Jesper Wung-Sung
FRIT FOR FANTASI
I serien foreligger:
Kåre Bluitgen: Latteren i hjertet
Kim Blæsbjerg: Flugten
Merete Pryds Helle: Ud og vende
Heine Hestoy: På krogen
Søren Jessen: SMAK
Trine Juul: Stiklinger
Svend Åge Madsen:
Jagten på et menneske
Sara Skaarup: Sort sommer
Anne Mia Steno: Imellem grænser
Janne Teller: Alt
Janne Teller: Intet
Jesper Wung-Sung: En – to – tre – NU!
Jesper Wung-Sung: Tretten tynde teenagere
Jesper Wung-Sung: Ægte brøker
Af samme forfatter:
To ryk og en aflevering, 1998
Kender du ikke akkusativ, 1999
Kamelen kom til sidst, 2000
Og havet klapper, 2000
Pelle Johns Engle, 2002
Alamo, 2005
Lidt berømt, meget berygtet, 2006
Mænd er fra Marstal, 2007
Forbrydelse og fodbold, 2007
Fugleskræmslet, 2007
Fugleskræmslet II, 2008
Trælår, 2009
Ægte brøker, 2009
Kopierne, 2010
Den sidste henrettelse, 2010
Tretten tynde teenagere, 2011
Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl, 2012
Skolen, 2013
MEN, 2014
Ud med Knud, 2014
Zam, 2015
Kommer let, går let, 2015
Den hvide kanin og den sorte hat, 2016
Frøen og fluen, 2016
Diego & Dolly, 2016
Lillefingeren, 2017
Dyrene og tiden, 2017
Lynkineser, 2017
En anden gren, 2017
I am here, 2017
Alfred og gabestokken, 2018
Den uægte, 2018
Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver, 2018
www.wungsung.dk
JESPER WUNG-SUNG En – to – tre – NU!
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
En – to – tre – NU!
Af Jesper Wung-Sung
© Forfatteren og Dansklærerforeningens Forlag 2001
4. udgave, 1. oplag 2019
Forlagsredaktion: Hans Otto Jørgensen og Anne Fægteborg
Foreningskonsulent: Jens Raahauge
Forsideillustration: Rasmus Meisler
Forfatterportræt: Jacob Nielsen
Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
Der er anvendt fri tegnsætning.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2019
ISBN 978-87-7211-122-3
dansklf.dk
På det tidspunkt var jeg 1,95 høj, og det var vel en af grundene til, at jeg spillede basketball. Det var oplagt.
Derfor var det også oplagt, at jeg skulle spille “Skov”, da vi lavede en sketch til introfesten på gymnasiet. Vi havde fået udleveret en konvolut indeholdende sedler med stikord, der alle skulle indgå i stykket: “Fiskekutter”, “Prinsesse”, “Bøsse” osv., og de andre fra klassen mente altså, at jeg var stor nok til at udgøre en hel “Skov” alene. Det var pinligt at stå dér med en gren i hver hånd; men så slap jeg i det mindste for at sige noget. Desuden må det have været værre for Nikolaj, der spillede “Bøsse”: Han vimsede rundt på scenen iført Annes mors lyserøde læderbukser. Til sidst blev han forvandlet til en jagt bøsse og løftet op af Jonas og Martin. De holdt ham vandret – og skød prinsessen.
Det var Smælle, der havde fundet på det meste af handlingen, og han stod med mikrofonen ude i siden af scenen og beskrev, hvad der skete. Det var noget med en fiskekutter fra Thyborøn, som viste sig at være fyldt med ETAmedlemmer, og da prinsessen var af spansk afstamning, blev hun LIKVIDERET! Smælle lavede maskingeværlyde med læberne.
Jeg kan godt høre, hvor latterligt og barnligt det lyder. Men folk var vilde med det, især da prinsessen blev dræbt. Der blev klappet og piftet. Til gengæld der var også nogle, som buhede af alt. Vi var på som den syvende klasse, og mange var ved at være godt fulde på det tidspunkt. Ud over
os 1.-g’ere var der kun introeleverne fra 2. g, som havde arrangeret det hele, og de havde udlovet en kasse øl i præmie til klassen, der lavede det bedste stykke.
Klasserne sad ved hver sit lange bord. Jeg var kommet i 1. U. Vi havde været sammen en uge, og var så småt begyndt at lære hinanden at kende. Den første dag havde alle set mere eller mindre beklemte ud. Undtagen Smælle. Da han kom ind i klasselokalet, stoppede han op og så nysgerrigt rundt, som tænkte han: Hvad er det for en forsamling pudsige padder?
Smælle minder om en kæk stand-upper med sin talestrøm og smarte briller. Hvis han fik foretræde for Dronningen, er jeg sikker på, at han bare ville gå direkte hen til hende og sige: Hva’ så, gi’r Deres Majestæt en smøg?
