Frihed under ansvar er både fantastisk – og en lille smule ensomt

Der er meget frihed under ansvar i jobbet som stationsbetjent. Ingen blander sig i, hvordan jeg udfører mit arbejde, hvis ellers udkommet gennemgående er tilfredsstillende.

Jeg vil tro, at det samme gør sig gældende for de fleste andre beskæftigede på og ved banen. Vi er en masse samarbejdende solister. Lokomotivføreren, perronmanageren, stationsbetjenten og togføreren passer hvert sit. Der er sjældent en arbejdsleder, der puster os i nakken, og selvom der er nogle faste rammer for de enkelte jobbeskrivelser, er der plads til små som store variationer.

Det er sådan set godt. Jeg har i 1990’erne arbejdet som postbud, hvor man i overgangen fra fyraftensakkord til fast timeløn pillede friheden ud af postjobbet. Når der pludselig skulle udbetales løn for overarbejde, krævede arbejdsgiveren kontrol, vi slet ikke var vant til. Vi fik udleveret en scanner, og der skulle scannes mange steder ude på ruten. Vi skulle scanne, når vi holdt pause. Vi skulle scanne, når vi lavede andet end at omdele. Vi skulle - på godt dansk –kontrolleres i hoved og bag.

Så jeg er grundlæggende glad for at være i et job, hvor arbejdsgiveren som udgangspunkt stoler på, at min produktivitet er forenelig med min løn.

Jeg går meget alene i mit arbejde. Selvom jeg af og til er i Aarhus og arbejder med gode kollegaer, er jeg mest på de enkeltmandsbetjente stationer i Vejle og Horsens. Det er fint. Jeg kan godt lide at være enmandshæren i krig mod svineriet. Det er fint at være en lille institution, som de faste pendlere kan genkende og forhåbentlig finder en form for tryghed i. Verden er trods alt ikke helt af lave, når gulvet bliver vasket, toiletterne rengjort og skraldespandene tømt.

Det er fint at have en rolle at udfylde. De fleste dage tager jeg hjem med en følelse af, at jeg har udfyldt rollen godt. At jeg har leveret, hvad der forventes af mig – og gerne mere til.

Men der er også lidt malurt i bægeret: De såkaldte Q-rapporter, hvor eksterne kontrollanter besøger stationerne og vender tommelen opad eller nedad til en række målepunkter. Topkarakteren er vist 10, og bunden må være mellem 0 og 3. Men 99 pct af karaktererne gives mellem 6 og 8.

Gennemsnittet af karaktererne viser så, om du er bestået eller dumpet. Rapporten er alt for ofte svær at tage alvorlig, fordi kontrollanten har fokuseret på underlige ting. I Horsens klagede man f.eks. over visne blade i et grønt bed - i februar måned. I Vejle havde man løftet et brønddæksel på perronen og klagede over, at der lå glatføresikring i kanten af betonrøret. Fødderne til rejsekortstanderne, der er i niveau med perronen, skal åbenbart også være blanke, selvom det er en komplet umulig opgave.

Omvendt kan jeg rengøre toilettet, så det ligner noget fra et køkken- og badudstilling og alligevel kun få 8. Jeg kan balancere på stiger for at fjerne støv fra gesimser, uden at det bemærkes af ret mange andre end mig selv.

Selvom min arbejdsleder påpeger, at Q-rapporterne er øjebliksbilleder og derfor ikke nødvendigvis retvisende for min indsats, er det stadig et lille dunk i hovedet. Det var ikke godt nok, Thomas. Gør det bedre.

Det føles uretfærdigt.

Det er lidt ensomt.