Sorøkatastrofenen vigtig bog!

Af næstformand, Ebbe LL Drögemüller

Jeg har selv fremført lokomotivet fra Sorøulykken – ME1535 – mange gange. Ligesom mange af mine kollegaer har. Og vi er mange, der har et indgående kendskab til strækningen. Derfor var det en helt speciel oplevelse at læse mig igennem Jakob Ollings nye bog Sorøkatastrofen, der udkom i juni. Det vil det med garanti også være for mange af kollegaerne. Både lokomotivførere der som mig har siddet i samme førersæde eller kørt andre tog på strækningen, men nok også for alle der er i berøring med jernbanesikkerhed i deres daglige arbejde. Denne bog beskriver i detaljer, det som vi alle frygter, men også det, som vi alle er uddannet til både at undgå, men også håndtere, hvis katastrofen indtræder. Det er nok altid svært som fagperson, ikke at falde for fristelsen til at hænge sig i mindre detaljer, om nu alle fakta og detaljer er korrekt beskrevet og de rigtige udtryk bruges. Men bogen henvender sig jo ikke kun til fagpersoner og enkelte forkerte fagudtryk ændrer ikke på, at bogen fører læseren grundigt gennem ulykken, dens konsekvenser og efterspillet.

Ingen har rent faktisk gravet sig ned i Sorøulykken tidligere. Jakob Olling er den første, der har haft aktindsigt i sagens dokumenter. Det er i virkeligheden tankevækkende i sig selv. Men man må så omvendt give den gode Jakob Olling, at han ikke er gået dovent til værks. Man får hurtigt indtrykket af, at alt relevant materiale er støvsuget op her. Det er grundigt gennemlæst og udfordret på kryds og tværs. Det giver bogen en meget høj grad af troværdighed. Enkelte vil måske også hævde, at det er bogens store udfordring: Detaljerigdommen og at måske ikke alle detaljerne have behøvet at være med. Men det er jeg parat til at tilgive Jakob Olling, for hans bog er en vigtig bog, hvis vi for alvor vil forstå både ulykken i 1988, men også hvad der er på spil, når en katastrofe som Sorøulykken indtræffer.

Jakob Ollings bog falder reelt i to dele: En meget detaljeret gennemgang af ulykkesdagen og en gennemgang af efterspillet. Herunder vil jeg anmelde de to dele af bogen. Jeg vil hævde, at man faktisk godt kan læse de to dele uafhængigt af hinanden – hvis man enten blot vil være klogere på selve ulykken eller vil nøjes med det politiske og juridiske efterspil.

Ulykkesdagen

Bogens første halvdel er som skrevet en gennemgang af ulykken og det umiddelbare redningsarbejde i forbindelse med ulykken. I slowmotion bliver man trukket igennem de rædselsfulde minutter og efterfølgende timer med en syndflod af detaljer. Kilderne er både øjenvidneberetninger, officielle dokumenter og presseomtale. Man er ikke i tvivl om, at den gode Jakob Olling har sat sig overordentligt grundigt ind i alt, hvad der findes af materiale om ulykken. Og jeg mener virkelig alt.

De mange detaljer er hårrejsende læsning, men de mange detaljer glider heldigvis ned takket været en meget levende og velskrevet fremstilling. Og jeg må understrege, at det ikke er godnathistorie-materiale det her. Man er vidne på første række til et uhyggeligt og voldsomt mareridt, som man i virkeligheden helst vil kigge langt væk fra. Som fagperson på området får bogen også de menneskelige konsekvenser af en ulykke, sat i et uhyggeligt skarpt lys. Der er ikke meget jernbaneromantik tilbage i en ulykke af denne størrelse. Det er menneskelige skæbner og familier der bogstaveligt talt bliver revet i stykker på få øjeblikke en almindelig mandag morgen i april. En altid vigtig påmindelse at have med i baghovedet, når sikkerhed bliver triviel dagligdag.

Efterspillet

Efter de mange siders ulykke-beretning, når man til den del af bogen, der måske har mest relevans i dag: Efterspillet. Og Ja- kob Olling er her en sand mester til at fremstille det politiske spil en sådan ulykke også altid udløser. Først er der kampen myndigheder imellem om efterforskningen. Er det politiet eller DSB selv, der skal stå for efterforskningen?

Så følger kampen om konklusionerne. Hvem har egentligt begået fejl? Hvem kunne have handlet anderledes, og dermed undgået ulykken?