Da vores underholdning var overstået, sad vi og bællede fadøl. Jeg forsøgte at holde igen.
Man var begyndt i omvendt alfabetisk rækkefølge, så der gik længe, inden det var 1. C’s tur. Folk var blevet for fulde til rigtig at følge med i, hvad der skete på scenen, de sad og snakkede i stedet for. Men så stod hun dér.
Hun stod alene forrest på scenen iført en sort kjole. Hun holdt papirerne mellem hænderne foran mikrofonen. Lyset fra projektørerne fik hendes lyse hår til at skinne. Så begyndte hun at læse. Bag hende stod klassen og sang et omkvæd, som passede til historien. Det lød som et eventyr. Det handlede om to skildpadder og om statsministeren, men det var ikke selve fortællingen, der fangede min opmærksomhed. For selv om hun læste langsomt og tydeligt, var det umuligt at høre mere end halvdelen på grund af snak og råb fra bordene og flokken, der buhede af alt.
– Boooring! Boooring! råbte Smælle. Han sad med den ene af mine grene stikkende op af bukserne.
Nej, det, der påvirkede mig, var måden, pigen læste op på. Det så ikke ud, som om hun lod sig gå på af larmen. Hun satte ikke tempoet i vejret, og hun hævede eller sænkede heller ikke stemmen. Hun stod bare og læste, som om hun øvede sig hjemme foran spejlet, eller som om hun slet ikke lagde mærke til, at der befandt sig andre mennesker i salen. Det eneste, som afslørede, at hun var påvirket af situationen, var to runde, røde plamager på hendes kinder. De sad lige under kindbenene, og jeg kunne ikke lade være med at stirre på dem. De gjorde, at hun alligevel virkede sart og skrøbelig, og jeg fik pludselig ondt af hende. Raseriet vældede op i mig, og jeg havde lyst til at rejse mig og gå rundt mellem bordene og pande alle, der snakkede, en på hovedet. Men samtidig havde jeg på fornemmelsen, at lige netop dét ville være forkert. At hun ville synes, det var totalt latterligt, fordi hun sagtens kunne klare sig selv. Hun vidste, hvad hun gjorde. Kinderne glødede, og det så ud, som om hun enten var lige ved at græde eller grine. Så med ét var hun færdig. Hun sænkede panden en smule, drejede rundt og gik ned fra scenen. Der lød spredte buhråb og klapsalver. Jeg klappede et par gange og lagde mærke til, at hun lagde papirerne fra sig på en af de store højttalere ved tæppet. – Tak til Verdens Kedeligste Menneske! sagde Smælle og slog underarmene mod hinanden tre gange. Martin bankede fjæset i bordet og lavede overdrevne snorkelyde.
Så begyndte drengene fra klassen at råbe: – 1. U! 1. U! Lad os så få den kasse øl! 1. U er UUUUUUUovervindelige!
Præmien gik til 1. X, der havde haft et skelet fra biologilokalet med på scenen som en cykelrytter i den gule førertrøje. Bagefter blev der spillet musik og danset. Jeg har aldrig brudt mig om at danse, fordi jeg føler, at mine fødder er for store og klodsede, og min krop ikke vil flytte sig på den rigtige måde. Derfor blev jeg siddende ved bordet sammen med størstedelen af drengene. Smælle var sikker på, at der havde været bestikkelse med i afstemningen, og truede med at klage til Menneskerettighedskommissionen, hvilket dog var unødvendigt, da det lykkedes dem at blive fulde uden præmien – så fulde, at Nikolaj ødelagde Annes mors læderbukser. De revnede ved røven, så han bagfra så ud som et opsprættet bussæde.
I løbet af aftenen så jeg kun pigen fra 1. C én gang. Der var noget specielt ved hende. Hun stod sammen med tre andre uden for toiletterne. Kjolen var i virkeligheden mørkegrøn. Hendes overlæbe buede opad, så det så ud, som om hun øvede sig i at fløjte, samtidig med at hun smilede til veninderne. Jeg passerede dem langsomt, men opfangede ikke en lyd fra hendes mund.
“Nu begyndte jeg at udføre alle ritualer for Cecilie. Hun kæmpede en kamp, som jeg ikke kunne deltage i, og derfor fandt jeg på en alternativ metode i et forsøg på at hjælpe indirekte: Jeg spillede mine basketkampe for hende.
På den måde udkæmpede vi parallelle slag – nærmest som stod vi side om side – og jeg bildte mig ind, at når jeg gjorde det godt på basketbanen, så forbedrede det hendes chancer på hendes slagmark.”
En – to – tre – NU! handler om Jeppe, som er et stort basketballtalent og lige begyndt i 1. g. Til introfesten forelsker han sig i den smukke
Cecilie, og tilværelsen tegner sig lys. Men snart truer det største nederlag
af alle. Alligevel vælger Jeppe og Cecilie at tage kampen op og udfordre skæbnen.