REDIGERET AF
LARS BUKDAHL & PETER ADOLPHSEN
REDIGERET AF
LARS BUKDAHL & PETER ADOLPHSEN
KORTPROSA ANTOLOGI
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
INDHOLD
7 Peter Adolphsen & Lars Bukdahl: Forord
8 Ludvig Holberg: Epistel 89, 1748
10 Steen Steensen Blicher: Den jydske hvide Dame, 1839
13 H.C. Andersen: Fjerde Aften, 1839
14 H.C. Andersen: Hjertesorg, 1853
16 Søren Kierkegaard: af Diapsalmata, 1843
17 Meïr Aron Goldschmidt: En Dampskibstur, 1883
19 Evald Tang Kristensen: Efterlysning, 1896
20 Evald Tang Kristensen: Fem Uglelærker og fire Ugleglenter, 1896
21 Amalie Skram: Det røde gardin, 1899
24 J.P. Jacobsen: [Af en fortælling], 1886
25 Olivia Levison: Støv, 1885
27 Herman Bang: En Miniature, 1883
30 Henrik Pontoppidan: Den stærke Skrædder, 1890
32 Gustav Wied: Nirvana, 1907
36 Martin Andersen Nexø: Lønningsdag (En Idyl), 1896
39 Knud Hjortø: Den barmhjærtige samaritans beretning, 1899
41 Astrid Ehrencron-Kidde: Det var et Land, 1903
43 Johannes V. Jensen: Menageriet, 1907
46 Robert Storm Petersen: Aakirkeby, 1920
48 Robert Storm Petersen: Mellem to Stationer, 1936
50 Jens August Schade: Vasketøjets mirakel, 1978
51 Tove Ditlevsen: Historie uden “t”, 1973
53 Jørgen Nash: Hvirvlende udbrud, 1945
54 Peter Seeberg: Enkle retter, nogle forslag, 1976
56 Peter Seeberg: Den anatomiske tegning, 1990
58 Ivan Malinowski: Flæsk, flødeskum, flomme …, 1963
59 Per Højholt: Æggene i Frankfurt, 1982
61 Per Højholt: Domkirken i Nørre Snede, 1988
62 Per Højholt: Den kaukasiske radise …, 1989
63 Villy Sørensen: Selskabslegen, 1986
65 Klaus Rifbjerg: Tørken, 2001
66 Klaus Rifbjerg: Morgen, 2013
67 Else Tranberg Hansen: Angående massegrave, 1999
68 Inger Christensen: Hvid, 1998
70 Henrik Bjelke: Hverdagslivets psykopatologi eller
Orson Welles-syndrom, 1976
72 Preben Major Sørensen: grædende møder jeg …, 1973
73 Preben Major Sørensen: Skår, 1999
75 Svend Åge Madsen: Hos de tuaregiske nomader …, 2003
78 Henning Mortensen: Novelle, 1972
79 Annelise Nielsen: Gennem isblomsternes rudemønster …, 2012
81 Hans-Jørgen Nielsen: Historien om stolen, 1967
82 Johannes L. Madsen: Digt overeksponeret, 1970
83 Kirsten Thorup: Trieste X, 1969
84 Peter Laugesen: KLAGE OVER DEN CHAUFFØR …, 1977
85 Peter Laugesen: Tilegnet Peter Seeberg, 1999
87 Louis Jensen: En elvte gang …, 1992
88 Louis Jensen: Hvalens billede, 1994
89 Viggo Madsen: Hvalen, 1969
91 Charlotte Strandgaard: Børn, 1968
92 Eske K. Mathiesen: Nissum buk, 1981
95 Eske K. Mathiesen: Fiskehejren, 1994
96 Laus Strandby Nielsen: Orkestret, 2010
97 Knud Holten: Abkaviz …, 1973
99 Dan Turèll: Første gang jeg mødte hende …, 1976
101 Jens Smærup Sørensen: Tænker på plastic …, 1987
102 Vibeke Grønfeldt: Men pludselig, 2021
103 Bo Reinholdt: Penthesilea, 2018
105 Marianne Larsen: Vokabularium, 1973
106 Hans Otto Jørgensen: Gamle Åge …, 2001