Så er der retssagen, hvor den stakkels kollega, der fremførte toget, forsøges fremstillet som ulykkens eneste skurk. Men takket været en jætteindsats fra mine forgængere her i forbundet, lykkes det faktisk at få manden af krogen. Kravet om 4 års ubetinget fængsel ender med 50 dagbøder.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har læst de dele af bogen med stor fornøjelse. Dansk Jernbaneforbund leverede et forbilledligt forsvar for vores kollega, og sikrede effektivt at enhver tvivl kommer lokomotivføreren til gode. Her bliver historien faktisk en sand David mod Goliat fortælling, hvor den mægtige etat, DSB, forsøger, at tørre hele ansvaret af på den lille mand, men hvor hans fagforening faktisk lykkes med at vinde slagsmålet mod alle odds.

Min forgænger i hvervet som næstformand i LPO DSB (dengang LPA), Ole Husted Andersen, sætter nogle meget præcise ord på den kamp i bogen: - Det føltes dengang mærkeligt, at man i denne og andre sager gik efter lokomotivføreren, når der skete en ulykke. Det var DSB, der havde uddannet lokomotivførerne. Det var DSB, der havde bestemt, hvordan skinnerne lå og hvordan signalerne fungerede, hvilket sikkerhedsudstyr, der var i toget og hvordan toget skulle køre efter køreplanen, også når der var forsinkelser. Men pludseligt kom det til at handle om den ene mand, der sad i førersædet. Jeg synes dengang og synes i dag, at de vaskede deres ansvar væk.

Bogen er en mytedræber – og tak for det!

Bogen slår effektivt en række myter ihjel. Vigtigst er nok myten om, at der ikke er én ansvarlig for Sorø ulykken. Lokomotivet havde for høj hastighed, da det nåede sporskiftet ved Sorø, ja. Det er lokomotivførerens ansvar, ja. Men ulykken er konsekvensen af rigtig mange andre faktorer derudover. Faktorer, der ikke kan lastes en enkelt lokomotivfører, men som DSB reelt havde ansvaret for. Og den konklusion understøttes af, at DSB i årene efter skynder sig at få indført ATC på strækningen – ATC havde i første omgang været sparet væk - og at man også fuldstændig ændrer signalerne ved venstresporskørsel på strækningen.

Samtidig bliver vandrehistorien om en alkoholpåvirket lokomotivfører grundigt og effektivt aflivet. Den myte er ellers sejlivet og dukker stadig op i vore dage. Men det er rent opspind – ja, forfatteren får fint antydet, at det faktisk var vaskeægte spin fra DSB’s side, da man flere gange får fortalt til pressen, at lokomotivføreren var til alkoholtest, men ikke hvad resultatet af testen var. Et frø var plantet til en sejlivet historie, som mange stadig tager for gode varer.

Hvad kan vi lære af bogen?

Meget er ændret siden 1988. DSB er en helt anden organisation end dengang. I dag har vi en uafhængig havarikommission, vi har helt andre kommunikationsmidler og sådan kan man blive ved. Men bogen er alligevel værd at læse i 2023. Både fordi den dækker en ulykke, der fik store konsekvenser i eftertiden og dermed kan forklare en del om vores samfund i dag. Men mest fordi den afdækker nogle universelle handlemønstre, når ulykken rammer. Universelle handlemønstre blandt de mennesker, der befinder sig midt i helvedes forgård, men også blandt de myndigheder og personer, der efter en ulykke skal konkludere og få verden videre. Jeg kan derfor kun varmt anbefale Jakob Ollings Sorøkatastrofen. Den bliver man klogere af.

Kvinder Med Gods I

Louise Alegra Gonzalez fandt sin rette hylde hos DB Cargo

- Det her. Det her er for fedt. Det er virkelig fedt. Det er virkelig rart at være herude. Også i dårligt vejr!

Af Simon Bauer

- Det er meget tilfældigt, faktisk, fortæller Louise Alegra Gonzalez, når man spørger til, hvordan hun er endt som togklargører i DB Cargos godsterminal i Høje Taastrup. Louise er 31 år gammel og netop udlært som togklargører. Det lå ellers slet ikke i kortene, at det skulle ende her.

De første mange år af Louises arbejdsliv er gået på caféer, restauranter og lignede som tjener. Derfor var det oplagt for Louise at fortsætte i den verden. Louise begyndte på Hotelog Restaurantskolen som receptionist. Hun fik også en god læreplads hos Hotel Guldsmeden – en københavnsk hotelkæde i den virkelig pæne ende.

Den rette hylde?

