Dansk Noter 4/2015

DANSK NOTER

Køn

December 2015 dansklf.dk/Dansk_Noter

4

DANSK 4 2015 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk

Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Tlf. 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Kommende numre Dansk Noter 1/2016: “Island” Deadline: 08.01.16 Anmeldelser Dansk Noter 2/ 2016: “Omlagt Jette Sindbjerg Martinsen didaktik” (Bøger til anmeldelse sendes til Dansk Noter 3/ 2016: “Nye genrer” Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7, 1862 Frederiksberg C) Dansk Noter 4/ 2016 “Årsmøde” (4 numre + særnumre) Billedredaktører Abonnement Lisa Kaas og Kurt Christensen kr. 300,- ekskl. moms. Øvrige Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms. redaktionsmedlemmer Bestilling af abonnement sker ved Anne Mette Finderup henvendelse til DansklærerforeninRosenvængets Sideallé 9, 3. tv. gen på dansklf@dansklf.dk.

2100 København Ø Bestilling af enkeltnumre sker på Tlf. 2893 7904 dansklf.dk/Dansk_Noter af@ijg.dk Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Tlf. 6077 7304 det@aarhustech.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Tlf. 5697 2547 ILaerkesen@gmail.com Kathinka Skriver Tolvkarlevej 8, 3400 Hillerød Tlf.: 22430673 Kathinkask@yahoo.dk Kurt Christensen Sortemosevej 101, 2730 Herlev Tlf. 3175 3101 kurtchristensen@hotmail.com

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv (fødselsår, stilling, publikationer, andet). Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk.

Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk.

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter.

Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Dansk Noter er en del af medlemskaRathsacksvej 7 bet for medlemmer af Dansklærerfor1862 Frederiksberg C eningens sektion for gymnasielærere.

Tlf. 3379 0010 Mandag-fredag 10-14 Dansk Noters hjemmeside: dansklf@dansklf.dk dansklf.dk/Dansk_Noter Annoncering i Dansk Noter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansk_noter Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig, dansklf@dansklf.dk, tlf. 3327 6077 Manuskripter og indlæg: Sendes til js@norreg.dk eller: Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B 2500 Valby

Lisa Kaas Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V Vi modtager meget gerne bidrag Tlf. 3117 7500 til bladet efter disse retningslinjer: lisamargrethekaashansen@gmail.com Maksimallængde på artikler er normalt 12.000 tegn inklusive Birgitte Elkjær Lamb mellemrum. Skriv gerne kortere.

Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved Dansk Noter kan tilbyde fagfællebeTlf. 4161 3245 dømmelse af artikler hvis det ønskes. bil@herlufsholm.dk

Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk ISSN: 0107-1424 Oplag: 3000 Printed in Denmark 2015 Kunstner: Stense Andrea Lind-Valdan Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Zeuner Grafisk as Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/forsendelse fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier.

Forsidefoto: Belt of Venus (boy) 2014

Indhold

4 Leder 6 Præsentation 8 Illustrationer

”Kønsforskellen er strukturel, ikke essentiel. Dvs. der er ikke noget som er essentielt ”mandligt” eller ”kvindeligt”, men der er to forskellige køn, og det er selve forskellen der definerer dem.”

10

Stense Andrea Lind-Valdan TEMA: KØN, TIL DEBAT, TIL KONSTRUKTION OG TIL STEDE

10 Kønnet som eksistentiale og anatomisk metafor

Af Lillian Munk Rösing

14

Når blikket ændrer begærretning

Af Helle Juhl Lassen

18

Findes der en postkonstruktivistisk læsning af kønnet?

Af Tobias Skiveren

”Jeg har oplevet, at denne indsigt for eleverne kan være forbundet med en form for chok, hvor sangen pludselig radikalt ændrer karakter – den bliver queer.”

14

24 Mad Man – antihelten i amerikanske TV-serier

Af Christine Boas Dabelsteen

”Lad mig starte med en bekendelse: autofiktion hænger mig langt ud af halsen.”

28 Knausgårds opgør med autofiktionen

Af Claus Elholm Andersen

33

TEKSTEN I MIDTEN

Af Peder Frederik Jensen Kristina Nya Glaffey

38

Man kan ikke bli’e, hvad man ikke kan sige!

Af Ditte Campion

44

”Cunt Touch This” – køn i Computerspil

Af Emil Lundedal Hammar Udenfor tema

46 Jensen Rifbjerg

Af Aage Jørgensen

48

Kanonkongen Rifbjerg Af Peter Stein Larsen

38

”At eleverne i disse øvelser får blik for, at verden måske ikke er så naturgiven, som først forventet, og at virkeligheden på sin vis er til forhandling, har jeg aldrig oplevet gøre dem mere frustrerede, end de var som udgangspunkt. Tværtimod.”

54

Dansk litteraturhistorieskrivning ved en skillevej Af Jens Lohfert Jørgensen

58 ANMELDELSER 60 VOXPOP 62 DIN FORENING – ÅRSMØDE

28

44

”De kommercielle spil er næsten groteske når det kommer til køn.”

Leder

Køn Til debat, til konstruktion, til stede

Debatten bliver hurtigt trukket skarpt op når den drejer sig om køn. Det kommer ofte til at handle om os mod dem. Det bliver en kamp mellem kønnene som det kan være svært at se det fornuftige i. Måske tænker jeg sådan fordi jeg aldrig har oplevet at blive undertrykt?

Men jeg tror det ikke, selvom jeg af gode grunde ikke kan vide det: Jeg er nemlig ikke kvinde. Jeg er en mand som mener kvinder har deres fulde ret til – på lige vilkår med mænd – at indgå i lige hvad de har lyst til.

Der er ingen tvivl om at kvinder har haft endog meget svære forhold i fortiden. Men jeg er sikker på at den kultur er ved at vende. Det kommer dog til at tage mange generationer inden det sker. Bl.a. fordi vi jo er forskellige. Der er en biologisk forskel, der er en anatomisk forskel, og der er en kulturel forskel. Og det er den kulturelle forskel der har været ved at ske noget med siden Holberg sendte Niels Klim til Cockleku.

Siden 1700-tallet er der sket meget i kulturen der har været med til at give kvinderne plads i et samfund som har været meget mandsdomineret, og som er blevet mindre mandsdomineret. Men det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden. Det er en kultur som er meget svær at lave om på fordi den er så forankret alle steder vi vender os.

Jeg så for nylig en oversigt på theguardian.com over de 100 bedste romaner, og her er det tydeligt at langt størstedelen af forfatterne er mænd. Første halvdel af listen vil jeg ikke kommentere, for den starter midt i 1600-tallet, og da var kvindelige forfattere undtagelsen og ikke reglen. Lidt mere forbavset blev jeg da jeg kom til det 20. århundrede. Her er det samme billede: flere mandlige forfattere end kvindelige (næsten 3-1).

Artiklens forfatter sprang fra årti til årti og præsente-

4 DANSK NOTER

rede kvindelige modstykker til de mandlige forfattere der var på listen. Og hver gang kunne jeg sige: Nåh ja.

Hvorfor er hun ikke med? Jeg tror det ligger i kulturen.

De mandlige forfattere har været så fast etablerede at kvinderne kun ganske langsomt får plads ved siden af dem. Traditionen slipper bare nødigt sit greb, og det er jo den kultur vi bliver (ud)dannet efter.

Det er trods alt kun 100 år siden kvinderne fik stemmeret, og det tager noget tid inden de arkaiske, patriarkalske samfundsstrukturer bliver udjævnet. Men vi bygger altså på en kultur der indtil langt op i 1800-tallet mente at kvinder var underlegne – eller i hvert fald at mænd var overlegne. De strukturer skygger for hele den samfundsstruktur vi har bygget vores moderne samfund på. Det er klart at det ikke bare lige ændrer sig fra den ene dag til den anden – heller ikke med en grundlovsændring. For 200 år siden har der været forskel på hvad og hvor meget mænd og kvinder kunne bidrage med fordi samfundet eksisterede og voksede på et andet grundlag end i dag. Sådan er det ikke længere.

Nu skulle mulighederne og vilkårene for kvinder og mænd være lige i samfundet. Vi har fået automatiseret de fysisk krævende arbejdsgange der har været med til at skævvride kønsrollerne. Dét er et godt udgangspunkt for at fortsætte i retning af et mere lige samfund. Men selv med lige muligheder vil den biologiske og anatomiske forskel jo stadig være der. Eller hvad? Måske kan teknologien i fremtiden udjævne forskellen i køn også.

Det vil tiden vise.

Jeg synes ikke det gør noget at vi er forskellige. Et samfund i udvikling kræver at der flyttes nogle grænser, og den interessante debat opstår jo når der er noget på spil. Og ud af debatten opstår den gode litteratur.

Af Christian Mohn, medlem af bestyrelsen for G-sektionen

Show me (LOVE) 2013 Mange af de romaner, noveller og dramaer fra det moderne gennembrud vi læser igen og igen, viser netop en udvikling som fandt sted midt i en brydningstid. Der er noget på spil når Nora smækker med døren. Der er noget på spil for frk. Julie, for Constance Ring, osv. osv.

Der er og var noget på spil. Det er derfor vi bliver ved med at læse dem.

Det er 100-året for kvinders stemmeret i Danmark, og vi har lang vej igen inden kønnene kommer til at stå helt lige. Men spørgsmålet er også om det er der, vi vil

hen? Er det ikke netop i en vekselvirkning mellem poler at der opstår spændinger som vi finder interessante?

Og er det ikke når vi kan kan finde os selv eller vores modsætning i litteraturens stemmer at vi bliver grebet af en tekst? De seneste par år er kønsdebatten igen blusset op. I Sverige stillede man forslag om at konstruere et kønsneutralt sprog, og herhjemme fylder Madame Nielsen i kønsdebatten. Uanset hvor man vender sig, må man sige at kønnet er til stede – og hurra for det!

DANSK NOTER 5

Præsentation

Hvad er min døde sprukne krop?

Myrer i sne har intet at gøre.

Nej digt digt digt er min krop.

Jeg skriver det her: hvad er min krop?

Og myrerne flytter mig planløst, bort, ord efter ord, bort.

(Inger Christensen: Lys (1962) Hvad er min krop? Når det spørgsmål står i Christensens digt, er kroppen allerede noget andet. Den er flyttet ind i digtet, er digt. Og den er allerede på vej bort. Ord efter ord. Kroppen har ikke længere fysisk form. Den kan af bogstaverne flyttes bort fra sin død og det fysisk sprukne og ligger således ikke fast. Den er en konstruktion i ord i planløs bevægelse. På samme måde hævdes det ofte at mange af vores forestillinger om kønnet og kroppen er konstruktioner der ikke ligger fast. Alligevel har de når de uden fysisk vægt repræsenteres i litteraturen, i medierne og i sproget en enorm sanselig betydning og fascinationskraft. Decembernummeret af Dansk Noter udfolder sig netop i dette felt mellem kønnet og kroppen i skred og kønnet som en markant fortælling.

Nummeret rummer mange repræsentationer af krop og køn, og mange forestillinger om hvad krop og køn er. Artiklerne og billederne formidler åbninger af det fysiske, det kønnede, det queerede og det identitetssprukne. For kønnet er et emne der i høj grad er oppe i tiden, og at det er ’til konstruktion, debat og til stede’ var overskriften på Dansklærerforeningens årsmøde i begyndelsen af oktober.

Et eksempel på dette ser vi i det første afsnit af Broen III. Her findes en kvindelig kønsdebattør og leder af en kønsneutral børnehave myrdet på en måde der ikke kun er brutal, men også iscenesat som en kommentar til den myrdedes opposition mod kernefamilien og kønsstereotyper. I afsnittet bliver der trukket flere fronter op omkring kønsdebatten, bl.a. gennem en højreorienteret blogger, der agiterer mod opløsningen af traditionelle værdier i bl.a. kernefamilien.

Køn og (fysisk mutileret) krop er altså rykket ind i populærkulturen og i Dansk Noter. Artiklerne i dette nummer udspringer af foredrag og workshops på årsmødet, der i al deres forskellighed viser hvor mange vidtforgrenede tilgange der er til kønnet, og at det i høj grad er både til debat og konstruktion. Lilian Munk Rösing lægger ud med en artikel der tager afstand til den entydige biologiske skelnen mellem mand og kvinde, men i stedet for afsøger kønnet som et eksistentiale der

6 DANSK NOTER

kan have mange forskellige metaforiske betydninger.

Rösing henter eksempler på dette i nyere dansk litteratur af bl.a. Mette Moestrup og Bjørn Rasmussen.

Er den mandlige identitet klemt i et postfeministisk samfund? Dette tages op i to artikler af hhv. Christina Boas Dabelsteen og Claus Elholm Andersen. Dabelsteen undersøger fascinationen af de politisk ukorrekte (gammeldags) mandetyper der dyrkes i især amerikanske TV-serier som Mad Men og Breaking Bad. Er grunden til seriernes popularitet måske at vi længes tilbage til en tid hvor mande- og kvinderollerne var mere fast definerede?

Karl Ove Knausgård har i hvert fald svært ved at fastholde sin maskulinitet i en scene fra Min kamp 2, hvor han skal redde sin højgravide kone ud fra et toilet hun er låst inde i. Claus Elholm Andersens artikel om Knausgård er desuden et opgør med læsningen af Min Kamp som autofiktion, og placerer i stedet Knausgårds identitetsprojekt i den modernistiske romantradition.

Hvordan kan man undervise i køn? Helle Juhl Lassen giver i sin artikel et bud på et forløb om queer. Redaktionen tør godt garantere at læsernes oplevelse af Jens Rosendals kendte sølvbryllupstekst ”Du kom med alt det der var dig” aldrig mere bliver den samme efter Lassens påvisning af hvor queer den er. Et chok som også skubber til elevernes selverkendelse. På samme måde viser Ditte Campion hvordan erkendelsen rykkes hos eleverne når de undervises i køn og socialkonstruktivisme. Virkeligheden og kønnet er til forhandling, og det gør ikke eleverne mere frustrerede. Tværtimod. Tobias Skiveren lægger derimod i sin artikel op til et opgør med queerlæsningernes opfattelse af kønnet som en konstruktion.

I stedet interesserer Skiveren sig for værker der insisterer på kødets materialitet, kropslige erfaringer og kønsspecifikke fænomener. Også inden for computerspil sættes kønnet på spidsen. I Emil Hammars interview med spiludvikler Andrea Hasselager vises det hvordan de superkommercielle spils fremstillinger af kvinden udfordres af spil hvor man mere nuanceret kan spille et andet køn eller udleve sine fantasier i et safe space.

Sluttelig er vi utrolig glade for inden for temaet at kunne præsentere uddrag af Kristina Nya Glaffeys og Peder Frederik Jensens kommende romaner. På årsmødet deltog de i en samtale om køn i litteraturen lige nu. I teksten i midten står deres tekster side om side og taler sammen på anden vis. Bl.a. om køn.

God fornøjelse.

Redaktionen

Hvordan er Yahya Hassan inspireret af ekspressionismen?

Hvilke fællestræk har værker fra romantikken?

Hvornår gendigtede Suzanne Brøgger ’Vølvens spådom’?

Få overblik over de litterære perioder og genrer

forfatterweb forfatterweb

et tilbud fra bibliotek og skole

Litteraturens inspirationskilder og sammenhænge Forfatterweb er blevet styrket med et litteraturhistorisk overblik.

De to nye faneblade ‘Perioder’ og ‘Genrer’ forbinder nu portrætterne, så de kobles til stilretninger og forfatternes samtid. Det giver flere indgange til stoffet, bedre overblik over litteraturen og bringer Forfatterweb i front som det oplagte arbejdsredskab for opgaveskrivende på danskfaget.

Illustrationer

Stense Andrea Lind-Valdan (f. 1985) har siden 2012 arbejdet med det omstændelige bloggerværk youshouldpopstuff.blogspot.dk. Hun har udgivet to bøger, True Art Remains on The Surface (en onaniserie) samt Gør det aldrig, begge i 2014. Desuden er fotobogen T under udarbejdelse. Lind-Valdan havde i april/maj 2015 sin første separatudstilling, SALV, i Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i Museumsbygningen i København.

Lind-Valdan arbejder med performativt maleri med en særlig interesse for kroppens egne maleriske materialer såsom spyt, urin, blod og tårer. Stense Andrea Lind-Valdan arbejder i det udvidede felt af maleri og benytter sig både af fotografi, performance og poesi og maler ud over med sin egen krop, også med klassiske maleriske midler som blæk, oliemaling og gouache og arbejder ofte med papirværker i et performativt aspekt.

Uanset deres form bærer Stense Andrea Lind-Valdans værker en aggression og en styrke i sig, som rækker ud over sig selv og på tværs af værkkroppen. Dødens betingelse for det levende er et vedvarende emne, for så vidt at det motiverer vores begær. Moderens begær efter det evige liv videreført i barnet, elskerens ønske om mere, den såredes trang til hævn, til heling og alles behov for kærlighed. Alting flyder, og maleriet fosser i bogstaveligste forstand.

Køn indtager hermed, som i alle andre afdelinger af livet, en særlig rolle. Kønnet stiller os forskelligt, konkret biologisk og diskursivt politisk. Kønnet er knyttet

8 DANSK NOTER

til kroppen, men ikke nødvendigvis til seksualiteten eller identiteten. I Lind-Valdans værker sker der en forvrængning af det målte. For eksempel kan aftrykket som efterlades på papiret, forvrænget og abstrakt – dog stadig en reminiscens af en konkret krop, et biologisk køn – nu ligne en afbildning af en ugle eller en kat eller blot en plamage af maling, af spor eller en flydende hukommelse. Hvem får lov til at definere vores selvbilleder? Hvem stiller normer for kønsidentifikation og ud fra hvilke etiske principper? Hvem bestemmer vores billedpolitik og ud fra hvilke kvalifikationer? Lind-Valdan bearbejder spørgsmål som disse i sine værker, som kan ses som en slags paradoksale måleredskaber som hun benytter til en kritik af ideen om objektive standarder.

Fotografiet benyttes ligeledes subversivt, som en anden form for ”subjektiv standard” hvor de dagligdags motiver sammensættes malerisk-serielt. Dette forstået på den måde at billedrækken bliver produceret og systematiseret associativt, baseret på enten en sproglig ligning billederne imellem eller på formelle dele, såsom farveligninger eller motivligninger, billederne imellem.

Lind-Valdans arbejde bliver hermed politisk i sin beskæftigelse med de mest abstrakte, liminale sprogligheder som er på arbejde i de gængse repræsentationsmekanismer som samfundet benytter sig af i sin offentlige diskurs både biologisk ideologisk og kønspolitisk.

Således også i denne udgave af Dansk Noter hvor Stense Andrea Lind-Valdan har lavet en ny serie som både fungerer som en overordnet præsentation af hendes praksis, og som fungerer som et værk i sig selv.

Death should not take her, 2015

Tema: Køn, til debat, til konstruktion og til stede

Kønnet som eksistentiale og anatomisk metafor Kroppen leverer metaforer til vores selv- og verdensopfattelse, som ofte er hentet fra mandekroppen. I artiklen undersøges der hvad der sker hvis man i stedet henter dem fra kvinders selvoplevede krop, eller anskuer dem mindre kønsspecifikt. Dette konkretiseres med eksempler fra bl.a. Mette Moestrup, Bjørn Rasmussen og Olga Ravn.

I bogens Kønnets Katekismus forsøgte jeg at tænke kønnet i kærlighedens frem for magtens navn og i eksistensens frem for biologiens. Bogens grundtanker om kønnet kan opsummeres i tre punkter: • Kønnet er et eksistentiale.

• Kønsforskellen er strukturel, ikke essentiel.

• Kroppen er metaformateriale frem for biologisk essens.

Kønnet er et eksistentiale, dvs. et uomgængeligt træk ved det at eksistere som menneske i verden. Der findes for den menneskelige eksistens to kategoriske grænser, to store sår i vores narcissisme: kønnet og døden. Vi må leve med at vi er ét ud af to køn, og at vi skal dø.

Men igen er det ikke kønnet og døden som biologiske fakticiteter der er afgørende, det er snarere det at de uomgængeligt vil betyde noget for vores tilværelsestolkning, og selv blive tolket.

Kønsforskellen er strukturel, ikke essentiel. Dvs. der er ikke noget som er essentielt ”mandligt” eller ”kvindeligt”, men der er to forskellige køn, og det er selve forskellen der definerer dem. Jette Hansen har formuleret det sådan: Det konstante er ikke hvad kønnet betyder, men at det betyder. I alle samfund, til alle tider har man ladet det faktum at der er to køn tilføre betydninger til kulturen, ligesom man har tilskrevet det betydninger. Hvilke betydninger er derimod kulturelt og historisk relativt. At tænke kønnet strukturelt frem for essentielt betyder at tage udgangspunkt i selve kønsforskellen og hævde at hvis man vil ændre vores kønsforståelse, er det selve forskellen vi må have nye begreber, modeller og metaforer for.

At kroppen er metaformateriale, betyder at kroppen (med dens kønsspecifikker former og funktioner) leve-

10 DANSK NOTER

rer billeder til vores selv- og verdensoplevelse, ligesom bestemte kulturelle metaforer er med til at forme vores kropsoplevelse. De kropslige metaforer for vores selvog verdensoplevelse er ofte hentet fra mandekroppen, eller fra mandens oplevelse af kvindekroppen. Men hvad sker der hvis man i stedet henter dem fra kvindens (selvoplevede) krop? Og hvad sker der hvis man finder nye metaforer for den kønsspecifikke anatomi (som når jeg-fortælleren i Lone Hørslevs Fjerne Galakser beskriver penis som en lille fugleunge hun omsorgsfuldt omslutter med sin skede)? På den ene side sker der måske det at man kan finde metaforer der i højere grad rummer kvinders erfaring, på den anden side kan det også tænkes at metaforer hentet fra kvindekroppen kan rumme nogle nye sider af både mænds og kvinders erfaring.

Hvad sker der for eksempel hvis man erstatter den anatomiske metafor ”fallos” med læber, bryst eller hud?

Det var noget af det jeg forsøgte at undersøge i Kønnets Katekismus. Her vil jeg skitsere undersøgelsen og inddrage et par eksempler fra dansk samtidslitteratur. For det er ikke mindst her litteraturen (og i bredere forstand kunsten) kommer ind i billedet: som et sted hvor alternative anatomiske metaforer kan sættes i omløb.

Lad os tage dem en for en: læber, bryst, hud.

Læberne griber Luce Irigaray til i sit måske mest berømte og berygtede essay, ”Når vores læber taler med hinanden” (”Quand nos lèvres se parlent”). Læber skal både forstås som kønslæber og mundens læber, og det at have læber kan både ses som et billede for det kvindelige subjekt og som et alternativt billede (til fallos) for også det mandlige subjekt. Endelig er læberne et billede på relationen mellem to, også mellem de to køn. Et billede der gør relationen til en stadig vekslen

Af Lilian Munk Rösing

”Når vores læber taler med hinanden.” mellem flygtig berøring og adskillelse. Hvorimod den med ”fallos” som billede bliver et spørgsmål om at have eller ikke have fallos. At være forenede med fallos som koblestang eller at være adskilte. Man kan sige at Irigaray supplerer den falliske logik med en labial logik. I læbernes billede er sproget en dynamik af stadig adskillelse og genforening. Snart skilles læberne, snart mødes de i ordenes udformning.

Brystet som en alternativ anatomisk metafor finder man hos psykoanalytikeren Melanie Klein, der anskuer moderbrystet som den første ”fallos” der melder sig for barnet, det første potenssymbol som barnet er underkastet. I Kleins teori er moderbrystet for det lille barn splittet i to: det gode bryst og det onde bryst. Det gode bryst er det nærværende og næringsgivende, det onde er (barnets oplevelse af) brystet som tyrannisk og almægtigt – snart nærværende, snart fraværende.

I dansk samtidslitteratur finder vi en hilsen til Melanie Klein i Mette Moestrups digtsamling DØ, LØGN, DØ, hvis første del hedder ”HVID MÆLK FRA DET ONDE BRYST”. I denne del indgår en voldsom episode hvor det lyriske jeg iler til da en fremmed ung kvinde falder ud ad et vindue og ligger døende på fortovet.

Den gennemgående og titel-givende modermælksmetafor har noget at gøre med omsorg for den anden.

Men omsorgen er tvetydig, titlens bryst er ”ondt”, og vi får billeder af modermælk hældt på glasrevolver eller nedfrosset og opbevaret i andelsforeningens kummefryser, af en mor der gives navnet ”Snehvide”, med dertil hørende reference til den onde stedmor.

I Jeg æder mig selv som lyng sætter også Olga Ravn brystet i cirkulation som poetisk billede. Den første af samlingens ni digtsuiter hedder ”Grammatisk ubehag”.

Digterindens ubehag ved grammatikken handler ikke mindst om diskrepansen mellem oplevelsen af egen krop og den måde som videnskabsmændene dissekerer og kategoriserer kvindekroppen på. Et langt digt med titlen ”PLANCHE” er viet til 1800-tals anatomisten sir Astley Cooper, der dissekerer og studerer bryster; det er illustrationer fra hans værk om brystets anatomi der pryder omslaget, og også disse illustrationer formår at fremkalde et vist ubehag: bagsidens afskårne bryst-

vorter, forsidens gennemskårne kvindebryst med røde kirtler, der har noget ulækkert orme- eller tangagtigt over sig, om end også en koralagtig skønhed.

Coopers videnskabelige tilgang til den kvindelige anatomi isprænges det lyriske jegs egen kropsoplevelse: ”står og ser på mit bryst i montren med sin mælkevoks stivnet i 1840, jeg drypper også lidt blod fra min abort” (s. 37). Der er ikke tale om en entydig modstilling af videnskabsmand og digterinde; videnskabsmanden citeres for kvasipoetiske udsagn (”front is matter”, ”the milk must hold a mystery”), og digterinden har et dissekerende forhold til kroppens og sprogets materie, men under alle omstændigheder sendes der rystelser gennem det etablerede begrebsapparat.

Hvis læber og bryster er specifikt kvindeanatomiske metaforer (bortset fra at orale læber deles af begge køn), så er ”hud” noget både mænd og kvinder har. Jeg har viet et helt kapitel af Kønnets katekismus til huden fordi jeg synes den virkelig er et frugtbart billede at tænke subjektet i. Hvad nu hvis jeg ikke skal forstå mig selv i centrale organers billede (livmor eller penis), hvad nu hvis subjektet ikke er defineret ved et centrum eller en indre kerne, men snarere ved sin overflade? Så får vi et billede af et subjekt der dannes gennem berøring med andre, og som både præges udefra (kulturelle inskriptioner og påmalinger) og indefra (af kroppens biologiske processer). Så er subjektet defineret ikke ved sin kerne, men ved sin grænse, som samtidigt er stedet for berøring med omverdenen.