107 Hans Otto Jørgensen: Malkningens koreografi, 2006
109 Søren Ulrik Thomsen: Skæbnen er ikke svær …, 1996
110 Camilla Christensen: Vi rejste langt …, 2000
111 T.S. Høeg: Christopher Walken, 2006
112 Jens Asbjørn Seehuusen: Par, 2005
113 Michael Strunge: Englene, 1980
114 Thøger Jensen: Endnu et bryllup, 1998
115 Simon Grotrian: Vielse, 2013
116 Simon Grotrian: Det var prinsen og prinsessen …, 2016
117 Bo hr. Hansen: Kære Doktor, 1993
118 Pia Juul: Engang på Hotel du Nord i …, 2005
119 Pia Juul: Excentrisk, 2012
120 Pia Juul: Levende, 2012
121 Naja Marie Aidt: Ske, 2008
122 Niels Frank: At forelske sig, 1998
124 Thomas Krogsbøl: Zorqum siger …, 2006
125 Morti Vizki: Smyp laal y tok, 1989
127 Birgit Munch: Frelseren, 2005
129 Morten Søndergaard: Huber, 1992
130 Morten Søndergaard: Naturens hånd, 2004
131 John Bang Jensen: Wow!, 2002
132 Helle Helle: Ord, eller hvad de siger, 1993
133 Helle Helle: Drøm, 2008
134 Line Knutzon: Hej, 2017
135 Katrine Marie Guldager: Ja, 1995
136 Katrine Marie Guldager: Det bliver hårdere …, 2001
137 Carsten René Nielsen: Støvsuger, 2017
138 Jens Blendstrup: Engang vi sad i Egon Arnesens jordhule …, 2014
139 Lone Munksgaard Nielsen: 1.engel …, 1999
141 Ursula Andkjær Olsen: Mennesket er efterhånden blevet …, 2017
142 René Jean Jensen: Så en ost, 2010
143 Adda Djørup: Spidskål, asparges …, 2015
144 Peter Adolphsen: Madeleine eller Lille trist roman, 1996
145 Peter Adolphsen: Hullet Valby-Canberra, 2020
146 Gitte Broeng: Cornelia, 2011
147 Mette Østgaard Henriksen: Der var engang en mand …, 2014
148 Mette Østgaard Henriksen: Der var engang en kvinde …, 2014
149 Sternberg: Han ville gøre en så stor forskel i verden …, 2010
150 Lone Hørslev: Tirsdag d. 9. december, 2009
151 Majse Aymo-Boot: Efter omslaget af dømme …, 2000
152 Majse Aymo-Boot: Jeg ønsker at se en spændende personlighed …, 2009
154 Thomas Hvid Kromann: Horror i Odsherred, 2003
156 Pejk Malinovski: Jeg drømte i nat …, 2010
157 Nadia Josefine el Said: Så sidder du der igen …, 2020
157 Anne-Louise Bosmans: Figur 1 …, 2002
159 Harald Voetmann: Vinterdagen dør (Oluf Høst, 1943), 2023
161 Maja Lucas: Jeg, 2007
162 Maja Lucas: Jeget genbesøgt, 2023
163 Kristina Nya Glaffey: Greg has … Georgia is …, 2019
164 Christina Hagen: Du ikke den stor forståelse …, 2012
165 Maja Lee Langvad: Bag tonede ruder, 2006
167 Theis Ørntoft: Verdenshistorien fortalt for mine efterkommere, 2014
168 Rolf Sparre Johansson: Tåspidsens hud, 2018
169 Asta Olivia Nordenhof: Lejlighedssang, 2010
170 Astrid Olling: af Plastik, 2021
171 Peter Adolphsen & Lars Bukdahl: Efterskrift
FORORD
Dette er et udvalg af for fede – og skønne og sjove og uhyggelige og inciterende og fascinerende – eksempler på dansk kortprosa. Enhver kan slå op i denne bog og opleve skrift, der underholder så optimalt som kun fremragende kunst kan.
