IKON 94

ikon

nr. 94 • marts/2016

>> Tro i dialog

tema

åndelig autoritet

Shamanen Ricardo Amaringo: Autoritet der sætter fri // Else Marie Kjerkegaard: Fra antiautoritær ateist til katolik // Saliha Marie Fetteh: Muslimer har brug for autoriteter og forbilleder Læs også: Vælg dig en mester // Vi må lære at bevare // Vejene mødes i dybet

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Redaktion: Eva Bernhagen, ansv. red., bernhageneva@hotmail.com, Lene Skovmark, lene.skovmark@mail.dk, Malene Fenger-Grøndahl, malene@fenger-grondahl.dk, Martin Herbst, mthe@km.dk, Merete Juel Povlsen, mjp@danmission.dk, Saliha Marie Fetteh, salifet@hotmail.com, Sidsel Hornemann, sidsel_hornemann@hotmail.com.

Fosidebillede: Shipibo mester Shaman Ricardo Amaringo foran Nihue Rao ceremoni moloka.

FOTO: Tracy Eller, www.zoehelene.com.

Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com.

Tryk: Fjerritslev Tryk.

Oplag: 1000.

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen på mjp@danmission.dk.

Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.

- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

IKON: Nørreallé 29 8000 Aarhus C E-mail: mjp@danmission.dk Tlf.: 30200280 SE-nr. 1663 9397 Formand: Nicolaj Stubbe Hørlyck, nsh@km.dk

Indhold

Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en arbejdsgren under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

18

14

8

Autoritet der sætter fri // 4 af Lars Neudorf Fra antiautoritær ateist til katolik // 8 af Else Marie Kjerkegaard Vælg dig en mester // 11 Har vi blik for traditionens autoritet? // 12 af Elof Westergaard Muslimer har brug for autoriteter og forbilleder //14 af Saliha Marie Fetteh For kristne er Jesus ikke blot en karismatisk forkynder // 18 af Henrik Højlund Der må være et sted at få viden om kirkens sandhed // 20 af Steffen Laursen

Hjemmeside: www.danmission.dk/ikon Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister).

Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Vi må lære at bevare // 23

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Vejene mødes i dybet // 28 af Lene Skovmark

Andelig dovenskab blev mit blinde punkt // 24 af Martin Herbst

Copyright © IKON-Danmark 2016 ISSN 2246-4042

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 2

LEDER God said to Abraham:

“Kill me a son” AF EVA BERNHAGEN Redaktør ...sådan lyder et citat fra sangen Highway 61 af Bob Dylan. Nogle mennesker har et fuldstændig ukompliceret forhold til autoriteter. Andre kæmper med og stiller spørgsmål ved disse hele livet igennem. Hvordan forholder det sig med dig? Er du en af dem, som siger rend mig i traditionerne eller underlægger du dig frivilligt en autoritet? Når vi taler om ”underlæggelse”, så får det næsten klang af at være noget negativt. Kan der være noget befriende ved at underlægge sig en åndelig autoritet? Og kan det for nogen være enden på en lang søgen? (artiklen s 4).

Ricardo Amaringo har fået status som en åndelig autoritet, fordi han er en kyndig shaman, der kan vejlede mennesker ud af mørket og hen mod lyset, som forfatteren Lars Neudorf skriver. Ricardo Amaringos funktion som vejleder og medvandrer er båret af den personlige relation mellem mester og discipel, som findes indenfor alle religioner. På den måde repræsenterer han det moderne autoritetsbegreb, og vi har derfor valgt at sætte

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 3

billedet af shamanen fra Peru på forsiden.

Det hævdes fra flere steder, at tilhører du en bestemt religion eller tro, så har du underlagt dig en højere autoritet. Det er en del af pakken, når man dyrker en gud, siges der. Elof Westergaard, der som biskop er en autoritet indenfor den protestantiske kirke, mener, at en vigtig del af kristendommen er dens kritik af den institutionaliserede magt (artiklen s. 12). Det, at Jesus giver afkald på magten udfordrer os til stadighed i vores forståelse af, hvordan vi er kristne. Kan åndelig autoritet og magt uproblematisk gå hånd i hånd? Ligger der både autoritet i at være den, der får og den, der giver? Ingen kan leve uden at være en del af en historie, en tradition, mener Westergaard. Åndelig autoritet handler også om troværdighed. Når katolikker eller muslimer tillægger et menneske så stor autoritet eller betydning som det er tilfældet med henholdsvis pave Frans og profeten Muhammed, så tenderer det næsten en trossag. Men

her må man skille mennesket fra dets leder-funktion. Profeten Muhammed og Pave Frans får autoritet i forhold til den rolle de udfylder eller det embede, de indtræder i, ikke på grund af deres egen person (artiklerne s. 14 og 20).

Martin Herbst anså Sun Myung Moon for at være en troværdig leder og Moon-bevægelsen for at være et godt og sandt projekt. Han søgte efter en stærk autoritet, han kunne følge og et fælleskab, han kunne udleve sin længsel i. Han lod sig forføre af Moon.

I så høj grad at der gik lang tid, før han indså farerne ved et mester-discipel forhold, hvor mesteren tager patent på guddommelig autoritet (artiklen s.

24). Åndelig autoritet er som andre autoritetsformer båret af magt og er dermed potentielt farlig. Men samtidig er det også noget, vi har brug for og som vi til stadighed søger. Hvordan skelner man den sekteriske leder fra den gode shaman? Og er søgen efter sandhed ikke per definition altid befængt med farer?

God læselyst!

TEMA: Krop & ånd

Autoritet

der sætter fri

Hvordan tør man tage langt ud i den peruvianske regnskov og indtage en psykedelisk drik sammen med en flok fremmede indianere? Hvordan kan shamanisme og kristendom gå op i en højere enhed? Og hvordan bidrager shamanens autoritet til individuel frisættelse? Forfatteren reflekterer over sine oplevelser med shipibo-shamanisme og shamanen Ricardo Amaringo.

AF LARS NEUDORF

I sommeren 2011 rejste jeg til den peruanske regnskov for at gøre mig erfaringer med shamanismen og Amazonas-indianernes psykoaktive naturmedicin ayahuasca. Det var en rejse, der var drevet af lige dele nysgerrighed, håb og desperation. Jeg havde igennem mange år døjet med psykiske problemer, som jeg havde forsøgt at løse op for ved forskellige former for terapi. Via den psykedeliske terapi var jeg blevet bekendt med ayahuasca, og jeg havde deri fået færten af en styrke og vitalitet, som jeg mente, jeg manglede.

Men rejsen skulle komme til at

vende op og ned på mange af mine forestillinger om ayahuasca og shamanisme. Det, shamanen og hans planter kunne hjælpe mig med, var ikke, som jeg havde forventet, at tage på eventyr i og suge kraft af shamanismens fascinerende verden. Det var derimod at vriste mig fri af en række skadelige spirituelle indflydelser, der først i takt med deres uddrivelse blev rigtig synlige for mig.

Shamanens sang og de spirituelle væsner Ifølge shipibo-traditionen skal den ændrede sindstilstand, som ayahu-

ascaen hensætter én i, forstås som en bevægelse ind i åndeverdenen. En verden bestående af åndelige væsner, der kan have en meget håndgribelig indflydelse på vores fysiske og psykiske sundhed, og som det derfor kræver stor påpasselighed af omgås. Med sin sang kan shamanen angiveligt kommunikere med ånderne, påkalde hjælpende ånder og uddrive skadelige ånder - og dermed i samspil med patienternes eget indre arbejde forbedre deres sundhedstilstand.

Det varierer fra person til person, om de spirituelle fænomener konkretiseres i egentlige visioner. I mit

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 4

TEMA: Åndelig autoritet

”

Spørgsmålet er, om ikke religion netop bør handle om at vikle os ud af alle de frihedsberøvende forestillinger, vi i forvejen går rundt med i vores ubevidste tilfælde gjorde de det i høj grad. Aften efter aften befandt jeg mig således omgivet af et virvar af tilsyneladende meget virkelige spirituelle væsner fantasmer fra det ubevidste, hvis fascinationskraft jeg først nu med shamanernes hjælp lidt efter lidt kunne frigøre mig fra.

Bibelske visioner i Amazonas I den proces fandt jeg hjælp i en række kristne visioner og forståelser, som jeg har haft med mig siden. På den måde kom mit shamanistiske eventyr også til at give nyt liv liv til en kristen arv, som jeg indtil da ikke rigtig havde vidst, hvad jeg skulle stille op med. Jeg var kommet til Amazonas og shamanismen i håb om at få en naturreligiøs kraftindsprøjtning. Så det var med stor forundring, at jeg nu i stedet - og det helt i overensstemmelse med shamanens intentioner - fandt mig selv i færd med det, som hverken dåb, konfirmation, kirkebryllup, opvækst i en grundtvigsk familie, en stor kærlighed til kirkemusik eller en mangeårig interesse for teologi rigtig havde kunnet bevirke.

De meget enkle bibelske visioner

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 5

var som oaser af lys og fred, der gav mig en vished om, at der er en basal kærlighed under alle magtspillene og den evige vekslen mellem selvforagt og arrogance, som man så let kan fanges i. Med den vished kunne jeg finde modet til at slippe forestillinger om kraft og indviethed, som jeg ubevidst havde brugt til at afstive mit skrøbelige ego.

Autoritetens betydning For mig blev opholdet i Amazonas altså et smukt møde imellem shamanisme og kristendom. Den blev også en meget konkret oplevelse af, hvilken betydning religiøs autoritet kan have, når den forvaltes med den rette omsorg og nøgternhed. En forudsætning for, at jeg i løbet af disse lange nætter kunne vikle mig ud af alle de vrangforestillinger, jeg bevidst eller ubevidst havde viklet mig ind i, og som nu ved ayahuascaens hjælp manifesterede sig foran mig, var således uden tvivl også den håndfaste vejledning, som shamanen, Ricardo Amaringo, gav mig.

Bag mig havde jeg mange års deltagelse i diverse former for alternativ terapi, der havde opdraget mig i den tro,

at, hvad man oplever på en indre rejse, også det monstrøse og ubehagelige, må man forsøge at favne for dermed at transformere det til noget bedre. Nu sad jeg over for denne på én gang alvorlige og lattermilde mand, der i meget klare vendinger fortalte mig, hvad der var godt og skidt i det spirituelle univers, der udfoldede sig omkring mig. Ja, noget af det var en del af mig og værd at drage omsorg for, men bestemt ikke alt. ”Limpiar, limpiar” lød budskabet igen og igen: ”rens ud”. Det tog lidt tid at tage budskabet ind, men i takt med, at jeg gjorde det, mærkede jeg snart den enorme lettelse ved ikke længere at skulle identificere mig med alt, hvad der skjuler sig i mørket.