Huden som anatomisk metafor for subjektet blev introduceret af psykoanalytikeren Esther Bick i 1968 og udfoldet af Didier Anzieu (ligeledes psykoanalytiker) i bogen Le moi-peau (Hud-jeg’et) fra 1985. Som et alternativ til psykoanalysens konventionelle anatomiske metaforer for subjektet (penis og livmor) giver huden et billede af jeget som noget der opstår gennem på én gang berøring med og afgrænsning fra omverdenen.

I den danske samtidslitteratur har én forfatter som ingen andre insisteret på huden, nemlig Bjørn Rasmussen. Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet hedder hans roman fra 2011, som er historien om en teenagedrengs forelskede hengivelse til sin sadistiske ridelærer. Den retrospektive jeg-fortæller hedder Bjørn som forfatteren og gestaltes som et flydende jeg (flydende hvad angår kønsidentitet, flydende som en ansamling af kropsvæsker og organer). Her gøres der op med forestillingen om ”avocado-jeget”, en kerne af sjæl i en krop af kød. Som billede på jeget foreslås i stedet

DANSK NOTER 11

”

hudens skrøbelige og penetrable skel mellem ”mig” og ”den anden” Jeg er et åbent hylster, beholder, som kan angribes som jeg mener kønsforskellen er et både inde- og udefra. ”Jeg er et eksemplarisk tilfælde af. modtagelig for hvad som åbent hylster, modtagelig for Hudens anatomiske metafor har hvad som helst”, hedder det sig ikke mindst den fordel at den defihelst. eksempelvis. Eller: ”Bjørn er en nerer jeget både som udtryksflade pose med bakterier”. for kroppens processer og inskripHuden er hos Rasmussen i tionsflade for kulturens tegn. Den høj grad penetrabel, gennemanbringer os dér hvor jeg tænker trængelig: ”Jeg er et åbent hylster, modtagelig for hvad at en del af den danske samtidslitteratur også befinder som helst”, står der i sammenhæng med en beskrivelse sig i forhold til køn og krop. Efter at vi i årtier har hørt af lyd der brænder i øjnene som truer med at briste rigtig meget om kønnet og kroppen som kulturelle (s. 17). Huden åbnes også når jeget skærer i sig selv. I konstruktioner, trænger den kønsspecifikke krop sig passionen for ridelæreren ridser Bjørn hans navn: ”Jeg på som materiel realitet og erfaret anatomi. Vi ser det skærer hans navn i min hud. Her står han og bløder” bl.a. hos Olga Ravn og Bjørn Rasmussen. Men denne (s. 70). Her overskrides flere grænser samtidig med nye ”materialistiske” køns- og kropsforståelse kaster hudens: grænserne mellem kroppen og sproget, det ikke konstruktivismens indsigter over bord. Den hviler bogstavelige og det overførte, navnet og det benævnte, på indsigten i at kroppens kønsspecifikke former og det konkrete og det abstrakte. Sproget er det der gør funktioner er med til at forme vores selv- og verdensopos i stand til at kommunikere gennem noget andet levelse, men at kroppen samtidig aldrig kommer til os end kroppen, men her falder sprog og krop sammen i i ”rå” og utolket form. Køn og krop fremstilles som et skriften på huden. miskmask af given materie og kulturel fortolkning. Det At sproget opstår som en ridse i kroppen, er i overer dette miskmask jeg kalder eksistensen. ensstemmelse med Jacques Lacans begreb om ”den symbolske kastration”, som er psykoanalysens anatoVærker miske metafor for det snit der adskiller det lille barn fra Anzieu, Didier (1995): Le moi-peau, Dunod (første udgave 1985. Findes moderkroppen, navnet fra det benævnte, det symboloversat til engelsk) ske fra det bogstavelige. Men hos Rasmussen bliver den Badiou, Alain (2000): ”What is Love?”, in Sexuation, ed. Renata Salecl, ”symbolske” kastration udført helt bogstaveligt. ”Her Duke University Press står han og bløder” kan både forstås overført (det er Bick, Esther (1968): ”The Experience of Skin in Early Object Relations”, in navnet der står, skrevet med blod) og konkret (han står International Journal of Psychoanalysis 1968:49 her, han er kommet til stede i kød og blod), hvorved Hansen, Jette (1999): Det bløde punkt, Tiderne Skifter også grænsen mellem navn og benævnt er under opIrigaray , Luce (1977): ”Quand nos levres se parlent”, in Ce sexe qui n’est løsning i denne opløsning af hudens grænse. Billedet pas un, Éditions de Minuit medfører endvidere en opløsning af grænsen mellem Irigaray, Luce (1984): L’Éthique de la différence sexuelle, Éditions de Mijeget og ”ham”: Er det mig eller ham der bløder? nuit (findes oversat til engelsk) Huden synes at være en ”kønsneutral” anatomisk Moestrup, Mette (2012): DØ, LØGN, DØ, Gyldendal metafor, både mænd og kvinder har hud. Men samtidig Rasmussen, Bjørn (2011): Huden er det elastiske hylster der omgiver hele er den en metafor for selve grænsen, selve forskellen, legemet, Gyldendal også kønsforskellen, som på én gang adskillelse og beRavn, Olga (2012): Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind, Gyldendal røringsflade, udtryk for biologiske processer og lærred Rösing, Lilian Munk (2005): Kønnets katekismus, Roskilde Universitetsfor kulturelle inskriptioner. Det er ikke bare jeget jeg vil forlag foreslå at tænke i hudens billede, det er også den for-

”

12 DANSK NOTER

Death should not take her, 2015

DANSK NOTER 13

Tema: Køn, til debat, til konstruktion og til stede

Når blikket ændrer begærretning Du ved queerlæsningen er vellykket, når eleverne får et chok. Helle Juhl Lassen giver et bud på, hvordan man via chokkets didaktik kan introducere queerlæsningen som en alternativ læsestrategi, der kan frigøre hidtil usete betydningspotentialer i en tekst.

Vi kan ikke undgå det: Vores forforståelser spiller ind, når vi analyserer og fortolker tekster. Siden midten af 1980’erne har litteraturkritikere med rod i queerteori henledt opmærksomheden på, hvordan litteraturhistoriens kanoniserede læsninger har været styret af bestemte, ensrettende forforståelser – af et såkaldt heteronormativt1 blik. Det er queerlæsningens fornemmeste opgave at kritisere og tilbyde et alternativ til heteronormativiteten. Ikke fordi alternativet nødvendigvis udgør en sandere eller rigtigere læsning, men fordi det nuancerer, udvider og supplerer vores (for)forståelse af litteraturen.

I det følgende vil jeg give et konkret bud på, hvordan man kan arbejde med queerlæsningen i danskundervisningen. Jeg beskriver et undervisningsmodul a 90 minutters varighed, som har til formål at bevidstgøre eleverne om, hvordan deres egne forforståelser spiller ind i tekstfortolkningen, og at introducere queerlæsningen som en alternativ læsestrategi, der kan frigøre hidtil usete betydningspotentialer i en tekst.

Modulet er tænkt i tre dele svarende til tre forskellige måder at anskue en tekst på. Jeg betegner disse anskuelsesmåder som forskellige slags blikke: det heteronormative, det analytiske og det queerede blik.

Det heteronormative blik Modulet indledes med en prima vista-øvelse, hvor vi synger Jens Rosendals folkekære sang ”Du kom med alt det der var dig” (1981). Herefter laver eleverne en individuel tænkeskrivning, hvor de i løbet af få minutter skal formulere sig frem til, hvad sangen handler om. Det er elevernes umiddelbare, præanalytiske fortolkning af sangen, disse indledende øvelser skal have fat i. Derfor er det også vigtigt, at modulet tænkes som en form for tabula rasa, hvor eleverne

14 DANSK NOTER

ikke har fået nogen forudgående viden om, hvad der skal foregå, og hvilket nyt undervisningsforløb de skal i gang med.

Mine elever når typisk frem til, at sangen handler om ’kærlighed’, om ’en stormende forelskelse’, og at den har et budskab om, ’at kærlighed overvinder alt’. På baggrund af elevernes tænkeskrivninger formulerer vi en første fælles fortolkningshypotese på tavlen.

Det analytiske blik Herefter følger en længere sekvens med gruppearbejde, hvor eleverne får til opgave at analysere sangen med særlig fokus på komposition og ordklasser. Komposition og ordklasser har den fordel, at de begge er formelle og kvantificérbare. Det giver analysearbejdet en objektiv tyngde, ligesom det fastholder og forpligter eleverne på det tekstnære niveau.

Gruppearbejdet gennemgås efterfølgende i plenum, og jeg opridser her analysens hovedpointer, som er illustreret ved figur 1.

Med hensyn til kompositionen er det interessant, at sangen falder i to dele: en narrativ og en konklusion.

Overgangen markeres tydeligt i den ydre form ved et kolon, der afslutter fjerde strofe. Dette todelte formprincip kan minde om sonetformens syllogisme; i sangen fungerer den narrative del netop som en logisk præmis for ”Livets tale”, der til sidst udlægger og konkluderer.

Kigger vi nærmere på de forskellige ordklasser og deres funktion, er de mange dynamiske verber iøjnefaldende. De er særligt hyppige i sangens første strofer: ”kom”, ”sprængte”, ”råbte”, ”stormed”, ”fór” og ”købte”. Der er en voldsom handlekraft og fart i disse verber, man fristes til at karakterisere sproget som en udpræget maskulin skrift. Samtidig markerer både ud-

Af Helle Juhl Lassen, adjunkt/lektor, dansk og mediefag, Roskilde Gymnasium.

”Jeg har oplevet, at denne indsigt for eleverne kan være forbundet med en form for chok, hvor sangen pludselig radikalt ændrer karakter – den bliver queer. råbstegnet og imperativet ”lev” en bydende nødvendighed, hvormed handlingen sker. Anslaget forstærkes kun yderligere af adjektiverne ”spærret”, ”stærkt”, ”klart”, ”vildt” og ”fyldt”, der ligeledes konnoterer fart og kraft.

Neologismen ”tøbrudsfart” sammenskriver farten med et centralt semantisk felt, som har med årstidernes

”

skiften at gøre. Hertil knytter sig flere substantiver, fx ”forår”, ”vint’rens”, ”enge”, ”solen”, ”blomster” og ”himlen”. Overgangen fra vinter til forår falder sammen med duets komme, og duet beskrives som ”varm”, ”lys”, ”god” og ”smuk”, nøjagtig ligesom foråret. Sammenligningen mellem duets hår og solen peger endvi-

I wash off, 2013

DANSK NOTER 15

SKITSE TIL QUEER-FORLØB Ved Helle Juhl Lassen, Roskilde Gymnasium

dere på det skjulte som et væsentligt motiv: ”og håret var det pure guld / som solen-– skjult for længe”. Duets pure hår bliver et billede på den ægte, sande natur, som har været skjult for længe, men nu endelig kommer frem i forårssolen.

Omtrent i midten af sangen har Rosendal placeret substantivet ”næve”. Dette ordvalg er udslagsgivende i læserens afkodning af duets køn (man ville næppe betegne en kvindes hånd som en næve). Det bliver klart, at Rosendals lyriske jeg er forelsket i en mand, og at det skjulte således kan læses som et homoerotisk begær.

16 DANSK NOTER

konklusion

FORLØBSOVERSIGT 1. Modul Forforståelser Tekst: Jens Rosendal, ”Du kom med alt det der var dig” (1981) 2. Modul Queer-teori Begreber: sex/gender, det performative køn, heteronormativitet, subversive handlinger, det diskursive blik 3. Modul Queer for børn Tekst: Disney ”Let it go” i Frozen (2013) + da. ”Lad det ske 4. Modul At undslippe sit køn Tekst: Naja Marie Aidt, “Sår” i Bavian (2006) 5. Modul Det diskursive blik Tekst: uddrag af Thomas Mann, Døden i Venedig (1912) + klip fra Luschino Viscontis filmatisering (1971) 6. Modul Repetition og evaluering

Forslag til eksamenstekst: Naja Marie Aidt, ”Kvinden i baren” i Bavian (2006)

narrativ

Formål: at bevidstgøre eleverne om, hvordan tekstlæsning og -fortolkning er styret af forforståelser, samt at give dem nogle anderledes læsestrategier, som kan åbne og udvide teksters betydningspotentialer.

Benspænd: Der skal skrives i hvert modul (integration af skriftlighed).

Genrer: prosa, lyrik, sange, populær- og finkultur, dansk og engelsk.

Varighed: 6 moduler a 90 min.

Medier: litteratur og film.

Progression: 2 g/3 g

Du kom med alt det, der var dig og sprængte hver en spærret vej, og hvilket forår blev det!

Det år, da alt blev stærkt og klart og vildt og fyldt med tøbrudsfart og alting råbte: lev det.

Jeg stormed ud og købte øl ja, vint’rens gamle stive føl fór ud på grønne enge.

Og du blev varm og lys og fuld og håret var det pure guld som solen -­‐ skjult for længe.

Og blomster åbned sig og så, at nu blev himlen stor og blå og stunden født til glæde.

Din næve var så varm og god og du var smuk og fuld af mod, så smuk, jeg måtte græde.

Vorherre selv bød ind til fest Der sad vi hver benovet gæst i kærlighedens sale med øjne, undrende og blå, vi bare så og så og så og slugte livets tale:

At livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær på trods af det der smerter, og kærligheden er og bli’r og hvad end hele verden si’r så har den vore hjerter.

Verber Adjektiver Substantiver

Jeg har oplevet, at denne for eleverne kan Figur 1: indsigt komposition og ordklasser være forbundet med en form for chok, hvor sangen pludselig radikalt ændrer karakter – den bliver queer.

Gennem det tekstnære analysearbejde bliver eleverne således nødsaget til at revidere deres første fortolkningshypotese. Dette leder naturligt videre i en klassediskussion om, hvordan sangen skal fortolkes i en queer optik. I det følgende giver jeg et bud på, hvordan denne fortolkning kunne lyde.

Det queerede blik I queerlæsningen udfolder sangen sig som en klassisk spring-ud-historie, hvor den homoseksuelle kærlighed er forbundet med stor eksistentiel tvivl og smerte.

Kærligheden er ikke rosenrød og lykkelig, men sejrer

She is Solid. Akvarel på papir (nr. 15 af 16) 2014

på trods af omverdenens dom – som det udlægges i sangens konklusion: ”kærligheden er og bli’r / og hvad end hele verden si’r / så har den vores hjerter”.

Genlæser vi sangens åbningslinjer med vores queerede læsebriller, bliver metaforikken også pludselig anderledes voldsom, for ikke at sige direkte penetrerende: Vi entrer med en metafor for mandens mødom, der sprænges, idet duet kommer og udløses i fuldt flor. Mændene drikker nogle øl, før akten fortsætter i strofe tre, hvor jeget får, hvad der lyder som et handjob: ”din næve var så varm og god” /… / ”jeg måtte græde”. På et metaplan kan disse forholdsvis direkte homosexbeskrivelser tolkes som en form for trodsig kærlighed, en subversion af den pæne og polerede borgerlighed, der udgør sangens primære brugskontekst. Mange har formodentlig prøvet at synge denne sang i det stiveste puds til en fin familiefest. Metaniveauet udbygges yderligere, da selveste Vorherre inviterer til fest i strofe fire, og altså træder ind som en metafysisk instans, der symbolsk rummer homoseksualiteten. På metaniveauet inviteres læseren således også til at kunne rumme de homoerotiske betydningspotentialer, som queerlæsningen åbner op for.

selverkendelse. Med queerbegreber kan vi sige, at elevernes umiddelbare præanalytiske fortolkning har været styret af et heteronormativt blik, som i første omgang har tilsløret og skjult vigtige betydningspotentialer i Rosendals sang. Når blikket ændrer begærretning, får homokærligheden mulighed for at blomstre og springe ud af skabet.

Hvad en tekst kan betyde, afhænger således af øjnene, der ser, og man bør ikke være snæversynet, når man bedriver tekstanalyse og fortolkning. Omtrent sådan kunne queerlæsningens læresætning lyde. ”Du kom med alt det der var dig” er velegnet til at vække denne selverkendelse, fordi den også fungerer som en universel kærlighedssang. Der er altså ikke tale om, at den ene læsning udelukker den anden, men tværtimod om, at de supplerer og korrigerer hinanden.

Litteratur Frederiksen, Maja Bissenbakker: Begreb om begær, Syddansk Universitetsforlag, 2005.

Rosendal, Jens: ”Du kom med alt det der var dig” i Højskolesangbogen, FFD, 2006.

Noter 1. ”Heteronormativitet refererer til den epistemologiske ramme, som

Tekster afhænger af øjnene der ser Når queerlæsningen fungerer bedst, kan det chok, analysearbejdet afstedkommer, føre til en form for kritisk

naturaliserer det borgerlige, heteroseksuelle, monogame og reproducerede ægteskab og gør dette til det altomfattende paradigme for begrebsliggørelsen af køn og begær” (Frederiksen 2005, s. 12).

DANSK NOTER 17

Tema: Køn, til debat, til konstruktion og til stede

Findes der en postkonstruktivistisk læsning af kønnet?

– om materialitet, empati og abortpoesi Den kønskonstruktivistiske læsning sigter mod at læse kønnet som en konstant omskiftelig størrelse, men hos nogle digtere er oplevelsen af kroppen er i den grad kønnet. Dette ses bl.a. hos Ursula Andkjær Olsens og Pia Tafdrup, der begge beskæftiger sig med den gravide kvindes tabserfaring ved abort.

Når vi som litterater – anmeldere, forskere, undervisere – render på litterære værker, der kalder på køns- og kropsteoretisk tankegods, har automatreaktionen i de sidste mange år været at hive et bestemt sæt filosofiskkonstruktivistiske idéer ud af ærmet. Det har længe været comme il faut først og fremmest at referere til Judith Butlers nærmest herostratisk berømte værk Gender Trouble (1990) og på den baggrund beskrive kønnet – det sociale såvel som biologiske – som et konstrukt, produceret af de mange forskellige diskurser, der florerer i og omkring os. Den mest konsekvente fløj inden for denne tendens viser sig i de såkaldte queer-læsninger, hvis primære sigte går ud på at bruge litteraturen – og vores kritiske læsning af den – som et middel til at undergrave forestillingen om stabile kønsidentiteter.

Kategorier som ”mand” og ”kvinde” er i denne optik ikke bare noget, vi kan påstå at være ved at henvise til ”fakta” om kroppens udformning, men noget, vi så at sige påvirkes til at blive gennem de diskursive forestillinger, som bl.a. litteraturen præger os med.

Imidlertid udfordres denne tankegang i øjeblikket fra flere fronter. Udover de teoretiske korrektiver, der fra filosofiens side er blevet leveret til den radikale kønskonstruktivisme (Barad 1998 og 2008, Grosz 1994 og 2011, Moi 1998 og 2007, Alcoff 2006), er det bemærkelsesværdigt, hvordan også visse litterære værker til en vis grad modsætter sig den rent konstruktivistiske, diskursanalytiske eller queerteoretiske læsning. De kønskonstrukivistiske perspektiver kan selvfølgelig være rammende for portrætter af visse forfattere som eksempelvis Karen Blixen, for hvem (køns)identiteternes omskiftelige karakterer er et tilbagevendende tema (se f.eks. Heede 2001), men i forbindelse med værker, der

18 DANSK NOTER

insisterer på kødets materialitet, kropslige erfaringer og kønsspecifikke fænomener – sådan som vi kender det fra eksempelvis Katinka My Jones, Olga Ravn, Hanne Højgaard Viemose og Ursula Andkjær Olsen eller de lidt ældre Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup – forholder det sig anderledes. Her må suppleres med andre idésæt.

Nærværende artikel er tænkt som en opfordring til at undersøge, hvordan et sådant alternativ kan se ud. Eller formuleret på en anden måde: Denne artikel spørger til, hvad der sker med vores litteraturkritiske tilgange, når vi konfronteres med en litteratur, der ikke primært iscenesætter kønnet som en social konstruktion, men også som et grundlæggende kropsligt udgangspunkt, der former store dele af ens oplevelser af og ageren i verden. Mit tentative svar er, at vi må ty til, hvad jeg med en kombination af nymaterialistisk kropsfilosofi og fænomenologisk litteratur- og kunstteori, vil kalde en postkonstruktivistisk læsning1.

Abortpoesi Vil man udforske den konstruktivistiske læsepraksis’ begrænsninger, er et godt sted at starte en genre, man kunne kalde ”abortpoesi”2. Med udgangspunkt i den kønsspecifikke erfaring, som aborten er, forsøger en sådan digtning netop at formidle oplevelsen af at leve som en bestemt kønnet krop med de fænomener, som en sådan krop nu en gang muliggør. Eksemplarisk i denne forbindelse er Ursula Andkjær Olsens Det 3. Årtusindes hjerte (2012), der i sin æstetik nok er præget af en omskiftelighed, som korresponderer med Olsens tidligere og ret dekonstruktivt orienterede værker, men som samtidig udviser en slående opmærksomhed for de materielle betingelser og selvstændige aktiviteter, som

Af Tobias Skiveren, født 1987, ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet og litteraturanmelder ved JyllandsPosten. Har senest udgivet Arenamonografien Eske K. Mathiesen (2015) i samarbejde med Martin Gregersen.

kroppen også udgør (se også Skiveren 2016 og Bencke 2014). Værket kan nemlig betragtes som én lang meditation over og bearbejdning af en abortoplevelse. Et af de første digte lyder i sin korthed (Olsen 2012: 28): At et tab er et nederlag, det faktum at ethvert tab er forbundet med RED og smurt ind i RED, lige meget hvor smukt det bæres.

Den gravide kvindes tabserfaring er klar: At tabe et barn er nødvendigvis at erhverve sig en sorg. Eller med digtets egen formulering: Et tab er et nederlag. Man kan

måske nok forsøge at italesætte og bære sin abortoplevelse med en vis værdighed, men bag de ydre diskurser gemmer sig altid en alarmerende og sorgfuld erindring om det rindende blods grusomhed (”smurt / ind i RED, lige meget hvor smukt det bæres”). Kroppen er med andre ord ”alt andet end en blank side for sociale inskriptioner” (Haraway 1988: 591), for nu at bruge Donna Haraways formulering. Den kan ikke bare italesættes efter forgodtbefindende, men udgør tværtom med sin spontane ageren selve fundamentet for jegets aktuelle følelsesliv.

I dét lys synes valget af ordet ”tab” ikke tilfældigt. På

Your name I have mercifully forgotten, 2015

DANSK NOTER 19

It never rains, 2015

den ene side taler vi almindeligvis om ”at tabe et barn” og henviser dermed til det meget konkret-materielle fænomen at udstøde et foster, mens ordet ”et tab” på den anden side også kan referere til ”et følelsesmæssigt afsavn eller tomrum”.3 Den fysiske udstødelse af fostret hænger med andre ord uløseligt sammen med en helt bestemt psykisk tilstand. Igen: Et tab er et nederlag.

Det er kroppens konkrete ageren, ikke menneskets bevidsthed, der dikterer jegets psykologisk-eksistentielle tilstand. Tilsvarende lyder det andetsteds (ibid.: 106): Hvis din død er meningsløs, må det være, fordi du er mening, og din forsvinden ville være forsvinden af mening, dér i mit fjerne indre, dér, dér rinder mening ud, rinder rose, navn ud.

Olsens billede tager i og for sig begrebet ”meningsløs” på ordet: Ligesom kropsvæskerne strømmer ud af kroppen, vrister meningen sig løs og siver langsomt ud af

20 DANSK NOTER

jegets (under)liv. Det kommende barn giver mening til jegets tilværelse, men i det øjeblik det forsvinder, forsvinder også al betydning og værdi. Aborten er – med Julia Kristevas rammende formulering om abjekte væsker generelt – ”en meningsløshedens byrde” (Kristiva 1982: 2). Bevidstheden er ikke længere kroppen overlegen, men slave af dens meningsløse aktiviteter. I Volatile bodies (1994) skriver den nymaterialistiske filosof Elisabeth Grosz tilsvarende om, hvordan vores fundamentalt umedgørlige kropsvæskers evindelige siven og dryppen peger tilbage på bevidsthedens mangel på suverænitet (Grosz 1994: 194 og 205). Kroppen, der før udgjorde en stabil jord under det humanistiske subjekts fødder, viser sig for Grosz at være et ukontrollerbart jordskred af abjektale væsker, der efterlader mennesket prisgivet dets materialitet. Og samme pointe ekkoer hos Olsen: Ligegyldigt hvor meget digtets kvinde modsætter sig kroppens udstødelse, sætter den sit tydelige og uafrystelige præg på hende. Om man vil det eller ej, er og bliver jeget overladt til det på én gang fysiske og psykiske tab.

”Filosofi kan – i bedste fald – gøre forståelse klar.

Digtningen kan gøre den nærværende. ” Selvom der måske umiddelbart er langt fra Olsens viltre avantgardeæstetik til Pia Tafdrups modernistiske centrallyrik, er disse forfattere ikke desto mindre nært beslægtede, hvad angår oplevelsen af kroppens spontane ageren og sorgfulde affekter. Det er ganske vist rigtigt, at Olsens digtning ofte trækker på en poststrukturalistisk tanketradition, mens Tafdrup i stedet udtrykker en art biologisk holisme, men bag de forhåndenværende filosofiske overbevisninger gemmer sig en parallel kropslig erfaring. Og i digtsamlingen med den sigende titel Den inderste zone (1983) lyder den sådan her (Tafdrup 1983: 48): Ægget befrugtet af gentagne undskyldninger skamløse bortforklaringer ægget i krig med VIL og VIL IKKE med det mulige og umulige ægget kaster sig ud ægget iværksætter sin egen glideflugt ægget svæver falder som skår af min krop.

Ligesom digtet her falder med dets korte verselinjer og talrige enjambementer, løsriver det befrugtede æg sig og glider ud af kvindens krop – og vi er som læsere vidner til, hvordan hele forløbet udspiller sig. Dybt inde i kroppens hengemte kamre udfolder kampen om æggets skæbne sig i et uigennemskueligt netværk af kræfter og viljer (”ægget i krig/ med VIL/ og VIL IKKE/ med det mulige/ og umulige”), som i hvert fald ikke stammer fra den gravide kvindes bevidsthed. At være svanger er, som Simone de Beauvoir skiver i Le deuxieme sexe (1949), at føle sig ”som et legetøj for dunkle magter, givet i deres vold og drevet hid og did af dem” (Beauvoir 1983: 119). Jeget er som subjekt ikke bare underkastet (latin: subjectum) de diskursive strukturer, der omgiver det, men i enormt tydelig grad også dets egen krop.