På bedste beskub – og med mange begrædelige fravalg – har vi udvalgt de forfattere og tekster, der efter vores mening er uundværlige i en antologi over dansk kortprosa fra 1700-tallet til for et øjeblik siden. For eksempel er vi enige om, at Per Højholts lille tekst Den kaukasiske radise er vildt uundværlig, måske den mest uundværlige tekst i verden – hvis navle Danmark jo er.
I efterskriften prøver vi at indkredse, hvilken forunderlig fisk af en genre kortprosa er, hvor mange vidt forskellige måder kortprosa kan udfolde eller rettere indfolde sig på, og hvilken broget historie genren har. Man kan læse efterskriften, men også lade være og bare læse løs. Samtlige tekster tager næsten ingen tid, og det er ikke det mindst skønne ved kortprosa: Akkurat som den kaukasiske radise popper de op og bare er der.
LB & PA
Ludvig Holberg (1684-1754)
EPISTEL 89
Til **
Du forundrer dig over, at en saa pen Jomfrue, som N. N. haver kunnet fatte
Kiærlighed til M. M., og indladet sig i Ægteskab med en Person af saa slette
Qvaliteter, og om hvilken intet andet kand siges, end at han er een af de største Tabacs-Smøgere udi Landet. Jeg derimod forundrer mig ikke derover; Det kand just være derfor hun haver fattet Kiærlighed til ham; Thi man seer jo, mange Mennesker at finde større Smag udi røget end udi ferskt Kiød; Iligemaade, at mange fatte Kiærlighed til det, som andre have Afskye for. Derpaa vil jeg anføre tvende mærkelige Exempler; et af den gamle, og et af den nye
Historie.
En fornemme Jomfrue, ved Navn Hipparchia, forelskede sig saaleedes udi den skidne Cyniske Philosoph Crates, at hun præfererede ham for alle kiønne, fornemme og rige Beilere: Ja hendes Elskov gik saa vidt, at hun lod sine Forældre tilkiendegive, at, hvis hun ikke maatte bekomme Crates til Ægtefælle, vilde hun omkomme sig selv. Forældrene bade Crates selv, at han vilde raade hende fra saadant Forsæt; hvilket han og giorde: og, saasom hans Formaning var forgieves, visede han alle sine Pialter og Elendigheder, sigende, at hun maatte beqvemme sig til samme Skidenfærdighed og usele Levnet, hvis hun vilde være hans Ægtefelle. Dette tog Hipparchia ikke udi Betænkning; men iførte sig Cyniske Pialter, og omflakkede allevegne som en Stodder med Crates, efterfuldte hans Levnet udi alting, og undsaae sig ikke ved aabenbare at øve alle de Usømmeligheder, og at underkaste sig all den Haanhed og Foragt, som den Cyniske Philosophie med sig fører. Et andet Exempel af vor Tids Historie er udi en Høy-Adelig Dame, hvilken havde en uovervindelig Afskye for hendes første Ægtefælle, skiønt han blant alle Undersaattere var den fornemmeste og tilligemed den galanteste Herre udi Riget; og varede dette indtil paafulte Skilsmisse, da efter et nyt Ægteskab, som ogsaa havde et ulykkeligt Udfald, hun omsider tredie Gang begav sig udi
Ægteskab med en gemeen Matrods; med hvilken, end-skiønt han dagligen handlede ilde med hende, hun sagde, sig at leve langt meere fornøyet, end udi det første Ægteskab. Og haver jeg saadant hørt af hendes egen Mund, da jeg var i hendes Huus, som var ved et Færgested udi Falster, paa samme Tiid, da hendes Mand var arresteret formedelst en Misgierning. Saa at det synes, at just det, som kunde være afskyeligt for andre, var Tønder til Elskov og Fornøyelse hos hende.
