
1 minute read
Ny samarbejdspartner
Vi har i efteråret 2022 indgået et strategisk samarbejde med en kommerciel samarbejdspartner. Det er noget ganske nyt, og noget vi ikke tidligere har afprøvet i forbundet. Faktisk er det også helt nyt for vores partner Sparekassen Sjælland-Fyn, så samarbejdet skal udvikles over tid. Og hvorfor kaster vi os så ud i et samarbejde med en kommerciel samarbejdspartner? Historisk har vi jo altid værnet om vores etiske grundlag og holdt armslængde til alt kommercielt.
I dette tilfælde forholder det sig dog meget anderledes, idet årsagen til samarbejdet skal findes i en række sammenfald i værdigrundlagene hos henholdsvis sparekassen og forbundet. Aftalen er kommet i stand gennem fælles netværk i dansk erhvervsliv og i danske bestyrelser, ligesom det er et forsøg, som ingen af parterne har prøvet før. Afsættet for sparekassen er et ønske om at være aktive og bidragende til forbundet og til udvalgte projekter, som sparekassen kan se sig selv i. Afsættet for forbundet er et ønske om at kunne inddrage kompetencer og ressourcer, som vi ikke selv har i projekter og kommunikation, hvor det er relevant.
Selve opstarten af samarbejdet skete på Kongressen 2022, hvor Sparekassen Sjælland-Fyn havde finansieret den streaming og video til vores medlemmer, som vi sendte gennem "Det Virtuelle Forsamlingshus". Forbundet stillede udstyr og ressourcer til rådighed.
Men sparekassen kan også bidrage en del på det kommunikative område både lokalt og landsdækkende – ligesom Sparekassens faglighed på hele økonomiområdet kan være et fantastisk bidrag til fx ”Bootcamp”-projektet, der tager afsæt i, hvordan man bliver iværksætter, men også generelt til lokalafdelinger, specialkredse og hovedforbundet.
Vi glæder os til samarbejdet, som vi tænker som langsigtet, og som vi skal udvikle sammen med Sparekassen Sjælland-Fyn.