Og kroppen er – også i dette tilfælde – i høj grad en forgængelig krop: Som skår, der falder af en vase, forfalder jegets krop (”ægget svæver/ falder/ som skår af min krop”). Den går bogstaveligt talt i stykker. Og Tafdrups jeg kan angiveligt mærke det, nærmest før det sker (Tafdrup 1983: 49):

Allerede før det kommer ser jeg blodet flyde rødt rødt engleblod i det skærende dagslys smagen af metallisk sorg i sne er mit aftryk sårbarhed.

Som hos Olsen ser vi, hvordan den spontane kropslige ageren indvirker på jegets følelsesliv (”smagen af metallisk sorg”), men tilføjet er nu en poetologisk dimension: Jegets sorg kan ikke alene mærkes i og omkring kroppen, men også i poesien. På papirets snehvide flader læser vi netop her sublimeringen af den kvindelige sårbarhed (”i sne/ er mit aftryk/ sårbarhed”). Abortblodet falder ikke bare ned på jorden, men også ud i skriften. Digtets sprog bliver i helt bogstavelig forstand et kropssprog.

Exit Forfattere som Olsen og Tafdrup er nok bevidste om, at de forhåndenværende diskurser, sprog og ideologier i en eller anden udstrækning præger blikket på vores kroppe, men de er mindst lige så opmærksomme på, at det samtidig forholder sig omvendt: at den krop, vi nu engang er udstyret med, præger vores erfaringer. Disse digtere tager så at sige kroppens præmisser seriøst4.

De peger på, hvordan vi alle er født som en (køns) specifik krop med specifikke former og aktiviteter, der – i samspil med florerende diskurser – betinger vores oplevelser5. Deres poesi arbejder ud fra de erfaringer og situationer, der er knyttet til det at være en kønsspecifik kropsmaterialitet. At forsøge at læse en dekonstruktion af kønsforskellen frem i værker som disse, der selv insisterer på at formidle kønsspecifikke erfaringer, vil i langt de fleste tilfælde være frugtesløst. For hvor den kønskonstruktivistiske læsning sigter mod at læse kønnet som en konstant omskiftelig og aldrig fikserbar størrelse, forsøger digtene her netop at fastholde den specifikke krop og dens (historisk situerede) erfaringer. Frem for at undersøge de måder, hvorpå kønnet konstrueres, når vi læser, dvs. hvordan læsersubjektet interpelleres med bestemte forestillinger om, hvad køn overhovedet er, kalder sådanne værker derimod på en tilgang, der tager udgangspunkt i, hvad litteraturen kan fortælle os om, hvordan det er at leve som en bestemt

DANSK NOTER 21

(kønnet) krop, dvs. hvordan den formidler oplevelsen af den materielle krops egne betingelser og selvstændige aktiviteter.

Hvad en sådan formidling af kropslige erfaringer angår, er det klart, at fiktionen i almindelighed og lit-

teraturen i særdeleshed har et stort potentiale. For i modsætning til videnskabelige diskurser, som måske nok kan fortælle mig om, hvad aborten teknisk set er, kan jeg i litteraturen til en vis grad selv opleve den. ”Filosofi kan – i bedste fald – gøre forståelse klar. Digtningen kan gøre

Tungetegning (3. serie). Blæk på millimeterpapir (nr. 6 af 10), 2014

22 DANSK NOTER

den nærværende” (Løgstrup 1956: 226), skiver Løgstrup i Den etiske fordring (1956). Eller sagt med en formulering af den skotske psykolog R.D. Laing: Den Andens oplevelse, som normalt er usynlig for mig, bliver i læsningen synlig6. Litteraturen er med andre ord ikke kun en hegemonisk diskurs, der forholder sig mere eller mindre subversivt til kønnet, men også et selvoverskridelsens sted, hvor fænomener som empati og erfaringsudvidelse stortrives. Og selvom det kønskonstruktivistiske tankegods har leveret mange vigtige indsigter til litteraturkritikken, tror jeg ikke desto mindre, at udviklingen af en sådan postkonstruktivistisk læsning vil opkvalificere ikke bare diskussionen af Olsen og Tafdrup, men af alle de mange kropsmaterialistiske orienteringer i dansk litteratur, som jeg her bare har antydet konturerne af.

Lykke, Nina: Feminist studies. A guide to intersectional theory, methodology and writing, New York 2010, Routledge Løgstrup, K.E.: Den etiske fordring, København 1956, Gyldendal Moi, Toril: Hva er en kvinne. Kjønn og kropp i feministisk teori, på norsk ved Rakel Christina Granaas, Trondheim 1998, Gyldendal (1998) Moi, Toril: ”Språkets tvangstrøye: Om poststrukturalistisk språkteori og queer teori” i: Trine Annfelt, Britt Andersen og Agnes Bolsø (red.): Når heteroseksualiteten må forklare seg, Tronheim 2007, Tapir Akademisk Forlag Olsen, Ursula Andkjær: Det 3. årtusindes hjerte, København 2012, Gyldendal Palmer, Alan: ”The Construction of Fictional Minds”, Narrative, vol. 10, nr. 1, 2002 Rösing, Lilian Munk: Kønnets katekismus, Roskilde 2005, Roskilde Universitetsforlag Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: Eske K. Mathiesen, København

Anvendt litteratur: Alcoff, Linda Martín: Visible Identities. Race, Gender, and the Self, New York 2006, Oxford University Press Barad, Karen: “Getting Real: Technoscientific Practices and the Materialization of Reality”, Differences. A Journal of Feminist Cultural Studies, vol. 10, nr. 2, 1998 Barad, Karen: “Posthumanist performativity: Toward an understanding

2015a, Forlaget Arena Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: ”Den materielle drejning. En (ny) optik i og på aktuel dansk digtning” i: Peter Stein Larsen, Louise Mønster og Rasmus Dahl Vest: Dansk samtidslyrik, Aalborg 2015b, forventet udgivelse 2015 ved Aalborg Universitetsforlag Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: Den materielle drejning. En (ny) optik i og på dansk litteratur, Odense 2016, forventet udgivelse i 2016 ved Syddansk Universitetsforlag

of how matter comes to matter” i: Alaimo, Stacy og Susan Hekman

Smith, Amalie: I civil, København 2012, Gyldendal

(red.): Material Feminisms, Bloomington/Indianapolis 2008, Indiana

Tafdrup, Pia: Den inderste zone, København 1983, Borgen

University Press Beauvoir, Simone de: Det andet køn, bd. 3, på dansk ved Svend Johansen, København 1989, Tiderne Skifter (1949) Bencke, Ida: ”Kroppen er noget andet. Posthumanisme og cyborghjer-

Noter 1 Termen er inspireret af den danske kønsforsker Nina Lykke (Lykke 2008 og Lykke 2010).

ter hos Ursula Andkjær Olsen”, Kritik, årg. 47, nr. 211, 2014

2 Jeg skylder en stor tak til min mangeårige makker Martin Gregersen

Butler, Judith: Kønsballade. Feminisme og subversionen af identitet, på

fra Aalborg Universitet, i samarbejde med hvilken hovedparten af

dansk ved T. Houberg, København 2010, Forlaget THP (1990) Eric, Caspar: Nike, København 2015, Gyldendal Grosz, Elisabeth: Volatile Bodies. Toward a Corporeal Feminism, Bloomington 1994, Indiana University Press Grosz, Elisabeth: Becoming Undone. Darwinian Reflections on Life, Politics, and Art, Durham 2011, Duke University Press Haraway, Donna: “Situated Knowledges: The Science Question in

disse analyser samt den generelle applikation af nymaterialistisk filosofi er udviklet (se Skiveren 2015a, 2015b og særligt 2016).

3 http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tab 4 Formuleringen er et lån fra Caspar Erics seneste digtsamling Nike (2015), der er en poetisk undersøgelse af, hvordan livet som handicappet krop tager sig ud.

5 Pointen er lige så vidtrækkende, som den er banal: Man skal eksem-

Feminism and the Privilege of Partial Perspective”, Feminist Studies,

pelvis have en livmoder, hvis man skal konfronteres med moder

vol. 14, nr. 3, 1988

skabets mulighed, som Lilian Rösing skriver i Kønnets katekismus

Heede, Dag: Det umenneskelige. Analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen, Odense 2001, Syddansk Universitetsforlag Kristeva, Julia: Powers of Horror. An Essay on Abjection, New York 1982, Columbia University Press Lykke, Nina: Kønsforskning. En guide til feministisk teori, metodologi og skrift, København 2008, Samfundslitteratur.

(2005) (Rösing 2005: 18), eller med Linda Martín Alcoffs eksempel fra Visible Identities (2006) er mandekroppe ikke i stand til at opleve den snurren i brysterne, der kan opstå, når et spædbarn græder (Alcoff 2006: 288).

6 Laings metafor er opsnappet hos den såkaldt postklassicistiske narratolog Alan Palmer (Palmer 2002: 29).

DANSK NOTER 23

Tema: Køn, til debat, til konstruktion og til stede

Mad Man – antihelten i amerikanske TV-serier Den ældre mandlige antihelt dyrkes på film og i TV-serier som aldrig før. Vi præsenteres gang på gang for en oldschool, moralsk forfalden, utro, kriminel men samtidig ofte charmerende og magtfuld mand. Er fascinationen af de mandlige antihelte udtryk for hyggesexisme, eller er det blot en ventil i et postfeministisk samfund, hvor den mandlige identitet er klemt?

I Mad Men (2007-2011) kan vi ikke få nok af den komplicerede Don Draper med den dybe stemme, som på én gang er dybt tiltrækkende, flirtende og følelsesmæssigt afstumpet. Vi hepper også på, at gymnasielæreren, Walter White i Breaking Bad (2008-2013) lykkes med at sælge sine ulovlige stoffer videre. Ligeledes klines vi til skærmen, når de korrumperede brødre i 40’erne forsøger at dele både faderens pengearv og voldelige barndomsminder mellem sig i Bloodline (2015-). Måske giver de uperfekte mænd os en følelse af katarsis i en omklamrende præstationskultur, hvor vi også forventes at præstere politisk korrekt på vores køn?

Særligt i de amerikanske TV-serier på kanaler som HBO, AMC og Netflix ser vi for tiden en særlig opblomstring af denne såkaldte antihelt. Man taler ligefrem om en såkaldt golden age for TV-serier, som netop er vundet frem i 00’erne og 10’erne (Martin 2013: 9). Fra at TV-mediet har været anset som underlødigt, er der nu kommet en hel anden respekt og nyskabelse i TVserierne. Herunder de nye mandlige karakterertyper: ”These were characters whom, conventional wisdom had once insisted, Americans would never allow into their living rooms: unhappy, morally compromised, complicated, deeply human.” (Martin 2013: 4).

Det er ikke blot os gymnasielærere og andre ’fuldvoksne’ seere, som dyrker TV-serierne. Men som underviser i dansk og mediefag hører jeg ofte eleverne tale entusiastisk om ’næste sæson af Breaking Bad’, eller de diskuterer, hvorvidt Dexter (Dexter 2006-2013) er en helt eller en psykopat. Af samme grund har jeg haft held til at lave forløb om amerikanske TV-serier, som i den grad fanger elevernes interesse, og hvor der er masser af faglig fylde at hente. Søren Balslev sammenligner i Weekendavisen, ligefrem de moderne TV-dramaer med

24 DANSK NOTER

store murstensromaner: ”Livtag med samfundsmoralen sker med en styrke som fører tankerne i retning af Ibsen/ Strindberg og Dickens/Steinbeck.” (Balslev 2011: 1).

Den Danske Ordbog Online definerer ordet ’antihelt’ som: ”person, oftest mand, i en roman, film el.lign. der overhovedet ikke lever op til de almindelige forestillinger om en helt.” Karaktererne, vi ser i TV-serierne, lever som oftest sjældent op til vores forestillinger om en klassisk helt; de er moralsk korrupte, voldelige, kriminelle og utro. Men alligevel er de skruet sådan sammen, at vi kommer til at holde af dem, og at de fungerer som det primære identifikationspunkt. Ud over artiklens ovennævnte tre eksempler på antihelte kan også nævnes Tony Soprano (Sopranos 1999-2007), som er en af de første antihelte i begyndelsen af TV’s golden age i starten af 00’erne. Han er både hårdkogt mafiaboss og kikset familiefar, som går til psykiater for stress. Kriminalbetjenten Jimmy McNulty i The Wire (2002-2008) er mislykket skilsmissefar med dårligt forhold til eks’en og drikker lidt for meget), men har til gengæld succes med at opklare narkosager. Næsten samtlige af de mandlige karakterer i både True Detective 1 og 2 (2014-) er ligeledes tosidede, da de har et succesfuldt professionelt liv, men samtidig lider af alt lige fra rejsningsproblemer og ufrivillig kastration til fertilitetsproblemer. Antihelten Francis Underwood i House of Cards (2013-) er også barnløs. Professionelt er han en manipulerende politiker, som sammen med sin kone, Claire Underwood, kæmper for at få præsidentembedet.

Mange af de ovennævnte mest populære karakterer fra de amerikanske TV-serier har en række fælles karaktertræk: Vi møder typisk en hvid mand, mellem 40-50 år, amerikansk, som befinder sig i den øvre middelklasse. Han er meget ofte plaget af sin fortid,

Af Christine Boas Dabelsteen født 1981, lektor på Nørre Gymnasium i dansk og mediefag.

enten en nylig skilsmisse eller en traumatiseret barndom. Han indeholder ofte modsætningsfulde karaktertræk, som netop gør, at vi både elsker og hader ham på samme tid. Han har ofte både hang til vold, kriminalitet og selvtægt, og så er hans forhold til kvinder oftest kompliceret og/eller dominerende, og nogle gange har han endda problemer med sin virilitet. De kvindelige medspillere i disse serier reduceres ofte til enten forførende fristerinder eller husmoderlig partnere.

Det helt store spørgsmål er så, hvorfor både mandlige og kvindelige seere i 2015 fascineres af disse moralsk korrupte og mandschauvinistiske TV-seriekarakterer?

Gjermandsens bud er: ”Det er som om, det føles lidt rart at overvære noget så frivolt. Det er med nutidens optik fuldkommen uacceptabelt, ligesom formiddagsdruk og kæderygning på kontoret. Der er så meget man ikke må – måske netop derfor virker det som et frikvarter uden løftede pegefingre at sidde i sofaen og fnise over den groteske dekadence, i hvis navn alle former for fy bliver begået.”

(Gjermandsen 2011: 2). Vi drømmer os måske tilbage til ’de gode gamle dage’, hvor mande- og kvinderoller var fast definerede, og hvor de giver os lov til at holde frikvarter fra senmoderne kønskonstruktioner og evig forhandling?

Hvis vi kigger nærmere på den mandlige karakter i populærkulturen, så har der ikke i samme grad været forsket så meget i manderoller som i kvinderoller i litteratur og kultur (Dennis 2012: 108). Dennis opstiller en række dikotomier, som typisk har været kendetegnet som såkaldte maskuline og feminine karaktertræk.

Mange, som vi også genkender i de nye TV-serier: aktiv/ passiv, logisk/emotionel, standhaftig/flygtig, stærk/ svag, offentlig sfære/privat sfære (Dennis 2012: 111).

Særligt peger han på feministiske kritikere som Laura Mulvey (1975) og Simone de Beauvoir (1949), der har domineret feltet, og indtil omkring 1980’erne institutionaliserede manden og samfundet som undertrykkende af kvinden. I 1970’erne til 1980’erne skete der en markant udvikling i mandetyperne i populærkulturen, manden gik fra at være følsom til rå. Woody Allens film fra 1970’erne (eks. Mig og Annie 1977, Manhattan 1979) viser tydeligt denne snakkende, følsomme, bløde mandetype, ofte spillet af ham selv, som så får trange kår op igennem 1980’ernes neokonservative opblomstring i både UK og USA, hvor hhv. Margaret Thatcher og Ronald Reagan kommer til magten. Denne konservative bølge kommer til at påvirke 1980’ernes hårdere mandekarakterer, som typisk spilles af Sylvester Stal-

lone, Michael Dudikoff, Chuck Norris, Jean-Claude Van Damme (Rambo: First Blood 2 1985, Delta Force 1986 m. fl.) (Dennis 2012: 110). Det peger altså på en historisk udvikling i kønsroller, som ikke er lineær, men som snarere peger både frem og tilbage i tiden.

Nutidens postmaskuline antihelte fra i dag ligner til forveksling film noir-mændene fra 1940’erne og 1950’erne. I eksempelvis The Big Sleep (1946), Sunset Boulevard (1950) og The Maltese Falcon (1941) har vi at gøre med en mandlig film noir-antihelt, der beskrives som den: ”(…) fortidsbundne jeg-svage mand, der har kludder med over-jeg’et (…)”(Alsted 1985: 86). De mandlige karakterer i film noir-filmene udsprang lige før og under koldkrigsperioden, hvor der lurede en konstant følelse af paranoia og risiko for krig mellem USA og Rusland. Den fatalisme og kynisme, som herskede i perioden, hang også sammen med, at man lige var sluppet ud af 2. Verdenskrigs rædsler, og filmene kunne ses som en måde at bearbejde traumerne på. Mandekaraktererne fik derfor et råt, desillusioneret og fremmedgjort enspænder-udtryk, og deres forhold til kvinderne var altid præget af komplikationer og kynisme (Alsted 1985: 86).

I dag kan man måske også tale om en række tendenser i samfundet, som tvinger os tilbage til optegnede og demoraliserede mandetyper? Lotte Thorsen interviewer blandt andre filminstruktøren Søren Frellesen: ”Klemte mænd i den moderne verden kan identificere sig med antiheltene, fordi det er rart at spejle sig i nogen, der ikke er perfekte, og som har »krydset nogle mere voldsomme moralske grænser, end man selv har«, mener Søren Frellesen. Og dybest set handler alle de serier, der er båret af antihelt, om hvordan mænd skal bære sig ad i den moderne verden.” (Thorsen 2013). Don Draper, Dexter, McNulty, Frank Underwood og alle de andre kan være udtryk for eskapistiske drømme om en overskuelig verden, hvor køn ikke konstant er til forhandling og i løbende konstruktion og forandring. Hvis vi tager udgangspunkt i titelsekvensen til Mad Men, ser vi bogstaveligt talt en mand i frit fald – ned gennem en række af højhuse – mens kendingsmelodien spiller: ”Titlen er interessant for det, som den fremhæver – det mandlige køn som sådan og de mandetyper, som serien præsenterer – mest prominent heriblandt er naturligvis hovedpersonen Don Draper, reklamebureauets alfahan. (…) ”mad” kan også referere til de mere problematiske og mindre attråværdige sider af mændenes adfærd (…) en klar kobling til den faldende mand i seriens titelsekvens (…)” (Nielsen 2011: 207). Der-

DANSK NOTER 25

”Men nu er det som om jeg kom med til slut. Det bedste er forbi. ” udover peger Nielsen på, hvordan titelsekvensen spiller på dels en dybde (højhusene), dels en flade (skyggen af manden), og at dette skaber den kompleksitet, som både findes i karakteren Don Draper, men også hos manderollen generelt. Det er hermed nærliggende at tolke denne faldende silhuet som patriarkens endeligt.

Associationerne til de faldende mennesker fra World Trade Center den 11. september 2001 lægger desuden op til en tolkning af et vestligt samfund under angreb.

Flere af serierne kan således tolkes til at indvarsle død over autoriteten hos den vestlige hvide mand.

I N.Y. Times påstås det endda, at de skrøbelige patriarker også symboliserer voksenhedens død, hvor den eneste mulighed for den moderne mand er at selvopfinde sig i ungdommen (Scott 2014). Man kan altså også pege på en såkaldt ‘infalization’ af manderollen (Dennis 2012: 132), hvor manden så at sige går i barndom igen og frasiger sig den ansvarsfulde alfaderlige helterolle. Det ser vi f.eks. hos Tony Soprano (Sopranos 1999-2007, 1. afsnit, 1. sæson, ca. 15 min inde i afsnittet), hvor han er dybt opslugt af en andefamilie, som har taget bopæl i hans swimmingpool. Videre i samme afsnit fører han en samtale med sin psykiater, hvor følgende ordveksling finder sted: Tony: ”Men nu er det som om jeg kom med til slut. Det bedste er forbi.”.

Psykiater: ”Mange amerikanere føler det i dag”. Tony: ”Jeg tænker på min far. Han nåede aldrig mine højder.

Men han havde sit folk, og de havde deres normer og stolthed. Hvad har vi i dag?”. Han sammenligner sig med sin far, som havde normer og standarder. Men som moderne mand har man ikke noget tilbage, og hans optagethed af ænderne i poolen fremfor af sin egen familie, som måbende følger ham fra køkkenvinduet, understreger yderligere, hvordan han fejler som nærværende og ansvarsfuld familiefar.

I dag er individualismen i højsædet, og nogle ville mene, at dette er grunden til at kernefamilien er i opløsning; hvert andet par bliver skilt, og vi har ikke længere faste definitioner på, hvad hhv. en mand og en kvinde er. Vi lever i et risikosamfund (Beck 1997), hvor vi lige er kommet os oven på en økonomisk krise, og der lurer globale og klimamæssige farer om hjørnet. Vi

26 DANSK NOTER

oplever politiske spændinger og krige mellem Vesten og Mellemøsten, stigende fattigdom i dele af verden og flygtningestrømme til Europa. Alt sammen faktorer, som giver os en følelse af risiko, ustabilitet og ontologisk usikkerhed (Giddens 2003), og måske derfor føler vi behov for at finde tryghed i antiheltens kønsstereotypiske univers?

Jeg vender hermed tilbage til mit oprindelige spørgsmål om, hvorvidt fascinationen af de mandlige antihelte er et udtryk for hyggesexisme eller blot en ventil i et postfeministisk samfund, hvor den mandlige identitet er klemt. Jeg tror, der både er tale om en fascination og en ventil for lyster og forbudte tanker. Et sted, hvor man som mand kan udleve idéen om at være infantil, lyststyret og kvindebedårer. Samtidigt tror jeg også, vi har at gøre med et tidsbillede. En tematisering af vores samfund og kønsrollerne i dag. Antiheltene indvarsler måske patriarkens endeligt, og de tematiserer samtidig nogle svagheder og problemer ved det at være mand i dag.

Litteraturliste Alsted, Christian : ”Tough Guys” og ”Femmes fatales”? – en analyse af figurtyper i film noir i Kosmorama nr. 172, 1985 Baslev, Søren: ”Moderne romaner” i Weekendavisen, sektion: Kultur, 12.08.2011 Beck, Ulrik: Risikosamfundet, på vej mod en ny modernitet, Hans Reitzels Forlag, 1997 Beauvoir, Simone de: La Deuxième Sexe, Gallimar, 1949 Dennis, Jeffery P.: ”Men, Masculinities, and the Cave Man” i Sex/Gender and the Media. From Sex Roles to Social Construction and Beyond, OXFORD, UK: Wiley-Blackwell, 2012 Mulvey, Laura: Visual Pleasure and Narrative Cinema, Screen 6.3., 1975 Nielsen, Jakob Isak (red.): ”Rundt om Mad Men” af Jakob Isak Nielsen i Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier, Turbine, 2011 Giddens, Anthony: Modernitet og selvidentitet, selvet og samfundet under sen-moderniteten, Hans Reitzels Forlag, 2003 Gjermandsen, Sara: ”Hyggesexismens indtog”, Information.dk 8. marts, 2011 Glitre, Katharina: ”Nancy Meyers and Popular Feminism” i Women on Screen, ed. Waters, Melanie, 2011 Huntington, Samuel P.: The clash of civilizations and the remaking of world order, Simon & Schuster, 1996 Martin, Brett: Diffucult Men, Faber & Faber, 2013 Scott, A.O.: ”The Death of Adulthood in American Culture” i New York Times 11. sept., 2014 Thorsen, Lotte: ”Antiheltenes årti” i Politiken, 28.11., 2013

Film og TV-serier Allen, Woody: Manhattan, 1979

Kessler, Glenn, Kessler, Todd A., Zelman, Daniel: Bloodline, Netflix (2015-)

Allen, Woody: Mig og Annie, 1977

Maguire, Sharon: Bridget Jones Dagbog, 2001

Cosmatos, George P.: Rambo: First Blood 2, 1985

Manos, James: Dexter, 2006-2013

Chase, David: Sopranos, HBO, 1999-2007

Pizzolatto, Nick: True Detective 1 & 2, HBO, 2014-

Foley, James (blandt andre): House of Cards, 2013-

Shyer, Charles: Baby Boom, 1087

Gilligan, Vince: Breaking Bad, 2008-2013

Simon, David: The Wire, HBO, 2002-2008

Golan, Menahem: Delta Force, 1986

Taylor-Johnson, Sam: Fifty Shades of Grey, 2015

Hawks, Howard: The Big Sleep, 1946

Zieff, Howard: Private Benjamin, 1980

Huston, John: The Maltese Falcon, 1941

Weiner, Matthew: Mad Men, AMC, 2007-2015 Wilder, Billy: Sunset Boulevard, 1950

Personal Structures, 2014

DANSK NOTER 27

Tema: Køn, til debat, til konstruktion og til stede

Knausgårds opgør med autofiktionen Autofiktionen er over os. Alt, der bare tilnærmelsesvist kan opfattes som selvbiografisk, bliver nu kaldt autofiktion. Men et begreb om autofiktion forhindrer os ofte i at læse og tolke litteraturen som litteratur, hvormed vi gør os selv og vores elever en bjørnetjeneste. Og Knausgård? Ja, han gør i Min kamp op med forestillingen om autofiktion, da han vil noget helt andet med sin roman. Og det er et godt sted at starte læsningen af hans seksbindsværk.

Lad mig starte med en bekendelse: Autofiktion hænger mig langt ud af halsen.