Jeg kunde anføre adskillige andre Exempler paa saadan fordærvet Smag; men jeg lader mig alleene nøye med disse tvende: Forundrer mig derfore ikke, naar jeg hører tale om selsomme Ægteskab. Thi det er hermed bestillet, som med Mad og Drikke, hvorudi een finder Vellyst i det selv samme, som hos de fleeste foraarsager Væmmelse. Derfore siger man, at den foranderlige Smag foraarsager, at hver Jomfrue bliver gift, hver Mad ædt, og hver Bog læset.
Jeg forbliver etc.
fra Epistler, 1748
Steen Steensen Blicher (1782-1848)
DEN JYDSKE HVIDE DAME
Vi har en Herregaard, beliggende i en af Landets videst udstrakte Dale. Mod Norden begrændses Dalen af bølgedannede, her skovgroede, der lynggroede Bakker, som i en lige Linie strække sig milevidt. Til denne slutte sig retvinklet andre mod Øst og Vest. I syden har vi en endnu højere Bjergkjæde, men heelt hen skaldet, altid mørkladen, efter Luftens Beskaffenhed graabruun eller blaagraa. Men midt igjennem Dalen glider en af Danmarks største Floder, bebræmmet med grønne Enge. Fra Herregaarden af seer man ikke, hvor den kommer fra, eller hvor den gaaer hen: den synes at udspringe af Bakkerne mod Vesten, og at tabe sig i dem mod Østen. Halvvejs i Dalen, norden for Aaen, paa Skjellet mellem Ager og Eng, knejser det tohundred Aar gamle
Slot. Det viser sig, efter sin Alder, som hverken gammelgothisk eller nymodens italisk, men som en Sammensmeltning af begge Stile; men de gammeladelige Slægtsnavne i Jernbogstaver paa Murene vække som Runer Mindet om ældre Dage.
Det samme gjorde ogsaa hun, som vel levede i nyere Dage blandt den yngre Slægt, men hvis hele Tilværelsesmaade, lige til Klædedragten, efterhvilken hun benævnes, henviste til en nu længe forsvunden, og allerede længe fremmed Tidsalder. Da jeg nu har nævnet Klædedragten, vil jeg lægge den som Folie om mit Malerie. Hendes Dragt var hvid, heelt hvid, og altid hvid; og ingen Nulevende veed at have seet nogen anden Farve paa hendes Legeme, ikke saa meget som den allermindste Sløjfe. Hvad Formen Angaaer om den var gammeldags, eller rettede sig efter de foranderlige Moder, da mener jeg: at den hverken var gammeldags eller nymodens, men altid lige klædelig; og kan ikke tydeligere beskrive den, end ved at kalde den en “Omhylling”. Thi udi et saadant Gevandt forestiller jeg mig de gode Aander, de elskelige Afdøde, naar de stundom besøge deres Venner paa Jorden. Og vist er det, at denne Forestilling end mere livligen bestyrkedes ved at skue enhver hendes Stilling og Bevægelse: stod hun, da var det et Marmorbillede paa et Gravmæle; gik hun – men hun
gik ikke, hun skred som den lette Morgensky, hun svævede som en Taagepille i en stille Maaneskinsnat.