Når religion befrier fra forkrøblende forestillinger I min bog Stille nat over Amazonas kan man læse om de mange skøre og skræmmende gestalter, jeg ved shamanernes hjælp lærte at skelne imellem og for manges vedkommende tage afsked med. Her må det blive ved nogle generelle betragtninger over autoritetens betydning i den helbredelsesproces, jeg gennemgik.

”

TEMA: Åndelig autoritet

De fantasier, jeg slæbte rundt på - om mig selv, om livet, om forholdet mellem godt og ondt gjorde mig til spirituel analfabet

stillinger, vi i forvejen går rundt med i vores ubevidste. Alle de fantasier og komplekser, der kan inficere os og vores relationer.

Det er dem, man kan opleve fra første parket, når man arbejder med den psykedeliske shamanisme.

Ud fra en meget udbredt sociologisk betragtning vil man typisk se det religiøse som et meningsskabende fællesskab, der kræver en form for afgivelse af individuel frihed af sine medlemmer. Det kan der sikkert ofte være noget om. Men virkeligheden er også, at udgangspunktet for de processer, som det religiøse kan iværksætte hos den enkelte, ofte er en tilstand præget af alt andet end frihed. Det er ikke kun religionerne, der kan spinde os ind i forestillinger, der hæmmer og forkrøbler. Spørgsmålet er, om ikke religion netop bør handle om at vikle os ud af alle de frihedsberøvende fore-

Shamanens skelnen mellem godt og ondt gav frihed Jeg tror nok, jeg følte mig som en klog mand, da jeg kom til Peru. Men i tilbageblik kan jeg se, hvordan netop de fantasier, jeg slæbte rundt på - om mig selv, om livet, om forholdet mellem godt og ondt – faktisk gjorde mig til spirituel analfabet. Derfor måtte Ricardo Amaringo trække mig ud af vrangforestillingerne ved helt nøgternt at fortælle mig, at nogle af de spirituelle fænomener, som jeg indtil da havde ladet mig fascinere af, var nogle, jeg burde holde mig fra.

Som jeg kommer nærmere ind på i min bog, synes der at være en direkte - og måske ved første øjekast para-

doksal - sammenhæng mellem denne dogmatiske skelnen og frigørelsen af mit personlige følelsesliv. Ricardos nærmest fundamentalistiske opdeling imellem gode og onde spirituelle påvirkninger gjorde mig i stand til at mærke, hvordan jeg helt personligt har det – hvad jeg har det godt med, og hvad jeg ikke har det godt med. På den måde bragte dogmatikken mig i kontakt med et basalt følelsesniveau, som mine fantasier indtil da havde afskåret mig fra.

Spirituelle færdselsregler på vej mod lyset Man kan se det som en helbredende regression til det tidlige barndomsstadie, hvor forældre lærer deres barn at skelne imellem godt og skidt: ”Den der kan du godt putte i munden, den der må du ikke putte i munden”. Mere end om den konkrete genstand handler det om noget mere basalt, nemlig selve det at lære at skelne. Det samme gælder nok alle de meget specifikke spirituelle færdselsregler, som Ricardo præsenterede mig for, og som i den grad provokerede min ellers (og for så vidt stadigvæk) meget individualistiske tilgang til det shamanistiske

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 6

TEMA: Åndelig autoritet

AYAHUASCA – ’SJÆLENS VIN’

Ayahuasca, ’sjælens vin’, er en psykedelisk naturmedicin, det traditionelt benyttes af shamaner i det meste af Amazonas-regionen. I de senere år har ayahuasca opnået en stor udbredelse i det meste af den vestlige verden, og tusindvis af søgende mennesker rejser hvert år til Amazonas for at tage på eventyr eller søge hjælp i den spirituelle verden, som ayahauscaen og shamanismen tilsyneladende giver adgang til.

Sammen med andre naturlige psykoaktive stoffer som psilocybin-svampe og mescalinholdige kaktusser, har ayahuasca på godt og ondt givet nyt liv til den undergrund af psykedelisk terapi og selvudvikling, der stadig findes mange år efter 1970’ernes vilde LSD-eksperimenter.

arbejde.

Det handlede med andre ord ikke om, at jeg i sidste ende skulle overtage Ricardos verdensbillede, men om at han skulle guide mig sikkert forbi åndeverdenens forførelser og ud i den frihed, hvor jeg kunne blive i stand til selv at skelne på mine egne betingelser. ”Kig efter lyset” beordrede Ricardo mig igen og igen (i konteksten helt konkret forstået som det lys, der kan bryde igennem det tætte mørke, man ofte omgives af, når man har drukket ayahuasca). Spørgsmålet er, om jeg uden hans autoritet havde kunnet holde mig til det mantra så længe, som det tog at sprede mørket og rent faktisk nå frem til oplevelsen af lyset, der falder på mig.

Et sundt princip Man må skelne imellem autoritet, der sætter fri, og autoritet, der binder.

Men hvordan kender man forskel? Ud fra enhver fornuftig betragtning var det en vanvittig chance, jeg tog, ved at tage langt ud i junglen og drikke en psykedelisk drik med en flok fremmede mennesker. Ayahuasca er en stor industri, og hver dag er der naive tilrejsende, der får om ikke skadelige så

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 7

ubehagelige oplevelser med inkompetente eller manipulerende shamaner.

Og dog var det måske ikke bare held, der gjorde, at det endte godt i mit tilfælde. Det var, som om rejsen i al sin desperation alligevel var styret af et sundt princip, måske det eneste, der kan sikre imod plattenslageri og forførelse, nemlig ønsket om at være i godt selskab. At jeg midt i det fascinerende spirituelle drama oplevede en basal menneskelig sympati for denne indianer, var nok en forudsætning for, at jeg, da det gjaldt, turde lægge mit psykiske helbred i hans hænder. Når søgende mennesker bliver offer for sekterisk magtmisbrug, skyldes det sikkert ikke sjældent en manglende kontakt til den grundfølelse.

Man må med andre ord sikre sig, at shamaner såvel som andre spirituelle autoriteter er flinke folk, der ikke er alt for fascinerede af deres egne ev-

ner. Shamaner kan legitimere sig selv med deres fine spirituelle forbindelser og remse alle de magtfulde ånder op, som de har på deres side. Men hvis man lader sig imponere af det og ikke har en fornemmelse af, at det også er dem selv som personer, man har tiltro til, kan man let være på gyngende grund.

Lars Neudorf er forfatter til bogen Stille nat over Amazonas – en beretning om shamanisme og kristendom (Alfa, 2014). Han skriver under pseudonym, men hans rigtige navn er redaktionen bekendt. Bogen blev anmeldt i IKON magasinet nr. 91 / juni 2015.

”

“Kig efter lyset” beordrede han mig

TEMA: Åndelig autoritet

Else Marie Kjerkegaards liv har været præget af hendes forhold til både politiske og religiøse autoriteter – både i form af modstand og oprør mod usunde autoriteter og i form af søgen efter troværdige autoriteter. Det har ført hende fra politisk engagement på venstrefløjen via buddhismen til katolicismen. Læs hendes beretning her.

Fra antiautoritær ateist til katolik AF ELSE MARIE KJERKEGAARD Forfatter og retræteleder Mit forhold til autoritet beskrives bedst med systemkritikeren, den senere præsident for Den tjekkiske republik, Václav Havels ord: ”Hold dig til dem, der søger sandheden; flygt fra dem, der har fundet den”. Med det princip som ledetråd har jeg været på en lang rejse, der har ført mig til den katolske kirke Livet leves som bekendt forlæns men forstås baglæns. Når jeg tænker tilbage, slår det mig, hvor meget mine livsvalg har været præget af mit forhold til autoritet. Jeg var barn i 1940’erne og teenager i 1950’erne. En tid, hvor relationen mellem barnet og dets forældre, skole og kirke, var autoritært.

Der skulle ikke stilles spørgsmål eller debatteres. Der skulle adlydes og læres udenad.

Som barn tænkte jeg over mange ting. Jeg registrerede de dobbelte dagsordener og forskellen mellem ord og gerning i de voksnes verden. Klassesamfundets sociale uretfærdighed og det forsvarsløse barns afmagt over for nogle voksnes fysiske og psykiske

vold vakte en vrede i mig, som jeg ikke kunne få luft for, fordi det ikke var tilladt for børn at reagere med vrede.

Da jeg som 17årig flyttede hjemmefra for at blive trafikelev, fik jeg en vis grad af længe savnet selvbestemmelse. DSB viste sig imidlertid at være en totalt mandsdomineret etat med en stiv og gammeldags ledelses- og avancementsstruktur. Det gik ikke i længden. Efter fire år forlod jeg DSB. Ad krogede veje endte jeg med at få en studentereksamen som 24årig og senere en akademisk uddannelse.

Savnede næstekærlighed i de nære relationer Jeg blev del af 1960’ernes venstreorienterede miljø, var aktiv i SF og med til at danne Venstresocialisterne, i opposition til ekskommunisten Aksel Larsens diktatoriske ledelse. Senere blev jeg aktiv i kampen for ligestilling.

Folkekirken havde jeg for længst forladt. ’Den sunde fornuft’ sad i højsædet side om side med troen på menneskets ubegrænsede evne (og pligt) til at forandre verden til det bedre.

VS udviklede hurtigt fraktioner, der

kæmpede indædt om, hvem der sad inde med den ideologiske sandhed.

Jeg kunne ikke se så firkantet og teoretisk på tingene, så det endte med, jeg forlod partiet. Set i bakspejlet savnede jeg næstekærlighed i de nære relationer. Det er ikke nok at ville det gode.

Man skal også stræbe efter det i sit hverdagsliv.

Albuerum som leder Min modvilje mod autoritære systemer førte ikke til noget egentligt oprør. Bob Dylan’s don’t follow leaders fik aldrig rigtigt tag i mig. I stedet skaffede jeg mig albuerum ved selv at blive leder. For en cand.polit. var der gode muligheder i 1970’erne og 1980’erne, fordi jurister ikke længere var de foretrukne til chefstillingerne i statsforvaltningen. Opvokset med dyder som lydighed og social tilpasning gled jeg nogenlunde smertefrit ind i ledelseshierarkierne på det offentlige arbejdsmarked.