Ikke den litteratur og de værker, der ofte karakteriseres som autofiktion, og som ofte er virkelig gode og interessante, men selve begrebet autofiktion. Det er, som om alt, der bare har en snert af noget selvbiografisk over sig, i dag bliver kaldt autofiktion. Ja, selv i medierne er der gået så meget inflation i begrebet, at Politiken ligefrem indkaldte skribenter til en kronikserie under parolen autofiktion, men hvor resultatet var en række tekster, der i forbavsende grad mindede om alle deres andre kronikker.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at et begreb som autofiktion tjener et pædagogisk formål. For med autofiktion bliver det muligt at se en sammenhæng – om end den ofte er særdeles tvivlsom – mellem en række nyere forfattere og den selvpromovering, som konstant finder sted på de sociale medier, og som er en del af de flestes hverdag. Og så er det ligegyldigt, at et begreb som performativ biografisme måske ville være bedre til at karakterisere samspillet mellem forfatter, værk og medier, uden dermed at presse en genredefinition ned over værkerne.

Bortset fra det pædagogiske aspekt er et begreb om autofiktion særdeles problematisk, hvad der uden tvivl er en af grundene til, at begrebet – trods dets franske oprindelse, hvor det egentlig handler ”mere om Freud end fiktion”, som Jon Helt Haarder formulerer det – alene giver mening i en dansk sammenhæng. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at vi ved hele tiden at fokusere på autofiktion som den vigtigste litterære trend i samtidslitteraturen skaber en historieløshed og en uniformitet. Konsekvensen af det er,

28 DANSK NOTER

at åbenlyse historiske paralleller, der i undervisningssammenhæng kunne give eleverne eller de studerende en litteraturhistorisk bevidsthed, ignoreres, mens værker, der overhovedet ikke har noget til fælles, bortset fra at de tilnærmelsesvis kan tolkes som selvbiografiske, slås hartkorn, hvorved de individuelle egenskaber, som gør litteratur spændende og værd at give sig i kast med, forsvinder som dug for solen.

Et eksempel på det kunne være Yahya Hassan med digtsamlingen af samme navn, som stort set over hele linjen er blevet karakteriseret som autofiktion: ”Han skriver autofiktion,” som Louise Rosengreen skriver bestemt på den populære hjemmeside Forfatterweb, hvor det, at han, som så mange andre nyere forfat-

’’Hos Knausgård forholder det sig omvendt. Han vil selvfølgelig gerne skrive ærligt om sit eget liv, men i det øjeblik han står med ryggen mod muren og skal vælge mellem roman eller selvbiografi, vælger han altid romanen. For han er først og fremmest romanforfatter.

’’

Af Claus Elholm Andersen, Fil.dr. i nordisk litteratur, Lektor i dansk på Helsingfors Universitet, Finland & ekstern lektor i nordisk litteratur på University of California, Los Angeles.

tet. Men modsat er der for Knausgård tale om et forsøg tere, skriver om sig selv, tilsyneladende betyder, at vi på at fastholde, eller tilbageerobre, en fast identitet – og som læsere og fortolkere skal give køb på vores kritiske altså en længsel mod modernismen, hvor han med Min fortolkningsapparat og ikke skelne mellem jeget i digkamp mest af alt forsøger at skrive en ny, stor modernitene og digtsamlingens forfatter, som vi ellers gør, når stisk roman. vi analyserer al anden form for litteratur.

Og det er præcis det, som jeg vil vise i denne artikel.

At tolke Hassan i lyset af den autofiktive bølge betyAt Knausgård faktisk gør op med autofiktionen, da der, at han lynhurtigt bliver fastlåst som en autodidakt autofiktionen jo antyder, forfatter, der alene skriver, at det handler om, at rofordi han er vred, har så manformen bliver et slags meget på hjertet og har påskud for forfattere til at haft en så tragisk barndom. skrive om sig selv, hvor altså Dermed gør man ham også Derfor er Min kamp så forbandet det selvbiografiske bliver litterært uinteressant og det vigtigste. Hos Knausgård misser fuldstændig, at han god. For den giver os simpelthen forholder det sig omvendt. er en særdeles belæst herre, Han vil selvfølgelig gerne der med sin digtsamling lysten til at læse litteratur skrive ærligt om sit eget liv, indskriver sig i en lang men i det øjeblik han står tradition. Således trækker tilbage. Og det er i sig selv en med ryggen mod muren og digtsamlingens brug af skal vælge mellem roman kapitæler en linje tilbage imponerende bedrift, der ikke eller selvbiografi, vælger han til i første omgang Michael altid romanen. For han er Strunge, der også nævnes har en disse med autofiktion at først og fremmest romani digtsamlingen, men også forfatter. Og det, han vil Broby-Johansen og hans gøre. med Min kamp er først og chokerende digtsamling fremmest at skrive en god Blod fra 1922. og vægtig roman, også selv Dertil er Johannes V. om det er på bekostning af Jensen også en af de forfatærligheden og det selvbiografiske. tere, som Hassan alluderer til, bl.a. når han skriver om Det kommer allerede til udtryk i det kønsaspekt, der sit ophold på en institution i Jensens hjemby Farsø, ligger som en tynd fernis gennem hele romanen, og ligesom norske Karl Ove Knausgård nævnes op til flere som uden tvivl er en af årsagerne til, at romanen har gange i samlingen. Og endelig er der den æres- og fået så mange især kvindelige læsere. Dette kønsaspekt voldskultur, som beskrives i indvandrermiljøet i Århus, handler især om Knausgårds kamp for at fastholde sin og som langt fra er ny i nordisk litteratur. Tænk bare maskulinitet i en feminiseret svensk velfærdsstat, hvad på de islandske sagaer, som vi kan tolke i et helt nyt lys der fører til den ene fiasko efter den anden, når han ved at tage udgangspunkt i Yahya Hassan. forsøger at fremstå som en rigtig mand.

Også når det kommer til Karl Ove Knausgård, har Det kommer f.eks. til udtryk i en scene, hvor Knausautofiktionsprædikatet betydet, at han er blevet læst og gårds kone, Linda, som på det tidspunkt er højgravid, tolket i en sammenhæng, som han ikke hører hjemme bliver låst inde på et toilet til en fest, mens Karl Ove – i. Det er bl.a. det, vi ser, når Knausgård og Claus Becksom jeg kalder romanens fortæller og hovedperson for Nielsen overalt fremhæves som en slags autofiktionens at adskille ham fra forfatteren Knausgård – står udenfor fædre, som om de to forfattere er to alen af et stykke. døren ude af stand til at handle. En låsesmed bliver Men at sammenstille de to forfattere er som at samtilkaldt, men heller ikke han kan få døren op, hvad menligne æbler og pærer, da deres forfatterskaber beder får de måbende gæster til at spørge, hvad de så skal finder sig i hver sin ende af en litterær skala. For Claus gøre, hvortil låsesmeden svarer, at de må sparke døren Beck-Nielsen (eller hvad han nu p.t. kalder sig selv) er ind: der tale om en identitetsleg, der ligger i forlængelse af postmodernismen og diskussionen om flydende identi-

’’

’’

DANSK NOTER 29

Animal Dialogues (brystgridmonotopi).Akryl og blyant på bagepapir (unummeret i serie på 8 tryk), 2014

”Det måtte bli meg, jeg var Lindas mann, det var mitt ansvar.

Hjertet slo hardt i brystet mitt.

Skulle jeg gjøre det? Ta et skritt tilbake, midt foran øynene på alle, og så sparke til av all kraft?”

Karl Ove formår dog ikke at handle og påtage sig det ansvar, som han føler er sit. Så da Linda og han kort efter er på vej hjem, efter at en anden har sparket døren ind og fået Linda ud, tør Karl Ove ikke se hende i øjnene: ”Jeg hadde ikke stått frem da jeg skulle, men vært så feig at jeg hadde latt en annen gjøre det.”

Bag denne kønskonflikt skimter vi dog, at der er noget andet og dybere på spil. Det er konflikten mellem det indre og det ydre, mellem den, Karl Ove ser sig selv som, og den, han faktisk er. Det er den konflikt, som vi oplever i det gab, som hovedpersonen og fortælleren Karl Ove oplever mellem sig selv og omverdenen gennem alle romanværkets seks bind – og som indskriver romanen i en lang tradition af modernistisk litteratur, hvor vi finder akkurat samme konflikt.

30 DANSK NOTER

”At tolke Hassan i lyset af den autofiktive bølge betyder, at han lynhurtigt bliver fastlåst som en autodidakt forfatter, der alene skriver, fordi han er vred, har så meget på hjertet og har haft en så tragisk barndom.

Dermed gør man ham også litterært uinteressant og misser fuldstændig, at han er en særdeles belæst herre, der med sin digtsamling indskriver

”

sig i en lang tradition.

’’Så måske burde vi gøre os selv den tjeneste at begynde og læse, hvad ved romanen på den anden, At Knausgård hellere vil vælger han uden videre være en stor romanforfatder faktisk står i de værker, som det litterære. Det er nemter end en, der er kendt for lig først og fremmest som at skrive ærligt om sig selv, bliver karakteriseret som autofiktion, romanforfatter af vægtig kommer også – og måske litteratur, at han vil hyldes, mere tydeligt – til udtryk i og fortolke dem på deres egne ikke som endnu en forfatter, bind seks af Min kamp. Her der skriver ærligt og sandt oplever vi, hvordan Karl Ove præmisser med udgangspunkt i den om sig selv og sit liv. forestiller sig, hvordan den Dermed bliver denne retssag, som onklen truer nærlæsning. imaginære retssag et billede med at anlægge, forløber. på det, som vi kan kalde Min Retssagen starter med Karl kamps centrale paradoks, og Oves forsvarstale – en række som handler om, at Knausgård måske nok siger, at han gentagelser af nogle floskler om det partikulære, om vil skrive ærligt om sig selv og sit liv, men som romandøden, om det hemmelighedsfulde – inden han foreforfatter alene kan gøre dette indenfor rammerne af stiller sig, hvordan onklens advokat går løs på ham og romanen. Det betyder, at romanformen – og ønsket anklager ham for at have løjet i romanseriens første om at skrive en god roman – overalt i Min kamp vejer bind, hvor han beskriver oprydningen i farmorens hus tungere end ønsket om at være ærlig, også selv om det efter farens død. betyder, at Knausgård gennem brugen af fiktionens Som kulmination på denne tænkte retssag forestiller virkemidler til tider må give køb på ærligheden og Karl Ove sig, at han skal indkalde vidner, der kan støtte sandheden. hans udsagn. Men interessant nok er det ikke hans Det er derfor, at Min kamp først og fremmest bør bror Yngve, som ville være et oplagt vidne, som han vil læses som en roman, der skriver sig ind i og udfordrer indkalde, på trods af, at Yngve jo ellers ankom samromangenren, som vi kender den, og ikke som en lidt men med Karl Ove til farmorens hus efter farens død og forvredet selvbiografi. For idet Knausgård forsøger at derfor faktisk ville kunne fortælle, hvordan der havde gøre op med det opdigtede, med fiktionen og med forset ud i huset, da de to ankom. tællingen i romanen, skærper han den udfordring, som Nej, i stedet vil han som sit første og eneste vidne allerede findes i romangenren. På den måde udvider indkalde Horace Engdahl, fordi Karl Ove husker, hvorhan grænserne for, hvad en roman er, og hvad den kan dan han engang hørte det svenske akademi-medlem bruges til. Som al god litteratur stritter Min kamp da forsvare forfatteren Carina Rydberg på et tidspunkt, også i alle mulige retninger. Den udfordrer, modsætter hvor hun havde udgivet en roman, der havde sat gang i sig entydige definitioner og stiller langt flere spørgsmål, en større svensk debat, idet også hun havde skrevet om end den besvarer. virkelige mennesker og brugt deres rigtige navne. Men Og det er lige præcis her, at Knausgård med Min for Horace Engdahl var Rybergs roman ”først og fremt kamp udfordrer et begreb som autofiktion. For det er lysende litteratur,” forklarer Karl Ove, som bevæggrund slet ikke der, det virkelig nyskabende og interessante for, at det netop er ham, han vil indkalde som vidne ved romanen findes, men måske mest af alt i opgøret i retssagen: ”Jeg håpet vel at han skulle kunne si det med dette. Det er det, der gør Knausgård til en af de samme om min roman”. vigtigste nordiske forfattere i dag, fordi han tør insistere At Karl Ove vil indkalde Horace Engdahl, som på romanens relevans, og fordi han tør føre romanen altså er indbegrebet af Det Svenske Akademi og kendt ind i det 21. århundrede. i det meste af verden for at stille meget høje krav til Derfor er Min kamp så forbandet god. For den giver litterær kvalitet, som sit eneste vidne med det håb, at os simpelthen lysten til at læse litteratur tilbage. Og han vil borge for det litterære i Min kamp, viser, hvordet er i sig selv en imponerende bedrift, der ikke har en dan prioriteten af det litterære aspekt over sandhedsdisse med autofiktion at gøre. værdien er indskrevet i romanen på handlingsplanet.

Så måske burde vi gøre os selv den tjeneste at begynFor idet karakteren Karl Ove står med valget mellem de og læse, hvad der faktisk står i de værker, som bliver at hævde sandheden på den ene side og det litterære

’’

DANSK NOTER 31

This long before my dignity is reclaimed, 2014

karakteriseret som autofiktion, og fortolke dem på deres egne præmisser med udgangspunkt i den nærlæsning, som vi ellers benytter os af i litteraturundervisningen.

Denne læsning kunne så danne udgangspunkt for en diskussion om det litterære og om litterær kvalitet, som vi alt for sjældent tør tage, men som jeg tror er vigtigere i dag end nogensinde før. For hvis vi ikke gør

32 DANSK NOTER

os klart, hvad litteratur er – og hvis vi ikke tør diskutere forudsætningerne for den litteratur, vi læser og underviser i, og dermed også spørgsmålet om, hvorfor noget litteratur er bedre end andet – tror jeg, at litteraturen vil blive mere og mere ligegyldig og historieløs. Og den udvikling, som allerede er i fuld gang, bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe.

Teksten i midten

Fotograf: LĂŚrke Posselt

Fotograf: AnneMie Drewes

Peder Frederik Jensen

Kristina Nya Glaffey DANSK NOTER 33

Peder Frederik Jensen Forfatter til bl.a. Banedanmark, 2014 og Læretid, 2012. Uddraget er fra Jensens kommende roman.

De sov stadig, da Simon kom ind i lejligheden. Han satte sig på en skammel i køkkenet og ventede, mens espressokanden hoppede på blusset. Han havde fundet avisen fra i går og læste lidt om finanskrisen. Der var nogle artikler om magt og køn. Simon kom til at tænke på Rose med den oliesorte hud. Han mødte hende på grænsen mellem Senegal og Mali. Hun havde en restaurant. De sad i den lille gård. Hun var buttet. Simon spurgte til restauranten, og hun sagde, at nu hvor hun havde taget et valg om at leve selvstændigt, var det utænkeligt, at hun ville få en mand. Hun ville fra nu af skulle forsørge sig selv. Mænd i Senegal, sagde hun, vil ikke have kvinder, der kan klare sig selv. Det rammer dem på deres selvværd. Det kan de ikke lide. At hun har den mulighed, at skride, hvis de behandler hende dårligt. Det er mit valg, sagde hun. Og hvis jeg vil giftes, må jeg finde en europæer. Jeg vil gerne leve sådan her, sagde hun. Bestemme selv. Også selv om de ser ned på mig og ikke besøger min restaurant, fordi de føler sig truet. Jeg gør det, så noget kan forandre sig, sagde hun. Da han gik, gav hun ham et papir med sin mailadresse. Du må love mig at komme tilbage. Hun holdt hans hånd, inden hun trak sig ind mod ham og kyssede hans kind.

Gaden udenfor Roses restaurant var ikke oplyst. Der var fakler og små bål i tønder langs vejsiden. Knallerter forcerede mørket. De er kinesiske. Man ser dem over hele Vestafrika. De minder om en Puch tregears. De handlende havde pakket sammen, men lidt nede ad gaden mod pensionatet hvor Simon boede, stod der en masse mennesker udenfor. Folk kom frem fra de små hjem, fra kontorerne, kirkerne, her gik man, spiste lidt og fik talt ud, inden natten for alvor faldt på. Simon bevægede sig ind i mængden. Han var den eneste hvide. Et par unge ghanesere ville have hans hjælp. Vi vil til Europa, sagde de, og slog følge med ham, mens han forsøgte,

34 DANSK NOTER

som så mange gange før, at fortælle, at det paradis, de drømte om, ikke lå på den anden side af havet. Lad nu være, sagde Simon. Det er ikke risikoen værd. De små, synkefærdige både, turen gennem ørkenen. Men det er det eneste, vi drømmer om, svarede de. Her er der intet.

Her er da alting, sagde Simon. Som om, svarede de og rystede på hovedet. Her er ingen fremtid. Ingen penge.

Ingen job. Så skab det, svarede Simon. Byg den verden I drømmer om. I kommer til at opleve den ene ydmygelse efter den anden på den anden side af havet. Tag dog hjem til Ghana hvor I er noget. Vi er bare fattige, svarede de. Ja, sagde Simon, men I har værdighed. I Europa er I intet. I risikerer jeres liv for at tage til en verden, hvor I ikke er velkomne, og som ikke kan rumme jer. Det I tror, Europa er, er en illusion. Drengene standsede og talte lidt med en yngre fyr, der solgte taletidskort. De havde begge to øretelefoner, der hang hen over øret. På fødderne lyste de kridhvide tennissko. På maverne deres fodboldtrøjer.

Simon begyndte at tale om fodbold. Vi tager af sted, sagde de, og overhørte ham. Nordpå. Vil du hjælpe os.

Svaret var nej.

De to drenge forsvandt i mængden af unge mænd med fodboldtrøjer. Kvinder med saronger og bubuer og tørklæder. Simon vendte sig væk fra stedet, hvor han var gået i stå og stirrede i retning af pensionatet. Der lå en bar. Han kunne se reklameskiltet lyse op på lang afstand.

En ny zone begyndte dernede. Husene forandrede sig, og der var elektricitet i en del af dem. Da han sad og spiste på Roses restaurant, bænkede hun en anden mand ved det samme bord som Simon. Manden var lidt ældre og arbejdede for FN. Han kom fra Cameroun. Roses søster, en slank, gudesmuk kvinde omkring tyve, serverede for dem. Hun havde den samme skinnende hud, det samme glinsende hylster, de samme kønne træk som sin søster, men hun var en del tyndere og sagde ikke så meget.

Hun ankom lidt efter Simon på en knallert. Hun flirtede med ham og forsvandt ud bagved. Manden var træt. Han havde været tidlig oppe. Han arbejdede med hiv, med sygdom i det hele taget, men han var vist ikke læge, snarere organiserede han kontoret, var chef måske, i hvert fald var han velstillet. Da de havde spist, kom en pige. Hun satte sig ved deres bord. Hun var meget storbarmet. Brysterne stod tydeligt frem under den tynde top. Hun var lysere end søstrene. Lys og tavs. Nu, så mange år efter tænker Simon, at de egentlig lignede spændte ammebryster. Det overvejede han ikke dengang.

Da undrede han sig bare, til det gik op for ham, at hun var en del af menuen på sin vis. Hvis en af de to mænd var interesserede. Det blev ikke sagt højt. Det blev ikke antydet og så alligevel. Det kan være, han tog fejl, og at han stadig gør det, mens aftenen falder på over Vesterbro i Danmark, der har oplevet sit syndefald. Flygtningekrisen kalder man den bagatel, den begrænsede mængde syrere, der i disse dage rejser gennem landet. Hvor er det dog hyklerisk.

Vesterbro er et tolerant sted. Her lever de fleste med hinanden. Verden er lige udenfor døren. Hele verden, alle dens kriser og muligheder, som kvinden med ammebrysternes søstre fra Nigeria, der i det begyndende efterår vandrer omkring nede ved kirken, eller som knepper ved søerne, som Simon blev ufrivilligt vidne til den anden morgen, hvor en prostitueret havde taget en kunde med hen på en af trapperne ved Planetariet. De havde alt tøjet

på, og kunden sad akavet på et af trinnene, mens hun på klodset vis skubbede sig tilbage mod ham i små ryk.

Der var ingen nøgenhed, kun et minimum var blottet. Det var billige tekstiler mod billige tekstiler. Hendes ansigt var helt forstenet, som om hun sad i en bus og bare faldt hen. Han sad helt sammensunken med en kasket trukket godt ned over sit ansigt. Det så så ydmygende ud, så trist. Det var lige før, Simon kunne mærke den kolde udløsning på sig selv. Den helt igennem ligegyldige spytklat i et klart kondom. Han gik hurtigt videre på stien, tænkte måske et kort øjeblik på den unge kvinde hos Rose, på den mulighed, de bryster, det blik, der måske ville have været anderledes, hvis han var gået med hende til et rum, hvor der så kunne have ligget et barn, medmindre barnet var i et andet værelse, hos en mormor eller måske endda en far. Simon tænker på den kvinde, og på at lægge sig med hende på en seng, mens hun i tavshed kigger på ham, lige så trist som nogle af de fattige kvinder, der lader sig optage i dårlig kvalitet, mens en eller anden mand knepper dem, og filmen efterfølgende bliver lagt ud på nettet, hvor man så kan se de øjne, den ensomhed de udstråler, den passivitet overfor en urimelig verden, man kun kan overleve ved at sprede ben. Men den unge kvinde med den lyse hud ville have lagt sig og ladet ham gøre sit. Hun ville have grinet kort og genert, hun ville se den anden vej imens. Simon ville have betalt og være gået uden farvel. Det er ikke en fantasi. Det er det, man ikke gør. Muligheden. Det at gå op ad en trappe efter en fattig kvinde, som man lidt efter boller, er en mulighed.

DANSK NOTER 35

Kristina Nya Glaffey Forfatter til bl.a. Padder og Krybdyr, 2012 og Mor og Busser, 2014.

Dette uddrag er fra Glaffeys kommende roman der er en to’er til Mor og Busser.

Dengang Busser og Peter gik nede på Byskolen i Frederiksværk, var de rigtig gode venner, ligesom de er nu, siger Busser, den eneste forskel er, at hun ikke længere er den højeste og den stærkeste af dem, og at de ikke længere leger sten-saks-papir om, hvem der skal kysse den anden efter skoletid. Busser siger også, at Peter er en af de sejeste mænd, der findes, fordi han altid er der, når man har mest brug for ham og også fordi, han er noget, der hedder metroseksuel, som er et svært ord, der betyder, at man både kan gå med neglelak og danse ballet og være god til fodbold og damer på en gang. Mor siger, at hun er glad for, at der i det mindste er én mand, som er sluppet igennem nåleøjet, så Emma og mig ikke skal vokse op på en ø, hvor der kun bor mænd, som engang var kvinder eller kvinder, som allesammen har en lille, brovten murersvend boende inden i sig ligesom mor og Kisser og alle de andre fra noget, der hedder miljøet, som er et svært ord, der betyder, at man godt kan lide at skiftes til at kysse på de samme damer og drikke en hel masse store fadøl nede på en bar, der hedder Vela. Busser siger, at det er hun også glad for, for så kan det være, det kan blive enden på den store tissemandsdiskussion, som går ud på, om det er vigtigt eller ej, at Emma og mig får set en voksen-tissemand, inden vi bliver teenagere, så vi ikke besvimer af skræk, den dag vi kommer på efterskole og pludselig ender alene inde på værelset sammen med en eller anden skovtrold fra drengegangen. Mor siger, at det slet ikke behøvede at være nogen diskussion, hvis bare Busser havde noget, der hedder et naturligt forhold til det modsatte køn, som går ud på, at man synes, at alle mennesker er lige søde, selvom halvdelen af dem lugter meget stærkt og altid tror, at de skal bestemme det hele.

Dengang Busser og Peter gik på Byskolen måtte drengene og pigerne helst ikke lege for meget sammen, siger Busser, fordi de voksne synes, det var bedst, at pigerne

36 DANSK NOTER

legede hest eller far, mor og børn nede i skolegården, mens drengene spillede fodbold og slog på hinanden, og det syntes børnene også, og derfor gemte Peter og Busser sig tit i et af de tomme klasselokaler, når de skulle lege sten-saks-papir eller gik 50 meter bagved hinanden, hvis de skulle hjem til Peter og spille Stratego efter skoletid.

Busser siger, at der stadig er mange voksne, der tror, at pigerne og drengene kommer fra to forskellige planeter, og at det er derfor, drengene ovre på Emmas og min skole altid larmer og hopper rundt på stolene og ender med at blive nogle ulidelige skrumler, når de bliver voksne, mens pigerne sidder stille og roligt og laver deres lektier og ender med at gå rundt og tørre deres børn og deres mand i numsen, når de bliver voksne, og så siger mor, om Busser ikke kan nøjes med at indoktrinere sine børn ovre på sin egen folkeregisteradresse, og så siger Busser, at hun har læst et sted på nettet, at det er vigtigt, at børnene mærker, at det ikke er alt, der er forandret, selvom forældrene ikke længere bor sammen, og så siger mor, at det må være enormt tryghedsskabende for Emma og mig, at det stadig kun er hende, der kommer til skole-hjem-samtalerne og husker at bage, når det er vores tur til at have kage med i klassens time. Busser siger, at der til gengæld er mange voksne, der bliver meget glade, når drengene og pigerne bliver større og begynder at lege sammen, og at det er derfor, bedstemor og bedstefar ikke er spor kede af, at Busser er flyttet over i kollektivet sammen med Peter, fordi de tænker, at så ser det hele næsten helt almindeligt ud på noget, der hedder overfladen, som betyder, at bedstemor og bedstefar nogle gange kommer og spiser aftensmad og drikker vin og griner og taler om, dengang Peter og Busser gik i skole sammen, men at de ikke ved noget om alle de piger med uglet hår, som kommer efter, de er gået hjem, og som sidder ude i køkkenet og drikker kaffe, når Emma og mig står op om morgenen.

Uden titel, 2014.

DANSK NOTER 37

Tema: Køn, til debat, til konstruktion og til stede

Man kan ikke bli’e, hvad man ikke kan sige!

– om at skabe motivation og metodisk metabevidsthed hos eleverne via undervisning i køn og socialkonstruktivisme Artiklen stiller skarpt på diskussionen om socialkonstruktivisme som værdinedbryder kontra værdiskaber og fremhæver de didaktiske gevinster ved koblingen mellem køn og socialkonstruktivisme i danskfagets sproglige stofområde.