“Men hvorfor” – vil maaskee spørges – “hvorfor just bestandig denne besynderlige Dragt? Var det ikke lidt – Særhed?” – ja vel var det sært, for det er sjeldent, meget sjeldent, at noget Menneske klæder sig efter eget Tykke. Jeg for min Deel finder her en Selvstændighed, som jeg højagter og beundrer. Vor hvide Dame maae have havt den hvide Lillie som Livblomst –Jomfrusneens Hvidhed har hun bevaret i sin uplettede Reenhed, som den falder fra Himmelen til vor mangefarvede Jord – bevaret den i sin første Stjerneglands, indtil den, smeltet af Solstraalerne i det Høje, i Dug opstiger til sit ætheriske hjem – men Hvidt er ogsaa Dødens Farve: den Afsjælede lægges hvidklædt til hvile – Hun var jo og som død for det Nærværende, en Gjengangerske fra gamle Tider. Eller, bar hun den dybe Sorgs Farve som Enken for sin bortkaldte Ægtemage, saaledes hun for sin Ungdomsven? Eller fordi hun aldrig fandt en saadan Ven? Fordi Ungmøens Kjerlighedslængsel havde ophørt at leve? – Kjerligheden? O! hendes Kjerlighed var af udødeligt Væsen; den omfattede Alt, hvad som lever. Et Gjennemskjær af denne glimtede mildt fra hendes Helgenøjne, og aabenbarede sig stundom i Englesmilet paa hendes allerede i Livet forklarede Aasyn.
Comtessen – saaledes hed’ hun bestandigt baade paa Gaarden og Godset, og Almuen syntes neppe at vide om hun havde noget Slægtsnavn – Comtessen var af gammel adelig ublandet Slægt. “Var det ikke hendes Stolthed?”
– Stolthed! den kjendte hun ikke. Thi med dette tvetydige Ord maae Du ingenlunde betegne et saadant Sindelag, for hvilket Adelspatent er et moralsk Skyldbrev, et urørligt Fideicommis paa Sjeleadel, et Legat af Dyder. Og dette Legat var hende i Sandhed helligt.
“Fjernet fra sin Slægt – ugift – eensom” – Hun var ikke eensom – “hvormed fordrev hun Tiden?” – Hun fordrev den ikke; hun holdt den snarere fast, hvis det var muligt: hun nyttede den til Andagt – hiin stilleglade Andagt, der hæver Sjælen, som den finere Luftart Ballonen – hun brugte den til forædlende Læsning, og til ædel Velgjørenhed. For en Dame af hendes Stand var Comtessen langt fra at være riig; og dog havde hun altid tilovers for den Nødlidende. Vist er det, at de Fattiges Beklædning kostede hende langt mere end hendes egen.
“Hvor hun boede? Hvad hun hedte?” – Hvad vedkommer det Portraitet?
Navne udslettes, Slotte jævnes med Jorden; men Sjæleskjønhed er uforgængelig, den tilhører en anden Verden. Der er uden Tvivl Tilskuere ved denne Udstilling, som vide baade Sted og Navn; vide at dette Portrait er intet Ideal, men en Copie, en troe Copie af den elskelige Original, den de fuldt vel kjendte, den de ofte mindes med venligt Veemod, og vel nu med et Hjertesuk gjenkjendte i dette Billed. Hun oplevede og gjennemlevede længe bedrøvelige Tider: hun saae Slægtens gamle Glands mere og mere fordunkles, dens Magt at dale, dens Rigdomme forsvinde. Det stolte Herresæde kom i fremmede Hænder; dog at det var kongelige Hænder, og Bopæl overlodes hende paa Fædreneborgen, følte hun sig der endnu ikke aldeles fremmed. Men da den saa stiltes til offentlig Auction, da de hende vidtfremmede Gjæster trækkedes om hendes Ungdoms Eden, – hende ligegyldigt, hvo der omsider skulde drage det til sig – da løftes det sidste Baand mellem hende og Verden: ved det sidste Hammerslag brast det gamle Pigehjerte.
