, hvor man må have kroppen i gang.

Oversætterens kommentar

Jeg oversatte oprindelig Frøken Julie i 1967 efter at have rejst i Sverige i flere år og undervist i dansk litteratur. Og efter at have mødt min første kone oppe i det nordligste Sverige.

Frøken Julie er (ligesom en håndfuld andre af mine oversættelser af Strindbergs skuespil) blevet spillet på adskillige danske scener både før og nu.

Men da Dansklærerforeningens udgave af det aktuelle skuespil skulle realiseres, havde jeg behov for igen at tage stykket »på ordet«: Markante drejninger af sætninger, små forskydninger, tilføjelser af biord, der næsten kun hviskes, det førte alt sammen teksten nærmere til Strindbergs eget udgangspunkt. Også fordi svensk og dansk helt ind i marven er forskellige sprog.

Dertil kommer, at der i denne udgaves forord er tilføjet flere afsnit fra Strindbergs hånd, som først er blevet »opdaget« og udgivet så sent som i 1980'erne i den videnskabelige »Nationalupplagan«. Nogle af de tilføjede afsnit er voldsomme, ikke mindst i markeringerne af konflikter mellem mand og kvinde – ja, selv i forhold til forfatterens sædvanlige udbrud. Men Strindberg bør aldrig gøres mindre eller »spiseligere«, end han er.

Sven Holm, Mandemarke, Møn August 2015

FRØKEN JULIE

Et naturalistisk sørgespil

August Strindbergs forord

Teatret har længe, ligesom kunsten i det hele taget, forekommet mig at være en • Biblia Pauperum, en billedbibel for dem der ikke kan læse skrevet eller trykt, og teaterforfatteren en • lægprædikant, som • kolporterer tidens tanker i populær form – så populær at middelstanden, som hovedsagelig befolker teatret, uden for meget hovedbrud kan forstå, hvad det hele drejer sig om. Teatret har derfor altid været en grundskole for ungdommen, de halvdannede og kvinderne, som endnu er i besiddelse af den laverestående evne at kunne bedrage sig selv og lade sig bedrage, det vil sige lade sig påvirke af illusionen, tage imod • suggestion fra forfatteren. Det har derfor i vor tid, hvor den • rudimentære og ufuldstændige tænkning, som foregår ved hjælp af fantasien, synes at være ved at udvikle sig til ren refleksion, undersøgelse og analyse, forekommet mig at teatret, ligesom religionen, var i færd med at blive nedlagt som en uddøende kunstform, vi mangler de fornødne betingelser for at kunne glæde os over: For denne antagelse taler den udbredte teaterkrise, som nu hersker i hele Europa, og ikke mindst den omstændighed at dramatikken – ligesom størstedelen af de andre skønne kunster – er død i de kulturlande, som har skabt tidens store tænkere, nemlig England og Tyskland. I atter andre lande har man troet at kunne skabe et nyt drama ved at fylde de gamle former med den nye tids indhold; men dels har de nye tanker endnu ikke haft tid til at blive populariseret, så publikum kunne begribe hvad det drejede sig om, dels har de stridende parter ophidset sindene, så man ikke blot har kunnet nyde

forestillingerne uinteresseret, hvis ens inderste er blevet modsagt og hvis en applauderende eller udpibende majoritet har øvet sit tyranni så offentligt som det kan ske i en teatersal – dels har man ikke fundet den nye form til det nye indhold, hvorved den nye vin har sprængt de gamle flasker.