Forleden, da jeg var på vej hjem, stødte jeg tilfældigvis på min gamle stx-elev Sille. Hun spørger mig med det samme glad, om jeg har bemærket den nye billboardreklame for Stark byggemarked, som pryder gadebilledet i Roskilde, hvor vi begge bor. Det har jeg. Ordlyden til reklamebilledet, som bl.a. viser en boremaskine i dinosaur-størrelse, er noget i retning af: ”hårdtslående tilbud for rigtige mænd”. Sille fortsætter: ”Når jeg ser sådan en reklame, tænker jeg straks: ’Må jeg som pige, ikke købe den boremaskine? Og hvad med de mænd, som ikke bryder sig om byggearbejde, er de ikke ’rigtige’?’. Det er jo vildt ekskluderende. I øvrigt har jeg søgt om optagelse på politiskolen, selvom den slags jo ikke er for ’rigtige piger’. Det har altid været min drøm, og jeg gider faktisk ikke at ligge under for de der diskurser”.

I mit stille sind glædes jeg lige dele over, at Sille tilsyneladende har fundet sit kald (hun var mildest talt ikke den mest målrettede elev), og at jeg endnu en gang får bekræftet, at undervisning i socialkonstruktivistisk sprogteori med et kønsfokus ikke nødvendigvis er en hel dum ide.

Socialkonstruktivisme er ikke værdirelativisme Som kontrast til oplevelsen med Sille, oplever jeg tit, at den socialkonstruktivistiske tilgang er præget af en vis

38 DANSK NOTER

modstand i kollegiale debatter om dannelse og didaktik. Fx blev det til et møde på skolen forleden pointeret af en kollega, at når eleverne skulle introduceres til videnskabsetik i forbindelse med AT, ville de blive oplyst om, at deres problemstillinger ”ikke måtte fortabe sig i ren socialkonstruktivisme, hvor et værdirelativistisk ’anything goes’ var præmissen for besvarelsen”. Altså underforstået, at ideen om virkeligheden som social konstruktion automatisk ville devaluere al betydning

’’Selvom de socialkonstruktivistiske teorier har som fokus at dekonstruere betydninger, er det ud fra min erfaring ikke det samme, som at eleverne lærer, at intet har betydning. Tværtimod finder de ud af, at ord betyder rigtig, rigtig meget.

’’

Af Ditte Campion Cand.mag. i dansk og psykologi fra KU, Lektor ved Roskilde Gymnasium. Undervisningsbog om køn, diskursanalyse og queerteori er under udarbejdelse (Dansklærerforeningens Forlag, 2016)

’’Ordlyden til reklamebilledet, som bl.a. viser en boremaskine i dinosaur-størrelse, er noget i retning af: ”hårdtslående tilbud for rigtige mænd”. Sille fortsætter: ”Når jeg ser sådan en reklame, tænker jeg straks: ’Må jeg som pige, ikke købe den boremaskine?’

’’

og fordre en art ligegyldighed eller ’ikke-læring’ hos eleverne.

Ikke at jeg negligerer det demotiverende ved værdirelativisme, da det er nok så vigtigt for eleverne at hitte ud af en forkromet sammenhæng i tilværelsen og få tilskrevet verden værdi. Noget, der motiverer dem til at rykke fremad og forholde sig optimistisk, så vi ikke havner med en ’generation fucked up’ eller ’den dovne generation’, som diverse medier og politikere har været så flittige til at italesætte. Jeg har blot svært ved at nikke genkendende til koblingen mellem ’anything goes-ligegyldighed’ og den pågældende videnskabelige retning. Og jeg vil prøve at forklare hvorfor.

Som underviser i to fag, der ofte arbejder med eksistentielle temaer enten via litteraturfortolkninger eller analyse af samspillet mellem mennesker, oplever jeg tit spørgsmål omkring temaet køn. Spørgsmålene har som regel udgangspunkt i en frustreret, lidt opgivende tilgang, hvor eleverne ikke umiddelbart udviser ejerskab over problemstillingerne, som fx ”Hvorfor kan en pige ikke have en masse sex, uden at hun er billig?” eller ”Hvorfor kan en dreng ikke vise følelser, uden at han er en tøsedreng?”.

Det første spørgsmål mødes som regel af en kæk bemærkning fra en anden elev om, at ”en nøgle, der kan låse mange låse op, er en god nøgle, mens en lås, der kan åbnes af mange nøgler, er en dårlig lås”. Det andet spørgsmål mødes som regel bare af et lidt træt konstaterende ”sådan er det bare”. Men i forløbene om køn, sprog og socialkonstruktivisme arbejder eleverne ikke alene med finde frem til gangbare svar på ovenstående spørgsmål, de arbejder også innovativt med teori og ideer om, hvordan de hegemoniske kønsdiskurser kan udfordres.

Man kan ikke bli’e, hvad man ikke kan sige Til førstnævnte problemstilling, om kvinders begrænsede muligheder for at agere seksuelt opsøgende, beskæftiger eleverne sig fx med poststrukturalisten Don Kulicks abstrakte forklaringsmodel om, hvordan ordet ’nej’ i sig selv producerer kønnede subjekter (Kulick 2003). Kulicks forklaring tager udgangspunkt i en datingsituation, hvor to parter så at sige forhandler et ciskønnet, heteroseksuelt møde, med det fokuspunkt, at kønnene hver især har begrænset mulighed for at udtrykke sig sprogligt. For det første vil det være mest socialt genkendeligt, at den maskuline part tager initiativet til sex – det vil være det, der forventes af ham.

For det andet vil det genkendelige kvindelige subjekt på forespørgslen alene kunne svare med ordet ’nej’. Ikke at kvinden i princippet ikke ville kunne svare ’ja’ til tilbuddet, men da vil spøgsmålet være, om hun i den situation ville kunne forstås eller tolkes som en ”rigtig” kvinde. Så uanset hendes ønsker og hensigter vil det sproglige output være ’nej’, og således mener Kulick, at ’nej’et’ i sig selv konstituerer kvindelighed. Kulick tilføjer, at ’nej’et samtidig med at skabe det kvindelige køn også producerer seksuelle overgreb, for hvornår er et ’nej’ et ’nej’, hvis ’nej’et’ konsekvent bliver anvendt – også i de tilfælde, hvor kvinden faktisk er interesseret.

Desuden vil udsigelsen ’nej’ fra en mand ligeledes producere en vis form for feminint ståsted, dvs. ikke en ”rigtig mand” (for hvilken mand siger nej til sex?).

På den måde bliver selve udsigelsen ’ja’ eller ’nej’ ikke alene det, der producerer kønnet, men også rammerne for vores videre kønsperformance (medmindre man ikke er interesseret i at genkendes som ”rigtig”, hvilket alt andet lige vil være et risikofyldt farvand). For

DANSK NOTER 39

Stretch of Wings. Akryl på millimeterpapir (nr. 4 af 5), 2014

’’Eleverne begynder at stille spørgsmål ved begreber som (det lidet flatterende) ’12-tals-pige’ eller ’taberdreng’, som henholdsvis reproducerer diskursen om, at piger ikke kan være ambitiøse, kun flittige og motiveret af lige dele flinkeskole og angst, og at drenge enten er ’vindertyper’ eller ’tabere’

’’

40 DANSK NOTER

eleverne vil svaret på, hvorfor man ikke kan være en ”rigtig kvinde” og seksuelt opsøgende på samme tid, således kunne ændre sig fra en common sensetilgang om ’nøgler og låse’ eller tvivlsomme evolutionære forklaringsmodeller om, at det kun er mændene, der skal ”sprede deres gener bredt”, til at være et spørgsmål om, hvordan sproget sætter rammer for vores virkelighedsopfattelse (Butler 1990).

Til nummer to problemstilling om, hvorfor drenge ikke må vise følelser, kan ideen om sproget som kønsproducent også anvendes. Ved at få eleverne til at remse de begreber op, som er til rådighed for en genkendelig beskrivelse af hankønnet, finder de som regel hurtigt ud af, at udvalget (logisk nok) er ækvivalenter i en hegemonisk diskurs for ’hankøn’, og at man – hvis man ønsker, at andre skal forstå, at det er en dreng, man er i gang med at beskrive – ikke kan anvende ord som fx ’fjeret’, ’lilla’, ’selleri’, ’elastisk’ eller ’græssende’.

Her er ord som ’empatisk’, ’moderlig’, ’blid’ eller ’følsom’ for den sags skyld heller ikke særligt anvendelige,

’’

stille spørgsmål og i bedste og hvis man ikke kan ’sige Med andre ord skabes der en fald en motivation for at tage det’, kan man nok heller ejerskab og agere virksomt. ikke ’bli’e det’. metodisk metabevidsthed hos Den virksomhed har jeg Som illustration underobserveret på forskellige plan. holder jeg ofte eleverne eleverne, imens det gøres klart, Dels i forbindelse med oblimed en anekdote fra min gatoriske skoleopgaver, hvor graviditet, hvor min mand at relativitetsaspektet ved den tværfaglige AT-eksamen og jeg i forbindelse med stx er blevet løst innovamidtvejsskanningen blev socialkonstruktivismen ikke gør den på tivt i projekter, hvor eleverne spurgt af jordemoderen, fx konstruerer børnebøger, om vi var interesserede i at værdirelativiserende, men i stedet som udfordrer kønsstereotykende barnets køn. Til vores eller helt undgår at ita’ja’ svarede hun, at ”det var til en katalysator for et skærpet blik perne lesætte køn (hvilket er noget godt, for han ligger og blæaf en opgave). Eller i større rer sig med den, så det er lidt for værdisæt som sådan. skriftlige opgaver (SRP), hvor svært at skjule”. Her fremgår forholdet mellem fx voldtægt, det, at de ord, man normalt victimblaming og magtdiskan tillade sig at italesætte kurser ihærdigt analyseres. Og drengekønnet med, skaber dels på et mere personligt dannelsesplan, hvor eleverne en helt anden virkelighed end den, der ville konstituebegynder at stille spørgsmål ved begreber som (det lidet res, hvis sygeplejersken skulle beskrive et pigefoster. Da flatterende) ’12-talspige’ eller ’taberdreng’, som henville ordlyden nok have været noget i stil med, at ”det holdsvis reproducerer diskursen om, at piger ikke kan var godt, for hun ligger og danser, så det er lidt svært at være ambitiøse, kun flittige og motiverede af lige dele skjule”. I den ene kønnede udgave af virkeligheden har flinkeskole og angst, og at drenge enten er ’vindertyper’ vi altså at gøre med et subjekt, der blærer sig, og i den eller ’tabere’. anden et subjekt, der danser.

I det store hele begynder eleverne på eget initiativ Pointen er selvfølgelig, at det foster der lå i min lige så stille at udfordre ideen om, at deres fremtidige mave, hverken gjorde det ene eller det andet (eller studievalg, partnervalg etc. ikke nødvendigvis skal både-og), men at det var rammerne for maskulinitetshænges op på en bestemt kønsknage, fordi de selv har diskursen, som blev det determinerende. Så fordi køn mulighed for at påvirke virkeligheden, hvis de tør gribe skabes samtidig med italesættelsen, da det er svært at den. opfatte noget, man ikke har ord for (lige så vel som det Og selv midt i deres samfundsrevsende diskursanalyer svært at performe et genkendeligt subjekt uden at ser og eksperimenter med alternative ordkonstruktioner abonnere på de rette diskurser), bliver elevernes svar formår eleverne alligevel at være bevidste om, at den på nærværende problemstilling som regel, at en dreng måde, de vælger at italesætte diverse kønsproblemaikke kan være følsom, førend den sproglige ramme for, tikker på, heller ikke kan undgå at producere en form hvordan ’dreng’ italesættes (og derved produceres), for normativitet, som igen kan virke ekskluderende på bliver ændret (Butler 1997). visse subjektspositioner. Med andre ord skabes der en metodisk metabevidsthed hos eleverne, imens det gøres Motiverede, metodiske og metabevidste elever klart, at relativitetsaspektet ved socialkonstruktivismen At eleverne i disse øvelser får blik for, at verden måske ikke gør den værdirelativiserende, men i stedet til en ikke er så naturgivet, som først forventet, og at virkekatalysator for et skærpet blik for værdisæt som sådan. ligheden på sin vis er til forhandling, har jeg aldrig Så selvom de socialkonstruktivistiske teorier har oplevet gøre dem mere frustrerede, end de var som som fokus at dekonstruere betydninger, er det ud fra udgangspunkt. Tværtimod. For de bliver pludselig opmin erfaring ikke det samme, som at eleverne lærer, at mærksomme på, at de normer, som de måske oplever intet har betydning. Tværtimod finder de ud af, at ord at ligge under for, også er til forhandling, og det giver betyder rigtig, rigtig meget. Og uanset at teorierne selvdem som minimum en mulighed for at undre sig og

’’

DANSK NOTER 41

The burying of her wound, 2015

følgelig kan diskuteres og udfordres på et rent (natur) videnskabeligt plan, påvirker det stadig ikke læringsresultatet, som ud over en evne til at jonglere med et avanceret begrebsapparat også rummer det stik modsatte af en ’anything goes-indstilling’, nemlig motivation.

Det var sådan set også det, jeg fik bekræftet i mødet med min gamle elev Sille, der på cykelstien foran børnehaven. Det sidste, den aspirerende politibetjent sagde, før hun smilende trillede videre på sin cykel, var: ”Det er nu sjovt. Det er ikke meget, jeg kan huske fra gymnasiet, men de der forløb om socialkonstruktivisme og køn, de hænger altså lidt fast”.

Litteraturliste Althusser, Louis: ”Ideology and ideological state apparatuses (notes towards an evestigation)”. In Althusser, L. (Ed), Lenin and Philosophy and Other Essays. Monthly Review Press, London, 1971. 127-188.

Austin, J.L.: How to do Things with Words, second ed. Harward University Press, Cambridge, MA, 1997 (1962).

Butler, Judith: Gender trouble: feminism and the subversion of identity.

Routledge, 1990.

Butler, Judith: Excitable Speech – a politics of the performative. Routledge, 1997.

Campion, Ditte: Kaoskvinden og bruddene på den kvindelige genkendelighed. Speciale. KU. 2009.

Foucault, Michel: Viljen til viden – seksualitetens historie 1. Det lille forlag, 2006.

Kulick, Don: ”NO”. In Language & Communication 23, Pergamon, 2003.

139-151.

42 DANSK NOTER

Nyt til

DANSK GENRER I DANSK – TALEN OG FOLKEVISEN Genrer i dansk er en ny serie, der giver eleverne en grundig indføring i de forskellige genrer og en bredere forståelse af tidens mange genrehybrider i trykte og digitale medier. De to nye bøger i serien, Talen og Folkevisen, indeholder: ■

Grundig introduktion til genrens typiske træk, form og indhold

■

Bredt udvalg af analytiske, kreative og interaktive opgaver

■

Antologidel med tekster, eleverne skal arbejde med

■

Fagligt varieret og innovativ undervisning i 1., 2. og 3. g Se uddrag af bøgerne på gu.dk

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

Tema: Køn, til debat, til konstruktion og til stede

”Cunt Touch This – Køn i Computerspil” Computerspil giver mange muligheder for læring og indlevelse, men alligevel ser man typisk i de store spil, at det normalt er de samme fortællinger der går igen og igen. Men som spilkunstneren Andrea Hasselager siger, så kan computerspil mange forskellige ting, som bl.a. rykker ved spørgsmål om køn. Hun har arbejdet på kryds og tværs af felterne imellem kunstspil, organisering, og aktivisme, hvor hun bryder grænserne for hvordan leg og spil kan forstås og fortolkes på tværs af forskellige temaer som udfordrer spillere og iagttagere. Computerspil kan nemlig viderebringe mange forskellige typer oplevelser, og Andreas virke er ét af mange eksempler på hvor eksperimenterende spil og arbejdet med dem kan være. Disse oplevelser og overvejelser kan med fordel inddrages i undervisningssammenhænge.

Hvad arbejder du med?

Jeg arbejder inden for ’kunstspil’. Jeg arbejder for at få flere anderledes spilmekanikker, narrativer osv. ind i hovedsageligt digitale spil. Derudover er jeg også organisator og aktivist da jeg er initiativtager til workshops og konferencer hvor jeg arbejder på at få flere piger og kvinder til at interessere sig for teknologi og spil ved f.eks. at tage en uddannelse eller søge arbejde i den retning.

Hvad fik dig til at arbejde med spil?

Jeg begyndte som tekstforfatter for reklamebranchen og valgte at skifte branche fordi jeg syntes læringsspil var spændende. Det var meget fascinerende at man kunne have et medie hvor man kunne ’gennemtrænge skærmen’, og så ville jeg gerne udforske hvad mediet var i stand til. Det var ikke fordi jeg havde meget ekspertise inden for computerspil, men jeg havde en stor nysgerrighed og en trang til at bryde grænserne for hvad mediet rent faktisk kan.

Hvilken rolle spiller køn i computerspil for dig?

De kommercielle spil er næsten groteske når det kommer til køn. Man tænker nærmest at det er en genre hvor manden hiver kvinden i håret og slår alle andre i hovedet med en kølle. Det er måske også udsprunget

44 DANSK NOTER

af den traditionelle maskuline fantasi om at den stærke mand med overnaturlige kræfter slår alle de andre mennesker ned og scorer en lækker dame. Og det ser måske sådan ud fordi dem som traditionelt har lavet spillene, har været mænd som så har bekræftet hinanden i at sådanne fantasier er fede. Man kan samtidig sige, at sådanne spil bliver solgt, så der er modtagere i den anden ende der går med på præmisserne.

Men som spildesigner og som kunstner er det meget interessant at man kan lave spil ud fra sit eget udgangspunkt. I mit tilfælde vil jeg have en kvinde som hovedperson i mit spil, så jeg forstår hvis man finder det naturligt at man laver et spil ud fra sin egen identitet.

Men selvfølgelig er vores spil ikke rettet imod alle, så det handler mere om min idé i tråd med min opfattelse som kunstner og spiludvikler, snarere end hvis jeg var ansat i en kommerciel virksomhed som skal sælge så meget som muligt. Det er derfor også noget andet hvis man kigger på store kommercielle spil, som netop skal tage hensyn og have guidelines for hvilke identiteter og temaer der skal inkluderes.

Hvordan adskiller digitale spil sig fra analoge spil?

I analoge spil afgøres reglerne meget af spillerne gennem deres mimik og ageren. Det er meget personbåret, idet spillere kan bringe alle mulige forskellige ting med

Emil Lundedal Hammar, ved Tromsø Universitet, Norge, født i 1986, emil.hammar@uit.no Andrea Hasselager, spilkunstner ved The Lovable Hat Cult, København, Danmark, født i 1977, andrea.hasselager@gmail.com

ind i spillet så dynamikken bliver meget forskellig fordi reglerne forhandles og bestemmes af dem. Men med digitale spil, så er reglerne meget mere rigide, så det er svært at bringe noget nyt ind til karakter du spiller, idet den allerede er defineret på forhånd.

Men hvad mener du at spil kan gøre?

Spil er jo fantastiske fordi man kan udleve mange ting igennem dem. Man kan spille et andet køn eller udleve sine fantasier i et ’safe space’. Hvor film måske gør at du kan sætte dig i hovedpersonens sted, så kan man med spil agere på personens vegne. I mine værker er det for mig interessant at tage udgangspunkt i køn og i kroppen og det meget menneskelige, og så lader jeg teknologien sætte grænser for dette udgangspunkt. Dette er lidt modsat de produktioner som er meget fikserede på teknologien ved at sætte den som basis for den type af spil. For mig handler det ikke så meget om den næste nye tingest og hvad den kan gøre, men snarere er det indhold og temaer som er de centrale elementer.

Hvordan kommer dette til udtryk i dine spil?

Min interesse for hvad spil kan, kommer bl.a. til udtryk i spillet Moontide, der handler om den kvindelige cyklus. Moontide er en musisk, interaktiv rejse, der kommunikerer et seriøst emne på en metaforisk og abstrakt måde. Moontide er inddelt i fire levels, hvor det musiske tempo man spiller i, forholder sig til de fire faser. For at få et godt spil er man dog tit nødt til at fjerne og reducere nogle avancerede dele, især når det drejer sig om at designe et komplekst tema.

Har du andre eksempler på dine spil?

Nogle kolleger og jeg lavede et spil, Cunt Touch This, som er inspireret af Tee A. Corinnes ’Cunt Colouring Book’ fra 1975. Vi lavede det som en ironisk kommentar til alle de penisjokes vi går og skal høre på. I spillet kan du male vulvaer og give dem orgasme. Det blev hurtigt populært, og det er nu blevet nomineret til festivaler, har været på udstillinger og gallerier, og nogen har endda skrevet en akademisk artikel om det.

Hvilke andre foretagender har du lavet mht. køn og spil?

For et par år siden mødte jeg en anden kvindelig kollega som også var enig med mig i at man skulle gøre

noget ved status quo i stedet for at snakke om det. Vi lavede så projektet Game Girl Workshop som modreaktion på den oplevelse af spilbranchen. Workshoppen er designet til at inspirere teenagepiger så de måske vil søge hen imod spil i deres uddannelse, ved at give dem erfaring med spiludvikling. Konceptet er en ret stor succes fordi det inddrager mange aspekter ved spiludvikling såsom lyd, grafik, kode, design og ledelse. Vi opfordrer dem til at lave deres eget spil ud fra deres eget liv og de oplevelser de har haft, og derved håber vi så at de er interesserede i spillet, men vi fortæller dem ikke hvilken type spil de skal lave. Reaktionerne på workshoppene har været overvældende positiv, men det har også krævet hårdt arbejde fra vores side.

Derudover er jeg co-organisator af LYST. Festivalen handler om seksualitet og kærlighed i spil og den var også motiveret af at ændre på tingenes tilstand og lave noget nyt. Her er der forskellige talks der fungerer som inspiration til at man efterfølgende kan lave prototyper til nye spil. Her i København og Skandinavien er vi heldige fordi vi har et spilmiljø som er villigt til at bryde grænser og eksperimentere, hvilket er et godt grundlag for festivalen.

Hvordan kan computerspil bruges i undervisning?

Normalt tror folk at man skal bruge computerspil som værktøj eller metode til sin undervisning, men man kan sagtens tage store populære spil op og lave en analyse af dem. Man kan stille sig selv spørgsmål om hvad siger dette eller det andet spil om vores kultur?

Hvilke værdier bliver der afspejlet her? Ligesom i en helt almindelig analyse af en bog kunne man snakke om nogle af de store blockbusterspil og om hvad de siger om vores samfund og vores værdier? På den anden side skal man så også hive nogle nicheeksempler frem og analysere dem, såsom nogle af dem jeg har nævnt.

Derefter kunne man så tage en mere overordnet diskussion og spørge om de mindre nichespil så er en modbevægelse eller modreaktion på de store spil? Hvorfor er der overhovedet behov for at der blev lavet sådan et spil? Hvad er det et kunstspil gør som et blockbusterspil ikke gør? Jeg tror det vil give en større, dybere og mere kritisk forståelse af hvad computerspil er og hvad de er i stand til, i stedet for blot at se dem som ligegyldigt tidsfordriv.

DANSK NOTER 45

Udenfor tema

Aage Jørgensen:

Jensen og Rifbjerg Da Klaus Rifbjerg i 1960 udgav digtsamlingen Konfrontation, blev der lagt et nyt spor ud, hvad angår lyrikkens virkelighedsforhold. Litteraturhistorikerne fandt ligefrem anledning til at opkalde denne nye retning i poesien efter sam­lingen: konfrontationsmodernismen.

Vel vidende, dog, at titlen ekkoede Johan­nes V. Jensens digt ”Interferens”: ”Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding hol­der mig vaagen, / men jeg overvejer med kølig Hu. / ... / Imorgen skal jeg kon­­fronte­res med Vaskefad, Skohorn, Tandbørste og hele Historien, / Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad. / Og jeg tilstaar: / Enten er dette Topnoteringen af menne­skelig Lykke, / ægte efterlignet, / eller det er en dum og sørgelig Fik­ti­on.”

Efter udgivelsen i 2006 af Johannes V. Jensens Samlede Digte fulgte vi redaktører op med et bind ”læs­ ninger”, der fik titlen I Nuets Spejl. Vi bad Klaus Rifbjerg om et bidrag og havde nok forestillet os en art Maggiterning, et kraftuddrag af hans artikler i årenes løb om forbilledet. Men hvad vi modtog, var et digt, ”Denne Jensen”, med forsøg til et svar på det spørgsmål, som før­ste strofe stiller: ”Hvad er det med denne Jen­sen / alle taler så meget om?” Nogle af de gængse udpenslinger af spørgsmålet følger og besvares med ”et run­gen­de Ja”: Der er oplæg til racisme, gnavpotteri, kvindeangst, problemsky­hed, galen an­tro­po­logi osv. i det vidtstrakte forfatterskab, en solid basis for di­verse verse­ren­de fordomme. Men hvorfor så alligevel læse ham? Jo, fordi alt det u­bærlige er ”svøbt i det særlige sprog / der får siderne til at leve / i bog efter bog efter bog”. ”Denne Jensen” kan da slutte med en formaning til alle de fordoms­fulde: ”Selv på møddingen vokser der roser / se nu at få det lært!” Stor lyrik er det ikke, lad det være sagt, snarere lyrik med løftet pegefinger, men til gen­gæld vid­nes­­­byrd om en inderlig kærlighed til Jensen på trods. Også Rifbjerg har måttet slu­ge en hel kamelkaravane for at komme under vejr med Jensen og

forblive fokuseret på hans formidable sproghåndtering.

Roserne på mød­din­gen kan erindre om sumpplanterne hos H.C. Andersen, hvis rødder henter næring i mudderet til de skønneste blomster.

Klaus Rifbjerg udtalte i et interview fra 1987, at lyrikken fungerer som rin­gene efter en sten, man kaster i vandet: ”Et godt digt kan vende op og ned på alting.

Tænk på Oehlenschlägers ’Guldhornene’ eller Johannes V. Jen­sens ’Dig­te 1906’. Litteraturen var ikke den samme efter de digte som før.”

Rifbjergs første kærlighedserklæring til Den Store Jensen indleder dig­tet ”Motor” i debutdigtsamlingen Under vejr med mig selv. Vi møder Dan­marks roterende dreng nr. 1 på Harley Davidson ad Peter Bangsvej, stimuleret af den flirt med lårene, bag­sædepigen bidrager med: ”Johannes V. Jensen kun­ne ikke ræbe / eller rå­be højere end jeg / når motorcyklens ud­blæs­ning / ka­stes som antediluvianske mam­mut­fjerte / mellem husmurene.”

Det fremmede ord betyder ”før Syndfloden”, hvilket i Jensens Bibel vil sige den oversvømmelse, der fulgte på Istiden – da mammutten måske end­nu tussede rundt på tundraen og krydrede den kølige luft med sine vinde.