fra Den jydske hvide Dame. Et Portræt tegnet ad Mortuam, 1839
H.C. Andersen (1805-1875)
FJERDE AFTEN
“Jeg var iaftes paa tydsk comedie,” sagde Maanen, “det var i en lille By; en Staldbygning var gjort om til Theater, det vil sige, Baasene var velholdte, og pudsede om til Loger, alt Træværket var betrukket med broget Papir, under det lave Loft hang en lille Jernlysekrone, og for at den, ligesom paa store
Theattre, kunde gaa op naar Soufleurens Klokke sagde sit “Lingeling!” var der indmuret over den et omvendt Kar. “Lingeling!” og den lille Jernlysekrone gjorde et Hop paa en halv Alen; saa vidste man Comedien begyndte. En ung Fyrste med sin Gemalinde, der reiste gennem Byen, bivaanede Forestillingen, og derfor var her propfuldt Huus, kun under Lysekronen var der ligesom et lille Krater. Her sad ikke en Sjæl, Lysene dryppede, “Dryp! Dryp!” jeg saae det Alt sammen, thi der var så varmt derinde, alle Lugerne paa Væggen havde de maatet aabne, og fra alle Lugerne tittede udenfra ind Piger og Karle, skjøndt Politiiet sad indenfor og truede med Stokken. Tæt ved Orchestret saae man det unge Fyrstepar i to gamle Lænestole, i disse pleiede ellers Borgmesteren og hans Frue at have Plads, men iaften maatte de sidde paa Træbænkene ligesom de andre Borgerfolk. “Der kan man se at der er Høg over Høg!” var Madammernes stille Bemærkning, og alt blev hermed endnu mere festligt; Lysekronen hoppede, Pøbelen fik over Fingrene, og jeg – ja Maanen var med paa den hele Comedie.
fra Billedbog uden Billeder, 1839
H.C. Andersen (1805-1875)
HJERTESORG
Det er egentligt en Historie i to Dele, vi her komme med; første Deel kunde gjerne være borte, – men den giver Forkundskaber, og de ere nyttige!
Vi opholdt os inde i Landet paa en Herregaard, og saa traf det sig, at Herskabet der, for en Dagstid, tog bort. Da kom der fra nærmeste Kjøbstad en Madamme, hun havde sin Moppe med og kom for, som hun sagde, at man skulde tage “Actier” i hendes Garveri. Sine Papirer havde hun med, og vi raadede hende, at slaae en Convolut om dem og uden paa at skrive Gaardeierens Adresse: “Generalkrigskommissær, Ridder, etcetera”.
Hun hørte paa os, hun tog Pennen, standsede, og bad os om at gjentage Udskriften, men langsomt. Vi gjorde det, og hun skrev; men midt i “Generalkrigs” blev hun staaende, sukkede og sagde: “jeg er kun et Fruentimmer!”
Moppen havde hun sat paa Gulvet, mens hun skrev, og han knurrede; han var jo ogsaa taget med for sin Fornøielse og Sundheds Skyld, og saa skal man ikke sættes paa Gulvet. Braknæse og Fleskeryg var hans Udvortes.
“Han bider ikke!” sagde Madammen, “han har ingen Tænder. Han er ligesom Lem af Familien, trofast og arrig, men dette er han tirret til af mine
Børnebørn; de lege Bryllup, og saa vil de have ham til at være Brudepige, og det anstrænger ham, det gamle Skind!”
Og hun afleverede sine Papirer og tog Moppen paa Armen. Det er første Deel – som nok kunde undværes!
“Moppen døde!” det er anden Deel.
Det var en Ugestid efter; vi kom til Kjøbstaden og tog ind paa Gjæstgiverstedet. Vore Vinduer vendte ud til Gaarden, der ved et Plankeværk var deelt i to Dele; i den ene her hang Skind og Huder, raa og barkede; her stod alle Materialer til et Garveri, og det var Enkens. – Moppen var død i denne Morgen og begravet her i Gaarden; Enkens Børnebørn, det vil sige Garverenkens, for Moppen havde ikke været gift, klappede Graven til, og det var en deilig Grav, det maatte være en Fornøielse at ligge der.
Graven var indhegnet med Potteskaar, og bestrøet med Sand; øverst paa
den havde de sat en halv Øl-Flaske med Halsen op, og det var slet ikke allegorisk.