Dengang var der ikke fokus på ledere, der var åbenlyst dårlige. De fik lov til at halte videre, med de negative konsekvenser det havde for medarbej-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 8

“Da den nyvalgte pave Frans viste sig i vinduet og sagde de enkle ord ”god aften” til de fremmødte på Peterspladsen og bad dem bede for sig, da vidste jeg intuitivt, at noget nyt og godt var hændt”, siger Else Marie Kjerkegaard. FOTO: Marite Sganga, Dreamstime.com.

dere og institution. Det provokerede mig. Jeg havde det heller ikke helt let med de konkurrenceprægede konflikter, som altid florerer mellem ambitiøse ledere på en hierarkisk opbygget arbejdsplads. Ambition var også en del af min personlighed, men min vilje til magt var ikke stor nok, ligesom det generede mig, at jeg som embedsmand var nødt til at spille med på politiske dagsordener, som ikke holdt vand bag kulisserne.

Det endte med, jeg efter 19 års offentlig ansættelse forlod min vellønnede pensionsgivende tjenestemandsstilling for at etablere mig med en usikker, men langt mere uafhængig tilværelse som selvstændig konsulent.

Trang til selvbestemmelse Hvad jeg her har beskrevet, er trukket lidt skarpt op. Andre forhold spillede selvfølgelig også ind. Set i helikopterperspektiv er der dog ingen tvivl om, at jeg i alle livets forhold har været styret af min trang til selvbestemmelse og min afstandtagen til undertrykkelse, inkompetence og uærlighed.

Fra mit møde med mange retræte-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 9

deltagere ved jeg, hvor meget den enkeltes forhold til Gud er præget af opvæksten. Har man vendt sig bort fra Gud, er det typisk på grund af autoriteter, som har svigtet, misbrugt eller på anden måde opført sig uacceptabelt under opvæksten. Barnet (og mange voksne) gør ubevidst Gud medansvarlig for negative hændelser, som skyldes, at vi mennesker ikke følger den vej, Jesus anviser. Der skal ofte en personlig krise til, for at den enkelte tager sin tabte tro eller sin skepsis over for religiøse autoriteter op til overvejelse.

Der er dog forskel på generationerne. De yngre generationer ved meget lidt, om overhovedet noget om, hvad tro er og kan give et menneske. For dem skal der noget ganske særligt til for at vække troen. Der er megen mening i den tyske teolog og jesuit Karl Rahners ord (1904-1984): ”I fremtiden vil man enten være en mystiker (én, der har erfaret Gud som virkelig) eller slet ikke være noget som helst.”

Personlig krise førte til buddhistisk mester I bogen ”Nærværets Vej” har jeg beskrevet, hvordan en personlig krise bragte mig i kontakt med en buddhistisk mester, den vietnamesiske munk Thich Nhat Hanh. Af ham og hans lærlinge fik jeg den livsvejledning, jeg ubevidst tørstede efter, ligesom det var en øjenåbner, at mesteren fremhævede lidelsen som en uomgængelig del af en menneskelig udviklingsvej. Det gik smerteligt op for mig, hvor lidet nærværende jeg var i mit forhold til mig selv og andre. Hvor afskåret jeg var fra min krop. Alt det, jeg hidtil havde levet mit liv på, blev udfordret.

Hvad var det, der gjorde, at jeg som antiautoritær ateist kunne nærme mig buddhismen? For det første var der ikke en Gud og en dogmatik, jeg bare skulle tro på. Jeg skulle træne nærvær gennem stille meditation, lytte til lærerens erfaringsbaserede undervisning og på det grundlag gøre mine egne erfaringer. Løb jeg ind i problemer i meditationen eller i forståelsen af undervisningen, var der mulighed for at drøfte dem med andre

”

TEMA: Åndelig autoritet

Når jeg tænker tilbage, slår det mig, hvor meget mine livsvalg har været præget af mit forhold til autoritet praktiserende under supervision af en erfaren person. I buddhismen behøvede jeg ikke at koble min fornuft eller min gestaltpsykologiske viden fra.

Tværtimod.

For det andet var der ikke skyggen af tegn på, at det handlede om at skaffe flere tilhængere til mesteren eller til buddhismen som sådan. Der var en dyb forståelse for betydningen af at have god kontakt med sine biologiske, kulturelle og religiøse rødder.

Det skabte den tillid, der skulle til, for at jeg kunne åbne sindet for det mystiske. Og jeg kom virkelig til at opleve tilstande, der vendte op og ned på min opfattelse af mennesket og verden.

Når jeg tænker tilbage på den måde, jeg blev ledt ind i buddhismen og de uforklarlige oplevelser af overstrømmende kærlighed og ånd, som jeg fik, er jeg overbevist om, at det var trædesten lagt ud af Gud. Helligånden virker ikke bare inden for en kristen ramme. Den øver sine gerninger overalt, hvor mennesker er åbne for det guddommelige.

For det tredje var der en ægte respekt for andre religioner. Der var ikke noget ”os-og-dem” eller ”Buddha og kun Buddha er sandheden” over undervisningen. Det skabte troværdighed for en analytisk tænkende og skeptisk vesterlænding som mig. Jeg kunne nedlægge våbnene for at lytte og lære. Havde jeg ikke mødt buddhismen, og havde Thich Nhat Hanh ikke peget på vigtigheden af at hele sår og brud på sine åndelige rødder, var jeg næppe vendt tilbage til kristendommen.

Folkekirken skuffede Da jeg forsigtigt begyndte at nærme mig kristendommen gennem Folkekirken, var det med et håb om at finde nogle af de samme kvaliteter, som jeg havde haft glæde af i buddhismen. Det var svært. Folkekirken var på det tidspunkt en udpræget prædikenkirke, der - i hvert fald som jeg mødte den - havde meget lidt forståelse for meditation og fremmede religioner over en bred kam. Jeg følte mig ikke forstået og til tider fordømt.

Men det var tydeligt, at jeg havde noget i klemme i kristendommen.

Hvordan det end gik til, fik jeg vist vejen til det kontemplative kloster Karmelgården i Skåne, hvor jeg fik forfatteren og karmelitermunken Wilfrid Stinissen som åndelig vejleder.

Han blev mit store forbillede. Stinissen var et mildt og beskedent, ikkefordømmende menneske, indsigtsfuld i alt menneskeligt. Han kunne rumme min glæde ved buddhismen, fordi han vidste, hvad det handlede om. Hans dybe tro og stille nærvær berørte mig på en måde, der åbnede for uforklarlige og stærke oplevelser af Jesu nærhed og kærlighed til mig.

Troværdige munke og nonner I den katolske klostertradition fandt jeg i det hele taget det, jeg søgte. Spiritualiteten på klostrene udvidede mine spirituelle erfaringer og knyttede dem an til Faderen, Sønnen og Helligånden. De munke og nonner, jeg lærte at kende, var troværdige i deres kristne tro og praksis, og kontemplative katolske forfattere bidrog til min forståelse af katolicismen.

Nytårsdag 2004 optog Stinissen mig i Den katolske kirke. Ved optagelsen siger man ja til alt, hvad den katolske kirke tror på og lærer. Uanset at jeg ville have kunnet mobilisere modstand mod det ene og det andet, besluttede jeg mig for én gang for alle at neutralisere, hvad der måtte være af indvendinger. Gud ville have mig her, ikke for at kæmpe for den ene eller den anden opfattelse, men for at jeg kunne blive en af dem, der i det små og nære bygger bro mellem religionerne med basis i den kontemplative tradition.

Det spillede også en vigtig rolle, at Den katolske kirke er en verdensomspændende kirke, der under en fælles teologisk, liturgisk og ledelsesmæssig hat rummer en mangfoldighed af kulturer og mennesker. Det allervigtigste for min trivsel i Kirken var dog, at jeg her fandt forbilleder for det kristne liv.

Der findes sandelig også det modsatte, vil læseren indvende, og det er sandt. Ingen af os får en fejlfri kirke.

Jeg har for eksempel et stærkt ønske om, at der kommer flere kvinder med i den øverste ledelse af Kirken, og at det i det mindste bliver muligt for kvinder at blive diakoner. Kirken går glip af meget ved at være så mandsdomineret, som den er. Det er bestemt heller ikke nemt at være katolik, når skandalerne ruller gennem medierne, og magtkampene bølger i Vatikanet.

Så må jeg minde mig selv om, hvad en kardinal sagde under Andet Vatikankoncil: ”Kirken er hellig, men Gud har betroet sine gaver til syndere.”

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 10

Vælg dig en mester, for ellers bliver din vej besværlig og fuld af farer.

Selv på en vej du kender, kan du komme i vanskeligheder.

Hvor meget mere kan der så ikke ske dig på en vej, som du ikke engang har set før!

Gå aldrig alene på sådan en vej!

Du som er uden forstand, hvis ikke lederen breder sine beskyttende vinger over dig, skal helvedes ulv vende op og ned på dig; folk, der er klogere end dig, er blevet slået ihjel på den vej!

Hør, hvad den vrede Satan gjorde ved de vildfarne vandringsmænd: Han slæbte dem hundrede tusind år væk fra kongevejen til Gud og gjorde dem blinde.

Vær ikke ven med lyst og begær, for de trækker dig væk fra Herrens stier.

På din rejse er der intet i verden, der kan tilintetgøre denne lyst, som det gode selskab af medrejsende, der yder ly og beskyttelse.

Den, der går den åndelige vej uden en mester, for ham bliver et tidsrum på to dage til hundrede år.

Begge er gengivet i: Folmer Blume Leide: Rumi – kærlighedens digter.

Aschehoug, 2003.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 11

TEMA: Åndelig autoritet

Kritisk sans over for og opgør med autoriteter og traditioner er ofte både nødvendige og velgørende og ligger stærkt indlejret i evangeliet. Men hvad sker der, hvis vi mister forbindelsen til vores fortid og omgivelser? Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, reflekterer over begreberne autoritet og tradition, og griber til sin gamle passion for den ortodokse kirke og dennes kærlighed til gentagelsen.

Har vi blik for

traditionens autoritet?

AF ELOF WESTERGAARD Biskop over Ribe Stift Nutidens aftraditionalisering er i høj grad præget af oplysningstidens vending væk fra teologien og religionen med dens myter, fortællinger og liturgi. Den er præget af oplysningens ønske om klarsyn, men bliver dog let til manér og viser sig ofte at være blind for den autoritet, den selv udøver. Den bygger på den illusion, at individet kan tro sig fri af alle traditioner og alle bånd. De mål, mennesket sætter for sig selv, og de mål og krav, som f.eks. arbejdspladsen stiller den ansatte, er altid historisk betingede og bygger direkte eller indirekte på specifikke traditioner eller vedtagne værdier. At ville være fri for traditioner eller at tro sig fri fra at holde noget helligt er at ville leve i en tidsløs lomme, et lufttomt rum.