Men Louise følte måske ikke rigtigt, at hun var landet på den rette hylde: - Der var en dag, hvor jeg tog telefonen, og så sagde ham i den anden ende, at det lød som om, at jeg kunne arbejde på Danhostel – og så blev jeg sådan lidt… – ikke fordi, at der er noget galt med Danhostel – det er bare noget lidt andet. Så tænkte jeg: Er jeg sådan lidt ”grov” i det? Og så kunne jeg huske, at da jeg arbejder på Burger King, så var der også én, der havde spurgt, om jeg var fra Nørrebro. - Han kunne høre det med det samme på mig. At jeg er fra Nørrebro. Så tænkte jeg, at der måske var noget andet – noget lidt grovere - i mig. Så jeg droppede faktisk ud fra min læreplads på hotellet. Jeg følte faktisk ikke rigtigt, at jeg passede ind.

Togklargører, serøst?

- Jeg tænkte, at jeg bare ville arbejde, fortsætter Louise. Og jeg overvejede om jeg måske skulle være tømrer eller murer – en eller anden faglig erhvervsuddannelse. Jeg gad ikke rigtig gå i skole og tag en HF og alt det der. Og så falder jeg over det her – togklargører – hvad er det, seriøst? Jeg kendte overhovedet ikke den her verden. Jeg kender ikke én eneste lokomotiv- eller togfører og har aldrig drømt om at skulle arbejde med tog. Så det er virkelig supertilfældigt, at jeg er havnet her.

Da jeg dukkede op, så tænkte jeg: Det her, det lærer jeg aldrig. Jeg gik rundt herude med Jørn (den lokale TR), og så hvordan man kobler tog sammen, og tænkte: Jeg lærer aldrig det der. Men det har jeg jo så gjort!

Hvordan blev du taget imod – du ligner måske ikke den gennemsnitlige togklargøre?

Ham der (kollega går forbi på gangen), han var bare sådan: Waow – der kommer piger! Men altså, jeg bliver nok ikke så nemt ”offended” (fornærmet red.) – og altså – jeg ville måske faktisk have passet godt ind hos Danhostel, griner

Louise. - Altså, jeg finder mig ikke i l*** - men jeg kan godt tage en joke og jeg kan godt tåle humoren herude. Folk er sjove og søde og de mener det kærligt.

”

Altså, jeg finder mig ikke i l*** - men jeg kan godt tage en joke og jeg kan godt tåle humoren herude. Folk er sjove og søde og de mener det kærligt

Louise Alegra Gonzalez, Togklargører

Stærkere, gladere og klogere

- Det her. Det her er for fedt. Det er virkelig fedt. Det er virkelig rart at være herude. Også i dårligt vejr, ryger det prompte ud af munden på Louise, når hun bliver bedt om at bedømme jobbet og arbejdspladsen.

- Jeg synes, det er sjovt at være herude – det er selvfølgelig også hårdt. Vi laver jo fysisk hårdt arbejde. Men jeg føler, at jeg er blevet stærkere, og jeg er blevet gladere. Jeg mødte en gammel ven forleden, der spurgte om jeg ikke havde tabt mig. Og det har jeg faktisk ikke – jeg har bare fået flere muskler og måske smidt lidt hvalpefedt, griner Louise Alegra Gonzalez.

- Jeg har lært et helt nyt ordforråd. Jeg kaldte alt for dimser og dippedutter, da jeg startede. Nu kan jeg fortælle dig alt, hvad der foregår. Og folk er bare fede – der er en anden ærlighed, som man for eksempel ikke finder på en restaurant. Herude kan man være mere ærlig. Og jeg kan meget godt lide at trække i uniformen og så er vi alle bare ”slaver for produktionen” – små hjul i den store maskine. Louise tilhører dog en minoritet som kvinde i DB Cargo. Der er 2 kvinder i produktionen uf af cirka 30 mand + én kvinde i administrationen, der kommunikerer med Tyskland. - Vi vil gerne have flere kvinder ind. Det handler om balance og vi komplementerer jo hinanden, slår Louise fast

- Jeg har også fået en kæreste herude. Så, ja – jeg synes bare, at det hele er vendt meget positivt efter jeg er kommet herud, fortæller Louise på falderebet. Og de gode nyheder stopper faktisk ikke med kæresten. Louise er også netop blevet valgt som ny Arbejdsmiljørepræsentant for kollegaerne. Så man må på mange måder sige, at jobbet som togklargøre har vendt Louise Alegra Gonzalez liv op og ned – på den rigtig gode måde!