Børnene dandsede rundt om Graven, og den ældste af Drengene, en practisk Yngling paa syv Aar, foreslog, at der skulde være en Udstilling af Moppens Grav og det for Alle fra Strædet; Adgangen maatte betales med en Seleknap, det var Noget enhver Dreng havde, og han ogsaa kunde levere for Smaapigerne; og det Forslag blev eenstemmigt antaget.
Og alle Børn fra Strædet og Bagstrædet med kom og gav deres Knap, der vare mange, der kom til at gaae med een Sele den Eftermiddag, men saa havde man seet Moppens Grav, og det var nok saa meget værd.
Men udenfor Garvergaarden, tæt op til Laagen der, stod en lille pjaltet Unge, saa yndigt skabt, med det deiligste krøllede Haar og Øine saa blaae og klare, at det var en Lyst; hun sagde ikke et Ord, hun græd ikke heller, men saae saa langt hun kunde, hver Gang Laagen aabnedes. Hun eiede ikke en Knap, vidste hun, og blev derfor sørgmodig staaende udenfor, stod der til de Alle havde seet af, og Alle vare gaaede bort; da satte hun sig ned, holdt de smaa brune Hænder for Øinene og brast i Graad; hun alene havde ikke seet Moppens Grav. Det var Hjertesorg og stor, som den Voxnes tidt kan være det. Vi saae det ovenfra – og ovenfra seet – denne, som mange af vore og Andres Sorger, – ja saa kunne vi lee af dem! – det er Historien, og den, som ikke forstaaer den, kan tage Actier i Enkens Garveri.
fra Historier. Anden Samling, 1853
Søren Kierkegaard (1813-1855)
af: DIAPSALMATA
Noget vidunderligt er hændt mig. Jeg blev henrykket i den syvende Himmel. Der sad alle Guderne forsamlede. Af særlig Naade tilstodes den Gunst mig at gjøre et Ønske. “Vil du,” sagde Mercur, “vil du have Ungdom, eller Skjønhed, eller Magt, eller et langt Liv, eller den skjønneste Pige, eller en anden Herlighed af de mange, vi har i Kramkisten, saa vælg, men kun een Ting.” Jeg var et Øieblik raadvild, derpaa henvendte jeg mig til Guderne saaledes: Høistærede Samtidige, jeg vælger een Ting, at jeg altid maa have Latteren paa min Side.
Der var ikke en Gud, der svarede et ord, derimod gave de sig alle til at lee.
Deraf sluttede jeg, at min Bøn var opfyldt, og fandt, at Guderne vidste at udtrykke sig med Smag; thi det havde jo dog været passende, alvorligt at svare: det er dig indrømmet.
fra Enten-Eller, 1843
Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887)
EN DAMPSKIBSTUR
En Eftermiddag Kl. 3½ tog jeg med Dampskibet til Helsingør. Der var en stor Mængde Medrejsende, som dryppede eller gled af undervejs, ved Bellevue, Taarbæk, Vedbæk o.s.v. og ved Ankomsten til Helsingør vare vi kun To, nemlig foruden mig en gammel, graahaaret, graaskjægget, meget mager Mand. Ved Landstigningen kastede han et Sideblik paa mig, og der var mig noget Paafaldende ved hans graa Øjnes Blik; men det glemte jeg snart, da jeg spadserede gjennem Byen til Marielyst. Derude skulde jeg tilbringe Natten. Henad Aften sad jeg med nogle Bekjendte i Verandaen, der vender mod Stranden, og efter nogen Samtale bleve vi alle uvilkaarlig opmærksomme paa den store Tavshed i Naturen. Lyttede man, saa hørtes – eller man mente at høre – en svag skvulpen ved Stranden, og denne overordentlig svage Lyd, som man ikke engang var sikker paa at høre, gjorde den øvrige Stilhed og Lydløshed endnu mere følelig. Uagtet det var en Juni Aften, blev det tidlig mørkt, og i dette Mørke tindrede det store gule Lys fra Kronborg Fyrtaarn og smaa Funker ovre fra Helsingborg. Der maa have været noget Ejendommeligt i Atmosfæren; thi vi følte os Alle tyngede eller betagne, og for mit Vedkommende kan jeg sige, at Trykket var ledsaget af en stor Uro. Billeder fra Fortiden fore ligesom sønderrevne Skyer for en Storm igjennem Sindet; Erindringen greb ud Noget, kunde ikke faa fast Hold i Noget, undtagen i Savn af utydelige Ting, og den Evne eller Magt i os, der ser ud mod det Kommende, var heller ikke i fri Virksomhed, kunde ikke fæste sig til Nogetsomhelst, undtagen en slags Angst.