Hvad vi bevidner, er forbilledets mammutfascination registreret af den debute­rende yngling med ambition om at blive den anden – eller måske tredje – af sit århundredes skelsæt­tende digtere. (Om man ikke selv er til digtlæsning, kan man høre Rifbjerg læse digtet, ja, hele samlingen plus Kon­fron­tation og Ama­ger­­digte, på en dobbelt-cd, som Statsbiblioteket for n ­ ylig har udgivet; hvilken rigdom!).

Klaus Rifbjergs bidrag til Jensen-kritikken kredser mestendels om den tidlige lyrik. Det første, ”Den poetiske pungbrok”, henfører straks Digte (1906) til de bøger, ”som jeg ikke kan læse igen uden bevægelse, uden ophid­selse, uden at min sjæl ryster, så det forplanter sig ud i kroppen som noget fy­sisk ukontrollabelt” – hvorefter ”Paa Memphis Station” hales frem som egent­lig

AAGE JØRGENSEN, Lektor, Aarhus Universitet og Langkær Gymnasium. En lang række udgivelser om bl.a.

H.C. Andersen, Karen Blixen, Johs. V. Jensen og Søren Kierkegaard. Af særlig interesse for Dansk Noters læsere er ”Bibliografisk Service” (Se nedenfor).

46 DANSK NOTER

livsforandrende, i medfør af dets holdning til livet som utåleligt og pragtfuldt, samt af ”forholdet til tingene”.

Togforsinkelsen indtraf jo egentlig i Brinkley, men blev forlagt til Memphis, så lokaliteten kunne skildres som ”sfinksforladt” og således sættes i modsætning til oldtidens Memphis, hvor sfinksen rugede over livets gåde. Er der den mening med togulykken, der spærrer for vor digters fremrykning, at han skal møde lykken hér i form af ”en rund ung Jomfru” og starte et savskæ­ re­ri? Rifbjerg indkredser fint temaet, veen ud & veen hjem, og karakteriserer moderniteten i udfoldelsen og udformningen af det.

Pungbrokken tilhører Hel­led Haagen, alias Knut Hamsun, om hvis dra­belige druktur gennem det københavnske minefelt ud til bakkesangerinder­ne og hjem til brydekampen med Jensens kakkelovn der (også i Digte, 1906) rapporteres med di­stant ædruelighedsbefordrende fascination.

I Rifbjergs tiltrædelsesforelæsning, da han blev adjun­ ge­ret profes­sor i æstetik på Lærerhøjskolen, konfronterede han Sophus Claus­sen og Jo­han­nes V. Jensen, der trak rejsemindespor efter sig fra hver deres station: Skander­ borg og (ja, nu igen:) Memphis. Er det alt sammen forskellighed, eller er der en fællesnævner? Sporene løber i hvert fald sammen til sidst i og med, at begge så at sige må give afkald på længselsopfyldelsen, for at følelsen kan blive til kunst. Claussen gjorde sig ud til bens i sit senviktorianske tidehverv ved at spørge: ”Hvad er hundred Kys af et par Læber / mod at kysse hundrede Pi­ger?” Og Jensen erklærede jo ligefrem, at han som ung havde drømt om ”kort og godt ved gunstig / Lejlighed at gifte sig / uden Undtagelse / med hver ene­ste / farvede eller ufarvede / Fruentimmer paa Jorden”. Drømmen rakte faktisk endnu videre, se selv digtet ”Som Dreng skar jeg Skibe”.

En passant citeres Johannes Jørgensens kone for et grådkvalt ud­brud, da Claussen havde været forbi og berettet om sine europæiske erobrin­ger, kul­turelle som erotiske: ”Hvorfor ler du aldrig? Og hvorfor sidder du altid og læser i bøger?” Men hvor lidenskaber omsættes til digtning, gælder jo, hvad allerede Johannes Ewald vidste: ”Man bør (...) være nogenledes kold, for at kun­ ne skildre sin Ild.” Claussen fik det sagt poetisk: ”Det er en Dyst at sæt­te le­gemsstore / Skikkelser paa et Lærred, saa de lever.” Jen­sens ord til venner­ne på 70-årsdagen var derimod aldeles nøgterne: ”En Ting tror jeg vil blive ind­røm­met os, vi bestilte noget, vi var store Arbejdere, og det uden at kende til Møje. Arbejdet bar os, der var Lyk­ke ved det.” Så fik de genialske poeter det at tyg­ge på!

Endelig bør nævnes den forelæsning, hvormed Rifbjerg kvitterede, da de humaniora-studerende på Odense Universitet i 1996 kårede ham til æres­­doktor. Her er prosaen bragt i centrum, i hvert fald nogle bestemte natur- og kvin­de­­skildringer, hvor sproget speedes op og tager til at gløde, og over­ba­lan­cen lurer. Så var det, Jensen talte om ”flyveprosa”. Ganske vist, det skete ikke ofte. Men i lyrikken var gehøret fuldkomment.

Rifbjergs bevis, citeret til afslut­ning, er ”Sømandsvi­se”, den om den sjællandske sømand, der drager ud og under Sydens sol oplever mangt og meget, men som, når mælkebøtterne blomstrer og pinseløvet bryder frem, bøjer sig for veen og sætter kurs mod hjemmet.

Rifbjerg lader visen henstå ukommenteret, men kunne have til­føjet, at den stammer fra en artikel, ”Paa Søen”, som Jensen skrev ud for Tunis i de­cember 1925, på rekreationsrejse til Ægypten. Til­stede­væ­rel­sen af en lille kat­tefamilie på skibet afgiver omdrejningspunkt for ”me­gen, dybt be­gravet Fø­lel­se og Savn af Huslighed” hos de tilsyneladende så bar­ske søfolk. Der burde have været en trau­rig harmonika, der kunne have forløst hjemveen hos dem, men skibet er ”armt, end­ogsaa hvad angaar Musik”: ”Det klemmer dem dog vist, nu op mod Jul; inde i Fol­ke­nes lille Mes­se, med Fjælebænke og de bare Vægge, sidder sent om Aftenen en Lømmel, i Uldtrøje med store Olie­skjolder paa, og Sod i Haaret, og skri­ver, under hyppige Forsøg paa at spise Penne­skaf­tet – det trænger nok haardt paa dèr!”

I denne konfrontation med uforløsthed og ufor­måen går da hos den professionelle skribent, betragteren af det alt sammen, skabelses­pro­ces­sen i gang: ”Til en Me­lo­di, jeg engang har hørt fore­drage af en Sangerske i Gaarden, til Har­mo­nika­ledsagelse, en ele­men­tær, sentimental, ja aabentstaaende sen­ti­mental, men mægtig Melodi, satte jeg da, i de stjær­ne­klare Aftener ind mod Solhverv, en Tekst, for Sømanden at synge, naar Blæse­ bælgen gaar trangt, og Hjertet vil have Luft i Toner.”

Men hvorfor tvivle om, at Jensen deler længslen.

For, som det er Klaus Rifbjergs afgørende pointe i de omtalte skriverier: Længslen er den helt store motor i Johannes V. Jensens forfatterskab, og sprog­beher­skelsen den af­gørende forudsætning for, at han kommer i mål.

Aage Jørgensen har bidraget med ”Bibliografisk Service” til Dansk Noter 1980/2-2004/2. Desuden med artikler i følgende numre: maj 1978, maj 1979, juni 1980, 1983/3, 1985/3 + 1886/2, 1988/3, 1993/3, 1997/2, 1997/4, 1999/3, 2001/3, 2002/3, 2003/2, 2006/4, 2009/4, 2010/2-3, 2011/1 og 2013/1.

DANSK NOTER 47

Udenfor tema

Peter Stein Larsen:

Kanonkongen Rifbjerg Diskussionen om, hvorvidt den ene forfatter er bedre end den anden, kan let komme til at ligne en fjollet selskabskonversation. En sådan diskussion kan dog have alvorlige konsekvenser, når det uden varsel bekendtgøres, at et lille ministerielt udvalg har fundet på, at netop afdøde Klaus Rifbjerg skal erstattes af Tove Ditlevsen i den obligatoriske fælleskanon for det danske skolesystem. Mens der, da kanondiskussionerne var på sit højeste, var megen kvalificeret modstand mod hele ideen om en kanon, var uenigheden langt mindre, når det gjaldt valget af kanonforfatterne, hvor man som den eneste dengang nulevende forfatter valgte Klaus Rifbjerg,. At pludselig Tove Ditlevsen skal erstatte Klaus Rifbjerg, som den vigtigste danske forfatter fra sidste halvdel af det 20. århundrede, virker derimod i høj grad som et uigennemtænkt og useriøst valg. Det er synd for de kommende ungdomsårgange, at de udsættes for den slags tilfældige og ukvalificerede beslutninger, der også i høj grad underminerer seriøsiteten i det kanonarbejde, som blev lavet med hensyn til det danske skolevæsen op igennem 00’erne.

Man kan indledende spørge, hvad der kan være baggrunden for, at man finder på at substituere Rifbjerg med Ditlevsen. At Ditlevsen i de sidste par år har fået en renæssance og er blevet genudgivet, og at valget af hende forøger andelen af kvindelige forfattere i kanon, kan næppe opveje det faktum, at der er skrevet 50 gange flere forskningsmonografier og -artikler og mere undervisningsmateriale om Rifbjerg, og at interessen for dette forfatterskab har strakt sig over 60 år. Dominerende har derimod nok været de to faste klicheer, der anvendes, når folk, hvis litterære indsigt er begrænset, dømmer Rifbjerg ude.

Den første årsag er, at Rifbjerg vurderes som samfundsdebattør frem for som forfatter. Til trods for alle florerende teorier om forfatterpersonlighedens ”performative” betydning for værket, så er de fleste dog i stand til at skille tingene ad. Er Thorkild Bjørnvig, Villy Sørensen og Søren Ulrik Thomsen f.eks. bedre forfattere end Johannes V. Jensen, Henrik Nordbrandt og Klaus Rifbjerg, fordi de førstnævnte har excelleret i akademisk stil og intellektuelle essays og afhandlinger, mens de sidstnævnte har suppleret deres skønlitterære forfatterskab med debatindlæg og udtalelser, der ofte har været både idiosynkratiske, uigennemtænkte og direkte tåbelige? Nej, vel?

Den anden negative kliché om Rifbjergs forfatterskab er påstanden om, at kun de tidlige værker har kvalitet, og at der i det enorme forfatterskab er tale om en stor gentagelse. Påstanden bygger på en ubegrundet mistænkeliggørelse af en forfatter, der skriver meget, og har meget lidt rod i virkeligheden. Hermed ikke sagt, at der ikke er stærkere og svagere værker blandt de mindst 140 værker i forfatterskabet, men talrige forskningsbidrag, anmeldelser – og læsere – kan dog dokumentere, at der er forrygende gode værker gennem hele forfatterskabet fra 1956-2015.

Jeg vil herefter gå over til denne artikels egentlige ærinde, nemlig at argumentere for, hvorfor Rifbjergs forfatterskab for mig at se har en uomgængelig førerposition inden for dansk litteratur fra det sidste halve århundrede. Dette vil ske ved at fremhæve fem punkter, på hvilke man ser den høje kvalitet og voldsomme betydning.

PETER STEIN LARSEN, dr.phil. og ph.d., professor ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet.

Har senest skrevet Nattehimlens poetik. Studier i moderne nordisk litteratur (2011) og Drømme og dialoger. To poetiske traditioner omkring 2000 (2009).

48 DANSK NOTER

1) Den sociale kritik og samtidsfortolkningen Det første punkt vedrører den sociale optik i Rifbjergs værker. Ikke mange lande har en forfatter, der igennem næsten 60 år hvert eneste år har udgivet indtil flere litterære værker, der giver indgående kritiske fortolkninger af deres samtid. Det drejer sig om værker i alle genrer: romaner, noveller, essays, digte, TV-spil, filmmanuskripter, kronikker, anmeldelser og meget andet. Man kan blandt talrige markante værker nævne revyen Gris på gaflen (1962), de satiriske rolle- og portrætdigte fra Fædrelandssange (1967) og Mytologier (1970), nøgleromanen Marts 1970, 1990’ernes polemiske essays Karakterbogen (1992), Synderegistret (1994) og Facitlisten (1995) og digtsamlinger fra det nye årtusinde som Pap (2004).

Vil man se nærmere på, hvordan Rifbjergs samfundskritik fungerer, kan man f.eks. betragte Pap, i hvilken man møder en række dagsaktuelle lejlighedsdigte.

Grebet i teksterne består i at vende og dreje bestemte udsagn og situationer, således at resultatet bliver en absurdistisk satire. Der opstår groteske spil med betydning som i et digtet ”I en sal på et hospital”, hvor jeget bliver ved med at fantasere over et sygebesøg hos Søren Krarup, og der ironiseres raffineret over tidens floskler, som det er tilfældet i et rablende digt, der manisk gentager sætningen: ”Jeg synes det er synd for Kurt Thorsen”. Man finder desuden tekster, hvor Rifbjerg ironiserer over sine debatmodstandere Bent Jensen, Jørgen Schleimann, Brian Mikkelsen og Bertel Haarder.

Endelig møder man et politisk-satirisk digt med titlen ”Bush og Gud”, hvor Rifbjerg – som mange gange tidligere i forfatterskabet fra Konfrontation over Mytologi til Scener fra det daglige liv (1973) – folder sig ud i en rablende smalltalkstrøm: så kom Gud ind ad døren og gik hen til Bush der lå på gulvet i sit eget bræk og med en knust flaske i hånden og sagde til ham: Så, Bush, hold så op med det der. Du ved jo godt at du ikke kan tåle det og du bliver nødt til at sende dit tøj til rensning og at Laura ikke kan lide det. Så rejs dig op og vind det præsidentvalg.

Blasfemien og travestien med hensyn til autoriteter er et fast indslag i den politiske, kulturradikalt orienterede diskurs, som udgør en hovedstrøm i Rifbjergs forfatterskab. Dette ses i talrige værker tilbage til Efterkrig (1957)

med dens politiske satirer over den selvtilstrækkelige turisme og de sarkastiske mindedigte til Franco i Spansk motiv (1982).

Hvad adskiller da den politiske kritik, som Rifbjerg lancerer i sit forfatterskab, fra så meget andet? Det gør – som vi så i eksemplerne med George Bush, Kurt Thorsen og Søren Krarup – i hvert fald to ting, nemlig de raffinerede og subtile synsvinkler og de overraskende skift i stil og tone i teksterne.

2) Den polyfone prosa Et helt afgørende træk ved Rifbjergs forfatterskab er den exceptionelle evne til at anlægge forskellige synsvinkler og identificere sig med forskellige personer. Man kan her tage den strøm af hovedpersoner med forskellige aldre, køn og samfundsmæssige positioner, som er udgangspunkt for nuancerede, solidariske og troværdige synsvinkler. Det gælder gymnasieeleven (Den kroniske uskyld (1958)), det lille barn (”Bevidstheden” i Og andre historier (1964) og Camouflage (1961)), den fortrængte homoseksuelle (”Skyggernes skygge rammer mig” fra Og andre historier), ambassadørfruen (Anna (jeg) Anna (1970)), den midaldrende universitetsprofessor (Operaelskeren (1966)), studenten (Leif den Lykkelige (1975)) og talrige andre. Og spørger man generationer af danskere, hvad der har været den afgørende tekst, som de læste i deres skoletid, med hensyn til at forstå det fascinerende i synsvinkelproblemet i litteratur, hvor man bl.a. kan støde på det fænomen, der er blevet kaldt ”den upålidelige fortæller”, vil næsten alle pege på to tekster, nemlig henholdsvis St. St. Blichers ”Sildig Opvaagnen” (1828) og Rifbjergs ”Frække Jensen” (1964). Den sidste stammer, som alle ved, fra det eneste værk efter 1950, der – endnu – figurerer i Kulturministeriets kanon fra 2006, nemlig Og andre historier.

Man kan træffe talrige forskellige synsvinkler inden for det samme værk, som i prosasamlingen Det gælder om at holde balancen (2006), hvor Rifbjerg kravler ind under huden og hjernebarken på en overtilpasset kontormand, der har haft et hjerteanfald, en gift dame, der bliver misbrugt seksuelt til en nytårsfest, en dreng, der stjæler penge fra sine forældre, og en bedsteborgerlig succesarkitekt, der sent i livet konfronteres med sin kræftsyge far i et hadefuldt og ynkværdigt opgør. Eller man kan betragte romanen Dagstelegrafen (2010), hvor vi i en kontrapunktisk komposition følger så forskellige personer som en pensioneret enke, en soldat i Afghanistan, en midaldrende kvindelig reklamekonsulent og en ung mand, der netop er startet på forfatterskolen. I alle

DANSK NOTER 49

tilfældene er der tale om en dybfølt solidaritet med og en ømhed i skildringen af de vidt forskellige skæbner.

Hvad angår denne polyfoni, som vi finder i Rifbjergs værker som helhed, vil jeg hævde, at vi har at gøre med et træk, som man kun finder hos de allerstørste forfattere. Den russiske litteraturteoretiker Michail Bachtin skriver i Dostojevskijs poetik (1963) om den polyfone roman som det mest eksklusive og avancerede fænomen i moderne litteratur. Man har her en sideordning af mange forskellige bevidstheder, der får lov til at fremstå med hver deres måde at have verden på, uden at disse dømmes eller disciplineres af forfatterens holdning.

En anden litteraturteoretiker, den tysk-jødiske Erich Auerbach, skriver i sin berømte Mimesis (1946) om det samme fænomen og kalder det den ”multipersonelle bevidsthed”. Interessant er det, at de nævnte litterater kun finder fænomenet hos ganske få store forfattere, Fjodor Dostojevskij og Virginia Woolf. I nordisk sammenhæng kunne man tilføje navne som Knut Hamsun, Herman Bang og Henrik Pontoppidan – og som det nok vigtigste eksempel i det 20. århundrede, Klaus Rifbjerg.

3) De poetiske perspektivskift Spørgsmålet om Rifbjergs unikke evne til at skifte perspektiv vedrører imidlertid ikke kun den episke, men også i høj grad den lyriske genre. Betragter vi dansk lyrik som helhed, er der næppe tvivl om, at det vigtigste historiske skel ligger omkring 1960, og at den voldsomme ændring, der sker på dette tidspunkt, i særlig grad vedrører spørgsmålet om digterrollen og den betydning, det lyriske jeg har i en poetisk tekst. Michail Bachtin er igen blandt dem, der har stillet skarpt på nogle fundamentale forskelle mellem på den ene side klassiske og på den anden side moderne litterære værker. Bachtin påpeger, at man i ældre tekster møder en enkel autoritativ udsigelse, mens man i modernismen ser en systematisk underminering af forestillinger om det digteriske ords uskyld og forankring i en autentisk ekspressiv poetik. Den moderne forfatter er en trickster, der frit råder over tidligere tiders socialt begrundede udsigelsespositioner.

Med hensyn til Rifbjerg er pointen, at spillet med det udsigelsesmæssige inden for et forfatterskab kun er meget sparsomt forekommende i dansk litteratur før 1960. Dette forandres imidlertid fuldstændigt med det, man utvivlsomt må kalde det 20. århundredes mest skelsættende danske digtsamling, nemlig Konfrontation (1960). Et typisk digt fra denne samling er ”Krigsdans”, fra hvilket de første strofer lyder:

50 DANSK NOTER

Lad mig som Gulliver gynge i en hudfold og tage plads mellem hårene på den knubrede mark som er dit betræks overflade, elskede.

Eller lad mig fra hans modsatte perspektiv betragte din minimale nøgenhed mens den kæmper for ikke at forsvinde mellem uldkugler og gulvsprækker, elskede.

Lad mig krigsdansende tage din temperatur og måle dit blodtryk, vejrmøllende over sengen kontrollere hjerteslag ydre sekretion og alle andre sekundære beviser på din levende eksistens, elskede.

Digtet handler om at skifte indstilling, optik og attitude med hensyn til omverdenen. At jeget vælger denne strategi, har naturligvis at gøre med en følelse af usikkerhed og rastløshed, og det stadigt mere desperate elskerjeg slutter da også i sidste strofe med at havne i den ikke særlig attråværdige situation som ’svedende impotent’.

Når digtet er så langtidsholdbart, at det stadig i dag ikke blot læses som et kulturradikalt 1960’er-vidnesbyrd om fremmedgørelse og nivellering af værdier i modernitetens anonymitet, skyldes det digtets uforlignelige selvironiske attitude. Man kan med god ret hævde, at digtet ikke blot har et pessimistisk livssyn, men at dets kriseagtige udsagn også dementeres i selve digtets retoriske modus, nemlig dets energiske og kraftfulde, skarpt sansede snapshots af omverdenen og dets salve af vitale poetiske billeder.

I andre digte fra Konfrontation, der ligeledes omhandler kriseagtige tilstande, kan det samme registreres. I det afmægtige digt om afstanden mellem elskende, ”Røntgen”, er det absolut ikke afmagtens sprog, der iscenesættes, når den elskede for jeget gennemgår fabelagtige metamorfoser fra ”en flået, ribbet hval” til ”en afbrændt zeppelin” til ”et flyvende kravlebur”. Og i ”Frihavnen” giver de vilde synsvinkelskift midt i den golde moderne maskinelle virkelighed sig udtryk i en

euforisk tilstand: ”billedskift og koncentrationsflytning / til fornemmelse af cirkulerende kaos”.

Eksperimenterne med perspektiv kan anskues som paradigmatiske for den store variation, der er inden for Rifbjergs lyrik. I Konfrontation ser man synsvinkler henlagt til et stykke sæbe (”Livet i badeværelset”), lukkeren i et fotoapparat (”Lukker”), en udråber på et marked (”Udråberen”), en moderne reklame (”Nyt lys”) og en kynisk sælger af et eller andet apparat (”Teknik”) . Tilsvarende møder vi i Camouflage et væld af forandringer med hensyn til synsvinkel, der f.eks. kan være henlagt til en svale, en hest eller en flue.

Bevæger vi os frem til seneste års Rifbjerg-lyrik, kan tendensen til hele tiden at eksperimentere med perspektivet genfindes. Det gælder f.eks. i Knastørre digte (2006), hvor synsvinklen i ”Underskud” om ”klædeskabets melankoli” er placeret hos en række ubrugte beklædningsgenstande: På skabets bund danser sko og støvler deres Udtrådte fandango, mens støvleknægt og skohorn Tavst ser til.

En stille bøn handler om udfyldning, muskler Blodomløb, sekret, bevægelse og sved.

Men ingen lytter. Kun et møl tager fra og Smiler sardonisk ved sit hul.

til alting sagt i al beskedenhed ja selv de flader hvor intet gror og de revirer hvor intet sker og alting blomstrer dobbelt rigt i fantasiens øjeblik som vi er fælles om og som er ganske gratis.

Som i programdigtene ”Terminologi”, ”Postludium” og ”Livet i badeværelset” fra Konfrontation fastholdes det, at den profetiske digterrolle (”Selv er jeg ingen spåmand / kun en husker”) er passé, og at adelsmærket ved den rifbjergske digterfysiognomi er evnen til at huske, sanse og fantasere mere intenst end andre. Karakteristisk er det ligeledes, at den poetiske indsigt hos Rifbjerg ofte forbindes med en epifanisk oplevelse (”fantasiens øjeblik”), hvor jegets refleksion momentant suspenderes med den effekt, at kræfter fra det fortrængte pludselig frisættes som et nyt og grænsesprængende sprog. Det er denne surrealistisk orienterede poetik, der demonstreres i digte fra Konfrontation som ”Frihavnen” og ”Jern”, og som genfindes i talrige senere værker. Typisk er Rifbjergs evne til at fremmane traumatisk prægede fantasier af de mindste dagligdags sansninger, som det sker i den følgende rytmiske, billedynglende stream of consciousnesspassage fra ”Indkøbscenter” i Terrains vagues:

Resten er – som det hedder – tavshed. ingen jordrystelse Men hvad er nu formålet med denne enorme lyst til at skifte synsvinkel og anlægge aldrig sete perspektiver på omverdenen? Svaret på dette hænger sammen med det fjerde unikke træk ved Rifbjergs lyrik, nemlig den enorme interesse for alt det, der gemmer sig dybt i den menneskelige bevidsthed.

4) Den psykologiske dybdeboring Rifbjerg opridser essensen af den psykologiske poetik, som ligger til grund for forfatterskabet, i det sidste digt i Terrains vagues (1998): Selv er jeg ingen spåmand kun en husker og rollen passer mig perfekt fordi den gir mig adgang

men alligevel en seismisk uregelmæssighed en antydning af indforstået ubehag der får en lille hvirvelvind til at rejse sig så papir og plasticstykker skifter retning og hele herligheden igen lander foran indkøbscentrets automatiske glasdøre og blir liggende kun uroligt kurende frem

DANSK NOTER 51

og tilbage mens folk går til og fra frembringende en lille vemodig lyd som den man må formode fisk laver når de er fanget og gællerne langsomt tørrer ud.

At det netop er en af modernitetens mest typiske fænomener – altså ”indkøbscentrets / automatiske glasdøre” – der danner ramme om den førbevidste oplevelse af kulturens ubehag (”en lille vemodig lyd / som den man må formode / fisk laver når de / er fanget og gællerne / langsomt tørrer ud”) er typisk for den rifbjergske optik.

Rifbjerg er den moderne verdens mand på godt og ondt. Et lignende ”terrains vagues”, altså en uudsigelig, ambivalent psykologisk tilstand, er til stede i forbindelse med en oplevelse af kærlighedsakten, hvor digteren sætter fingeren på et psykologisk smertepunkt, nemlig den manglende evne til hengivelse og til at være til stede i nuet: ”den store sammensmeltning / er også en opløsning. / I favntaget ser man for det meste / hinanden over skulderen.”

5) Den unikke stemme Tilbage har vi selvfølgelig alt det, som vanskeligt kan sættes på begreb, dvs. selve den litterære fascinationskraft, der gør, at et forfatterskab opleves som noget unikt. Den svenske litterat Horace Engdahl har i sin indflydelsesrige essaysamling Beröringens ABC (1994) talt om, at det store digtværk og den betydelige forfatter har ”en stemme”, hvorved der forstås en indre læsestemme, som aktualiseres af tekstens partitur. Skal vi forsøge at indkredse, hvad det er, der griber, fastholder og fascinerer os ved den rifbjergske stemme må det være en subtil kombination af mange ting. Af den enorme nuancerigdom i den sansede detalje og i det sproglige udtryk. Af nøgternheden, illusionsløsheden og det kompromisløse mod til at konfrontere sig med indre og ydre dæmoner. Af rastløsheden, nysgerrigheden og viljen til hele tiden at anlægge nye perspektiver.