I det foreliggende drama har jeg ikke forsøgt at gøre noget nyt – for det kan man ikke – men kun at modernisere formen efter de krav jeg tænker mig at nutidens mennesker må stille til denne kunstart. Og til det brug har jeg valgt – eller ladet mig gribe af – et motiv, som kan siges at ligge uden for dagens strid eftersom problemet om social opgang eller nedgang, om højere eller lavere, bedre eller dårligere, mand eller kvinde, er, har været og altid vil forblive af varig interesse. Da jeg tog dette motiv direkte fra livet – som jeg hørte det blive fortalt for en del år siden, hvor begivenheden gjorde et stærkt indtryk på mig – fandt jeg at det ville egne sig for • sørgespillet, thi endnu gør det et sørgeligt indtryk at se et af skæbnen begunstiget individ gå under – og endnu mere at se en slægt dø ud. Men den tid vil måske komme, hvor vi er blevet så højt udviklede, så oplyste, at vi med ligegyldighed kan være vidne til livets rå, kyniske og hjerteløse skuespil – hvor vi har afskåret os fra disse lavere og upålidelige tankemaskiner, som kaldes følelser, og som vil blive overflødige og skadelige, når vore forstandsorganer er vokset helt ud. At heltinden vækker medlidenhed skyldes sikkert kun vor svaghed, som gør at vi ikke kan modstå følelsen af frygt for at møde den samme skæbne.

Den meget følsomme tilskuer vil måske alligevel ikke nøjes med denne medlidenhed, og • fremskridtsmanden med den faste tro vil måske forlange nogle positive forslag til hjælp mod det onde, et stykke program med andre ord. Men for det første findes der ikke noget absolut ondt, thi at den ene slægt går under er jo en lykke for den anden, som derved får lejlighed til at komme ovenpå, og forandringen mellem det opstigende og det nedstigende er en af livets største glæder, eftersom lykken kun udspringer af sammenligninger. Og programmanden, som vil afhjælpe den kedelige omstændighed

at rovfuglen æder duen og lusene æder rovfuglen, ham vil jeg spørge: Hvorfor skal der hjælpes på det? Livet er ikke så matematisk­idiotisk at det kun er de store, som æder de små, men det sker lige så ofte at bien slår løven ihjel eller i det mindste gør den forrykt.

At mit sørgespil gør et sørgeligt indtryk på mange er de manges egen fejl, og når vi er blevet lige så stærke som de første franske revolutionære, vil det gøre et ubetinget godt og positivt indtryk at være vidne til statsskovenes udtynding af rådne, forældede træer, som har stået for længe i vejen for andre, der har samme ret til at vokse deres tid ud – et lige så godt indtryk, som at se en uhelbredelig syg få lov til at dø!

Man bebrejdede for nylig mit sørgespil »Faderen« at det var så sørgeligt, som om man ville have muntre sørgespil. Man råber prætentiøst efter livsglæde og teaterdirektørerne udskriver • rekvisitioner på farcer, som om livsglæde bestod i at opføre sig tåbeligt og i at fremstille mennesker som om de alle sammen var behæftet med dansesyge eller idioti. Jeg finder selv livsglæden i livets stærke og grumme kampe og jeg glædes over at få noget at vide, over at lære noget. Og derfor har jeg valgt et usædvanligt men lærerigt tilfælde, med andre ord en undtagelse, men en stor undtagelse, som bekræfter reglen – hvad der nok skal såre dem, der elsker det banale. Hvad der dernæst vil støde den enkle hjerne er at min motivering for handlingen ikke er enkel, og at synspunktet ikke bare er ensidigt. En tildragelse i livet – og dette er en temmelig ny opdagelse! – fremkaldes i almindelighed af en hel serie mere eller mindre dybtliggende motiver, men tilskueren vælger for det meste det motiv, som efter hans mening er det letfatteligste eller som stiller hans dømmekraft i det mest fordelagtige lys. Her begås et selvmord. Dårlige forretninger! siger borgeren. – Ulykkelig kærlighed! siger kvindfolkene. – Legemlig sygdom! den syge. – Knuste forhåbninger! den, der har lidt skibbrud. Men nu kan det jo være at motivet lå alle vegne eller ingen vegne, og at den afdøde har skjult grundmotivet ved at trække et helt andet frem, som kunne kaste et bedre lys over hans minde!