Med Et lød fra Stranden et skærende Fugleskrig; det for igjennem mig som et Udbrud af Smerte i Tilværelsen, men i næste Øjeblik, da Alle spurgte: “Hvad var det for en Fugl?” og svarede og modsagde hverandre, var ogsaa det hele tunge Trylleri forbi. Samtalen begyndte paany, Menneskeaanden jog Naturaanden tilside.
Om Natten drømte jeg med besynderlig Tydelighed, at jeg paany afsejlede fra Kjøbenhavn til Helsingør. Tydeligheden var besynderlig, fordi jeg paa
samme Tid gjorde Indsigelse og tænkte, at det ikke var sandt; men jeg maatte give efter og sejlede paany. Men dennegang saa jeg allerførst den gamle magre Mand. Han sad ved Flagstangen, og jeg sagde til mig selv: Gud give, han skulde af ved Bellevue! Nej, han blev; skjønt han ved hver Station rejste sig og ligesom fulgte med de Bortdragende, sad han dog strax efter paa sin Plads. Alt færre og færre bleve vi, og jeg forudsaa, at jeg igjen skulde være ene med ham, og vilde saa nødig, jeg var bange. Angsten steg saadan, at jeg besluttede at gaa iland ved Humlebæk; men netop der kom ingen Baad ud med Rejsende, og vi havde Ingen at ilandsætte, saa jeg maatte følge med til Helsingør. Nu nærmede Manden sig og sagde uden Indledning: “De er Student fra 1836?”
“Ja.”
“Kan de huske, hvor mange De vare til Jubilæet 1861?”
“Nej, jeg var ikke med, jeg var i Udlandet.”
“Ja. En del gik af ved Bellevue.”
“Ved Bellevue?”
“Ja, jeg hentede dem.”
“Hentede Dem dem?”
“Ja. Og Dem skulde jeg have hentet i Humlebæk.”
“Mig, i Humlebæk?”
“Ja; men Fugleskriget lyder først ved Helsingør – kan Du høre det?”
Ved ordet “Du” og den forbavsende Tone, hvormed han sagde det, paakom mig en Fornemmelse, der ikke lader sig beskrive, fordi jeg i vaagen Tilstand aldrig har været, og aldeles ikke kan bringe mig tilbage i en saadan Blanding af Forfærdelse og Glæde. Jeg skreg højt og vaagnede ved det.
Nu spørger jeg vaagen: Naar vil Fugleskriget lyde?
fra Fortællinger og Virkelighedsbilleder, 1883
KORTPROSA. ANTOLOGI
Redigeret af Lars Bukdahl & Peter Adolphsen
© 2023 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag
Forlagsredaktør: Sanne Zillo Rokamp
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen
Forside: Franciska Clausen, Skruen, 1926
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
Forlaget har forsøgt at kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan have krav på honorar i henhold til loven om ophavsret. Eventuelle rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil af forlaget få udbetalt et honorar, som var der indgået en aftale.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S.
Printed in Denmark 2023.
ISBN 978-87-7211-149-0
www.dansklf.dk
Dette er et udvalg af for fede – og skønne og sjove og uhyggelige og inciterende og fascinerende – eksempler på dansk kortprosa. Enhver kan slå op i denne bog og opleve skrift, der underholder så optimalt som kun fremragende kunst kan.