Af en eksplosiv og subtil humor og selvironi, der får teksten til at vibrere. Af en åbenhed, medmenneskelighed og generøsitet i udtrykket, der rækker hånden frem mod læseren. Lad mig afslutte med et digt, der illustrerer alle de facetter ved forfatterskabet, som jeg

52 DANSK NOTER

har nævnt. Det er et digt, der i sin enkelhed og klarhed beskriver et øjeblik af den slags, der kommer tæt på det, de fleste vil forbinde med begrebet lykke – en unik samklang mellem jeg og omverden. Det stammer fra Det svævende træ (1985) og hedder ”Et glas vand”: Ræk hånden frem og lad mig skænke dig et godt glas vand helt gennemsigtigt klart og fint helt køligt friskt og ligetil det er til dig, min ven ræk hånden frem Ræk hånden frem og lån mig dine sanser luk op for alt hvad du har glemt og se det strømmer frem som vand af hanen du blir svimmel og på samme tid helt klar ræk hånden frem for sådan var det jo engang så smukt og enkelt køligt friskt og ligetil med appetitten som et hanegal og alle muskler smurt og hår på hovedet Ræk hånden frem og lad mig trykke den for der er venskab nok og visse ting er stadig meget enkle: at kunne huske at kunne se hvad der er op og ned at være glad og vred Ræk hånden frem du får et godt glas vand.

Kan man skrive tekster som denne, er der næppe andet at sige end det mest banale og basale: Lad os få Klaus Rifbjerg tilbage i uddannelsessystemets kanon. Alt andet vil være at snyde de kommende årgange for det bedste i dansk litteratur.

DANSK OG ENGELSK Tekstarbejde på tværs En tværfaglig antologi til dansk og engelsk på alle fire gymnasiale uddannelser. Stoffet og opbygnin­ gen anskueliggør og fremhæver fællestrækkene i de to fags metodiske tilgange. Antologien er således oplagt til samarbejde mellem de to fag.

Antologiens tekster er organiseret efter tre litterære temaer, der går på tværs af de to fag, og teksterne spænder vidt genremæssigt såvel som litteratur­ historisk. Blandt de 33 tekster findes tekster af bl.a. syv danske kanonforfattere, Shakespeare, Wordsworth, Blake, Poe, en folkevise samt tekster på norsk og svensk.

Der er udformet arbejdsspørgsmål til de enkelte tekster og derudover nogle interaktive opgaver, ligesom der til hver tekst er forslag til videre arbejde, hvor der er fokus på tværfaglige fordele. En række tekster er indlæst på originalsproget.

Tekstarbejde på tværs indeholder ud over teksterne et indledende metodekapitel og et leksikon på hhv. dansk og engelsk.

Bog iBog

Udkommer som trykt bog januar 2016 ®

tekstarbejdepaatvaers.systime.dk 33 primærtekster | 25 interaktive opgaver | 10 illustrationer | 2100 ordforklaringer | ca. 215 sider | Licenspriser fra kr. 35,­

Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime Marlene Ørnstrup Petersen og Ditte Eberth Timmermann Tony Andersen (red.)

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

DANSK NOTER 53

Udenfor tema

Dansk litteraturhistorieskrivning ved en skillevej Da jeg i optakten til semesterstart i januar 2015 bestilte bøger til de studerende på danskstudiet på Aalborg Universitet, fik jeg den tilbagemelding fra boghandleren, at de ikke kunne tilbyde Dansk litteraturs historie (2006-2009) som et sæt, fordi det ene af de fem bind var udsolgt og ikke ville blive genoptrykt af Gyldendal. Alle fem bind er dog tilgængelige online via www.denstoredanske.dk. Gyldendals valg er utvivlsomt et udtryk for, at Dansk litteraturs historie så at sige var født gammel. Værket viderefører en tradition i krise.

Denne krise er ikke nogen hemmelighed, og især ikke i Dansk Noter, der har været et vigtigt forum for diskussionen om litteraturhistoriens aktuelle status.1 I denne artikel vil jeg i mindre grad fokusere på, hvordan krisen viser sig i klasseværelset, end hvordan den gør det i litteraturhistorieskrivningen.

Dansk litteraturs historie i forhold til forgængere og efterfølgere Med en minimal sproglig gestus signalerer titlen Dansk litteraturs historie en tematisk vægtforskydning i forhold til forgængeren, Dansk litteraturhistorie (1983-1985) ved Johan Fjord Jensen m.fl.; en vægtforskydning fra kontekst til tekst, som Peer E. Sørensen formulerer det.2 Litteraturhistoriografen David Perkins skelner mellem to

litteraturhistoriske grundformer: en narrativ form, der vægter sammenhæng, og en encyklopædisk form, der vægter kompleksitet. Han rejser spørgsmålet om, hvordan litteraturhistorieskrivningen kan fremstille fortiden på en måde, der er begge dele.3 Dansk litteraturs historie forsøger at gøre det ved at opprioritere beskæftigelsen med det eksemplariske forfatterskab og værk. Grebet i værket er generelt, at 1) introducere en periode med fokus på dens idéhistoriske og kultur- og socialhistoriske kontekst, efterfulgt af 2) en række forfatterskabsportrætter, der dels beskæftiger sig med forfatterbiografien, og dels med centrale værker. Det er med andre ord det sikre valg, der tages i Dansk litteraturs historie. Forskellen i vægtningen af stoffet i forhold til Dansk litteraturhistorie springer i øjnene ved en sammenligning af de to værkers indholdsfortegnelser: Af de 27 kapitler i bind 2 af Dansk litteraturs historie refererer 19 til individuelle forfattere. Af det samme samlede antal kapitler i bind 5 af Dansk litteraturhistorie gør otte det.

Til forskel fra Dansk litteraturhistorie indikerer titlen Dansk litteraturs historie også, at værkets emne ikke er selvforklarende. Den rejser læserforventninger om, at man i værket vil finde refleksioner over de elementer, den inkluderer: Hvordan forholdet værket sig til det nationale? Hvilken litteraturforståelse ligger til grund

JENS LOHFERT JØRGENSEN Ph.d., adjunkt i dansk litteratur ved Aalborg Universitet.

Har senest publiceret bogen Sygdomstegn. J.P. Jacobsen, Niels Lyhne og tuberkulose (Syddansk Universitetsforlag, 2014) og artiklerne ”Leg med Logos. Morten Søndergaards Ordapotek®” (Kritik nr. 213, 2015), ”Hvordan ved litteratur? Arkiv – Medium – Talehandling” (K & K nr. 118, 2014) og ”Skriften og døden. Tre positioner i J.P. Jacobsens sene forfatterskab” (Danske Studier 2014).

54 DANSK NOTER

Af Jens Lohfert Jørgensen, adjunkt i dansk litteratur, Aalborg Universitet jenslj@cgs.aau.dk

for det? Hvad er dets historiografiske perspektiv? Disse forventninger skuffes imidlertid. Og det er ærgerligt, fordi det ville have været en fornyelse af den danske litteraturhistorieskrivning. Uagtet kvaliteten i udførelsen af det, må man konkludere, at Dansk litteraturs historie fremstår som en ret traditionstro eksponent for et projekt, der i relativt lige linje kan føres tilbage til Rasmus Nyerup og Knud Lyne Rahbeks Bidrag til den Danske Digtekunsts Historie i seks bind (1800-1828). nemlig at give en kronologisk fremadskridende, sammenhængende og overbliksskabende fremstilling af den nationale litteraturs historie med fokus på kanoniserede forfatterskaber og værker.4 Men hvilken form kan en litteraturhistorie da tage, hvis ikke denne? Ét nyt bud giver Anne-Marie Mai i Hvor litteraturen finder sted. Bidrag til dansk litteraturs historie bind 1-3 (2010). Mai har selv præsenteret værket i en artikel i Dansk Noter nr. 2, 2010. Jeg vil derfor nøjes med at fremhæve, hvad jeg ser som den store fordel ved hendes fokus på de konkrete steder, hvor dansk litteratur er blevet skrevet og læst; nemlig at den giver litteraturhistorien kød og blod: Hendes analyse af katedralen som sted indledes fx af en fænomenologisk beskrivelse af, hvordan rum- og tidsfornemmelsen forandres, når man træder ind i Ribe Domkirke. En kropsligt forankret oplevelse af litteraturhistorien altså.

Også det teoretiske og metodiske refleksionsniveau adskiller Hvor litteraturen finder sted fra sine forgængere – heriblandt Dansk litteraturs historie. I et efterskrift til bind 2 redegør Mai for nogle tendenser i den internationale litteraturhistorieforskning og for de teoretiske og metodiske valg, hun selv har taget.

I Hvor litteraturen finder sted er balancegangen mellem det narrative og det encyklopædiske forladt til fordel for sidstnævnte. Denne tendens er endnu mere udtalt i en litteraturhistorie redigeret af Steven Sondrup og Mark Sandberg med titlen A Comparative History of Nordic Literary Cultures, hvis første bind er under udgivelse på forlaget John Benjamins. A Comparative History of Nordic Literary Cultures deler teoretisk og metodisk grundlag med Hvor litteraturen finder sted.5 Særlig hispanisten og litteraturteoretikeren Mario J. Valdés’ artikel ”Rethinking the History of Literary History” (2002) har sat et stort fingeraftryk på dem. I den formuleres det teoretiske og metodiske grundlag for en række engelsksprogede regionale litteraturhistorier, der siden er blevet udgivet.

Mario Valdés’ gentænkning af litteraturhistoriens teoretiske og metodiske grundlag Valdés’ artikel er skrevet som et kald på, hvad han med den franske filosof Paul Ricoeur betegner som en ”effektiv litteraturhistorie”; det vil sige en litteraturhistorie, der gør op med idealet om historiografisk objektivitet ved at påpege, at der ikke findes et synspunkt på historien, der ikke selv er historisk. Litteraturhistorien er historien om fortidig litteratur fortolket igennem nutiden, og vores aktuelle viden om den er både begrænset og provisorisk. Valdés er i dette synspunkt inspireret af historikeren Hayden Whites konstruktivistiske historiesyn. I Metahistory (1973) argumenterer White for, at fortidens begivenheder ’plottes’ i nutiden, og at det er igennem dette struktureringsarbejde, at begivenhederne tilskrives mening. Formålet med denne bevidsthed om et dialektisk forhold mellem for- og nutid er at synliggøre de udvælgelsesmekanismer, der har inkluderet nogle strømninger, forfatterskaber og værker fra litteraturhistorien og ekskluderet andre, og den position, litteraturhistorien har opnået som beskrivende magt.

I denne intention om ’at gribe bag om’ litteraturhistorien aner man Michel Foucaults banebrydende historiografi, som den præsenteres i Vidensarkæologien (1969), og som den udmøntes i en række efterfølgende studier.

Den effektive litteraturhistorie flytter fokus fra det forestillede fællesskab, som nationen udgør,6 til regionale fællesskaber, der enten findes inden for, på tværs af, eller omfatter flere nationalstater. Den glemmer ikke de kanoniske værker, der udgør rygraden i de traditionelle litteraturhistorier, men den retter også opmærksomheden mod den ”levede, fælles arv, der sædvanligvis er skjult bag ruinerne af gårsdagens mode”, som Valdés formulerer det.7 Den har med andre ord også opmærksomheden rettet mod den måde, som hverdagslivet informerer litteraturen på via sproget.

Dens genstandsfelt er ikke en given regions litteratur, men dens ”litterære kultur” i sin helhed: Den inkluderer både elitære og populære værker, både mundtlige og skriftlige værker og værker, der tidligere er blevet henholdsvis kanoniseret og ignoreret. Valdés pointerer, at den effektive litteraturhistorie skal omfatte både historien om værkers tilblivelse – inklusive de materielle og kulturelle betingelser for denne – og historien om deres modtagelse. Det bidrager til at skabe de bevidste og dynamiske litteraturhistorier, der er hans mål. Den effektive litteraturhistorie er en ’åben’ litteraturhistorie med kontaktflader til især samfundsvidenskaberne.

DANSK NOTER 55

Mængden af poststrukturalistiske plusord i Valdés’ artikel – konstruktivistisk, selvbevidst, situeret, dynamisk, postkolonial, ikke-elitær, interdisciplinær, kollaborativ – er overvældende, og det kan umiddelbart være vanskeligt at forestille sig, hvordan de skal udmønte sig i en praksis, der ikke løber løbsk. Valdés’ løsning er at arbejde med knudepunkter som organiserende princip. Disse knudepunkter skal – igen med Ricoeur – forstås som både inde- og udefrakommende forstyrrelser af det diskursive system, som litteraturhistorien udgør. De slår så at sige sprækker i den. Det er formationen af disse sprækker, som den effektive litteraturhistorie fremstiller. De udgør problemer, som den skal forklare.

A Comparative History of Nordic Literary Cultures I A Comparative History of Nordic Literary Cultures udmøntes den effektive litteraturhistorie i fire bind, der beskæftiger sig med henholdsvis temporale, spatielle, figurative og transmissive knudepunkter i de nordiske landes litterære kultur.8 Den operative tese bag værket er, at det er litteraturhistorieskrivningens opgave at identificere koncentrationer af betydning i den nordiske litterære kultur gennem undersøgelsen af klynger af tekster. Derfor tager værket form af en række individuelle essays med et komparativt nordisk fokus, der beskæftiger sig med alle aspekter af den litterære kultur.

Det er primært det første bind, der er blevet beskrevet.

Det er struktureret omkring 19 knudepunkter, der med hensyn til bindets temporale hovedtema skal forstås som markante litteraturhistoriske vendepunkter med både retrospektive og prospektive genklange. Vendepunkterne er ikke dækkende for hele litteraturhistorien, men de er heller ikke tilfældigt udvalgt. De falder inden for tre ”konceptuelle dominanter” eller intellektuelle og kulturelle orienteringer inden for den nordiske kultur, nemlig teocentrisme, antropocentrisme og teknocentrisme.

Dominanterne har fungeret som mulighedshorisonter for deltagerne i en given kultur, og denne vurdering har på sin side determineret den sociale magts placering inden for kulturen. Når antropocentrismen er dominerende, producerer den litterære kultur tekster, der fokuserer på individers og kollektive gruppers evne til selv at påvirke deres livsomstændigheder og at skabe deres identitet, mens både teocentrismen og teknocentrismen lokaliserer denne magt i udenomsmenneskelige, henholdsvis metafysiske og teknologiske instanser,

56 DANSK NOTER

der overskrider individuel kontrol. De tre dominanter er på ethvert historisk tidspunkt i varierende indbyrdes dominansforhold. Det 20. århundrede er således ikke blot ”teknikkens tidsalder”, som Johannes V. Jensen udtalte i en radiobesked til fremtiden, optaget i 1913,9 men en epoke med voksende teknocentrisme i konstant forhandling med teocentriske og antropocentriske interesser.

Arbejdet med de følgende tre bind i A Comparative History of Nordic Literary Cultures befinder sig på forskellige stadier. Bind 2, der også snart er klar til udgivelse, er direkte sammenlignelig med Mais litteraturhistorie.

Bindet drejer sig om den betydning, der i den nordiske litterære kultur har ophobet sig omkring steder, forstået både som steder omkring litteraturen – fx de skiftende centre for den litterære aktivitet – og steder i litteraturen. Emnet for bind 3 er figurale knudepunkter i nordisk litterær kultur, defineret som ”karaktertyper, narrative situationer og begærsudtryk, der er genstand for fortsat, kulturel opmærksomhed, og som bidrager til formationen af politisk og kulturel identitet”.10 Det vil med andre ord sige nordiske kulturelle identitetsmarkører og/eller stereotyper. Endelig er bind 4 helliget knudepunkter for overførsel af den nordiske litterære kultur. Opmærksomheden rettes især mod institutioner og netværk, der er involveret i denne overførsel både inden for og uden for regionen, såsom forlæggere, aviser, videnskabelige selskaber og oversættere.

Et muligt fremtidsscenarie Lever A Comparative History of Nordic Literary Cultures op til formålsbeskrivelserne, bliver værket en fornyelse af den nordiske litteraturhistorieskrivning. Det stort orkestrerede, komparative nordiske fokus og opdelingen i artikler kender man fra Nordisk kvindelitteraturhistorie, der med Elisabeth Møller Jensen som hovedredaktør udkom i fem bind i 1993-1998.11 Den encyklopædiske og teoretisk selvrefleksive tilgang til litteraturhistorien kender man fra Mais Hvor litteraturen finder sted. A Comparative History of Nordic Literary Cultures kombinerer disse tendenser i en eksperimenterende form.

Den undervisning i dansk litteraturhistorie, der generelt bliver praktiseret på danske universiteter, harmonerer imidlertid bedre med et værk som Dansk litteraturs historie. Undervisningen har generelt netop som formål at give en bred indføring i primært dansk litteraturhistorie med vægt på forholdet mellem perioder, centrale forfatterskaber og værker.12 Jo mere ram-

merne for dette formål indskrænkes via en beskæring af lektioner, som man har været vidne til på stort set alle danske universiteter,13 jo større krav stilles der til dets pædagogiske gennemsigtighed. Og den leverer Dansk litteraturs historie.

Et muligt fremtidsscenarie er en brug af almene litteraturhistorier i et bind, der er blevet skrevet til formålet, suppleret af partikulære historier såsom de tre ovennævnte. Det er tilfældet i Norge og Sverige, hvor man allerede for længe siden opgav ambitionen om det store og sammenhængende, nationale litteraturhistoriske projekt til fordel for komprimerede litteraturhistorier.14 Uanset hvad er beslutningen om ikke at genoptrykke Dansk litteraturs historie og den forestående udgivelse af A Comparative History of Nordic Literary Cultures sikre tegn på, at dansk litteraturhistorieskrivning står ved en skillevej.

5 Ifølge Mark Sandberg og Karin Sanders præsentation af projektet på IASS-konferencen på Universitetet i Agder d. 5.-9. august 2014.

6 Benedict Anderson: Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. London: Verso, 1983.

7 Mario J. Valdés: ”Rethinking the History of Literary History”. In: Linda Hutcheon og Mario J. Valdés (red.): Rethinking Literary History.

A Dialogue on Theory. Oxford: Oxford University Press, 2002, s. 96.

8 Oplysningerne stammer dels fra Sandberg og Sanders præsentation, nævnt i note 5, dels fra projektpræsentationer, der er tilgængelige på hjemmesiden: http://tadubois.com/, der tilhører en af værkets redaktører.

9 Martin Zerlang: 1914. København: Gads Forlag, 2014, s. 18.

10 ”Project summary: A Comparative History of Nordic Literary Cultures”, s. 4. Tilgængelig på http://tadubois. com/.

11 Og som i 2012 blev relanceret i en netbaseret udgave på dansk, engelsk og svensk, der er tilgængelig på hjemmesiden http://nordicwomensliterature.net/.

12 Jf. fagenes studieordninger på Københavns Universitet, Aarhus Uni-

Noter 1 Jf. nr. 2, 2010 med temaet Litteraturhistorie – mellem fortællinger og ismer og nr. 1, 2014 med temaet Ny litteraturhistorie.

2 Peer E. Sørensen: ”Den nationale litteraturhistories svanesang?”.

Edda nr. 4, 2009, s. 410.

3 David Perkins: ”Litteraturhistorie – en aktuel diskussion”. I: Svend

versitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. Danskfaget på RUC adskiller sig på grund af en anden struktur på bachelorforløbet fra faget på de øvrige universiteter.

13 Jf. Anne-Marie Mai: ”At gentænke litteraturhistorien uden facitlister og fine fornemmelser”. I: Dansk Noter nr. 1, 2014, s. 18.

14 I Norge Per Thomas Andersen: Norges litteraturhistorie, 2. udg. Oslo: Universitetsforlaget, 2012. I Sverige Bernt Olsson og Ingemar

Erik Larsen og Mads Rosendahl Thomsen (red.): Litteraturhistoriografi.

Algulin: Litteraturens historia i Sverige. Lund: Studentlitteratur, 2013. I

Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2005, s. 63 [1992].

begge lande ligger udgivelsen af mere omfattende litteraturhistorier

4 Jf. Flemming Conrad: Rahbek og Nyerup. Bidrag til den danske litteratur-

ligger mere end 25 år tilbage i tiden.

historieskrivning historie. København: Museum Tusculanums Forlag, 1979, s. 8.

DANSK NOTER 57

A

N

M

E

L

D

E

L

S

E

R

Mimi Olsen, Hans-Christian Christiansen; Grafiske romaner (Dansklærerforeningens Forlag, 2015) Anmeldt af Peter Winther Høymark. Lektor. Stenhus Gymnasium og HF Nogle læsere vil måske tænke, hvad er det lige en grafisk roman er for en størrelse? Andre vil med glæde tænke tilbage på et helt liv med tegnede fortællinger fra barndommens morsomme striber i avisen over de ugentlige hæfter til voksenlivets store fortællinger i et albums format. Radiserne, Anders And & Co., Batman, Tintin, Linda og Valentin, Corto Maltese, Adele og Spirit.

Magiske navne, magiske stunder. Serieskabere som Carl Barks, Hugo Pratt, Hergé, Jacques Tardi, Gary Trudeau eller Claus Deleuran figurerer for mange af os på linje med originale skønlitterære forfattere.

En grafisk roman er en længere tegneseriefortælling med en sammenhængende historie. Sådan lyder den korte definition i denne nye udgivelse. Forfatterne uddyber ved at skrive, at den grafiske roman formidler sin historie gennem en blanding af tekst, billede, lydord, montage og meget andet, når den på én gang viser og fortæller sin historie.

Jeg vil ikke tøve med at anbefale denne bog. Den er sjov, spændende og inspirerende, og den åbner mange muligheder for forløb, som helt oplagt vil vække vore elevers interesse. Bogen består af tre dele. Først præsenteres en række nødvendige analyseredskaber i arbejdet med de grafiske romaner: formater, genrer, stilarter, virkemidler, karakterer, synsvikler og fortællerforhold.

Derefter introduceres en række af mulige analysemetoder, hvor især den psykologisk og den kønsorienterede er fremtrædende sammen med den medieorienterede genreanalyse. Bogens anden del indeholder en grundig gennemgang af, hvordan man konkret analyserer den tegnede fortælling med fokus på stilen og virkemidlerne. Her er der mange gode modeller, spørgsmål og idéer til at komme i dybden. Der er desuden valgt tre temaer til det videre analysearbejde. Temaerne er fremtrædende i de nyeste eksempler på grafiske romaner, som bogen henviser til og bygger på. Kærlighed, køn og seksualitet er det ene tema, fadertabet er det andet, og den selvbiografiske fortælling det sidste. Og den flittige læser af nutidig skønlitteratur vil jo straks nikke

58 DANSK NOTER

genkendende til dette stof. Der er ikke nødvendigvis så langt mellem den skrevne roman og den tegnede.

Bogens sidste del, og det er noget af et scoop, rummer fyldige uddrag af nogle nyere, fremragende grafiske romaner. Disse værker bruges undervejs som eksempler i bogens analytiske dele. Mange vil nikke genkendende til Art Spiegelmans Maus og Marjane Satrapis Persepolis.

Men glæd jer til uddraget af japanske Jiro Tanaguchis Min Fars Dagbog, amerikanske Alison Bechdels Bedemandens Datter og danske Henrik Rehrs Gavrilo Princip.

Mange af os bliver ofte overraskede over, hvor gode billedlæsere vore elever er. De kender og elsker de animerede film fra biografen og TV, og animationen er ligeså velkendt fra computerspillene. Men de er ikke nødvendigvis bekendte med den længere, tegnede fortælling. Når arbejdet med grafiske romaner samtidigt giver mulighed for at arbejde videre med de analyseområder, begreber og kompetencer, vi arbejder med i danskfaget, så åbner denne bog fine muligheder. De tre aspekter af danskfaget kan her spille sammen, fordi man både vil anvende en litterær, en sproglig og medieanalytisk vinkel på teksterne.

Når jeg nu anbefaler denne bog på det varmeste, skal det ikke afholde mig fra at opfordre til, at man supplerer denne grundbog med købet af nogle af de grafiske romaner som bogsæt. Eleverne skal næsten også få den oplevelse, det er at sidde med en af disse smukke bøger i hånden og blive opslugt af de fantastiske fortællinger.

Mimi Olsen og Hans-Christian Christiansen foreslår også, at man arbejder tværfagligt med udgangspunkt i den grafiske roman, og de kommer med en række gode forslag. De foreslår for eksempel et samarbejde mellem dansk og historie med udgangspunkt i Henrik Rehrs fænomenale roman Gavrilo Princip, der skildrer årsagerne til 1. Verdenskrig igennem hovedpersonen Princip, der som bekendt skød den østrigske ærkehertug i Sarajevo i sommeren 1914. Bogen rummer et konkret forslag til, hvordan disse to fag med deres forskellige materiale og synsvinkler kan gå i dybden med værket og perioden.

A

N

M

E

L

Jeg har selv sidste år lavet et lignende samarbejde med en kollega, hvor vi også inddrog mediefaget, så klassen skulle skrive et manuskript til og optage en novellefilm med krigen som tema. Forfatterne har også forslag til, hvordan man kan arbejde sammen med fagene engelsk og religion. Også de større skriftlige opgaver rummer bogen forslag til.

I bogdepotet på min skole på bagerste hylde ligger der stadigvæk et enkelt eksemplar af Tegneserier – en Ekspansions Historie fra 1973. På forsiden ses Onkel Joakim indskrevet i en grøn dollarseddel. Med denne brugsbog kunne man ” studere tegneserien som

D

E

L

S

E

R

bevidsthedsform mærket af sin status som vare”. Her kunne man så inddrage disse tekster og diskutere med eleverne ud fra en ideologikritisk synsvinkel. På hylden foran ligger et helt, godt slidt, sæt af Jørgen Aabenhus’ bog På Kant Med Virkeligheden fra 1990, hvor forfatteren kaster et kærligt blik på tegneserien og betragter den med allegoriske frem for sociologiske briller. Så vi har altså haft mulighed for at inddrage de tegnede fortællinger i dansktimerne, siden tekstbegrebet blev udvidet, men det har skortet på inspirerende lærebøger i de sidste mange år. Men denne anmeldelses gode nyhed er, at nu er bogen her, og den er ovenikøbet fremragende.