Når traditionen forsvinder Den engelske sociolog Anthony Giddens har redegjort for dette i En løbsk

verden, hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse. Der hvor traditionen forsvinder, skriver Giddens, ”er vi tvunget til at leve på en mere åben og reflekteret måde. Selvbestemmelse og frihed kan erstatte traditionens skjulte magt med en mere åben debat og dialog.” Men Giddens har samtidigt øje for, de problemer denne aftraditionalisering også medfører. Når fællesskabets traditioner forsvinder, så overlades det til den enkelte selv at opretholde en rytme, en orden og gentagelse, for mennesket har brug for en vis forudsigelighed.

Denne gentagelse er drevet af angst, af behovet for afhængighed og kan skabe tvangstanker. Hvor afhængigheden er blind for eller nægter traditionen og fortiden autoritet, så opstår et ufrit væsen bundet til sin nye viden. Man kan nu kun finde støtte i videnskaben og i de mål og resultataftaler, man indgår med sig selv, sin arbejdsplads eller samfundets institutioner. Mennesket

PORTRÆTFOTO: Munke Atelier

går fra at være et gudsskabt tidsbundet væsen, sat i verden på et bestemt sted, til i stedet at ligne et hamster i et løbehjul i stadig løb efter den gulerod, som er placeret i buret foran snuden på én.

Kærlighed til gentagelsen I det senbyzantinske rige, dvs. i perioden fra 1261 til Konstantinopels fald i 1453, blev litterater og kunstnere stærkt optaget af antikkens skrifter og værker, og det i et omfang, så en af tidens forfattere skrev, at der nu ikke var mere at opdage. Fortidens traditioner var så overvældende, så godt skrevet og så stærke i udtrykket, at intet nyt kunne tilføjes. Da f.eks. pesten, Den sorte død, ramte Konstantinopel i 1347 gik man ikke ud i gaderne og noterede ned, hvad man så. Man fandt i stedet den græske historiker Thykedids skildring af pesten i Athen frem, skrevet mere end 1600 år tidligere, og man parafraserede denne gamle antikke tekst. Fortiden havde sagt det

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 12

allerede, alt om en pestramt by. Det gjaldt sådan set nu blot om at repetere det allerede sagte og skrevne. ”Traditionen vidner om Ånden” Østkirken var og er stadigvæk præget af en meget stærk traditionsbevidsthed, en stor loyalitet overfor fortiden og en klar fornemmelse for vigtigheden af at viderebringe traditionen i den ånd, man har modtaget den.

Traditionen vidner om Ånden, skrev munken Timothy Ware i den første indføring (The Orthodox Church, London 1962), jeg læste om den ortodokse kirke. Traditionen er i den ortodokse kirke et samlende begreb for Helligåndens mangesidige virke i kirken. Hvor vi i den evangelisk-lutherske kirke først og sidst peger på Bibelen som grundlag for forkyndelsen, holder den ortodokse kirke også en række af de første århundreders økumeniske koncilier for sandhed og betragter deres beslutninger som sande og ufejlbarlige bekendelser og formuleringer af troen på den treenige Gud. Endelig tilkendes både liturgien og ikonerne sandhedsværdi og autoritet.

Traditionen er en væsentlig del af den levende kirke Man kan, når man læser ortodokse fremstillinger, næsten få den fornemmelse, at Helligånden blæste med en særlig kraft i de første århundreder efter Kristi fødsel. Den ortodokse kirkes stærke fokus på at videregive netop den rige og stærke tradition fra denne epoke af kirkens historie forekommer i så henseende at efterlade stort set kun gentagelsen og repetitionen til efterfølgende slægtled. Og set i lyset af nutiden forekommer et sådan traditionsbegreb temmelig statisk, meget fremmed og meget langt fra det moderne oplysningsprægede liv, hvori kirken befinder sig i dag. Her er empirien og nyheden i fokus.

Den ortodokse kirkes stærke understregning af, at traditionen er en væsentlig del af den levende kirke, fin-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 13

der jeg imidlertid både inspirerende og væsentlig. Det er væsentligt at have øje for forbindelsen bagud, påskemorgens og pinsedags betydning for det, at der er menighed og kirke i dag.

Nadverskildringen på mange af de gamle altertavler er netop med til at understrege en sådan forbindelse mellem den skærtorsdag aften, hvor Jesus spiste sammen med sine disciple, og den menighed, som deler måltidet ved gudstjenesten nu søndag morgen.

Vi skal holde fast på det, som vi har modtaget, skrev Paulus til menigheden i Thessaloniki (2 Thes 2, 15).

Ikke krampagtigt og ved at mime det forgangne, men ved at tage ordet i munden og leve det. Tradition er ikke mindre vigtig i en aftraditionaliseret tid, ligesom det er vigtigt at påpege, at det, som skaber liv og glæde, dybest set ikke beror på mennesket selv.

Ordet er blevet kød og blod, og Guds Ånd lever.

Til videre læsning: - Anthony Giddens: En løbsk verden. Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse Hans Reitzels forlag, Kbh. 2000.

- Timothy Ware: The Orthodox Church.

London 1962.

”

At ville være fri for traditioner eller at tro sig fri fra at holde noget helligt er at ville leve i en tidsløs lomme, et lufttomt rum

TEMA: Åndelig autoritet

Muslimer har ligesom alle andre brug for autoriteter eller idealer, som de kan se op til, og forholdene i Mellemøsten og livet som minoritet i Vesten gør behovet større end nogensinde. For nogle muslimer fører det til nærmest ukritisk dyrkelse af Muhammed og misbrug af hans livshistorie til at legitimere vold. Men det er der ikke belæg for i islamisk tradition.

Muslimer har brug for autoriteter og forbilleder AF SALIHA MARIE FETTEH Lektor i arabisk ved SDU og medlem af redaktionen Det er ikke usædvanligt, at man i medierne hører historier om unge muslimer, der ukritisk følger anvisninger fra imamer og selvbestaltede muslimske autoriteter. I forbindelse med unge, som har tilsluttet sig voldelige islamistiske bevægelser, er der eksempler på unge, som angiveligt er blevet overbevist af islamiske prædikanter til at tilslutte sig terrorbevægelser og udøve vold i islams navn.

Det kan give indtryk af, at der inden for islam er tradition for, at den enkelte muslim underlægger sig en mere eller mindre tilfældig autoritet i form af en imam eller anden prædikant. Men det er ikke tilfældet. Der er ikke noget præsteskab inden for islam, men derimod teologer, der både fungerer som bønneledere (imamer) (se boks), undervisere, forkyndere og rådgivere i spørgsmål vedrørende islamisk retsvidenskab.

Gud som øverste autoritet Som udgangspunkt er ethvert menneske således ansvarlig for egne handlinger og skal kun stå til ansvar over for Gud. Ordet islam betyder nemlig at underkaste sig, og en muslim er et menneske, der underkaster sig den øverste autoritet, Gud, hvis budskab blev forkyndt af profeten Muhammed (570-632). Profeten Muhammed nævnes flere steder i Koranen, hvor han bl.a. omtales som Guds udvalgte menneske i sura 3:31: ”Sig: Hvis I elsker Gud, så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder! Gud er tilgivende og barmhjertig”. (Citeret efter: Wulff, Ellen: Koranen. Forlaget Vandkunsten, 2006). Det er således ikke muligt at være troende muslim uden at elske og respektere profeten Muhammed, der er den største autoritet i islam efter Gud.

Muhammeds eksempel og muslimerne stræben Men hvad vil det så sige at elske og respektere Muhammed, og hvad er det mere præcist for et menneske, man som muslim har et særligt forhold til?

Profeten blev født i Mekka i SaudiArabien. Hans far, Abdullah, døde, inden Muhammed blev født og moderen, Amina, døde, da han var 6 år gammel. Muhammed voksede således op som forældreløs hos henholdsvis sin bedstefar og onkel, og hos sidstnævnte kom han som ung i lære som handelsmand. Senere giftede han sig med en velhavende enke, Khadidja, og han levede herefter en ganske almindelig tilværelse, indtil han i en alder af 40 år fik sin første åbenbaring.

Muhammed var ikke som Jesus en mirakelmager. For ham var Koranen et mirakel i sig selv, og han blev ved med at påpege, at han var ”et menneske, som alle andre mennesker” (sura

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 14

TEMA: Åndelig autoritet

18:110), der forkyndte Guds ord, som de blev ham åbenbaret. Inden Muhammed døde i 632 i en alder af 62 år, havde han formået at skabe et stort muslimsk fællesskab, der hurtigt, via forkyndelse og erobringer, bredte sig til andre lande i det, vi i dag kalder Mellemøsten. Efter Muhammeds død blev hans egenskaber, gerninger og udsagn nedskrevet i hadith-samlingen (se boks), der foruden Koranen er den vigtigste kilde for muslimer. Her beskrives fx, hvordan profeten behandlede sine hustruer, hvordan han spiste, ligesom der var beskrivelser af hans forhold til andre mennesker, muslimer og ikke-muslimer, og sågar til dyr. Beskrivelsen af Muhammeds levevis blev på denne måde fremstillet for muslimer verden over, der på tværs af nationale, sociale og etniske baggrunde i deres stræben efter Guds kærlighed efterlignede profetens handlinger.

Familiebøvl og militære felttog Mange af overleveringerne om Muhammed stammer fra hans yndlingshustru, Aisha, der havde et tæt forhold til ham. Hun beskriver profeten, som en gudfrygtig, sandfærdig, klog og gavmild mand med gode manerer, der viste stor interesse for kvinders, enkers, fattiges og forældreløses forhold. Han var meget menneskelig og levede ikke et problemfrit liv. Han legede med børn, græd, var hidsig og havde til tider bøvl med sine hustruer, hvilket bl.a. var en af årsagerne til, at han ofte trak sig tilbage i hulerne omkring Mekka, hvor han som allerede nævnt modtog sin første åbenbaring som 40-årig.

Muhammed ledte med sværdet i hånd flere af de slag, som det nye muslimske samfund udkæmpede mod de arabiske og jødiske stammer på Den Arabiske Halvø. De gamle historikere, såsom Muhammed ibn Ishaq (d. ca.

676), Muhammed ibn Sa’ad (d. ca.

845), Abu Jaafer al-Tabari (d. 923) og Muhammed ibn Umar al-Waqidi (d.

820), beskriver alle profetens militære felttog, hvor de inddrager dokumenter og forskellige mundtlige beretninger i flere versioner uden at sætte profeten op på en piedestal. Uheldigvis er Muhammeds militære karriere de senere år, blevet flittigt anvendt af terrorister, der ikke holder sig tilbage for at fordreje den, så den tjener deres voldelige ideologi.