Frøken Julies sørgelige skæbne har jeg motiveret med en hel mængde omstændigheder: moderens »dårlige« grundinstinkter; faderens urigtige opdragelse af pigen; hendes egen natur og den forlovedes suggestioner af den svage, • degenererede hjerne; endvidere og nærmere ved: feststemningen sankthansnat; faderens fravær; hendes • månedssyge; beskæftigelsen med dyrene; dansens ophidsende virkning; nattens tusmørke; blomsternes stærke, • afrodisiske indflydelse; og endelig tilfældet, som fører de to sammen i et lønkammer, plus den ophidsede mands dristighed.

Jeg er således hverken gået ensidigt fysiologisk eller • monomant psykologisk til værks, jeg har ikke kun skudt skylden på arven fra moderen eller skudt skylden på månedssygen eller udelukkende på »usædeligheden«, jeg har ikke kun prædiket moral! Det sidste har jeg overladt til en kokkepige i mangel af en præst!

På grund af denne mangfoldighed af motiver vil jeg rose mig af at være i overensstemmelse med tiden! Og hvis andre har gjort det før mig vil jeg rose mig af ikke at have været alene om mine paradokser, som alle opdagelser jo kaldes.

Hvad karaktertegning angår, har jeg gjort figurerne temmelig karakterløse af følgende grunde:

Ordet karakter har i tidens løb fået mangfoldige betydninger. Det betød vel oprindelig det dominerende grundtræk i sjælekomplekset og blev forvekslet med temperament. Sidenhen blev det middelklassens betegnelse for automaten; således at et individ, som en gang for alle er standset op ved sit naturel eller har tilpasset sig en vis rolle i livet, som med andre ord er holdt op med at vokse, er blevet kaldt for en karakter, mens den der befinder sig i en stadig udvikling, den dygtige navigatør på livets flod, den som ikke sejler med faste skøder, men falder af for vindstødene for at luve op igen, er blevet kaldt karakterløs. I nedsættende betydning, naturligvis, eftersom han var så svær at indfange, indregistrere og bevogte. Denne borgerlige opfattelse af sjælens ubevægelighed blev overført til scenen, hvor det borgerlige altid har domineret. En karakter blev der til en herre som

var fiks og færdig, som ustandselig optrådte drukken, spøgefuld, ynkelig, og for at karakterisere ham behøvede man kun at sætte en skavank på kroppen af ham, en klumpfod, et træben, en rød næse, eller man lod vedkommende gentage et udtryk som: • »det var galant«,

• »det vil Barkis gerne« eller noget lignende. Denne enkle måde at betragte menneskene på sidder endnu tilbage hos den store • Moliere.

• Harpagon er kun gerrig, selv om Harpagon både kunne være gerrig og en udmærket finansmand, en prægtig far, en god kommunalpolitiker, og, hvad værre er, hans »skavank« er yderst fordelagtig netop for hans svigersøn og datter, som skal arve ham og derfor ikke burde bebrejde ham noget, selv om de også kommer til at vente lidt med at gå i seng. Jeg tror derfor ikke på de enkle teaterkarakterer.

Og forfatternes summariske domme over menneskene: Han er dum, han er brutal, han er skinsyg, han er gerrig osv. burde forkastes af naturalister, som ved hvor rigt sjælekomplekset er, og som er klar over at »lasten« har en bagside, der er meget nær ved at ligne dyden.

Som moderne karakterer, der lever i en overgangstid, som i hvert fald er mere forjaget, hysterisk end den foregående, har jeg skildret mine figurer mere vaklende, splittede, sammensat af gammelt og nyt, og det forekommer mig ikke usandsynligt at moderne ideer gennem aviser og samtaler også er trængt ned i de kredse, hvor en • domestik kan leve. Derfor har herskabstjeneren visse moderne opstød i sin nedarvede slavesjæl. Og de der finder det forkert at vi i moderne dramaer lader menneskene tale darwinisme samtidig med at de foreslår at tage Shakespeare op til revision, vil jeg erindre om at graveren i Hamlet taler • Giordano Brunos (• Bacons) mode­filosofi fra samtiden, hvad der er endnu mere usandsynligt, eftersom redskaberne til udbredelse af ideer i den epoke var færre end nu. Og for øvrigt er det sådan at »darwinismen« altid har eksisteret, lige siden Moses' successive skabelseshistorie fra de lavere dyr og op til mennesket, men at vi først har opdaget og formuleret det nu!