Sent, 2015

DANSK NOTER 59

· l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o p æ · l sk rer-v o k n p p s a o x n D p o a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r an vo op · D nsklæ r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x · v Voxpop l D o k p · v s o k r n p p s e a o x r n D p o a ækøn i undervisningen? x · l arbejder du med -v Hvordan D o k p · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x D o r-v pop · anskl · v r p s e o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o r n D p ox a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p e a o ær -voxp r D p æ x · l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o r læ r-vox D p æ x · l o k p · v s e o r r n p p e a o klæ er-vox op · D sklær -voxp · r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · l sk rer-v o k p v s o r n o p e a p æ x r l x D o k ns ærer-v pop · ansklæ rer-vo p x l æ x D o l k o · v k s v s r n p r n e o e r a p r D p æ x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r an klære voxpop · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a x r læ Voxpop

Ditte Eberth Timmermann, Teknisk Gymnasium Skanderborg

”På htx er der procentmæssigt flere drenge end piger, og derfor kan det være både interessant og meget givtigt for eleverne i et forløb om køn i danskundervisningen at trække tråde til elevernes egne uddannelsesvalg (både nuværende og kommende) og således også diskutere såkaldte ”drenge- og pigeuddannelser”. Hvorfor er der fx flest mandlige ingeniører? Hvorfor er der mon opstået en diskussion om kønskvotering i såvel erhvervsliv som på uddannelser og senest inden for musikerbranchen? Og hvordan forholder vi os til begrebet ”tabermænd” som det fx kommer til udtryk i artiklen ”Hva’ med os tabermænd?” fra Politiken (1. okt. 2011).

Forløbet har et litteraturhistorisk tilsnit, og vi ser primært på hvordan køn repræsenteres i litteraturen, og hvorledes samtiden har set på køn, kønsroller og frigørelse. Med inspiration fra en god fagkollega har jeg i forløbet brugt Holbergs tekst Zille Hans Dotters Gynaicologia eller Forsvars Skrift for Qvinde-Kiønnet (1722). Teksten er tankevækkende – og det synes eleverne heldigvis også. Fra denne Holberg-tekst vender vi blikket mod Blixen der i et klip på dr.dk/gymnasium udtaler sig om forskelle mellem drenge og piger. Anvendelsen af forfatterpseudonym kommer vi i denne sammenhæng også omkring. Bangs mande- og kvindefigurer, fx stakkels Antoine i ”Den sidste balkjole” (1887) og min ubetingede yndlingskarakter, stationsforstander Bay fra Ved Vejen (1886), kan være med til at give eleverne et billede af kønsopfattelser og kvindens muligheder i slutningen af 1800-tallet.

Datidens syn på kvinder bliver tydelig, hos Skram, fx i et romanuddrag fra På St. Jørgen (1895) der kan

60 DANSK NOTER

perspektiveres til Benedictssons Ur mörkret (1888) og senere Ditlevsens Ansigterne (1968) og en nyere tekst som fx Nordenhofs Det nemme og det ensomme (2011) eller Knutzon, Moestrup og Aidts Frit flet (2014). Ibsens Et Dukkehjem (1879) læser vi et uddrag af og ser DR’s filmatisering fra 1974 instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt. ”Min lille lærkefugl” er altid kilde til irritation hvilket også kan være et udgangspunkt for tekstlæsning. I forløbet sætter vi også fokus på manderollen og mandeidentitetens problemer i (sen)modernitetens tidsalder med Loes Doppler og Finchers Fight Club, der begge er blevet klassikere i min danskundervisning. Her kan der bl.a. perspektiveres til Kierkegaards æstetiker og Johannes Forføreren-figur, som eleverne sagtens kan forholde sig til. Det er også interessant at inddrage kønsrepræsentationer i computerspil som fx Lara Croft eller i en af favoritserierne, Game of Thrones. Her efter årskurset vil jeg helt sikkert få andre mandefigurer fra serierne med i forløbet, men også kvinderne – hvorfor er det at de skal være diagnosticerede tilfælde, fx Saga fra Bron/Broen og Carrie fra Homeland?”

r p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o r læ r-vox D p æ x · l o k p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · l sk rer-v o k p v s o r n p p e a o æ x r l D p o k æ x l s -v pop · o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · l o k ns ærer-v pop v s r n e a o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e o r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s an lærer- xpop Dansk rer-vo p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p Da klære voxpo · Dans ærer-v x l s Dan klærer- voxpop · Dansk ærer-vo x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ · v l s Dan klærer voxpop · Dansk lærer-v k s v s r n p r n e a o e r a p r D x · D sklæ æ · o l v k p s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r p · Danskl rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r n D p e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p a æ x · l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x op · · Da lær r-vo nskl Birgitte Berner, Herlufsholm

’’I en 2. g har jeg kørt et forløb om kønsroller og kønsfrigørelse, hvor vi har set på opfattelsen af de to køn op gennem tiden fra det moderne gennembrud til i dag.

Forløbet blev indledt med en introduktion til sædelighedsfejden i 1880’erne og de forskellige holdninger hertil repræsenteret ved Georg Brandes på den ene side og Bjørnstjerne Bjørnsson på den anden. Eleverne læste August Strindbergs Frøken Julie, 1889, og et uddrag af Et Dukkehjem, 1879, af Henrik Ibsen. Herefter snakkede vi om Karen Blixens syn på de to køn som komplementerende hinanden ud fra fortællingen ”De blå øjne”, 1942. Vi læste efterfølgende et uddrag af Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden, 1973, og afsluttede forløbet med en læsning af uddrag af Maria Svelands Bitterfittan, 2007, og Erland Loes Doppler, 2004, som repræsenterende vores egen samtids syn på kønnene. Forløbet gav indblik i forskellige syn på kønnene op gennem tiden og affødte nogle interessante diskussioner om køn, kønsroller og frigørelse fra omgivelserne syn på og forventninger til kønnene.’’

Cathrine Rasch

””Hvordan arbejder du med køn i undervisningen?”

Jeg arbejder aldrig ikke med køn (m/k) i danskundervisningen. Før nogen skulle komme på den tanke, at min dansklærerpersona er en vred og mandehadende radikal feministtype (ja, det er man stadig nødt til at afvise, hvis man har en mening om køn i samfundet, sorry), eller at marxist-lærer-typen nu blot er erstattet af feminist-lærer-typen i et eller andet indoktrinerende ideologisk ridt, vil jeg straks sige: Næ. Hverken eller.

Køn ER samfund. Ligesom race, alder, social status, krop, politik etc., hvorfor disse kategorier selvfølgelig behandles i undervisningen med større eller mindre vægtning. Kanon hjælper os som danskundervisere ikke stort på vej, når det gælder en ligelig el. rimelig fordeling af køn, men friheden mht. valget af øvrigt materiale gør. Queer-figurer oversvømmer kunsten, hvis man tænker queer som den anderledeshed, der ligger i at bevæge sig uden for eller på grænsen af de normative rammer.

Helt konkret egner de sproglige diskursanalyseforløb sig vildt godt til et fokus på køn. Diskursanalysens relativt enkle begreber og dens anvendelighed mht. både fiktionstekster, de journalistiske tekstgenrer, partiprogrammer, tekster fra de sociale medier mm. gør arbejdet med et fokus på kønsdiskurser let. I det forløb, jeg afvikler nu, har materialet været debatindlæg, coaching-reklamer, lægeudtalelser og kronikker om de såkaldte ,”12-talspiger”. Eleverne er engagerede, og den dikotomi-struktur, der ofte præger debatindlæg, er enkel for dem at afkode ved hjælp af semantiske skemaer.

Som optakt har vi haft klassediskussioner omkring definitionen af ,”køn” og en introduktion til og problematisering af socialkonstruktivismen, hvilket måske umiddelbart lyder højpandet, men ikke er det (Foucault, Butler eller Bourdieu er ikke sværere for dem, end for mig): Eleverne er optagede af konstruktioner, og overtog f.eks. en lektion i en diskussion om og kritik af begrebet ,”body shaming”. Det pågældende diskursforløb handler også om ,”grønlænderen”, ”nationen” og om ,”race”, dvs. at det ikke er begrænset til køn, hvillet er væsentligt: Der skal ikke sættes kryds ved ,”køn” som emne, men snarere ved ,”bevidsthed omkring diskurser”, hvoraf køn blot er genstandsfelt for én række diskurser.

DANSK NOTER 61

DIN FORENING:

Årsberetning E-sektionen E-sektionens årsberetning og referat af E-sektionens generalforsamling ligger i sin helhed på Dansklærerforeningens hjemmeside. Her i Dansk Noter har vi valgt at bringe begyndelsen af formanden, Gitte Lautrups, mundtlige beretning: I E-sektionens bestyrelse har vi i år bl.a. diskuteret: •

Det skriftlige arbejde: elevtid, omlagt skriftlighed og rettestrategier.

Vi har diskuteret udviklingen af arbejdet med fagets skriftlige dimension. Holdningen er at omlagt elevtid og udviklingen af forskellige rettestrategier er et godt og brugbart redskab i arbejdet med den skriftlige dimension af faget. Det kræver dog grundig forberedelse – og flytter blot arbejdsindsatsen fra det rettende til det forberedende arbejde.

Vi er også i bestyrelsen blevet bedt om at udtale os om fagets elevtid til Gymnasieskolen d. 3. september i år. Holdninger er at faget mangler elevtid ift. andre A-niveaufag – og at det kan gå ud over elevernes motivation – og at det skriftlige arbejde ofte bliver meget rettet mod eksamensgenrerne. Se artiklen her:

http://www.dansklf.dk/nyheder/lidt_tid_til_skriftligt_dansk •

Sammensætningen af E og de forskellige uddannelser vi repræsenterer, med særligt fokus på eux.

Eux er et område der er svært at få fat på – det er mange forskellige toninger, og med indførelsen af merkantil eux er der to hovedspor. Det kan også være svært at organisere lærere, bl.a. på grund af organiseringen af undervisningstiden, og fordi der mange steder er overlap mellem fx lærere på htx og teknisk eux. Vi har i denne bestyrelsesperiode løbende diskuteret eux – og hvordan vi får gruppen af lærere i tale.

Ligeledes har indførelsen af merkantil eux og hvordan vi i E-sektionen kan rumme alle de uddannelser vi repræsenterer, – haft vores fokus. Det er uhyre vigtigt at vi har repræsentanter fra de forskellige uddannelsesretninger hvis vi fagpolitisk skal varetage denne opgave ordentligt. Dette gælder selvfølgelig også eud.

Bestyrelsen for Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx, eux og eud har i det forløbne år bestået af otte engagerede dansklærere der har lavet et godt stykke frivilligt arbejde. I år har hhx, htx og teknisk eux været repræsenteret.

Årsberetning G-sektionen Referat af generalforsamlingen ligger i sin helhed på Dansklærerforeningens hjemmeside. Her i Dansk Noter har vi valgt at bringe et uddrag – begyndelsen af formanden, Birgitte Dargers, mundtlige beretning.

Hvordan starter man en årsberetning på et årsmøde om køn. Jeg overvejede mindst to muligheder: At starte med at fejre det nuværende danskfags ti års fødselsdag. Det er ti år siden gymnasiereformen ændrede faget. Eller at starte med læsning af et digt som jeg faldt over i avisen for nylig.

Jeg tror de to kan kobles. Og derfor starter jeg med digtet. Digtet har jeg fundet digitalt på Politiken. Det er skrevet af Ursula Andkjær Olsen, og det er blevet ved med at rumstere rundt i mit hoved.

Hvad er det der er på færde i det her digt? Hvorfor synes jeg det er så hylende morsomt? Så alvorligt og intelligent og tankevækkende på samme tid? Hvorfor synes jeg det fejrer 10-året for et reformeret danskfag og samtidig er et tankevækkende indslag når talen er

62 DANSK NOTER

om køn? Jeg vil ikke foran jer lave en egentlig tekstanalyse, men jeg vil gerne pege på hvordan jeg ser at dette digt lægger op til flere læserindgange. Det slår mig at dette digt virkelig har gavn af et danskfag med fokus på sprog, litteratur og medier, og som kan det med det historiske vingesus.

Jeg ser et digt på ganske få linjer, skrevet med håndskrift på papir, som var det en indkøbsseddel, digtet er bragt i Politiken, fundet på netavisen. Anledningen er, ud over flygtningene ved de danske grænser, en reklame set på indkøbstur i Netto, sproget er talesprog fyldt med kraftudtryk, indskud, versaler som en indadvendt tanke eller et opslag i en blog. Det er fyldt med aggression og ømhed på samme tid.

Ursula Andkjær Olsen kunne måske blive heltinde hos årsmødets Madame Nielsen og Brøgger, der efterlyste kvindelige essayister, og hos Lilian Munk Rösing, der talte om død og køn, begge dele er jo med her, og som hyldede dem der finder nye metaforer.

Ursula Andkjær Olsens bryster kan skyde – men det

(årsberetning fortsat)

er der for pokker ikke brug for. Og samtidig ophæver hun og kommenterer på billedet af kvinden som den der skal nære hele verden. Hun vil have nye bryster der kan være verdensbryster. Kunne vi så ikke alle skaffe os sådan nogle? Digtet synes at sige at bryster er til salg, men at brugen af dem er et etisk anliggende. Her er ikke en kønsmodsætning. Dette er eksistentielt.

Ursula Andkjær Olsens digt er æstetik og etik, det er mediekritik og mediesprog, sprogligt plat og sprogligt raffineret, det blander populærkulturelle billeder af kvinden som moder med finkulturelle metaforer og forskydninger.

Og derfor elsker jeg mit fag.

Fordi det ikke er det ene eller det andet, fordi vi er et fag i en omskiftelig virkelighed, og vi skal (FUCKING) kunne bruges.

VERDENSDANSKFAGET! (Ursula Andkjær Nielsens digt ”Verdensbryster”, Politiken 12. september 2015, link: http://politiken.dk/kultur/boger/ ECE2838375/hvis-jeg-skal-have-nye-brysterskal-de-kunne-redde-mennesker-paa-flugt/ )

DANSK NOTER 63

DIN FORENING:

Ny redaktionschef

Dansklærerforeningens Forlag har fra 1. december ansat Lotte Hjortshøj som ny redaktionschef.

Lotte er 51 år og kommer fra en stilling som leder for indskolingsområdet hos Alinea, og hun har i sine 12 år hos Alinea udviklet analoge og digitale læremidler til hele grundskoleområdet. Lotte har tidligere været dansklærer i folkeskolen og læsevejleder.

Dansklærerforeningens Forlag og Systime ændrer samarbejdet Dansklærerforeningens Forlag og Systime har i enighed besluttet ikke at antage flere udgivelser til fælles digital udgivelse. De to forlag har forskellige strategier for fremtidige udgivelser.

Alle udgivelser til ungdomsuddannelserne, som forlagene har udgivet sammen eller har antaget til fælles udgivelse, vil fortsat blive udviklet og udgivet i fællesskab. Denne udvikling varetages på fællesskabets vegne af Systime.

Nye udgivelsesforslag kan sendes til: lgr@dansklf.dk eller forlag@dansklf.dk

Nye undervisningsforløb til nyheder I forbindelse med Avisen i Undervisningens nyhedsuger har Dansklærerforeningen igen i år udarbejdet nye undervisningsforløb. Undervisningsforløbene kan naturligvis også bruges uden for nyhedsugerne. De to nye undervisningsforløb er udarbejdet af Claus Nielsen og Inger Marie Keld fra VUC Nordjylland og handler om hhv. ”Diskursanalyse af avisartikler” og ”Nyhedskriterier og avisens fremtid”. De inspirerende undervisningsforløb kan ligesom dem fra tidligere år findes på Dansklærerforeningens hjemmeside under ”Undervisningsforløb”.

Tak for samarbejdet, Jørn!

Jørn Schmidt – et fyrtårn i E – forlader nu efter mange års engageret arbejde Dansklærerforeningen.

Initiativrige, engagerede, selektive, åndrige og ikke mindst både vindende og inspirerende Jørn Schmidt forlader med udgangen af denne bestyrelsesperiode E-bestyrelsen. Jørn har forladt gymnasie- og nu også foreningsverdenen til fordel for et sprudlende familie- og rejseliv.

I adskillige år har Jørn været et aktiv i Dansklærerforeningen. Som formand for E-bestyrelsen og senere som medlem af bestyrelsen. Nogle vil kunne huske det lækkert layoutede og fagligt givende sektionstidsskrift ‘hsd’ som E udgav i en årrække. Så absolut et hjertebarn for Jørn, som det gjorde ondt at nedlægge! Nogle vil også huske en række årsmøder med højdepunkter som uddeling af Champagneprisen til bl.a. Steffen Brandt og Poul Nesgaard.

Jørn har tillige været bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Hus A/S en række år.

Og han har gennem årene deltaget aktivt i di-

64 DANSK NOTER

verse udvalg. Ikke mindst har Jørn i de senere år brændt for det nordiske samarbejde i Nordspråk.

I dette regi har han bl.a. været med til at udbyde en række spændende, tidssvarende kurser ‘on location’.

De af os der har været på kursus med Jørn i Nordspråks regi – fx mediekurser på Filmskolen eller kursus på Island – ved at der er to slags kurser. De kurser der foregår i et nydeligt konferencelokale med aldrig svigtende buffet – og den slags kurser Jørn arrangerer, hvor hele stedet bringes i svingninger – og hvor frokosten i en snæver vending kan indtages i 7-Eleven på Valby Station! Deltagere i disse kurser har nydt godt at Jørns store kærlighed til kunsten – både musikken, litteraturen og ikke mindst billedkunsten.

Det er altså et fyrtårn der forlader os i E. Jørn har brændt for danskfaget og for foreningen – og han har aldrig været til flad pragmatisme, men insisteret på de gode fortællinger i højloftede rum. Det tager vi med videre!

Med kærlig hilsen fra E-sektionens bestyrelse

Regionalmøde/kursus – Region Syd Region Syd tilbyder i år to muligheder for at komme til regionalmøde/kursus hvor der er et fællesindslag, men også to forskellige faglige indlæg. Der er frit valg mellem de to kurser – du er altså ikke bundet af geografiske hensyn, ja, du er også velkommen begge dage!

Begge dage vil kurset blive indledt med et ”formøde” for FIP-deltagere i regionen (FIP-deltagere er dog bundet til ”deres delregion”).

Møde i FIP-netværksgrupper Som nævnt på FIP-kurserne, så er der på dette års Regionalmøder i Dansklærerforeningen sat tid af til at mødes i netværksgrupperne. Det giver mulighed for at dele gode idéer, få respons på projektforløbet og få input til at komme videre.

Til punktet forbereder deltagerne fra hver skole en kort fremlæggelse af projektet på 3-5 minutter for resten af netværksgruppen. I kan evt. fokusere på følgende: • • • • •

Hvad er jeres overordnede problemstilling?

Hvem deltager i projektet?

Hvad er det I vil afprøve?

Hvordan vil I evaluere på projektet?

Hvad er jeres succeskriterie(r)?

Hvis der er en gruppe der har mod på at fremlægge deres foreløbige overvejelser for alle netværksgrupperne på Regionalmødet, kan jeg kontaktes på: sune.weile@stukuvm.dk

BEMÆRK: FIP-deltagere tilmelder sig på almindelig vis til Regionalmødet.

1. MØDE/KURSUS: Onsdag den 24. februar 2016 kl. 13.00 – ca. 16.15. FIP-deltagere møder kl. 11.40 (og der vil være frokostsandwiches til dem).

Kurset foregår på Sct. Knuds Gymnasium, Læssøegade 154, Odense.

INDHOLD: Fagkonsulent Sune Weile: Mød din fagkonsulent.

Sune Weile holder oplæg om de nyeste tiltag i danskfaget og besvarer spørgsmål om danskfagets nuværende og kommende position, ikke mindst i lyset af en eventuel læreplansrevision.

Professor Nils Gunder Hansen, SDU: Tendenser og fænomener i den aktuelle litterære debat.

Nils Gunder Hansen, der netop sammen med Ivy York har udgivet en antologi på foreningens forlag, tager afsæt i denne og behandler den aktuelle litterære debat, herunder Mette Høegdebatten.

Pris: 475,- kr. inkl. kaffe/te.

Tilmelding: Senest den 2. februar 2016 via Dansklærerforeningens hjemmeside – dansklf.dk.

Jeg deltager på alle Regionalmøder, herunder netværksgruppemøderne.

2. MØDE/KURSUS: Torsdag den 25. februar 2016 kl. 13.00 – ca. 16.15. FIP-deltagere møder kl. 11.30 (og der vil være frokostsandwiches til dem).

De bedste hilsner Sune Weile, fagkonsulent for stx og hf

Kurset foregår på Fredericia Gymnasium, Nørrebrogade 88, 7000 Fredericia.

DANSK NOTER 65

Regionalkursus København 3. februar 2016 på Ørestad Gymnasium Mød din fagkonsulent, og hør to foredrag om fortællinger og nye litterære tekstformater i det digitale medielandskab Mød fagkonsulenten for stx og hf, Sune Weile, der er gået sammen med Dansklærerforeningen om seks møder i hele landet. Dagene bliver en kombination af et kursus med to oplægsholdere og et møde med Sune Weile. For dem der deltager i ministeriets FIP-kurser, er der netværksmøde inden dagens fællesprogram.

Møderne arrangeres af regionsrepræsentanterne for Dansklærerforeningens sektion for stx og hf, der sammen med fagkonsulenten skaber inspirerende dage for dansklærerne i hele landet.

PROGRAM 8.15-8.30: Kaffe og morgenmad (for FIP-kursister) 8.30-9:30: FIP-netværksmøde (kun for dem, der deltager i FIP-kurserne) Som nævnt på FIP-kurserne er der på dette års Regionalmøder i Dansklærerforeningen sat tid af til at mødes i netværksgrupperne. Det giver mulighed for at dele gode idéer, få respons på projektforløbet og få input til at komme videre.

Hvis der er en gruppe, der har mod på at fremlægge deres foreløbige overvejelser for alle netværksgrupperne på Regionalmødet, kan fagkonsulenten kontaktes på: sune.weile@stukuvm.dk.

Fagkonsulenten deltager på netværksgruppemødet.

9:30-10.45: Mød fagkonsulent Sune Weile Sune Weile indleder med et oplæg om hvad der er på dagsordenen i faget netop nu. Deltagerne er velkomne til forud for mødet at sende ønsker til fokuspunkter i oplægget. Der vil derudover blive afsat tid til drøftelser og spørgsmål.

10:45-11:00: Pause med kaffe, frugt og kage 11.00-13.00: Stefan Iversen: Narrativ retorik i danskfaget I gymnasiets danskfag arbejder mange med fortællinger som en del af det litterære stofområde: Fortællere, forløb og figurer findes i romaner og noveller, måske også i enkelte medietekster som kortfilm og dokumentar. Dette foredrag tager udgangspunkt i at fortællinger også er vigtige i mange andre typer af tekster der har relevans for en tidssvarende danskundervisning: den politiske kommunikations strategiske brug af livshistorier; den

66 DANSK NOTER

moderne nødhjælpsdiskurs’ fiktionaliserede fortællinger; de sociale mediers personlige, episodiske forløb; journalistikkens nye formater. Foredraget handler om fortællinger i brug. Det handler også om, hvad aktuel retorisk kritik kan tilbyde af redskaber, hvis ønsket er at uddanne bedre læsere af samtidens medielandskaber.

Stefan Iversen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet 13.00-13.30: Frokost 13.30-15.30: Karen Wagner: Digital litteratur – nye litterære vækster på de digitale medier iPad-romaner, sms-fortællinger, giffer, alt-lit, flarf, postproduktion, flashdigte, bloglitteratur, google-digte, kalenderlitteratur. Nye tekstgenrer ser dagens lys i takt med at nutidens forfattere også skriver på de online medier. Tekster i bæltet mellem smal litteratur, koncept og popkultur. Oplægget stiller skarpt på dette nye litterære vækstlag – de æstetiske strategier, nye tekstformater og ikke mindst hvilken didaktik og digital dannelse denne litteratur kalder på.

Karen Wagner, lektor på Ørestad Gymnasium, lærebogsforfatter, i perioden 1999-2009 skribent, kurator og redaktionsmedlem på Afsnit P – et virtuelt tidsskrift og udstillingsrum for litteratur og kunst i grænselandet mellem ord og billede.

Hvis man har specielle emner man ønsker fagkonsulenten skal komme ind på, kan man sende dem til undertegnede. Så vil jeg samle dem og sende dem videre til Sune Weile forud for mødet.

Spørgsmål sendes til: Karen Wagner: kwa@oegnet.dk Kurset arrangeres af: Jan Mainz Hansen (Virum Gymnasium) og Karen Wagner (Ørestad Gymnasium) Tilmeldingsfrist: Den 9. januar 2015 på Dansklærerforeningens dansklf.dk, først til mølle-princip Pris: kr. 500,00 Sted: Ørestad Gymnasium, Ørestad Boulevard 75, Multisalen på 1. sal Dansklærerforeningens Hus A/S, Rathsacksvej 7, 1862, Frederiksberg C, Tlf.: +45 33 79 00 10, dansklf@dansklf.dk

G-bestyrelsen

Formand Birgitte Darger Nørre Sideallé 2, 3. th.

2200 København N Tlf: 3535 1073 birgitte.darger@gmail.com Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 2294 6592 aaquist83@gmail.com Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1. 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 mette.clausen@roskilde-gym.dk Signe Højholt Damstien 36, 2720 Vanløse Tlf.: 3141 1759 si@kvuc.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk Christian H. Mohn Svanevej 3, 3. tv., 8600 Silkeborg Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først) Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Christian H. Mohn Internatkurser: René A. Christoffersen Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Birgitte Darger Repræsentant i GYMsprog: Camilla Aaquist

Kathinka Skriver Tolvkarlevej 8, 3400 Hillerød Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger

Suppleanter Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Fagkonsulent

Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindbjerg Martinsen Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th.

1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oegnet.dk Sjælland Miriam Kruse Næstved Gymnasium Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium Sølystgade 49B 8000 Århus C sc@toerring-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cni@vucnordjylland.dk

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th.

2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 86 49 43 53 gl@tradium.dk

Næstformand Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 det@aarhustech.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com

Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov Tlf.: 24 88 15 67 dhm@aarhustech.dk

Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N Tlf.: 42 21 17 45 lg@tradium.dk

Rikke Bjørn Jensen Valbygårdsvej 49b 4200 Slagelse Tlf.: 42 66 62 46 rha@eucnvs.dk

Susanne Uhd Pedersen Egevej 32 5500 Middelfart Tlf.: 28 25 45 27 sup@eucl.dk

Suppleanter: Julie Sejer Hansen Theklavej 27, 1. tv.

2400 Kbh. NV. Tlf.: 20 95 07 92 jush@niels.brock.dk