Muhammed som forbillede i dagligdagens detaljer Desværre forholder det sig generelt sådan, at Muhammed har fået en mere ophøjet position end tidligere. Fx fejrer man i flere lande hans fødselsdag, hvilket af adskillige konservative muslimske teologer, såsom de saudiske, betragtes som ’haram’ (forbudt i en religiøs kontekst), da muslimer ifølge

FOTOS: Jasminko Ibrakovic, Dreamstime.com.

”

Det er ikke muligt at være troende muslim uden at elske og respektere profeten Muhammed

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 15

IMAM

SHEIK

Inden for shia-islam er imamen, ligesom paven, en slags stedfortræder for Gud på Jorden. Han er leder af det islamiske samfund og har således både en politisk og åndelig funktion. Imamen er desuden en direkte efterkommer af profeten Muhammeds fætter og svigersøn, Ali, og betragtes derfor som en fejlfri, guddommeligt inspireret autoritet.

Inden for sufismen er autoriseret til at undervise og vejlede sufierne, hvis mål er at opnå en tættere forbindelse til Gud - og måske blive ét med ham. Sufismen er ikke en gren af islam, men derimod en bevægelse eller strømning inden for islam, der går på tværs af sunni- og shia-islam. Sufierne praktiserer troskab til Gud via askese og specielle ritualer såsom bøn, meditation, faste og dans - alt sammen som en stræben at nå målet - enheden med Gud. For at opnå denne behøver den enkelte troende hjælp og støtte fra en vejleder, en sheik, der allerede har gennemgået stadierne i vejen til enhed med Gud. Eleven eller disciplen sværger troskab til sin sheik og følger og adlyder denne i tillid til, at sheiken hjælper disciplen med at holde sig på vejen mod enhed med Gud og undgå at fare vild undervejs.

deres islamfortolkning ikke bør fejre deres fødselsdag. Endvidere har adskillige (ofte unge) muslimske mænd anlagt skæg for at følge profetens eksempel, foruden at de i deres daglige handlinger - lige fra hygiejne og beklædning til, hvordan de spiser - efterligner deres ideal, den ufejlbarlige profet.

Mange muslimers ’dyrkelse’ af Muhammed, der efterhånden minder lidt om nogle kristnes forhold til Jesus, blev tydelig i forbindelse med Muhammedkrisen i 2005, da Morgenavisen Jyllands-Posten bragte 12 tegninger af Muhammed, hvor han bl.a. blev fremstillet som terrorist. De stærke

reaktioner kan imidlertid ikke undre, selvom der i Koranen ikke findes noget decideret forbud mod at fornærme profeten. For også dette er et spørgsmål om fortolkning, da der står skrevet: ”De, der krænker Gud og Hans udsending, dem forbander Gud i det dennesidige og det hinsidige. Han har forberedt dem en forsmædelig straf.” (sura 33:57). Dette vers bærer tydeligt præg af at være åbenbaret i en tid, hvor Muhammed, da han boede i Mekka, blev offer for hån og latterliggørelse. Det er beskrevet i hadithsamlingen, hvorledes byens beboere kaldte Muhammed for en hykler og smed møg og blodige dyreindvolde

En imam i sunni-islam er ikke det samme som en imam i shia-islam.

Inden for sunni-islam kan alle fungere som imam, der betyder ”den, der står foran” og fx leder bønnen. Imamen behøver i praksis ingen teologisk uddannelse, men flere imamer i de større moskeer har i et eller andet omfang læst teologi.

HADITH

En hadith er en fortælling om profeten Muhammed sædvane, altså hans udsagn og gerninger før og efter, at han blev profet.

Samlingen af hadither stammer fra 800-900 tallet, og det er vigtigt for en muslim at vide, hvilke hadither der er autoritative, for at undgå at lade sig inspirere af falske udsagn om profetens liv og udsagn. Ved indledningen til hver hadith angives de mange led, som fortællingen var igennem, inden den blev skrevet ned af hadith-samlere.

De vigtigste af sunni-islams seks hadithsamlinger er al-Bukharis og al-Muslims.

Shia-muslimerne anerkender kun de hadither, der kan føres tilbage til Muhammeds svigersøn og fætter, Ali, og de 11 imamer, der efterfulgte ham.

efter ham, når han gik på gaden (Bukhari 498). Til sidst måtte Muhammed og de første muslimer søge asyl i byen Medina, hvorved det første muslimske samfund i verden opstod i eksil med Muhammed som både politisk og åndelig leder.

Dommer og kompromissøgende statsmand Muhammed var imidlertid ikke bare krigsherre, ægtemand, handelsmand og profet, der forkyndte budskabet om Gud enhed. Han fungerede endvidere som dommer både i forbindelse med økonomisk kriminalitet, arv, mord og ægteskabsstridigheder, hvor han

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 16

”

TEMA: Åndelig autoritet

Så spørgsmålet er, hvorfor og hvordan denne til tider helt ukritiske dyrkelse af profeten er opstået? dømte ud fra en blanding af Koranens budskab, stammetraditioner og fornuften. Han lagde på denne måde fundamentet for det vi i dag kalder islamisk retsvidenskab, der er et fuldstændigt sæt leveregler, der vedrører religiøse, politiske, økonomiske og sociale anliggender. Men han havde også autoritet som statsmand der, via Guds plan, ønskede at ændre det samfund, han var en del af til det bedre. Han var parat til at dø for sin tro, men gik ligeledes flere gange på kompromis om uvæsentlige ting, så længe det ikke stred mod det islamiske budskab.

Profeten Muhammed var selvsagt et produkt af sin tid. Men alligevel kan muslimer verden over i dag, mere end 1300 år efter hans død, identificere sig med ham på flere områder. Han var på én og samme tid forældreløs flygtning, handelsmand, ægtemand, far, kriger, dommer, statsmand og profet. Måske derfor er indstillingen hos mange muslimer, at Muhammed er et af verdens mest fuldkomne mennesker. Dette på trods af, at han efter sigende skulle have udtalt: ”I må ikke ophøje mig mere, end jeg fortjener.

For jeg var Guds tjener, før han gjorde mig til profet” (al-Tabari). Så spørgsmålet er, hvorfor og hvordan denne til tider helt ukritiske dyrkelse af profeten er opstået?

Muslimer under pres har behov for idealer Muslimer har ligesom alle andre mennesker i denne verden brug for autoriteter eller idealer, som de kan se op til - især når de på den ene eller anden

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 17

måde kommer under pres. Muslimer hele verden over har i dag mere end nogen sinde brug for deres islamiske forbilleder, da de frygter helt at miste deres rødder, fordi den vestlige kultur nærmest gennemsyrer deres tilværelse. Gamle normer, værdier og traditioner er således under pres, hvilket af nogle muslimer betragtes som problematisk, da den vestlige indflydelse bl.a. har medført, at kønsrollerne pludselig står til forhandling, samt en stigende individualisering hos den unge generation. En tankegang, der ikke harmonerer med det islamiske budskab, der tager udgangspunkt i en kollektivistisk tankegang, hvor fx forældre skal respekteres og, så vidt det er muligt, adlydes (Koranen 17:23-24). Endvidere truer blodige konflikter og krige i Mellemøsten de islamiske samfund, hvilket har fået millioner af muslimer til at flygte til bl.a. Europa og USA, hvor de skal finde en muslimsk-vestlig identitet. Dette kan være en udfordring for mange troende, hvorfor der er brug for et muslimsk forbillede uafhængig af tid og sted. En stærk autoritet, der kan hjælpe dem med at orientere sig i eksil i et fremmed land, og som kan holde dem sammen som religiøs gruppe.

Konservativ koranfortolkning blandt unge i identitetskrise Behovet for en stærk autoritet, der kan fungere som orienteringspunkt kan i værste tilfælde føre til, at muslimer i eksil finder trøst i deres tro og bliver stærkt religiøse (fundamentalister) og derfor tager afstand fra den individua-

listiske og frie livsstil i deres nye land.

Denne gruppe vælger at tage udgangspunkt i den konservative koranfortolkning og de hadither, der beskriver Muhammed som en religiøs autoritet og feltherre, der uden barmhjertighed bekæmpede de vantro. Denne tendens ses oftest hos den unge generation af muslimer, der ikke bare mangler teologisk viden, men ej heller formår at sætte koranversene og profetens liv ind i en historisk kontekst. Som minoritetsgruppe kan disse unge endvidere lide under en identitetskrise, da de måske føler, at de ikke passer ind i hverken det danske samfund eller deres forældres hjemlands kultur.

Velfærdsstaten og profetens ånd Andre, flertallet, formår heldigvis at fortolke Koranen og kombinere udsagnene om profetens etik og moral med livet i det frie demokratiske Vesten, hvor personlig frihed og menneskerettigheder præger samfundet og omgangen mellem mennesker på tværs af religiøs baggrund. Især velfærdsstaten, hvor der tages hånd om samfundets svage, mulighed for uddannelse til alle, samt den kendsgerning, at alle er lige for loven, rig eller fattig, stemmer helt overens med Muhammeds ånd og Koranens budskab.

Saliha Marie Fetteh er uddannet folkekolelærer fra Odense Lærerseminarium, cand.mag. i moderne mellemøststudier (SDU) samt BA i arabisk sprogfærdighed (Irak). Ansat på SDU som ekstern lektor i arabisk samt på HF & VUC Fyn i Odense. Saliha har boet 8 år i Irak og bor i dag delvist i Amman, Jordan.

TEMA: Åndelig autoritet

For kristne er Jesus ikke blot

en karismatisk forkynder Jesus var en karismatisk og klog menneskekender, der ejede kærlighedens autoritet og havde magt over naturen. Men set i et kristent lys var han mere end det, og det var dette mere, der gav og giver ham den afgørende autoritet, skriver teolog og forfatter Henrik Højlund.

AF HENRIK HØJLUND Teolog, sognepræst og forfatter Når man læser de fire Jesus-’biografier’ i Det Nye Testamente, de fire evangelier, bliver man umiddelbart slået af Jesu personligheds kraft. Han brænder igennem, kunne man sige. Man får den fornemmelse, at den mand har haft en enorm karisma, en stærk udstråling. Det er, som om han betager folk i samme øjeblik, de møder ham. ”Følg mig”, sagde han ved flere anledninger. Og så slap folk, hvad de havde i hænderne, og fulgte ham og blev hans disciple.

Gang på gang læser vi i evangelierne om situationer, hvor hans ord udstrålede en myndighed, som fik folk til at gå bagover af benovelse. Eller ordene lukkede munden på de mange modstandere, han også fik.