Mine sjæle (karakterer) er • konglomerater af svundne og nuværende kulturtrin, af udpluk fra bøger og aviser, dele af mennesker,

afrevne stumper af festklæder som er blevet til pjalter, på samme måde som sjælen er stykket sammen. Og jeg har desuden fremstillet lidt udviklingshistorie, hvor jeg lader den svagere stjæle og repetere ord fra den stærkere, lader sjælene hente »ideer«, suggestioner som det hedder, fra hinanden, fra miljøet (grønsiskens blod), fra attributter (ragekniven) og jeg har ladet • »Gedankenübertragung« udføre via døde medier (grevens ridestøvler, ringeklokken); endelig har jeg taget • »vågen suggestion« til hjælp, en variation på den sovende, som nu er så vulgariseret og anerkendt at den hverken kan vække latter eller mistro, sådan som den ville have gjort på • Mesmers tid.

Frøken Julie er en moderne karakter, ikke fordi halvkvinden, mande­haderen, ikke skulle have eksisteret til alle tider, men fordi hun nu er blevet opdaget, er trådt frem og har råbt op. Som offer for en vantro (der har grebet selv stærkere hjerner) om at kvinden, denne forkrøblede form for menneske som er anbragt mellem manden som skabelsens herre og manden som kulturens skaber, nogensinde skulle være ligestillet med manden eller bare kunne blive det, dette ville kun udvikle sig til en urimelig stræben, som vil medføre hendes fald.

Urimelig allerede fordi en forkrøblet form, styret af propagandalovene, altid vil blive født som forkrøblet og aldrig vil kunne indhente den der har forspringet – ifølge formlen: A (manden) og B (kvinden) starter nu fra punkt C: A (manden) med en hastighed på, lad os sige 100 og B (kvinden) med en hastighed på 60. Hvornår, bliver der nu spurgt, vil B indhente A? – Svar: Aldrig! Hverken ved hjælp af lige undervisning, lige stemmeret, afvæbning eller ædruelighed, lige så lidt som to parallelle linjer nogensinde vil kunne skære hinanden. Halvkvinden er en type som trænger sig frem, som nu sælger sig selv for magt, ordner, udmærkelser, diplomer – ligesom hun før solgte sig for penge – og som er et tegn på degeneration. Det er ingen god race, for den vil ikke komme til at bestå, men alligevel forplanter den sig beklageligvis i næste led med sin ulykke. Degenererede mænd synes ubevidst at vælge partnere blandt dem, så de formerer sig og avler ubestemte køn, som pines ved livet, men som heldigvis

bukker under – enten i disharmoni med virkeligheden eller på grund af den undertrykte drift, hvis frembryden ikke er til at standse – eller fordi deres håb om at nå op til manden bliver skuffet. Typen er tragisk – den repræsenterer skuespillet om en fortvivlet kamp mod naturen – tragisk ved at være en romantisk arv, der nu bliver ødelagt af naturalismen, som kun vil en ting: Lykke; og til lykke hører stærke og gode racer.

