2 minute read

Et forbund for fuld damp!

Dette efterårs største begivenhed har i Dansk Handicap Forbund (DHF) været vores kongres, som afholdes hvert andet år. I år var det, på grund af corona-nedlukninger, første gang vi fysisk var samlet i fire år, og det kunne mærkes. Stemningen og engagementet var helt fantastisk!

Kongressen var i år fokuseret på udvikling, medlemsrekruttering og generationsskifte. Vi fik god inspiration af en ekspert i udvikling af frivillighed, og alle kongressens deltagere arbejdede med at sætte ord på, hvad det betyder for dem at være DHF’er. Samtidig blev der arbejdet med idéudvikling i fire workshops under overskrifterne rekruttering, vidensdeling, sparring og synlighed. Et arbejde, som førte til, at der nu ligger en stor mængde idéer, som kommer fra vores lokale repræsentanter, og som nu skal omsættes til handlinger, der vil binde vores netværk tættere sammen og skabe et stærkt fundament, så forbundet, når vi runder de 100 år, vil stå som et stærkt, dynamisk og moderne netværk.

Mange kriser vælter lige nu ind over os, og de presser os. Dels i hverdagen, fordi alt er blevet dyrere, men også i forhold til adgangen til hjælp.

Når kriserne presser, så er der en tendens til, at handicapområdet forsømmes, fordi man opfatter det som en ren udgift og helt glemmer, at investeringer i den rigtige hjælp faktisk er med til at undgå en negativ spiral, som i sidste ende vil forværre kriserne. Netop derfor er det ekstremt vigtigt, at vi står sammen om de værdier, vores fællesskab bygger på.

Det er ambitionen om at være der for hinanden, dele erfaringer og viden og påvirke samfundet, så der skabes forståelse for, at vores mål om et liv med lige muligheder er noget, som er i alles interesse. Når der kommer et pres udefra, så er vores fællesskaber, som bygger på værdier, ekstremt vigtige, fordi disse værdier udgør et værn imod beslutninger, som i vore tider tages i panik og uden tanker for de langsigtede konsekvenser.

Arbejdet på kongressen giver mig den største forhåbning om, at vi er godt på vej i forhold til at udvikle vores fællesskab. Fx oplevede vi, hvordan man på tværs af alder faktisk deler værdien om, at netop fællesskab står centralt, når vi taler om følelsen af at være DHF’er.

Det interessante i den forbindelse var, at vi havde nogle spændende diskussioner på tværs af alder om, at man kan opfatte fællesskabet meget forskelligt og have forskellige ønsker til at være i fællesskabet på – afhængigt af alder og livssituation. Åbne og ærlige drøftelser som disse giver mig en forhåbning om, at vi sammen kan finde formlen på den gode vej ind i fremtiden, og kongressen viste herudover også viljen til nytænkning, da der blev stemt nye yngre tillidsvalgte ind i forbundets hovedbestyrelse.

Jeg sender en kæmpe tak til alle de kræfter, som hver dag knokler for at styrke forbundet, og med det engagement, vi oplevede på kongressen, tøver jeg ikke et øjeblik med at konstatere, at vi er et forbund for fuld damp…

Susanne Olsen, landsformand

HANDICAP-NYT:

Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup, T: 39 29 35 55 bente@danskhandicapforbund.dk www.danskhandicapforbund.dk

REDAKTION:

Susanne Olsen (Ansvh. redaktør)

Bente Rødsgaard (Redaktør)

Camilla Lund

Katrine Ibsen Larsen

Jeppe Kerckhoffs

Jens Bouet

Laura Hansen

LAYOUT OG TRYK: Bording A/S

ANNONCER: FL Reklame Telefon 70 22 18 70 dhf@handicapbladet.dk

RUBRIKANNONCER:

Sendes direkte til Dansk Handicap Forbund

0904-8081

LANDSFORMAND:

Susanne Olsen

DIREKTØR:

Jens Bouet

NÆSTE NUMMER:

18. februar 2023

Deadline: 3. januar 2023

ISSN: 2445-6799

Handicap-Nyt online

Handicap-nyt fås på cd, gratis for medlemmer. Ring 39 29 35 55 for bestilling.

This article is from: