
2 minute read
”Forældre med handicap” – ny gruppe i forbundet
At være forælder er en stor opgave for de fleste, men når man er forældre med et handicap, er det ofte forbundet med endnu flere udfordringer. Det vil en gruppe forældre ændre på, og de har taget initiativ til et nyt fællesskab i forbundet
At blive forældre er en stor og livsforandrende udfordring for de fleste. Når man har et handicap kan det imidlertid blive en langt større udfordring. Det kan være praktiske udfordringer i hverdagen, men det kan også være udfordringer i mødet med systemet, som mangler indsigt, utilstrækkelige kompensationsmuligheder og dermed udfordringer med at skabe de samme betingelser for familielivet, som andre kan. Det er meget ubehageligt, når man som forældre oplever, at andre stiller spørgsmålstegn ved ens forældreevne. Man kan opleve meget direkte udfordringer, men også indirekte udfordringer fx når børnene føler, at de skal forklare og forsvare deres forældres handicap – eller at de fællesskaber, man indgår i mangler forståelse og accept af, at man måske er forælder på en anden måde end andre. Forbundet har ofte oplevet, hvordan forældre med handicap sætter ord på disse svære udfordringer og tanker, og derfor er vi meget opmærksomme på at sætte fokus på det.
Behov for et fællesskab
De mange udfordringer forstærkes af, at mange oplever at stå alene med deres oplevelser. Selvom der er dannet forskellige mindre lokale grupper om emnet, så mangler der et samlende landsdækkende initiativ. Dansk Handicap Forbunds særlige force er at skabe netop fællesskaber omkring en udfordring eller sag. Derfor udgør forbundet den oplagte ramme omkring en ny gruppe, som kan samle forældrene omkring erfaringsudveksling, vidensdeling, sociale aktiviteter og naturligvis muligheden for at sætte fokus på sagen og arbejde interessepolitisk.
Forbundets vigtigste ressource er viden om livet med et handicap hos dem, som står midt i hverdagen og udfordringerne. Det er den viden, der vil ligge til grund for arbejdet i gruppen. Ambitionen er, at ingen skal stå alene med deres vanskeligheder, men skal kunne læne sig op af et stærkt netværk med andre i en tilsvarende livssituation.
Målgruppen sætter kursen
Det nye initiativ er drevet af forældrene selv. En gruppe forældre har ytret ønske om at danne gruppen og har drøftelser om, hvordan de kommer videre. Fire frontpersoner står lige nu i spidsen, og de har allerede afholdt ideudvikling i onlinesessioner for forældre, som ønsker at præge processen.
Initiativtagerne er Janne Sidenius Kirch, Maja Winbjerg Sjøgreen, Trine Jensen og Lea Stigel Kristensen. De glæder sig til at komme i gang med arbejdet og til at få flere forældre med omkring bordet og opfordrer alle forældre til at henvende sig og være med.
Hos Dansk Handicap Forbund vækker den nye gruppe begejstring hos landsformand Susanne Olsen. ”Jeg er simpelthen så glad og stolt af, at forældrene har taget udfordringen op. Og det sker på den helt rigtige måde, for grupper og initiativer i et forbund som Dansk Handicap Forbund drives bedst, når målgruppen er styrende og sætter dagsorden. Som hovedforbund er det vores opgave at understøtte og facilitere, og det glæder vi os afsindigt meget til at gøre – både af hensyn til forældregruppen, men også fordi det er et stærkt eksempel på, hvordan vi kan udvikle organisationen med afsæt i målgruppens behov”.
Vil du med i gruppen?
Så kontakt sekretariatet og få kontakt til en af personerne i gruppen ”Forældre med handicap”. Tlf: 39 29 35 55 eller mail: dhf@danskhandicapforbund. dk – emne ’Forældre med handicap.’