Jesus sættes på prøve Lad mig demonstrere det med et enkelt eksempel fra Johannesevangeliet kapitel 8.

Nogle mennesker slæbte en kvinde

hen til Jesus. Hun var grebet på fersk gerning i seksuel umoral. Nu beder de Jesus om at tage moralsk stilling. Den var ikke let. Ifølge den altid uomgængelige Moselov skulle hun stenes. Jesus kunne under ingen omstændigheder tage let på Moseloven. Man misforstår Jesus fuldstændig, hvis man tror, at han var en slags postmoderne humanist, der gjorde op med alle autoriteter, inklusive Moseloven, til fordel for den enkeltes sandhed og lykke. Jesus gik på en måde længere end nogen anden farisæer og skriftklog i lovfromhed.

Han sagde engang: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. (…) For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget (Matt 5, 17-20). Så sagen med kvinden grebet i umoral var ikke løst med at feje Moseloven af bordet.

På den anden side kendte folket ham som en mærkværdigt barmhjer-

tig rabbi, der spiste sammen med de mest fortabte og samlede tilhængere og disciple af samme slags. Dét billede ville krakelere fuldstændig, hvis han fulgte lovens ord om stening af kvinden.

Jesus svarer dem ikke umiddelbart på deres krav om stillingtagen. Han sidder og tegner lidt i sandet. Og måske begynder svaret derfor allerede at dæmre for dem, inden han giver det.

Og så kommer svaret: Lad den, der er uden synd, være den første til at kaste stenen.

Det er mageløst enkelt. Og dybt.

Og da ingen kaster sten, men tværtimod forlader stedet en for en, siger han til sidst til kvinden: Var der ingen, der fordømte dig? Jeg fordømmer dig heller ikke. Gå bort og synd fra nu af ikke mere.

Menneskekenderen og den intellektuelle autoritet I ovenstående scene finder vi de fleste facetter af Jesu autoritet.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 18

”

TEMA: Åndelig autoritet

“Lad den, der er uden synd, være den første til at kaste stenen.”

Det er mageløst enkelt. Og dybt.

Der er den menneskelige autoritet.

Han er menneskekender. Han er klog som en terapeut, der ikke vælter ud med svaret, i samme øjeblik spørgsmålet er stillet. Han lader spørgsmålet hænge i luften, og lader svaret melde sig lidt af sig selv. Der er den autoritet, der ligger i at gennemskue mennesker og blotstille det, der ligger under den pæne overflade. De mennesker, der kom slæbende med kvinden, går øjensynlig fromhedens ærinde. De står øjensynlig på Guds side med deres ønske om at få dømt kvinden. De tror måske endda selv, at de går Guds ærinde. Men de går kun deres egen selvretfærdigheds ærinde.

Der er den teologiske autoritet, Jesu intellektuelle autoritet. Hans forståelse af de gamle skrifter stikker dybere end deres egen forståelse. Han sætter ikke de gamle forskrifter ud af spil. Der er noget, der hedder synd.

Han betvivler ikke kvindens gerning som synd. Men der er også noget, der hedder tilgivelse. Han minder dem om et afgørende træk ved Gud, sådan som de kender ham gennem de gamle skrifter. Guds ønske om at få synden frem i lyset handler ikke om at finde en anledning til at straffe, men om at finde anledning til at forsones i kraft af anger og tilgivelse.

Der er den autoritet, der ligger i modet. Modet til at trodse magten.

Kærlighedens autoritet Der er kærlighedens og barmhjertighedens autoritet. Kærlighed og tilgivelse rummer altid en særlig form for autoritet. Autoritet kan spilles ud som

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 19

magten, der bare sætter sig igennem.

Men der findes også en tilgivelsens magt, som kan være langt stærkere, fordi den vidner om en helt anden form for overskud end magten i traditionel form.

Der er også den autoritet, der kan byde et menneske at forandre sit liv. ”Synd fra nu af ikke mere”. Den form for autoritet fremtræder ofte som moralismens selvretfærdige autoritet.

Når Jesus kan sige det med troværdig autoritet, hænger det sammen med, at han udtaler det på baggrund af en anden form for retfærdighed end selvretfærdigheden – den retfærdighed han viste ved måden, han mødte kvinden og hendes anklagere på.

Alle disse træk ved autoriteten i Jesu personlighed kan genfindes i hændelse efter hændelse i evangelierne.

Det hemmelighedsfulde overskud Og så kommer man ikke udenom at føje to træk til ved hans autoritet.

To træk der rækker ud over det, der i princippet kunne findes hos andre mennesker.

For det første er Jesu autoritet i ord og omgang med mennesker hele tiden suppleret med den altid slående autoritet, der ligger i hans øjensynlige ubegrænsede magt over naturen. Helbredelser, selv dødeopvækkelser, vand til vin og storm til stille – alt sammen giver ham et kolossalt autoritets-overskud. Og da han til sidst synes at have tabt alt, også al autoritet, hængende bloddryppende og døende på et kors,

ender det alligevel med, at en ny og endnu større autoritet melder sig, da han bliver levende igen. Det bliver startskuddet til, at nogen begynder at tillægge ham langt mere autoritet, end noget menneske kan have, om mennesket så er geni, profet eller healer af første klasse. Nogle begynder fra opstandelsen at kalde ham Guds Søn og endda Gud selv.

Og det fører til det andet træk, nemlig det, at denne enestående guddommelighed har været der hele tiden som det næsten hemmelighedsfulde ”overskud” i Jesu ord og handlinger.

Den dybeste autoritet En kendt jødisk bibel-forsker, Jacob Neusner, har ved flere anledninger udtrykt stor sympati for jøden Jesus.

Han finder Jesu lære kongenial med essensen af ægte jødisk tro. Med undtagelse af én ting. Jesu egen person indtager en afgørende plads i alt, hvad Jesus siger. Det hele, alle Jesu handlinger og ord, drejer sig tydeligvis om én ting: at pege på ham selv som altafgørende for gudsforholdet.

Neusner har set helt rigtigt. Dér ligger Jesu dybeste og egentlige autoritet: Han gør sig selv gældende som Gud i menneskeskikkelse. Til tro eller forkastelse.

Præcis alle disse træk ved Jesu autoritet melder sig også den dag i dag for mennesker, der ”møder” Jesus.

Igennem ordene om og af ham i Det Nye Testamente, igennem bønnens samtale med ham og på anden vis er det den myndighed, der får mennesker til at overgive sig til ham.

MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

Der må være et sted at få viden om

kirkens sandhed Paven er et af de mest genkendelige symboler på den katolske kirke. Han har det højeste embede i Kirken, og benævnes endda ”ufejlbarlig”. Det betyder ikke, at paven har uindskrænket magt eller autoritet, men for katolikker er paven nødvendig for at sikre, at der er et sted, man kan finde viden om den sandhed, Kirken forkynder.

AF STEFFEN LAURSEN Teolog og filosof Kristus udvalgte Peter blandt apostlene (Matt. 16,16-19) og gav ham en særlig autoritet, nøglemagten, til at ”binde og løse”. Dette udtryk stammer fra den rabbinske tradition og betegner autoriteten til at udlægge en lovskoles lære.

Det blev ret hurtigt aktuelt, også for de kristne, da der var vigtige spørgsmål, som truede med at splitte den tidlige Kirke, især spørgsmålet om overholdelse af den jødiske pagts love og forskrifter. Samtidig er overdragelsesscenen i Matt. 12 tydeligt og bevidst

modelleret efter Esajas 22,20-25, som handler om overdragelsen af et embede som hofchef i Israel. Vi overser let, hvor politisk farlig en handling det er, at Kristus i et romersk besat Israel går rundt og udnævner kongelige embedsmænd – hvad der svarer til en statsminister, og siden et ministerkabinet, der skal ”sidde på tolv troner og dømme Israels stammer” (Luk 22,30).

Læreautoritet og samlende symbol Peters embede består altså i to ting;

den første er at være en læreautoritet, der skal sikre den autentiske og autoritative videreførelse og udlægning af Kristi lære; den anden er at være et symbol, der samler og forener Kirken.

Nogle i dag har det svært med ”organiseret religion”, men en synlig enhed har altid været af højeste vigtighed for de kristne, og fra første færd har tegnet på denne enhed været fællesskab med biskoppen af Rom. Som overhoved for en global organisation med ansvar for over en milliard mennesker har paven også

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 20

TEMA: Åndelig autoritet

”

Det er en udbredt misforståelse, at næsten alt, hvad paven siger, er ufejlbarligt eller forpligtende for katolikker at tro på et stort ledelsesansvar på andre områder. Hans konkrete rolle har ændret sig meget; for eksempel er det ret nyt, at han rejser så meget, som han gør i dag, hvorimod han bruger væsentligt mindre tid på at regere Vatikanstaten, end han gjorde, da den bredte sig over halvdelen af Norditalien. Især det sidste er nok meget godt. En paves vigtigste opgave afhænger helt af hans tid. For nogle paver har det været at sikre Kirkens frihed fra utidig verdslig indblanding (som under Napoleon), for andre at sende missionærer ud til verdens ende (som efter opdagelsen af Amerika), og for andre igen at forholde sig til interne religiøse stridigheder (som under reformationen).

Ingen pave er syndfri Pavens ufejlbarlighed er et ofte misforstået lærepunkt i den katolske tro.

Det betyder ikke, at paven er moralsk ufejlbarlig. Der har været nogle ganske slemme paver, særligt i tiden omkring renæssancen. Men ingen pave er syndfri, og ingen pave er uangribelig i sin embedsførelse. Peter selv fornægtede Kristus og blev også anklaget af Paulus for i handling at forsømme sit embede ved at trække sig tilbage fra at spise med hedningerne, da nogle jødekristne, der overholdt Moseloven, kom til Antiokia (Gal. 2,11-14).

Dermed kom han til i handling at

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 21

modsige det, han selv havde bekræftet på apostelmødet i Jerusalem (Apg. 15). En paves embedsførelse kan altså sagtens være kendetegnet ved dårlig dømmekraft, og han kan være meget galt på den teologisk i sit eget private liv.

Ufejlbarlig, men ikke nødvendigvis inspireret Ufejlbarligheden knytter sig alene til pavens læreembede. Det er det samme læreembede, som biskopperne udøver i fællesskab på et økumenisk koncil, dvs. et kirkemøde, hvor alle Kirkens biskopper samles i enhed med Peters efterfølger for at afgøre spørgsmål, men det ligger uden for denne artikels område. Vi kan skelne mellem to former for udøvelse af læreembedet, den ordinære og den ekstraordinære udøvelse (ex cathedra), og det er til denne sidste, der er knyttet en særlig beskyttelse mod fejl.