Men frøken Julie er også en rest fra den gamle krigeradel, som nu bukker under for • den nye nerve­ eller stor­hjerne­adel; et offer for den disharmoni som en mors »forbrydelse« har fremkaldt i en familie; et offer for en tids vildfarelser, omstændighederne, sin egen brøstfældige konstitution, hvilket sammenlagt gør det ud for den gammeldags skæbne eller universets lov. Skylden har naturalisten slettet sammen med Gud, men handlingens følger, straf, fængsel eller frygten for disse ting kan han ikke slette – af den enkle grund at de bliver tilbage om han så afgiver • decharge eller ikke, thi de forfordelte medmennesker er ikke så medgørlige, som de ikke forfordelte, de udenforstående, som har let ved at være det for en billig pris. Selv om faderen af tvingende grunde opgav at tage revanche, ville datteren hævne sig på sig selv, sådan som hun gør det her, på grund af denne medfødte eller erhvervede æresfølelse, som de højere klasser tager i arv – hvorfra? Fra barbariet, fra det • ariske urhjem, fra middelalderens riddervæsen – en meget smuk følelse, men netop nu uheldig for racens fortsatte beståen. Det er adelsmandens harakiri, japanerens indre samvittighedslov, som befaler ham at skære maven op på sig selv, når han bliver vanæret af en anden, hvilket lever modificeret videre i duellen, adelsprivilegiet. Derfor lever herskabstjeneren Jean, mens frøken Julie ikke kan leve uden ære. Det er trællens fortrin for jarlen, at han mangler denne livsfarlige fordom om æren – og der findes hos alle os arier en lille smule adelsmand eller • Don Quijote, som gør at vi sympatiserer med den selvmorder, der har begået en æreløs handling og således mistet sin ære, og vi er også adelsmænd nok til at blive pint af at se en falden storhed ligge og

flyde som lig, ja, selv om den faldne skulle rehabilitere sig på ny gennem ærefulde handlinger. Herskabstjeneren Jean er grundlæggeren af en ny race, hos ham kan man føle • differentieringen. Han var husmandsbarn og er nu uddannet til kommende herremand. Han har haft let ved at lære, har fint udviklede sanser (lugt, smag, syn) og sans for skønhed. Han er allerede kommet ovenpå, og er stærk nok til ikke at lade sig såre ved at benytte sig af andre menneskers tjenester. Han er allerede fremmed for sine omgivelser, som han foragter som tilbagelagte stadier, og som han frygter og flygter fra, fordi de kender hans hemmeligheder, tvivler på hans hensigter og betragter hans fremgang med misundelse og imødeser hans modgang med tilfredshed. Deraf hans dobbelte, ubestemte karakter, vaklende mellem sympati for de højtstående og had mod dem, der nu står deroppe. Han er aristokrat, siger han selv, har lært sig det gode selskabs hemmeligheder, er poleret, men primitiv underneden, bærer allerede diplomatfrakken med smag uden at det medfører nogen garanti for, at han er ren på kroppen.

Han har respekt for frøkenen, men er bange for Kristin, eftersom hun er klar over hans farlige hemmeligheder; han er tilstrækkelig følelseskold til ikke at lade nattens hændelser gribe forstyrrende ind i sine fremtidsplaner. Med slavens råhed og herskerens mangel på blødsødenhed kan han se blod uden at dåne, tage et uheld på sig og smide det fra sig igen; derfor går han ud af striden uden sår og ender sikkert som hotelvært, og hvis han ikke bliver rumænsk greve, så bliver hans søn nok student og måske også kronefoged.

Det er for øvrigt ret vigtige oplysninger han giver om de lavere klassers opfattelse af livet, set nedefra – vel at mærke når han taler sandt, hvad han kun sjældent gør, for han siger oftere det der er fordelagtigt end det der er sandt. Da frøken Julie fremsætter den formodning at alle fra de lavere klasser føler trykket ovenfra så tungt, giver han hende naturligvis ret eftersom det er hans hensigt at vinde sympati, men han korrigerer straks sin udtalelse, da han indser det fordelagtige i at adskille sig fra hoben.

Det er midsommeraften. På herregården er der pyntet op til fest, og folket danser i laden. I herregårdens køkken udfolder sig et seksuelt og socialt forførelsesspil mellem grevedatteren Julie og herskabstjeneren Jean. Som natten skrider frem, udvikler flirten sig dog fatalt.

Stemningen og sproget er højspændt i August Strindbergs naturalistiske klassiker Frøken Julie fra 1888. Lynhurtigt veksles mellem fremrykning og tilbagetog, komplimenter og fornærmelser, sårbarhed og brutalitet, drømme og desillusion.

Dramaet er (stadig) et af de mest spillede stykker i verden. Det er på en gang enkelt og komplekst, og det rejser stadig aktuelle spørgsmål om klasse, køn, sex og magt.

LÆRER DANSK

foreningens forlag