Det er en udbredt misforståelse, at næsten alt, hvad paven siger, er ufejlbarligt eller forpligtende for katolikker at tro på, eller at paver nødvendigvis er ”valgt af Helligånden”, og derfor ikke må kritiseres. Det er godt at have tillid til Kirken, særligt når der ikke er stærke grunde til andet. Men som kardinal Ratzinger, har sagt (forud for den konklave, hvor han i øvrigt selv blev valgt til pave), er der for mange

eksempler på paver, som Helligånden bestemt ikke ville have valgt, til, at vi altid kan tro på en eksplicit udvælgelse: ”Den eneste sikkerhed, Han giver, er, at det ikke kan blive fuldstændig ødelagt” (Ratzinger, citeret i Feser 2015). Så mens paven er ufejlbarlig, er han ikke nødvendigvis inspireret. At være inspireret, som de bibelske forfattere var, er positivt defineret; deres tale er i en vis forstand også Guds tale.

Pavens ufejlbarlighed er derimod negativt defineret; det kan ikke gå så galt, at det ødelægger Kirken. Løftet om denne beskyttelse er indeholdt i Kristi ord til Peter: ”På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt.

16,18) I tråd med traditionen Hvad ufejlbarligheden betyder, er, at paven beskyttes mod at lære fejl, når han fastslår noget som Kirkens lære i et spørgsmål om tro eller moral og gør det på en måde, så det er klart, at han vil gøre det gældende for hele Kirken.

Der findes ingen bestemt formular, han skal bruge. Et eksempel er dogmet om, at jomfru Maria blev undfanget uden arvesynd, noget som både kirkefædrene og middelalderens store teologer diskuterede, men aldrig nåede til enighed om. Her valgte Pius IX i 1854 efter århundreders diskussion

”

TEMA: Åndelig autoritet

Det er ikke mit indtryk, at behovet for en ufejlbarlig autoritet er mindsket

at konkludere på hele Kirkens vegne (i Ineffabilis Deus). Et andet eksempel er pave Johannes Paul II’s erklæring i Sacerdotalis Ordinatio, at Kirken ikke har mandat til at ordinere kvinder til præsteembedet, noget som bestemt ikke skulle komme som nogen nyhed for folk, der har lidt kendskab til Kirkens tradition.

Det, som er værd at bemærke i begge tilfælde, er, at der ikke er tale om at paven pludselig får et indfald, som han erklærer for katolsk lære.

Der går en lang historie forud, enten i form af en århundredelang diskussion eller blot som bekræftelse af en ret entydig tradition. Pavens læreembede er altså ikke en kilde til nye åbenbaringer, men til en udfoldelse og præcisering af det, som er overleveret.

Hvis troen er sand, må den være uforanderlig, men hvis den er levende, må den også være i bevægelse og i vækst.

Modsigelser vil vise, at Kirken er falsk Et spørgsmål, som ofte stilles, er, hvad der ville ske, hvis paven erklærede ex cathedra noget, som er imod Kirkens lære og tradition. Eller for at gøre det endnu mere tydeligt: Hvis to ex cathedra-udsagn modsiger hinanden, hvilket er så rigtigt? Hvad hvis for eksempel en pave, som vi kunne kalde Hypoteticus I, om 50 år erklærer, at kvinder kan ordineres til præster? Så har enten Johannes Paul eller Hypoteticus fejlet i en ”ufejlbarlig” erklæring.

Det går naturligvis ikke. Og selv rent menneskeligt forekommer det usandsynligt, at en pave så direkte skulle modsige den tradition, på hvil-

ken hans egen autoritet er begrundet.

Men hvis det hypotetisk set skulle ske, ville den katolske Kirke vise sig som falsk. Det er en del af min tro som katolik, at dette aldrig vil kunne ske, ganske som jeg ikke tror, at bevis for jordens fladhed vil dukke op. Hvis det skete, ville det være tydeligt, at min tro som katolik måtte opgives.

Katolik på grund af pavedømmet For mit eget vedkommende var pavedømmet, især læreembedet, den primære grund til, at jeg for seks år siden valgte at lade mig optage i den katolske kirke: Hvis Kirken gør krav på at forkynde sandheden, så må der være et sted, man kan gå hen og få at vide, hvad denne sandhed er, ikke mindst, hvor der opstår uenighed om et væsentligt spørgsmål. I Apostlenes Gerninger var det spørgsmålet om overholdelse af Moseloven, der truede med at splitte Kirken, hvis ikke der blev opnået en enighed. Løsningen var apostelmødet, og Peters trosdefinition (Apg. 15). Noget lignende gentog sig op gennem historien, og det er bestemt ikke mit indtryk, at behovet for en ufejlbarlig autoritet er mindsket siden dengang. Jeg havde meget svært ved at forestille mig, at Gud ikke skulle give en så nødvendig gave til sin Kirke, men lade den gå til i forvirring om, hvad sandheden overhovedet er.

Og hvis Gud har givet en sådan gave til sin Kirke, så var der ikke mange andre seriøse kandidater end paven.

sende at være underlagt en autoritet, der bestemmer, hvad man skal tro om både det ene og det andet? Tværtimod. ”Sandheden skal gøre jer frie” (Joh. 8,32). At være forpligtet på sandheden er ikke en byrde. At have lov til at tro, at 2+2=3, er ikke frihed.

Men der er heller ikke nogen ydre magt, som tvinger katolikker til at tro det ene eller det andet. Pavens magt afhænger i praksis af, at folk gider lytte til ham. Og så er der er naturligvis en hel del spørgsmål, hvori man frit kan være uenig med læreembedet, f.eks. i spørgsmål med videnskabelige, økonomiske eller politiske forudsætninger, som vi ikke deler. Ligeledes er der mange spørgsmål, som er åbne for diskussion, men læreembedets opgave er netop også at afgøre, hvilke spørgsmål det er. I 1500-tallet blev det for eksempel slået fast (af p. Pius V), at striden mellem molinister og thomister om fri vilje og forudbestemmelse ikke var afgjort, og at man derfor skulle lade være med at kalde hinanden kættere.

Når det angår tro og moral, må vi som udgangspunkt have en tillid til, at Kirkens lære, som den udlægges af paven i det ordinære læreembede (f.eks. i encyklikaer eller prædikener), er sand, selv hvor han ikke går så vidt som til at definere udlægningen ex cathedra, og hvor det i princippet er muligt, at den sidenhen kan forandres. Og hvor paven taler ex cathedra, er hans udsagn en del af den katolske tro. Det giver en tryghed og en sikkerhed, at man kan kigge til Rom og få vished om, hvad den katolske tro er.

Og som en protestant engang har sagt til mig: ”Det bedste argument for pavedømmet er vel, at det virker.”

Forslag til videre læsning: - 2015 Feser, E. Papal Fallibility.

- 1990 Ratzinger, J. card. Donum Veritatis.

- 2004 Ratzinger, J. card. Worthiness to receive Communion.

- 2010 Dulles, A. card. Magisterium: Teacher and Guardian of the Faith (Introductions to Catholic Doctrine).

Uenighed med læreembedet Men er det ikke forfærdeligt begræn-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 22

”Vi må lære at bevare en indre ensomhed, uanset hvor vi er, eller hvem vi er sammen med.” ”Den, som vil hente Gud til sig gennem ydre ting… hvad enten det er gennem bestemte skrifter, folk eller steder, får aldrig fat på ham” Begge citater er oversatte citater af Meister Eckehart, oversat af Ben Alex, er med i hans nye bog: Vejen indad i Gudsrigets bevidsthed. En 101 dages rejse i følge med Meister Eckehart.

Boedal, 2016.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 23

TEMA: Åndelig autoritet

Martin Herbst reflekterer over, hvorfor han lod sig forføre af Sun Myung Moon til at arbejde i døgndrift som forkynder og forfatter for sekten. Først mange år efter kom han til erkendelsen af, at hans tid i Moon bevægelsen skyldes åndelig dovenskab, og at han hengav sig til en stærk leder, der tog al patent på autoritet.

Åndelig dovenskab blev mit blinde punkt

AF MARTIN HERBST Præst og medlem af redaktionen En af sekterismens første kendetegn er, at al autoritet forankres i lederen. En af de mest sejlivede forklaringer på dette er, at det skyldes hjernevask. Til trods for hjernevaskteoriens udbredelse både i den akademiske verden og i medierne generelt, holder den ikke vand. Når jeg slår så hårdt ned på myten om hjernevask, er det ikke for at beskytte folk i Moon-bevægelsen eller andre, der bliver anklaget for at gøre, hvad de gør på grund af hjernevask.

Det skyldes snarere det modsatte.

Hjernevaskmyten frikender mennesker for ansvar. Det gælder både dem, der anklages for at være hjernevaskede og dem, der anklager. Hvad angår førstnævnte bliver de reducerede til at være et passivt materiale, noget man kan vaske, programmere, eller depro-

grammere, som var der tale om en maskine eller en computer. Men mennesker er ikke maskiner. Fællesskaber består aldrig af mennesker, der enten er fuldstændig aktive eller fuldstændig passiv. Der er tale om en kollektiv proces, hvor man gensidigt inspirerer og støtter hinanden. Der er for langt de fleste sekters vedkommende tale om betydelige optagelseskrav, der fordrer et helt bevidst valg fra tilhørernes side. Hvor meget man end ønsker at være med i Jehovas Vidner, bliver man ikke accepteret, medmindre man tilegner sig bevægelsens lære. Hvor meget man end ønsker at blive indoptaget i Scientology, skal man først på kursus. Det nytter altså ikke noget at undskylde mennesker med, at de er blevet hjernevaskede, og derfor ikke selv har et ansvar.

Katalysator for manges drømme En anden forklaringsmodel der benyttes til at begrunde, hvordan det kan lykkes en leder at koncentrere autoriteten i sig selv, er forførelse.

Ligesom det var tilfældet med hjernevaskmyten, ledsages denne opfattelse af betydelige argumenter. Der er mange historiske eksempler på religiøse eller politiske ledere, som brugte deres evner og talegaver til at forføre folk. Til de mest uhyggelige i nutidigt religiøst regi hører Jonestown, hvor sektlederen, Jim Jones, 18. november 1978 fik 908 af sine tilhørere, heraf ca. 300 børn, til at begå kollektivt selvmord ved at drikke saftevand forgiftet med cyankalium. Der er i den forbindelse intet formildende ved, at han fulgte sine tilhængere i døden på

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 24

”

Uden den gode forførelse vil mennesket ikke vende sig om og bevæge sig i den rigtige retning

samme måde. Eller man kan genkalde sig UFOsekten Heaven’s Gate, hvis grundlægger, Marshall Applewhite, 26. marts 1997 overtalte 38 af medlemmerne til at begå selvmord sammen med ham for at blive optaget i et fremmed rumskib. Hvor tragiske disse tilfælde end er, er det fejlagtigt at forklare dem udelukkende med lederens forførelse. For det første sker forførelse ikke altid mod folks vilje. Det er et spørgsmål, om man overhovedet kan blive forført, hvis ikke ens egen vilje på et eller andet plan spiller med. Det er et velkendt fænomen i erotikkens verden. Når anliggendet er religion eller politik, er der principielt set ingen forskel. Hvor meget en religiøs eller politisk leder end prøver at forføre en gruppe mennesker, så skal man lade sig forføre, for at forførelsen kan blive

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 25

en realitet. Ofte lader man sig forføre, fordi lederen vækker et begær eller et ønske, det være sig efter personlig udvikling eller verdens frelse, der allerede var til stede. På den måde fungerer mange såkaldte forførere som katalysatorer eller eksponenter for de manges drømme og ambitioner. Et énmandsprojekt er forførelse i hvert fald aldrig.

Den gode forførelse Hvad der i endnu højere grad fortjener opmærksomhed er, at forførelse – stik imod den gængse opfattelse – ikke altid er noget dårligt. Man kan blive forført til noget, der er værre end det, man blev stillet i udsigt. Så drejer det sig om et ondsindet bedrag. Men man kan også blive forført til noget, der er bedre end det, man var blevet

lovet. I sidstnævnte tilfælde er der stadig tale om forførelse, men i modsætning til den første er den godartet. Man kan derfor tale om den gode forførelse. Måske kan man ligefrem tale om nødvendigheden af den gode forførelse. Det lyder som en provokerende påstand. Mindre provokerende bliver den ikke af, at den er et gennemgående tema i evangelierne. Her kalder Jesus disciplene til at opgive alt for at følge ham. Og det gør de. Arbejde og familier lægger de bag sig fra det ene øjeblik til det andet. Men hvorfor gjorde de det? Med hvilket håb i sigte tog de så drastiske skridt i et samfund, hvor det daglige arbejde og familierelationer var et spørgsmål om liv og død? De gjorde det, fordi Jesus sammenfattede sit budskab i følgende proklamation, ”Himmeriget

TEMA: Åndelig autoritet

er kommet nær!”(Matth.4,17) For en jøde i datidens Palæstina var der kun én måde at forstå det udsagn på: Som programerklæringen på, at Jesus ville indstifte et messiansk kongedømme som en politisk virkelighed her på jorden. Det var i forventningen om, at et sådant jordisk, paradisisk rige var umiddelbart forestående, at disciplene satte deres lid til ham. Derfor opgav de alt for at følge ham. Man kan ikke just sige, at Jesus indfriede disciplenes forventninger. Henrettelsen på korset gjorde dem snarere til skamme. Udover skuffelsen over Jesu død har disciplene utvivlsomt følt sig svigtet og forført. Alle de afsavn og ofre til ingen verdens nytte. Men også de umiddelbart negative oplevelser er en del af evangeliernes pointe. Uden den gode forførelse vil mennesket ikke vende sig om og bevæge sig i den rigtige retning. Profeten Jeremias udtrykker det således. ”Du lokkede mig Herre, og jeg lod mig lokke.” (Jer. 20, 17) Angrebet af åndelig dovenskab Når det hverken er hjernevask eller forførelse, der er den egentlige grund til, at autoriteten bliver deponeret i lederen, hvad er det så? Det er åndelig dovenskab. Den åndelige dovenskab bevirker, at man glemmer sin egen identitet og værdighed og retter al hengivenhed mod sektens leder, der på denne måde bliver tildelt guddommelig autoritet. Nu er ’åndelig dovenskab’ ikke et begreb, der er særlig velkendt. Det er vel nærmest gledet ud af vores sprogbrug. For at præcisere, hvad jeg mener med det begreb, vil jeg sondre mellem tre former for dovenskab, nemlig fysisk, mental og åndelig dovenskab. Fysisk dovenskab er velkendt og udbredt. Den viser sig som ugidelighed, slaphed, dorskhed og sløvhed eller slet og ret dovenskab, som vi sædvanligvis forstår ordet.

Mental dovenskab viser sig som intellektuel inerti. På samme måde som fysisk dovenskab er en undvigelse fra hårdt arbejde, indebærer mental

I Moon-bevægelsen anså vi Sun Myung Moon for at være Genkomstens Herre. Selv om det ikke er alle sektledere, der har samme ambitionsniveau som han, deler de tendensen til at koncentrere autoriteten i sig selv. Det er et gennemgående træk i religiøse og politiske sekter. På den måde eksemplificerer den usunde ledelse, at noget partikulært, i dette tilfælde et enkelt menneske, udgiver sig for at være en totalitet.

”

Åndelig dovenskab bevirker, at man glemmer sin egen identitet og værdighed og retter al hengivenhed mod sektens leder, der bliver tildelt guddommelig autoritet IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 26

dovenskab, at man afstår fra det slid, tænkning ofte er, og de konsekvenser, det medfører. I værket Schopenhauer som opdrager beskriver Nietzsche mental dovenskab som en slags fællesmenneskelig arvesynd. ”Hin rejsende, der havde set mange lande og folk og flere verdensdele og blev spurgt, hvilken egenskab hos menneskene han overalt havde genfundet, svarede: ”De har en hang til dovenskab.” Det forekom mange at være mere rigtigt og korrekt end, at han havde svaret: ”De er bange…” Men hvad er det, der tvinger den enkelte til at frygte naboen, at tænke og handle flokagtigt og ikke glæde sig ved sig selv? Måske skamfølelse hos nogle få. Men hos de allerfleste skyldes det bekvemmelighed, dorskhed, kort sagt denne hang til dovenskab, som den rejsende talte om.

Han har ret: Menneskene er endnu mere dovne end bange, og de frygter allermest de besværligheder, som en ubetinget ærlighed og nøgenhed ville bebyrde dem med.”

Skjuler sig under sin modsætning Åndelig dovenskab er hverken fysisk ugidelighed, eller intellektuel passivitet. De flittigste mennesker kan være behersket af åndelig dovenskab. De mest intelligente og belæste ligeså. Åndelig dovenskab bevirker, at al hengivenhed bliver rettet mod lederen.

Den bliver rettet mod lederen, som om han eller hun er Gud, en totalitet; heri ligger den åndelige dimension.

Men er man først angrebet af åndelig dovenskab, ser man det ikke. Heri ligger dimensionen af glemsel og ugidelighed, der hører dovenskaben til. Måske tror man oven i købet, at man gør Gud og andre mennesker en tjeneste ved at hengive sig til lederen. Det var det, jeg erfarede, da jeg efter næsten tyve års engagement brød med Moonbevægelsen. Jeg forstod, at jeg havde givet mit hjerte til noget, jeg troede var Gud, men som ikke var det. Jeg havde forvekslet det relative med det

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 94 // side 27

absolutte, Skaberen med det skabte. I den hengivenhed var der en glemsel, og i den glemsel var der en passivitet, og i den passivitet var der en dovenskab. Men jeg havde så svært ved at erkende min åndelige dovenskab.

Hvorfor? Fordi den havde forstået at skjule sig på et sted, hvor den aldrig ville blive opdaget. Den skjulte sig under sin egen modsætning. Jeg var både fysisk og mentalt aktiv til op over begge ører. På det fysiske plan arbejdede jeg i døgndrift, så ingen kunne have anklaget mig for at være doven. På det mentale plan var jeg ligeledes særdeles aktiv. Jeg læste bøger, holdt foredrag og samarbejdede med betydningsfulde samfundsledere og politikere. Men bag al den fysiske og mentale aktivitet, var der en dovenskab, fordi hengivenheden var rettet mod det forkerte.

Først da jeg erkendte det, var jeg fri til at få en ny begyndelse.

Artiklen er uddrag fra Martin Herbst, Sunde og syge fællesskaber, Alfa, 2013, med få ændringer af forfatteren. Martin Herbst var medlem af Moon-Bevægelsen fra 1978-1996.

Til videre læsning: - Friedrich Nietzsche: Schopenhauer som opdrager.

Slagmark, 2001, Nr. 31.

- Martin Herbst: Mit Livs Omvej.

Lindhardt og Ringhof, 2009.

”

TEMA: Åndelig autoritet

Bag al den fysiske og mentale aktivitet var der en dovenskab, fordi hengivenheden var rettet mod det forkerte

Afsender: IKON, Strandagervej 24, 2900 Hellerup.

Returneres ved varig adresseændring.

Vejene mødes i dybet AF LENE SKOVMARK Åndelig vejleder og medlem af redaktionen Jeg bliver aldrig færdig med at fundere over mødet med de oprigtige mennesker, jeg møder på min vej. Mennesker, der er tro mod den vejledning og den praksis, der ligger i deres respektive religiøse tradition eller spirituelle retning. Mennesker, der er drevet af samme længsel som jeg. En længsel efter at tjene og arbejde for fred, retfærdighed og forsoning mellem mennesker. Mennesker med vilje til selvbesindelse og med et ønske om at leve i ud fra deres sande Selv.

Jeg må spørge, om det i virkeligheden, dybest set, er den samme vej, vi går? Og hvis det er, hvad så med Jesus som den eneste vej til Gud? Hvorfor har nogen overhovedet trang til at stille det spørgsmål? Og hvad menes der med, at Jesus er Vejen?

Jesus er Vejen kan bruges i eksklusiv betydning til at dømme folk inde eller (mest) ude i forhold til frelsen. Udsagnet bliver ofte reduceret til en magisk formel, som sikrer plads i Himmeriget. Men det er mere end en formel. Jesus er Vejen, vi skal gå. Han kalder til enhver tid og på ethvert sted disciple til at følge ham og til at bære frugter, som svarer til troen og kaldet.

Vejene mødes i kærlighedens hengivenhed og tjeneste. Vejene udspringer i begyndelsen og mødes i dybet. I hjertets dyb, hvor Ordet, som var fra begyndelsen, og som kan frelse sjælene, er indplantet (Jakob 1,17). I dybet, hvor Gud har lagt sit billede, hvor Kristus, som er Guds udtrykte billede, bor. Derfra udspringer livet, det sande liv, Kristuslivet.

Jesus Kristus har ved sin død og opstandelse gjort fyldest for menneskehedens synd (som det lyder i bønnen efter nadveren) og beredt vejen, så mennesker kan gå den.

Nåden virker i kraft af Kristi gerning og manifesteres ikke i ét bestemt trossystem, men i oprigtige hjerter.